A plan for freedom- Elena

Sted: Redhawk city, Amber Eye District, Emelia's hjem.
Omgivelser: Møbler der står pænt sammen. En kold kakkelovn. Let belysning.
Tidspunkt: Sen eftermiddag.
Vejr: Høj solskin, nogle få grå skyer i horisonten. Varmt, ingen blæst.
Påklædning: https://i.servimg.com/u/f60/19/96/31/06/emoutd10.png


Emelia havde for et par timer siden vinket farvel til både hendes far og stedmor. De var på vej hen for at besøge noget af stedmoren's familie. Så der var stille i huset. Emelia havde i lang tid gået på listetær omkring hendes far, og været påpasselig med hvad hun sagde omkring ham. For to år siden havde han bragt en ung kvinde med sig hjem. Emelia havde først troet at det blot var en som ville tjene som stuepige. Men med tiden var det gået op for hende at den stakkelse kvinde som var blevet bragt til hendes hjem, var en slave. Hendes far havde tilfangetaget en ung kvinde, Emelia havde lært at hendes navn var Elena. Og måde hvorpå hendes far havde behandlet Elena var blevet for meget for Emelia, som altid havde hadet slaveriet, og nu at hendes egen far havde taget en person imod deres vilje var blot for meget!

Emelia lukkede hovededøren, som indtil nu havde stået åben så der kunne komme noget frisk luft ind. Hun bevægede sig rundt i huset og sikrede sig at alt så ud som det skulle, indtil hun til sidst gik ovenpå, til det værelse som hendes far havde låst for en sikkerheds skyld inden han tog afsted. Emelia fandt hurtigt nøglen som lå under nogle krukker som stod på det lille pyntebord i hall'en. Hun knugede nøglerne til sig og lagde forsigtigt en hånd på døren . " Elena?" sagde hun blidt, for ikke at skræmme den unge kvinde bag døren. Så satte hun nøglen i døren og låste op. Hun lod døren stå åben så der kom lidt lys ind i det ellers mørke rum. Hun lagde nøglerne fra sig på bordet ved siden af døren og tog den lysestage som også stod der og tog et skridt ind i værelset. " Må jeg komme længere ind?" Spurgte hun og kiggede rundt i det lille værelse, før hendes blik landede på Elena.

Fingrende gled blidt over slavetatoveringen på den ene underarm. Den havde været der så længe hun kunne huske, som et vidne om dén krig hun aldrig havde bedt om, eller glemt. Nok var slavenummeret ikke så gennemskærende tydeligt som det havde været da hun var barn, men den var heller ikke gnedet af efter årevis af arbejde. Faktisk, var den snarere som et evigt ar, hun kunne mærke, selv med de ru fingerspidser over den blege hud. Gennem det seneste år var hun måske ikke blevet behandlet værre end hun var som et slægtsløst barn under krigen, men det havde vækket mange minder om den tid: Minder som havde gjort selv det letteste arbejde ulideligt, men også havde givet hende en mærkelig accept omkring situationen... For hun havde altid følt at hun var mindre værd, og hun havde aldrig sluppet lænkerne helt. Til hendes information, var dette livet hun var ment til.

Hun sad på sengen, med ryggen lænet ind mod den støvede væg. Da hun hørte døren låse op, spændtes nerverne i et kort sekund. De forløsnede sig dog lige hurtigt, da hun hørte Emelia's stemme.
"Ja... Kom bare." Svarede hun blidt. Elena havde oplevet Emelia's blide sider gennem det seneste år. Desuden, efter at have oplevet godhed fra Alexei Redwood - en mand tilhørende den sidste familie hun var husslave for, havde hun lært ikke at dømme de gule øjne for hurtigt. Ligesom Alexei havde været hendes støttesten, var Emelia blevet det samme. Aldrig havde hun dog vovet at spørge hende om hjælp med at undslippe. Det var for farligt.

"Mangler du noget?" Spurgte hun.

Emelia trådte længere ind i det lille værelse. På trods af at det var det mindste værelse som dette hus havde var det stadigvæk stort sammenlignet med andre huse.
Hun havde gået det sidste års tid og set hvordan Elena var blevet behandlet af hendes familie, et år i hendes liv var blevet stjålet fra Elena på den groveste måde. Emelia vidste godt at der ikke var nogen måde hvorpå hun kunne gøre op for det. Men hun ville alligevel prøve!

" Ja, jeg mangler at se dig smile og være glad." sagde hun stille og så afventende på Elena. "I aften, vil jeg forsøge at gøre op for det år du har tilbragt her. I aften hjælper jeg dig hjem!" sagde hun beslutsomt, og skønt hendes ansigt var i alvorlige folder, skinnede hendes øjne med beslutsomhed og venlighed rettet mod Elena.

Der blev blinket en smule med de store slægtsløse øjne. - De forbandede øjne der gjorde hende til lidt af et udskud, eftersom deres mathed kontrasterede slægternes lyse øjne så gevaldigt. Et flygtigt men halvhjertet smil strøg forsøgende om hendes læber, ved Emelia's kommentar. Nok kunne hun mærke stik af glæde i øjeblikke, men fangeskabet tilbageholdt en del af det. Sandheden var dog nok, at Elena aldrig havde været rigtig fri. Og underligt nok, var det ikke noget hun drømte om.

"Hjem..?" Ordet rungede mærkeligt i hendes sind. Groundstone distriktet havde været hendes bopæl i årevis, men et hjem havde hun aldrig følt at hun havde haft. Måske da hun boede i undergrunden med sin værge. Det var årevis siden. "Men... Det her er jo mit hjem?" Til Elena's information anede Emelia intet om sandheden om hendes fangeskab - mange på gaden ville jo nok tigge efter en seng at sove i, selvom de ville blive behandlet usselt.

Emelia trådte forsigtig hen til Elena " Et hjem, hvor du bliver behandlet værdigt. Et hjem hvor du ikke er en slave. Et hjem hvor du kan være lykkelig." sagde hun blidt og lagde en hånd oven på Elena's hænder. Emelia havde lagt mærke til hvor pludseligt Elena var kommet til huset. Og skønt hun rigtig nok kendte en del som ville være lykkelige over at arbejde i huset, så havde hun godt regnet ud af Elena ikke var her af fri vilje. Den måde hendes far så på Elena og behandlede hende talte sit tydelige sprog. Hendes far havde aldrig været god til at skjule sine følelser og slet ikke når det kom til deres slaver, då meget kunne hun da huske fra sin barndom.

Elena fortjente alt godt i verden, og at hun var fanget her i det hus som Emelia kaldte for hjem, var for meget for Emelia. Verden var et grufuldt sted mod de slægtsløse, men Emelia ønskede inderligt at det en dag ville være venligere stilt. Og i mellemtiden ville hun gøre sit bedste for at sikre at Elena i det mindste var fri, i hvert fald fra den fysiske slave tilstand.

Den fysiske kontakt havde været så svær for hende i slaveriet. Det var anderledes med Emelia, selvom hun delte mange af slaveherrernes gule øjne fra den svundne tid. Der var nærmest en tryghed i berøring; et spinkelt håb om en bedre tid, selvom hun ikke forstod hvordan hun nogensinde ville komme den i møde, uden at tabe modet.

"Din far. Jeg vil ikke sætte dig i den her position." Hun sank en klump i halsen og blinkede et par gange af stædighed. Hun kunne ikke undgå at overveje hvorfor det hjem Emelia beskrev mindede hende om Alexei. Elena var sluppet ud af hans liv igen uden livstegn; denne gang uden at det havde været hendes valg.

"Du ofrer for meget for mig. Jeg er slægtsløs; min skæbne er allerede lagt i sten." De matte øjne var en smule trodsige, men bar også en tydelig skrøbelighed.

" Min far er en stædig gammel mand som lever i en forsvundet storhedstid og han har ingen virklighedfornemmelse. Og skønt han er grusom, så er han min far og han ved bedre end at sætte synlige mærker på mig. Det vil ødelægge hans rygte fuldkommen." svarede hun roligt, hun havde tænkt over dette længe, og Elena fortjente så meget mere end hvad dette hjem kunne tilbyde hende. Og hun kendte nogen som ikke var lige så fjendtligt eller gammeldags indstillet i deres syn på andre, som hun stolede fuldt og fast på til at kunne passe på Elena.

" Jeg ofre intet kære Elena, jeg tilbyder dig blot en bedre version end det som den her verden indtil nu har tilbudt dig. Jeg prøver ganske enkelt bare at gøre op for alt hvad denne verden har gjort imod dig, og skønt hvad jeg gør er småting som ikke gør noget stort i den sidste ende. Så vil jeg gøre det om og om igen for dig." lovede Emelia varmt. " Jeg kender en som jeg stoler på med mit liv. Han er en god mand, han vil kunne hjælpe dig ydeligere." sagde hun med Alexei i tankerne. Deres venskab var en god grobund, og fra hvad hun vidste om ham så var han ikke typen som så ned på andre på baggrund af deres øjne. " Lad mig hjælpe dig." bad hun stille Elena.

Desværre levede mange med de samme ideologier som Emelia's far. Det var dog ikke forbeholdt overklassen, trods mange af disse ganske vist stadig kunne bevare gnister af den svundne tid med undertrykkelse. Elena havde mærket foragten i øjnene mod sin slags fra alle klasser. Selv i Groundstone distriktet af byen, hvor hun tidligere var bosat, havde nogen af de laveste i samfundet udvist hende en massiv foragt. Måske var slaveriet ophørt, men det sad vist stadig indgroet i folk at der var en trussel omkring slægtsløse, netop fordi man ikke forstod hvorfor de skilte sig ud.

"Det er ikke småting..." Forsikrede hun veninden om. Øjnene syntes at være blevet mere blanke over de ord der fyldte det lille, indelukkede rum. Som var en hinde af erkendelse ved at sætte sit præg på dem. Håbet rokkede en smule på sig, men hver gang det gjorde, følte hun en skyld over det. For måske var det naivt altid at håbe på noget bedre, når hun altid syntes at ryge tilbage hvor hun kom fra igen.

Da Emelia nævnte en mand der kunne hjælpe, rykkede håbet mere på sig. Emelia stod ikke helt alene i sagen; hun havde andre at støtte sig til - og havde måske derved også mindre at tabe. Der var andre der, komplet uselvisk, ønskede at hjælpe.... Det virkede så fjernt for hende, men hun ønskede ikke at smide blikket utaknemmeligt i jorden og afvise tilbuddet. Hun blinkede et par gange med de store, slægtsløse øjne og nikkede endelig, før hun tvang sig selv op at stå.

Gennem det sidste år var hendes skikkelse blevet tyndere og mere skrøbelig at se på. Alligevel føltes det som om der var en fjern drivkraft i hende. "Hvis det her på nogen måde skulle have konsekvenser for dig Emelia... Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv. "

Emelia rejste sig op og gik hen til døren hvor hun tog en lille taske frem og rakte den frem til Elena. " Lidt småting. Noget tøj og et par andre små ting." Sagde hun mildt. I tasken var der hverdagstøj, nogle kjoler til fest og et par almindelige bukser og bluser, da Emelia vidste hvor besværligt en kjole kunne være at arbejde i. " Jeg ønsker dig alt det bedste " hviskede hun blidt og følte en søsterlig kærlighed til Elena, det lille rum syntes fyldt af kærlige følelser. Hun nikkede og smilede svagt. " Bare rolig kæreste Elena, der sker mig ikke noget der kunne være værrer end noget jeg ikke har prøvet. Du burde kende den side af min far, han efterlader ikke tydelige spor. Men bare rolig, jeg børster det bare af som jeg altid har gjort." Beroligede hun Elena. Hendes far efterlod aldrig fysiske mærker, i hvert fald ikke på hende eller stedmoren. Hun vidste at Mikael havde flere ar fra deres far af.

" Tag de ting du gerne vil have med herfra. Alt er til din rådighed, og når du er klar så bare sig til. Så hjælper jeg dig væk fra den her " smilede hun og rankede ryggen en enkelt gang. Hun lod Elena tage al den tid hun havde behov for, det var trods alt det første skridt mod friheden fra hendes familie, som det sidste års tid havde holdt hende fanget her, i det hus Emelia kaldte hjem.

Tasken blev omklamret med et par blege, slanke fingre. Selvfølgelig kunne Elena ikke afholde sig selv fra at tage et kig ned i dens indhold. Det var bestemt ikke småting i hendes optik. Aldrig havde hun ejet meget, og selvom det måske ikke virkede voldsomt svært for Emelia at opgive de materialistiske ting hvoriblandt hun havde spenderet det meste af sit liv, var det hele stadig svært for Elena at forstå. Tøvende nikkede hun dog, mens underlæben blev bidt lidt stædigt i. Der var ingen tvivl om ærligheden bag Emelias ord. Der havde været de sjældne få i hendes liv, deriblandt hende, Zachariah, Lucius og Alexei, der alle havde virket som om de, trods hendes slægtløshed, ønskede det bedste for hende. Om hun medgav nu på grund af et dybtliggende ønske i sig selv om frihed, eller om hun følte en skyld over ikke at gribe fat i dé hænder der forsøgte at hjælpe hende - vidste hun ikke. Siden hun var ganske lille havde hun dog fundet en styrke i andre, når hun manglede den i sig selv - og det havde ikke just været en sjældenhed.

"Måske er jeg bundet af hvad jeg er, Emelia," Begyndte hun blidt, med et medlidenhedsfuldt udtryk i øjnene, "men jeg ønsker også friheden for dig." Det måtte ikke være nemt at leve lænkerne af ens familie. Hun havde set hvordan Emelia havde kæmpet med det, ligesom hun havde bemærket hos Alexei. I sådanne scenarier havde hun næsten affundet sig med at hun ikke kendte til sin.

Da Emelia bad Elena om at medbringe hvad hun ville, kiggede den slægtsløse kvinde en smule rundt omkring sig. De eneste genstande hun nogensinde havde ejet var enten i undergrunden eller i klinikken i Groundstone. Begge steder var hun blevet berøvet fra, og havde derfor intet at tage med sig. "Jeg er klar..." Vedkendte hun så. Hun vidste vel, at trak hun situationen ud, ville hun sætte en stædig fod i jorden igen.

" Du er ikke bundet af hvad du er Elena. Du er lige nu bundet af andre folks grusomhed og ønske om at leve tilbage i en tid som længst er forsvundet. Uanset hvem du er og hvad farve dine øjne er og om de er matte eller skinnende, så vil du altid være et menneske der fortjener det bedste!" sagde Emelia kraftigt, og hun mente hvert et ord. Der var så mange hun havde diskuteret det med i løbet af årene og oftest blev hun mødt af de samme gamle fordømmende tanker. " Stod det til mig ville jeg få alle til at glemme den tåbelige ide med at nogle mennesker er mindre værd end andre, det er en latterlig ide. Som de skræmte mennesker opfandt. Du er så meget stærker end nogen jeg kender, det er blot alle os i slægterne som er så bange hvad de slægtsløse kan udrette at vi skynder os at få dem til at virke til at de er mindre værd. Simpelthen fordi vi er så bange. Havde verden været anderledes kunne det meget vel være de slægtsløse som styrede, og slægterne som var underkastet." sagde hun tankefuldt. Og det var sandt, med slægterne vidste man hvad man gik ind til, man vidste at den pågældende øjenfarve var begrænset til en ting, men slægtsløse kunne man aldrig vide. Lidt ligesom Naalias slægten, deres blod var giftigt, men mange glemte at deres øjne også kunne forvolde skade. Det eneste hun kunne var at forvandle dele af hendes krop til våben som alle andre med gule øjne, dog havde hun også den individuelle evne a hun kunne dele minder med folk. Hun vidste at Mikaels evne var at se i mørket og hendes næstældst bror havde ingen individuel evne, og han havde svært ved at mestre sin slægts evne, sådan var de alle forskellige.

Komplimenterne flød, men Elena var, som altid, dårlig til at få dem til at lægges naturligt over sig. Emelia talte dog fra et synspunkt der virkelig betød meget for hende. Nok havde den blonde, slægtløse kvinde ikke den største vilje til at proklamere mange af de selvsamme ideer højt, netop fordi hun var vokset op i underkuelse, men det var beundringsværdigt når andre talte hendes sag - og de andre slægtsløses. Hun sank og nikkede lidt lydigt. Der var ingen grund til at modsige Emelias ord, eller proklamere sin egen uværdighed igen. Det sidste år havde tilsyneladende sendt hende tilbage i et af de mere selvkritiske aspekter af hendes væremåde. Hun var blevet mere skrøbelig, fysisk såvel som psykisk, og gnisterne af håb havde ikke glødet som de gjorde nu i lang tid. De første måneder havde hun naivt troet at nogen ville få hende ud. At hun kunne undslippe. Nu, havde Emelia måske snart fået den ellers håbløse drøm til at gå i opfyldelse.

Et svagt smil blev sendt mod veninden da hun havde talt færdigt. Det var så vanvittigt inspirerende, at hun måtte afholde sig selv fra at få for markante tårer i øjnene. Hvis børnene af mennesker som Emelia og Alexeis fædre, virkelig var så fastrettet mod disse nye ideer, ville fremtiden måske være mindre hård for de næste generationer.

"Du har en evne til at give mig håb Emelia... Din empati er beundringsværdig." Hun talte helt ærligt som hun krammede tasken med tøj lidt ind mod sig. "... jeg ville ønske at jeg kunne blive med dig." Selvom hun vidste at hun kunne stole på hvem-end Emelia sagde god for, var hun den eneste støttesten hun havde haft i et års tid. Hvordan skulle hun kunne vandre ud i verden uden hende?

Emelia så kærligt på Elena. Hun havde lige siden Elena kom til huset set hende som værende en søster, ikke en tjenerinde eller en slave, men en søster. Og skønt deres slægt var så forskellig som noget kunne være, ville Emelia med største fornøjelse indlemme Elena i hendes familie. Familie var trods alt ikke altid hvad blodet gjorde det til. Somme tider var blodet tyndere end vand, skønt hendes far altid gik og råbte op om det andet. " Jeg vil altid være hos dig Elena, måske ikke fysisk, men jeg vil altid være hos dig her og her" sagde hun og rørte blidt ved Elena's hovede og hjerte. " Og får du brug for mig fysisk , så skal der ikke mere til end at du kalder før jeg er der." sagde hun blidt og krammede Elena tæt ind til sig.

Emelia vendte sig om og gik ud af værelset og hen til kommoden for enden af gangen og hev to kapper frem, begge havde to store hætter som let ville kunne skjule deres ansigter, begge kapper var smukt broderet og vidnede om at dem som gik med dem hørte til den højere rang. Noget som ville afholde de fleste mennesker fra at kigge for meget efter dem. Hun vendte rundt og gik tilbage til Elena og lagde kappen om hendes skuldre og satte en lille broche som forestillede en sol fast i Elena's kappe. " Det tilhørte min mor. Jeg ved at hvis hun var her i huset sammen med os så havde hun givet dig den med det samme." sagde Emelia og aede brochen en sidste gang inden hun selv tog kappen på. " Er du klar?" spurgte hun med et sidste blik på Elena inden hun gik nedenunder. Hendes gule øjne lyste næsten endnu mere gult end normalt. Noget hendes brødre altid havde drillet hende med og kaldt hende ulven, da hendes øjne mindede om en ulvs. Vagtsomme, men med en indre ild som man hurtigt brændte sig på. Emelia stod nedenunder og fiskede husnøglen frem fra sin lille taske og ventede på at Elena kom herned.

Elena gled ind i Emelias favn, da den højtstående kvinde havde bevæget hende mere med smukke ord og håbefulde bekendtgørelser. Fysisk nærhed var aldrig noget hun havde haft det godt med på et overordnet plan, men der var særlige få der kunne få hende til at føle sig så tryg som Emelia kunne. Der var ingen fordømmelse i hverken hendes blik eller hendes ord - ingen tegn på at hun nogensinde skulle kunne forråde hende. "Tak, det betyder meget." Mumlede hun lidt ind i omfavnelsen, før hun lod sig skille fra Emelia igen. At hun altid kunne sende besked hvis hun følte sig utryg, virkede som en god foranstaltning. Hun havde altid vidst at Emelia havde et godt hjerte, men nu blev det tydeliggjort på en måde hun ikke havde oplevet før. Det var beundringsværdigt.

Da kappen blev lagt over de smalle skuldre, rørte Elenas fingre blidt ved materialet for at trække den tættere om sig. Broderingerne var imponerende og hun følte straks at hun gjorde dem en mild skam i at være så ilde tilredt, når hun var iført den. Håret kunne være blevet redt, øjnene mindre trætte. Brochen intensiverede følelsen, da Emelia fæstnede den fast. Den var smuk. Aldrig havde hun ejet noget der havde værdi, og det føltes næsten forkert at få en gave som denne. Så nogen en slægtsløs med noget så værdifuldt, ville de nok vriste det fra hende... Hun vidste dog at det nok ikke ville nytte at modsige sig, og afholdt derfor sig selv fra at modargumentere.
"T-Tak..." Der var en rystende klang i hendes stemme, "Jeg vil passe godt på den. " Det var ligeså meget et løfte til Emelia, som det var til hende selv. Uden tvivl ville hun kæmpe for at holde den i sikkerhed.

Snart nikkede hun og nærmede sig døren. De små fødder fulgte Emelias, mens der blev skænket blikke til højre og venstre i en konstant agtpågivenhed. Det var urtoligt at hun overhovedet kunne rykke sig ned ad trappen, uden at bukke under for lysten til at dreje om på hælene og vende tilbage til det lille kammer. Snart sluttede hun sig til Emelia nedenunder. Friheden ventede på den anden side af døren. Det var en mærkelig tanke.

Emelia åbnede døren ud til den frihed som Elena fortjente. Hun ventede på at Elena var kommet med udenfor før hun låste døren, og sikrede sig at der ikke var nogle af hendes fars nære venner i nærheden. Så tog hun Elena's arm og lagde om hendes egen således at folk ikke ville kunne komme imellem dem, selv hvis de prøvede.

Emelia ledte dem ned af snoede stier som ikke var så ofte benyttede som mange af de andre stier rundt omkring i Amber Eye District, noget hun vidste fra alle de mange gang hun selv havde sneget sig rundt omkring i byen, med vilje for at undgå hendes far. " Det ærger mig at jeg ikke kan vise dig alle de smukke steder der findes her i Redhawk uden at skulle frygte for din sikkerhed. Men en dag når alting er kølet mere ned mellem slægterne, så lover jeg at jeg finder dig og viser dig alle de smukke steder der er her!" smilte Emelia sørgmodigt. Der var så mange smukke områder, også mange som størstedelen af befolkningen ikke vidste var der.

Hun fortsatte med at lede dem af stierne indtil de var nået til Opal Beam District. " Vi venter her. Min ven vil være her om et øjeblik" sagde hun og lod dem stå i skyggen af den store kro.

// Out, og så skifter vi over til fælles emnet med Alexei //