Isn't nature just amazing? -Aethelwulf

Sted: Et ukendt sted et stykke væk fra Crawfords territorium
Tid: Lidt over middag
Vejr: Solskin der har bragt en svag tørke med sig. Jorden og træer er helt tørre. Dejlig varme
Beklædning: Beskrevet
Omgivelser: Beskrevet
Emne til: @Aethelwulf

Hun var et barn af naturen. Det lå hendes gener og lige så vel i hendes hjerte, det var ingen i tvivl om. Det var endnu en normal dag for hende, men noget sagde hende at den alligevel ville ende ud anderledes end gårsdagens udfald. Hun traskede afsted i hendes typiske tøj, en løs hvid skjorte med tydelige anmærkninger på håndledene og albuerne efter en dybdegående kontakt med græs, de brune højtaljede bukser der var holdt oppe af et bælte lavet af noget gammelt læder. Faktisk var hun ikke sikker på hvor længe at den ville holde, og da det faktisk var hendes fars, overvejede hun snart bare at lægge det væk så det ikke ville blive brugt ihjel.
Hendes fødder var bare, for hvis hun havde sko på, hvordan skulle hun så mærke den dejlige jord mellem sine tær? Sko ville bare adskille hende fra naturen, med dens hårdhed og beskyttelse. Hendes hår var bundet sammen med nogle gamle halvt visne lianer og de mange grene der havde filtret sig ind, fortalte en historie om hvordan hun før sin gåtur havde sovet under et træ.
Hun havde begivet sig længere ud end nogensinde. Faktisk var hun ikke længere i hvad der kunne betegnes som hendes slægts territorium mere. Der var ikke gået lang tid på hendes tur før der var noget der faldt hende underligt ind. Var det en lugt? Hun så sig om og prøvede at finde ud af hvor det kom fra. Hun lagde sine hænder mod jorden og lukkede sine øjne i mens hun lod naturen fortælle hende hvor ilden kom fra. En varmeressource blev registreret mod vest, så den vej gik hun. Godt nok var hun et barn af naturen, men hun var altid forundret over hvor tæt hun følte sig med den. Var der andre som mon også havde det på denne måde?
Da hun kom til branden var den lille. Hun kunne end godt selv stoppe den hvis hun ville. Men istedet for at gøre noget som helst satte hun sig blot og betragtede ilden. Der virkede ikke til at være nogen i nærheden så det kunne umuligt være en påsat brand. Det måtte være naturens valg, tænkte hun for sig selv som hun lagde sine arme om sine ben og kiggede på flammerne. Det destruktive element i branden var på en eller anden måde så spændende og så smuk. Ild var noget der blot ødelagde alt på sin vej. Hun lagde en hånd mod jorden og smilte let for sig selv. Det nedbrændte træ ville give nærig til en ny plante der lå gemt dybt nede i jorden.
Hun drejede hovedet som hun mærkede fodtrin i jorden samtidig med at hun havde mærket efter planterne. Hun løftede et øjenbryn og kiggede så langt bagud hun kunne uden at stresse sin nakke og ryg for meget. "Are you here to embrace the cruelness of nature as well? It's very beautiful.." spurgte hun højt før hendes blik faldt tilbage mod træet. Hendes aura havde bredt sig ud i 10 meters afstand, så selv dyr omkring branden forholdt sig roligt, nærmest som om at den var ikke eksisterende.

Hun vendte sit blik mod manden som havde placeret sig bag et træ. Hun lyttede til hans ord og først var svaret blot et løftet øjenbryn før hun så lagde hovedet på skrå. Det var ikke tit at hun oplevede at nogen blev jagtet herude, og det var først da hun bemærkede hans øjne at hun forstod. Ikke at hun helt forstod, hun havde aldrig forstået hvorfor de matøjede slægtløse skulle være en trussel? Der var jo ikke så mange af dem og selvom de ikke hørte til nogen slægt, var de stadig mennesker som resten. Men det var vel bare Marceline som ikke kunne forstå det.
Dog så kunne hun ikke undgå at føle sig nysgerrig på hvem der forfulgte denne slægtløse, og hvor længe det havde gået på. Hun lagde en hånd mod jorden og lukkede sine øjne i mens hun mærkede efter, lod jorden fortælle hende hvor resten af de fremmede forholdte sig. Hun kunne mærke de kraftige hoves slag mod jorden som en dunken, dog var det kun på grund af hendes slægts evner. De andre kunne betvinge jord og planter, mens Marceline var anderledes. Hun nærmest talte med naturen. Hun havde et helt specielt bånd med den, noget som ingen ville forstå.
Hun rejste sig op og vendte sig mod retningen bølgerne i jorden var kommet fra. Der måtte ikke gå længe før de nåede herover. Hun kunne ikke mærke hvor mange de havde været, men der måtte være mere end en. Hun lagde armene over kors før hun vendte blikket tilbage mod den slægtløse. "I would advise that you stay put. I'll see what I can do." sagde hun stille før et kort smil var over hendes læber. Nu lå det i om den slægtløse ville stole på hende eller løbe sin vej. Hun ville ikke bearbejde at han ikke kunne stole på hende, ikke hvis alle var som dem der jagtede ham.
Hun vendte blikket frem som en vrinsken lød længere fremme. Hendes arme faldt ned langs siderne og hun foldede sine hænder på ryggen som et roligt smil bredte sig over hendes læber. Mændene satte farten ned som de kom over til hende, men så snart de var indenfor de ti meter det krævede for hendes evne, faldt en langsom men kraftig ro over dem. Det var næsten som at se vilde ulve blive tamme i et split-sekund. Marceline lagde hovedet på skrå og beholdt sit rolige smil på læben. "Must have been a long journey.. I haven't seen that type of horse in a long while... You must be from the north. What business do you have in our forrests?" spurgte hun nysgerrigt mens hun roligt nærmede sig en af hestene og lagde en hånd mod dens ansigt. "That is none of your business, little leaf-eye." svarede en af mændene bagved. Marceline kiggede op på manden i fronten og lavede en lettere bekymret grimasse. "Your horse is tired... Are you sure its wise to stay here and not head home? The longer you stay, the more tired your horse will get. And this forest may be warm now.... but at night...." hun skar en sørgmodig grimasse mens hun rystede på hovedet. "... freezing cold... I would go home before it gets really cold.." sagde hun så.
Manden i fronten var helt opslugt af hendes aura og hendes ord virkede til at sætte præg i ham. Han så kort mod sine andre mænd inden han sukkede. "We wont find that good for nothing outcast. He's far enough from the city to be a bother any longer. And the girl is right. Our horses are tired." begyndte han. Hans mænd havde forvirrede udtryk men han begyndte roligt at sende hesten i retningen af hjem. "If you want to stay and look for him, be my guest. I have a family waiting for me." afsluttede han inden han vendte blikket fremad. De fleste sukkede men fulgte med. En enkelt blev i lidt ekstra tid før han skeptisk undersøgte Marceline med øjnene. Men han vendte sig også. "If you see him, tell him that he'll be dead if he comes near our city again. Dead!" advarede han. Marceline ventede først da de var helt ude af syne med at fjerne sit smil og ånde tungt ud. "Geez... Great company you brought..." sagde hun roligt og rystede på hovedet.