revenge best served cold- Lauritz

Tid: 15:30
vejr: det regner
omgivelser: hende selv i en forladt hytte
påklædning: kjolen og et par sorte hansker for at forhindre hende i at skade nogen

Angelique havde haft travlt de seneste dage med at hjælpe Evelyn med at gøre klar til hendes barn, men nu havde hun fri og det betydet at hun var taget afsted på en mindre rejse til landsbyen tæt ved skoven. Hun var som altid dyster, men hun havde lovet at tage kontrakt til Evelyns forældre. Hun havde lånt en hest af en af Evelyns venner og som hun kom ind i byen steg hun af. Hun fandt det befriende det med at ride aldrig havde hun  prøvet det før, men hun var heldigvis ikke faldet af. Hun trak hesten hen til det sted hun fået vide at Evelyn forældre boede og  efter hun havde sat hesten af ved dem og givet dem nyheden om barnet skulle der udforskes. Hun gik længe i sine egne tanker, men sørgede for at den lille taske som indeholdt alle hendes minder var på hendes skuldre. Det var hendes dybeste hemmeligheder som lagde i den. Hun var ikke en som vidste ret mange følelser i hendes ansigt , hun lært at gemme smerten ved at være vred og hård. Ikke mange vidste hvad der var sket, men det havde ødelagt hende så meget at hun var sikker på at hun aldrig ville kunne stole på en mand igen. Hun afskyede dem og det var  alle mænd som satte sig imod hende.  Hun behøvede ikke følelser andet end vreden når hun ikke var alene. Hun skrev dem ned når hun alene i digte. Hvilket var i  den kasse som hun  beskyttede med sit liv.  Folk kiggede på hende med undren i deres blik sikkert fordi hun gik i sort og mere eller mindre mindede om en som skulle til en begravelse end noget andet. Angelique lagde dog ikke mærke til det fordi hun var begravet dybt i sine egne tanker og var faktisk ikke klar over at hun var ved forlade den lille landsby, før træerne afslørede det for hende. Ikke længe efter fandt hun en hytte som så ud til at være forladt, den var meget faldefærdig og der havde ikke været nogen længe. Hun gik der hen og svagt smil bredte sig over hendes læber, det ville være et perfekt sted hvor hun kunne være alene dog ville det betyde at hun skulle rejse, men hvad holdte hende tilbage fra at rejse hun ville alligevel snart bo på gaden hun havde bevæget sig tættere på og da hun åbnede døren klagede den ved knage rigtigt højt.  
Hun gik ind i rummet og hun som hun bevægede sig ind i huset begyndte det regne rigtigt meget rengen slå hårdt ned på skrøbelige tag og flere steder var der gamle spande som forlængst var løbet over med vand så nogen havde boet der engang, men havde valgt at forsvinde igen. Hytten var ikke stor, men der to rum udover stuen det ene var et gammel soveværelse og madrasserne duftede en smule jordslåede som hun gik der ind. Det andet rum mindede om et badeværelse. Hun kunne godt finde på at kalde et hjem, men nåede ikke tænke tanken færdig før hun smuttede ud i stuen igen. Det ville kræve noget vedligehold.
Hun satte sig på det ældre bord imens forestillede sig hendes hjem langt væk fra dem som havde gjort hendes liv til et helved at leve hun vidste inderst inde godt at det var hende selv som afskar fra andre, men hvordan kunne hun stole på nogen igen. Folk havde det med at forsvinde og på den måde såre en eller også så stak de en i ryggen når de ikke havde brug for en mere. Hun sukkede svagt og et smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne være alene uden nogen skulle forstyrre hende og spandene med vand kunne være en fordel. Da hun var Takumara.

Egentlig havde manden valgt at forlade byen for at få lidt fred, komme væk, og bare være alene. Ikke at det var svært når han befandt sig i sit hjem, for der var ingen andre end ham i det store tomme hus som engang havde tilhørt hans forældre. Et hus, som han var kommet til at eje efter at hans identitet atter var blevet kendt for folk. Et hus som mange undgik, og som mere eller mindre var faldefærdig. Huset var blevet forladt til fordel for en tur udenfor byen, på hesteryggen. At ride var et af de ting han elskede, følelsen af frihed, vinden der trak i håret og den friske luft, det var alt sammen rart. Larmen for byen forsvandt også så småt, og i stedet var det naturens skønne lyde der lagde sig omkring ham, den svage kvidren af fuglene, lyden af bladende når vinden blæste, og den fjerne lyd af en bæk. Ganske enkelt beroligende.

Hvor længe han red, var ikke til at sige, men han faldt langsomt til ro, anspændtheden var knap så mærkbar, om end udtrykket var stadig som skåret i sten, sådan var det altid med ham. Tankerne blev dog drevet væk fra nuet, hvad tillod hesten af gå egne veje, og længere ind i skoven.
Pludselig skiftede vejret, og han opdagede det ikke før de første regndråber ramte hans ansigt. Overrasket blev blikket vendt mod himlen, kun for at mærke flere dråber ramme sit ansigt. En dråbe ramte de fyldige læber, og han gled tungespidsen for at fjerne den. "Fandens.." som Oikans var vand trods alt ikke det man foretrak, og han skruede omgående op for kropstemperaturen for at holde varmen mens han prøvede at finde ud ad hvilke del af skoven han var endt. Det gik ikke specielt godt, ikke før regnen tog til, og han måtte trække kappen tættere om sig og bande dæmpede for sig selv. Farten blev sat op, og pludselig dukkede en hytte op. Han holdt hesten an, betragtede hytten et langt øjeblik. Det så umiddelbart ud som om hytten var forladt. Ikke så skidt, at søge ly for regnen der til det stoppede var ikke så dårligt.
Langsomt red han det sidste stykke hen til hytten, inden han svang sig af hestens ryg. Grebet om tøjlerne var løst mens han gik hen til døren, og forsigtigt bankede på. Der så trods alt forladt ud, men ingen sagde at stedet var tomt, så man måtte hellere være sikker.

Påklædning

Hendes tanker blev afbrudt af banken på døren og et irriteret suk ramte hendes blege læber som hun rejste sig for at se hvem det var som vovede på at forstyrre hendes tanker. Hun åbnede døren og så vedkommende, hvilket ikke gavnede meget på hendes allerede dyster humør dog var hun god til at skjule hvad hun følte. Derfor vidste man heller aldrig hvor man havde hende. Med mindre man var god til at læse hendes små tegn hendes dybthavsblå øjne søgte hans for at se hvilken slægt han tilhørte, men kappen forhindrede hende i det. Hun flyttede sig og lod døren stå åben. Dog skulle man ikke regne med at det var invitation til komme ind dog i dette tilfælde var det, men det var fordi en idé lige så stille begyndte at tage form i hendes hoved. Hun ville have hævn selvom det engtlig ikke var ham som var skyld i alt den sorg som hun følte. Var mænd i hendes hoved ens og det bare et spørgsmål om tid før han også ville såre hende så det var bedre at hun slog først " a stranger in the forrest how Nice of you to drop by" Sagde hun og man kunne ikke rigtigt tyde i hendes stemme om hun mente det godt eller skidt. Hun havde været svag og den dag hun blev gravid med hendes adoptivfar havde hun lovet at hun aldrig ville virke svag igen. Hendes had til mænd var kommet da hun mistede sin datter.

Hun lod sit blik vandre svagt i rummet alt herinde ville være til hendes fordel skulle han sætte sig imod hende. Hun tænkte kort over om hvordan skulle holde fanget her, men det måtte hun finde ud af senere lige nu gjalt det om se ham en smule an inden hun tog en beslutning om hvor vidt hun skulle holde ham fanget og hvordan. Hun stod i rummet vendte sig imod ham. Hun gik så tæt på ham hun kunne og lod sine slanke fingre finde hans kappes hætte og trak den ned over hans hoved så hun kunne se hans ansigt ville flytte sig  ville stramme sit greb om kappenshætte. Hun smilede svagt og der var et lumsk lidt drillende smil omkring hendes læber. Som vandet i spandene rejste sig bag ved hende " tell me what are a man like yourself doing here in the rainy forrest" sagde hun og det var mere henvendt til hende selv end til ham, men ville han svare skulle ikke forhindre ham idet.

Døren blev til hans store overraskelse åbnet, og han så ned mod kvinden der var noget kortere end ham selv. Hendes udtryk mørkt, blikket dystert, og imodsætning til ham, kunne han frit se hendes øjne, og vurdere hvilke slægt hun tilhørte. Regnen måtte i så fald være hende en trøst og glæde. Langsomt trådte hun til side, og han trådte ind som var den en invitation. Blikket gled omkring, der var forladt, koldt og tomt, og hendes egen påklædning indikeret hun ikke boede der. Der var i hvert fald ikke spor hjemligt. Hesten havde han faktisk trukket med ind, hvilket ikke havde været let, den havde klemt sig indenfor. At efterlade dyret i regnen havde han ingen planer om.

Han betragtede hende et langt øjeblik i tavshed trods ordene der forlod hendes læber, og ikke gav megen mening i hans hoved. "I guess we are both strangers in this place.." faldt hans dybe, rolige stemme til svar. Han var næsten hundrede procent sikker på at hun ikke boede der, alligevel bevægede hun sig omkring, nærmest helt hjemvandt.

Pludselig vendte hun sig mod ham igen, og trådte helt tæt på ham hvor hun rev hætten af hans hoved. De blodrøde øjne var vendt mod hende, og i det dæmpede lys i huset, fangede han hendes blik med sit, og holdt det fast ved sit. Så begyndte vandet i spandene bag hende eller at rejste sig. Hun var tydeligvis fjendtlig, og han fattede ikke hvad der foregik. Manden havde aldrig mødt hende før, hvorfor hun havde set sig vred på ham, anede han ikke. Var det et spor af vanvid han så i hendes blik? Formentlig. Eller måske var det vrede og sorg, det var nok nærmere vrede og sorg. "Lets just say it wasn't rainy when I left my home. As you can see, I am not very fond of rain,
and just wanted at place to stay intil the weather gets better, but it would seem you don't agree..
I will just leave at once.." faldt svaret blot.

Hun smilede svagt som han talte om at her var de begge fremmede hun fnøs kort ganske utilfreds med hans konstatering omkring hytten. Selvom det var ganske rigtigt hytten var ikke hendes den var ikke nogens som øjnene kom til syne blev hendes lumske smil endnu større han var yngre end hende gættede hun, men med hvor meget hun kunne ikke sige " you are long way from home Fireboy but Don't be scared of me you are a big and strong man and I'am a weak and a helpless women" sagde hun og hvis ikke det var fordi det lumske smil stadig var på hendes læber kunne hun godt have lydt noget så uskyldig. Hun betragtede ham og igen kom et utilfreds fnøs da sagde at han ville gå, men hun rystede bare på hovedet og trak sine handsker af han ville ikke gøre hende vred for så tændte hendes evne og det ville komme til at gøre ondt. Hun gik stod ved døren imens ganske kort betragtede hesten som han havde trukket med sig ind. Hun lagde armene over kors på sine hænder, den sorte røg lagde som en lille sky i hendes håndflader alt der skulle til var en berøring smerten ville føles som at have fået  brækket en knogle dog var det kun smerten " how rude to take your four legged friend with you inside in my Soon to be home" sagde hun og stod stadig i døren hun kneb øjnene sammen lod svagt sine fingre ramme tasken. Det var tydelig at hvis ikke han blev ville hun bruge sine evne imod ham til at få ham til at makke ret. Hun havde ikke andre ting med sig lige nu som hun kunne bruge imod ham for hun havde ikke regnet med at hun ville få brug for det. Hvilket var en skam for hun tit forestillet sig hvor rart det måtte være at se dem lide. Hun ville give dem ar som hun fået sine heldig vis var de gemt under alt hendes mørke tøj. Det eneste ar man kunne se var den lille halvmåne på hendes kind. Hun spændte svagt i sin underkæbe som indikerede at hun slet ikke var tilfreds med ham. Hun måtte finde en måde på at hun kunne sikker sig at han blev så længe hun ønskede det og lige nu ville være for evigt i hendes hoved" you're going to stay here with me right "sagde hun og denne gang kunne høre i hendes stemme at hun overhovedet ikke var tilfreds.

Hun lagde igen armene overkors som hun afventede hans svar, men skulle hun ville blive vred hvis han sagde og mange ønskede ikke at se hende vred. Det hun var som en tikkende bombe og man vidste aldrig hvornår hun ville springe, men lige nu var hun ret tæt på.

Hvad angik deres alder, ville han selv sige de måtte være jævnaldrende, men han var ikke sikker. Og så var der det smil om hendes læber, det øgede blot indtrykket af at hun var skør. Ordene der fulgte fik et fnys over hans næse, det lød bare dumt det der. "I am not afraid of you, but that has nothing to do with your size or gender, lady" svarede han ligeud, for det var sandt, hun kunne sagtens være farlig selvom hun var mindre end ham, hvad angik hans frygt, var han bare ikke bange, han havde ikke nogen grund til at frygte hende, og desuden, manden havde været igennem så meget i sit liv, at der skulle mere for at gøre ham bange. Hendes lumske smil gav stadig indtrykket af at hun var rablende gal, intet af det til hendes fordel hvis man spurgte hende.

Hun fortsatte med sin underlige opførsel, og snart tog hun sin evne i brug. Han fattede simpelthen ikke hvad der gik af hende, men hun var ikke normal, og det måtte være konklusionen. Hesten begyndte at blive urolig, og med faren Lauritz kunne se, var han fristet til at slippe tøjlerne og lade hesten tag flugten"Of course i would, did you expect me to leave him in the rain? Not all os us is cold and without any heart" svarede han køligt igen, mens hans opmærksomt betragtede røgen der forlod hendes hænder. "But fine, we will take our leaving.." det måtte vel være det bedste han kunne gøre, for ærlig talt, gad han ikke al den drama. Hvad end hendes evne indebar, så ville det at røre ved ham ikke være specielt let, mandens kropstemperatur ville formentlig brænde hendes søde små fingre.

Hvorfor hun troede han bare ville lystre, var spørgsmålet. Naturligvis havde han ingen planer om at blive når hun opførte sig som en sindssyg finke, og netop derfor lod han hesten få sin vilje, og trække ham ud af døren igen hvor regnen straks lagde sig over dem. Det havde været tydeligt at hun ville have ham til at blive, for at kunne udfolde sig med sine evner over ham, og netop derfor ville intet normalt menneske med bare noget mellem ørerne, blive hængende.

Hvilke planer hun havde for ham, ja.. det var jo tydeligt, men på den anden side. Skulle det lykkedes hende at få sat kløerne i ham, ville hun hurtigt opdage at der var andre der var kommet hende i forkøbet, for mandens krop var dækket af ar. Han stod snart udenfor, og hendes ord fik ham nok engang til at fnyse. "Thank you for the offer, but no thank you. I will find somewhere else. Good day to you, lady.." og med de ord, vendte han om på hælen, og trak hesten med sig videre.

Hun kiggede på ham hun flyttede sig da de var på vej ud af døren hun samlede alt vand også noget af regnen formede en stor kugle af vand " I try to do it nice but you fireboy give me no choice" sagde hun og lod vandet i spanden flyde op igen. Hun vidste at vandet måtte være en svaghed for ham desuden kunne hun vel drukne ham også var det hele overstået. Hun fulgte ham med ud af døren sammen med kuglen som bare blev større hun lavede en armbevægelse og langsomt sendte hun noget af vandet ud. Det snurrede sig omkring hans krop  det holdte ham ikke fast det var ikke meningen endnu, men ville der blive en kamp omkring det hun gjorde ville hun kæmpe og ville ikke give op der var ingen som  havde sagt nej til hende og  havde overlevet især ikke mænd. Det var tydeligt at hun ikke fandt det sjovt at han ikke føjede hende. Hun kunne ikke se at det hun gjorde var forkert. Folk hjemme ved hende havde ikke set det som forkert da det gik udover hende. Hun vendte sit blik imod hesten det var tydeligt at den fandt situationen meget ubehagelig den rev i ham for at komme væk. Hun stod og af en heller anden grund stoppede hun det hun havde gang i og lod vandet fald med et ordenligt plask. Hun vendte sig om for at tænke tingene igennem. Hun var vant til at skjule alt sin usikkerhed i vrede og det var som regel den styrrede hende hun. bed sig i svagt og meget lille strejf af noget som kunne minde om usikkerhed skinne svagt, men heldigvis kom vreden igen og skjulede det.
Vreden var hendes ven den fik folk til holde sig væk og hun var fri for at blive såret " if your not afraid why are you leaving then?" spurgte hun tydeligt hånligt og hun vendte sig om imod ham igen. Hendes øjne lynede af had. Dog vidste hun godt at det ikke var hans skyld hvilket hun  sagtens kunne  se, men følte at det hun ville gøre imod ham ikke var forkert, men de havde tydeligt hver deres side af situationen. Hun var dog sikker på  at han var en smule bange for hende. Hvorfor skulle han ellers ville forsvinde. Igen lagde hun hånden ned på den lille taske. Ingen udover de Delilah vidste hvorfor reagerede som hun gjorde, men vidste man det ville man så bedre kunne forstå hende. Ingen forstod hende og hendes smerte. Hun sank svagt en klump betragtede ham " clearly you're afraid because then you wouldn't be in such a hurry and you could probably force me out anyway i'm not that strong or a fighter" sagde hun det morede hende en smule at han var så imod at ikke være bange for hende og alligevel havde han så travlt med at forsvinde.

Hun smilede svagt, men denne gang var det ikke lumske smil men et smil som ikke lagde skjul på hvor meget han morede hende. Hun vidste om nogen hvordan det var at være bange faktisk var hun stadig bange, men havde lært at skjule det sammen med smerten som hendes familie havde påført. Hun lyttede igen og smilede svagt " you are too sweet fireboy, but I have a heart or else I wouldn't walk around and breathe " sagde hun og lagde armene over kors og var stadig ikke tilfreds med ham. Hun lagde hovedet en smule på skrå og hendes smile blev igen det lumske lidt dyster smil. Det at han satte sig imod gav hende lyst til at beholde ham endnu mere. Det var som hun var på jagt og han var hendes bytte. Dog havde hun ikke tænkt sig dræbe ham. Nej i hendes hoved var han for værdifuld.  Hun gik tættere på hesten og svagt lod sine hænder glide hen over dens krop. Hesten reagerede med samme med et smerte hvin og det var tydeligt at det havde forskrækket den. Hun håbede at hun kunne få den til at løbe for så skulle han gå hvilket hun bedre kunne følge med i. Hun ville ikke have han skulle gå ihvertfald ikke endnu.

Hun fulgte efter, og fortsatte sin brug af sine evner. Han havde ingen planer om at blive hvorfor skulle han? Hun var den sindssyge type som han ikke orkede at have noget med at gøre. Hendes efterfølgende ord var også så latterlige at han nær var brudt ud i latter ved at høre hende sige det. I stedet for, ignoreret han hende, kun for kort efter at live indhyllet i den bølge af vand hun sendte efter ham. Dette tvang ham til at standse op, og øge kropstemperaturen for at holde vandet væk fra sig. Det vand hun sendte mod ham, kombineret med regnen, det gjorde det umuligt ikke at blive gennemblødt i løbet af relativt kort tid. Pokkers!

Så pludseligt som det var startede, så pludseligt stoppede det igen. Hestens tøjler blev sluppet, og hesten bakkede væk fra dem, naturligvis bange for hvad der foregik. Lauritz vendte sig mod hende igen, udtrykket tydeligt irriteret, og de røde øjne hårde og kolde. ”Because I don’t want to spend a moment with such a crazy woman as yourself! Now, excuse me before you regret it” svarede han, greb hestens tøjler igen, og ignorerede den flig af usikkerhed han syntes at have spottet hos hende i få sekunder. Han orkede ikke hendes barnlige julelege, for selvom de måske var på samme alder, opførte hun sig langtfra som de folk han var vant til at omgås. Han var vant til ligesindet, folk han kunne sidde og snakke med stille og roligt, ikke det der hun lagde for dagen. Ja ja, hun havde nok været igennem en del, men hvem havde efterhånden ikke det? De var en generation der havde været igennem en masse smerte, en masse vold, en masse død, sygdom og tab. Sådan var det bare.

Han rullede med øjnene af hende, ved hendes svar. Hun hørte tydeligvis ikke efter hvad han sagde, godt det samme, så behøvede han ikke kommenter på hende længere. Pludselig kom hun tættere på, og rørte ved hesten der vrinskede utilfreds og tydeligvis i smerte. Nok var nok, og Laurtiz trådte frem og tvang hende tilbage med sin store korpus. Hesten veg bort, stejlede og satte i gallop væk fra dem. Vreden der i mellemtiden var dukkede op i de røde øjne, var ikke til at tage fejl af, og øjnene flammede op og afslørede vreden han følte. Bare fordi han ikke havde taget sine egne evner i brug, betød det ikke at han ikke havde noget, og det skulle denne lille dame nok komme til at finde ud af meget snart. ”Don’t ever, try to touch or harm what is dear to me, ever!” hvislede han hårdt af hende. Luften omkring ham begyndte at dampe, det gennemblødte tøj ligeledes, og det sagde ikke så lidt om hvor højt kropstemperatuen var blevet.

Hun fangede hurtigt vreden i hans blik og smilede svagt hun ramte hvist et ømt punkt og det var lige det ville hun ville se hvor langt hun kunne presse ham. Hun smilede endnu bredre som hesten satte i gallop og forsvandt. Hun havde godt mærket hans kropsvarme som han havde brugt sin krop til skubbe hende væk " did I hit a nevre ?" spurgte hun og lagde hovedet atter på skrå et svagt smil ramte hendes læber " look around there are water all over you wouldn't stand a chace fireboy, but if you want to test my patience with this so fine" sagde hun trak vejret dybt " I will fight you" sagde hun vredt hvis de skulle slås blev hun nød til ligge den lille æske et et sted hvor den ikke ville komme til skade. Hun trak den over hovedet. Hun smed den til siden, men ikke længere væk end hun kunne nå den. Hun begyndte igen at samle vandet så hvis hvis han ville angribe havde hun et skjold " fight me I dare you I want you to fight me" sagde hun og det lumske smil var som malet på hendes ansigt, det var som det var en leg for hende og at hun havde det sjovt. Hun sendte ham et udfordrende blik, men hun håbede at hvad end hans evne var også vreden hun tændt i ham og brugen af hans evne dræne ham på et tidspunkt. Hun vidste ikke hvordan hans  evne reagere og hun kunne gå  fra hendes egen. Hun sendte  drillende en lille kugle vand efter ham bare for at tænde vreden i ham endnu mere.
Hun vidste med det samme at han ville skade hende eller det troede hun hun så vreden i hans øjne, men det ville bare gøre hendes sag stærker og det ville gøre at hun havde en grund til at fange ham og skade ham på den værst tænkelige måde " men are all the same and my case of hurting you stands stronger than before, do it just hurt me like everyone else before you" sagde hun og man kunne tydeligt høre hvordan vreden voksede  for hvert ord hun sagde. Hendes blik var blevet koldere og hun strammede endnu mere i underkæben det var tydeligt dette var intens for hende. " if you're not doing what tell you soon I will hurt you even more and find someone close to you hurt them even worse" sagde hun for at provokere jo mere vrede hun kunne få ham til føle jo bedre.  Hun ville lege med ham så længe det tog før han gav op. Hun sendte endnu kugle efter ham en smule større end den anden i håb om at han ville angribe. Det kunne godt være hun ikke var normal, men hvem ville også være normal efter at have fået ødelagt alting i hendes liv. Hun lagde atter hovedet på skrå og et lidt provokerende smil voksede på hende læber det var tydeligt at hun legede med ham og  hans følelser eller prøvede på det. Vandet som falde omkring dem måtte også være en svaghed for ham. Hun lod vandet forme en lille mur af vand foran hende i tilfælde af at skulle prøve på noget en af dem måtte  give op på tidspunkt spørgsmålet var bare hvem som ville opgive først vreden tændt i dem begge og det kunne sagtens blive en hård kamp. Som sagt var hun ikke en som kæmpede normalt, men hun ville heller ikke virke svag derfor ville hun kæmpe hvis det blev nødvendigt.

Det ene bryn skød i vejret ved hendes svar og han fnøs nok engang ”I have no intention of figthing you, madam, I am not very fond of these kind of games..” svarede han. Hvad fanden var der galt med hende, troede hun det her var leg? Som om man bare kastede sig ud i en kamp fordi en eller anden fremmede havde en dårlig dag. ”Just let it go..” fortsatte han alvorligt. Han gad det virkelig ikke, og havde andre ting at se til end dette. Så kastede hun ellers sin taske til side, en der åbenbart var værdifuld siden hun ikke ønskede indholdet skulle gå tabt. Hans blik endte endnu engang mod hende, brynet stadig hævet, og som hun opfordrede ham til at kæmpe, brød en kold og umoret latter hans læber. ”I don’t think so, little girl..” svarede han køligt og hånligt, han orkede ikke det der. Hendes udfordrende blik rørte ham absolut ikke, han havde meget mere hjerne end det. Kuglen af vand hun sendte imod ham endte som damp inden den overhoved nåede ham, og brynet var stadig hævet.

Og så fik hun ellers sagt hvad hendes problem var, mænd.. nuvel, det var da ærgerligt for hende og han kunne ikke dy sig for at svare så koldt tilbage ”No one told you to try all men in the world. Besides, that can’t be true, you don’t know me afterall. I have no intention of hurting you, I pushed you away after you have hurted my horse, and since you laid eyes on me, you have not being anything but hostile” faldt hans svar. Det her var hendes egen skyld, han havde intet gjort for at prøve at skade hende, og gjorde det stadig ikke. Kvinden havde været fjendtlig fra første øjeblik, så hun skulle ikke komme her og give hende skylden.

Hun fortsatte, stadigt truende, og han rystede opgivende på hovedet af hende. Afstanden mellem dem forsvandt som han trådte hen til hende, helt tæt på. ”Then go ahead, hurt me. I will spear you the time spend on searching, I have no family, no friends you can hurt” svarede han dæmpede, men gennemtrængende. Han stod tæt på, men lignede ikke en der havde tænkt sig at skade hende. Imodsætning til hende, var han slet ikke vred, derpå mislykkedes hendes plan fuldstændig.

Hun lod muren af vand falde og hun mærkede frygten stige en  smule, det var ikke fordi hun var bange for ham, men da han kaldte hende a little girl var det som det tog hende med tilbage til kælderen voldtægten og alle slagene. Hun stod vidste ikke hvad hun skulle gøre lettere overrasket over at han virkede så rolig i denne situation, men han havde ret hun havde ikke været rar, men det var fordi hun ikke kunne stole på dem. Mænd ødelagde ens liv. Da hun så at han kiggede på hendes lille taske skyndte hun sig samle dem op. Hun vidste ikke noget med hendes ansigt, men med hænderne hun fnøs kort knugede tasken endnu mere ind til sig " stop trying to get into my head you don't understand anyway no one does , no one see how I'am hurting and all because of men" sagde hun og flere gange knækkede den ellers så selvsikker stemme. Nu hvor han havde lagt mærke til hendes taske ville hun ikke ligge den fra sig igen " i am as they made me angry and my wrath won't stop just because you're trying to pretend to be nice it's all a trick. Don't think I don't know" sagde hun og selvom kampen om ham var sluttet for nu skulle han ikke regne med at det ville blive ved sådan. Hun fnøs kort igen blev hendes blik hårdt og koldt. Han skulle ikke han havde den nydelse af at se hende blive ked af det. Hun havde været så hård og kold så længe hun var sikker på at  hun intet godt ville have i sit hjerte" I'am a cold hearted women because I was made that way,  I know you think I'm weird I have seen it your eyes you're judging me, but it's not my fault I hate it but I can't trust you I know you will hurt me like everybody else" sagde hun og inden han kunne nå svarede var hun gået forbi ham ind i hytten. Ingen kunne forstå hvordan det ændrede et barn at være at fanget i en kælder fordi den person som skulle have passet på en ikke kunne klare synet af en fordi man mindede om hans kone som havde taget sit eget liv.
Hun smækkede døren i efter sig og hvis han skulle væk skulle det være nu, men hvis var så god som han sagde ville han  så ikke tjekke op på hende? Det nok også bedre hvis gik, når hun var dette i det humør var det  som alt visnede hen. Hun gik ind hvad der måtte have været det gamle soveværelse. Det var ikke meningen at hun ville have fortalt så meget om sig selv og nu var hun nød finde en måde at holde ham her fordi hun var bange for at han ville fortælle nogen om hende. Hun tog æsken frem fra hendes taske og åbne den. Hun mistet mere end hvad godt var. Hun ville bare ønske at  Josephine havde fået chance. Et meget gammelt stykke papir blev taget frem og hun læste det. Det var det digt hun havde skrevet til hendes datter lige inden hun blevet født og taget fra hende. Hun lagde dog papiret hurtigt væk og ned i tasken igen sammen med æsken.

Hun trak vejret i et par dybe drag hun måtte få styr på sig inden hun skulle videre, men hun tænkte stadig over hvordan hun skulle holde ham her hun havde ingen hun kunne true ham med. Hun bed sig nervøst læben da det gik op for hende at det hun ville gøre imod ham gjorde hende lige så dårlig som hende adoptivfar og halvbror. Hun var stadig vred på ham over at han havde gjort hende så sårbar som hun var. Hun fnøs ingen hun lovet sig at være stærk og lukke af og alligevel havde fået hendes til knække og han var ingen gang ret så speciel. Han bare dum og hun hadede ham.

Atter hev han det ene bryn, denne gang ved hendes handling og derefter ordene. Skjoldet af vand hun havde slået op mellem dem, faldt nu, og han lagde hovedet en anelse på skrå. ”I am not trying to do anything..” svarede han langsomt. ”I get it, a man, maybe two, three or even ten have hurt you, and that is not alright. But you are keeping me here, forcing me to fight or hurt you. Stop blaming all men, when it is you who cannot let go. Every person have a past, but not everybody goes out in the world and start blaming others. Take control of things, an do something about your fear..” han kunne ikke se andet I hende end ren frygt for at historien – eller historierne - skulle gentage sig. ”Getting revenge on every single man in the world will not stop the pain, neither let you forget what ever happened to you..” måtte han tilføje øjeblikket efter. Hendes usikkerhed var tydelig for ham, og han kunne ikke have andet end ondt af hende.
Hun beskyldte ham snart for at være sød, og at han ikke var det ellers. ”You don’t know me, watching you like this give every man an impression of you being crazy, and other women could be as crazy as you are. I am not pretending to be nice, and I am not one of Gods best children either. But I am not and have no intention of hurting you…” slog han fast for hende, for det var netop det hun efterfølgende sagde. ”But if you are so sure, then let me go.. then I will never come to see you again, and never hurt you..” svarede han derpå af mangel på bedre.

Så vendte hun sig ellers om, og gik, og han betragtede hende med dyb forundring I blikket. Et suk slap hans læber, og han vendte sig om for at skride. Flere skridt var blevet taget, inden han alligevel standsede op og forbandede sig selv langt væk for det her. Kvinden var skør, men ærlig talt, have han ret så ondt af hende. Netop derfor vendte han tilbage til hytten, og lukkede døren efter sig. Han var ved at blive kold igen, og der var også koldt og vådt i hytten, hvilket var grunden til at han nu fik tændt op i kaminen med et lille knips med fingrene, samtidigt trak han af sin kappe, og smed den over en stol. Kropstemperaturen steg, og tøjet begyndte langsomt at dampe for igen at blive tørt.

Hun havde hørt hans ord som hun var på vej ind af døren de havde brændt sig fast, måske han havde ret. Det var ikke fair at hun gav ham skylden men hun var så sikker på at han ville såre hende og i bund grund sørgede hun bare for at det ikke var hende som blev såret. Hun var så fuld vrede det var den holde hende i gang. Hadet til mænd brændte så stærkt i hende. Hun lukkede svagt sine øjne åbnede dem lidt efter da hun hørte døren igen overraskede han hende hun havde været sikker på at han ville forsvinde nu hvor faret ind døren, hun vidste stadig ikke helt hvad han ville opnå med for hun gav sig ikke hun ville stadig beholde ham her hvor ingen ville finde ham. Han havde set en af hendes svage øjeblikke hvilket hun bestemt ikke brød sig. Hun rørte sig ikke yd af stedet der gik et stykke tid inden hun rejste sig åbende døren " Fireboy is it you?" spurgte hun forsigtigt og havde kun døren til at stå på klem hun mærkede dog den dejlige varme af ild som han havde tændt i pejsen. Hendes tøj var blevet en del våd af at stå ude regnen og det var først nu hun mærkede hvor kold hun var. Han måtte have det nemt han sagtens tørrer sit det var værre med hende hun ingen mulighed for at tørrer det med mindre hun tog det af og hængte det ud på en stol. Hun lod svagt glide hen døren og som hun fik øje på ham åbenede hun døren helt.
Hun vidste at han ville blive vred når hun fortalte ham at hun ikke ville i stand til at lade ham gå især hvis skulle have en forklaring hun gik hen til pejsen lod varmen ramme hende. Igen havde hun ændret krakerter hun var stadig mistroisk, men det var som om var faldet mere til ro. Det var som hun respekterede ham en smule mere end havde gjort før hun kiggede ind i flammerne "maybe you're right maybe I am crazy, maybe you are right maybe I should let the hate go and the loss of my daugther but I will never ever trust in a man again" sagde med en underlig grødet stemme dog græd hun ikke, men tættest hun kom på at vise ham nogle få følelser.

Hun var også ked af at hun havde gjort hans hest fortræd det var bestemt ikke dens skyld " I'm to broken I know you never understand but I have to show the world and especially men that i not esaliy to break, but deep Down I am just sad and angry person who have lost faith in good of people" sagde hun og sukkede svagt hendes bar på smerten som som regel skrev ned. Hun kunne lige så godt fortælle noget omkring selv by the Way my name are Sophia and sorry for hurting your horses" sagde og var for en gang skyld oprigtig.

Det var da noget af et kælenavn hun havde givet ham, han hørte hende skam, men sagde intet til svar, og gik blot en tur rundt i det han konkluderede måtte være stuen. Taget lækkede, og der var derfor vådt og fugtigt mange steder, men alligevel endte han med at flytte en stol tættere på kaminen, og slå sig ned på den. Der gik heller ikke lang tid før hun dukkede op, og satte sig i nærheden. Han sagde intet, primært fordi han stadig prøvede at finde ud af hvad fanden han havde gang i. Et eller andet sted bildte han sig ind at han blot var kommet tilbage for at undgå at rende rundt udenfor i regnen, han hadede at blive våd.

Så snakkede hun ellers videre, fortalte hun havde mistede sin datter, og han havde naturligvis ondt af hende. Det må have været hårdt, for han vidste selv at han havde haft det hårdt da han havde fundet sin hustru død, og kvinden havde været gravid, og det til trods for at hun havde afslørede for ham at hun havde været en spion. ”Never say never…” sagde han blot og så mod hende. ”As I said, I have no intention of harming you, and don’t forget, you dragged me into this place, and you sit here by choice..” svarede han hende dybt alvorligt. Han havde ikke tvunget hende til noget.

Han kunne da godt høre på hende at situationen var uvant for hende, at hun var vant til at være hård, kold og afvisende, men at hun nu var blødt op trods alt. ”Listen, you have by now said more than once that you know I wouldn’t understand, why are you so sure? Maybe I do understand..” måtte han sige, for hun begyndte at irritere ham med sin alvidende snak. Hun vidste ikke en skid om ham, og alligevel sad hun der og dømte ham. Kort efter præsenteret hun sig, og han så mod hende. Han havde ikke haft behov for et navn, men nu gav hun ham sit, og han skuttede sig ”Lauritz..” svarede han blot. Hun havde undskyldt for sin behandling af hesten, og han havde blot nikkede.

Hun spændte igen i sin underkæbe og et fnøs undslap hendes læber som hun vendte sine øjne imod ham. Måske var ikke det ment som noget dårligt imod ham, men mere for at overbevise hende selv om at han ikke ville forstå og derfor ikke behøve forklare ham det og gennem levede det var sket " so do you understand how it's like to be fourteen years old and get blamed for your own mothers dead and getting raped by the only person you thought you could trust because he was your father not by blood but he promised to take care of you " sagde hun og hendes stemme var vred hun rejste sig op for at gå, men stoppede sig selv inden forsvandt ind i rummet hun var overhovedet ikke færdig. Hun mærkede igen vreden tage overhånd ofcouse you don't no one does and you wouldn't have to call me crazy because if it was you Choose the anger and never trust a man again because the anger make it so easier then live with the pain" sagde hun dog var hun ikke vred på ham over det han sagde, for det hun sagde var rigtigt ingen ville forstå hvordan det var ar leve i et fængsel med mindre man havde prøvet det. Ingen ville vide hvad det havde gjort ved hende først miste sin mor også bagefter blive smidt ned i en kælder fordi ens far ikke kunne holde ud at se på en. Hun mistede sin datter hvilket nok var det som gjorde mest ondt tanken om at hendes datter ikke have fået en chance til at leve. En mor ville kunne komme over sådan et tab.

Hun lod igen blikket falde til jorden hun følte sig så sårbar i hans nærvær hvilket hun aldrig før havde gjort lidt efter knugede hun igen sin taske som indeholdt den lille æske med hendes digte og mider. Det eneste ting som var vigtig for hende. Den gemte på de følelser som hårdt prøvede på at skjule. Hun hun følte igen at hun havde snakket over sig hun vidste ikke hvad der var med ham, men hun kunne ikke lade ham gå ikke efter alt det hun fortalt ham. Hun satte sig lidt derfra stadig våd efter regnen, men hun ville heller sidde en smule på afstand.

Så gik hun ellers i gang med at fortælle ham sin livshistorie, og han lyttede roligt og lod hende få det ud af systemet, noget hun tydeligvis havde behov for. ”I was never raped no, but I was not more than ten when I saw my parents killed, and was taken to prison afterwards to spend years in torture. I escaped all that by my own, went back to Springheat City and tried to live there under another name only to be taken as a prisoner by my own kin and spended yet years in torture.. and that is only the start of it, so no.. you are not the only one in this world who have been through a lot. I am sorry for how things turned out for you, I am sorry for you losing your child, but truth is, that’s not my fault..” svarede han dybt alvorligt. Han var nu heller ikke typen der snakkede om sin fortid, men hun tvang ham til det med sin beskyldninger. Desuden, det var ingen hemmelighed trods alt, ikke den del han havde fortalt.

At hun følte sig sårbar i hans nærhed, var han naturligvis ked af, men det var ikke hans skyld og han havde intet gjort hende for at modtage den vrede. Nu vidste han dog i det mindste det ikke var personligt, men noget hun havde problemer med når det var mænd. Ærgerligt at hans køn skulle gøre udslaget, men hun havde nu ikke slået ham ihjel, eller prøvede i et lille stykke tid nu. Blikket vendte han mod hende som hun lagde afstand til ham, og han kvalte et suk. ”Let me help you with your clothes, you are weat, and I can do something about that without you getting out of it..” sagde han langsomt, det var egentlig en lille bøn. Ingen af dem var immune overfor sygdomme, så han foretrak at give hende lidt varme og hjælpe hende med at tørre sit tøj for at undgå at de blev syge. Forudsat hun nu lod ham. Det var jo slet ikke sikkert det ville være tilfældet.

Hun lyttede til hvad han sagde og måske de ikke var helt så forskellige som hun troede, men det ændrede ikke noget hun ville stadig have ham til at blive  han skulle være hendes han skulle blive her om han ville det eller ej. Hun havde stadig ikke fundet en måde så det kunne lade sig gøre, men det skulle nok komme til hende.  Hun betragtede ham smilede svagt, det var hverken det lumske eller det vrede smil. Det var hendes smil. Et lidt trist et, men ikke desto mindre et smil. Hun vidste hvordan det føltes hun havde set sin mor tage sit eget liv hun havde fået skylden og tanken om fjerne hende selv fra verden havde strejfet hende flere gange. Hun ville sikkert ikke få det bedre, men måske verden ville få det bedre uden hende. Hun betragtede ham som talte. Det havde føltes som fængsel til starte med at blive holdt i kælderen, men jo mere hun opholdt sig dernede jo mere blev kælderen alligevel blevet et hjem. Hun lod sin tanker fjerne sig fra hendes egne oplevelser imens hun prøvede på forestille sig hvordan det måtte have været som lille at blive sendt til fængsel " i'm sorry for your loss I didn't know but it doesn't changed anything I still want to keep you here for myself I can't let you out and your had you change to run why did you come back?" spurgte hun lod sit blik ramme ham som han spurgte hende om hendes våde tøj. Hun trak kort på skuldrene lod ham komme tættere på hvis han ville. Hun fjernede dog aldrig sit blik fra ham, men det var ikke vredt udtryk i hendes øjne mere ligegyldigt blik.  Hun ville lade ham gøre det, hvis han ville for hende var det lige meget hun skulle nok klare sig og det var ikke sikkert at han stadig ville efter hun havde ytret sig omkring at hun stadig ville have ham til at blive her i skoven. Hun vendte blikket væk til sidst, men hun flyttede sig ikke fra stedet hvor hun havde placeret sig.
Hun knugede dog sin taske endnu hårde som han sikkert ville nærme sig, men flyttede sig ikke ud af stedet. Hun mindede sig selv om at han bare ville hjælpe. Dog kunne hun lade være med at være en smule nervøs. Hun havde aldrig haft en fremmede så tæt på hende før og tanken gjorde hende dårlig. Det var nemmere hvis han var et barn eller en kvinde, men måtte tænke på noget andet. Selvom hun næsten regnede med at han gøre hende fortræd også selvom han sagt til hende at han ikke ville, men hun kunne ikke slippe af med følelsen at han på et tidspunkt ville såre hende.
Hun vidste ikke helt om kunne stole på ham , men hun blev vel nød til at tage chancen hun kunne heller ikke blive ved med at lukke folk ude selvom hun prøvede på det og selv om hun havde vidst fra sin mindre pæne side var han blevet stik imod alle hendes forventninger " do you think, you can let the dark out of your heart when it has found a way into your heart?" spurgte hun fordi hendes hjerte havde været sort og tungt alt for længe og dele af hende ville gerne  kunne stole på folk, men hun var bange, bange for at blive svigtet og på den måde så hun ingen anden udvej end lukke sig helt inde. Hun havde engang set noget godt i sine omgivelser, men det var dengang alt ikke var så indviklet.   Hun bed sig svagt i læben og ventede på hvad han ville sige hun kunne ikke lade være med slippe et lidt tænksomt udtryk ud i hendes øjne.

Hendes svar gav overhoved ikke mening, og han måtte nok engang se sig frustreret over hendes opførsel. Hun var sindssyg, intet andet kunne forklare det. Måske var det ondskabsfuldt af ham at tænke sådan om hende, men man kunne hurtigt blive enige om, at kvinden ikke var normal i hovedet, det kunne hun umuligt være. Han havde ondt af hende, virkelig ondt af hende, for hvor nogle mennesker kunne klare mosten, var hun tydeligvis bukket under for den tortur hun var blevet udsat for, formentlig mere psykisk end fysisk.
”Don’t be sorry, it is not your fault, and it surely doesn’t change anything..” svarede han til den første del af hendes ord. Hvad angik den anden del, måtte han væbne sig med tålmodighed for at kunne besvar med en rolig stemme og fornuftige ord ”I will not let you keep me anywhere, I am not one of your things you simply can keep. Why should you? I mean, I don’t even know you, and I wouldn’t ever see you again anyway. As for my reason for staying, it is simply that I couldn’t turn my back against you, not when you needed help..” svarede han blot roligt. Han var ikke noget ondt menneske, og det havde han heller ikke tænkt sig at blive bare fordi hun var psykotisk.
Hvad angik den taske hun sådan klamrede sig til og ikke lod af syne, nuvel… han havde forstået den var vigtig, men den interesseret ham simpelthen ikke. Han havde ingen planer om at tage den fra hende, og indholdet var også ligegyldig for ham. Hun måtte snart fatte at han ikke havde i sinde at gøre hende ondt. Han var dog trådt tæt på hende for at hjælpe hende med kjolen, men satte sig langsomt på hug foran hende, sårbar for hvad end hun kunne finde på at kaste efter ham, men tog forsigtigt fat i enden af hendes skørt med den ene hånd mens han lukkede øjnene i. Langsomt lod han varmen forlade sin krop og glide over i hendes tøj, dampen stod langsomt ud af tøjet som vandet begyndte at ændre sig til luftpartikler, og forlod stoffet. Gradvist begyndte kjolen at blive mere og mere tør.
Pludselig lød hendes ord, og han slap omsider hendes skørt og kom på benene ganske tæt på, han var dog ikke sen til at træde et enkelt skridt tilbage, og folde hænderne pænt bag ryggen for at give hende plads og virke mindre truende. ”I don’t think your heart is black, madam. I think you have grieved for a good amount of time now, and your anger has been increased..” svarede han blot roligt.

Hun betragtede ham og det var tydeligt at han ikke forstod hvorfor han måtte blive, hun delt for meget infomation omkring sig selv i sin ting hun ikke kunne lade sådan en som ham vide. Hun havde ikke lyst til at dræbe ham og ergro blev nød til at her sammen med hende. Det var ikke fordi hun ville blive voldelig med mindre hun blev nød til det. Så længe han blev så hun ingen grund til at lade sin vred skinne igennem. Angelique trak dybt som han rørte ved hende og ingen længe mærkede hun varmen og hendes tøj blev ganske hurtigt tørt og varmt. Hun smilede svagt, men var alligevel taknemlig over for at han hjalp hende. Som trak sig en smule da han færdig med tørrer hendes kjole kiggede op på ham. Hun havde aldrig før mødt en som ham. Han forvirrede hende med hans godhed en godhed hun ville ønske hun besad, men det gjorde hun ikke. Hun havde været vred så længe at hun ikke kunne huske andre følelser. Hun havde ikke sagt noget til andre end Delilah og det var fordi hun stolede på hende. Det var kom nemt og hun snakkede kun med om det fordi hun allerede havde afsløret de få ting som havde betydning. Hun sad satdig på gulvet da han rejste sig. Angelique lod han synke ind. Mente han at hun kunne lave det om? Altså virkelig være andet end vred. Hun kendte ikke til andet. Hun rejste sig op som han var færdig. Regnen herskede stadig uden for lyden af dråberne som ramte taget havde en eller beroligene effekt på hende. Hun stirrede svagt op taget " you mean I can changed?" spurgte hun uden nogen form for følelse i hendes ansigt, det var ulæsligt som altid og det var derfor at man aldrig vidste hvor man havde hende, men hendes stemme afslørede alligevel at hun var en smule nysgerrig.
Hun havdde længe følt sig udelukket af verden omkring hende der var så mange ting hun var gået glip af, ting som at have haft en kærlig familie og skabe sin egen. Dog kunne hun ikke benægte at mørke var del af hende. Hun var tydeligvis anderledes han havde pointeret det flere gange og det var ikke fordi hun ikke var enig. Angelique var som en lukket bog. Hun brød sig ikke om at have mange tæt og som regel var hun en enspænder, som meget snart var hjemløs. Hun gik imod det lille ildsted vendte ryggen til ham. Hun kunne ikke lade ham gå og han ville ikke blive hvis det stod til ham. Det betød at hun måtte tvinge ham. Hun havde ikke lyst til at tvinge ham, men der var ingen anden udvej. Han var anderledes. dog var det kun et spørgsmål tid før han også ville såre hende som alle andre mænd hun kendte. Hun lod tasken falde til den ene side imens hun tænkte. Han forvirrede hende med hans søde ydre.

Hun mødt andre som var søde, men de ville altid have noget tilgengæld hvilket hun nægtede og det var sikkert derfor at de var blevet uvenner. Han virkede dog langt fra om dem alligevel. Han var anderledes, men det ændrede ikke på at hun stadig troede at han ville såre hende. Hun havde aldrig før følt sig sårbar i en mands nærvær, men med Lauritz var det anderledes. Vreden var som forsvundet ud af hendes krop og uden den følte hun ekstremt sårbar " your are different and it confuses me so much I can't get angery and without the anger I don't know who I am because that part of is part I am trying so hard to hide" sagde hun konstaterende og egentlig mere til sig selv end ham. Han forvirrede hende og hun undrede sig hvorfor han ikke var vred især for alle de ting hun havde gjort imod ham " if it was me you know who had to bee a part of this I mean I was letting my anger out on you and still and would have been angry with me and fight, but it's probaly because it's the only way I know. But how can be so calm?" spurgte hun og det tydeligt at det undrede hende. Hun kunne ikke forstå det og det var nok derfor hun regnede med at han på et tidspunkt når han havde fået nok ville slå tilbage.

"You can, but the question is if you want to.." svarede han som hun spurgte om det var muligt at ændre sig. Intet var umuligt, ikke hvis man spurgte ham, det krævede dog viljestyrke, stædighed og kamp, sådan var livet. Akkurat som hun nu kæmpede for at bevare denne facade og maske af vrede, så skulle hun også kæmpe for det modsatte. At hun havde oplevede svigt, forræderi, og smerte gennem sit liv, var tydeligt, alt sammen noget der var blevet påført hende af mænd, formentlig nogen hun havde betragtede som familie eller nære venner, og han forstod derfor hendes mistillid og mistro, det ændrede dog ikke på at han intet havde gjort hende, og ikke havde i sinde at gøre hende noget hellere. At beholde ham her ville ikke være til nogen nytte, og som ethvert andet menneske, ville han naturligvis ikke bare lade hende fratage ham sin frihed. Alt andet var da også en ganske sær og absurd tanke, hvad han egentlig mente at hun burde forstå. Igen, han kendte hende end ikke, og havde ikke i sinde at afsløre noget for verden. Desuden, hvad skulle han dog afsløre? Hun havde ikke fortalt ham noget folk ikke vidste i forvejen. Jo, måske hendes navn, men det var det. Hun skjulte i hvert fald ikke sin sorg, og vrede, og hun var også.. ja stik tosset! Det var vel næppe en hemmelighed for nogen.

Såre hende ville han ikke, og han ville også foretrække hvis hun undlod at presse ham. Han var ikke et godt menneske, han var bare et ganske almindeligt et der også havde sine grænser, grænser hun ikke skulle presse for meget. Tvang hun ham, ville han dog forsvar sig selv igen. At gøre hende skade lå ikke i hans natur, hverken hende eller andre, men generelt ikke kvinder og børn. Det gik imod al hans moral. Igen udtrykte hun at han var anderledes, og sær, og så stillede hun ellers et spørgsmål som fik ham til at slå let ud med den ene hånd. "I have seen fare more worse things in my life than a broken and shattered woman.." svarede han ligeud. "This is who I am, I am sorry it bother you.."

Hun vendte sig om imod ham som han fortalte hende at han havde set værre, men for hende var det et mareridt som hun havde svært ved komme ud af. Hendes tanker var næsten altid negative omkring andre ja sågar sig selv, men han havde ret i en ting og skulle hun ændrede dette mørke var det vel op til hende. Hun sukkede hun var bange for at vise verden hvem hun var, for uden vreden var hun ikke andet end en skræmt lille pige som så hvordan hendes familie blev ødelagt af de valg hendes mor tog. Hun ville af til ønske hun kunne gå tilbage og ændre fortiden, men det var hende ikke muligt " I mean. I don't know who I am without the rage I do, but she just a scared little girl and I hide it because I am scared and I will never be able to trust in a man again because I am afraid he going to hurt me" sagde hun og selvom han lige nu var anderledes var så hvis blev vred på hende. Alt handlede om vrede det spørgsmål om hvor langt man skubbede en ud og hun var vant til at når hendes far eller bror blev vred så var det med hænderne. Hun lært sig at vrede skjulte alt selv de inderste og mest sande følelser. Hun lært sig ikke. Hun knugede atter tasken, men denne gang var det for at finde en form for trøst.
Hun bed sig svagt i læben inden hun rystede på hovedet " I didn't mean it that way, it's not bothering me i am not used to men being so calm as your are, but to honest I don't give them a easy time"sagde hun gik imod værelset. Hun ville ikke forstyrrer ham og han virkede som en der ikke kunne lide ret godt, men hun kunne vel ikke give ham skylden for ikke at kunne lide hende. Hun var mærkelig og det måtte hun erkende.

Udover det ville hun planlægge en måde at få ham til at blive og det så till at det måtte blive med tvang hun skulle finde en måde få ham til at blive. Hun ville heller ikke lade ham se at det gik deres snak. Hun var ødelagt det var tydeligt, men han vækkede noget i hende noget godt og det måtte bare ikke forsvinde sammen med. Følelse af at hun kunne blive god og igen få tillid til verden varmede hende.