A quick dip ~ Hydra

En lang dag med mild sol og få skyer havde gjort havet godt. Den generelle temperatur var steget enkelte grader, og det viste sig tydeligt med en del mere aktivitet i vandet. Sådan havde det foregået det meste af dagen, med havets væsner pilende frem og tilbage. Ligesom mennesket, så havde væsnerne en del som de skulle nå inden mørket. Et af de væsner, det var Hydra.

Hydra havde tilbragt de sidste par dage på farten. Hendes besøg startede med en tur mod The Naailas territorium, hvor hun havde oplevet meget mere end forventet. Hun havde set så meget, og mødt nogle spændende personligheder, som havde hjulpet hende med at få styr på noget, som hun døjet med længe. The Redwoods. Men al den information havde også været temmelig overvældene, så derfor var hun først vendte tilbage til sin hytte i Thunderville, hvor hun havde smidt de fleste af sine ting, hvorefter hun havde kastet sig i havet. Hun længtes efter at besøge sit barndomshjem, og havet var klart en af de hurtigste og mest sikre metoder at nå derhen. I ønsket om at nå der hurtigst muligt havde hun ladet kroppen forvandle. En delfin blev det. Noget af det kød, som hun faktisk foretrak allermest.

Turen gennem havet var egentlig også gået ganske fint. Hun holdt sig langs bunden, da hun vidste, at sultne drager kunne finde på at snuppe ting, som befandt sig i havoverfladen. Hvad hun ikke var så tryg ved var, at mørket sneg sig nærmere. Hun var ikke vant til at svømme så sent. Og selvom, at hendes syn var tilpasset havet i delfinformen, så overså hun alligevel det vigtigste. De gamle skibsrester. Snoende ind og ud mellem forskellige havplanter, opdagede hun slet ikke, at hun faktisk også gled forbi en gammel, ladt harpun. Snoren fra harpunen gled om hendes hale, og da hun slog med den igen for at komme fremad, mærkede hun pludselig, hvordan en skurende lyd trak hende tilbage. Da det var umuligt at dreje hovedet i denne form, forsøgte hun at vende sig rundt, så hun kunne se, hvad det var som trak i hende. Ved udsigten til harpunen gik hun dog i panik, samt det faktum, at hendes finner ikke kunne løsne hende fra snoren. Hidsigt og ueffektivt slog hun panisk med halen i adskillige minutter før, at hun indså, at det ikke ville lykkedes. Hun var for dybt nede til, at hun ville overleve en menneskelig transformation, og selv hendes finne var nu viklet ind. Hydra udstødte en frustreret piben, og gav sig i stedet til at svømme rundt i cirkler, imens hun ledte efter noget, som kunne hjælpe hende.

//Det ser mega godt ud! Håber også, at du kan bruge mit!… Har aldrig eh… skrevet som delfin før xD

 
 

//Beklager, at det er lidt kort! Hun skal nok snart begynde at snakke! xD

Det føltes som en evighed. Hvis delfiner kunne svede, så ville hun formentlig gøre det. Fanget på bunden af havet. Fortabt i al evighed. Tankerne kom strømmene, og det hele virkede mere og mere håbløst. Hydra havde absolut ikke noget imod havet, da hun havde vænnet sig til det, gradvis igennem opvæksten, men hun var stadigvæk ikke et væsen, som kunne forestille sig resten af sine dage tilbragt i havet. Hun savnede allerede følelsen af luft. I lungerne, og under hendes vinger. Hydra slog endnu et irriteret svirp med halen, da en stemme pludselig lød.

Hun standsede øjeblikkeligt med sin cirklen, og så sig forundret omkring. Det havde lydt som om, at nogen faktisk havde snakket direkte til hende… under vandet! Til sin store overraskelse fik hun pludselig øje på et menneske. En mand faktisk. Øjnene og hans tilstedeværelse talte desuden for sig selv, hvad angik hans slægt. Det undrede hende ikke. Hun vidste, at de var i stand til at færdes under vandet, da hun engang havde passeret deres by under vandet, og observeret et par stykke af dem svømme rundt. Hun havde dog aldrig oplevet, at de var i stand til at snakke. Hun tøvede et øjeblik, men gjorde ikke mine til at ville angribe eller svømme længere væk - så meget det nu var muligt. I stedet, efter et lille øjeblik, skubbede hun sig faktisk nærmere med tøvende bevægelser, så halen var lettere tilgængelig. Dog var hun hele tiden 100% opmærksom på, hvad han foretog sig. Manden virkede heldigvis ikke bevæbnet. I sidste ende havde hun ikke meget valg. Hun kunne sulte, eller blive slagtet. Skønt.

 
 
 

//Iz alright!

Hydra gav et overrasket ryk med hovedet, da hun pludselig hørte stemmen igen. Ikke på nogen aggressiv måde, og hun blev hvor hun var, men øjnene stirrede nu en anelse mere interesseret imod det unge menneske. Hun så intet til mundbevægelser, men der var ikke andre væsner tilstede omkring dem, så det måtte være ham! Men hvordan? Hun ventede tålmodigt, imens den lille hjerne kørte på højtryk.

Efter at have forsvundet i tankemylderet et godt stykke tid, hørte hun pludselig en besked igen. Trofast og naivt blev hun "svævende" i vandet, præcis som før, imens han fik bedre fat om rebet. Før hun overhovedet kunne nå at overveje hans plan bag trækket, rykkede han snoren over, og Hydra mærkede til sin store fornøjelse, hvordan faldt ned omkring hendes hale. Med et par enkelte begejstrede slag med halen, fløj hurtigt afsted og fik smidt det sidste, så hun ikke længere var forbundet til harpunen. Hun kunne egentlig bare suse afsted nu, og nå drageøen uden yderligere spørgsmål, men mennesket havde vakt hendes interesse. Så i stedet svømmede hun tilbage, næsten helt op til ham faktisk, og stirrede underligt med sine små øjne. Hun ville virkelig gerne, men vidste ikke helt, om hun også kunne snakke med ham. Derfor sendte hun både et par tanker afsted, men også et par lyde, der som regel virkede på andre delfiner.

How do you do that?!

// I'm so so sorry that it took so long. Jeg har haft så travlt med min skole at jeg ikke har haft tid eller overskud til at være på...

Han smilede til det smukke væsen da han modtog hendes besked, "You're a curious little one, aren't ya?" Det var så skønt at se hende fri og ikke panikslagen at det var svært for ham at holde fokus "I can talk to the creatures of the sea, creatures like you" Han vidste godt at der fandtes folk med meget mere interessante og kraftfulde evner, men han kunne godt lide sin, den passede perfekt til ham og hans personlighed. 

"You are free now, so swim along and try to be a little more careful" Det skar ham altid i hjertet når han så dyr der var i fare eller kommet til skade, om det var land eller vand dyr, det gjorde ingen forskel for ham.  Det ville pine ham i flere uger at se en død, det kunne han slet ikke forestille sig, det var aldrig sket før. Han havde ikke forventet at delfinen ville stille spørgsmål, efter at han hjalp den, normalt ville et dyr der havde været fanget, skynde sig væk ved første chance, men af en eller anden grund var det ikke tilfældet her. Han måtte indrømme for sig selv at han også var a curious little one, det havde han altid været, og hans nysgerrighed var blevet vækket af delfinen. Han ville ikke være den første til at tage af sted, men ventede tålmodigt på at den tog initiativet til at bevæge sig væk.

//Jeg render også syg rundt i øjeblikket med nyt job, så np!

Hydra rullede en omgang rundt i vandet, stadigvæk imens hun fastholdt øjenkontakten. Selvom hun beholdt sit eget sind, uanset hvilken form hun tog, så kunne specielt dyrs naturlige væremåde nemt påvirke hende. Drager var aggressive, men delfiner var legesyge. To helt forskellige verdener. Så det var en smule nemmere at udtrykke for hende, hvor begejstret hun var for sin frihed og sin nye ven.

"I don't know any other Takumara with that ability. It must be a gift!"

Da han understregede, at hun var fri til at svømme igen, blev hun et øjeblik i tvivl. Hun ville egentlig supergerne hjem, hvor hendes oprindelige planer kunne ske, men fyren virkelig som "One of a kind". Derfor cirkulerede hun et par gange rundt om hans "svævende" krop, inden hun placerede sig foran ham igen.

"I wanna go where you go!"

Hun vidste, at hun sagtens ville kunne følge med ham, medmindre deres folk selvfølgelig havde en eller anden uovertruffen svømmeform. Medmindre han valgte op. Så kunne det godt blive akavet. Hendes blik holdt et udspekuleret glimt, og hvis delfiner kunne smile, så havde hun gjort det. Halen holdt sig stadigvæk roligt, som om intet førhen var sket, imens vandet omkring dem langsommere blev mørkere og mørkere. Himlen over havet var nu efterhånden kulsort.

// Jeg er glad for at du ikke er træt af mig, og jeg lover at prøve på at svare hurtigere :3

//Selvfølgelig er jeg ikke træt af dig! Du tager bare den tid, som du skal bruge :3 Det er ikke sjovt, hvis man føler sig presset!... Apropos sjovt. I see what you did there with "fishy" xD

Hydra fandt hans særlige evne virkelig fascinerende. Takket være hendes egen "gave", så var hun i stand til at skifte form næsten som det passede hende, men sproget var stadigvæk noget af det som tog længst tid. De fleste væsner udover mennesker havde ikke engang et rigtig sprog, men klarede sig i stedet ved hjælp af lyde og kropsprog. Derfor var hun blevet lidt af en dygtig observatør når det gjaldt om at blende ind i mængden.

"You should! I like it too!"

Hun cirklede engang rundt om sig selv, inden hun kastede et blik mod overfladen. Da hendes blik vendte tilbage mod fyren, var der pludselig et lidt mere seriøst glimt i dem.

"If you wish bring your journey above water, then you should be careful. The sky is filled with dragons around here."

Hydra havde ikke noget hun decideret skulle nå. Derfor bestemte hun at, hvis han begyndte at svømme en bestemt retning, så ville hun følge ham. Dog holdt hendes advarsel stik. Dragerne var sjælendt helt nede ved vandet, men plask, høje lyde og lugten af menneske ville nok fange deres opmærksomhed før eller siden. Hun tænkte pludselig slet ikke over, hvor absurde hendes ord måtte lyde for en fremmede delfin.

// Sorry couldn't help it XD

Percy var nu helt sikker på at der var noget ”galt” med delfinen, eller at det i hvert fald ikke var en almindelig delfin. Det var bare for meget til at der kun var tale om en ekstremt nysgerrig delfin, der smugl lyttede til fisker eller hvem der nu befandt sig på vandet, og selv hvis der var, hvorfor skulle den advare ham? Jo han havde skåret den fri, men det var ikke lige frem at fik havde den samme morale som mennesker, men så igen delfiner var jo heller ikke en fisk, det var et pattedyr. Det kørte rundt i hovedet på ham og han blev kun mere forvirret jo mere han tænkte over det.

”You are confusing me” sukkede han, det var ikke meningen at han ville sende det af sted, men det gjorde han.

Han vidste godt at drageøgen havde drager, det lå lidt i navnet, men han havde ikke tænkt over at de kunne være farlige for ham. Det var et af de problemer han oplevede ret ofte, han tænkte ikke tingene igennem, og endte tit i mindre behagelige situationer på grund af det. Men det var vel ikke hans skyld at verden kunne være et farligt sted, der nogle gange prøvede at slå ham ihjel?

//It's cool xD

Hydra vidste faktisk ikke noget om fyren. Han kunne være en morder, en kidnapper eller en kannibal. Men han havde reddet hende. Den slags betød meget for hende, og hun var en som troede på, at man kunne lære meget om folk ud fra deres handlinger - og denne unge Takumara var i hendes øjne ikke noget ondt menneske. Så langt så godt. Hendes naivitet havde bragt hende langt, men heldigvis i langt færre problemer end man skulle tro.

"Why? What did I do?"

Delfinen virkede ikke fornærmet, men rette opsat på at forklare, hvad der muligvis var gået tabt imellem dem. Det slog dog ikke Hydra, at det formentlig var hendes usædvanlige adfærd, som slog ham ud. Delfiner var ikke de væsner, som hun omgik mest. Men hun var også selv lidt forvirret.

"As a human, you do have a name, right?"

Måske var han i virkeligheden mere havvæsen en menneske! Tanken kom fra en blå himmel, men som sagt, så havde hun altså levet en del mere isoleret og ovenvands, end man måske skulle tro. Derfor vidste hun ikke altid alting, om de væsner hun stødte på. Alligevel følte hun, at spørgsmålet ville være en god bekræftelse på, hvem eller hvad han egentlig var - han lignede trods alt mest en... pæn... ung mand.

En ting, som Hydra næppe vil indrømme højlydt var, at hun faktisk fandt unge fyre lidt spændende. Hun havde aldrig rigtig haft mulighed for at socialiserer med nogen på hendes egen alder, hverken piger eller drenge, men hver gang hun havde set nogen på afstand, så havde hun mærket nervøse sommerfugle i maven - specielt når det gjaldt hankønnet. Hun forstod ikke helt hvorfor, udover hun måske manglede erfaring om, hvordan man omgik dem.

"Huh, that's funny!"

Sendte hun uskyldigt tilbage, og lød næsten lige så forvirret, som han gjorde - eller var det mon nysgerrighed, som hun opfangede? Hendes øjne strålede glad, da hun omsider fik fanget hans navn. Percy. Percy Irving. Mennesker havde efternavne. De vigtigste havde efter deres slægt. Så meget vidste hun. Men Hydra havde ingen slægt. Derfor havde hun undladt efternavnet hos sig selv, og opgivet tanken om at finde på et. Den eneste "slægt" hun forbandt sig selv med var alligevel dragerne. Og sådan et navn lokkede ikke mange til.

"Nice to meet you too, Percy! I'm Hydra."

Hun tog en hurtigt runde omkring ham, inden hun langsomt begyndte at svømme opad, imens hun sendte en sidste drillende besked mod ham.

"Of course! You should be on your way… But not before I race you to the top!"

Hvis Percy faktisk tog kampen op, ville hun give den gas i starten, men kort tid efter lade sig falde lidt tilbage med vilje, så han ville nå overfladen først. Derefter ville hun se, om han trak noget sted hen, og dernæst følge ham.

Det lignede næsten, at delfinen forsøgte at ryste på hovedet, da den rykkede med den slanke krop efter hans svar. Der var stadigvæk et lusket glimt i de mørke øjne, imens de betragtede mennesket foran sig, som for længst burde have søgt overfladen, ligesom hun for længst burde have svømmet sin vej.

"So you think!"

Hydra burde egentlig have været mere forsigtig. Dyr havde faktisk ikke rigtig navne, ikke de dyr hun havde mødt i hvert fald, medmindre deres menneskelige bekendte gav dem ét. Hun havde selv navngivet et par af dragerne, men havde også forhørt sig rundt omkring angående andre væsner, som hun havde mødt.

"Thanks! I like yours too."

Percy lød varmt og trygt. Ligesom hans handling og attitude, så fandt hun ikke nogle dårlige vibrationer ved navnet. Desuden havde hun aldrig mødt en med navnet før, så han blev nok ikke svær at huske.

"Ha!"

Hydra tog føring til en start, men måtte hurtigt indse, at han faktisk ikke havde været helt så nem at svømme fra, som hun gik og troede. Det var lige før, at han passerede hende på et tidspunkt, indtil hun spottede noget længere fremme, som lå og skvulpede i overfladen. Percy var en dygtig modstander, men det var ikke før, at det stort set var helt oppe ved båden, at hun lod ham trække lidt op på siden af hende således, at de faktisk ramte overfladen samtidig. Hun ønskede nemlig, at han skulle træde op i båden først, da alt andet var for besværligt i denne form. Hun rettede blikket imod ham, også hvis han trak sig op af vandet, og åbnede munden, næsten som et smil.

"You almost beat me!"

Stemmen lød mere fornøjet end fornærmet.

Hydra fnes i sit stille sind. Ikke noget, som Percy ville bemærke trods deres telepatiske forbindelse, men han ville formentlig være travlt beskæftiget med at klatre ombord alligevel. Hun lagde hovedet til side, og havde hun haft øjenbryn, så var de røget i vejret.

"What! Now you're the weird one. A cheating dolphin. Isn't that kinda silly?"

Hun forblev i vandet, imens Percy kravlede ombord, og stak derefter lige hovedet over vandet selv, imens hendes hale ganske blidt holdt hende oppe. Hun vidste, at det var et udsat område for dem begge to, men hun ville gerne sige farvel. Himlen over dem var nu mørk, og fyldt med begyndende stjerne, hvilket ville hjælpe hendes rejse gevaldigt - og forhåbentlig også hans. Hun bemærkede, at han var alene på båden.

"It was nice meeting you too, Percy. I'm sure we'll meet again. Next time, I want to try your boat! But promise me you won't do anything stupid. Like visit the Dragon Island. I'll show it to you, when the time is right... and I got my legs back."

Det sidste blev sagt med et endnu mere skælmsk udtryk, inden hun grinende kastede sig tilbage i havet og efterlod sin nye ven bare smule mere forvirret end før. Forhåbentlig ville de ses igen en dag.