How you've grown ~ Madeline [Fortidsemne]

Der var ingen grund til at holde bal. Der var ikke noget at fejre udover det faktum at de var rige nok til at holde et bal uden grund. Det var bare et bal holdet for at holde bal. Men det var vigtigt at holde alligevel - det holdt det gode humør oppe, og der var intet bedre end en rig mand i godt humør for så røg pengene hurtigt. Charles havde ikke selv arrangeret dette bal. Han havde blot godkendt det og så havde andre arrangeret det for ham. Med alt det som foregik lige nu med en ny leder af The Takumaras, Adara-medlemmer som listede rundt i Redhawk City og væksten af de to mindste slægter, The Griffins og Naailas, havde han nok at se til. Det kunne godt være, at han elskede at være konge, men det betød ikke, at det var nemt. Dog var det det værd. Alt hans arbejde handlede om at holde sig selv på tronen. Alt han gjorde gavnede ham i sidste ende. Det kunne en slagter eller en læge ikke sige om sit arbejde.
Han bevægede sig rundt blandt menneskeflokken og stoppede i ny og næ for at have en kort samtale med hvem der lige var interessant nok. Som de andre mænd i tronsalen var han formelt beklædt i en smoking og et champagneglas i hånden, der næsten var tomt. Lige nu var han hevet til side af en pensioneret elitesoldat, der ville rose ham for alt han havde opnået efter sin families død og selvfølgelig også fortælle om, hvor forfærdelige krig kunne være uden var paladsets guldmurer. Charles kunne ikke være mere ligeglad. Krigen var muligvis et forsøg på at vælte The Redwoods af tronen, men i sidste ende havde det været gavnende.  De havde fået sig allierede, udviklet en masse nye våben, fået hæmmet potentielle fjendeslægter, og nu var Redwood-slægten stærkere end før. De var selvfølgelig ikke så stærke som i år 0, da de lige kom på tronen, men Charles ville i hvert fald med glæde tage æren for at have ryddet op efter Arden Redwoods fejltagelser. Han lyttede faktisk slet ikke efter, hvad den tidligere soldat sagde længere. Han nikkede blot høfligt efter at han zonet ud i sine egne tanker. Hans gyldne øjne gled fraværende rundt i lokalet, ikke for at finde noget specielt, men blot for at have noget andet sted at se hen end mandens alt for ivrige smil – gav han ham for meget anerkendelse ville han sikkert blot tale mere.
Til sidst endte hans blik dog på noget helt specielt, eller nærmere nogen helt specielt – Madeline Hawthorne. Han kunne næsten ikke genkende hende, for det sidste minde, han rigtigt havde med hende var hans fars begravelse som foregik for over ti år siden, og der var hun endnu et barn. Nu var hun… ja, en kvinde kunne man vel godt sige. En ung kvinde, som lignede ufattelig meget sin mor og egentlig også sin søster. Vicki. Det var længe siden han havde set nogle af ’børnene’, som ikke var børn længere, fra den familie. Siden han var blevet konge, havde han haft travlt med en masse andre ting.
Han drak det sidste af sin champagne og gav det tomme glas til soldaten, som forvirret stoppede med at tale. Så gav han ham en klap på skulderen og med øjnene fikseret på Madeline. Charles var trods alt en nysgerrig mand og havde altid været det, selvom han på de sidste mange år havde holdt det tilbage. Han havde mere nyttige personlighedstræk end at være nysgerrig, så den var ikke altid vigtig at vise. Men nu var nysgerrigheden for stor og det kunne ikke skade at have en snak. Han gik roligt hen til hende og et svagt, næsten usynligt smil lå på hans læber. Da han næsten var nået frem til hende, begyndte han at tale: ”Madeline Hawthorne. Det er længe siden, jeg sidst har set dig. Hvor er du blevet stor. Jeg behøver næsten ikke at se ned på dig længere”
Det lød ikke så meget som, når en bedsteforælder snakkede til sit barnebarn. Det lød mere venskabeligt. En del mere afslappet, end når han talte til andre. Men hun var også fra en anden tid i hans liv og det var svært blot at skubbe den side væk. Han rakte hånden mod hende. ”Må jeg få denne dans?”

Madeline vidste godt at dette bal kun blev holdt fordi at folk havde råd og tid til at deltage og holde det. Hende selv værende deltagende konstaterede kun at hun ikke havde noget fornuftigt at lave udover at være den pyntedukke som hun var opdraget til at være. Hun kendte til realiteten af hendes status og omgangskreds, men stadig, så havde hun glædet sig til at komme til dette lige gyldige bal. Det var lang tid siden at hun sidst havde været på besøg i Redwood's Mansion. Et par gange havde hun været der, mens hendes far havde haft noget politisk anliggende at ordne, men enten havde hun været sat på en stol og fået stukket en bog i hånden mens en af tjenestefolkene holdt øje med hende, eller så var hun i en af stuerne sammen med de andre politikkers hustruer. Hun var ikke inviteret til selve møderne, men mødte op for at pynte godt på sin fars ry. At have en smuk og veltalende datter var noget som den rige omgangskreds elskede. Og det var egentlig det eneste hun kunne være. Hun var ikke gammel nok til at blive gift med en rig mand, ligesom hendes søster, og hun havde ingen magisk kunnen indenfor kamp så hun kunne være med i hæren som sin bror. Og fordi hun var en kvinde af høj rang, ville det ikke være særlig passende at hun var en del af hæren. Det var ikke traditionelt som alle ville have det. Så Madeline var nød til at være denne pyntedukke der havde et talent for at nikke og sige ja på de rigtige tidspunkter.
Madeline tog imod det champagneglas en af tjenerne bød hende. Hun nippede til det og straks smagte hun den søde smag på hendes tunge. Hendes blik var på den ældre kvinde som fortalte hvor meget Madeline lignede sin mor og at hun bestemt havde sin fars intelligens. Madeline kunne ikke andet end at smile og takke for komplimenten. Hendes blik gled rundt i lokalet og landede på tilfældige ansigter hun bemærkede. Dog kunne hun ikke andet end at gispe lydløst da hun fik øje på et helt specielt ansigt. Et ansigt som har stået klart for hendes indre syn siden hun var 6 år gammel. Hun huskede det dog omgivet at sort klædte folk og triste følelser fra alle undtagen ejermanden af dette kønne ansigt. Charles Redwood. Den person der havde de mest spændende følelser. Madeline havde altid været betaget af ham, lige siden begravelsen af den tidligere leder af Redwood slægten. Hun havde ikke set ham lige siden, men han strejfede altid ind og ud af hendes tanker.
Hun blev rystet ud af sine tanker da den ældre dame fra før spurgte Madeline om noget. Madeline smilede bare og nikkede til enighed med damens holdning. Om det var at mænd burde kunne gå i kjoler, eller at enhjørninger burde have flere rettigheder, var det lige meget. Madeline skulle smile og være enig. Hendes egentlige holdning skulle hun ikke dele, det kunne måske ødelægge hendes fars ry og det skulle nødigt ske. Kvinden fik øje på en af sine bekendte og undskyldte sig hvorefter hun forlod Madeline alene. Madeline nippede igen til champagnen før hun gjorde sig af med det ved at give det til en forbigående tjener. Da en stemme sagde hendes navn så hun sig om mod stemmens ejermand og måtte møde et par royale guldøjne tilhørende Charles Redwood.
”Charles Redwood, dejligt at se dem igen.” Hun smilede venligt til kongen af Redwood slægten. ”Ja, der sker meget på 11 år.” Tilføjede hun da han kommenterede hendes højde. Hun var ikke lige så høj som ham, så han skulle stadig se ned på hende, og de hælede sko hun havde på gjorde også et lille under på hendes højde med nogle få centimeter. Da han bød hende op til dans smilede hun og lagde sin hånd i hans udstrakte.
”Med glæde.”

Det var underligt at høre hendes stemme igen. Så genkendelig. Han havde helt glemt, hvordan den lød, og nu ramte minderne ham som bølger, slag efter slag. Selvfølgelig havde den ændret sig en del, modnet, ligesom hende, på de 11 år, hvor de ikke rigtigt havde haft kontakt - han havde set hende flere gange til diverse arrangementer men aldrig talt til hende. Han havde overvejet det kraftigt, hver gang han så hende, men udover få samtaler med hendes storesøskende, som alligevel var flere år siden og møder med hendes fader, havde han holdt sig væk fra Hawthorne-familien. Ikke at han ikke brød sig om dem - og der var ellers mange af de adelige som han fandt en pine at være sammen med for lang tid af gangen - men fordi de kendte til en del af ham, som han helst ville glemme. Drengen med en guldske i munden. Men det var så mange år siden, at han havde snakket med Madeline eller nogle af Hawthorne-børnene og nu pressede nysgerrigheden altså på. Desuden var Madeline voksen nu. Mon ikke hun også forstod, at man ikke ønskede at blive mindet om sit tidligere jeg?
Han trak let på den ene mundvige, da hun svarede 'med glæde' til hans forslag om en dans sammen. Det var så svagt at det nok ikke rigtig var tydeligt, men han bed selv mærke i det. Hun lagde hånden i hans, og han førte hende ud på dansegulvet. Der var flere, der dansede, nogle bedre end andre og nogle var pinlige efter den mængde af champagne som de havde indtaget. Charles var god til at danse, i hvert fald de danse, som man dansede til bal. Han var opdraget til det, og så var han også bare født med en god motorik. Da de nåede ud på dansegulvet, lagde han sin frie hånd på hendes hofte, mindre bestemt end hvad folk udadtil skulle tro om ham. Alle skulle jo have et image. Han fandt rytmen og begyndte at danse. Det var en dans med et roligt, dog ikke stille tempo, der gjorde at de nærmest gled henover gulvet, mellem de andre par. Charles så ikke væk fra Madeline.
"11 år," startede han ud med, "Har det virkelig været så længe?"
Han virkede ikke til at forvente svar, for han ville egentlig ikke tale for meget om 'dengang'. Der var mere spændende ting at diskutere.
"Hvordan har I haft det?" spurgte han så efterfulgt at mere tale: "Jeg har hørt at din broder, Romeo, er i hæren. Et smart valg, vi kan aldrig få nok soldater. Og Vicci... hvordan går det med hende?"
Nu var Charles mester til at skjule sine følelser. Hvis han ikke var det ville han aldrig have kommet så langt. Men det var sværere med Madeline, og da han nævnte Victoria, hendes storesøster, kunne han ikke stoppe sig selv fra at lyde tøvende. Han vidste ikke om det var passende at spørge ind til. Der var ikke mange der viste det, faktisk var Charles ikke sikker på at andre end Katherine vidste det, men da han var yngre, meget yngre, var han håbløst forelsket i Victoria. Det var nu dengang han var ung og dum, knap nok myndig, og han vidste bedre nu. Men alligevel ville han gerne vide, hvordan det gik med hende. Hvordan det gik med alle hans tidligere barndomsvenner sådan set. Han lod sit blik glide udover dansemængden for til sidst at lade sine gyldne øjne lande på Madeline igen, ventende på svar.

Som Charles førte hende ud på dansegulvet, sørgede hun for at hendes ryk var rank og at hendes bevægelser var elegante. Betydningsfulde personer vil helt sikkert se hende i aften, specielt nu hvor at Charles, kongen af Redhawk, havde budt hende op til dans. Det er jo sådan noget deres omgangskreds lægger mærke til. Og som deres omgangskreds vil tale om i fremtiden. Helt bestemt mellem alle de fine frøkener, vil der blive snakket. De havde heller ikke noget vigtigt at snakke om alligevel. Men sådan en snak skulle helst ikke reflektere negativt tilbage på hende og hendes familie. Hendes blik gled over de andre dansende idet hende selv og Charles bevægede sig mellem dem for at få en plads i dansen. Nogle var gode til at danse, andre ikke så meget. Madeline kunne stolt sige at hun var en suveræn danser, specielt til formelle danse som disse til bal. Dans var jo bare en af de tusinde færdigheder som hun har skulle lære fra barns ben af og som den yngste var der ikke noget specielt hun skulle opdrages til at være. Hendes bror, Romeo, skulle jo arve godset som Hawthorne familien har haft i mange generationer, så hans plads i hæren er kun for at give ham betydningsfulde bekendte og et godt ry. Madelines søster, Victoria, skulle giftes ind i en anden rig familie som Hawthorne længe har villet skabe et foreviget venskab til. Og så var der lille Madeline tilbage, som viser talenter indenfor diverse færdigheder, men som ikke har noget bestemt mål at stræbe efter. Hun kunne bare nøjes med hvad end livet gav hende.
Men nok om det. Da Charles lagde sin hånd på hendes hofte, lagde hun ligeså sin ledige hånd på hans skulder inden han førte hende ind i dansens rytme. Han var en god danser, det kunne bestemt ikke benægtes. Først da han talte mødte hun igen hans gyldne blik. Ja, det havde godt nok været nogle lange 11 år, men Madeline tænkte at Charles nok havde haft travlt med at være konge, så for ham var tiden sandsynligvis fløjet afsted. For hende selv var tiden sneglet sig af sted så langsomt som overhovedet tænkeligt. Dagene havde været fyldte med kedelige lektioner og oldtudse gamle lærer og lærerinder, som Madeline skulle høre på i timevis.
”Ja, Romeo har sluttet sig til hæren, han kan jo ikke bare sidde og pynte derhjemme vel?” Madeline kunne ikke lade være med at smile grinende. Romeo var som yngre bestemt ikke typen der ville udenfor og lave noget. Han foretrak dengang at sidde i stuen med en bog. Denne yngre Romeo var bestemt ikke glemt af nogen i familien, selvom han de seneste år havde udviklet sig utrolig meget og viste meget mere engagement i sin slægt end han havde gjort tidligere.
”Vicki blev jo gift for 3 år siden,” Fortalte Madeline videre, eftersom Charles spurgte en smule tøvende ind til den ældre søster. Madeline kunne godt mærke at der var… noget… på hans hjerne, men hun kunne ikke lige sætter finger på det, udover at det havde noget at gøre med hendes søster. Smilende, som om intet var galt, fortsatte hun: ”men det ved du jo, siden du fik en invitation til brylluppet. ”  
Charles var jo ven af familien, så selvfølgelig havde han været inviteret til Victorias bryllup. Men nok om det:
”Hvordan har du haft det?”

Charles vidste godt, at de fleste, hvis ikke alle, stirrede på dem. Charles dansede ikke normalt, medmindre Katherine eller en anden adelsdame, som han kendte godt, hev ham derud. Han var ikke så uhøflig at han ville sige nej, hvis nogen bad ham om det. Han foretrak bare at bruge sin tid på at have samtaler og skabe relationer og kontakter. Det fik han mere ud af end at danse. Jo, man kunne have en samtale mens man dansede, som han gjorde med Madeline, men det var sjældent seriøst, og så var man så fokuseret på at danse elegant også. Der kom ikke ofte noget ud af det andet end hyggesnak og måske noget information. Hvilket var præcist hvad han håbede at få ud af Madeline. Ikke noget der ville strategisk gavne ham. Det var bare spændende og på samme tid underligt at høre om alle dem han kendte fra sin fortid, der havde fået et liv uden ham. Hans liv var jo rimelig meget det samme - han var konge, han havde Katherine og så holdt han sig for sig selv. Udover enkelte spændinger så var alliancerne og fjendskaberne og det samme. Det kunne næsten blive kedeligt hvis ikke det var fordi at der altid var et eller andet problem at tage sig af.
Men i hvert fald så var det noget andet med den her dans. Han havde lagt op til at ville danse. Han ønskede ikke at diskutere strategi men en god hyggesnak. Det var ikke noget som han havde gjort længe. Den eneste han rigtig snakkede 'personligt' med var Katherine og de så hinanden hver dag, så der var ingen grund til at snakke om småting.
Et lille smil kom frem på hans læber over hendes joke. Han grinede ikke og smilet virkede tilfreds, som om han satte pris på, at hun var tryg nok ved ham til at lave en joke. Det ville ikke være særligt sjovt at have den her samtale hvis hun var lammet af ærefrygt gennem det hele.
"Jeg synes, at det er et godt truffet valg. Han vil blive en fin tilføjelse til vores hær," sagde han. Han talte som om Madeline lige havde fortalt om sin storebror, og Charles ikke selv havde nogen personlig relation til ham. Det var han bare blevet vant til at gøre. Det var vel på en eller anden måde en facade, men det var ikke noget han kunne finde ud af at stoppe med. Det var blevet til en del af ham.
"Åh." Han nikkede forbløffet over det hun fortalte. Men med Madelines evne ville hun nok kunne mærke på ham, at han ikke var overrasket over hovedet. Han havde modtaget invitationen, havde valgt ikke at deltage og så havde han skubbet alle minder om Victoria væk indtil nu. Der var dog en skuffelse der gik i gennem ham. Han havde vel inderst inde håbet, at det ikke længere var aktuelt. Charles kendte selvfølgelig ikke til Madelines evne så han sagde blot henksatet: "Jeg får så mange breve som konge. Det må være blevet forlagt før jeg har nået at læse det."
Han svang Madeline rundt, stille og roligt, da musikken ikke just var livlig. Da han fik hende tilbage tæt på sig igen, valgte han at svare på hende spørgsmål.
"Jeg har det skam udmærket," sagde han med et tydeligt punktum til sidst. Han ville ikke tale om sig selv. Det ville han aldrig. "Hvad med dig? Hvad er dine planer for fremtiden? Du er vel snart de atten år, ikke sandt?"
Sangen stoppede og Charles standsede lige så op. Men hans hænder blev ved Madeline. Deres samtale var jo ikke ovre og snart ville en ny sang starte.