A Word Once Given [Helia]

Søgte man en bestemt person i The Underground, havde det måske været bedre at komme på et andet tidspunkt. Mange søgte deres skalkeskjul, imens mere... tvivlsomme karakterer, betrådte undergrunden i de sene timer. Men Byron, såvel som hans henseende, kunne ikke vente. Han var tæt på at finde Ophelia, og så måtte han tolerere den voksende tilstedeværelse af tvivlsomme personligheder. Dog var han ganske godt bekendt med The Underground, trods at det havde været nogle år siden han sidst havde været der. Men steder såsom disse, ændrede sig sjældent. De mennesker der befolkede dets snævre passager eller dystre markedsplads ændredes måske... men ikke deres hensigter eller stemningen af stedet. Så var det blot kunsten at spille rollen af en af disse tvivlsomme personligheder; indtil tidspunktet var passende for ham at afsløre hvem han var. Den sorte kappe var svøbt omkring ham, og hætten godt over hovedet. Ligesom så mange andre dernede. Det var næppe et sted hvor alle og enhver marcherede skruppelløst rundt uden nogen form for mystik over sig. Den tykke sorte kappe skjulte alt hvad Byron ellers bar på sig. Skjulte hans ellers fine klæder, såvel som langt det meste af hans ansigt. Alt tilbage, frit for øjet, var de elegante høje støvler der bar ham igennem og forbi mængden af mennesker.

En kvinde passende Ophelia's beskrivelse, var blevet genkendt af en lemlæstet veteran - selvfølgelig efter nogle rundhåndede donationer til mandens indsamlingskrukke - som en af kvinderne der passede hvad så mange kaldte en 'forretning'. Men det var dog endnu usikkert at Byron ville kunne finde hende på egen hånd. Og skulle det vise sig at være en for stor udfordring at finde hende; havde han kontakter at snakke med. Men indtil videre; ledte Byron efter denne såkaldte forretning, og regnede stærkt med at finde den. Lige så vel som at han forventede at kunne genekende den kvinde han ledte efter. Også på trods af at han ikke havde set hende i nogle år efterhånden. Men ikke desto mindre havde han forladt Highcliff Castle nogle dage forinden, netop for at finde denne ene kvinde. Næsten sjovt... Hun havde været på flugt og i skjul i to år, og dog havde Byron først hørt om det for nogle få uger siden. Han ikke blot skulle finde hende, men ønskede også at finde hende. Nyheden om at hun var i en smal fare, ville næppe være en nyhed for en kvinde i hendes situation... men ikke desto mindre var det nyheder som skulle bringes. Og ikke mindst bringes til en kvinde der havde været kærlig mod en mand der ellers oftest mødte skeptiske blikke og forbandede ord. En Hex var sjældent velkommen nogen steder, med mindre deres tilstedeværelse var en nødvendighed. Så uanset hvilken svag velkommende og venlig gestus der blev vist ham; havde han gjort til vane at huske.

Helia havde haft travlt de seneste dage, hun var blevet en smule mere indelukket end hun før havde været, efter alt det som var sket. Hun havde det bedst når hun lavede noget for hvis ikke hun  holdte sig i gang ville hun glide ind i form for mørke. Hun var igang med at træne sværdkamp sammen med Bernard hendes skuldre var helet, men hun havde stadig en smule svært ved at bruge sine arme. De føltes tunge og fremmet for hende og det varede ikke længe før hun måtte give op. Hun sukkede irreteret . Inden de nåede at sige noget havde hun taget sin kappe og trukket den godt omkring hovedet.  Hun hadede at hun ikke var istand til kæmpe som hun havde gjort før. Hun følte sig så hjælpeløs og hun hadede det, men hun havde også andre at tænke på end hende selv. Hun kunne ikke leve med at hun havde sat dem i unødvendig fare. Hun gik i sine egne tanker og lagde ikke med samme mærke til den fremmede som hun gik forbi. Hun vendte sig dog lidt efter da der gik noget op for hende. Hun stirrede svagt på ham som forsatte ned af vejen som hun kommet  fra. Hun rystede svagt på hovedet og fulgte ham dog på afstand. Hun var sikker på at hun ikke havde set den form for kappe før. Hun var nyssgerrig og satte farten en smule op nåede op siden af ham. Hun sagde ikke noget med det samme, men fulgte ham bare i et stykke.
Hun fugtede svagt sine læber vendte sig imod ham så hun kunne betragtede ham, han havde vidst også noget at skjule for han havde lige som hende trukket kappen godt ned omkring hovedet. Hun rømmmede sig " do you need any help?" spurgte hun og smilede svagt. Hun havde kappen trukket så godt op omkring sit hoved så det kun var de smalle læber man kunne se. Hun regnede med at han var ny til Undergrunden, det virkede sådan og hun skulle ikke mere idag så hun kunne vel lige så godt hjælpe ham der hen hvor han skulle. Hun havde vænnet sig til stedet og dets mystiske personligheder, det var nok også derfor  hun havde valgt stedet. Hun elskede at der var en form for mystisk. der var også en form for mystik over hende. Hun skjulte sig af flere grunde end orkerede at tænke på " You just look like it was your first time down here" sagde hun og man kunne høre en venlighed i hendes stemme, men den var også en smule fjern hun havde så meget at tænke på og for lidt tid til det.

Dette ville måske være tiden til at fortælle, hvorledes Byron lagde mærke til Ophelia som hun først passerede ham. Men ak nej.. Hans første indtryk var blot, at denne ukendte kvinde var som så mange andre i The Underground. Mystisk, og med noget at skjule. Så Byron lagde uheldigvis ikke mærke til at det var kvinden han ledte efter. Alt for optaget af at finde frem til den såkaldte forretning hun åbenbart skulle bruge meget af sin tid i. Og med dét, ville hans søgen efter Ophelia have været længere. Hvis altså ikke det havde været for den nu svagt genkendelige kvindelige skikkelse, som nu var endt ved siden af ham. Underligt... Dette var ikke et sted han havde forventet at finde nogen form for næstekærlighed eller hjælpsomhed. Personer med noget at skjule gik sjældent ud af deres lagte vej, for at hjælpe en anden. Og at gøre således ville sikkert også blive betragtet som fjollet.
Så Byron fortsatte blot på sin rolige færd. Endnu opmærksom på kvinden, indhyldet i hendes kappe, som gik ved siden af ham. Men som han hørte den venlige og feminine stemme; gik et lys op i ham. Det var en smule usikkert hvor længe siden han sidst havde set Ophelia. Måske endda adskillige år efterhånden. Hvis ikke mere? Hvis dette i sandhed var Ophelia som var kommet til hjælpen af hvem der kun måtte være en fremmed for hende... så var hun uden tvivl blevet mere moden og voksen siden han sidst havde hørt hendes stemme. Han tog dog chancen og stoppede op. Vendte overkroppen og ansigtet mod hende; tæt efterfulgt af fødderne. Den store mand stod nu og kiggede ned på hende. Hvad skulle han sige? Hvis han i det samme afslørede at han ledte efter hende, eller en kvinde ved navn Ophelia; ville hun sikkert løbe væk. Af frygt for at hendes familie skulle have sendt ham. Så hvad kunne han sige, for i det samme at fange hendes opmærksomhed, frem for at fange hendes frygt? Under den solide kappe og robe fandt Byron frem til noget, og lidt derefter blev hans hånd rakt langsomt mod hende. Imellem to fingre; var en lille kuvert. "Almost ten years ago, this letter arrived at Highcliff Castle." ... "From a grateful young woman.. Thanking one of our Hexen for helping her family, and keeping her company." Endnu en ting angående Byron... Han havde ingen appetit for at opretholde en uvidende samtale, eller skjule hvem han var for blot underholdningens skyld. Han kunne jo have svaret på hendes spørgsmål, og ladet en tom samtale fortsætte... Men nej. Hånden med kuverten gav tegn til at hun skulle tage imod den. I det samme kuverten forsvandt fra hans to fingre, blev begge hænder ført op til robens hætte. Hætten blev trukket langt nok tilbage, til at hun nu kunne se hele hans ansigt. "Do you recognize me?" Hans rolige stemme gav også løb for et diskret smil. Det var måske ti år siden de to havde set hinanden, da Byron havde været i hendes families hjem. Breve var dog blevet udvekslet siden da, men han havde ikke set hende siden da, og hun havde næppe set ham. I hans hoved så han stadig en ung kvinde. En venlig pige. Men kvinden foran ham havde endnu hendes ansigt skjult, og det var jo heller ikke sikkert at hun var kvinden han ledte efter. Men... ja... Han håbede vel.

Hun smilede svagt kiggede ned på brevet som han rakte det frem imod hende og hun blev overrasket hun rakte forsigtigt en hånd frem imod det og åbnede, det var ikke til at tage fejl af dette var hendes skrift. Det var en sirlig skrå skrift. Hun vendte sit blik imod ham og med det samme kom frygten for at han var for tage hende tilbage, men på den anden side den gang de havde snakket sammen virkede det ikke sådan. Hun vidste ikke rigtigt hvad skulle sige, men hun huskede tydeligt hvorfor hun havde sendt dette brev. Hun sank svagt en klump og betragtede ham. Hun kunne godt huske ham, men det var så lang tid siden og en del af hendes liv som hun havde kastet fra sig, hun var ikke den samme uskyldige pige som hun havde været den gang de mødtes.  Det bekræftede hende i hvem han var og det overraskede hende en smule. Hvad ville han med hende, men hun kunne ikke vise ham hvem hun var, men han havde måske allerede gættet det. Hun var så overrasket at hun tog et par skridt tilbage. Hun havde faktisk aldrig regnet med at hun skulle se ham igen. Hun trak vejret lidt tungt et par gange. Hun havde sikkert ændret sig meget de havde ikke set hinanden så længe. Hun kunne dog genkende ham. Hun rakte brevet imod ham da hun havde set det hun skulle se. Hun begyndte at gå fremad. Hun stolede på ham. Han havde været så sød imod hende den gang.

Helia smilede kort ved tanken " you can call me Helia" sagde hun skjulte stadig sit ansigt, men hun kiggede sig  omkring inden hun løftede kappen op så han kunne se de gyldne øjne. Hun huskede tydeligt den dag hvor han kom og hvad der skete efter han var gået hendes forældre havde advaret hende imod hans slags. Hun bed sig svagt i læben. Hun følte sig en smule nervøs og hun kunne ikke skjule det, man kunne høre det på hendes stemme, men også hendes kropssprog. Normalt holde hun sig langt fra noget med hendes fortid. Hun vendte sig om imod ham og trak kappens hætte op igen imod hendes hoved så det var skjult. Hun havde lagt brikkerne sammen og havde regnet ud at han søgte hende. Dog vidste hun ikke hvorfor. Hun begyndte at gå igen. Hun havde dog taget hans breve med og af til læste hun dem, hun havde måtte droppe kontrakten da hun jo var i skjul. Hun ville gerne have fortalt ham det, men det var svært når man gerne ville holde sig skjult.
Hun havde dog ikke regnet med at han ville stå her "why are you looking for her, she has changed and she not  like the person you did know" sagde hun snakkede stadig om sig selv som den side af hende ikke eksisterede " I have changed" sagde hun . Hun vidste ikke om han var fulgt efter, men regnede med det. Han ledte jo efter hende. Hun sank svagt en klump og som hun kom ind til andre smilede .

De havde lukket og da var kun de tre andre udover dem, hun trak sin kappe af og vendte sig imod ham " do you remenber me, I have grown alot since you saw me last time[/b]" sagde hun. Rundt omkring dem var der hylder fyldt med ting som hun brugte når hun hjalp på gulvet nær ildstedet lagde hendes sværd som hun havde lagt da hun gik.  Hun gik hen og samlede det op og lagde det på bordet som imellem to bænke " can I ask why you are looking for me Byron? spugrte hun regnede med at han fulgt efter hende. Han havde selv ledt efter hende. Hun kunne hjælpe for hun næsten sikker på at ledte efter hende.

Det hele var måske lidt pludseligt, men det generede ikke Byron det mindste. Han havde tilsyneladende fundet den kvinde han havde ledt efter i et stykke tid - så han var selvfølgelig tilfreds. Og ikke mindst tilfreds ved tanken om at hun var i god behold. Og derved, hørte man bestemt ingen klager fra ham, som hun valgte at fortsætte. Han fulgte blot efter hende. Opmærksom på hende, såvel som deres omgivelser. Han ville ikke tillade at de to skulle blive forfulgt eller skygget på deres vej. Hvor end det nu var hun ledte ham hen... Selv fik han også trukket hætten tilbage over hovedet og ansigtet, lige inden hun afslørede sine gyldne øjne. "Helia." Gentog han blot roligt og en smule mumlende. For at placere dette nye navn i hans hukommelse. Hvis det var hendes navn, så var det hvad han ville kalde hende. Byron sørgede for at følge hende tæt som hun fortsatte, helt indtil de nåede hvad der måtte være den omtalte forretning. Inden han trådte ind, tog han sig dog et øjeblik til at se sig over skuldrene. Hvad hun endnu ikke vidste; var at der var mindst én anden der ledte efter hende. Hvilket hun snart ville finde ud af, var grunden til at han havde ledt efter hende.

Men inden længe fulgte Byron efter hende ind i forretningen, og betragtede hende som hun fjernede sin kappe. Hun så... meget anderledes ud end han huskede. Som sagt huskede han blot en pige. Bestemt ikke en kvinde, ligesom hende der nu stod foran ham. Hun havde bestemt modnet. Og var nu en smuk og klart feminin kvinde, med en modnet og elegant stemme, næsten. "Yes you have, indeed." Byron nikekde en enkelt gang. "It seems a lot can change in just a handful of years." Tilføjede han så, idet hun gik mod et sværd der lå på gulvet. Byron så sig lidt omkring, imens han selv tog sin egen robe af. Som han lod roben falde til gulvet, blev hans mere fine påklædning afsløret. En frakke tæt lukket om hans krop. Høje bukser med seler bag frakken. Tyndt klæde omkring hans nakke, og de høje elegante ridestøvler. Han var bestemt ikke den samme heller. Byron fulgte hende selvfølgelig som hun nærmede sig bænken og lagde sværdet derpå. Flygtigt vendte han blikket mod de tre andre der også var til stede - inden han så gik tæt hen ved siden af hende. Så han var sikker på at kun hun ville kunne høre ham. "Three weeks ago, one of our Hexen accepted a contract to find you, and bring you back to your family." ... "I'm here to make sure that doesn't happen." Og længere var den egentlig ikke. En anden Hex ledte efter hende, og Byron var kommet for at forhindre det. Han spændte hurtigt sin kæbe, som han først kiggede på hendes sværd på bordet, og derefter på hende.

Helia kiggede ganske kort over på de andre som han sagde sin grund til at han at var kommet stivende hun en smule, hendes forældre gav aldrig op og det var tydeligt at efter deres snak havde de fået mere blod på tanden. Noget mørk trak ind over hendes ansigt og hendes øjne blev mørkere. Hun kunne ikke magte det og et dybt og irriteret suk undslap hendes læber "They never give up, I ask them to stop" sagde hun og hun  var ikke i stand til at kæmpe hendes skuldre var helet, men der var stadig lang vej før hun kunne kæmpe imod nogen. Hun følte sig alt for skrøbelig og sårbar. Hun begyndte at vandre en smule rastløs rundt hvad skulle hun  gøre? Hun kunne ikke lade andre kæmpe hendes kampe. Hun ville ønske omstændighederne havde været en anden for deres møde. Hun kunne ikke føle sig svag. Hun måtte beskytte sin familie Nellie, Bernard og Ciara. Det var tydeligt at hun var vred. Hun havde følte sig tryg hernede. Hun efter par minutters vandren kom hun tilbage " do you know which family member sent  the request?" spurgte hun og betragtede ham. Hun kunne ikke være her hvis den vedkommende de havde sendt efter hende ville dukke op. Hun bed sig svagt i læben og kom til sig selv og gav sig til finde nogle langer og et dynebetræk  " I guess you're staying for the time being " sagde hun mumlende og begyndte at gå op ovenpå for at gøre et værelse klar. Hun var ret hurtig færdig. Hun håbede at de kunne snakke privat. Hun anede ikke hvad  hun skulle gøre, men hun ville heller ikke flygte med halen imellem benene.  

Hun var sikker på at det var Samuel som havde sat det hele i værk fordi han regnede med at hun ville komme tilbage, men det her var dråben hvis det var ham ville hun sørge for at hans liv blev et helved for ham. Hun var næsten sikker. Hendes vrede blussede igen op og den ene pude hun havde i hånden fik en heftig rystetur. Hun opdagede det dog og smed puden fra sig, hun begyndte i stedet for at vandre igen. Hun blev måske nød til at flygte igen. Hun fik tåre i øjnene for hun ville ikke forlade dem hun holde af. Nellie og Bernard som var slægt løse havde lukket hende ind i deres hjem det var dem som havde givet hende endnu mere mod til at kæmpe. Hun havde brug for at tænke, hvis aldrig hun havde været i den skov så var dette her aldrig sket. Hun hadede det " You have to fight Helia your shoulders has to get better soon, you can't ask him to help you have to stand up to them" sagde hun og det var mere henvendt til sig selv end det var til nogen anden, men det var også fordi hun ret sikker på at hun var alene at han ikke var fulgt efter hende. Hvorfor kunne de ikke lade være hun var lykkelig her, hun var fri skulle ikke tilbage hvor hun havde følt sig fanget.

Hun forsatte sin vandren " you can't let them hurt the people you love your real family" sagde hun og faktisk var det dem hun var mest bange for, med et kom en mistro til Byron hvad nu hvis det var ham og han bare sagde det var en anden. Kunne hun stole på ham? Det var så lang tid siden at de havde været i hinandens liv at hun ikke vidste om hun kunne stole på ham. Hun troede selvfølgelig at han talte sandt, men hun blev også nød til at være skeptisk. Hun lagde svagt hovedet på skrå. Hun kunne ikke lade dem tage skraldet selv ikke Byron hvis han talte sandt. Hun måtte se tiden an hvis det var ham som kom efter hende måtte det jo være sådan, dog troede hun ikke at hun ville kunne kæmpe imod hvis det virkelig var ham. For selvom det var lang tid siden de snakket sammen anså hun stadig som en ven selvom det var fra et liv hun havde lagt bag sig.
Hun kom igen til at tænke over det Samuel havde sagt måske var det sandt at man ikke kunne løbe fra sin fortid for lige nu så det ud til at den var ved at overhale hende. Hun plejede at være så stærk for andre og det havde gjort at hun var mystisk og som regel kunne skjule hvad der nærede hende. Måske var det lige netop fordi hun ikke havde haft nogen at snakke med at det hele begyndte krakelere for hende. Hun prøvede at beskytte dem som hun kendte, men det var som om de allesammen bare blev til mål. For at få hende hjem.

"No, I'm sorry. I don't know.." Svarede han hende roligt. I mellemtiden havde Byron sat sig ned på bænken, der hvor hun havde placeret hendes sværd. Han betragtede hende nøje. Hurtigt indså han at dette var et ømtåleligt emne for hende, og at det var en kilde til stor frustration for hende. Egentlig vidste han ikke hvad han ellers skulle gøre eller sige til hende. Han var vokset op iblandt langt mere... utilgivende personligheder. Så han valgte ultimativt at lade Helia fundere og frustrere sig selv igennem de sikkert mange spørgsmål der fór rundt i hendes hoved. Og dog, hævede han let sine øjenbryn ved hvor hurtigt hun syntes at acceptere, at han ville forblive i nærheden af hende. Skulle hun til at gøre et værelse klart? "It's really not nece.." Fik han lige roligt og en anelse akavet sagt mod hende... og dog fortsatte hun alligevel. Byron sov ikke. Aldrig. Og han havde bestemt heller ikke tænkt sig at sove nu hvor han skulle vente på at den anden Hex kom efter hende. Og af en eller flere grunde, var det altid en smule besværligt at forklare andre; at han virkelig ikke havde brug for hverken et sted at sove, eller mad og drikke.

Så alt Byron kunne gøre, var at betragte den kære Helia som hun gik ovenpå. Han blinkede et par gange og rynkede så sine bryn. Hvad skulle han gøre? Skulle han bare blive siddende hvor han var, og tolerere de få blikke der blev sendt hans vej af de 3 andre? Eller... skulle han måske følge efter Helia? Måske ville det bare være bedst hvis han gik udenfor? Uanset hvad var det tydeligt for ham at se; at Helia var ved at være en smule fortumlet over nyheden han havde bragt. Måske han skulle have forsøgt at sige det lidt blidere? Alt for mange ligegyldige spørgsmål svømmede rundt i hans hoved - alt sammen indtil han endelig besluttede sig for at rejse sig op, og følge efter hende ovenpå. Eller hvor hun end var endt i hendes vandren. Efter lidt tid, fik han øje på hende, og gik roligt en smule nærmere. Dog ikke helt tæt på hende, men nogle få meter fra hende. Den store mand lænede sin ene skulder mod væggen, krydsede sine arme over sin brystkasse, og betragtede hende. "Helia.." Hans stemme var endnu rolig, og han forsøgte selvfølgelig at få hendes opmærksomhed. At trække hende væk fra hendes tydeligt mørke tanker. Inden han så fortsatte, så han sig lidt omkring. "Neither you, or the people you care about, will get hurt." ... "The Hex who's coming for you will listen to me, I promise." Fortsatte han roligt, og forsøgte sig lidt tøvende med et diskret trøstende smil. "No one will get hurt." Gentog han så lidt mere bestemt, som om at det var sådan det ville være. Han var Stormesteren af Konklaven. Den Hex der kom efter hende, ville adlyde ham, og kun ham. Det var derfor han selv var kommet.

Hun kiggede op på ham som han kom ind og hun valgte at han var til stole på, han havde trodsalt været en ven. Hun faldte mere til ro og slappede af efter han forsikret hende om at der ikke ville ske dem hun holdte af noget. Hun bed sig svagt i læben " sorry about that meltdown, it's just because I don't want to get back some things happen to me a couple of weeks ago" sagde hun tænksomt imens hun holdte sin pause " these things pushed me over the edge, but I promise it won't happen again" sagde hun undskyldende der var så mange ting som hun var ked af " I am sorry I didn't write to you but I was in hiding still are, but I should let you know what I was up to " sagde hun og vendte sit blik imod jorden. Hun ville ikke snakke om ting som gjorde hende ked af det. Hun vendte ganske kort sit blik imod ham " how are you doing, it's so long time since we last talk and to be honest I didn't think you will miss me that much any way" sagde hun smilede svagt. Den gang de sidst havde set hinanden var da hun stadig var ret ung og mange ville kalde hende et barn, men det var i hendes verden meget lang tid siden. Hun havde ændret sig meget siden de sidst havde set hinanden. Hun gik ikke op i hvem hun skulle være sammen med hvordan hun skulle se ud. Den tid var forlængst væk . Hun havde dog aldrig vidst nogen fra den tid hvem hun rigtigt var den person som hun var her nede, den som ville hjælpe havde hun måtte skjule. Fordi det var forræderi. Hun havde også noget andet hun skulle skjule den gang, men det ville hun ikke komme ind på.

Hun bed sig svagt i læben " I was so young back then, but I am glad that you did managed to find me first and I am happy to see you again" sagde hun og lød mere venligt stemt over for ham. Hun var nysgerrig omkring hvordan det gik i hans liv, måske han endda havde fundet nogen tilbringe hans tid med. Hun gik hen til ham og drillende gav hun ham et venskabligt kram. Hun havde normalt travlt, men lige nu gjorde det hende ikke noget slappe lidt og få samlet op på ting som sket i deres liv. Hun slap først krammet efter lidt tid, nærvær var noget hun ikke havde givet sig selv lov til særlig tit, men når hun stod tæt op af nogen kunne hun godt mærke at hun savnede den. Hun begyndte gå lidt rundt i rummet som hun betragtede ham. Han havde også ændret sig en del, men ikke til noget dårligt. Han var pæn, men det havde han vel altid været. Måske det fordi han havde fået mere ansvar, det var ikke noget hun kunne vide, men hun gættede pågrund måden som han havde forsikret hende at denne fremmede Hexen som var efter hende ville lytte til. Hun valgte til sidst at sætte sig over på sengen med blikket rettet imod ham. Hun havde fået det bedre, men hun vidste at hende familie ikke ville stoppe med at lede.

lige nu ville hun bare snakke og glemme at hun var i den situation som hun var i, de var gammle venner og hun vidste at hun kunne stole på ham. Hun håbede at hun kunne stole på ham, hun havde også ladet sine parader falde en smule fordi hun kendte ham. Han virkede ikke som en der ville gøre hende ondt og hvis det virkelig var ham som havde fået anmodingen om at bringe hende hjem. Så havde han allerede haft chancen flere gange nu, så derfor troede hun ikke på at det var ham mere " what are you doing I mean in the conclave" sagde hun blev en smule akavet hun set eller hørt noget om dem længe og hun havde hørt mange historier omkring dem. Der var ikke mange gode, men det havde ikke skræmt hende for at være venlig imod ham den gang han hjalp hendes forældre og det var selvom at de havde advaret hende imod at tage kontrakt til ham, men hun mente ikke man skulle frygte dem og selvom hun var blevet advaret havde hun skrevet.
Hun rejste sig gik ganske kort ind på sit eget værelse for finde hans breve, hun havde en lille bunke med sig tilbage lagde dem på lille skrivebord " I kept them all or most of them. My mother got some of them and burned them they didn't like that I was writing letters to you" sagde hun og lagde ikke skjul på at hendes forældre havde været bange for ham, men det havde hun aldrig været. Hun havde set ham som en ven.

"There's no need to apologize, Helia" ... "I understand." Eller, det troede han da at han gjorde, i det mindste. Han havde aldrig just været en person der mistede besindelsen, eller blev overrumplet af stress og usikkerhed. Den slags usikkerheder og frygt var de forsigtige og grundige med at fjerne under træningen og opvæksten. Man var trods alt ikke en særlig effektiv Hex hvis man konstant fik nervøse sammenbrud, eller var bange for alt muligt. Desuden lå det ikke til hans egen natur. Men det betød bestemt ikke at han dømte hende, eller respekterede hende mindre. Han vidste aldrig hvordan han skulle opføre sig til fine selvskaber eller festligheder... og Helia havde åbenbart problemer med at håndtere stresset hendes hektiske liv gav hende. Sådan var de alle forskellige, ikke? Desuden kunne hun umuligt være en svag person. Hun havde jo trods alt taget en stor beslutning i livet, og levet med konsekvenserne, ikke?
Byron blev opmærksom på sit kropssprog. Opmærksom på hvordan han måske kunne se ud; sådan stående med armene krydset over brystkassen. Så han stillede sig mere rank, og lod i stedet armene hvile ned langs siderne. "I'm doing fine. Never a dull day." Svarede han hende og spændte sin kæbe en smule. Var der mere at sige? Hun ville vel nødigt høre en masse om hvad han havde lavet og gjort disse sidste år? Han formåede dog at sende hende et diskret lille smil. Han havde aldrig været den mest socialt... trænede mand. En smule stiv i betrækket, ville nogen måske påstå. Men han var blot en anelse kalkuleret og overvejende. Hele tiden med tanker på sine omgivelser, og med tanker på hvorledes hans ord ville blive modtaget. Desuden havde han aldrig været god til nogen former for small-talk eller snik snak. Ikke just en person der ledte en samtale; med mindre man snakkede indenfor hans områder af ekspertise, selvfølgelig.

Byron bed mærke i hendes væremåde. Hun virkede til at stole på ham, og dog virkede hun stadig en anelse nervøs? Faktisk tog han det som et godt tegn. Et tegn på at hun måske ikke havde ændret sig så meget som hun måske selv troede... Hun var stadig venlig, på en måde en anelse, uskyldig. I hvert fald sammenlignet med en mand som ham selv. Det var altid et godt tegn, på trods af den verden de levede i. Ikke alle havde godt af at se og opleve hvad ondt denne verden havde at byde på. Ikke alle kunne være ligesom ham. "It took some time" ... "But I'm glad I found you. And it pleases me to see that you're doing well." Endnu en gang i en rolig tone og med det diskret svage smil. Hun var ikke udmagret eller sad i en rendesten, og holdte sig godt. Hun klarede sig jo godt! Også selv på trods af hendes situation og omstændighederne. Byron nåede lige at sige de velmenende ord, inden hun pludselig kom nærmere, og gav ham et.. kram? Et kort øjeblik rynkede han sine bryn. Han havde ikke forventet et kram. Og det tog ham derved også lige et sekund, inden han så selv placerede sine arme omkring hende. Sine hænder bag hendes hoved, og mod hendes ryg. Hans smil blev endda også lidt bredere... Selvom hun ikke ville kunne se det.
Da Helia så endelig valgte at falde en smule til ro, og sætte sig på sengen; blev Byron stående på gulvet, ikke langt fra sengen. Selvfølgelig med blikket rettet mod hende. Han betragtede hende, måske en smule nærgående. Men alt sammen velment og med venlige intentioner. Hun havde bestemt intet at frygte fra ham. Da hun så spurgte om hvad han lavede i Konklaven, tog han en dyb indånding. Der var sjældent nogen god måde at sige det på, og han ønskede bestemt ikke at lyde alt for stolt eller selvglad. "Two years ago... I became the Grandmaster of The Conclave." Han nikkede en enkelt gang. "But you can still just call me Byron." Lød det så fra ham, og han vedligeholdte det svage smil. "That's why you have nothing to worry about. The Hex coming for you, will not touch you or your friends, when I tell her not to." Tilføjede han også hurtigt. Han ville gerne lige hurtigt understrege at der ikke var noget at være bekymret over. Måske var han en smule overbeskyttende eller alt for trøstende... men så længe hun kunne slappe lidt mere af, så var han tilfreds.

Byron trådte et enkelt skridt til side, da hun forlod det lille værelse. En svagt nysgerrig rynken viste sig over hans øjenbryn, da han kort undrede sig over hvad hun lavede. Men han behøvede dog ikke følge efter hende; inden hun så vendte tilbage. Denne gang med nogle gamle kuverter og breve imellem hænderne. Da hun så lagde dem på det lille skrivebord, trådte han nærmere. Blikket blev vendt ned mod den lille bunke. Og med en enkelt finger rodede han lidt i dem. "Would you look at that..." Mumlede han lidt for sig selv. "I never really thought about how many letters I sent you." ... "It all seems such a long time ago..." Det føltes som en evighed siden, når han tænkte over det. Dengang havde han blot været en ganske almindelig Hex, der forsøgte at skabe et liv og omdømme for sig selv. Og nu var han Stormester af Konklaven. Og Helia var vokset op, blevet til en kvinde! Og gemte sig i The Underground fra sin familie.. Meget var sket på de år.

Hun lyttede og smilede svagt der var sket meget næsten alt for meget hvis man spurgte hende, men hun var også sikker på at dette som var sket efter hun stukket af var meningen, at der var en grund til at de skulle ske. Hun fik et kærligt smil om sine læber som en mor ville have givet sit barn, faktisk var hun glad for at det lige netop var ham som var kommet. Det kunne godt være at hun havde droppet alt det der havde med hendes fortid at gøre, men hun havde alligevel fortrudt at hun ikke havde taget kontrakt noget før. Det var ikke fordi hun ikke havde tænkt på ham for det havde hun, det måttet også havde været mærkeligt for ham ikke at høre fra hende ligepludslig. Hun smilede igen " I'ts allways good to have something to do" sagde hun smilede svagt for hende var det også for at glemme alt det slemme. Hun sad næsten aldrig stille hvis hun arbejdede med hendes forretning som engentlig ikke var forretning, men mere et sted hvor hun havde sit hovedsæde. Folk kom når de havde behov for det. Det var mærkeligt at folk hadede hende så meget, men når de virkelig havde brug for hjælpen og ikke kunne betale sig fra det havde de ingen problemer med det, men ellers var de dømmende. Hun havde sågar en mand som tit og fortalte hende at hun skulle se at komme væk for hun hørte ikke til her, men det havde aldrig fået hende til at stoppe faktisk gav det hende mere lyst til bevise at hun var til stole på. Hun betragtede ham som han rykkede nærmere brevene. Hun havde gemt dem og af til hvis syntes hun havde brug for det så læste hun dem. Det var også derfor hun ikke havde glemt ham. Faktisk havde hun tænkt meget på ham, men det var alligevel blevet mindere med tiden. Hun smilede stolt " wauw Grandmaster I'm so proud of you, I wish that I could tell you some great news to, but I don't have any" sagde hun stolt. Det lød stort og da han igen forsikrede hende at han ville sørge for at de andre ville  være sikker nikkede hun.
Dog gled der igen noget mørkt henover hendes ansigt som han nævnte det, men det var kun fordi at det kun ville vare for en kort stund at hun ville være i fred hendes famile ville aldrig give op. Hun var som forbandet sometider ville hun ønske at de ville give op og indse at det hun gjorde var noget som gjorde hende lykkelig. Hun kiggede tænksomt ud i luften, men kom tilbage imens hendes blik prøvede forsigtigt at fange hans. Hendes blik var varmt og rart. Det eneste gode ved hendes fortid var ham og han stod her virkelig. Hun bed sig svagt i læben og lagde hovedet en anelse på skrå, hun var nysgerrig " how did you find me exactly?" spurgte hun og fjernede en flyvsk tot fra hendes pande. Hun havde ikke været nem at finde det var hun sikker på, men han måtte have haft en metode for han stod her jo.

Helia smilede som han nævnte det med brevene, det var mange og af til svært at tro at de kunne have skrevet så meget sammen, men hun elskede hver og et af dem "  Yes much time has past and I never thought that I will see you again and the only thing I will remember you by was these letters, I still read them, when there is time between work and other things" sagde hun og lagde ikke skjul på hvor vigtige disse breve havde været for hende. Hun stod ikke så langt fra ham og hun betragtede ham.  Hun bed sig tænksomt læben og lagde hovedet på skrå " if you want me to I can draw you a map, so if you need anything it is easier to find me. I don't want it to be the last time we see each other" sagde hun og trak sig lidt tilbage så hun bedre kunne se ham. Hun havde savnet ham selvom at hun havde haft travlt og kastet tanken væk om nogen sinde at se ham igen ved at arbejde så nu hvor de stod her havde hun savnet ham og hans breve. Hun vidste at han var til at stole på fordi hun var hans ven og han var hendes. Selvom tiden var gået kunne det ikke ændre noget. Hun bed sig svagt i læben så det var en kvinde som var efter hende lød det til. Hun havde ikke givet det meget tanke og hun blev nysgerrig igen " who is she, the one there are after me you said her want her name so I know the one who is after me" sagde hun og kunne ikke ligge skjul på hvor nysgerrig hun var.
Desuden kunne det vel ikke skade at få det at vide, det var ikke som hun havde planer med gøre noget ved denne fremmede. Ikke andet end måske at udspørge hende om hvem der havde givet hende opgaven. Hun bed sig svagt i læben og med det samme som hun havde spurgt fortrød hun en smule, men på den anden side så havde hun spurgt og hun havde vel ret til at spørge, fordi det var hende hun var efter. Hun fjernede sit blik rettede det hen på brevene istedet for på ham.

Det var egentlig også en reaktion han ikke brød sig så forfærdeligt meget om... Byron var ikke en mand der førte sig frem, eller søgte at tiltrække sig hæder og opmærksomhed. Han hverken behøvede eller ønskede prise og anerkendelse fra andre, når det kom til hans egne bedrifter eller gøremål. Et ensomt liv gjorde ofte at en mand søgte stolthed i sig selv, frem for i velmenende ord fra andre. Så da Helia med stolthed i hendes stemme, fortalte ham at hun var stolt af ham; vidste han ikke rigtig hvordan han skulle tage imod det. Komplimenter havde han aldrig været god til at tage imod, så han nøjedes blot med at sende hende et diskret smil og nikke en enkelt gang med blikket nede. For så derefter at rette opmærksomhed mod hende, frem for mod ham selv. "It's more than enough to know that you are well and healthy." Hun behøvede skam ikke at have steget i graderne som ham selv, for at imponere ham. Desuden virkede det jo også til at hun havde nok at se til hernede i The Underground. Selvom hun endnu var på flugt fra hendes stædige familie, havde hun alligevel fundet sig gøremål og noget at bruge sin tid på. Noget produktivt og godt, ikke mindst.
Selvom Byron betragtede bunken af breve, og selvom hans blik ikke altid var på hende; så var han skam opmærksom på hende. Opmærksom på hvad det var hun lavede. Hvordan hun kiggede på ham, hvordan hun bed sig i læben. Hvordan hun fjernede den lille tot fra panden. Han fangede en blanding af nysgerrighed og nervøsitet hos hende. Hvilket også blev tydeligt ved hendes lille spørgsmål. "Oh, it was hard." Den svage sarkasme var ved at falde over ham, som han lidt flygtigt vendte et hemmelighedsfuldt blik mod hende. "I used an ancient method to find you. My master taught me, as his master taught him.." En lille pause blev brugt til at vende opmærksomheden fra brevene, og så mod hende. Han vendte sig fra det lille skrivebord, mod Helia. Hagen let sænket, og et enkelt øjenbryn hævet. Han adskilte læberne som om han lige skulle til at afsløre en stor hemmelighed... "I asked around for you.." Og i ét lod han den antiklimatiske hemmelighed flyve ud. Kun for derefter at smile en smule drillende over sine læber. "It doesn't matter how hard you try to hide. Wherever you go, someone sees you. And people talk." ... "All I did, was ask the right people. And they led me here."

Byron holdte blikket og det fastholdte smil mod hende, inden han så vendte sig om, og begyndte at se sig lidt rundt i lokalet. Så havde han vidst også drillet hende nok for en enkelt aften, ikke sandt? Det var et lille værelse. Et værelse hun tydeligvis havde gjort klart til ham. Men han havde nok ikke tænkt sig at blive derinde. Så han kunne vel lige så godt få set sig lidt omkring? Men selvom han bevægede sig lidt rundt i værelset, lyttede han stadig til hende. Sendte hende stadig nogle få blikke og nik til hendes ord. "Don't worry. If I want to find you again, I'll find you. And you know where to find me." Og mere simpelt kunne det næsten ikke være. Han fandt hende denne gang, og kunne sikkert finde hende igen. Og hvis hun på noget tidspunkt skulle bruge hans hjælp, eller have lyst til at finde ham; ville hun sagtens kunne gøre det. Han var trods alt ikke svær at finde længere. Men hendes spørgsmål var ikke ovre endnu. Og da hun så spurgte ind til den Hex der kom efter hende, stoppede Byron op, og vendte sig mod hende. han lagde sin vægt over på sin ene fod, og lod en tommelfinger massere sin anden håndflade. "Her name is Ren. I've known her since I was a boy." ... "She's not exactly known for giving up, but she'll do what I tell her to." han forsøgte at forsikre hende endnu en gang med et lille smil. Byron tog derefter en dyb indånding og betragtede hende lidt mere nøje. "You look tired.." Han spændte sin kæbe. "You should get some rest." ... "There's no point in you waiting for her to show up." Han skulle nok sørge for at intet skete. Et eller andet sted han kunne sidde i ro og fred, var alt han behøvede. Han havde som sagt ikke brug for søvn...

Helia smilede det var tydeligt at han ikke var særlig god til ros, men det var ment ærligt hun var stolt af ham, han havde opnået noget med sit liv. Hun havde også på visse på punkter opnået en del, selvom det for mange sikkert havde været overraskende valgt var det for hende det som hun var skabt til at gøre. Hun var skabt til at hjælpe og fandt glæde i det. Ihvertfald mere hun havde nydt at være  adelig. Hun betragtede ham og kom til smile. Han drillede hende. Hun lyttede og som han snakkede fik hun større øjne. Hun kom til at grine "wauw it's is really a old method you used[/b]" sagde hun og kunne ikke holde et grin tilbage, hun ville egentlig gerne vide hvem der havde peget ham i retning af hende. Hun kunne vel heller ikke holde sig skjult for evigt, men for nu ville hun ihvertfald gøre det.  Hun holde sig skjult fordi hun følte det var vigtig, måske ikke for hende, men så ihvertfald for dem hun holde af. Hun kunne ikke afskære sig fra dem, men hun kunne beskytte sig selv og dem ved ikke at putte sig i unødvendig fare. Hun betragtede igen Byron og bed sig svagt i læben. Hun var ikke nervøs mere. Hun følte sig tryg i hans nærvær. Han var rar og det var ikke tit  hun mødte rare mennesker.
Hun betragtede ham tænksomt da han nævnte hendes navn, så det var altså en Ren som var efter hende, hun smagte svagt på hendes navn " Ren, I really hope you're right and she does what she is told[/b]" sagde hun og dog lød ikke særlig skeptisk, men hun blev nød til at minde sig selv om at der kunne være en mulighed for at Ren ville dukke op. Hun havde igen givet sig hen til sine tanker og hørte kun med et halvt øre hvad sagde til hende næst. Hun følte sig ikke træt og hun ville gerne se nærmere på Ren når hun kom, men på den anden side ville hun  heller ikke trampe på hans privatliv. Hun nikkede " fine but promise if she show up tonight that I can talk with before you sent her away" sagde hun og gik forbi og samlede brevene op. Igen bed sig læben og gik tættere på ham. Hun kyssede forsigtig hans kind og betragtede ham " Good night then" sagde hun gik imod døren, men inden hun gik vendte hun sig om imod ham" promise me okay" sagde hun, men inden hun ville i seng. Gik hun nedenunder. Der var kun hende. De andre var gået i seng hun skulle have sat nogle ting på plads inden hun kunne gå i seng. Hun begyndte at rydde op. Hun tog som det sidste sit sværd og tog det med op. Hun kunne dog ikke sove, men hun begyndte alligevel klæde sig af. Hun havde ladet døren stå på klem så hvis han skulle spørge hende om noget så kunne han det.

Da hun var klædt i sin natkjole gav hun sig til at rede sit hår, det hang løst ned over hendes skuldre. Det omkransede hendes ansigt og fik det til at se blegere ud end det var. Hun betragtede sig selv i spejlet. Hun var kommet så langt og hun kunne aldrig vende tilbage til det hun havde haft. Hun rejste sig gik hen til hendes klædeskab. Efter mødet med Keeva ude i skoven havde hun fået en smed til lave en form for rustning til hende. Hun betragtede den. Var det virkelig kommet så langt at hun skulle til at kæmpe, hun ville gerne være fri for hun ville gerne bevise at hun var andet end en kamplysten Redwood, men det var jo ikke som de ville give op. Hun smed den ind skabet igen og lukkede for den. I Stedet gav hun sig til at læse i en bog. der omhandlede urter

Som Helia snart fandt ud af, var Byron ikke en udelukkende rank og alvorlig mand. Og som altid; opfangede Byron langt det meste af hvad der foregik omkring ham. Og han var især opmærksom på Helia. Hun fortsatte den nærmest forsigtige væremåde omkring ham. Som om hun virkede tilbagetrukken af hendes egne tanker, eller som om hun ønskede det ene, men gjorde det andet. Men uanset hvad var hun venlig imod ham. Hun så ham måske endda allerede som noget nær en ven. Og eftersom hun var venlig imod ham, begyndte visse dele af Byrons venskabelige side at kigge frem... I form af sarkastiske ord og drillerier.
Hvad mere var; så valgte den kære Helia atter en gang at være mere nærgående end Byron som sådan forventede. han havde ikke regnet med det forsigtige kys på hans kind, men han tillod det selvfølgelig. Det var jo trods alt også rart. Han betragtede hende intenst som hun bevægede sig ud af værelset, og ligeledes da hun stoppede op i døren og vendte sig mod ham. "I promise." ... "But I cannot promise that she will answer your questions." Selvfølgelig ville Byron give hende chance for at tale med den Hex der kom efter hende. Men Byron havde ikke tænkt sig at befale denne Ren til at svare på hendes spørgsmål, eller afsløre hvem der havde hyret hende. Den slags var imellem Ren og hendes ansætter.

Byron lagde mærke til at Helia ikke gik i seng med det samme. Han stillede sig i døråbningen til det gæsteværelse hun havde gjort klar til ham, og blev stående dér. Og imens Helia ryddede op nedenunder, lyttede han blot roligt. Det var først da Helia kom ovenpå igen med hendes sværd, at han fik kastet et sidste blik på hende; inden hun trådte ind i hvad der måtte være hendes eget værelse. Hun lod døren stå på klem... og der var endnu lys derinde. Men han kunne ikke se hvad der foregik derinde. Hvilket nok også var for det bedste. Han blev stående lidt endnu i korridoren, og kiggede på døren. Selvfølgelig ville hun ikke kunne sove lige med det samme, efter at have fået sådan noget at vide. Men Byron håbede da at hun fik sig noget søvn alligevel. Måske læste hun? Uanset hvad der end måtte foregå bag døren til hendes værelse, valgte Byron at træde ind på det gæsteværelse hun havde gjort klar til ham.

Hvad så mange ikke forstod eller indså; var at Byron ikke var som andre mænd. Ikke engang som andre mennesker. Byrons unikke evne, gjorde ham... anderledes. Men var jo nødt til at forstå vægten af net sådan noget. Byron sov aldrig, han spiste kun meget sjældent. Han havde ikke engang brug for at trække vejret! Når man brugte et liv på at forblive våben, kunne man godt gå hen og blive en smule underlig i de flestes øjne. Han levede alle 24 timer af ethvert døgn, var vågen hele tiden - med mindre han selv valgte at sove. Og en mand skulle vel have sig noget at lave, når han ventede eller imens andre sov, ikke?
Han skulle blive oppe, og vente på Ren. Det var ikke sikekrt hvornår hun ville komme. Det var ikke engang sikkert at hun overhoved ville komme denne aften eller nat. Uanset hvad, gjorde Byron sig klar. Den store mand tog det meste af sit tøj af. Han beholdte dog sine bukser på, og tog sin tykke robe på over den bare overkrop. Han satte sig op i sengen. Satte sig i en skrædderstilling, og hvilede sine hænder imod sine lår. For derefter at lukke sine øjne. Søvn gjorde ham ingen gavn. Hans krop var aldrig træt, og han havde aldrig virkelig brug for søvn. Så han havde lært at meditere fra en ung alder. Det var et godt alternativ for en mand som ham, og en god måde hvorpå at dyrke disciplin. Når han sad der - helt og aldeles stille - kunne han høre langt det meste af hvad der skete omkring sig. Han kunne høre alt hvad der foregik nedenunder, og kunne høre det meste der foregik på Helias værelse. På den måde kunne han hvile sit sind, imens han holdte et vågent øre med hvad der foregik. Havde han ikke glemt at sige godnat...? Selvfølgelig havde han glemt det..

Hun lyttede svagt til stilheden som sænkede sig over den lille hytte, hun kunne ikke sove fordi hendes hoved var fuld af tanker. Hun lagde bogen fra sig kiggede ud i rummet, hun fik øje på brevene som lagde i deres pæne bunke på hendes skrivebord hvor hun havde lagt dem. Hun havde det stadig lidt underlig med at se ham, men ikke på en dårlig måde det var mere at han bare sådan var dukket op. Helia havde sat sig op imod at hun aldrig ville se ham igen og nu var han her. Hun havde en underlig følelse imod ham, men igen heller ikke på en  dårlig måde. Det bare så lang tid siden at de ytret ord til hinanden. Hun havde ændret sig vokset og blevet til det hun var idag, den Ophelia han kendte fandtes ikke mere. Hun sank svagt en klump og måtte fokusere. Hun vidste ikke hvor længe det ville tage. Hun kunne komme i aften, men det kunne også tage længere tid. Ikke fordi hun ville have noget imod det tog længere tid. Hun savnet ham det måtte hun erkende nu hvor han var kommet. Da hun havde siddet lidt rejste hun sig op hun kunne ikke sove, det kunne godt være at hendes krop var træt, men hendes hoved ville ikke give hendes krop ro. Det var dårligt at spekulere når man skulle sove. Der virkede stille så hen gik hen imod døren og åbende den forsigtigt. Hun ville ikke forstyrrer nogen. Hun skulle bare ned at have noget at drikke. Det var i hvertfald det hun ville sige hvis nogen opdagede hende. Hun valgte dog at gå tilbage og klæd sig på kjolen var sort og var syet sammen så var en hætte på. Det gjorde når hun havde den behøvede hun ikke en kappe den gav hende noget mere frihed. Hun bed sig svagt i læben og forsætte ud.

Hun gik ned af gangen og imod trappen, hun kunne ikke sidde stille især ikke når hun var nervøs. Hun gik hen til ildstedet og puttede noget brænde på og tændte det. Derefter begyndte hun at finde noget vand og nogle få urter. Hun arbejde når blev nervøs for det fik hende til at tænke på noget andet. Det gjorde som regel at hun ikke behøvede at snakke om sine problemer. Helia var altid den stærke hun var den som skulle være stærk for alle andre. Der sket nogle ting som havde gjort det svært for hende og hadede det. For hun følte sig svag. Hendes arme var også skadet og vidste om nogen sinde ville kunne komme til at bruge dem som hun før hen havde gjort. Det skræmte hende. Hun hældte lidt vand i bæger og smed urterne i for en sikkerheds skyld havde trukket kappens hætte op så man kunne se hendes blege læber.

// undskyld hvis det blev lidt kort, men skal snart afsted til hygge halløjsa//

Ikke engang hans egen vejrtrækning overskyggede hans hørelse. Så Byron hørte hver gang Helia bevægede sig inde på hendes værelse. Han forstod ganske udmærket hvordan hun kunne være så rastløs, og det var bestemt ikke noget mysterium for ham. Men søvn gjorde underværker for folk. Det gik han da i hvert fald ud fra. Og dog var det da en anelse frustrerende at hun ikke blev på hendes værelse. Det ville være nemmere for en Hex at snuppe hende og tage hende med, hvis hun var nedenunder - så Byron åbnede sine øjne da han hørte Helia forlade sit værelse og gå nedenunder. Stadig blot iført bukser og den sorte åbne robe, trådte han ud af den åbne dør, og ud på gangen. Kort så han sig lidt omkring; og først da han var sikker på at der ikke var nogen, gik han videre. Da Byron så endelige, efter nogle rolige skridt, stod ved toppen af trappen; kunne han se ildstedet. Hun havde tændt op i det; og ligeledes kunne han se hende. Hun havde tydeligvis ikke planer om at tage tilbage til hendes seng lige foreløbigt, og han nikkede derfor lidt for sig selv. Men blev dog stående uden at sige noget. Så længe han kunne se hende; så var det fint. Hvis han kunne se hende, kunne han beskytte hende. Og fra toppen af trappen kunne han se det meste af hvad der skete dernede. Hvilket han var ganske tilfreds med.

Men hvad der fik ham til at blive hvor han var, var ikke til at vide. Et eller andet sted ønskede han nok ikke at forstyrre hende. Men noget helt andet så... Ja, han kunne umuligt være den trøst hun ønskede, eller hjælpe hende med at løfte en byrde fra hendes skuldre. Han var en mand af ofte grusomme sandheder og sarkastiske bemærkninger. Og trøstende ord var bestemt ikke hans speciale. Så uden egentlig at tænke videre over det; valgte Byron at sætte sig ned på det øverste trin af trappen. Albuerne hvilede han mod sine knæ, hænderne foldet sammen, og hagen der hvilede mod hænderne. Han blot betragtede hende, og holdte øje med at hvad der skete omkring hende. Der var endnu ingen tegn på uønsket besøg...

//Det er helt fint! Skal du endelig ikke bekymre dig om //

Hun forsatte hun vidste godt at han ikke var den trøstende type og vidste ikke om det var det hun havde brug, hun var så forvirret og alle de tanker. De hvirvlede rundt i hendes hoved. Hun havde aldrig været så ustabil som følte sig nu. Hun begyndte masse dem og hun rejste sig fandt nogle små flasker som hun puttede massen i.  Hun lagde dem derefter fra sig. Hun betragtede rummet og følte sig ængstelig. Hun var bange, men ikke for sig selv, men de  andre. De var så stor en del af hvem hun var blevet. Hun elskede dem og de var blevet hendes familie hun følte sig elsket, men hun måtte erkende at der var kommet et mørke i hende. Hun vidste ikke hvor det ville føre hende hen, men hun vidste at hun blev nødt til at kæmpe. Hun ville ikke tilbage. Hun ville ikke være del af det hendes blodlinje stod for. Hun ville skulle gemme hvem hun rigtigt var. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og det var ikke nogen steder hvor hun kunne føle sig tryg. Hun huskede stadig hendes fars vrede da hun fortalte dem hvem hun var. Hendes mors blik, som bar en del afsky til hende. Hun vidste godt var forfærdelig det måtte være for dem. Hun var en stor skuffelse for dem. Hun var en forræder. Hun nægtede at give dem børnebørn som efter deres mening var hendes pligt fordi hun var den ældste. Desuden kunne ikke selv bestemme hvem hun ville være sammen med. Hvis de fik hende tilbage skulle giftes med Samuel. Hun skar svagt en grimasse da hun kom til at tænke på ham.  Han havde været alt andet end hun først havde troet. Han var en slange. Hun hadede ham og fik hun chance ville hun dræbe ham uden tøven. Hun var en smule bange for det mørke som bare så ud til at blive større og større for hver gang de prøvede på at få hende tilbage.

Den søde og uskyldige Ophelia var væk, det var nu heller ikke fordi hun brugte det navn mere. Hun afskyede det fordi det mindede hende om hvor dum og naiv hun havde været. Hun følte sig lige pludselig overvåget. Det måtte være Byron. Da han valgte ikke at sige noget lod hun som ingenting og forsatte sine gøremål. Han virkede forvirret over hende og for at være ærlig var hun også forvirrende for sig selv. Hun var et stort rod. Hun ville ønske han var kommet på andet tidspunkt hvor hun havde haft tid til at samle sine tanker. Hun havde aldrig haft så mange tanker på engang. Hun gik hen til ildstedet og fandt noget brød som faktisk var til senere. Hun tog noget af det gik tilbage til hendes plads. Hun forsatte med lave sine ting, men til sidst kunne hun ikke lade være med kigge op på ham. Hun sendte ham et svagt smil for at fortælle ham at hun var okay. Selvom hun ikke var det, men han skulle ikke bekymre sig mere omkring hende end allerede gjorde og efter lidt tid var hun sikker på at kunne lige låg på sine frustrationer og tristhed, men lige kunne hun ikke styre det. Hun lod forsigtigt en hånd gribe om hendes ene skulder og hun fandt et krus og tog noget vand.
Hun vidste godt at hendes krop havde brug for søvn, men lige nu kunne hun ikke give den det ro hun havde brug for at kunne sove. Hun tog en slurk af hendes vand og måtte indrømme at han gjorde sit job grundigt. Hun prøvet at være så stille som hun kunne og alligevel sad han holdte øje med. Hende. Hun gik hen til en hylde og lagde flaskerne på plads. Hun prøvede på at skjule hvor svært hun havde med at få dem der op. Hendes skuldre havde ikke været det samme siden pile havde snittet dem, hun håbede med hård træning at de ville blive det samme som de engang havde været. Dog var hun ikke sikker, men det havde på sin vis været det værd for hun havde mødt Keeva som nu på grund af hende også var hadet af hendes familie. Hun sank svagt en klump som hun kom til  at tænke på det.  Hun var et virvar følelser som ramlede sammen. Hun hadede følelser de gjorde ikke andet end at spænde ben for en.

Hun lagde hovedet anelse på skrå som hun vendte sig om imod døren, hun havde virkelig lyst til gå en tur og få noget luft og komme væk fra det hele, men vidste også at det var en dum idé og hun var sikker på ligemeget hvor hun gik hen ville han være der til at holde øje med hende. Hun var rastløs. Hun kunne ikke gøre for det, når noget pressede hende kunne hun ikke sidde stille. Hun vendte sig og satte sig hen til ildstedet. Hun  sagde stadig ikke noget og sad bare. Hun begyndte igen at spise af det lyse brød.

Ord var ikke nødvendige i en situation som Helias. Der var sjældent nogen der følte sig mere udstødte end de mange Hexen af Konklaven. Byron var selv født som en bastard. Født som et resultat af hans mors affære med en anden mand. Manden der havde lagt med hans moder efterlod ham, og manden der burde have været hans far; kastede ham væk, og gav ham til Konklaven. Han var ikke andet end en uægte søn af en nobel familie, i deres øjne. En uværdig Oikan bastard, givet til Konklaven for at blive trænet som Hex. Og således havde hans liv været. Vokset op et sted uden synderligt meget kærlighed, trænet fra han var barn til at dræbe og jage. Men, selvom hans familie havde kastet ham bort; havde han dog fundet sig en ny familie. Et nyt hjem i Konklaven og dets mission. Og hvad der fra hans fødsel havde været hans største svaghed, var med tiden blevet til hans største styrke. Og nu var han en ildbetvinger af et sådan talent, at det ville gøre ædle Oikan jaloux. Og Stormesteren af Konklaven. Han var stærkere nu end han nogensinde ville have været hvis hans familie ikke havde kastet ham væk.
Og dog, bar Byron stadig deres navn... Ignacius. Dét i sig selv sagde en del. Nok følte Helia at hun havde ændret sig. Måske følte hun at hendes liv var blevet mere bittert. Eller at hendes jagt efter retfærdighed og omsorg efterlod hende med en bittersød smag i munden... Men i sidste ende var hun endnu den unge Ophelia Hexen Byron havde mødt en ud af mange tomme dage. Egentlig havde han en anelse svært ved at slippe dette billede af hende. Svært ved at se hende som noget andet end uskyldig og kærlig. Men måske var det også for det bedste? Måske var det blot Byron der endnu insisterede på at denne grumme verden ikke kunne tage modet og uskylden fra alle og enhver. For i sidste ende; ønskede han bestemt ikke at alle andre skulle være ligesom ham...

Hendes blik og det følgende smil gjorde det åbenlyst at hun havde set ham og lagt mærke til ham. Han forsøgte at gengælde med et smil af sit eget - men det var nok for svagt til at hun ville kunne se det. Hun virkede nu heller ikke generet af at han betragtede hende og holdte øje med hende? Om ikke andet håbede han da at hans vågefulde øjne gav hende blot en smal følelse af sikkerhed, imellem alle hendes usikre og kaotiske tanker. Men imens hans sad og betragtede Helia spise hendes lyse brød foran ilden, begyndte en velkendt duft at fylde hans næsebor. Han rynkede sine bryn og endte med at sukke en smule. Den store mand rejste sig derefter op fra sin siddeplads på trappen, og gik ned. Han vendte et hurtigt blik mod Helia, inden han så stillede sig midt i lokalet, med siden til hende. "Come down from there.." Lød det så pludseligt fra ham. Man skulle jo tro at Byron og Helia var de eneste to i lokalet, men hans ord var ikke til hende. "Now." Tilføjede han lidt efter, en anelse mere bestemt. Og i det samme derefter, hoppede en slank kvindelige skikkelse, klædt i sort, ned foran Byron. "Congrats, Prettyboy.. You found me."
Og det var selvfølgelig Ren. Den kvindelige Hex der var blevet sendt efter Helia. Hun var en mesterlig akrobat og meget talentfuld Hex. Og i al den tid Helia og Byron havde været tilbage i den lille hytte; havde Ren holdt sig oppe imellem bjælkerne af hyttens loft. Hun havde gemt sig i skyggerne, sikkert ventet på det rette øjeblik. Eller bare blevet hvor hun var for at irritere Byron. Og Byron havde først bemærket hende, da han duftede den særlige parfume hun altid bar. Ren holdte hendes hænder på sine hofter, nærmest som om hun så stolt ud, med et smurt smil over hendes læber. "I am your Grandmaster, Ren.." Lød det fra Byron imens han hurtigt himlede kort med øjnene over hendes opførsel og hvordan hun talte til ham. "Why didn't you show yourself sooner?" Fortsatte han så, og kiggede ned på hende. "I was just waiting for you to find me.."

Helia havde stirret ud i luften og måtte kæmpe for at holde et forfærdet gisp tilbage da han stodg ved siden af hende bedte nogen eller noget om at komme ned. Hun endte dog med at tabe brødet som landte på jorden foran hans ben. Hun vendte sig tidsnok til at sekvinden som han havde kaldt for Ren komme ned. Helia undrede sig hvordan hun kunne havde holdt sig skjult så længe for hendes parfume lugtede ikke for hende særlig godt, den kradsede i hendes næse. Hun lyttede til deres samtale, men afbrød dem ikke af en eller anden grund syntes hun ikke at det ville være pænt at afbryde dem. Desuden havde hun ikke lyst til at gøre mere opmærksom på sig selv end der allerede var. Hun observerede og lagde mærke til hvordan den fremmede lagde sine hænder på hendes hofter. Hun virkede også meget smidig, hun var sikkert dygtig til det hun gjorde. Hun skød svagt ryggen frem så hun blev mere rank da Ren kaldte ham prettyboy. Hun rejste sig op og stod ved siden af ham. Hendes blik var smule afmålt hun så hvor stolt Ren så ud, som hun havde gjort noget godt og nu ville have ros for det " My name is Helia or Ophelia I think it's was me you was looking for" sagde hun, hendes stemme var en smule kold, men hun ville heller ikke vise dette kvindemenneske at hun måske var en smule bange for hende. Hun knyttede svagt sine hænder og vendte sit blik imod Byron som spurgte den fremmede hvorfor hun ikke havde vidst sig før nu. Kvinden virkede drillesyg. Helia lagde hovedet på skrå og lagde egentlig ikke skjul på hendes afsky for denne Ren, men der lagde mere under det end bare det at hun taget imod betaling for at finde hende og bringe hende hjem. Dog hvis nogen fortalte hende det ville hun benægte det. Hun sank svagt en klump vendte sig for samle brødet op. Der var ingen grund til at forstyrre dem.

Hun smed brødet ud, det skulle vel nok blive hendes tid til at snakke og det så ud som om de havde en del at snakke om. Hun kunne lige pludselig godt forstå hvorfor han  havde villet have hende i seng. Hun lyttede dog til hvert ord der sagt imellem dem.  Denne Ren forvirrede hende en smule. Hun virkede ikke til at tage det seriøst, men på den anden side kendte hun heller ikke Ren særlig godt og det var begrænset hvor meget Byron havde sagt omkring hende. Hun betragtede den slanke kvinde skikkelse på afstand. Gad vide hvor længe hun havde været der. Kvinden var god til at skjule sig det måtte man sige, men det bekymrede hende at også denne Ren havde haft så nemt ved at finde hende. Ren vidste hvor hun var og hvem skulle stoppe hende i at sige til Helias forældre hvor hun var. Ingen kunne vide hvad hun ville når de færdige her. For alt hvad hun vidste kunne Ren sagtens sige det til hvem som havde betalt hende for at finde Helia hvor man  kunne finde hende. Man kunne vel ikke give hende skylden for at hun var så mistroisk.
hun fjernede dog aldrig hendes blik fra Ren for hun skulle være klar hvis denne Ren ville gøre et udfald imod hende. Dog stolede hun på Byrons dømmekraft, men hun var også træt af at alle andre skulle redde hende. Hun blev nød til bevise for dem alle sammen at hun kunne tage vare på sig selv. Hun kunne jo godt, men sommetider var det måske alligevel nemmere at lade andre gøre det, for desuden så det ikke ud til at folk havde haft noget imod det. Det var en evig konflikt for hun ville også gerne vise folkene her nede at hun var andet end en Redwood, at hun var til at stole på, men det kunne man ikke så nemt bevise hvis hun startede med at slå ihjel. Hvilket også var derfor hun kun trænede med det sværd hun havde taget og hun så det kun som den sidste udvej. Kunne hun stikke af valgte hun det frem for at dræbe.  Dog med alt det som var sket havde hendes mere passive måtte lide for hendes vrede.

Det kunne godt være man ikke kunne se det på hende, men når den dystre side kom frem skulle man ikke gøre hende vred. Hun havde skudt efter ham hun havde forlovet med godt med Keevas hjælp og vreden. Hun havde fortrudt det en smule bagefter, men det var som om vreden voksede frem og som hun ikke kunne lide den, var ved at være lige så stor en del af hende som den søde og udskyldige side, måske var den ved få overtaget. Hun følte sig tit presset, men hun havde end til videre kunne skjule den mere dystre side. Hun vidste dog at hun havde en del venner som ville stod ved hendes side hvis det blev nødvendigt, men alligevel havde hun det også lidt skidt med bede dem om det. Hun ville ikke have de skulle sætte livet på spil for hende. Hun følte sig ikke værdig nok til at hun ville lade dem gøre det. Hun lagde hovedet skrå hvornår ville det være en god idé til at spøge om noget? Hun ville virkelig gerne vide hvem der havde sendt hende og hvorfor de havde sendt hende.

Byron sukkede en anelse utilfreds over svaret Ren gav ham, og hævede begge sine øjenbryn for blot at stirre ned på hende. Og alt hvad Ren gjorde, var at stirre igen med hendes næsten karakteristisk stolte og udfordrende blik. Byron spændte lidt efter lidt sin kæbe, da han blev mere og mere utilfreds med situationen og den tone Ren havde overfor ham. "Aw, quit it, prettyboy!" ... "I just thought I'd wait around a little." Og inden Ren kunne fortsætte, talte Helia. Hvilket med det samme fik Ren til at sende hende et skarpt og utilfreds blik. "Shut it, bitch! This is between me, and big boy here..!" Og i ét vendte Rens temperament til noget voldsomt, som hun nærmest så ud til at hun havde lyst til at kyle sig selv efter Helia. Byron sørgede dog for at stille sig i vejen..  Men inden Byron kunne sige noget, blev Ren's skarpe blik mere og mere udfordrende, som et skummelt smil viste sig over hendes læber. "Besides, I was just waiting... you know." Hun kiggede først på Helia, og derefter på Byron. "Ever since you walked through that door, that bitch looked like she was gonna climb you like a tree!" Helia skød sin hofte ud til siden, inden hun så lod en pegefinger prikke til Byrons brystkasse. Alt imens hun gav ham et meget åbenlyst elevatorblik. "You know... Just like I used to do..."

Der var tydeligvis en del historier der kunne fortælles imellem Byron og Ren. Og Byron vidste udmærket godt hvad det var Ren havde gang i. Men uheldigvis for Ren, havde Byron ikke tålmodigheden til hendes lege og magtspil. "Shut up, Ren!" Lød det så bestemt fra Byron, og med en lidt hævet stemme. Ikke meget, men nok til at vide at han ikke just brød sig om alt det her. han slog hendes finger væk fra hans brystkasse, og Ren stoppede op med store øjne, nærmest som om hun var blevet forskrækket. "Uhh.. I like it when you're rough.." Ren lænnede sig derefter til siden, og sendte Helia et næsten hånende blik. "I bet she likes it, too.." ... "I'd bet she's wearing something cute under that dress.." Og mere nåede Ren ikke at sige, inden Byron tog fat i hendes skulder med sin ene hånd, og skubbede hende bagud. Helt indtil Ren var tvunget til at sætte sig ned på bænken. "Just shut up, and listen." Fortsatte Byron så, inden han rakte ned i den ene lomme af hans sorte robe. Han fandt en lille pose med kobbermønter frem, og smed den på bænken foran Ren. At dømme på lyden og vægten af den lille pose, var der mange kobbermønter deri. Så mange at Ren sad og stirrede lidt på den. "Your contract has been dissolved by the Council." ... "This woman left at her own will, and you will no longer hunt her or bring her back to her familiy. Understood?" Byrons stemme var, anderledes. Meget faktuel, og næsten som om han læse op af et dokument. Men alligevel også med en kraftig røst og undertone af autoritet. Ren sukkede og himlede med sine øjne. Hun var en Hex. Byron var hendes Stormester, og hun skulel derfor gøre som han sagde. Så simpelt var det. "Okay, I guess.." Og mere nåede Ren ikke at sige, inden Byron trådte et skridt tilbage og væk fra bænken, og fortsatte. "You will not talk with your employer again. You will not tell your employer anything of what you learned about Helia. And you will keep this location a secret." Han fortsatte i sin bestemt tone. Og Ren kiggede lidt forvirret på ham, for så derefter at sukke igen - og denne gang meget mere utilfreds. Det virkede næsten som om hun var en lille pige der fik verbale øretæver af sin far... Hun var en ubehøvlet, kaotisk kvinde. Men i det mindste havde hun endnu respekt for Konklaven og dets regler. Men hun kunne dog alligevel ikke skjule det typiske lilel overlegne smil over hendes læber. "Anything else, Grandmaster?" Hun sad endnu på bænken og kiggede op mod Byron. I ren's hoved, eksisterede Helia ikke længere. I hvert fald ikke så længe hun ikke snakkede til hende.

Hun lyttede til det sagde og måtte holde sig i selen for ikke selv fare imod hende da hun fik at vide at hun var en kælling, men det lykkedes hende og hun forsatte med sin gøremål, men stoppede op med det sammen Ren ytrede sig noget som hun ville benægte hvis ikke det fordi hendes hoved havde samme farve som en tomat. Hun var forbavset over det, hun kiggede på dem og det var tydeligt at se at det havde ramt hende , men hun vidste godt at sådan havde han det ikke for han så kun unge og naive side af hende. Hun vokset siden og havde også selv lyster. Hun var bare altid lige god til at lytte eller give udtryk for det. Hun havde heller ikke tid hun gik for meget op i sit arbejde. Hun var dog ikke færdig for hun nævnte hun at hun havde gjort det samme. Hun stod kiggede forlegent på dem og anede ikke hvad hun skulle sige til Ren i modsvar og måtte give Ren ret han var ikke den værste, men aldersforskellen var stor imellem dem og med hendes held så han hende sikkert mere som en form for søster vis han så hende som noget end noget andet. Hun lyttede til det næsten han sagde til hende og hvis ikke det fordi hun var voksen og meget forlegen havde hun rækket tunge af Ren.
I det mindste så havde han da haft en til at tilbringe sine aftener med, hun gik hen til en hylde, men lyttede stadig til deres samtale desuden prøvede hun på at skjule hvor rød i hovedet hun var blevet jo mere de forsatte i hvad hun havde på inden under jo mere irriteret blev " do you feel a bit threatened, you know don't he will never see me that way so keep him I'm just his friend" sagde hun og bed sig svagt i læben og håbede at man ikke kunne høre i hendes stemme at hun ikke mente det, men hun vidste godt at de ikke ville være andet end venner.

Hun gjorde sig igen rank og ret, hun var ikke bange for hende hun havde våben med sig hele tiden, hun kunne bare forvandle en arm og ville Ren slås ville hun ikke sige nej. Hun trængte til at lade noget af denne vrede komme ud. Ren legede med ilden og hvis hun forsatte var ikke sikkert at Helia kunne styrer sig længere. Ren var virkelig en person som hun håbede hun aldrig kom til at se igen. Hendes personlighed var så langt fra hendes egen. Hun brød sig ikke om det og selvfølgelig forsatte hun i det samme. Den kvinde var frustrerende. Kvinden havde ingen anelse om hvad hun kunne lide og ikke og alligevel snakkede hun som hun gjorde. Dog skulle lige til gå imod Ren som hun rev sine ærmer op, men hun nåede ikke at gøre noget ved det inden Byron havde skubbet Ren ned at sidde. Hun stirrede koldt på hende som hun fik at vide at hun skulle lade Helia værre. Ren var en kvinde for sig selv hun havde ikke mødt nogen som hende før. Hun undertrykte igen vreden betragtede hende som hun snakkede til ham.

Det var vidst efterhånden ingen hemmelighed, at Ren var en... Kaotisk kvinde. En kvinde med kun få moralske standpunkter, og ingen hæmninger. Med en generel mangel på respekt for alt andet end hendes egne lyster og trængsler. Til hendes forsvar, havde hendes liv heller ikke været nemt, og hun havde trods alt altid været loyal overfor Konklaven. Og hvad mere var; så vidste hun godt at hun ikke fungerede omkring mennesker. Blot den simple kvalitet, gjorde at hun ikke var sindssyg, men blot... anderledes. Ren og Byron havde en fortid... Lang tid siden. Elskere, dysfunktionelle sparringspartnere; i et forhold der havde været ustyrligt lige fra starten. Men det var da de begge havde været yngre. Byron var siden da vokset fra det. Vokset fra hende. Han var blevet træt af at være hendes boksepude og tøffelhelt. Træt af at skulle finde sig i hendes respektløse opførsel og tone, såvel som hendes skiftende og periodiske prioritering af folk omkring sig. Ren var et blad i vinden, og Byron var en søjle. Hun fulgte vinden og skiftede sine meninger i tide og utide. Hun dyrkede det uforudsigelige og kaotiske. Hvorimod Byron var en mand der sjældent kunne rokkes. Forskellene imellem de to var simpelthen for store. Så de forførende ord og små kærtegn fra Ren prallede af på Byron, som vand der rullede af et bjerg. Byron forstod hende endnu, men han var for længst stoppet med at elske hende.
Det var også derfor at Byron ikke rigtig lagde mærke til Helias røde kinder, eller hendes forlegenhed. Han indså ikke hvordan Ren's ord måske påvirkede hende, eller hvilke tanker det måske satte i værk i hendes hoved. Byron ignorerede ordene, og gik derfor også ud fra at Helia gjorde det samme. Dog følte han sig en anelse tvunget til at vende blikket mod Helia, da hun svarede igen. Han rynkede kort sine bryn, og betragtede hende kort. Hvad mente hun mon, helt præcis?

Som han så det svage bid Helia gav hendes egen læbe, blev Byron mindet om et spørgsmål som Helia sikkert gerne ville have besvaret. "Who hired you?" Spurgte han så Ren, lidt derefter. Ren reagerede med et sæt himlende øjne, og trak på begge skuldre. "I dunno.." Hun tog fat i posen af mønter og rejste sig fra bænken. "Some rich fancy cunt named Sam.. or Samuel, or whatever!" Ren gik tættere på Byron. "Lucky for your little bitch... I didn't like him either." Sagde hun så lavmælt, for derefter at at lade en finger glide ned over Byrons skulder. "See you around, prettyboy.." Næsten hviskede hun, og bevægede sig mod døren. Men på vej derhen, sørgede hun selvfølgelig for at sende Helia et skarpt blik, inden hun så trådte ud af hytten, og forsvandt.

Byron stod tilbage, og spændte irriteret sin kæbe og rynkede sin næse en anelse. Han vendte og drejede sit hoved, for at gøre et par forløsende knæk med nakken. Kørte sin ene skulder rundt. Inden han så til sidst vendte sig om mod Helia. Han betragtede hende lidt, og rynkede sine bryn. "I'm sorry about all that.." Han spændte sin kæbe igen. "But don't worry.. She won't come back."

Helia var stadig meget rød i hovedet, men han så ikke ud til at ligge mærke til det eller også valgte at lade være. Hun betragtede ham og Ren, men det så ikke ud som om han kunne lide det. Hun sukkede svagt da hun fortalte ham hvem det var. Samuel det var sikkert i samarbejde med hendes far, hun skyndte sig dog at lave noget for igen at gemme sit ansigt. Hun havde bidt sig en del i læben som for hende var tegn på begær, men det kunne ikke ske. Det ville ødelægge deres venskab. Hun stod med ryggen til som Ren gik. Det irreterede hende at hun stadig blev kaldt bitch af Ren, normalt gernerede det hende ikke at at blive kaldt det, men lige med Ren gjorde det. Hun stod stadig med ryggen til ham imens lod som hun arbejde. Hun bed sig endnu gang i læben. Hun havde mødt så mange folk som mente at der var noget imellem hende og en eller anden. Hun fumlede svagt med sine fingre " she was a speciel one " sagde hun stod stadig med ryggen til. Hun vendte sig da han undskyldte for hendes opførelse " don't be for she was right in some ways, but I know it can be so don't worry" sagde hun smilede forsigtigt. Hun var stadig en del rød i hendes hoved. Dele af hende ville ønske at hun kunne, men det var for risikabelt. Hun ville ikke miste deres venskab. Hun fumlede svagt med sine fingre imens hun bed sig i læben. Hun ænsede ikke Rens skrape blik som hun gik ud døren og forsvandt, hun var vant til dem og lage ikke så meget i dem.
Hun hævede svagt det ene bryn havde han virkelig fundet sådan en kvinde atraktiv hun var så utalende og så kunne måske aligevel godt sætte sig ind i det. Hun flyttede igen tot hår. Hun gik imod trappen hun vill spare sig for flere nederlag " are you staying or you going home too now when you´re job is finish?" spurgte hun ville gerne han blev ihvertfald til i morgen.

Helia havde så mange spørgsmål angående Ren og hvorfor hun var nærgående, men på den anden side kom det hende heller ikke ved hvad brugte sin tid på. Han spurgte heller ikke hende omkring folk eller hvad brugte tid på. Hun smilede svagt. Hun var glad for at han havde været der. Det var tydeligt at han var storemester og at hun alligevel havde lyttet til ham. " thank you for stopping her, it means alot to me " sagde hun og man kunne ane at hun havde akavet i hendes stemme. Hun lagde armene over kors imens ventede på hans svar.

Det var ikke længere nogen hemmelighed. Og hvad han måske havde været langsom til at opfatte, var nu klart som en skyfri himmel. Helia holdte tilbage på et begær og en lyst efter ham. Tidligere, og i løbet af aftenen, havde de små nap i hendes læber eller nærmest nervøse holdning ikke rigtig ringet nogen klokke hos Byron. For at være fair, så var Byron ikke en mand der flirtede. Nogensinde. Han hadede at flirte, og især uskyldigt og med en person han ikke havde et forhold til. Og han var nu heller ikke den skarpeste når det kom til de små signaler eller diskrete hints kvinder kunne finde på at sende. Det var måske derfor han i sin tid havde fundet en kvinde som Ren attraktiv? En stærk og forførende kvinde, der da bestemt ikke var diskret eller underlagt med sine hints eller lyster... Men nu hvor Helias lyster var tydelige for ham, betragtede han hende blot roligt som hun gik mod trappen. "You're welcome, Helia." Han nikkede med et diskret smil, inden han så trådte lidt tættere på hende.

Det var vidst på tide at få kortene på bordet, ikke? Han var næppe typen der ignorerede et problem når det opstod, eller som bare lod ting passere uden at gøre noget ved det. Så Byron trådte tættere på hende. "I made you a promise once." ... "That I would be there if you ever needed my help. That promise still stands." Fortsatte han så, for endelig at stoppe op lidt fra hende. Han betragtede hende, imens ordene forlod hans læber i en bestemt men oprigtig tone. "If you ever need anything, don't hesitate to contact me, okay?" Tilføjede han hurtigt derefter og vedholdte det diskrete smil i hendes retning. Og mere simpelt kunne de ikke siges. Ikke noget 'men', ikke noget 'måske'. Sådan var det bare. Om hun så brød sig om at spørge om hjælp, eller ej.
I nogle få øjeblikke betragtede han hende, inden han så let rynkede sine bryn og sukkede lydløst. "And Helia" ... "I apologize if I ever gave you the wrong impression, or anything like that." Det var vidst rimelig tydeligt hvad han talte om. Og dertil var der nu heller ikke meget mere at sige. Hurtigt derefter, for lidt at undslippe emnet, og ikke pine hende mere; rankede han så ryggen. "I have obligations and things to attend to in The Conclave.." ... "I'll get dressed, and then I'll get going." Han kunne godt fornemme at hun ville foretrække det hvis han blev denne nat. Men det var vidst bedst hvis han lod hende være for sig selv og de mennesker hun holdte af. En mand som ham hørte ikke til her, eller iblandt de ting hun lavede.

Hun betragtede ham selvfølgelig var det bedst, hun kunne ikke benægte at de var der, men det kunne også være fordi hun følte sig så ustabil, hun havde så mange følelser kørende i hendes sind og krop at de falde sammen, men det betød ikke noget hun havde måske altid haft en smule følelser indblandet, men dengang havde hun været bedre til at skjule dem. Hun nikkede ganske kort til at han skulle tage hjem han sikkert også vigtigere ting at tage til " as I said don't be sorry It's was my own fault I let my feelings get in the way" sagde hun og kunne tydeligt mærke at dette havde gjort det mere akavet imellem dem end det før havde været. Faktisk ville hun ønske at han ikke var dukket op nu hvor hun var ved at gå i spåner. Hun sank svagt en klump og bed sig endnu en gang i læben " I mean they have probably been there for awhile but never thought that will see you again and all this being hunted has make it differcult to hide them sagde hun tænksomt lage en hånd på hendes ene arm tydeligt en smule nervøs for at det havde ødelagt noget desuden var hun stadig meget ung til forhold til ham så hun forstod det sagtens " I'ts just I got so many feelings normally I much better to keep it together [b]" sagde hun kunne lige så godt være ærlig. Han var jo ikke dum det vidste hun og der ingen grund til at skjule det for hun var brandvarm i hovedet og sikkert meget rød. Hun vidste at hvis nogen skulle undskylde så var det hende for at have de følelser.
Hun stod lidt betragtede ham som han sagde at hvis hun nogensinde manglede noget skulle bare komme til ham. Hun nikkede svagt "[b] if you need some help with something I can help with don't be stranger and if someone have to say sorry it's me for having these feelings towards you I know we can't be more then friends, just like I said to Ren I understand" sagde hun og håbede så inderligt at det ikke ville blive akavet imellem dem. Hun gik forbi endnu en gang ledte efter noget papir. Hun kradsede nogle få ord ned med små sirlige bogstaver. Hendes skråskrift var meget pæn, men bar alligevel præg af at hun ikke brugte den så tit mere end hun før havde gjort. Derefter vendte hun sig om imod ham.

Hun havde med sin hurtige bevægelser over papiret skrevet at hun var ked af det og at hun håbede at der ikke var sket noget for dem som ville gøre det akavet imellem dem og at hun vidste at han kun så hende som en ven. Hun foldede det derefter papiret sammen og gik hen og hentede noget tørret kød og lille stykke af brødet. Hun vidste ikke om han ville få brug for det, men hun ville gerne sende ham afsted så godt som hun kunne. Hun fandt en lille skindpose hvor det hele lige kunne være i.

Hele den her situation var en anelse... underligt. Mest af alt fordi det var så evigt tydeligt hvor akavet og utilpas hun havde det med alt dette. Og Byron selv var, ja, rolig? Kølig? Det var slet ikke akavet for ham. Det var blot... simpelt. Hun havde følelser for ham, men han havde ikke følelser for hende. Han derfor hentydede at der ikke kunne blive noget imellem dem. Og så var den egentlig ikke længere. Det var da bestemt ikke fordi han syntes værre om hende nu. Hvis det betød noget som helst, så var det da et kompliment, som det mindste. Lige så vel som at han udmærket godt vidste; at hun nok skulle finde en at dele sin seng med, eller sit liv med. Hvis altså hun ikke allerede havde fundet en der var speciel på den måde. Alt i alt var den slags bare ikke særligt akavede i hans øjne. Han havde det langt mere akavet når han var til et eller andet fint selvskab, end han havde det i denne situation.
Derfor blev Byron også en anelse irriteret af alt dette. Hun undskyldte, igen og igen, for at have følelser for ham. Og hvad?.. Så skulle han bare tage imod hendes mange undskyldninger, og lade hende gå i troen om at der var noget galt med hende? Nej fandeme nej!

Uanset hvad hun havde gang i med hendes stykke papir og de småting hun pakkede sammen til ham; så kom han ganske hurtigt nærmere. Han lignede næsten en mand på en mission, så beslutsom så han ud. "Screw your apologies!" Vrissede han en anelse arrigt, for så i det samme derefter at placere en hånd mod hendes skulder, for at fange hendes opmærksomhed. Og ikke mindst at sikre sig, at hun ikke gik nogen steder. Fra hans anden hånd blev der hævet en bestemt pegefinger, som pegede insisterende mod hendes bryst. "There is nothing wrong with you. And you have nothing to be sorry about, understand?" Hans tone var alvorlig, og samtidig oprigtig. Hun kunne tage hans ord som hun havde lyst til det; men hun havde bare at høre efter. "The fact that you were born a Redwood, does not make you evil" ... "The fact that you sometimes need help, does not make you weak!" ... "And the fact that you have feeling for me, does not make you wrong or odd!" Som han opremsede de simple og alligevel insisterende ord og sætninger han fortalte hende; holdte han sit blik i hendes øjne. Atter var hans tone alvorlig, en anelse hævet... men alligevel virkelig oprigtigt!
Byron kiggede på hende nogle få sekunder, inden han så gav slip på hende, og gik ovenpå. Og med dét, kunne hun så få lov til at stå og tænke lidt over hvad han sagde.

Byron fik sig klædt på. Hvilket selvfølgelig tog en smule tid, med alt det tøj han bar. Men inden alt for længe, kom han endnu engang ned ad trapperne, iført alt sit tøj, og med den sorte robe over sig. Da han nåede enden af trappen, vendte han s blikket mod Helia. Et kort øjeblik overvejede han at give hende et kram, eller lignende.. Men... det var ikke ligefrem Byrons stil, måtte han ærligt indrømme. I stedet vendte han kort blikket mod den lille skindpose hun havde forberedt til ham, og så tilbage mod hende. "Goodbye, Helia." ... "And keep it." Den sidste bemærkning var tydeligt rettet mod skindposen og ikke mindst det lille brev hun havde skrevet til ham. "Whatever you wrote on that note, I don't need to hear it" ... "And you can tell me the next time we meet, deal?" Tilføjede han så ganske bestemt. Noget at se frem til, måske? Men hvis det bare var endnu en undskyldning, ville han ikke have den. Han havde vidst gjort sig selv rimelig klart på det område. Som en sidste lille hurtig ting, trådte han hen til hende, og plantede et hurtigt og flygtigt kys mod hendes pande. "Take care of yourself, Helia." Og med denne sidste gestus; gik Byron mod døren. Han måtte hellere se og finde sin hest, inden en eller anden forsøgte at ride væk på hende...

//Out