Help me I´am in big trouble (Brandon)

Tid: 21:00
sted: shadow hills
vejr: rimeligt koldt og blæsende
omgivelser: en hel masse ser på imens Mercy for bank
påklædning: hendes tøj hendes kappe  kappen sort i stedet for grøn, men ligner den på billedet.

Vinden ruskede i alt omkring og hende var også begyndt at påvirke hende hun frøs, hun havde flere gange måtte holde fast i kappens hætte så den ikke ville flyve af og afslørede lilla øjne som også var kaldet gift øjne af nogen. folk kunne jo se hende og de hadede hendes slægt. Folk var rundt omkring og selvfølgelig var der også vagter, gad vide hvad de ville sige til at hun kom her. Hun havde ingen rang i hendes  slægt og hun havde kun lige penge nok til at hun kunne få mad og drikke. Heldigvis havde hun stadig et hus hjemme Dark Daphne Forest. Hun sank svagt en klump fortsatte og med et røg kappens hætte ned og man kunne se hendes øjne. nogle vagter som meget højere end hende stormede imod hende med beskyldninger om at hun ikke skulle være her for at stjæle. Hun var ikke kommet for stjæle hendes søgen forsatte som den altid gjort, men det var for finde ud af hvem som dræbt hendes forældre. Hun skulle bare forsætte så hendes drømme ikke ødelagde det for hende. Hun skulle lige til at tage sin bue og bede dem om at stoppe, men de var så hurtige i deres bevægelser at hun ikke nåede det. Slagene begyndte at hagle ned over hende og de fik hende til sidst ned at ligge og der begyndte de sparke hende buen hun kæmpede for at få fat i sin bue, men den kun lige ude for rækkevide og hun valgte istedet for at beskytte sit ansigt. Selvfølgelig skulle der bare et blik til også ville de måske stoppe, men hun turdte ikke, desuden når hun lagde ned hvordan skulle få dem til se hende øjnen. Det var derfor de bange for hende og angreb.
De gjorde det kun fordi de var bange og fordi de vidste at have hendes slægt imod sig måske ikke ville være det smarteste at gøre. Fordi de rendte rundt med en krop og et blik som kunne dræbe. Alligevel slog de hende og som de forsatte, forsvandt hendes bevidsthed ganske langsomt. Hun trak vejret i nogle små halv væssende støn "sikke svage mænd i er sådan at slå på en kvinde" sagde hun og det fik dem til at forsætte gøre deres slag endnu hårdere. " slaver burde kende deres plads og det er ikke her" sagde manden tættest på hendes øre. Hun var så travlt optaget af at beskytte sig selv at hun ikke så mennesker var begyndt at strimle sammen omkring dem. Der røg hende plan om være udset. På gund af den dumme vind.

Outfit


Brandon, havde lige afleveret et par informationer til oprører, hvilket gjorde at han var på vej hjem til hans sted i Shadow hills. Som altid brugte han hans, daggert til den fulde potential. Mens han bevægede sig hurtigt hjem af, hvilket gjorde at han personligt kunne gøre, hvad der passet ham uden nogen problemer. Hans øjne opfanget da noget og selv om han ikke lige frem var bedste venner med de andre slægter var det her for meget, han stoppet op og kaste sin daggert ned på jorden foran dem, hvorefter han så rejste sig op og så på dem.

"Videre jeg skal nok få hende ud af vores by, men i stedet for og gøre det i gjorde ku i en anden gang gøre det." Derefter træk han kvinden op og så på hende."hvad tænker du på dette er Adaras området." Lød det provokeret fra Brandon af, hvorefter han skubbet hende lige så stille videre, "hvis man skal ind på andre folks området skal man ikke blive set, det er nok den mest logiske måder og gøre tingene på." Kom det fra Brandon af, mens han fulgte hende hen mod udgangen. "Det kunne være end meget værre ikke alle er så barmhjertig som jeg er, prøver du og starte en krig, hvis det er sådan med folk i the underground, vi har ikke behov for det her."

Brandon var selv ude på et oprør men han holde sig altid skjulte med det, hvilket var en meget vigtig del man kunne ikke bare gå ind på andre slægters området uden og ha en plan, da det ville kunne få en slået ihjel eller værre.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle, men et lette gisp undslap hendes læber da slagne stoppede, men hun nåede ikke selv at rejse sig før nogen tog fat i hende rev hende op at stå, hun undertrykte smerten og det lige meget for hun troede ikke hun kunne mærke den fordi hun var så vred. Hvilket man tydeligt øre på hendes stemme. Han var irreteret på hende, men hun havde intet gjort. Hun bare ledt efter nogen oplysninger som faktisk ikke kom ham ved " ja havde det ikke for vinden så havde hætte været nede i mit ansigtsagde hun vredt og hun kunne godt selv vise sig ud. Hun hadede dem for de hadede hendes slags og i et ganske kort sekund kiggede hun op på ham, men det varede ikke længe før sænkede sit blik for hun ville ikke komme til ved et udheld at skade ham. Det ville ikke være så smart. Da han spurgte hende om hun ville starte en krig fnøs bare "hvad jeg laver her skal du ikke bekymre dit lille Adaras hoved med" sagde hun stadig vred, det var tydeligt at hun ikke stolede på ham. Hun sukkede svagt og mærkede hvordan hendes krop begyndte at blive slap og hun måtte kæmpe for at holde sig stående. Hun trak vejret en smule tungt inden hun begyndte vaklende at gå. Hun kunne vel lige så se at komme væk inden hun skabte flere problemer. Inden hun begyndte gå samlede hun buen op satte den op på hendes ryg ved siden af pilene. Hun ventede dog på ham " skal vi se at komme af sted Adaras? spurgte hun og lød stadig ikke venlig, men hun var ikke vred mere, inden hun vendte ryggen imod ham, hun kunne vel lige så godt svare på spørgsmål " hvad vis jeg var, det jo ikke som om vores slægt er ret stor og vi har heller ingen allierede så i kunne vel sagtens slå os sagde hun lettere tørt.
Det var jo tydeligt hvem der ville vinde af de to slægter alligevel, hun sank svagt en klump forsatte hun vidste ikke hvorfor, men hun brød sig ikke særlig meget om ham allerede. Hun syntes han var alt for smart og bedre vidende. Hun hadede at blive sat på plads. Hun lod svagt en finger glide henover sin læbe, den var heldigvis ikke flækket, men en smule hævet og hun fik sikkert og nogle blåmærker som ville som ville gøre ond dagen efter. Hun plejede nu tit at komme rundt byerne ubmærket og det var kun pågrund af den vind at hendes krop gjorde så ondt. Mercy havde ikke planlagt at skulle være deres boksepude, men ting skete vel af en grund og den grund var dum syntes hun. Desuden havde han hjulpet hende, men hun kunne ikke snakke om det her hvor folk kunne høre hende. Der kunne jo være nogen som ville hendes slags til livs eller havde forkærlighed for det Redwoods, nej vent denne var vel ikke loyal til The Redwoods. Måske han ikke ville være så slem at snakke med. Hun stoppede op vendte sig om imod ham. Dog så hun ham ikke ind i hans øjne "hvis der er et sted hvor vi kan snakke alene så fortæller jeg dig hvad jeg laver her og nej det er ikke for at starte en krig sagde hun og smilede forsigtigt til ham. Hun smilede kun for at vise sin medvijle og at hun mente det hun sagde.

Brandon havde altid været god til og holde et koldt hoved, og denne gang var ingen forskel, han bevægede sig videre med hende og hendes små fornærmelser lod han passere at holde hoved koldt, og ikke at lade følelser ramme ham. Han så på kvinden ung, men ikke som ung som han selv han ville skyde på hun var midt i tyverne. Men ellers kunne han ikke placere andet end hendes slægt, da hun viste hendes øjne til ham bekræfte det, hvad han forventet.

Brandon bevægede sig videre med hende til de nået til omkring til udgangen, han lyttet til hende, hvor han et kort tidspunkt stod og tænkte sig lidt om. Hans øjne mødte hendes og han lyttede kort til hende. ”Kan vi vel godt, ikke fordi du burde være bange for hvad der sker her og at de informationer kan bruges mod dig, hvad for dig til og tro jeg ikke vil sige det videre, jeg er en fra denne slægt nogen af os er bare lidt mere menneskelige eneste forskel der er, bare så du ved det.” Brandon sukket svagt, hvorefter han så hen på hende, han nikket svagt, hvor han så kiggede hen på hende igen. ”Huset der ligger der oppe, kan vi snakke i alene, hvis det er . du kan følge med nu eller vente til det blive lidt senere.”

Brandon satte derefter sin kurs op mod selve hans hus palæet, han havde et lille sted i deres hjemby os eller hans forældre, havde efterladt ham det sted efter de var gået bort sammen med hans bror, ellers havde de fået hvert deres sted, Brandon brugte det kun når han var i hovedbyen og det var mere for at minde hans fortid og hans familie især hans bror, som ville ha fået det sted. Brandon bevægede sig videre op mod huset, hvorefter han åbnet døren og gik ind. Han tog sin hjelm af og lagede den på bordet ved siden af, hvor han så fik den gemt af vejen. Han lukket bagefter skabet og havde der ved ændre tøj lige så hurtig som det var muligt en hvid skjorte sammen med et par sorte bukser, uden armor eller hans daggert de var gemt af vejen så folk ikke kunne gøre ham noget, hvis de endelig fandt ud af, hvad han kunne gøre. Ingen grund til og lave et sigtekorn på hans egen ryg.

Huset var stort ikke et slot men heller ikke et normalt hus, han havde mere ind han havde behov for og derfor sov han for det meste i stuen eller nede ved hans armor. Alt efter, hvor han følte og ligge sig til og sove, hans husstand var gået i seng, og ville ikke blive et problem. Det var os kun til når han, havde behov for rengøring de gjorde det, for det var den eneste ting han ikke selv mente han kunne orke.

Han gik over og hælde et glas whisky op til sig selv, hvorefter han stod og drak af det, mens han vendte på at denne kvinde, hvis hun ikke, havde fulgt efter ham ind da. Ellers ville han vende sig om og se på hende, ”så hvad er det rigtig de laver her.” Kom det fra Brandon mens, hans øjne skinnet svagt.

Mercy fulgte efter, hun var lige ved at falde bagover da hun så palæet som han boede det stort og hendes hus hjemme kunne mindst være de 11 gange. Hun havde aldrig rigtigt set et palæ før og hvis hun havde ville nok ikke tro sine egne øjne. Der var stort hvordan kunne en som var alene bo i så stort et hus? Hun skar svagt en grimasse da spurgte hende om hvad der fik hende til tro at han ikke ville sige det videre. Der var mulighed for det, men stolede på at han ikke ville når først fortalte hvad som lagde under. Hun blev nød til at finde en eller fra The Redwood hun kunne give skylden for hendes forældres død. De havde ødelagt hendes liv. Hun tænkte kort over hvad skulle sige og så betragtede hun selv ganske " fordi du ikke ville have reddet mig, hvis ikke du stolede på mig" sagde hun og vidste at det lød dumt, men hvad kunne hun ellers gøre. Mercy bed sig svagt i læben inden hun forsatte ind i det store hus. Hun betragtede svagt loftet da han igen snakkede til hende. Hun lavede så meget og var nød til at holde sig i gang, ellers var det hun faldte tilbage til sin mørke fortid.
Hun sukkede " jeg er ikke for at skabe problemer, jeg leder efter nogen" sagde hun og fortalte hvem de var, for at være ærlig vidste hun det ikke selv. Hun skulle bare have nogen at give skylden, ellers endte hun med at gå helt stod. De skyld i at hun ikke turde sove og kun gjorde det når det var strengt nødvendig. Hun havde ikke sagt for meget, men heller ikke for lidt så var det vel op til ham om han ville tro på det.

Hun kiggede væk da han begyndte skifte, hun betragtede rummet de stod, der var meget mere plads end vant til. Hun begyndte at gå lidt rundt, hun betragtede de ting som var rundt omkring. Hun vendte sig derefter imod ham " jeg udgør virkelig ikke en fare, hvad skulle jeg gøre, jeg er alene og ikke særlig god til kamp" sagde hun for understrege at hun ikke var en fare. Hun trængte til komme væk fra ting der mindede hende omkring hendes forældre. Derfor tog som oftes på tur og gerne rigtige længe.

Brandon sukkede, hvorefter han så hen på hende igen. Han tog sig til hoved, mens han lyttet til hende, "ved du hvilken slægt dem du leder efter er fra fordi måske gør det, en del letter og, hvem leder du efter vi er så få i vores slægt at du måske ikke burde og ha det så svært med og finde personen er." Kom det fra Brandon, hvorefter han tømte sit glas og helte et halvt glas op igen. Mens han så på hende uden og se hende i de øjne, der kendetegnet hendes slægt.

Han var ikke selv stolt af, de havde haft slaver som hans familie havde lige som the redwoods, men de havde i det mindste aldrig været så onde i has familie mod dem, hvilket han altid minde sig om, han havde derudover ikke tid til små ting så med mindre, hun havde en bedre ide, måtte han vise hende vejen væk igen.

"Jeg bliver nød til og vide, hvem du leder efter for at kunne hjælpe dig mere det ved du godt ikke?" Kom det fra Brandon, hvorefter han så på hende med nysgerrige øjne, hvem personen var, ville han vildt gerne vide om ha selv skulle finde ud af det, måtte han finde ud af, men han regnet med hun selv kunne gi ham den besked uden han behøvede og press på hende.
"Men lad os starte med det mest formel så, "Brandon og de er ?" Kom det fra Brandon, hvorefter han træk hans hånd ud, han studeret alle hendes bevægelser, hvis hun gjorde noget mod ham, ville han være klar til og beskytte sig selv, om han selv skulle tag hende med i døden var, en helt anden ting, men heldigvis ville det nok ikke komme der til.

//sorry vente tiden//