The thing is i'm dangerous.. I might just tear you apart - Mayah

S: The Lily Forest
T: Aften, der er mørkt
V: Der er en god eftervarme fra en solrig dag
O: Skov, en bunke døde folk.
P: Klik + en masse blod på tøjet og på huden
@Mayah

---

Natten var ung og Dylan havde ikke tænkt sig at stoppe før solen engang stod op. For der var ikke mange dage til hun skulle til Fairlake. En dum beslutning mente nogle, og andre mente det var godt. Hvis Dylan kunne se hvordan tingene fungerede der, kunne Aaron bedre se om Luna egentlig var en god alliance. Dog måtte hun jo så lige få ordnet sit arbejde først. Måske havde Aaron ikke direkte givet hende et arbejde som personlig lejemorder - men hun havde taget det job på sig uden at tøve. Der var mange der tøvede for tiden, også at deres egne - og Dylan havde ikke tænkt sig at Aaron skulle gå med det hele på sine skuldre. Så hun tog en del af ansvaret - hvilket forklarede de hoveder var tilbage fra dette slagsmål. Dylan var en god kæmper og hendes evne gjorde det kun bedre. Hun var nærmest smurt ind i blodet fra ofrene og minimale skader var fra hende selv. Så snart hun havde tjekket om de alle var døde, satte hun et bål op - for at brænde de sølle rester af fjenderne. Som den orangeflamme skød op og oplyste nattens mørke skov hørte hun en lyd - ikke at den var ufattelig tæt på - måske nok til at søge lyset og varmen fra flammerne. Så Dylan blev opmærksom. Den gode hørelse gjorde hun gik imod lyden. Ansigtet var koldt, og lignede et der ville dræbe en på et sekund.
"I can hear you." Råbte hun ud i natten, måske en anelse for vredt. "You can come out or I can hunt you down.. your choice.. But if you don't want me to hurt you.. you should come out." Tilføjede hun og kneb øjnene mod træerne for at analysere hver bevægelse der måtte være - det var det gode ved nattesyn.

//Jeg håber det kan bruges, ellers må du lige skrive

Mayah var endt op i en skov, hvordan var hende stadig uklart. Måske hun var svævet herhen i søvne... Det ville ikke være første gang det var sket. Hun vandrede rundt i skoven, intet virkede bekendt da hun pludselig gik ind i et træ. Hun tog sig let til hoved da hun hørte nogle råbe. Med en usikker og lettere skælvende stemme sagde hun " Please don't hurt me. I'm coming ". Hun forsøgte at gå i den retning hvor stemmen havde lydt og hun fandt sig selv i en lysning, hvor der stod en kvinde og lugten af blod fangede Mayahs næse og hun rykkede let på næsen.

Hjertet der bankede i natten kunne Dylan tydeligt høre. Frygten havde en bestemt fært som Dylan med tiden havde lært at elske. Please don't hurt me. I'm coming. Lyden af den kvindelige stemme fik Dylan til at stoppe op. Ikke fordi hun regnede med at kvinden ikke kunne angribe hende, for Dylan selv vidste at det ikke kun var mænd - som kunne spille dette spil - hun stod selv i det lige nu. Brutal dræbte fjenderne, inden de nåede at bede om nåde - om det var sine egne eller andre slægter - Dylan var ligeglad. Kvinden trådte frem og lyset af flammernes orange varme glød farvede hende så Dylan bedre kunne se hende - ikke at Dylans natte syn ikke hjalp på det.
"What are you doing on the lands of the Crawfords?" Spurgte Dylan bestemt og en anelse hæst. "Because.. if you are here because you think our commander is weak and you want to spy on him.. or anything like that.. I will tear you apart." Måske var hun lidt ondskabsfuld lige nu, i forhold til hvad hun normalt var. Men tab af familie gjorde en kold, alt det onde påvirkede hende, og hun var ved at miste hvem hun egentlig var.