✷ This is not me! But you have to help this me anyway! (Wave)

Som person med angst for vand. Var det ikke ligefrem Fairlake district der var det perfekte sted at tage til. Men Kubo måtte smække døren i hovedet på sin frygt og tage hertil alligevel. En aftale med en kvinde på Fairheart hospital var hvad han egentlig skulle i byen. Men han var ikke nået så langt endnu. Noget var kommet i vejen, det ville næsten være underligt hvis der ikke ville komme noget i vejen. Kubos klodsede eksistens var efterhånden en magnet til problemer når han havde mål. Kvinden var ikke dukket op, og Kubo havde forsøgt at få fingrende i det han kom efter uden hendes hjælp - det var lykkes! Lige på nippet, men nu havde så egentlig ret travlt med at finde den hurtigste måde ud af byen igen - eftersom han var blevet opdaget i sit lille stunt, og med rygsækken fyldt med ting der ikke tilhørte ham. Så kunne det ikke gå for langsomt med at komme væk, før nogle klogere end ham selv fik fingrende i ham.

Han lod blikket glide rundt på sine omgivelser før han smutte ned af en anden gade. Men måtte stop i sit ellers hurtige tempo da endnu en kanal stoppede ham i hans flugt vej. " God dammit.." mumlede han kort og skævede sig tilbage over skulderen. Det kunne ikke passe at han ikke kunne finde en vej der ikke førte hen over en eller anden form for vand. Varmen gjorde det heller ikke bedre - denne varm for varme var han slet ikke vandt til og det drænede energien ud af ham bare ved at eksistere.
Som sekunderne gik blev han mere og mere irriteret på denne by. Den var flot og spændende, men alt for våd. Det gav ingen mening med så meget vand. Han kunne høre folk der kom og sikkert ville ankomme inden få øjeblikke, så han tog sig sammen. Selvom det lige tog lang tid nok for ham, så formåede han at træde over den bro, som faktisk var blevet lavet til at man kunne gå over. Men selv en simpelt ting som dét - kunne i mange tilfælde virke helt uoverskueligt.
Han satte endnu engang i løb så snart han havde sine fødder placeret på den anden side af broen. Mon ikke han snart ville være ude af byen. Det virkede ikke sådan. Det var jo heller ikke ligefrem fordi den tætte bebyggelse gjorde det let at finde ud af hvor man var henne i forhold til noget som helst, han burde måske have anskaffet sig et kort før han sprang ud i så dum en plan som han havde gjort.

Han drejede om endnu et hjørne, men denne gang var det ikke vand der krydsede hans vej og gjorde flugten besværlig - nej han løb direkte ind i en ung gut, som måtte tage faldet sammen med Kubo selv ned på de stenbelagte underlag. " Shit.. " nåede han kort at mumlede før jorden blev kysset. Han skubbede sig dog hurtigt til siden, og satte sig på knæ. " I might be sorry - if you help me! Do you know the fastest way out of the city? I know I don't have time to be picky, but I would prefer the fastest way, without to much water. " Sagde han så hurtigt og skævede kort tilbage, før han så kom på benene. Han gned kort sin albue som havde fået et ordentlig slag fra faldet. Heldigvis var det kun en hudafskrabning og ingen brækkede knogler. Men med den fart han havde haft på kunne det selvfølgelig hurtigt have gået meget mere galt. Det var først nu det gik op for ham at han havde spurgt en 'indfødt' om hjælp. Hvilket måske ikke var det klogeste, for hvordan kunne han være sikker på om han overhovedet ville hjælpe og ikke bare holde ham tilbage så han kunne blive trukket med tilbage og anholdt for tyveri. - Fyren vidste ikke hvorfor Kubo havde travlt, selvfølgelig! det var det - han skulle da bare lade være med at sige noget.

Hvor var der egentlig uroligt i Fairlake District. Der var altid mange mennesker – de skulle trods alt alle sammen bevæge sig enten i både eller på den smalle del, der var gågade – men efter demonstranterne havde invaderet byens gader, var det som om det var umuligt at gå. Derfor havde Wave besluttet sig for at rejse rundt med båd for i dag. Han var blevet frabedt overhovedet at tage ud, fordi folk frygtede, at han ville blive angrebet af de mere voldelige demonstranter, men det tænkte han ikke over. Han kunne ikke forstille sig, at en elskværdig slægt kunne finde på at angribe ham på åben gade. Desuden var det ikke ham, de var sure på. Det var hans søster. Og lige meget hvor meget det frustrerede han, så betød det også, at han ikke var i nogen farezone. Han havde heller ikke taget nogle vagter med sig. Der var så mange mennesker inde i byen, han havde ingen grund til at slæbe mere med bare for at holde øje med ham. Med så mange mennesker kunne han også nemt blande sig ind i mængden, men det kunne han ikke, hvis han havde to muskuløse mænd i rustning og med våben til at følge ham rundt. Han gik derfor alene.
Han havde været henne hos nogle venner og spille bold i varmen. Intet specielt møde, blot for at have det sjovt og være social. Han havde været der hele dagen, så det var først nu, hvor det var aften, at han besluttede sig for at tage hjem. Han kunne godt blive der at overnatte. Men han ville godt hjem til Luna og Noah med alle de ting der var i gang på det seneste. Han vidste jo aldrig, om de skulle få brug for ham.
Så nu var han altså på vej hjem. Han var endnu en gang i en båd, men denne gang havde han truffet det forkerte valg. Båden bevægede sig ikke videre og der var trafikprop i kanalerne. Med denne hastighed ville han først komme hjem den næste dag. Han blev siddende i båden i lidt tid, med fingrende trommende på sit lår og en hoppende fod. Indtil han ikke kunne tage det længere. Han besluttede sig for at finde sin egen vej hjem. Der var langt ind til fastland, en helt båds bredde, så han gjorde selvfølgelig det, der var nemmest – han hoppede i vandet. Han brættede ærmerne op på sin lange, mørkegrå bomuldstrøje og hoppede i med armene og hovedet først. Han var en naturlig god svømmer, det var de fleste The Takumaras. Så han var hurtigt over på den anden side og fik kravlet op på de hvide fliser. Der var ikke mange der lagde mærke til det, både fordi det var rimelig normalt for nogle at gøre og fordi der var så mange mennesker, at der ikke blev lagt mærke til specielt meget. Med et ryk i håndleddene fik han det værste vand kastet af sig, så han ikke dryppede forfærdeligt meget, men hans tøj klæbede sig stadig til sig og hans lyse hår var drivvådt.

Han gik så videre på vej i mod sit hjem, som alligevel var et godt stykke vej. De høje lyse bygninger tårnede over ham, men han kendte sagtens vejen – han havde jo boet her hele sit liv. Men han nåede ikke at gå særlig langt, før han blev nødt til at stoppe op. Hans hoved begyndte at dunke, og et syn kom frem. Han nåede lige at se det for sig – Hvordan et hårdt stød fra ryggen ville få ham til at falde direkte mod jorden, få nogle mindre hudafskrabninger og komme ud i store problemer. Og så skete det. Han fik ikke en gang set sig om, før det eneste han så var jorden der kom tættere på. Han nåede lige at blødne sit fald med sine arme men siden hans ærmer var brættet op, fik han skrabet hele sin underarm. Det sveg, og han skyndte sig op at stå for at for at få noget vand fra kanalen hen over det og rense såret.
Ham der løb ind i ham var slægtløs. Det var ikke fordi, at Wave var forskrækket over at se en slægtløs i byen, der boede mange her, men mere chokket af at han havde løbet ind i ham. ”Uh…”
Han fik ikke sagt mere, før den slægtløse gav sig til at snakke, og i mellem tiden stirrede Wave på ham med et halvt forskrækket, halvt forvirret blik. Da han så havde sagt den sidste sætning, kunne han ikke lade være med at grine let.
”You do know you’re in the water-bloodline’s city, right?” sagde han før han trak let på skuldrene, ”But okay then. The fastest way is… man, I’m not sure.”
Han vendte sig om for at se sig rundt, mens han meget svagt gned sine arme. Han forstod ikke alvoren i den fremmedes situation, så han gav sig god tid til at tænke over den hurtigste vej.
”I think it’s-” Han afbrød sig selv, da han vendte sig tilbage til Kubo og så at bag ham kom der flere mænd løbende med høje råb. Han havde ikke tid til at se, hvem mændene var. Det eneste han så var at en masse personer der kom i mod ham, og hvem ville stå og vente på det? ”This way.”
Han greb rundt om drengens håndled og gav sig til at løbe gennem folkemængden. De åbnede ikke ligefrem op for dem, men han kunne godt puffe sig i gennem dem mens han havde den slægtløse på slæb. Problemet var bare, at når han løb blandt mennesker kunne han ikke se, hvor han rigtigt løb hen. Han følte at han var på rette vej, dog kunne han ærlig talt ikke være helt sikker. Hans håb blev knust, da de endelig kom væk fra menneskeflokken – kun for at nå en blindgyde. Tre høje mure af hvide sten strakt sig over dem, så medmindre de på en eller anden måde kunne hoppe flere metre oppe i jorden, var de tvunget til at løbe tilbage.
”Damnit.” Han vendte sig mod den slægtløse med et blik der tydeligt sagde ”gør noget!”, selvom han tvivlede på, at han ville være i stand til det. ”Why are they even chasing you?”

" I know.. Water everywhere kind of gave it away. " Sagde han så bare kort. Det var lige det øjeblik han havde en rolig pause for den ellers forsøgende flugtplan der udviklede sig i hans hoved. " You guys sure take it liturally " Sagde han så bare lidt og måtte anstrenge sig for ikke at understrege det ved at hive ud i fyrens våde tøj. Han fik dog så hurtigt rystet sit hoved tilbage på den egentlig grund til hvorfor han stod her og flagrede, bad til at fyren her havde en måde at komme hurtigt væk på. En ting var at han ikke ville være i en by spækket med vand - en anden var at han jo sådan set var på flugt fra en stak vagter, som nok ikke ville acceptere en eller anden dum undskyldning. Eftersom Kubo jo trods alt havde rygsækken fyldt med stjålne goder. Godt nok til et godt formål - men det var nok heller ikke noget han kunne bruge til sit forsvar.
Han ventede utålmodigt på at der kom et eller andet brugbart fra fyren. Et øjeblik overvejede han om han ikke bare burde skynde sig videre selv. Men han ville helt sikkert ikke finde ud selv, det havde han ikke hjerne kapacitet nok til når alting i hans hoved mest handlede om at undgå vandet. " Damn you're a slow thinker.." mumlede han så bare, før han hurtigt smuttede med da der endelig skete et eller andet som fik fyren til at tage en beslutning om en mulig vej.

Egentlig var det et smart træk - at mænge sig med mængden af folk der spadserede omkring i gaderne. Det virkede hvert fald, også selvom de i sidste ende blev ledt i en blindgyde, hvilket var knap så smart. Men heldigvis havde de forhåbentlig så en smule længere tid til at finde en vej ud af den før vagterne fik halet ind på dem - eller i det hele taget fandt ud af hvor de var smuttet hen. Men det gik hurtigere end forventet, selvfølgelig. Folk flyttede sig hurtigere fra dem end de gjorde for 2 mere almindelige folk. Slægtløs eller ej.
" You see... " Sagde han så bare kort og stod med blikket rettet op af murene der så fint omringede dem og gjorde at de ikke kunne komme videre. Nærmest studerende.
" That... Is a very good question. " Han trak kort på den ene skulder, men skævede så kort lidt mod den mørkhårede gut han nu følte han havde kastet sin skæbne i armene på.
" But.. If I - in this case We - get caught, they won't be happy, you won't be happy, I won't be happy - probably for at veeeery long time.. " Sagde han så hurtigt før han skævede tilbage ned gennem gaden de var kommet ned af. De var stadig efter dem, og ikke langt væk. Det var tydeligt at se hvordan de kom nærmere.

" You know what.. Screw it. " Sagde han så endelig - da det virkede som om at kampen var tabt. Det var dog ikke fordi han gav op eller noget - tværtimod. Han tænkte at straffen i forvejen var ret slem, så hvorfor ikke kaste lidt mere oven i. Det tog kun et kort øjeblik og en enkelt bevægelse med hånden før at det slog gnister til alle sider, de sprang omkring dem og op af murene, hvilket fik en mindst holdbare mur til at give mest efter og gå i stykker. Men også alt andet omkring dem blev et øjeblik farlige omgivelser, sådan som det glimtede med strenge af lyn. Kubos evne var slet ikke under kontrol, det var den aldrig - men selv en ukontrollerbar evne kunne slå en mur nok i stykker til at de kunne smutte ud gennem hullet og flygte gennem bygningen i stedet. Hvis altså han ikke havde zappet sin følgesvend med elektricitet i processen. Det var stressen der gjorde at den reagerede som den gjorde. Følelser satte tingene i spil og gjorde det værre.
" Come on! We gotta go.. " Sagde han så bare hurtigt og smuttede gennem det ikke forfærdelig store hul i muren der førte ind til hvad der lignede et køkken i en tilfældig bolig. Lige vel som Kubo blev nødt til at skynde sig væk for ikke at blive snuppet, det samme galt hans ven - ven eller ej. Han havde ligesom lagt et ansvar på fyrens skuldre en simpel undskyldning eller forklaring ikke ville kunne gøre meget ved.