Alpha female ~ Luna

/

Påklædning

Luna var typen som havde brug for at være sig selv engang imellem, også var det rart med en god lang gåtur fra hjemstedet og ud i landsbyen. Tankerne i hendes hoved fløj overalt, med alle de ting hun skulle lære. Nogle gange lod hun sig drømme hen i en anden verden, hvor tingene var anderledes. Hvor hun ikke behøvede at gennemleve den smerte hun alligevel havde - og på samme tid så vidste hun, at mange havde det værre end hende. Så hvorfor beklage sig? Imens hun gik var der pludselig en pige, der stødte ind i hende. Luna nåede heldigvis at vinde balancen, så hun ikke væltede bagover. Kvinden derimod faldt, og Luna var langtfra hjerteløs. Hendes far havde håbet, at hun ville blive mindre eventyr glad og komme til at se det virkelige liv - men intet havde rigtig virket nok på hende til det. Det var sjældent man så hende med skarp tunge og hun vidste ikke endnu direkte en brutalitet til at vinde en krig - hvis det skulle blive nødvendigt. Luna satte sig på hug ved pigen og vippede hovedet på skrå.
"Klare du den?" Spurgte hun og lod de krystalblå øjne glide henover skaden. "Der er nogle gode healere i landsbyen, lad mig hjælpe dig ned til dem." De sølvfarvede øjne gjorde Luna godt vidste, at pigen ikke var fra deres slægt - men det skulle ikke stoppe hende i at hjælpe. Hvis de blev ved med hele tiden at være imod hinanden, ville det ende i krig. Hvorfor ikke blot acceptere at folk var forskellige? Hvem ville det skade i sidste ende?

Arabella reagerede endelig på personen, som hun var gået ind i, og hun så op på personen... og direkte ind i deres øjne. Hun genkendte med det samme øjnene. Takamura. Hun holdt vejret og prøvede at slappe af. Åh nej, åh nej, ville pigen skrige op om at der var en Adara i byen? Hun ville så gerne blive lidt længere, men hvis hun var nødt til at gå, så var hun nødt til at gå. Forhåbentlig ville de ikke være for hårde imod hende, når de jagede hende ud af byen... Hun blinkede forvirret over den venlige opførsel, der kom fra pigen, og hun begyndte at trække vejret lige så stille igen.
"Øhm.. Jeg.. jeg klarer mig." Hun nikkede lidt som for at overbevise sig selv, og bed sig svagt i underlæben. "Nej, jeg klarer mig, jeg.. jeg skal bare tage den lidt roligt.. Undskyld at jeg stødte ind i dig, jeg var i mine egne tanker." Hun rejste sig lige så stille op. "Øhm.. Takamura, ikke? Undskyld at jeg kommer brasende ind i jeres by, jeg er bare... nysgerrig.. Jeg skal nok gå, hvis det ikke er okay.."

Det virkede til at pigen kort gik i panik over Lunas blåøjne, og naturligvis. Ikke alle var ligeså venlige som Luna, og det var ganske heldigt at det var præcis hende, som denne kvinde var smuttet ind i.
"Det går nok, det er godt at komme i kontakt med sine indre tanker." Svarede hun og sendte pigen et skævt smil. Luna trådte et skridt bag ud da pigen rejste sig op, for at give hende plads. Luna kørte en hånd igennem sit hår imens hun så på pigen. Da hun sagde slægtens navn, nikkede Luna blot. Det var egentlig rart at en ikke ligefrem udpegede hende direkte som den næstkommanderende.
"Det skal du ikke tænke på. Det er en by rejsende sommetider besøger, og tager en overnatning. Vi er ikke alle så brutale her." Luna fangede sig selv i et hurtigt blink med det ene øje og et kækt smil. Det var nu alligevel rart at møde sådan et kønt ansigt her.
"Så hvad laver sådan en køn ung pige som dig ude på disse egne?" Spurgte Luna lidt nysgerrigt ind.
"Ikke at jeg skal blande mig, men du sagde du var nysgerrig. Det gjorde mig nysgerrig."


//Beklager det blev så kort, havde kun 5 minutter.. xD

Hun måtte gerne blive? Arabella tøvede lidt før hun gav et lille nik og lod sig selv stole på pigen foran hende. Hun bed sig svagt i underlæben og kiggede ned for at undgå Takamura'ens blik; Hun var lidt nervøs, skræmt, bange, måtte hun indrømme. Selvom Takamura'en her virkede venlig, vidste man aldrig, hvordan de andre ville reagere. Og personen her var en fremmede! Alt muligt kunne gå galt. Arabellas vejrtrækning blev højere og hurtigere, indtil hendes ansigt blev helt rødt, da hun direkte blev kaldt køn.
"Øh-øhm.. J.." Hun tog en dyb indånding før hun tillod sig selv at snakke igen. "Jeg fik lov til at forlade huset lidt, og så... gik jeg herhen...og nu burde jeg nok gå tilbage.." Hendes stemme blev lavere og lavere, indtil hun nærmest krøb helt sammen. Hendes blik lignede en hundehvalp, der lige var blevet skældt ud. "U-Undskyld.."

Luna forstod ikke, hvorfor at nogle frygtede hende. Jo hun stod sammen med Redwood. Men det gjorde ikke Luna til en dårlig person ligemeget, hvilken slægt, hvilket hjem eller noget andet. Ikke i følge hende i hvert fald.
"Du behøver ikke at gå tilbage. Jeg er selv på en gennemrejse hertil. Bare for at komme ud af mit eget hjem." Sagde hun med et svagt smil. Let sank Luna en klump og forstod ikke, hvad hun gjorde, der fik pigen til at føle sig så fortabt ud. Undskyldte som om at Luna havde gennemtævet hende. Det gjorde Luna kort utilpas, tanken om hende som leder for sin slægt - folk der skulle frygte hende. Hvorfor skulle man blive frygtet som leder.
"Ikke undskyld." Fik hun tvunget udover sine læber og sank en klump.
"Hvad hedder du?" Spurgte hun så for at komme lidt ind på noget andet.

Man bestemte ikke selv, hvilken slægt man blev født ind i, og det definerede ikke hvem man skulle være. Det definerede din fortid, og det påvirker din personlighed, og meget andet, men i sidste ende er det ens egen beslutning hvem man er. Det troede Arabella i hvert fald på Selvom hendes forældre og bror havde været imod deres slægt betød det ikke at Arabella var på samme måde.
Arabella nikkede tavst til det Luna sagde angående at hun var på gennemrejse. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, eller gøre lige nu. Hun kunne mærke at hun også var ved at få åndebesvær.
"M-Mit navn? Øh..." Hun brugte et par sekunder til at tænke sig om. Ikke fordi at hun ikke kunne huske sit navn, men fordi at hun var så nervøs lige nu. "Arabella. Hv-..." Hun sukkede lidt og tog sig sammen. "Hvad hedder du?" Måske skulle hun undskylde for sin opførsel? Men kvinden havde lige sagt at hun ikke skulle undskylde. Ej, det var altså ikke nemt. "U-Undskyld. Jeg er noget genert.."