Sometimes history does repeat itself ~ Emma

Det var sjovt, hvordan alt kunne ændre sig på få en nat. Det havde Dana opdaget i løbet af sit liv men det kom alligevel altid bag på ham. Han havde gået i seng, uvidende og rolig, blot for at blive vækket dagen af hans lillesøster, Ayana, der skrækslagen fortalte ham, at der nu var krig i Redhawk-regionen. The Oikans havde erklæret krig i mod Redwood. Som om de ikke havde lært af deres fejl for 24 år siden, der ødelagde flere tusinder menneskers liv. Men så igen - hvad havde han forventet? Selvfølgelig var det ikke nok for dem at være den anden mest magtfulde slægt. De ville altid have mere. Og Charles Redwood viste sin egen tåbelighed blot et par uger efter ved at svare igen. Acceptere at krigen nu skulle finde sted. At historien nu skulle til at gentage sig selv.
Dana havde ikke tænkt sig at lade historien gentages. Under Guldkrigen var han for ung til at kunne gøre noget, men nu var han voksen og havde flere års træning. Nu kunne han ikke bare sidde tilbage og se krigens gang gå udover uskyldige. Nej, nu ville han slå igen.

Det var også det som han ville tale med Emma om i dag, nogle uger efter der blev erklæret krig. Det var midt på dagen og siden der var hedebølge, var der alt for varmt til at befinde sig udenfor under solen, så Dana havde inviteret hende over hos ham. Det var ikke unormalt - Emma og ham havde brugt meget tid sammen hjemme hos ham i de mange år de havde kendt hinanden. Også efter hans mors død hvor han pludselig skulle tage ansvar overfor sin søster og derfor ikke havde meget overskud, var hun en del af hans hverdag. Det var også derfor at Dana for lang tid siden havde givet op på at få stuen til at se ryddelig ud til hendes besøg - i stedet lå der bøger og papir flydende ud på bordet og smidt tøj og værktøj på gulvet. Hans hus, bestående af træ, var ellers en af de få huse, der var helt nybygget, men møblerne var rester af dem, der havde overlevet branden, der fandt sted for mange år siden. Ayana var inde på værelset, i gang med at læse til skole, så
Dana og Emma var i stuen for sig selv. De havde været der i cirka en time nu og havde haft en almindelig samtale om bysladder og så videre. Dana havde lige fortalt en joke om hvor langt bagud The Griffins militær var i forhold til andre slægter og lo også med på den. Men derefter forlod et suk hans læber. Hans smil forsvandt og han så væk fra Emma og ned på sine hænder, som han havde foldet i sit skød.
"Faktisk så..." startede han ud, "er vores militær en del stærkere end hvad den var for bare to år siden. Jeg tror, at Amoran overvejer at udstationere nogle af os hvis krigzonen spreder sig tættere på Thunderville."
Han så slet ikke på Emma for han vidste godt, hvordan hun ville reagere til det næste han ville sige.
"Og hvis han gør, har jeg tænkt mig at melde mig."
Det var første gang at han sagde det højt til andre end hans med-soldater. Ayana vidste det ikke en gang endnu. Han havde brug for at komme ud med det til sin barndomsveninde først.

påklædning

Emma hyggede sig altid når hun var sammen med Dana og han var den i hele byen der betyd mest for hende. Hun kunne ikke rigtigt forstille sig at han ikke ville være der mere. Hun rystede kort på hovedet for at slå tankene væk, de havde siddet og hyggede sig i hinanden selskab som de plejede at gøre men nu kunne hun tydeligt se at han ville til at snakke om noget alvorligt. Emma sank en klump mens han talte og drejede den ring hun ikke havde kunne få sig selv til at tage af siden den sidste krig. Da han var færdig med at fortælle var hun glad for at han ikke så på hende hun sad og bed sig hårdt i tungen for ikke at begynde at fortælle ham at det var for farligt. I stedet så rømmede hun sig mens hun satte sig op i den stol hun sad i.

”Jeg ved at han vil udstationere vis krigszonen komme her til Danathiel, men jeg vil ikke forsøge at forhindre dig i at tage af sted. Det har jeg ikke ret til ” hun brugte næsten aldrig hans fulde navn men lige nu havde hun det som om en storm var ved at vende alt hun kendte på hovedet hun var bange for hvad der ville sker med ham vis han tog afsted. Hun så mod ham og var ikke sikker på hvordan han ville reagere på det hun havde sagt, hun var heller ikke sikker på hvordan hun skulle sige det næste der enlig var en af grunde til hun var kommet for at snakke med ham og nu hvor han havde åbnet emnet måtte hun også heller få det sagt.

”Jeg har ansøgt stillingen som repræsentant for vores slægt og der igennem forhåbentlig sørge for vores by ikke bliver angrebet igen. Men det betyder også at jeg ikke kan bede dig vente selv om det er farligt og at jeg er bange for at miste dig. ” Emma tavs og ventede på han ville gøre et eller andet. Hun blev i tvivl om hun nogen sinde havde fortalt ham hvor meget han enlig betyd for hende. Det var ikke det hun skulle tænke på nu. Vis han kiggede på hende ville hun forsøge at få øjenkontakt og hold den for at vise at hun ikke lavede sjov med ham.  Hun var ikke sikker på om det havde været klogt af hende at fortælle ham det som en mod angreb til hvad han havde fortalt hende og det kunne hun godt se nu. Hun havde det med at tale før hun tænkte når hun var bange, ked af det eller vred. Hun forblev stille og lyttede for at være sikker på hun ikke havde sagt det for højt til at hans søster kunne få en ide om hvad de snakkede om.

Det var ikke fordi at han havde forventet, at hun ville skubbe ham ud af huset i iver for at han skulle væk fra hende. Han kendte godt Emmas holdning til det, han havde trods alt kendt hende i så lang tid, at hun havde ytret sig om det før. Han havde derfor forventet en lidt mere voldsom reaktion. Han havde sådan set fortalt hende, at han ville forlade hende og deres by. Han havde selvfølgelig planer om at komme tilbage igen og han havde rejst rundt mange gange før, men det var noget andet, der der var fare på spil. Det vidste han godt. Så han var positivt overrasket over at Emma ikke virkede vred, ikke en gang alt for rystet. Det kunne godt være at hun holdt det tilbage for at virke stærk eller fordi Ayana ikke skulle høre dem. Han vidste heller ikke om hun sad med tårer i øjnene, for han turde ikke se på hende, som hun begyndte at tale. Han sad blot og kiggede ned på sine hænder med sammenpresset læber og et hårdt-bankende hjerte.
Han sagde ikke noget i starten, for han vidste ikke hvad han skulle sige. Han var selvfølgelig taknemmelig for at hun ikke ville prøve at standse i ham men alligevel formede en knude sig i hans mave. Han burde ikke føle skyld over at ville beskytte sin slægt. Men det var vel bare det evige dilemma - slægt eller familie? I det her tilfælde måtte han vælge slægt lige meget hvor meget det pinede ham at skulle sige farvel til Emma.
Det næste hun sagde fik ham dog til at se på hende af ren overraskelse. Et kort sekund glemte han at han lige havde sagt at han ville udstationeres - Emmas nyhed var langt større og vigtigere for ham.
"Repræsentant? Hvornår har du ansøgt om det?" spurgte han, "Og hvorfor har du ikke fortalt mig om det?"
Han lød ikke vred, og det var han bestemt heller ikke. Han var bare forbavset over at hun ikke havde fortalt ham om det noget før. De fortalte næsten alt til hinanden, eller han fortalte i hvert fald alt til hende. Han kunne selvfølgelig ikke vide, om der var nogle ting hun hellere holdt for sig selv.
Så huskede han på, hvad samtalen gik ud på og hans overraskelse blev erstattet af en seriøsitet, som sjældent blev udvekslet mellem Emma og ham. Han lagde sin hånd over hendes.
"Jeg kan ikke vente, Emma," sagde han og så hende ind i øjnene af samme årsag som hun gjorde det ved ham - for at vise, at han virkelig mente dette, "Jeg har ventet hele mit liv på at kunne gøre noget for min slægt og nu er muligheden her endelig. Så kan jeg ikke sidde tilbage og gøre ingenting."

Emma var sikker på han viste at hun holdt hendes frustration tilbage, men hun måtte ikke miste kontrollen over den lige nu.  Hun kunne ikke lade være med at smile lidt da hun så hvor overrasket han blev over at hun havde ansøgt, mens hun lyttede til ham. Hun var ikke sikker på om han var skuffet over at hun ikke havde fortalt ham at hun havde planer om det. Emma havde ikke holdt ham uden for fordi hun ikke ville have han ikke skulle vide det men fordi vis det hun havde gang i slå fejl skulle han ikke blandes ind i det.

”Jeg ansøgte om det for 3 dage siden, jeg ville have fortalt dig det men så igen vis jeg gjorde og ikke fik jobbet ville det ikke være noget at fortælle. ” Hun prøvede ikke at skjule at hun ikke ville skuffe ham. Men det havde nu ikke været hele hendes grund dog behøvede han ikke vide noget om i nu i hverfald. Da han blev seriøs igen forstod hun at der ikke var nogen vej uden om, han ville afsted og at uanset hvad hun sagde kunne det ikke få ham til at blive. Da han lage hans hånd oven på hendes og de fik øjenkontakt var det som om en tanke slå hende og hun blev bekymret, hvilket hun nok desværre ikke kunne skjule for ham.

Hun sukkede og tog sig sammen mens hun gav hans hånd et klem. ” Jeg ved du har ventet på chancen hele dit liv men det betyder ikke at jeg ikke er bange for at du ikke kommer tilbage. Men jeg tro på at du nok skal klar dig, ved du hvordan de andre soldater har det med Amoran beslutning? ” hun viste at vis hun spurgte for meget ville han måske finde ud af at hun var ude efter noget bestemt.  Så hun holdt øje med hans reaktion på hendes spørgsmål få at være klar til at spørge ind til hans søster i det samme han viste det mindste tegn på at mistænke hende for noget.

Det gav mening. At hun ikke havde fortalt ham det. Men det kom nu stadig bag på ham. Han havde ikke en gang lagt mærke til at noget havde ændret sig i hendes hverdag. Måske var det fordi så meget fylde i hans liv lige nu, men han plejede ellers at være god til at interessere sig for Emma, og hvad der skete for hende. Han lavede en mental note om at lytte mere til hende. Til hvis nu han ikke skulle væk. Så havde han vel heller ikke så meget at bruge sit tid på alligevel.
"Nå men. Jeg håber, at du får stillingen. Det vil du gøre godt," sagde han og sendte hende et smil, som måske var lidt fremtvunget i den anspændte situation, men det var nu ægte. Han troede på, at hun nok skulle blive god. Hun var en empatisk, intelligent pige. Desuden var hun ambitiøs, hvor selv hvis hun ikke fulgte Amorans meninger, så var det hvad Griffin-slægten havde brug for lige nu - ambitiøstiet. De var gået i stå, det mente Amoran selv, og de havde brug for at blive sparket i gang igen. Dana var helt enig.

Hans smil forsvandt dog igen, da samtaleemnet kom tilbage på hvad det oprindeligt handlede om. Ham der ville forlade hende. Han så ned på sin hånd over hendes, mens hun talte. Endnu en gang var hun en god ven for ham, at ville lade ham tage af sted, selvom det ikke var hvad hun ønskede. Han så op på hende og skulle lige til at takke hende og virkelig vise hende hvor meget han satte pris på at hun lod ham følge sine drømme, men så stillede hun ham et spørgsmål.
Han rynkede panden overvejende før han svarede. "Der er meget splittede meninger. Nogle vil helst blive tilbage og beskytte Thunderville. Nogle, inklusiv jeg, tror at vi bedst kan beskytte vores by ved at være offensive. Og så er der selvfølgelig dem der er så loyale overfor Amoran at de er ligeglade om det er logisk eller ej, de gør det blot."
Han sukkede og rystede let på hovedet ved tanken om det. Godt nok var Dana enig med Amoran på de fleste punkter men han var ikke lige så ekstrem som ham. Dog mente han at han nok skulle føre dem til storhed. Men han kunne godt finde ud af at være kritisk.
"Hør, Emma..." Han nåede ikke at sige mere før der bankede på døren. Sikke en dårlig timing. "Øjeblik."
Han slap hendes hånd og rejste sig op for at gå hen til døren. Han smilede til dem der stod på den anden side - det var to soldater, som han ikke just var kammerater med men han kendte dem godt.
"Goddag, hvad kan jeg gøre for jer?" spurgte han, men hans smil forsvandt, da han så hvor seriøse, ja næsten vrede de så ud. "Er der et problem?"
"Er Emma Storm her?" sagde den ene, "Vi vil tale med hende om Amoran."

”Mange tak Dana, jeg er glad for din støtte. ” Hun smilede tilbage til ham selv om hun godt kunne se at han anstrængte sig for at smile. Hun ville gerne have fortalt ham at hun ikke havde flere hemmeligheder for ham, men det passe ikke helt. Hun lyttede koncentrat til hvad han fortalte om militæret for det kunne være vigtigt for at vide til sener. Hun studerede ham mens han rystede på hovedet, hun kunne godt forstå at der var nogen om var loyale for deres leder. Han havde været leder i lidt over 2 år nu efter deres tidligere leder var forsvundet mens dem der var med ham var blevet myrdet.

Hun så efter ham da han rejste sig og bed sig i læben, hvem kunne det være? Hun rynkede panden da hun hørte at Dana spørge om der var et problem. Hun rejste sig mens en knude havde samlet sig i hendes mave. Da Emma kom der ud så hun fra den ene til den anden i det mindste kende hun ham til venstre godt, Ham til højre så mere vred ud. Hun var sikker på han var en af dem Dana havde snakket om som var loyal over for Amoran.  Hun så mod Steel, ham til venstre, han havde været der da det hele startet og da hun var stormet in i deres møde for to år siden. Hun stolede på ham og havde fået hans hjælp til at finde ud af hvornår det skulle fortælles samt at samle de beviser der havde været nødvendige. Et let nik fra ham fortalte hende at det lige var blevet offentligt hvad der var sket.

”Jeg er her, hvad end i vil snakke med mig om kan i sige det her, jeg har intet at skjule for ham. ” Emma nikkede mod Dana mens hendes blik hvilede på ham ved siden af Steel som tydeligt var ham som førte ordet. ”Amoran er afklaret skyldig i mordet på Gilian. Der bliver holdt en afstemning ved brønden nu. ” Han sagde det ud mellem sammen bidte tænder og vreden var let at spore i hans stemme. Hun vente sig mod Dana for at holde øje med hvordan han ville reagere på denne viden, det kom ikke bag på hende at det var sket. Hun gav ham noget tid til at forstå hvad der skete før hun sagde noget igen. ” Dana hent Ayana og hjælp hinanden med at samle folk ved brønden, Arthur vil du følge med mig så gør vi de samme ” Der efter vente hun sig mod den sidste og kom i tanke om hvad hun mistænkte ham for.

”Undskyld jeg tro det er bedst at i to gå sammen så kan jeg blive ved jer Dana, jeg skal hjem og hente noget også. ”  Emma lyd uskyldig nok da hun sagde det men så stadig seriøs ud og var ikke i humør til at diskutere. Steel nikkede og vente sig for at gå med ham Emma stadig ikke kendte navnet på. Hun vente sig mod Dana og sukkede mens hendes hånd kørte gennem hendes hår.  Hun var ikke sikker på om det her ville få Dana til at havde hende, men hun havde været nød til det, og at holde det hele fra ham. ”Dana jeg er ked af at du skal have det at vide sådan her, men det var for farligt vis du viste noget om hvad jeg havde planer om. Vis det gik galt kunne det have været mig som stod i Amoran sted lige nu og måske også dig vis jeg havde fortalt dig om dette. Jeg kunne ikke lade det ske. ” For første gang i lang tid ture hun ikke se ham i øjne. Vis ikke det var fordi de snart skulle mødes med resten af byen ville hun ikke have holdt de tåre der var ved at presse sig på tilbage.