The Blind Merchant - Helia

Selvom stedet skulle være oplyst for alle, havde det ikke gjort nogen forskel for Dazhar. Mørket tiltalte ham faktisk mere, og det havde været nemmere for ham at bevæge sig rundt i mørket, måske fordi det ikke påvirkede hans insekter så meget som lyset gjorde, eller også var det bare fordi at han som blind havde fundet det nemmere at bevæge sig rundt i mørket når det var konstant i forhold til lyset. Uanset hvad, så havde det været en lang og sej kamp for ham at komme hertil... eller... faktisk havde det været ganske nemt, hvis man trak den del ud hvor han både blev forælderløs, mistede synet og var nær slået ihjel gentagende gange, men derudover, så havde rejsen faktisk været ganske nem.
Der var en grund til hvorfor at han var mødt her op i dag, fattige, hjælpeløse og mange andre som var mindst ligeså ilde kendte godt til Dazhar, og de fandt altid hans ankomst positiv. Måske var dette udelukkende på baggrund af at han enten havde gratis medicin, tøj eller mad med til dem, kunne det sagtens være en faktor som spillede ind. Men denne gang, havde han faktisk andre mere skumle planer, som han dog ikke havde i sinde at fortælle en sjæl om.

Dazhar var iklædt ligesom de mange andre der gik dernede i gammelt spraglet og ødelagt tøj, det var egentligt ikke fordi han skillede sig meget ud fra flokken. Dog så gik han med en lille vogn ved siden af sig, og med en forholdsvis stor rygsæk over den anden skulder. Når man kiggede nærmere på ham, ville man hurtigt og nemt kunne skimte hvad der lignede et læderbælte som var placeret hen over hans øjne. Når man kiggede omkring ham ville - hvis man vidste hvad man skulle kigge efter - man kunne skimte tre små insekter som fulgte ham, dog hvad der ville fremkomme som mærkeligt for den obsevante ville være at de bevægede sig i takt med ham, og var placeret på henholdsvis han højreside, venstreside og foran ham. Normalt i sådan et tilfælde ville man blot havde troet at han var omgivet af insekter fordi han var rådden, lugtede og ikke havde været i bad i en måned. Dog var det ikke sådan det helt hang sammen, Dazhar undgik nemlig alle de fare som var imod ham, om det enten var en sten på vejen som kunne vælte selv den mest stabile mand, til at han hurtigt stoppede op og drejede omkring en forbi passerede som ellers ville havde væltet ham omkuld. Heldigvis var det normalt ikke så obsevante typer som befandt sig i denne del af The Underground.

Dazhar havde tidligere på dagen efterladt sine ting ved The Black Market, og handlet med folk der, ligesom han normalt plejede, han havde endnu ikke fået en tilladelse til at handle andre steder, så indtil den kom, ville han blot fortsætte med at handle her.

I løbet af næsten ingen tid, skete der så det der ikke måtte ske, og en person havde enten bevist eller ubevist formået at snyde Dazhars insekter og havde faktisk væltet ind i ham, hvilket blot havde resulteret i at Dazhar ligeså lang og bleg han var, lå på jorden. Et kort grunt fra den unge dreng kom før han begyndte at vende lommerne ud på Dazhar og stjal hans penge, eller det vil sige, de penge som han nu engang havde på sig. Dazhar var ikke en som bare ville bruge sine evner for at dræbe den unge mand, eller jov det ville han, hvis der ikke havde været så mange til stede eller hvis tidspunktet var det rigtige, så havde han i løbet af et kort sekund sørget for at den unge dreng ikke havde overlevet natten. Men sådan var det ikke nu, han måtte blot spille med på det, og lade uretfærdigheden fortsætte som den havde gjort i lang tid. Men her lå han så, forgæves prøvede han at rejse sig op, men  hans arme faldt sammen under ham, han var blevet svækket, drengen måtte være i besiddelse af en eller anden evne som gjorde det, og Dazhars insekter som levede inde i ham, var i højdrift for at prøve at hjælpe ham. Dog som tiden gik, fik han endelig sat sig op, vognen hvor mad, medicin og tøj havde ligget på var stjålet og ødelagt, og tasken havde heldigvis været uberørt fordi hans insekter havde sat sig på den og været aggressive overfor alt og alle som blot nærmede sig den.

Helia var havde valgt at placere sig i Det The Underground, hun var en Redwood, men hun så sig mere som slægt løs og følte sig hjemme hernede. Hun skjulte sit ansigt ved at have kappe på den var trukket så godt ned omkring hendes hoved at man kun kunne se hendes røde læber og den smalle næse. Hun stod og snakkede med Nellie og Bernard som hun fik øje på den blinde mand idet han væltede til jorden. Hun havde valgt at holde fri fra sine pligter som hun havde givet sig selv og bare hygge med dem, Ciara var også med. Selvom disse mennesker ikke var familie og delte blod. Så var de alligevel dem hun holdte allermest af. De havde lukket hende ind i deres hjem hvor ingen andre havde villet. Det var også deres skyld at hun blev ved med at kæmpe. De var hendes familie mere end hendes rigtige hun havde. Hun kiggede derefter på drengen som forsvandt med den blinde mands ting. Hun bed sig svagt i læben. Det undrede hende at hendes evne ikke havde advardet hende. Hun vidste at der var en risiko for at blive bestjålet her da de fleste af dem som befandt sig her var kriminelle. Det var sågar sket for hende og hendes lille familie, men heldigvis havde hun nået at stoppe vedkommende. Hun havde set det inden lige netop fordi han havde truet Nellie. Hun kunne ved hjælp af syn se når nogen var i fare. Hun trak ned i den røde kappe og gik hen imod ham "are you okay sir?" spurgte hun hendes stemme var varm og det var tydeligt at hun kommet for hjælpe ham. Hun var en venlig sjæl og det var langt fra var mange var hernede, men hun prøve på hjælpe. Hun lagde hovedet en anelse på skrå da hun så at han havde dækket sine øjne. Det kunne kun betyde han at var blind.

Måske havde drengen set sit snit fordi han var blind hun rakte forsigtigt sin arm imod ham for at hjælpe ham op. Hun smilede svagt "life can be tough down here, you allways have to be carefull" sagde hun og greb forsigtigt hans ene arm, for at hjælpe ham op. Hun prøvede virkelig at hjælpe dem som brug for det. Hun skulle starte et sted og hun havde valgt stedet her fordi der var så mange som havde brug for hjælp. Manden var ikke en hun havde set før og det kunne være svært at være hernede, især når man ikke kunne se det var ihvertfald det hun forstilte sig. Hun kunne hjælpe ham hvis han var kommet til skade. Der bare nogen som troede de kunne slippe afsted med alt "me and my friends over there were just headed home you're welcome to join us" sagde hun og det var lige gået op for hende at han ikke kunne se og derfor ikke vidste ikke hvor de var. Hun fugtede svagt de røde læber. Hun havde været så optaget af at hjælpe at hun havde glemt præsentere sig. Hun hed egentlig Ophelia, men det havde hun lavet om fordi hun ikke ville findes af Redwoods eller af de andre slægter som støttede dem. Det hun gjorde hernede var at forråde sin slægt, men det var et valgt hun havde taget for længe siden. Hun  kunne og ville ikke støtte en konge som ikke havde tid til at hjælpe de svage i et samfund. Hun hadede det  kongen og hendes slægt stod for, hun drømte om den dag han ikke ville sidde på tronen mere og hvis hun kunne hjælpe folk i den retning og få dem til at kæmpe for et bedre  liv så ville hun ikke tøve med det. Hun følte at hun måtte gøre noget for hjælpe dem hendes slægt havde gjort noget ved eller ikke behandle særlig godt. Det var derfor hun valgte at blive, hun skulle starte et sted og hun vidste at handling var den eneste vej fremad, hun kunne sige undskylde så meget ville det ville ikke hjælpe. det kunne ikke give folk det tilbage de havde mistet. Hun var lige med dem og hun så ingen grund til ikke at være det.  Desuden var det forsent at vende tilbage til det liv hun havde haft. Hun fortrød intet andet end hun havde forladt sit livs kærlighed for at hjælpe dem som havde mest brug det.

Hun havde overvejet mange gange at prøve at finde ham, men hun vidste også at han aldrig ville tilgive hende for hendes foræderi og han ville sikkert sende hende lige direkte til kongen. Selvom deres tid var kort sammen havde hun set ham på en anden måde, end krigeren det havde fået hendes hjerte til at smelte og hun var blevet forelsket i ham. Desuden havde hans far sikkert fundet en anden til ham og det gjorde hende alligevel godt tilpas for hun kunne aldrig have været den kone som han havde brug for. Nu havde hun ikke tid til finde nogen og for at være ærlig så ville hun ikke. Hun havde opgivet kærligheden for at arbejde på at hjælpe dem som havde brug for det. Desuden elskede hun sit liv som det var og skulle hun død alene kunne i det mindste sige at hun havde gjort noget " you can call me Helia" sagde hun da det endelig gik op for hende at hun ikke havde givet ham et navn.

Det var virkelig sjældent at man fandt nogle som overhovedet skænkede andre mennesker tanker i dag, folk var alt for fokuseret på at hjælpe sig selv eller at skaffe sig en position hos de mest magtfulde. Selvfølgelig var der fordele ved at gøre det, men det var ikke det sjoveste. Dazhar havde selv planlagt at hvis han engang skulle søge til en form for magt, ville han gå via andre veje, han ville samle masserne under sig, der var selvfølgelig alle de forskellige slægter som man kunne søge ind til eller man kunne endda prøve at gå efter at være en del af Redwood slægtens, han havde jo selv den fordel at hans øjne ikke længere kunne afsløre hvilken slægt han engang havde ladet som om han var. Men det var ikke det som det omhandlede nu, Dazhar skulle havde hjulpet de slægtsløse og andre svaglige sjæle som skjulte sig fra verden udenfor, men han var selv, ironisk nok blevet røvet af dem han prøvede at hjælpe.
Normalt ville han ikke havde været et sekund om at bede den unge kvinde om at forsvinde og afslå hendes hjælpsomhed, men når han allerede var inde i rollen som den svaglige så kunne han ligeså godt fortsætte med den, måske endda få information ud af hende omkring hvilke rygter der foregik rundt omkring.
”I am fine, thanks” kom det fra ham, hvorpå han blev hjulpet op af hende.
I ly af mørket of forvirringen havde hans insekter kravlet tilbage til deres pladser og var forsvundet, hvorpå at tre nye havde taget de tre forriges pladser. ”I completely agree, times and life can get rough down here, but happiness can be found even in the darkest of times if one only remembers to turn on the light”

Det havde været lang tid siden at Dazhar havde befundet sig her, og det var måske også derfor at pigen, senere kendt som Helia, ikke havde set ham før. Der gik ikke en dag hvor det var at han ikke savnede stedet, og de venner og bekendte han havde skaffet, men de var alle borte nu, eller måske ikke ligefrem alle, men mange af dem var. Systemet havde undertrykt dem der var svage, smidt dem væk som var de intet, men i virkeligheden så var de mennesker han mødte hernede var mere levende end nogle andre.
Han havde oplevet den grimmeste side af mennesker som ironisk nok også havde kostet ham synet i den sidste ende. Dazhar havde ikke længere noget til sammenligninger med de som følte sig hjemme i en slægt, eller som var elitære snobber som mente at kunne vælge og vrage imellem liv og død. Selvom det godt kunne minde om det Dazhar selv havde i tankerne ville alle dog få en fair chance for at kæmpe sig til livet.

Velkomment blev han dog hjulpet op på benene igen af hende, og selvom han stadig var mistroisk overfor hende og hendes væremåde, måtte der være noget bag hendes facader. Med et halvkvalt smil, nikkede han anerkende til Helia ”I would love to join you and your friends, even though I can’t see where you are headed, I sure hope you could guide me the right way” sagde han med et lille kækt smil på læberne.
Det gik hurtigt op for Dazhar at Helia havde meget på hjertet som tyngede hende. Hendes hjerte frekvens var anderledes og selvom det normalt ikke blev opdaget af folk selv, så kunne man ikke skjule sine sande følelser for hans insekter. Dazhar ville normalt ikke bruge sine insekter på folk som intet havde ham gjort eller var til fare for ham, så havde han valgt at sætte en enkelt til at opfange signaler fra Helia, dette kunne selvfølgelig også ramme ham selv hvis Helia opdagede den og besluttede sig for at klaske den som var den blot et simpelt irriterende kryb. ”It's an honor to meet you Helia, I am Dazhar” selvom han ikke kendte til Helia, så anede det ham alligevel at der var mere som stak under end hun lige gav udtryk for, først og fremmest, så befandt hun sig et sted hvor normale lovlydige mennesker ikke ville sætte sine ben, dernæst så lignede hun slet ikke en som ville befinde sig der. Dazhar havde øjne alle steder, og han havde opdaget Helia inden hun først tog kontakt til ham, udelukkende fordi hun godt kunne havde været en som stod bag overfaldet på ham. Men så igen, måske tog han fejl, måske var hun bare en hjælpsom sjæl som prøvede at gøre noget godt i en verden fyldt af ondskab, eller også, så tog han fejl og hun kunne være mere udspekuleret end han først lige antog. Men alt det, måtte han finde ud af, når Helia førte ham hen til hendes venner og deres sted.

Helia smilede og nikkede og som han rejste sig med hendes hjælp gav hun ikke  slip. Hun gav først slip da de var kommet tilbage til huset som også der var her hun prøvede at hjælpe. Hun kunne ikke lade være med at smile som han fortalte hende at der altid var lys selv i de mørkest steder, han var den første hun havde mødt som havde sagt det og det var bestemt ikke alle som så hende som lys i denne verden. Hun var torn i deres side og folk så helst at hun bare forsvandt, men hun kunne heller ikke give dem skylden for hun var jo af en slægt som havde lavet så meget rav i den at det var folk som ikke kunne lide deres slægt det ville tage tid at bevise overfor dem at hun var anderledes godt kunne se at de ting de havde gjort var forkerte. Hun var ikke som dem hun var ikke magtbegerrig og slet ikke aggersiv som sine slægts medlemmer, men det betød ikke at hun ikke kunne slås. Hun  havde selv trænet da hun boede sammen dem som hun ikke ville se som familie mere, nu trænede hun sammen med Bernard. Hun havde været adelig, men det lagde i fortiden og hun kunne alligevel ikke vende tilbage til det som der var engang og det var ikke heller fordi hun havde lyst. Hun havde før hen måtte skjule sin meninger omkring det hun gjorde nu. Det betød også at hun havde  lagt skjul på hvem hun var. Krigen havde ændret hendes syn på ting. Hun kæmpede hverdag med at få folk til at stole på hende og det overraskede hende ikke at Dazhar også var mistroisk " This is my place here are you always welcome to stay so long you wish, we have some rooms upstairs you can stay in, the things you lost can I replace for you if you want me to" sagde hun smilede svagt. Hun havde haft så travlt med hjælpe Dazhar at hun ikke havde lagt mærke til hans insekt på hendes krop endnu.  Efter lidt tid kom Nellie med en maske hun havde fået lavet så det var nemmere at gemme hendes ansigt der var ikke mange som havde set hendes ansigt, men det var bedst sådan især fordi hun prøvede at holde sig skjult fordi hun hjalp The Redwoods fjender ja alle dem som havde haft en dårlig historie med The Redwoods. Hun kunne ikke stole på at folk ikke ville lade være med at fortælle nogen om det arbejde for at gøre livet bedre for dem, som havde mistet, fået taget noget eller bare ikke kunne lide The Redwoods. Helia tog masken og vendte  sig imod Nellie " Thank you, Nellie" sagde hun og sendte kvinden et smil inden Nellie vendte sig for at begynde at lave noget mad, men inden hun kunne det skulle de have tændt ild i ildstedet.

Det varede ikke længe før varmen og lugten af brændt træ bredte sig i rummet nedenunder,  rummet var ikke stort, men det var okay til det de lavede på den ene side af rummet var der hylder med forskellige urter, forbindinger og bøger, som de kunne bruge til de ting, som folk spurgte dem om hjælp med. På den anden side var der sat spejle op for at få rummet til at virke større. I midten var der en stol som hun plejede at sidde på. De havde også et bord med bænke som man kunne sidde og spise ved, ikke så langt fra ildstedet. Hun trak sin kappe ned og man kunne se hendes ansigt og de gule øjne. Da hun troede at han ikke kunne se hende var hun ikke bange for at vise sit ansigt, men der kunne komme nogen som skulle have hjælp nu hvor de var kommet tilbage og de måtte ikke se det. Hendes mørke hår var sat op i en stram knold, dog befandt der sig nogle hvide perler i det, men det var ikke fordi folk kunne se dem, men derfor kunne man vel godt gøre noget ud af sig selv. Efter hun havde fået masken på trak hun kappens hætte op over hovedet så man kun kunne se masken og hendes gule øjne igennem hullerne til hendes øjne. Hun vendte sig derefter imod døren åbende den så folk kunne se de var hjemme. Helia var ikke typen som opsøgte folk, der var for meget på spil folk kom også hvis de havde brug for hjælp, men der også mange som ikke kom desuden havde de jo også hospital her nede, men der var heldigvis andre ting, som et hospital ikke kunne tage sig af og der kom hun ind i billed. Efter det var gjort hjalp hun ham hen sidde på stolen hun ellers plejede at sidde i " I have something to tell you, and if you don´t trust me after this I will let you know that I understand your hate. But have in mind that I help you earlier" sagde hun og hendes stemme blev alvorlig, hun kunne lige så godt fortælle ham hvad hun var, men hun havde hjulpet ham og ville give ham de ting han havde fået stjålet tilbage ved at finde dem her eller andre steder. Hun trak vejret dybt inden hun betragtede ham.

Det med at folk var mistroisk var noget hun var vant til, men i stedet for at give op forsatte hun med at arbejde på at vinde deres tillid, hun kunne ikke give op for hvem skulle så kæmpe for de svage her i livet. Hun havde taget et valg og blev nød til stå ved det. Verden var uretfærdig og hun ville til hver en tid hjælpe dem som havde det værst, end sidde oppe i byen og tro at hun var højere end alle andre,  for det var de ikke. The Redwoods blev nød til at indse det en dag, om de ville det eller ej så var de lige med alle andre, men de kæmpede måske bedre og fik folk til at blive i den tro at de var noget højere fordi de var så gode i kamp. Det burde ikke være sådan "I'm a Redwood, but I´ am not like them actually I hate them for what they have done to people, I fight for the people they wronged. I know that saying sorry doesn't turn  back time and makes everything right, that's why I stay down here to help those people" sagde hun og havde også andre planer med fremtiden, men det var ikke nogen hun travlt med at føre ud i livet lige nu og derfor nævnte hun ikke noget omkring dem. Ciara hendes lillesøster greb hendes hånd og gav den et klem. Ciara vidste at det betød meget for Helia at få folks tillid, men det aldrig lige nemt, men heldigvis var de her til at hjælpe hende.