you deserve the world, and i know i can’t give that to you. so i’ll give you the next best thing; my world.

S: The Lily Forest
O: Natur, skov.
V: Det subtropiske område, giver det en varm og fugtig vejr-ting
T: nat
P: Klik
Emne til @Samuel <3

---

Efter at have mistet et medlem af sin familie igen, også selvom vedkommende aldrig var nået at trække vejret herude - så følte Dylan sig stadigvæk trukket ud på dybt vand. Imens hun var her ude på det dybe hav, brugte hun alligevel sin tid fornuftigt - specielt imens hun var ved at tænke over, hvor mange gange hun kunne drukne før hun faktisk ikke kunne komme sig over det. At holde sig selv mere i gang end nogensinde før, var hendes metode. Dylan var gået direkte hårdt til den, igang med kamp træning og om eftermiddagen samt natten - så tog hun afsted for at jage mulige fjender til deres ende. Det var måske ikke ligefrem sundt, men det var en metode - en mørk metode hun brugte når hun var såret - det var det eller side helt mutters alene og døje med tankerne. Det vidste hun, at hun ikke ville kunne gøre igen. Dette var det letteste. Og for slægten også det bedste. Dylans fysik var bedre end mange af de andres, og nattesynet gav hende en forskel. Dylan havde ikke kunne få sig selv til at vise sit ansigt frem til Aaron eller Bellamy - specielt ikke Samuel. Hendes drenge betød alt for hende, men de havde nok at se til. De skulle ikke bekymre sig om hende - ikke lige nu. Specielt ikke lige nu. Dylan havde fået sig snust frem til en gruppe Oikans, og deres hvisken havde hun fundet vej til ret så hurtig. Tydeligvis blot nogle der ønskede ballade, og meget af den. Måske skulle hun sparke deres røv hen til Cayden? Let gik Dylan imod deres lejr, totalt uberørt at hvilken fare hun kunne møde der. Der var kun ganske få der kendte hendes mønster, eller rettere sagt en. Samuel havde set hende smadret før, og hvis hun ikke søgte i sine egne tanker - så søgte hun problemer.

Godt nok var hun repræsentant for slægten, men det betød ikke at hun skulle sidde på sin røv. Dylan ville aldrig blive den ekstremt pæne pige, som sad stille. Det havde hun simpelthen oplevet for meget til. Flammerne fra lejeren skød pludselig op og fangede hendes opmærksomhed. Et skævt smil sneg sig op på hendes læber - som hun hørte noget bagved sig. Hurtigt drejede hun sig rundt og sukkede opgivende.
"How did you know?" Spurgte hun i en lettere irriteret hvisken. Mere irriteret over, hvordan han havde skjult sine spor for hende. Måske havde hun været for fokuseret på alt mulig andet? At have mistet barnet, virkede for Dylan som om at hun blot var håbløs - det var ikke noget hun sagde, men ansigtet havde skreget det i et par dage. Og hendes facade havde kæmpet en hård kamp før den kom op og køre igen.

// Det lidt kort men har skrevet på mobilen. Sætter farver osv ind senere <3

Dylan følte sit hjerte der tog en dyb indånding inden det gjorde noget forhastet. Bellamy og Aaron kunne ikke engang få hende til at tage det roligt - men Samuel kunne. Let bed hun sammen. And whatever is on your mind, beating up a couple of firemen wouldnt stop the thoughts. Talking from experience. Måske ville det ikke hjælpe noget, og alligevel cravede hendes system at hun fik blod på tanden - alt andet end at tænke. Som hendes hoved håbede på at Dylan ville slukke for det, så gik Samuel frem imod hende og sendte hendes hjerte igang. Hånden imod hendes arm, fik hende til at ånde ud - men krammet fik hende til at holde vejret kort - mest fordi hun havde brug for det - men også fra ham. Der gik få sekunder før hun svang armene omkring ham, og knugede sig imod ham. Det føltes så underligt godt, at kunne ånde lettet op - føle sig hjemme uden at stå ved andet end Samuel. Whatever it is, I am here to listen. I know I haven't been around and I'm sorry. Let løftede hun hovedet fra hans brystkasse for at kigge op på ham, Dylan rystede et par gange på hovedet.
"None of this is on you. You had your own traumas and things you needed time to heal. And I get that. Healing is the worst part.. " Dylan tøvede let, men hun mente de.. "Talking from experience" Tilføjede hun og trak lidt på et skævt smil.

"A few things happened that reminds me of something, that I have tried to forget.. and now I just can't shake it of again." Sagde hun så og sank en klump. Fortiden skulle man ikke svømme rundt i, men hun var kommet ud på det dybe vand - og glemt hvordan man svømmede. "And it's seems keeping myself on Aarons enemies is the best way to heal from my past." Tilføjede hun og var alligevel en smule overrasket over - hvor ærlig hun var overfor ham. Nok var Dylan ikke typen som holdt noget tilbage, og hun stolede på Samuel. Men hendes fortid havde hun aldrig snakket om. Eliza var det eneste der var fulgt med der, og det var længe siden hun var smuttet.
"Bellamy and I took down a whole camp last night. They had this little girl as their slave.. we took her with us - and Bellamy is with her now... all I can think about is how much I can relate to her pain.. the night before.. I was so close.. to save a little boy from getting killed by wolves.. I was too late.. lik.. like." Hun sank en nervøs klump og tørrede en hurtig tåre væk inden hun kom på afveje.. "Like when my little brother was killed. I'm to slow.. okay? I need that not to happen again." Tilføjede hun og så skeptisk over imod lejren, imens en tårer trillerede ned langs hendes kind.
"I couldn't save them.." Hviskede hun let og rystede så på hovedet. "I have lost way to much.. I'm not sure I can handle losing more people.." Indrømmede hun imens hun kiggede over på Samuel - de grønne øjne kiggede imod hans. Det var ingen hemmelighed at hun havde taget over til dem der havde haft Samuel fanget - og dræbt alle på stribe. Uden at tøve. Dylan brød sig ikke om trusler, og specielt ikke imod dem hun elskede.