Loss, light and love - Lucius

Sted: Arabis - Lucius' ejendom.
Tid: Eftermiddag.
Omgivelser: Blandet. Bliver beskrevet.
Vejr: Små køligt men skyfrit med klar solskin.
Påklædning: Kjole + Underneden - ingen sko.
Årstid: Vinter/Forår.
Dedikeret til: @Lucius <3

Himlen var skyfri den morgen. Men luften kølig. Det var det første, hendes sarte reptiløjne bemærkede, da hun fik strukket sin lange krop ud fra hulens indgang. De andre drager var endnu ikke vågne, men det passede hende egentlig fint. Det hele var meget nemmere, når hun kunne få tingene gjort i fred. Specielt det, som hun havde planlagt at bruge morgenstunden på. Den kølige morgenluft fik hendes varme ånde til at stå om hende som små skyer, imens hun bevægede sig længere ud af hulen. Dernæst strakte hun vingerne en enkelt gang, inden hun lod dem glide mod jorden igen med et blidt smæld, hvilket fik hende til at sætte af fra jorden uden problemer. Derfra fløj hun hurtigt hen til et af sine første gemmesteder på øen, hvor hun fik rodet igennem bunken af tøj, som hun igennem tiden havde fundet og stjålet fra diverse småbyer. Ved siden af tøjet lå en sæk, hvori hun fik skrabet en kjole op i ved hjælp af snuden, samt lidt andet, som hun muligvis ville få brug for. Efter det fløj hun hen til det næste gemmested, hvor hun i al hast fik hapset et par fisk indenbords, som hun havde gemt fra de andre. Turen den dag ville kræve en del energi. Efter det kravlede hun mod toppen af drageøen, indtil hendes skællede krop ikke kunne nå længere, hvor hun tillod sig at sidde et øjeblik og nyde synet. Hjem... og så alligevel ikke helt. For nu ville hun rigtigt hjem. Efter et sidste vemodigt blik sendt mod hulerne, hvor de andre stadigvæk lå slumrende, greb hun om sækken med halen, inden hun satte af og satte kurs mod fastlandet.

Hvor lang tid der egentlig var gået, det vidste hun egentlig ikke. Hun vidste, at vinteren havde nærmet sig ved deres afsked, og nu var foråret så begyndte at spire frem under den frosne jord. Altså havde det varet lidt. Hun vidste, at hun tvivlet på sin egen styrke til at vende tilbage til det - til ham - da hun først tog afsted, men at hun ikke længere var i tvivl. Hun savnede ham. Og uanset, hvad der var sket mellem dem det sidste stykke tid, så ville hun tilbage. Til hans favn, hans duft, hans nærvær og ikke mindst hans kærlighed. Familien var én ting, men Lucius havde altid været speciel for hende. Hun håbede blot, at han stadigvæk følte det samme. Beskeden hun havde efterladt hos sin stuepige havde ikke været meget. Blot et par få ord om, at hun ikke kunne mere lige der, at hun måtte væk, og at han ikke skulle komme efter hende. Om de ville ses igen? Der havde hun blot rystet forvirret med kroppen, inden hun grædende var løbet bort. Følelserne havde overvældet hende flere gange siden, og hun havde grædt de første mange nætter. Det havde været tiltrængt. Nu havde en slags indre ro bredt sig, og hun følte sig beredt på en helt anden måde.

Efter noget tids flyven nåede hun fastlandet. Her tillod hun sin store skikkelse at glide over det græsgrønne landskab en del længere tid, end hun egentlig havde planlagt før, at hun skiftede om til en mindre falkeskikkelse. Med sin fod greb hun om posen og fortsatte så kursen mod Arabis, hvilket hun efter sin store lettelse kunne spotte efter blot et par timers flyvning. Derefter landede hun ved en nærtliggende mark, hvor hun skiftede endnu engang, men til sin menneskelige skikkelse. Følelsen var en kende underlige, pludselig med fødder, hænder og sart hud igen, men det tog hende alligevel ikke længe at skifte til undertøjssættet og den medbrate kjole. Dernæst efterlod hun resten, og bevægede sig hastigt mod Arabis. Da hun nåede indgangen, var hun omhyggelig med kun at bevæge sig langs de mørke skygger, så hun ikke blev spottet alt for tidligt. Det var ikke med i hendes plan at lade vagterne opdage hende før, at hun selv havde meldt sin ankomst. Sådan fortsatte det hele vejen op til Lucius bolig, hvor nøglen som også havde ventet hende i sækken, blev brugt til at låse døren op, inden hun sneg sig indenfor og lukkede den ganske sagte bag sig. Med et udmattet suk, vendte hun ryggen mod døren, og undersøgte rummet som umiddelbart virkede tomt. Et lille smil voksede frem på hendes lettere gyldne hud, imens hun lod minderne og duftene overvælde hende. Sådan stod hun et øjeblik og nød det hele, inden hun gav sig til at lytte. Var han mon hjemme?

//Sorry, blev lidt langt xD

Hydra rørte sig ikke. Egentlig burde hun gå huset igennem i sin søgen efter Lucius, men frygten i hendes mave var så tung, at hun knap kunne tvinge sig selv til at tage et enkelt skridt. I stedet forsøgte hun at ignorere de bange anelser, og brugte derfor et øjeblik på at suge alle omgivelserne til sig. Det var hendes hjem. Alle lydende, duftene og det evige lys. Intet havde forandret sig, selvom den livlige stemning hun plejede at huske, nu virkede en smule død. Mon Lucius ikke var hjemme? Eller havde været det et stykke tid?

Hydra tvang sig selv væk fra døren, men endte kun med at tage få skridt ud i rummet før, at hun atter standsede og kastede et blik tilbage mod døren. Hun burde bare gå igen. Det var ikke engang sikkert, at folkene her, som hun efterhånden var kommet til at se som sin familie, ville have hende igen. Hvad hun havde gjort var egoistisk og havde sikkert knust ham. Knust dem. Så hvis de ikke ønskede at se hende igen, så forstod hun dem. Hun mærkede, hvordan varme tårer begyndte at forme sig, og vendte sig så for at gå. I samme øjeblik hørte hun dog pludselig et påstyr, og nåede lige at vende sig til at se Lucius komme løbende. My love. Hans ord sendte en sitren igennem hendes krop, og da han pludselig kastede armene om hende, mødte hun ham i et tæt knus. Hun begravede ansigtet mod hans skulder, og kunne pludselig ikke styrer tårerne mere som blot faldt og faldt.

"My Light... I'm... I'm so sorry."

Hendes stemme var ikke mere end en hvisken, men hun håbede virkelig, at Lucius forstod.

Lucius mærkede hvordan Hydra knyttede sig tæt ind til ham. Han havde virkeligt savnet hende, hendes duft, hendes stemme og ikke mindst hende.

'' Its alright love. ''

Han knugede hende blot tættere ind til sig. En del af ham ville meget gerne forstå hvorfor hun var forsvundet, men han accepterede også hvis hun ikke ville have lyst til at fortælle noget. Det var hendes valg. Han så stille på hende, inden han plantede et stille kys på hendes pande og trak sig ud af det ellers ret tætte kram de havde igang.
Der var så mange spørgsmål han gerne ville have svar på. Det hele var sket så hurtigt, at han intet havde registeret. Blot at hun pludseligt var forsvundet og ikke kommet tilbage. Havde han gjort noget galt? Var verden blot ikke et sted for hende?
Men han var alligevel lykkelig over at hun var kommet hjem igen.

'' You must be hungry and tired.. But Hydra... Where have you been? ''

'' Make her some food. Anything she wants. ''

Lucius så skiftesvis imod hende og så tjenestepigen der havde haft turet at bevæge sig ind i hans hjem, uden han selv var der. Lige nu ville han gøre alt for at Hydra ville blive her. Bare et sekund mere.

Hans ord betød mere for hende, end han nok egentlig selv var klar over. Hun havde forventet vrede, afvisninger og kolde skuldre. Men her var han... tilgivende, varm og åben. Det var næsten for meget af det gode, og Hydra vidste godt at der ville gå længe før, at hun tilgav sig selv. Tårerne strømmede stadigvæk, da han ganske forsigtigt trak sig fri fra deres omfavnelse, og hvor han havde placeret kysset mærkede hun en vidunderlig velkendt varme brede sig. Han virkede bekymret, men hun kunne ikke lade være med at smile over synet af ham, selvom hendes tårer stadigvæk flød. Da han spurgte hende, så hun væk et øjeblik, imens hun fik samlet sig, inden hun sukkede dybt og mødte hans blik igen.

"I... I went... home. To my family."

Hendes stemme var atter forsigtig. Hun vidste ikke, hvordan hun ellers skulle forklare det. Lucius kendte trods alt til lidt af hendes historie, men hun vidste ikke, om han så det som noget positivt, at hun havde tilbragt tiden uden for den menneskelige civilisation. Og så endda atter 'fanget' i hendes drageform. Hendes mave rumlede let ved snakken om mad, men hun var alt for optaget af sine stærke følelser det øjeblik, at hun kunne tænke på noget specielt. Derfor vendte hun sig blot mod tjenestepigen.

"Just something light, please."

Hvorefter hun vendte sig mod Lucius igen.

"Is there somewhere we can be? Just us? I promise I'll eat soon... I just really missed you."

Aldrig ville Lucius afvise sin elskede. Hydra havde formodet at få plantet sig en så specielt plads i Lucius hjerte. En plads ingen andre kunne tage fra ham eller hende.
'' Just relax, my love. '' Han sank en klump stille. '' I will always keep you safe, no matter what. '' Sagde han stille, som han omfavnede hende endnu engang. Han ville aldrig lade hende forlade ham igen, med mindre det var for alvor. At de sammen havde besluttet at det ikke skulle være dem mere, men sådan ville de næppe blive nogensinde. Aldrig.
'' We can go where ever you want to. '' Sagde han, som han stille løftede hende om i hans favn omfavne. Han ville bærer hende til hans værelse, så de bare kunne nyde hinanden og snakke.
'' Make some pancakes for us. '' Sagde han stille imod tjenestepigen, som atter engang forlod forlod dem, for at de kunne træde op til soveværelset uden at hun overbegloede dem. Som Lucius var nået ind i soveværelset var tjeneren kommet ind igen for at kunne skænke dem hvad end de ønskede og i dette tilfælde pandekager.

'' I have missed you so much my love. '' Kyssede han hende stille på læberne. '' Never leave me agian, allright? '' Sagde han, som han stille satte sig ned på knæ, efter at have snuppet ringen fra bordet, som han havde anskaffet sig.
'' Zarafine Hydra Gallagher.. Do you.. Wanna marry me? '' Man kunne tydeligt høre nervøsiteten i Lucius stemme. Hvad hvis hun sagde nej? Han ventede kun på hendes svar nu.

Hans ord om, at han ville beskytte hende, fik hurtigt et skævt smil frem på hendes læber. Hun var ikke i tvivl om, at Lucius ville passe godt på hende. Det havde han gjort siden den dag, hvor hans mænd fandt hende nær byen. Uden de helt store spørgsmål havde han tilbudt hende ting, som hun aldrig i sit liv havde kunne drømme om. Varme, mad, tøj og... et hjem. Hun frygtede stadigvæk nogle morgener at vågne op, tilbage på øen, og at deres møde kun havde været en lang, lykkelig drøm. Smilet blegnede dog en kende, da en anden tanke slog sig fast. Tvivlen der som altid nagede. Når det kom til stykket var hun nemlig ret sikker på, at Lucius ikke burde beskytte hende... men nærmere beskytte sig selv fra hende. Hun var en ulykkesfugl. Og et monster.

"I know..."

Da han atter trak hende ind i sin favn, lod hun sig frivilligt løfte. Hun hørte godt tjenestepigen, men hendes fokus lå kun på Lucius, hvis nakke hun pressede sit ansigt imod i et blidt kys.

"Your-... Our bedroom will be fine."

Hydra kom roligt på benene igen efter, at han havde sat hende ned på jorden, og betragtede sulten, hvordan tjenestepigen placerede de velduftende pandekager på natbordet. Da hun vendte sig imod Lucius igen, overraskede han hende med et kys, som hun kærligt gengældte. Pludselig gik det hele dog meget anderledes end, hvad hun havde forventet. Til sin store overraskelse så hun, hvordan Lucius greb noget fra natbordet og satte sig på knæ foran hende. Hun skulle netop til at sætte sig ned sammen med ham, da han spurgte, om hun ville gifte sig med ham. Et øjeblik stod hun blot helt stille - nærmest forstenet. Hun havde hørt om dette. Mænd og kvinder der giftede sig, da det var et symbol på stærk kærlighed. På familie og troskab. Hun havde ikke den store idé om, hvordan det hele foregik, men hun vidste, at det var stort. Derfor var hendes svar stadigvæk tøvende.

"A-Are you sure, Lucius?... I mean... Do you trust me?"

Der kom det, det han havde frygtet. Hun stolede ikke på hans ord. Hun stolede ikke på at han elskede hende højere end noget andet. At hun fik ham til at føle sig i live hver eneste dag. Hvis han kunne, havde han givet hende pladsen som hendes rådgiver, hvilket hun også var. Blot hans private rådgiver, der gav ham muligheder for at få nogle andre perspektiver som var mere omsorgsfulde og fornuftige.
Hver eneste dag med hende, havde blot gjort ham til en større mand, end han allerede havde været.

'' Do i trust you? Hydra.. I love you more than anything. Every moment you are away from me, i feel like something are dying indside of me, but when i se you agian, everything heals. You are my light. You are my star in the night. You are the most wonderfull person i have ever meet. You are the only person who makes me fall in love, all over agian and agian.
From the very first time i saw you, i knew you would be the best in my life. The only person who makes me feel alive. Yes, i trust and yes i am sure Hydra. I have never done this before. Not even for Cayden. You are the only one for me. ''

Han trak vejret dybt. Han ønskede hende virkeligt i hendes liv og selv han ville acceptere hendes nej, hvis hun sagde nej, vidste han også godt at det ville ødelægge ham. Han ville føle hans bedre halvdel havde forladt ham.
Hun havde virkeligt gjort ham til så meget mere, end han var nu.

‘’ Just say it. I will accept it, the no you are coming with. ‘’

Lucius begyndte at rejse sig stille op. Han havde stadig et lille håb om at hun ville sige ja, kramme ham og de ville leve lykkeligt resten af deres liv. At hun ville blive gravid og de ville få enten en lille pige eller lille dreng for sig selv, men han kunne ligeså godt slå den drøm ud af hovedet.

Hydra lyttede roligt til Lucius rørende forklaring om, hvordan han praktiskt talt ikke kunne leve uden hende. Nogle havde måske fundet det en kende overdrevet, men igen, så havde Hydra aldrig oplevet magen til komplimenter og kærlighed som det hun fik hus Lucius. Derfor flød hendes tåre stadigvæk ganske stille, men det var mere af lykke end sorg. Det eneste der forvirrede hende var da Cayden pludselig blev bragt ind over det. Hun skulle netop til at spørger, da Lucius gav mine til at rejse sig igen. Uden at tøve mere end et øjeblik, gled hun ned på knæ, og trak ham ned at sidde igen, så de kunne kigge hinanden i øjnene. Hun smilede varmt.

"It's not a no... I do want to marry you. I really do. You're my love and my light."

Og med de ord kastede hun sig om halsen på ham, imens hun pressede et længe savnet, dybt kys imod hans læber, hvor hun tydeligvis havde glemt alt om både pandekager og ringen.

//Beklager, at det blev noget kort!