The all call him a monster, a freak of nature and a creature of pure rage

Tid Det er en sen eftermiddag
Sted Hjemme hos Roman (The Lily Forest, den rigtige side af Lilypad-floden, på Takumara terrtorium)
Omgivelser Hans hytte er ganske hyggelig at se på, den er lokaliseret inde i skoven, tæt ved en sø. Indholdsmæssigt er der et stort soveværelse, et trænings rum, et primitivt køkken og en stue med bøger og en brændsted
Vejr Det er lettere kølligt, med en svag kold brise
Påklædning En rødtærnet skjorte, et par løstsiddende bukser og sorte sko. Hans skæg og hår minder om dette

Emnet er tilegnet @Luna

At være alene var som regel ikke altid det bedste, da slet ikke hvis alle fra ens slægt, var de som kastede en væk. Som barn vil han taget hele sin familie fra sig, i et tidsrum på mindre end en halv time. På et så kort tidsrum, var alt hvad han kendte væk og han blev trukket væk, kæmpende og skrigende, mens han forsøgte at komme tilbage til deres lig. Et minde han altid ville huske, altid ville blive mindet om. Var det ikke det, så var hans drømme fulde af minderne, fra når han forvandlede sig. Det eneste er virkede på dette var alkohol, det slog ham til gengæld helt kold. Han kastede det ud af sine tanker, som han svang øksen hen over sin skulder. Det var vel i sidste ende ikke så meget deres skyld, at være naboer med et stort monster, var vel aldrig alles store ønske. De havde stort set alle kastet ham væk, efter han havde dræbt Kathlin, var vågnet op til hendes lig ved sin side, havde de fleste allerede kaldt ham et monster. Hun var den som fik monstret frem, og dog var hun også den som kunne styre det. Hun havde vært hans anker, hans livslinje og med hende væk, forsvandt al form for kontrol.
Med øksen over sin skulder, gik han direkte imod stammen. Omkring stubben var der adskillige stykker træ, alle som skulle bruges til evt. brænde. Nok var han stor, men han skulle holde sig varm på en eller anden måde. Når man var afskåret fra alle andre, blev man vel nød til at overleve på egne måder. Selve hytten var også selv lavet. Efter han havde mistet Kathlin, og var kastet væk fra sin egen slægt, havde han slået sig ned ved et fint lille stykke land. Det havde ikke taget ham mere end et år, men til gengæld havde han arbejdet dag og nat. Det havde de ting han behøvede, og med en sø i nærheden, havde han også mad. Han kørte en hånd igennem sit lange mørke hår, hår som efterhånden var blevet en smule langt. Det samme med hans skæg, det var ikke fordi han ikke gad barbere sig eller holde styr på sit hår, det var mere fordi han ikke skulle se godt ud for nogen, så hvorfor dog gøre noget ud af sig selv. Dog vaskede han sig selvfølgelig, således han ikke lugtede værre end døden selv. Han blev kastet tilbage til virkeligheden, ved lyden af nogen som kom tættere på. Hurtigt hamrede han Øksen ned i stubben, hvorpå han vendte sig imod vedkommende, han hurtigt fandt ud af var en kvinde. Han hævede øjenbrynet, og kløede sig i skægget ”Whom may you be fin lady, and secondly what are you doing on my lands?” hans stemme var dyb, og det tyede blandt andet på, han ikke havde snakket i lang tid.  Om ikke andet var der rendyrket maskulinitet i den. Dog som han stod der foran hende, tårnede han godt over hende, med sine 23 cm højere stand. Han lagde armene over kors og hovedet på skrå