Save places - Caleb

---

Der var ikke ret meget at få tiden til at gå med. Jo udover at høre på kvinden i huset bestemme, og snakke om hvad der var bedst for hvert hoved der boede under hendes tag. Ikke at Alycia tænkte sådan over det, hun var taknemlig over at have tag over sit hoved. Alligevel ville hun nu også gerne snart leve på egen hånd. Det kom hun jo nok til med den aftale hun nu engang havde fået sig overtalt til at gå med til. Et ægteskab, planlagt af husmoren og ikke andre end Aaron Crawfords mor. Alycia var naiv og let at overtale - hvilket forklarede hvorfor hun ikke havde tøvet med at hjælpe sin husmor. På den ene side var det en god ide, så slap hun for at høre på alle de børn i huset græde hele tiden når de ikke fik maden på det præcise tidspunkt. Så snart huset var fodret af, drog hun ud for at gå sig en tur. Omgivelserne var smukke som altid, tulipanerne der blomstrede harmonisk. Hun elskede den vilde natur her måden alting blomstrede op som det ønskede. Alligevel vidste hun at det var en af hendes sidste dage i Oakstrong City - snart ville hun blive nød til at rejse hen til Aaron, hvilket blot gjorde hun satte pris på disse vilde omgivelser og friheden en sidste gang. Et suk forlod hendes læber ganske kort imens fingerspidserne strejfede barken på et træ midt på stien.Alycia var klædt i en ganske yndig kjole, syet specielt til hendes krop. Farverne spillede i harmoni med hinanden, og gjorde hun så noget så uskyldig ud. Alycia var ganske uskyldig, men hun havde også set ting som gjorde hun ikke var. De grønne øjne nød at dominerer i hendes ansigt fremfor at skjule sig i fjendernes omgivelser. Som hun gik i sine egne tanker løftede hun pludselig blikket op da en genkendelig person stod ikke specielt langt fra hende. Et stort smil blomstrede op på hendes læber.
"Ihhhh." Udbrød begejstret og gik hurtige skridt hen til Caleb for at smide armene omkring ham.
"How are you?" Spurgte hun glad da hun havde trukket sine arme til sig igen. En hånd blev ført henover de mørkebrune krøller. Caleb var en af de få venner hun faktisk havde, og som faktisk kendte til hun havde været lidt undercover i Redhawk City. Han havde trods alt reddet hende lige før en ny krig kunne være brudt løs.

Caleb var en af de eneste udover Dylan, hun faktisk stolede helt på. Men Dylan så hun næsten aldrig. Caleb manipolerede ikke med hende som huskonen. Ikke at man skulle prøve at forklare Alycia det, for hun ville ikke kunne se hun blot var naiv. Alycia ville for intet i verden stoppe med at smile, medmindre verden var ved at falde fra hinanden. Hun var en kvinde der ikke havde meget tilbage at leve for. Begge forældre døde - og hendes bror Elijah var sikkert også død. Hendes måde at overleve på havde gjort hun var her idag, men sårerne fra fortiden hjemsøgte hende ikke længere. Dem var hun frigjort fra.

Solen stod og skinnet,mens dyrene kunne høres, hvor glade de var. Caleb bevægede sig ned mod et lille vandløb, hvor han sætte sig ned. Han vidste at Alycia var forlovet væk til deres leder, men så igen han var glad for det. Hun, havde behov for mere end han kunne gi hende, hvilket var grunden til han ikke, havde sagt noget til hende. Han havde dog et stort had for the redwoods, mere fordi det havde viste sig de havde myrdet hans familie og de virket ikke til og være nogen gode personer. Caleb sukkede, svagt, mens han tog sig til håret. Han bar som altid en fin hvid skjorte mere så det ku se ud som om, han faktisk havde det bedre.

Hans jeans som var sorte sammen med et par hvide sko. Han sad derfor på sit ene knæ og så på vandet hvordan det snoet sig, mens man kunne høre en masse fulge der sang og egern der løb rundt om sig selv. Et af dem dukkede dog op ved Caleb, hvor han tog en nød frem og gav den nødden, den nev ham bagefter kort i fingeren som tak med dens tænder. Han hørte derefter en genkendelig stemme, hvorefter han mærket hendes hænder om sit liv.

Han vende sig om og smilede til hende, efter hun havde givet slip på ham og talte til ham. "I have been better but also worse, so i am fine you cia, you ready too leave or ?" Kom det fra Caleb hvor han bagefter lod hans hånd glide gennem hendes hår, han så på hende med et svagt smil. "So yeah, whats you new plan, for you life,"

Caleb vidste godt, hvor meget det drejet sig om og, hvis hun var glad var han glad på hendes vejene. Han var mere smadret end, hun nogensinde ville kunne forstå og han ville ikke trænge hende ind i det. Hun skulle ha et lykkelig eventyrs liv, hvilket han ikke kunne gi hende. Hans liv var for rodet til han kunne lade hende, være en del af det. Så at de tog den mellemrum mellem dem var godt, måske kunne han glemme hende, måske ikke.

Det var altid noget at han var 'ærlig' overfor hende. Sagde han ikke ligefrem havde det perfekt. Men heller ikke for dårligt, det gjorde hendes smil en anelse strørre - hvis det da kunne lade sig gøre. Generelt var Calebs selskab med til at gøre hende i langt bedre humør end nogle andre. Dog spørgsmålet om hun var klar til at smutte, gjorde hende en smule sørgmodig. Hvis det betød hun ikke skulle se Caleb igen.
"It's weird I must say. But its the right thing to do.. and it's already done.. so I have to leave at first light. Its a long trip.." Måtte hun indrømme. Det var nu ikke turen der var det værste, men at skulle træde ind i et nyt liv, det ville blive hårdt. Alycia var normalt van til forandring men denne her var mere, udfordrende - mere fast. Hun anede ikke hvad hun skulle forvente. Udover det Dylan havde fortalt hende om en enkelt gang imellem. Så hun var ikke nervøs, men alligevel virkelig nervøs.
"Well. Guess I will have to find that out." Åndede hun muntert ud. Hver eneste begivenhed var en gave man skulle tage imod. At det betød hun måtte give afkald på nogle følelser, var en anden sag.
"I hope.. that you will visit me. I can not live without you in my life." Let greb hun hans hånd og sendte ham et varmt smil. Øjnene fjernede sig ikke fra ham.
"Wanna join me here for a walk? Might just be my last day in some kind of freedom." Sagde hun lettere tiggende for hans selskab. Det var alt hun virkelig beøvede lige nu.


//Lidt kort men håber det går c:

Caleb lyttet til hende, mens han studeret hende, måske var dette sidste gang, han så hende med så lille et rum mellem dem. Caleb lyttet til hende, "well its a new life, a new start not all can say they got that chance." Lød det fra Caleb, hvorefter han kysset hende på panden. Han så hende an kort, hvorefter han lod hans hænder køre gennem hans hår. Han vidste at, hvad der end skete ville Alycia få et bedre liv ind han kunne give hende.

Han så på hende, hvorefter han lyttet til hende, "well you will do great, i am just glad that i could be a part of your life before it changed." Kom det fra Caleb, hvorefter han så hende i hendes øjene. Det han, havde været udsat for havde forændret en masse,hvis han havde valgte sin families morder. I stedet for hende, ville han ikke kunne ha tilgivet sig. Han ville lige til og gå da, hun greb fat om hans hånd og bedte ham om og, ville gå med hende, her på hendes sidste fri day.

Caleb så hende i øjne de grønne, øjne, hvorefter han smilede svagt, hun ku godt få hans selskab her den sidste dag, inden hun ikke længere var her og måske aldrig fik ham og se igen, hvem var han til og bestemme det.

Hans liv ville jo gå videre lige som hendes og dette mellemrum, ville være dejligt bare for en kort stund. Caleb kigget på hende da han var kommet til sig selv, "well yeah i can give that, take it as a wedding gift or whatever, i aint got nothing els too do right now." Caleb så på hende, hvorefter han vende sig om og tog hende i hendes hånd, mens han gik med hende, hvor hen hun gerne ville hen af.

well its a  new life, a new start not all can say they got that chance. Let sukkede hun lydløst. Han havde ret. Det var ikke alle der var så heldige at få sådan en chance. At nå så højt at få den ære. Det var ikke noget hun skulle tage forgivet - og ikke at hun gjorde. Aaron var en god mand, og med år kunne hun sikkert også lære at elske ham rigtigt. Hvis det var hvad hun ville. Caleb placerede sine læber imod hendse pande, og i det sekund kunne hun mærke hvordan hendes åndedrag forsvandt ganske kort. Så snart de var væk kunne hun ånde ud igen, og sank en klump.
"I'm glad about that too." Svarede hun oprigtigt imens hun så ham i øjnene. Måske ville det ændre hende, måske ville det ikke. Der var ikke noget der havde ændret hende markant. Hun var stadigvæk sig selv lige meget hvad der skete. Mere klar over verden, men det ændrede ikke hendes glade og positive sind.
Hun ventede ikke længer før han svarede hende på om han ville tilbringe dagen med hende.
"Please I'm not married ... I don't know any date.. or anything about it.. its not up to me." Svarede hun med et skævt smil. "But thanks. I will take that gift anyway." Tilføjede hun og greb fat omkring arm

Turen hen af stierne var dejlige. Solen var skøn. En perfekt dag blot til at nyde. Og i det perfekte selskab.
"Today I don't wanna talk about the future. I wanna talk about today. And enjoy it like there is no tomorrow." Sagde hun så og slap hans arm. De kom til en lille plads, ved en lysning fyldt med de smukkeste blomster. Alycia satte i løb ud i lysningen med en latter der ikke kunne gøre en andet end glad.
"Come on.. catch me if you can." Drillede hun lidt

Caleb vidste at hun ikke ville tale om det, hvilket gjorde det mere svært for ham, at lade som om de aldrig havde kendt hinanden så godt.  Caleb smilede svagt til hende og nikket  til, hvad hun sagde. "Of course i aint, but who knows what there can happen."

Kom det fra Caleb af, hvorefter han fulgte med hende gennem landskabet, han lod hende fører an, da de kom til en åben lysning han fulgte med hende og smilede, svagt da hun sagde at de ikke skulle tænke på fremtiden, som første var imorgen. Calebs øjne så på hende, hvorefter han lyttet til hende, Catch me if you can, hvilket der gjorde at han satte i løb efter hende.

Han smilede svagt, hvorefter han løb efter hende, det virket som om de var børn selv om de aldrig, havde kende hinanden før. Men det var del vel stadig på en måde, til sidste Greb Caleb fat i hende, hvor han lagede sit hoved på hendes skulder, mens han holde om hende, "i finaly got you, Cia," lød det kækt fra Caleb af, hvorefter han lagede sit hoved ved siden af hendes, da de fik lagt sig ned, han kiggede over på hende og rejste sig op på hans albue, mens han så på hende.

"What do you wanne do now, Alycia," lød det fra Caleb, mens han sende hende et smil, mens han lå på hans albue der holde ham op. "What do you wanne do this last day, you gotta have and idea right." Lød det fra ham, mens hans øjne skinnet og han så på hende ligge ned, "you know whatever happens i only want you too be happy you know that right." Kom det fra Caleb mens han smilede til hende. "Thats the only thing that, matters, if you are happy i am." Lød det fra ham, hvorefter hans grønne øjne så på hende.

Latteren var mild og harmonisk. Hvis den ikke gjorde en bare lidt glad, så kunne intet gøre en glad. Hun løb fra Caleb, eller prøvede. Da han endelig fangede hende kom hendes lille Eeeek. Grebet om hende var behageligt og hovedet imod hendes skulder - lod latteren glide stille ud, men smilet hang stadigvæk ved. De grønne øjne lukkede let i imens de nød øjeblikket. Det korte øjeblik før de lagde sig ned. Hovedet imod græsset imens hun kiggede op på den skyfri himmel. Let drejede hun hovedet til siden for at kigge op på Caleb. Øjnene fulgte hver eneste af hans bevægelse. Hvor hun dog hadede tanken om, at det måske var den sidste gang hun så ham. Hvad hun ønskede at lave lige nu? Det var et godt spørgsmål.
"I just wanna be with you.. I almost don't care what we do.. as long as I'm with you." Svarede hun oprigtigt og åndede let ud. Hun så op på hans grønne øjne, hvor det dog var en underlig ting at tænke på, hvordan skæbne havde ladt dem mødes. Det overraskede hende ikke, at han blot ønskede hun skulle være glad. Men ville dette gøre hende glad? Hun valgte blot at sige ja for at glæde en anden for at hjælpe, men det var også hele hendes liv som hun sagde farvel til. Hun skulle lave så meget om. og hvad hun egentlig klar til at give afkald på de ting hun havde nu? Det føltes som om at det kunne gøre ondt at gå hele vejen med det, men hun valgte at ignorere den følelse.

Thats the only thing that, matters, if you are happy i am. Hjertet skippede en takt ved de ord. Det føltes som farvel, og hun gik imod den forkerte sti. Men hun var nød til at fortsætte. Der var ingen vej tilbage, og lige nu havde hun en enkelt dag før resten af hendes liv var forandret.
"Happiness is rare, its on the road if you choose to find it. And its yours if you want to keep it. So keep it. I want you to be happy Caleb. I really do." Sagde hun og sendte ham et varmt smil. Måden solen ramte ham på fik det til at minde hende om et eventyr. Gløden fra solen ramte ham i et perfekt skær, der næsten tog pusten fra hende. Let lagde hun en hånd på hans kind, og kærtegnede den let med sin tummelfinger. "You know.. you are the most important person in my life.. and I feel like this thing is gonna tear us apart.. and I don't like that feeling."

Caleb nikkede til hende, mens de lå og så hinanden i øjne, "well i cant chosse for you Alycia, but what ever path you chosse know, i will always be there for you even when we are not the same place." Kom det fra Caleb, hvorefter han lagede hans hånd på hendes brystkasse, mens han mærket hendes hånd på hans kind. Han så på hende, mens han smilede, til hende, da hun sagde hun ikke ville ha de blev revet fra hinaden, så han op på hende og smilede, "maybe one day,yeah, but chosse what you want, i will be there for you," kom det fra ham, hvorefter han kysset hende på hendes læber ganske svagt, "there, you have earn that,"
Calebs øjne så på hende igen, hvor han lod hans hånd kærtegne hendes arm, "nothing will tear us apart unless we make it tear us apart." Kom det svagt fra Caleb, hvorefter han rullet over til hende, og kysset hende på læberne, mens han stod som en løve over hende, mens hans arme holde ham oppe. Han var glad for hende, og hun var glad for ham hun var ikke gift i nu, de kunne lige så godt, få det bedste ud af den sidste dag, han måtte dog finde ud af, hvad han gjorde, inden han ville være alene, men indtil da kunne han ha sin sidste dag med hende og bare nyde den fremtiden løb ikke fra dem, men nutiden gjorde imorgen ville hun være på vej til deres leder og nok højeste sandsyndlig blive gift med hende, og hans sidste chance med hende ville være spildt, "so what do you say, that we make this, you last freedom day, for everything do what you want, no matter what, ask me anything and i will answer truly." Kom det fra Caleb, hans mening var så sand, og han mente hvert et ord han sagde, hun havde muligheden nu til og vide alt om hans tid inden hende, om hvorfor han var som han var, eller bare og nyde hans selskab lige nu og her og spørge senere på dagen.

Det var svært at sige, at det var hendes valg. Hun havde sagt ja, men nu var der ingen vej tilbage. Dylan havde prøvet at tale hende fra det ganske kort, men nu kendte Dylan så også Aaron. Øjenkontakten var intim på et niveau de aldrig rigtig havde talt om. Hun nåede ikke rigtigt at svare ham før hun mærkede hans læber imod sine. Let lukkede hun øjnene i da den nydende følelse af hans læber skød igennem hende. Selvom det kun var ganske svagt, kunne hun stadigvæk mærke det da de var væk. Alycia vidste næsten ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde ikke set den komme, men det var altid noget at vide hendes følelser ikke kun var fra hendes side af. Caleb kærtegnede hendes arm, og det sitrede i hende ved kontakten med huden. Nothing will tear us apart unless we make it tear us apart. Ordene gjorde hende varm indeni, men det var der ikke tid til at reagere på før han rullede sig over til hende. Lænet over hende som en løve over sit bytte. Læberne mødtes igen, og hun sukkede let imod hans læber. Den søde fantastiske smag af dem. Det var den sidste dag med Caleb i frihed, og de havde endelig lukket op omkring følelserne - bare lidt. Han ville ikke kysse hende uden grund, så meget vidste hun da. Alycia sank let en klump da læberne blev kolde, efter han var væk fra dem.
"Right now.. I just want you to kiss me again." Svarede hun ham og løftede sig let op på sin ene albue for at nå hans læber hurtigt igen. Den følelse han lige havde bragt til live i hende, ønskede hun ikke at give slip på - eller glemme, for alt i verden ønskede hun at huske den for altid. "I just want you.." Sukkede hun imod hans læber, og kyssede dem endnu en gang.
Forpligtelserne for Aaron var når hun kom derhen. Idag var en dag i frihed, inden alle ville vide - at hun tilhørte Aaron gift eller ej. Hun ville være trolovet med ham som hun var nu, men hun havde lov til at nyde sin sidste dag i frihed. Så længe hun ikke gjorde noget dumt.

Caleb træk sig drillende væk, "you sure you only, want this we are having know no qustions, about, what happend that night i found, you what happend, why i was there, what happend before i meet you, nothing, you still only want this." Kom det fra Caleb, hvorefter hans læbe mødte hendes igen, mens han kysset hende svagt ned af mod halsen som han kysset helt ned af, hvorefter han kysset op igen små svage kys, nærmest som fjer der kilde hende. "Well just ask, what you want, today, there is no reason hidding what, we do, and who we are, like i said i would answer honest, and i mean it, or just do whatever, for you, today." Kom det fra Caleb igen, hvorefter hans løber mødte hendes igen, og han lod hans hånd glide ned over hendes arm, mens han kysset ned af hendes nakke og hals igen, mens hans øjne aldrig forlod hendes ansigt, hun betød alt for ham, hvilket nok var viste nu, men det var det eneste der gjorde det.

Egernet der, havde spiste en nød, bevægede sig forbi dem, hvilket fik Caleb til og grine, den var så uskyldig og så tryg, han holde af alle dyr der levet i skoven. Især de mest uskyldige, dem der ikke var smadret lidt lige som Alycia, hun var så hele hvor, han var smadret, der var ingen forskel over det ellers. Egernet smutte igen, hvorefter hans blik mødte hendes igen, "so what, now you still only wanne enjoey this things, not something you want too know, maybe, this is the last chance we have for everything."

you sure you only, want this we are having know no qustions, about, what happend that night i found, you what happend, why i was there, what happend before i meet you, nothing, you still only want this. Let løftede hun sig op på sin ene albue og så imod ham. Hvorfor gik han så meget op i at prøve at få hende til at spørge ind til ham? Hun sukkede let, og rullede øjne af hans kys langs hendes hals.
"What happened?" Spurgte hun svagt, og så på ham. Let sank hun en klump, for kort var hun blevet i tvivl om hun overhovedet ville have et svar på det hun havde spurgt om. Han kendte kun halvdelen af hendes historie - han vidste ikke, hvorfor hun var havnet i den situation hun havde været i - eller hvordan. "Just tell me." Tilføjede hun og satte sig let op.

Et egern kom frem fra sit skjul og synes det skulle deltage i deres samtale - let forlod et grin Alycias røde læber. Det tog ikke længe for egernet før det havde fået nok af dem, og smuttede tilbage i sit skjul. Let kiggede hun imod ham.
"I would love to stay here with you. But I can't be with you. I can't give you all of me. I'm in a relationship now.. I can't just do this and feel okay with it.. It's not fair to Aaron.. his mother asked for something pure.." Det gjorde ondt at sige, men det var sandheden. Hun kunne ikke give sig selv til Caleb uden en lille skyldfølelse og den ville hun ikke leve med.
"I never had a chance for anything Caleb.. thats what you don't get.. My life is not planned by my hand.. people always have told me what I should do..." Let bed hun sammen.. "Why do you think I have this?" Let løftede hun håret væk fra nakken. Der var en tattovering i form af den spiral Naailas havde på deres arm. Det havde taget hende tid at tage sig mod til at vise ham et lille glimt af sin fortid. Alle kendte til giftøjnenes slavemærke.

Caleb sætte sig ned da, hun spurgte ind til det. " I was around 17 years old, when it happend. Me my Twinbrother, and my father where out looking for signs of war inside our borderes." Caleb så væk kort for ikke og vise hans tårer, han havde selv bedt hende om og spørge ind til det. Han ville gerne åbne sig, men det var mere hårdt end det lød. Caleb så over på hende igen da han var kommet til sig selv, "they killed all, and those who live they captured and torturet, i saw stronger men than me break while i did nothing, my dad and brother die and whoever there did it kill my mother too so when i final could get out i found her dead in a pool of blood." Caleb så hen på hende, selv om han stadig kæmpet for at være stærke hun skulle ikke vide det, men det var ret og tale med nogen om det.

"Then there when a few year, i found the killer but i also found, you and saved you because it was the right thing too do." Caleb smilede svagt til hende, der var ingen grund til og vise hende hans ar. Der var alt for meget historie bag det, hvilket der måske ikke var en god ting og grave op i. "The man i follow where one of the person, that was the mind for what happend, i dunno if i can ever follow another persons orders agian." Lød det svagt fra Caleb, hvorefter han vende sit blik mod hende igen.
Han lyttet til hende og forstod hende godt, det var nok os bedste at stoppe det, inden han ville få hende ind i skydlinjen. Han vidste at det havde, været et angreb mod hans familie, han måtte derfor holde folk ude og, hvis de gjorde noget sammen nu og ikke kunne være sammen var det ikke fair for hende, ikke på nogen punkter. Han så derefter mærket som hun vidste ham, "how you are a crawford right, or am i missing something here, but i understand."

Død, kaos... ødelæggelse.. Terrorne fra fortiden bankede pludselig på, da Caleb begyndte at fortælle. Krigen havde lagt sår på alle på sin helt unikke måde. Det var aldrig let at snakke om det, men hun kunne mærke på ham - at det påvirkede ham voldsomt. Let lagde hun en hånd imod hans skulder og gav den et klem. Som han fortalte flashede egne minder for øjnene af hende.
"It's not your fault Caleb. You can't blame yourself for this." Sagde hun og bed sig lidt i læben. Hvis hun skulle til at bebrejde sig selv for ting der var sket, ville hadet til sig selv blive langt - og den tur havde hun hoppet fra, ingen tvivl om hun skulle tilbage dertil. "but hey.. I'm sorry you had to live alone with that.. being alone with that kind of pain isn't easy." Tilføjede hun og sank en klump.

Den næste sætning lyttede hun ekstra opmærksomt efter. Han havde søgt hævn, hvis Alycia havde været den hævnrige type eller haft overvejelsen - så var hun sikkert gået direkte efter det. Heldigvis var hun aldrig blevet den type.
"I'm still glad that you choose that.. I might not be here if you didn't had saved me that day." Alycia påmindede ham, at han havde reddet hendes liv. "You don't have to follow anyones orders.. no one ever said that.." Tilføjede hun og sendte ham et skævt smil.

Let som hun havde ladet ham se mærket, lod hun de mørke lokker dække det igen.
"I'm born a Crawford but my family were Naailas. I think its some old family genes that made it skip till I was born." Hun trak let på skuldren. "I was a slave.. with my family.. I don't know what happened to my brother.. he might be dead.. I saw my parents get killed, as they yelled at me to run." Stemmen var overraskende rolig imens hun sagde det, for hun havde snakket så mange gange om det da det lige var sket - at det ikke virkede til at påvirke hende så meget længere. Uvisheden om Elijah gjorde dog ondt, ikke at vide om han var levende eller død. "When you found me I was living under the skin of the enemy. I slept in their houses, ate their food.. drank their wine.. Call it survival." Let sank hun en klump og kørte hånden igennem håret.
"But hey we are here.. alive. I take it as we made it."

Da hun nævnte at det ikke var hans skyld sukkede, han det var ikke så simpelt, gid at han kunne se det på den måde, men det kunne han ikke. Caleb mærket hendes hånd kleme svagt, om hans skulder, hvor han gav den et svagt kys. Mens han så om mod hende, "its not that, simpel if i, had stayed, there maybe, they would maybe still be alive." Kom det fra Caleb, hvorefter han så hen på hende, da hun forklaret hendes fortid lagede han svagt en hånd på hendes kind, hvorefter han gav hende et kys da hun var færdig med og tale. 'You are right we are still alive, maybe thats a good thing, but i still fell like i could have done more too save, them all even tough i came out, i just want too know, why it happend, i lost everything in a blink of an eye, before i even meet you." Kom det fra ham af, hvorefter han bed sig svagt i underlæben, "but we cant change the past no matter, how much we want." Lød det fra Caleb, det var dejligt og komme ud med alle de minder og følelser han, havde bygget op inde i sig.

En normalt person ville, være knækket sammen, mens en stærk person kun ville ha de samme ting, hver nat fik han et flashback, hvilket der var ganske normalt når man, havde overlevet så meget tortur og mord. Det var sværte og vende tilbage, til et normalt liv igen. "I am sorry for you lose its never easy, and i understand why you need too do, what you need too do now." Lød det svagt fra Caleb.

"I dont care, what kind you are, no matter what, i will always love, you Alycia even at my dying breath, but you know that right." Kom det fra Caleb, hvorefter han kysset hende på munden ganske blidt, "so wanne take a svim or, what," lød det en smule drillende fra Caleb mens han så hen på hende, han vidste ikke helt om han faktisk mente det, med og svømme dog. Det var måske for at skifte mening og tænke lidt anderledes, hvilket gjorde at han var lidt i tvivl om, hvad der var det bedste og ændre for det. "Or if you dont want that, we could just run around, even though i am proably gonna get you before you get too far away," kom det drillende fra Caleb, mens han så på hende med hans charmerene smil.

"The past is the past, if we don't let it go it will haunt us forever." Sagde hun måske en tak dysterst, men det var sandheden. Hvis hun skulle tænke på alle de ting der var sket i fortiden, ville hun bryde sammen - og det var en ting hun ikke ønskede skulle ske. Måske var det derfor hun altid havde et eller andet kørende, hun sad aldrig stille - der skete altid noget nyt lige omkring næste hjørne. Let drejede hun blikket over på Caleb som sagde han forstod det. Let sank hun en klump.
"Thank you for understanding." Svarede hun med et skævt smil.

Let trak hun på skulderen.
"No one else here knows this but you. But I am a Crawford.. no matter what. I can't just change my eyes and my powers - this is who I am." Svarede hun. Nok kunne hun skifte farve på sine øjne og skabe sig selv i et nyt billed. Og det havde hun overlevet på, men det havde været underligt i sidste ende at lære sine kræfter at kende og vide hvilken slægt man kom fra - i så sen en alder. Alycia vidste godt, at hun ikke havde haft tiden til det - og det havde været for farligt at bruge sin slægt evne selv hvis hun vidste hvordan. Det var ikke ligefrem en man skulle prale med foran Charles. Han elskede hende åbenbart... og Alycia vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Hun kunne ikke sætte ham et sted, og love ham, at han kunne vente på hende. Fremtid havde de intet af.
"That is a dangerous thing to do Caleb.. to love me.. you know that right?" Spurgte hun efter han havde kysset hende.

Let stivnede hun kort da han spurgte om de skulle tage en svømmetur.
"No.. I'm fine." Svarede hun lettere skeptisk. Heldigvis ændrede han selv mening også, og ville løbe. Let rejste Alycia sig op og så sig omkring.
"Well. Let's see about that." Svarede hun og kørte en hånd igennem sit hår, før hun så satte i løb igennem engen. Som hun løb endte hun med at løbe ind imod to Redwoods - der havde tilladelse til at komme herind. Oakstrong slap man ikke for redwoods. Inden hun havde nået at blinke var de gule øjne dominerende i hendes - de nåede ikke engang at se den grønne.
"Allison. Hey. What are you doing here?" Spurgte de. Alycia kendte fjenden.
"Well. I just like the nature you know.. taking a run in the sunlight is really the best thing - you should try it sometime." Svarede hun og sendte vagterne et smil. Der gik lidt tid med at snakke før hun drejede rundt på hælen og gik væk fra dem. Så snart hun var på lidt afstand fandt den grønne farve tilbage til hende. Ikke at Caleb havde nået at se hun havde ændret øjenfarve, blot set hende snakke med fjenden. Alycia kiggede rundt, men hun kunne ikke se ham.
"Caleb?" Spurgte hun lettere skeptisk og begyndte at lede rundt efter ham.

Caleb så hen på hende og sende hende et svagt smil, "i know, but i cant stop loving you no matter what, so i will be there for you always." Lød det fra Caleb af hans svar var som ham meget enkelt men stadig en gåde, hvordan det ville ende vidste han ikke, men han håbet at han kunn være sammen med hende når de engang var kommet gennem det, hvilket gjorde at han ville stå ved hendes side, hun ville aldrig miste ham og det var måske os en ting der åbent ham op, " i know but then agian nothing in our lives will ever be simpel." Lød det svagt fra ham, hvorefter han holde sin mund lukkede. Da hun svaret ham på de ting han, selv havde overvejet da hun begynde med og løbe. Gav han hende et forspring, hvorefter han næsten var oppe ved hende, der så han to redwoods tale med hende, men de gjorde intet mod hende, de talte bare sammen. Caleb så sig omkring, hvorefter han skynde sig at komme af vejen, hans hjerte hamret svagt, mens han så mod dem, hvad lavet de herude. Hvad var der sket, hvorfor talte de med Alycia som om intet var galt, som om de ikke vidste hun var en Crawford.

Caleb lukket hans øjne, hvorefter han bevægede sig langs skoven, mens han hele tiden prøvede og få styr på ting han, kende måske ikke hende som han selv ville ha troede. Han så foran sig, mens han bevægede sig dybere ind i skoven, verden havde aldrig været mod ham, men hvorfor skulle den os være det. Han bevægede sig ind mod en lysning, hvor han lod sig selv fald ned i græsset. Havde hun holdt ham for nar, var det, hvad det her var. Han vidste inderset inde at hun, havde sagt sandheden, men lige nu kunne han ikke samle sig selv om det, hvad hvis det var løgn det han, havde levet i. Hans liv, havde aldrig været ordenligt måske var det, bedste at han tog afsted igen, han samlet sin hånd om noget græs og rev det svagt op. Han hørte derfor ikke at hun ledte efter ham han sad bare med græsset i hånden og prøvede og forstå, hvad der nu skete.

Hjertet bankede hårdere og hårdere imod hendes brystkasse. Det var sværere at trække vejret, som om hun blev begravet levende. Let stoppede hun op og støttede sig til et træ for at fange sin vejrtrækning. Det krævede meget energi at få luften hevet ind i takt med hun ledte efter Caleb - men det virkede håbløst at finde ham. Let lod hun sine øjne lukke, og bed sine læber sammen til en smal streg.
"shit." Mumlede hun for sig selv. Der var ikke tid til at finde ham, hvis hun skulle nå sin rejse. Desuden var det måske bedst sådan her. At han ikke ledte efter hende? Det var hvad hun gjorde, hun skar folk væk hvis de blev for indblandet i hendes drama - eller gjorde hun var nød til at cover noget op. Som hun var forsvundet ud af andres liv før, bare sådan pludseligt. En dag var hun der og den næste dag var hun væk.
"I give you 1 minute Caleb.. Just 1 to show yourself. And give me a chance to explain to you what happened. If not.. we are done here.. no more surprises.. no more meetings.. we are done." Det mente hun ikke, men hvis han skulle høre hende - så skulle han også høre hende. Det var bedst hvis det endte.

//Kort men hjerteskærende, var træt så... sorry for længden c:

Caleb kom til sig selv et øjeblik efter han måtte gi hende muligheden for at svare ham og fortælle ham, hvad det andet var omkring.  Han dukkede derfor op inden det minut var gået han bevægede sig altid hurtigt når han var tidspresset. Han stoppet op foran hende, hvorefter han bed sig svagt i læben og prikket hende på hendes skuldere. "I am here, i am gonna give you one min too tell me why, they did not attack you please tell me it aint what it looked like, you being with a redwood, the enemy of all things."

 Caleb så hende i øjne, måske skulle han ikke være dukkede op, "what is it you want, why did you not tell, and why did you not say that you knew some redwoods" Caleb tog en lille pause og prøve og forholde sig pasive," maybe its best, we have a break from each other now,  we are not gonna get what we want no matter what",Caleb så hen på hende, og man kunne se det gjorde ondt," i was a fool too think we would ever have a chance, when this is over i am ready too start from new, but until that happens, we just gotta have to forget about each other." Han mente ikke det han sagde, men det var det bedste, der ville ske. Måske var det et wake up call fra dem begge, hvis ikke det var vidste han ikke, hvad der var tilbage.
//well mit blev os meget kort :///

Let så hun skeptisk på ham. Hun havde lige snakket med fjenden, det var som det så ud. Alycia kendte fjenden.
"I have been sleeping in the enemies bed, drinking there wine and been eating there food. I have talk to them.. learned to like some of them.. not because I wanted to Caleb. But because I needed to. Do you really think I would do it because it was my choice.. I owned them.. its not easy being forced to do somethings.. without help to get over it.. Some of us needs to sacrifice or needs and happiness because we owe our soul to them.. Okay?" Det var tydeligt at hun var oprevet over at blive dømt på det. Måske var hun ikke en morder, men han havde ret. "I have friends there are Redwoods yes. That is called adaptability Caleb." Let som hun så ham i øjnene, så lod hun øjnene skifte til lilla og med et blink var de røde.. Til sidst gule også tilbage til de grønne. Let hævede et bryn, og håbede han kunne regne hendes evne ud. "The one time you found me wasn't the first time someone tried to attack me like that.. you saved me that time, the first time no one did." Let skælvede læberne kort, det var første gang hun havde sagt det efter alle de år.
"A woman took me in.. a Redwood, and helped me survive there.. and when she asked I helped her, because she helped me.. and yes. I can talk to the enemy. I can talk to many people." Let åndede hun ud, som om at hun havde ventet på at få et lille udbrud. En tårer trillerede ned af hendes øjne. Ingen kendte til hendes ophold ved Redwoods udover dem hun havde snakket med af dem.

Maybe its best, we have a break from each other now,  we are not gonna get what we want no matter what. Let sank hun en klump.
"What is it we want? I never get what I want anyway. So end it.. I'm used to it." Svarede hun og sank en klump. I was a fool too think we would ever have a chance, when this is over i am ready too start from new, but until that happens, we just gotta have to forget about each other. Let slog hun blikket ned.
"Forget all you want.. I can't forget you. But you are right.. Goodbye Caleb." Svarede hun ham med en skrøbelig stemme. Hjertets slag føltes så skrøbelige, som om at for hvert slag blev det knust en lille smule - og skårene skar inden i hende.

//I cry xD