Aha? Oh...Uhuhm. (Ria)

De lilla øjne gled hen over udsigten. Som nyudnævnt general havde han fået stillet en mindre bolig til rådighed, men selv om han ville nyde at bo for sig selv, kunne han ikke få sig selv til at svige sin mor. Hun boede alene og efter hans far død, var hun blevet ret svagelig. Healerne kunne intet gøre - hun var ganske enkelt slidt, efter sine år som slave og flugten under krigen. Han sukkede svagt og lænede sig ind mod rælingen, med hænderne solidt placeret på den. En frisk brise skubbede blidt til hans lette tøj. I dette tropiske klima behøvede man ikke for meget tøj. Vejret var varmt og fugtigt, så han fandt mere end behag i sine korte bukser, omend han bar en trøje med lange ærmer. Stoffet var dog af let materiale, som garanterede at huden kunne ånde i det. Ubevidst gled hans venstre hånd over hans højre underarm. Slave. Et mærke de ville have for livet...Hvor lang tid vil der gå, før resten af slægten kunne leve, uden at mærke på krop og sjæl? Ville de nogensinde komme sig over det? Det var jo ikke så længe siden.
Hånden gled igennem det mørkebrune hår. Det var kort, omend lidt længere i midten, med en tendens til at stritte lige op i luften når han svedte. I dag havde han endnu ikke trænet, så det var ikke noget problem lige nu. I stedet vendte han sig væk fra udsigten. Den befriende udsigt ud over skoven, over træerne og endda ned til nogle af de andre huse! En hel verden der var derude. En verden af had og mistro.

De bare fødder fløj over træet, da han fulgte den byggede stig ned af træet. Fløj ned af trapperne, næsten uden at røre trinene. Hans muskuløse krop strammede og løsnede sig i en sand harmoni, da han i hast arbejdede sig ned fra træerne. Til sidst sprang han ud fra en platform...Kun for at gribe et reb og lod sig glide hele vejen ned på landjorden. Hernede var der lidt mørkere, med undtagelsen af de solstråler der nåede ned mellem bladene. Der var også lidt køligere og det var netop grunden til at der lå en træningsplads hernede. Netop træningspladsen havde han været på vej imod, da han bemærkede et par boder. De havde ikke meget handel her i byen, mest mellem dem selv. De undgik helst en vildt masse kontakt med...En vildt masse. Selv om der var begyndt at komme nogle modige og nysgerrige individer til deres sted. Et eller andet sted så han helst de forblev isolerede og selv rejste ud, hvis de ville noget...Deres fortid lå for dybt i ham og nu havde han trods alt ansvaret for deres sikkerhed.
Men det positive var vel det styrkerede deres handel. De fik ting, de manglede, foruden et større, økonomisk omløb.
Han gik over mod boderne. Kunne lige så godt tjekke det ud, nu han var ved det. Alligevel gled hans hånd legende hen over en dolk, der hvilede på hans ene yderlår, i nogle remme om benet. Altid klar.

"Nej, mor! Det er ikke spild af tid!"
Ria fulgte efter sin mor som var på vej ned af træerne. Hun så sin mor der landede på skovbunden så let som en kat. Ria lavede et par irriterede grimasser uden at hendes mor opdagede det inden hun også selv var kommet ned på skovbunden. Man kunne se at Ria var vokset, for hun var højere end sin mor. Moren var sur på Ria, fordi hun tog til byerne og blev væk i flere dage ad gangen. Ria forstod ikke hvordan moren kunne være sur over at hun kunne forsørge dem og skaffe dem tøj og mad.
"Mor, jeg hjælper jo kun! Der er jo intet farligt i det jeg gør!"
Rias mor vendte sig om så hun stod med front mod Ria.
"Du kan lige tro at det er farligt! Det er farligt for dig og farligt for slægten! Hvad vil de andre slægter ikke tænke når de ser at din evne er at dræbe?! De vil tro at der er flere der kan og de vil frygte os endnu mere end de gør nu! Vil du virkelig have at det sker Rilania?"
Morens stemme tordnede ned over Ria, og Ria tav. Hun ville ikke have den her diskussion med sin mor igen. Hun knyttede sine næver mens hun så sin mor i øjnene med et vredt blik. Hendes mor gengældte kun blikket med samme vrede. Efter et par sekunders kamp om styre, gav Ria op og så væk med en irriteret snerren. Hun vendte rundt på hælen og gik med bestemte skridt væk fra sin mor.
"Hvor tror du lige at du skal hen, hva?!"
"Væk og lave såkaldte 'farlige ting'!"
Råbte Ria tilbage uden at se på sin mor. Hun var vred og irriteret. Over sig selv og over sin mor. Hun kunne jo ikke gøre for at hendes evne var som den nu var. Hendes mund var presset sammen til en tynd streg sådan som hun bed tænderne hårdt sammen.

Han samlede et stykke læder op. Boden her solgte materialer, mest til tøj. Dog ikke læder...Læder for aflukket og huden ville have svært ved at ånde i det. Det ville være farligt at tage på i dette klima og kunne derfor mest bruges til genstande, sko eller remme til våben. Men det var blot hans personlige mening. Han sendte sælgeren et lille smil og lagde læderet fra sig igen, før hans blik gled over de sidste boder. Her var ikke mange, men han genkendte to, der så ud til at komme ude fra. Han gik hen mod dem, lod blikket glide over deres varer og personerne bag boderne. Nej, alt var roligt. Han måtte alligevel snakke med Imania om at påbyde de blev overvåget...Hvorfor tage en unødig risk?
Han havde netop besluttet sig for at vende om og gå mod træningspladsen, da lyden af hævede stemmer nåede ham. De nærmeste så over mod dem, deriblandt også Zach.
Det var uhøfligt at snage, men folk var af natur nysgerrige. Zach vidste at selv om flertallet hurtigt så væk igen, stod deres ører på stilke for at få alle detaljerne med. Især Naailas - de levede isoleret og slægten var blevet faretruende lille. Det var tæt på alle kendte alle på den ene eller anden måde og sladder blandt egne rækker rejste hurtigt.
Apropos rygter...Havde han ikke netop hørt tale om en kvinde, der kunne stjæle liv? Jo. Det var vist blevet nævnt, men han huskede ikke sammenhængen. Umiddelbart havde det vist været en bekymring blandt nogle...
Han prøvede at bedømme om det hørte under hans ansvar. Som general, med ansvar for sikkerheden. Sandsynligheden for at en, der stjal liv, ville angribe deres egne anså han for lille. De fleste Naailas her vidste hvor vigtigt det var de holdt sammen, forenet af deres forfærdelige fortid.
Oh well...Han var nysgerrig. Det var vel kun godt, hvis han tjekkede op på selv små ting, der kunne skabe bekymringer i slægten.
Han vendte sig igen, men denne gang for at gå kvinden, der havde forladt sin mor og diskussionen, i møde. Velvidende hun sikkert var i dårlig humør i forvejen...Måske burde han vente?
"Hej!"
Med kurs direkte mod kvinden, var der ikke mange muligheder for at vende om nu.

Ria havde lagt mærke til at folk sendte diskrete blikke efter hende. Hun ignorerede dem og stormede med faste skridt i samme tempo som før. Hendes tanker vrimlede med alle de diskussioner og skæld ud hun har haft med sin mor om hendes evne. Hun fik afvide at hun ikke skulle bruge den, men hun adlød ikke. Dengang vidste hun ikke at den kunne hjælpe andre mennesker, men hun vidste at der var noget godt i det. En stemme fik hende tilbage til nuet og hun så op på personen der havde kaldt på hende. Generalen for Naailas slægten stod foran hende. Hun havde godt nok ikke talt med ham før, fordi, hvorfor skulle hun dog også det? Men hun kendte da til ham og vidste hvem han var.
"Hej, General."
Hun sukkede irriteret, ikke over ham, men over sin mor. Hun kørte en hånd gennem hendes brune hår for at få nogle hårtotter væk fra sit ansigt og om bag ørene. Hendes irriterede ansigtsudtryk skiftede hurtigt til et venligt smil, dog med vreden og irritationen ulme i hendes blik.
"Noget du ville?"
Spurgte hun så med et smil på læberne, dog stadig med vreden i sine øjne. Hun undrede sig lidt over hvorfor han havde kaldt på hende. Det var jo ikke fordi at hun var særlig vigtig i Naaila slægten, eller kunne bruges til særlig meget, specielt ikke af en general.

Hvis hun ikke stoppede op, gik han med hende. I så fald ville han ikke have problemer med at følge det hektiske tempo der blev sat. General...Det var stadig ret nyt og han var endnu ved at gennemskue hvad der lå under hans ansvar og ikke mindst, hvad han havde af opgaver. Men det, der nok ville blive sværrest at forholde sig til, var at folk automatisk viste hvem han var nu. Måske ikke af navn, men så af titel, og det selv om han ikke bar noget tydeligt tegn på sin nye rang.
"Du kan også kalde mig Zachariah, hvis du lyster" bemærkede han. Når det kom til stykket, ønskede han ikke kun at være kendt for sin titel. Jo, nok havde han titlen, men folk skulle også kende personen bag den.
"Det her er måske det dårligste tidspunkt...Men jeg ville faktisk snakke med dig om din evne. Misforstå mig ikke, jeg er her ikke til at skælde dig ud og din mor har ikke sendt mig...Hvis det var en tanke..." Han sukkede svagt og sendte hende et prøvende smil. Måske tilføjede han bare til irritationerne lige nu?
"...Men jeg har hørt rygter om den. Jeg ønsker at vide mere om hvad den kan, hvad den betyder og ikke mindst hvem der styrer den" færdiggjorde han det så, forhåbentlig inden hun kunne nå at løbe fra ham eller skælde ham huden fuld, såfremt dette blot var det sidste hun gad. Hans lilla blik hvilede på hende - en ting de havde tilfælles. Zach var ganske venlig af natur, i hvert fald til hverdag og i hvert fald over for andre Naailas. Nogen ville måske mene han virkede lige blød nok, men Zach kendte sandheden. Sandheden der hed, at man havde selvkontrol. Og jo mere folk undervurderede ham, jo hårdere kunne han slå senere.

Hun havde sat sin gangs tempo en smule ned da generalen sluttede sig til hende. Han var overraskende ikke særlig højtidelig, hvilket lettede en smule af Rias irritation. Hun sukkede dybt inden hun satte sit smil på igen. Sukket var ikke ment som værende iriterret, men bare Ria der prøvede at komme af med sin irritation og vrede.
"Zachariah.."
Sagde hun og tyggede på generalens navn. Det var vel et passende navn til en general. Zachariahs næste ord får dog Ria til at vise en vis fornærmelse. Dog da han forklarer at det ikke er hendes mor som har sendt ham, som hun troede, blødede hendes ansigt mere op og blev erstattet af et svagt smil. Hun kunne se hvordan at Zachariah prøvede på ikke at vade i spinaten. Han måtte vel have hørt hende og hendes mors skænderi fra tidligere. Dette fik hende bare til at sukke lidt opgivende af sig selv. Hun kunne da heller ikke gøre noget diskret.
"Det er helt okay, du er ikke den første der har spurgt ind til min evne."
Bemærkede hun for at Zachariah ikke skulle føle at han vadede i spinaten.
"Men det kommer da sandelig an på hvilke rygter du har hørt. Rygter kan godt være en smule overdrevne end hvad der faktisk er sandt."
Tilføjede hun. Ria mødte Zachariahs lilla øjne. Den samme farve som hun selv var blevet skænket ved fødslen.

//sorry det er lidt kort, og sorry det kom så sent!

Han slappede lidt mere af, da hun hverken stak af eller skældte ham ud. Han var usikker på om han havde snublet over sine ord, men tydeligvis var hans intention kommet igen tågen af ord. Hans blik gled frem foran ham, som han overvejede det hele lidt. Ja, hvad havde han hørt?
"At den omhandler et omdiskuteret emne. Livet og døden. At nogen er utilfredse med din evne eller hvordan du håndterer den, men også at nogen er mere positive. Ser potentialet. Jeg kender ikke detaljerne...Folk overdriver jo. Nogen påstår du er morder i din fritid og sælger andres liv på markedet. Andre at du aldrig kunne finde på det. Rygterne er mange og jeg ser ingen grund til at gå i detaljen med dem alle. Jeg er interesseret i hvad der er sandheden. Og ikke mindst, hvis noget af det er sandt, potentialet i din evne" svarede han så og sendte hende et stort smil.
Han kendte som sagt ikke detaljerne, men han havde da nogle ideer. Uanset hvad ønskede han at finde en måde, hvorpå det hele kunne komme slægten til hjælp. Selvfølgelig kunne han ikke tvinge Ria til det, men han håbede da på de måske kunne finde ud af noget sammen...Hvis noget af det var sandt. Uanset om det så var morder-delen eller livs-delen.