Anne's assault (En lille historie)

År Summer, 1169
Sted de Mauricia villa i Amber Eye District (Redhawke city)
Karakterer
Francis - Annes lærer. Han blev besat af hende, og lystede efter hende. Han var hendes lærer fra hun var godt 11 til hun blev 17. Han var 30 da han døde
Anne Hun er 17 år gammel, naiv og uskyldig. Hun holder af ham, som var han hendes far. Hun udsatte ham ubevidst for sin evne, hvilket startede hans besættelse

Det var en sen eftermiddag i villaen. Stilheden havde længe lagt sig over hjemmet. Solen stod højt, og skinnede smukt imod vinduerne. Gennem vinduet, kunne man se den 17-årige Anne, løbe af sted imod Francis værelse. Han havde været væk det meste af dagen, og hun vidste ikke hvor han var henne. Normalt var han altid at finde i biblioteket, hvor han ville læse op på noget nyt viden, viden hun senere ville lære.
Dog havde han ikke været at finde nogensteder, så derfor bevægede hun sig imod hans værelse, hvis han ikke var på biblioteket, så ville han helt sikkert være at finde på sit værelse. Hun havde endnu ikke været på hans værelse, så nysgerrigheden var også høj. Hvad mon han gemte på sit værelse? Hvilke hemmeligheder mon der ville være?

Som forventet var han der ikke, hvilket gav hende al rigelig mulighed, for selv at kigge rundt. Værelset var rent, alt var gemt fint væk og dog var der en masse tegninger på hans bord. Hun havde altid vidst, han havde et stort talent inde for at tegne. Et talent han ligeså stille var ved, at give til hende. Skulle hun kigge?`Skulle hun betragte hans kunstværk? Hun forsøgte at holde sin nysgerrighed væk, dog blev den til sidst for høj og hun bevægede sig imod de mange tegninger.
Hvad hun havde forventet at finde, var dog på ingen måde hvad hun fandt. Hun havde forventet smukke kvinder, men fandt i stedet et forfærdeligt syn. I stedet for de smukke kvinder, var der en masse tegninger af hende. Få var ikke så slemme, men andre var af hende nøgne, mange i erotiske stillinger. De hvor han var med i, var ligeså ikke værd at beskrive. Frygten gled op i hende. Hun var paralyseret. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde elsket ham, men aldrig som mere end en fader. Dog så det ud til han havde så mange andre tanker om hende. Alle de tegninger, alle de ord, de gjorde hende alle bange. Hun slog sin hånd imod sin mund, blot for at holde hendes vejtrækning stille. Tårerne trillede ned af hendes kinder.

Hun for sammen, som hun hørte døren blive lukket i og her vendte hun sig, blot for at stå ansigt til ansigt med Francis. Hun forventede han ville forklarer det hele, at han ville bortforklarer det og dog gjorde han intet. Han betragtede hende, som et rovdyr ville betragte sit bytte; med sult i øjnene og et skræmmende smil på sine læber. Det sekund han trådte imod hende, trådte hun tilbage og her ramte hun direkte imod bordet "You have lost your mind, let me leave now, before it's too late" bad hun. Ville han lade hende gå, så ville hun glemme det og forsøge at komme videre. Dog så det ikke ud til at dette var muligt
"I can't, not before I know" hun rynkede brynet, hvad snakkede han om? "Know what?" hun lod sine håndflader hvile imod bordet, alt i mens hun forsøgte at holde sig i ro. Alt i hende skreg om, at komme væk, dog blokerede han udgangen og hun ville helst ikke have han rørte hende. Han holde sine hænder oppe, som skulle dette berolige hende "That you love me, as I love you" elske ham? Hvordan kunne han dog tro det? Hun elskede ham som en far, ikke som andet og dog sagde hans blik, at det ikke var som en datter han elskede hende.

"You have gone mad, leave me now!" sagde hun, som hun samtidig vendte ham ryggen. Hun stirrede direkte ned i bordet, som ville dette hjælpe med hele situationen. Fuldkommen optaget af hvad hun så, opdagede hun ikke han kom op bag hende. Han lagde sine hænder imod hendes skuldre. Hun blev helt paralyseret af frygt "I have dreamed of this moment for so long" Hvert ord, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, specielt som han med sin ru hånd, fjernede han hendes lange blonde hår fra hendes skulder. Hans ånde imod hendes hals, var varm, klam og ubehagelig "to be alone with you at last...to consummate our love." Hun havde mest af alt lyst til at fjerne sig, og dog kunne hun ikke bevæge sig. Hans ord fik frygten til at stige, hun vidste ikke hvad han kunne finde på, hvad han ville gøre ved hende
"Please, please tell me you love me! And all will be well" med disse ord sagt, kyssede han hendes hals. Som per refleks, vendte hun sig hurtigt om og her slog hun ham. Chokket fik ham, til at fjerne sig og her fik hun muligheden, for at fjerne sig fra bordet "You are a monster!" skreg hun, og som han forsøgte at gribe fat i hende, slog hun ham igen. Irritation kunne fornemmes i de mørke øjne "No one will come if you call, you servants answer to me know" mumlede han koldt, og med en nærmest overnaturlig fart, greb han fat i hendes nakkehår og her kastede han hende hen over bordet. Hun kunne ikke andet end gispe, som luften forlod hendes lunge og hendes kind var presset hårdt imod det kolde bord, og hun kunne her fornemme hans klamme hånd imod sin kjole "You will love me. You will. We will be together at last. No matter what." han gentog nærmest ordende om, og om igen. Mon det var hende, eller ham han ville overbevise. Hans greb om hendes hår blev strammere, og han hamrede hendes hoved hårdt mod bordet, og her blev alt sort for hende.