Hm, long time ~ Katherine

Sted: Lidt ude for Redhawk - Det er altså IKKE i Redhawk.
Tid: Sen eftermiddag.
Vejr: En let brise hist og pist.
Omgivelser: Træer, huse hist og pist, samt forskellige gård dyr.
Påklædning: Bliver beskrevet i teksten.
Emnepartner: @Katherine

Det havde været et godt stykke tid siden at både Katherine og Lucius havde set noget til hinanden overhovedet. De havde været opvokset sammen, selvom de havde været fra to forskellige slægter. Adaras og Redwood havde engang været så tætte, at de tillod to slægter at vokse op sammen. Det var netop dette Katherine og Lucius havde gjort.
Men alt holdte ikke for længe. Der skete en masse ting i blandt Adara familien. Livet var blot ikke længere det samme. Både Katherine og Lucius blev begge forbudt overhovedet at se eller tale med hinanden igen. Slægterne var ikke længere venner men fjender.
Det havde været en svær ting for Lucius, som i forvejen også blev fjernet fra hans familie. Venskaber havde aldrig været det samme igen for ham. Tilliden havde han mistet til mennesker og det havde kun været en person der havde været tæt på ham. Hazel. Den eneste person han havde ladet sig selv, lukke sit hjerte op for. Det var netop hende han var på vej hen for at se, selvom det skulle gøres i skjul. Han ville overraske hende, men istedet for at fortælle folk det var hende han skulle se, havde han blot fortalt han skulle snakke med Charles, selvom han ikke kunne fordrage netop denne mand.

Lucius bevægede sig roligt tættere og længere ind imod byen. Tanken om at se Hazel igen, gjorde ham blot endnu gladere end han var i forvejen.
Men et velkendt blik samt udseende fik ham hurtigt til at stoppe op. Var det virkeligt Katherine i egen person? Hvad lavede hun herude? Han bevægede sig roligt tættere på hende og som han kom tættere på, gik det op for ham det virkeligt var hende. '' Katherine? Is that really you? '' Lucius stoppede roligt op kort før han nåede helt op til hende. Det var alligevel sært at se en person der havde været så tæt på ens liv, men alligevel var blevet revet væk, igen.
Følelsen af at se hende, var dog ikke negativ men positivt. Det havde været længe siden, alt for længe siden.
Men dog, han tog et hurtigt kig ned af hans tøj. Det sorte slip ved hans hvide skjorte flagrede en smule. Hans habitbukser, samt habit overtrøje sad perfekt til ham. Det havde alligevel været et kønt syn da han tog afsted, men var det, det længere?

Påklædning Hun har dette på

Det havde været en ufattelig kedelig dag, Charles havde ikke haft brug for hende og, ingen af de kønne kvinder og mænd, havde fanget hendes opmærksomhed. De var alle kedelige og hun havde generelt bare brug for at komme ud af huset. Desuden var det også en smuk dag, og måske kunne hun irritere et par folk, ødelægge nogle liv eller findet par tøser til Charles. Det ville helt sikkert være noget, han ville kunne lide. Som hun vandrede ned af gaden, betragtede hun hver enkel person som gik forbi hende. Få turde ikke at møde hendes blik, andre fik dræberblikket. Hun havde aldrig været den mest sociale person, og kun ganske få fik den blide behandling.
Midt i befolkningen, hørte hun en bekendt stemme, en stemme som hun aldrig forventede at høre igen. Hun rynkede brynet og her mødte hun hans blik. Det havde været så mange år siden, og et smil af en smule glæde dukkede op på hendes læber. Det var den slags sjældne smil som få fik at se. Hun lagde hovedet på skrå og trådte frem imod ham "Lu?" hun så spørgende ud, og alligevel var smilet ikke til at tage fejl af. HUn gik ham i møde, og her overraskede hun sig selv, ved at give ham et kram "Wow it's really you! It's been so long! You look great!!" som altid var hun ærlig og lige til. På trods af ofte ikke at holde af folk, så havde han været en af de som, som hun rent faktisk holde af. Krammet havde været kort, men alligevel blidt. Så det var en anden side af hende han så og det skulle han anse sig selv heldig for, da hun ikke vidste dette til alle.

Lucius havde gemt sig selv langt inde i sig selv, i meget lang tid. Livet som alene barn, samt ens forældre døde, havde aldrig været en dans på graven. Ikke nok med han skulle overtage deres plads som 'hersker' for slægten, skulle han også pludseligt leve alene, uden nogen tæt på sig. Tilliden til andre mennesker havde været forsvundet i lang tid, alt for lang tid. Katherine havde været en af de få folk, der havde oplevet dengang han var en glad person. Dengang han i virkeligheden elskede sit liv, mere end noget andet. Nu var livet blot fyldt med sarkastisk kommentar til dem han ikke kunne lide. Den kolde skuldre fik de også.
Hazel havde været en kæmpe hjælp, for at få glæden frem i ham igen. Det havde mødt hinanden igennem et tilfældigt møde og havde derved besluttet sig for at holde kontakten med hinanden. Det havde dog udviklet sig til meget mere end det, mere end Lucius havde forstillet sig overhovedet.
Katherines arme bød ham velkommen. Det var en rar, men velkendt følelse der ramte ham. Livet med hende havde altid været let, dengang de kunne tilbringe tid sammen, også selvom hun var en anelse ældre end ham, det havde dog aldrig sat grænser for nogen af dem. '' Yea, its me. In own person. '' Han smilede roligt ned til hendes hovedbund, inden han trak hende helt ind til sig, i et ordenligt varmt kram. Hun var ligeså køn som hun altid havde været, men også ligeså elegant.
Lucius kendte udmærket til Katherines anden side af sig selv. Den side hun altid havde vist folk udadtil. Ingen kendte til den bløde, og rolige siden hun viste overfor de folk hun havde tillid til. '' You look great to, my love. '' Han trak sig roligt ud af krammet for at se på hendes bløde ansigt en gang mere. '' How are you? '' Hans blik lignede en forvirrede hankat, der egentlig ikke havde nogen ide om hvad han skulle sige eller gøre, til personen foran ham. Han havde ingen ide om hvad der var sket med hende, efter de begge var blevet forbudt at se hinanden igen.

"Yes I can see, it has been so long but you still quite the same" De to havde ikke set hinanden længe, men alligevel kunne hun genkende hver enkel linje i hans ansigt. Hun kunne genkende alt ved ham. Det var som, var hun revet tilbage til fortiden og dog var så meget ændret. Hun var ikke den samme, og det var han heller ikke. Hun var langt mere farlig end hvad man skulle tro, han var en leder og der lå en stor mængde ansvar på ham. Hun vidste selv, fra Charles side af, at der lå en stor mængde press på lederne, hvilket ofte ikke gav dem nogen form for frirum. Hun smilede svagt, som han igen trak hende ind til sig. Det var spå underligt at blive krammet, sådan en lille ting og alligevel et tegn på tillid. Hun vidste dog endnu ikke hvordan hun skulle agere omkring ham. Det var så længe siden, de to havde set hinanden. Der var sådan en hård side til hende, en hun selv kendte til og som havde vist sig brugbar i mange år. Den var ondskabsfuld, i stand til at gøre de mest grofulde ting og hun følte aldrig skam bagefter.
Hun trak sig væk, som han gjorde og sendte ham et smil "As do you dear, you have grown so much, turned into quite a handsome man!" hun lagde blidt sin hånd imod hans kind, alt i mens hun lagde hovedet på skrå. Der var en underlig venlighed, at finde i hendes øjne, noget som faktisk få fik at se. Som regel kunne man finde et forførende, måske endda manipulerende udtrykke, eller også var det hvad der skabte mareridt. Det sidste hvis man var rigtig uheldig. Hun kastede det dog væk, da hun i stedet valgte at fokusere på ham. Hun skulle netop til at svarer, da hun bemærkede de stod på åben gade og det var ikke godt for en Adara, at være på Redhawk. Hurtigt greb hun hans hånd sin egen, hvor hun her førte ham til et hemmeligt sted, et sted hun udelukkende selv kendte til. Her kunne de være alene og slappe af. Stedet var et gammelt hus, ganske forladt og et hun havde købt. Det var når hun havde brug for at være alene, eller gjorde knap so behagelige ting. De stod i øjeblikket i stuen, hvor der var en sofa, og ellers ikke så meget andet. Modsat udenfor, var der dog varmere herinde. Da de endelig var alene, vendte hun sig smilende imod ham "I'm doing fin, but that's not important right now, tell me about you! What have you been up to?" spurgte hun nysgerrig.

'' Still the same? I have change Katherine.. ''

Lucius lød ikke ligefrem specielt tilfreds i stemmen. Han havde ændret sig meget på sin personlighed. Han var som sagt ikke længere den samme mere. Hans blik var plantet på Katherine som altid. Hun var smuk og ikke mindst bedårende. Hun havde altid haft en særlig plads i Lucius hjerte. Måske var det derfor det havde taget ham så lang tid at skille sig af med tanken om hende. '' You know Katherine. You're not the same woman I fell in love. '' Hans blik var ikke længere det bløde og kærlige som det havde været overfor hende før. Det var hårdt og kontant. Han savnede den Katherine han var blevet så inderligt forelsket i, som havde taget ham med storm.
'' I know, i'm handsome. '' Han smilede let til hende.
'' I'm the leder now. What about you? '' Han ventede bare på hendes svar. Hvis hun var endnu en hjælper for Charles, kunne han ikke længere se hende på samme måde. I alt den tid hun havde hævet ham med over i et hus, havde han blot været i sine egen tanker. Tankerne om Katherine fra de unge tider havde været sær nok.

(( Beklager det korte svar. :/ ))