Et besøg og en tur. - Madeline

Tid: Midt på dagen.
Sted: Amber Eye District, Madeline's hus.
Omgivelser: Fine folk der går klædt i pænt tøj som går og småsnakker. Flotte huse, man kan tydeligt se at man er i den mere velhavende del af byen.
Påklædning: https://i.servimg.com/u/f60/19/78/02/11/em10.jpg

Emelia gik rundt et hjørne inden hun stod ansigt til ansigt med det hus hun var blevet fortalt om. For noget tid siden havde hendes far igen haft holdt en fest for de fornemme og adelige folk i byen. Her var hun faldet i snak med en anden ung adelig kvinde, Madeline Hawthorne. De havde snakket sammen det meste af aftnen og havde aftalt at Emelia skulle besøge hende. Så her var Emelia. På vej mod det hus hun havde fået beskrevet hun skulle finde. Det lå ikke langt fra hendes eget, hvilket ikke var overraskende, så stort var Amber Eye District nemlig heller ikke.

Emelia gik hen til hoveddøren og bankede på. En tjener åbnede døren . " Mit navn er Emelia Aurum. Jeg er her for at besøge Frøken Hawthorne." sagde hun og tjener trådte til side og lod hende komme ind. " Et øjeblik Frøken Aurum. Jeg vil informere Frøknen om deres ankomst. " Sagde tjeneren og bukkede let inden han gik videre i det store hus for at finde Madline.

Madeline havde de sidste par uger ikke haft noget at kunne se frem til i hendes daglige gang. Det havde chokeret hende særdeles, da hun hørte nyhederne om Kong Charles død. Han havde været hendes ven, som altid var så rar mod hende. Han så hende faktisk og viste endda interesse for hende. Derfor havde den nu forrige konges død taget hendes gode humør med sig. Men en fest for ikke så lang tid siden havde ændret hendes triste humør. Hun havde mødt Emelia Aurum. En adelig kvinde, ligesom Madeline selv, men en smule ældre end hende. De havde snakket utrolig godt sammen hele festen, og Madeline havde inviteret hende på besøg denne uge.

Af den grund, havde Madeline også siddet og ventet på at tjeneren ville komme og meddele Emelias ankomst. Straks var hun oppe af den lænestol hun havdet siddet og læst en bog i, lagde bogen fra sig, og skyndte sig til hall'en af det store hus. Minsandten også om Emelia stod i flot rødt tøj og ventede!
"Emelia!"
Et smil bredte sig på Madelines ansigt som hun gik mod Emelia. Hun gav kvinden et let kram da hun endelig nåede hen til hende.
"Hvor er det dejligt at se dig!"
Nu hvor hun stod på tæt hold med Emelia, kunne hun ikke lade være med at beundre kvinden foran hende. Hun var smuk, ja, men hun havde også en udstråling man ikke ville lægge mærke til hvis man ikke havde talt med hende. Det var ikke Emelias udseende som fangede Madelines øje, men hendes ord og meninger.

Emelia stod tålmodigt og ventede. Et smil bredte sig over hendes ansigt da hun så Madeline komme gående imod hende. " Madeline!" Stor smilede Emelia muntert med glæde lysende i øjnene. " Hvor er det dejligt at se dig igen også!" hilsten hun og krammede hende igen.

Hun havde set frem til at besøge Madeline igen. De lange samtaler som havde fundet sted så naturligt og let, var noget som hun syntes at svært at finde blandt hendes medmennesker, men med Madeline havde det været så utrolig let. Og det havde kun været en positiv aften i Madeline's selskab, noget som Emelia havde set frem til med længsel. " Det er et meget smukt hus i har. " Komplimenterede Emelia, mens hun havde ventet havde hun stået og beundret det. Det syntes at være på størrelse med hendes eget hjem, dog følte hun at her var meget stører, bedre plads til at kunne lade sine tanker gå i alle retninger. Hun vendte sit ansigt mod Madeline. " Ih hvor har jeg altså glædet mig til at se dig igen!" små grinte hun.

"Mange tak," Madeline smilede stadig stort, hun kunne slet ikke lade være. "Dét er jeg sikker på at min mor vil sætte pris på at høre." Eleanor Hawthorne, Madelines mor, rykkede altid rundt på møblerne i deres hus, og købte ligeledes ind hvis der er noget der mangler efter den ældre kvindes mening. Hvilket ofte var tilfældet. Kvinden elskede at dekorere, familien havde endda et gods liggende uden for Redhawk Citys bygrænse hvor der var endnu flere rum at dekorere.

Madelines blik gled hurtigt mod vinduerne hvor solen skinnede ind. Der måtte være høj sol på himlen lige nu, og endda uden skyer til at forhindre den varmende solskin i at ramme dem. Dette skete ikke ofte i Redhawk City, hvor at det sædvanlige vejr på denne tid om året var regn og blæst. Sådan et vidunderligt vejr skulle da bestemt ikke gå til spilde.
"Lad os gå en tur! Det er endelig sådan et dejligt vejr, det bør vi da udnytte!" Hun greb Emelias hånd for at trække hende mod døren, men gav hurtigt slip igen da hun skulle til at åbne døren. Berøringen gav hun selvfølgelig ingen betydning, det var bare en måde at få Emelia med på den gode ide med gåturen. Hun så sig over skulderen mod Emelia. "Vi har så meget at snakke om!"

Emelia kluklo " Du må endelig fortælle hende det" smilede hun. Hun havde godt hørt om Lady Hawthorne's kærlighed for at dekorere. Hendes mor havde en lignende ide, hun lod dog tingene stå i mindst et halvt år før hun besluttede at nu skulle der ske noget. Noget som ofte havde irritteret hendes far, og moret hendes bror. Selv havde hun aldrig helt forstået meningen bag det.

Hun fulgte Madelines blik mod vinduerne, og ja det havde været særdeles behageligt at gå herhen, skønt det tideligere havde kortvarigt set ud som om det måske ville regne. Men skyerne var dog hurtigt drevet videre. " Ja lad os nyde det gode vejr så længe vi har det" nikkede hun og fulgte med Madeline, og ud på gaden. " Tænk at vi stadig har så skønt vejr" sagde hun muntert, selvom hun nød solen og dens varme, så var sne og vinter stadigvæk hendes favorit tid på året. Hun vendte sig om og så over på Madeline og rakte hende en arm så de kunne følges ad uden at nogle kunne masse sig igennem dem.

"Ja, det er helt utroligt! Det plejer aldrig at ske på det her tidspunkt af året i Redhawk City," Madeline snoede sin arm om Emelias, så de nu gik arm i arm og ingen ville kunne gå mellem dem. Ikke fordi det var et stort problem her i Amber Eye District. Det er jo et sted hvor kun folk der har et ærinde der, eller bor der, som må komme ind, så der er aldrig vildt mange folk på gaden. Men det forhindrer jo ikke Emelia og Madeline i at gå arm i arm.
"Nogen gange ville jeg ønske at jeg boede i Highview City," Madeline mindedes om de ture hun har haft til Highview City med sin far, før krigen startede. Han havde haft mange møder med politiske individer af Takumara slægten, men ikke længere, slægterne havde det tilsynladende med at holde sig for sig selv når der er krig. "Der er altid så dejligt varmt." Tilføjede hun så med et lille smil. Hun savnede at rejse rundt i Redhawk. Der var så mange steder hun ikke har set, men som hun gerne vil opleve. Krigen forhindrede hende dog at gøre dette.
Hun viftede med sin frie hånd i luften, som for at vifte sine triste tanker væk. "Men nok om det!" Hun vendte blikket mod Emelia igen. "Hvordan står det til i Aurum husholdningen?"

Emelia lyttede opmærksomt på Madeline. " Hvor er du heldig at du har set andet end Redhawk City. Jeg har kun været i Arabis en enkelt gang efter min mor blev bortvist dertil. Andet har jeg ikke set.  " sagde hun. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed at hendes mor var blevet forvist til Arabis sammen med de andre fra Adara slægten, og at hendes forældre var blevet lovligt skilt. Det var dog heller ikke noget der blev talt åbent om.

Hvordan stod det til i Aurum husholdningen? Tjo, hendes stedmor var højgravid og var sat til at føde en af de nærmeste dage. Hendes ældste bror Jakob havde købt en af deres mindre gårde udenfor Redhawk og havde slået sig ned efter at have afsluttet sin lange militær karriere.  " Min stedmor er sat til at føde en af de nærmeste dage. Så må vi se om det bliver endnu en bror eller en søster. Personligt er jeg ligeglad, jeg tænker ikke at jeg kommer til at bruge særlig meget tid sammen med barnet. Min far er som sædvanlig på udkig efter en ægtemand til mig. Min ældste bror Jakob, jeg tror ikke i har mødt hinanden før, har netop købt en af vores mindre gårde og slået sig ned efter hans lange militær karriere. Så behøver jeg ikke bekymre mig om ham mere." kluklo hun muntert. " Jakob er væsentlig ældre end mig. Han er fyldt 43 og for tre år siden gik han ud af militæret efter at have været der næsten siden han var 27 år. Min far har selvfølgelig lumske planer om at finde ham en brud også. Men jeg kender Jakob godt nok til at vide at han vil gøre det på sin egen måde" Smilede hun muntert. Jakob havde altid været noget for sig selv. På trods af hans store størrelse var han i virkeligheden en stor krammebamse. Han var blid som dagen var lang, men han var klar til at slås for det han troede på. Hun kunne stadigvæk tydeligt huske hvordan han gik amok på de vagter der for at føre deres mor til Arabis. Det var nogle få år før han blev en del af militæret.  

" Noget spændende nyt i Hawthorne?" spurgte hun nysgerrigt og så over på Madeline for at ryste de gamle minder af sig.

Madeline lagde sin frie hånd på Emelias arm af ren ivrighed, da hun hørte at kvinden kun har set Redhawk Citys murer og en enkelt gang været på besøg i Arabis. "Jamen det må vi ændre på!" Hun så fremad et enkelt øjeblik for at hurtigt finde på en ide, før hun igen vendte blikket mod Emelia. "Når krigen er slut, så kan vi tage på en rejse hvor vi besøger alle de store byer i Redhawk." Når krigen er slut. Hvem ved hvornår det ville ske? Krigen havde på dette tidspunkt stået stille i omkring 2 år, men alligevel ville ingen af fronterne bukke under for den anden. Det havde udviklet sig til en stædighedskamp, end et storslået slag mellem slægterne.
Madeline lyttede opmærksomt da Emelia fortalte hvordan det gik i hendes familie. Hun vidste godt at stedmoderen, en ung kvinde som ikke engang var sin mands halve alder, ventede sig. Godt nok var Madeline opvokset i den adelige del af samfundet, hvor at sådanne situationer ikke blev set ned på, men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle at der lå noget forkert i det. Dette var selvfølgelig ikke noget hun talte højt om.
"Du må altså introducere mig for din bror en dag." Svarede hun smilende. Ud fra Emelias ord, kunne Madeline ikke lade være med at være en smule nysgerrig om den unge Hr. Aurum.
Hun sukkede en smule opgivende da Emelia spurgte ind til Madelines familie. Der var ikke rigtig sket noget, hvertfald ikke af betydning. "Der er ikke rigtig sket noget på det sidste... Romeo, min bror, er stadig i hæren og lige så dårlig til at besøge sin familie som han altid har været." Madeline så på Emelia med store øjne som var noget lige gået op for hende. "Måske kender min bror din bror, fra militæret. Nej, hvor ville det være sjovt hvis de gjorde!" Tanken fik hende til at smile og hun vendte blikket mod jorden for at se hvor hun gik. Det ville være uheldigt hvis hun faldt og trak Emelia med sig i faldet.
"Hmmm... Min søster er lige så gift som hun var for 4 år siden, hun har stadig ikke nogle børn hvilket begynder at gå mine forældre på. De vil gerne have nogle børnebørn og lige nu er Vicki den eneste der kan give dem sådan nogle." Madeline vendte blikket op mod himlen hvor der kun var nogle enkelte skyer, mens der ellers var en klar blå himmel. "Så alt i alt, er der ikke sket noget."

Emelia smilede stort, ideen om at rejse Redhawk rundt med Madeline var helt klart noget at se frem til. " Det lyder som en fremragende ide. Så snart krigen er slut.*" medgav hun med et smil. Og skønt krigen havde lange udsigter, og endnu længere udsigter til at den ville være ovre, var det helt klart noget som hun ville se frem til. Måske Mikael ville tage med dem, at have et muskelbundt af udseene skulle nok sikre at der ikke var nogle som turde at gøre dem fortræd i kølvandet på krigen.
" Jeg vil med glæde præsentere dig for ham en dag. Dog er han ikke nær så ofte som min bror Jonathan og jeg med til de fine fester. " sagde hun med et skævt smil. Det kunne være sjovt at se hvordan de ville have det i hinandens selskab. Om ikke andet, så ville det udvide Mikaels kreds af bekendtskaber, noget som han i den grad trængte til efter så mange år i militæret efter hendes mening. Romeo og Mikael havde begge været i militæret? Det ville ikke undre hende om de havde stødt på hinanden. Militæret lød som et sammentømret sted, hvor alle kendte alle, det var i hvert fald sådan hun forstod det på Mikael de få gange han havde fortalt om det. " Mon ikke de gør? Eller om ikke andet har hørt om hinanden? Mikael plejer at sige at militæret er et sted hvor alle kender alle, eller i hvert fald har hørt hinandens navne før" foreslog hun muntert. Hvor ville det være pudsig hvis det passede.

Stakkels Vicki, Emelia håbede inderligt at hun snart ville være så heldig at før nogle børn. Om ikke andet så udelukkende for at lette presset på hende for at frembringe nogle arvinger. " Det må være hårdt for Vicki at være under så stort et pres. Selv prøver min far ihærdigt at smede mig sammen med en også. Hvad med dig? Er der nogle du har et godt øje til? " spurgte Emelia skæmt med et drillende glimt i øjet.

Madeline viftede igen med hånden ud i luften, en bevægelse der bestemt ikke var fremmed for hende, faktisk var hun lidt for familiær med denne handling. Hvert i fald efter hendes forældres mening. Brug dine ord, ikke din krop, sagde de hvis de tog hende i at flagre rundt med arme og hænder i stedet for at sidde og tale roligt. Madeline lyttede ikke til dem, hun ville ikke lade dem bestemme over hvordan hun bevægede sig. Dér satte hun grænsen for deres kontrol.
"Der skal nok komme en lejlighed hvor jeg kan møde din bror." Sagde hun smilende. Hun ville gerne møde flere medlemmer af Aurum-familien, og hvis det indebragte at hun fik oplevet og set noget nyt, klagede hun bestemt ikke. Hun nikkede til Emelias ord om hvorvidt deres brødre kendte til hinanden.
"Det har de helt sikkert. Det ville i hvertfald ikke overraske mig." Det ville være pudsigt hvis deres brødre kendte hinanden, måske var de endda gode venner. Det ville være en komisk samtale når Romeo kom på besøg og Madeline kunne fortælle om hans gode vens søster.

Madeline trak på skuldrene da Emelia spurgte ind til om hun havde et godt øje til nogen. Hun var ikke sikker, men hvis det var tilfældet var det for sent nu. Hun vendte blikket mod jorden og et øjeblik så hun hvor hun placerede fødderne.
"Jeg har ikke rigtig tænkt på det, så.. nej, jeg har ikke et godt øje til nogen." Hvertfald ikke længere. "Men hvordan går det da med din fars planer om at få dig gift?" Spurgte hun så, for at lede samtalen væk fra Madelines kærligheds liv. Ikke at hun havde et, men det var stadig et emne hun aldrig snakkede højt om.

Hun så opmærksomt på Madeline's fagter med hænderne og lyttede til hendes ord. Det var befriende at møde en som talte både med kroppen og med deres ord. Hun var alt for van til folk som stod eller sad stift som et bræt mens deres mund var det eneste der bevægede sig. " Han bor udenfor Redhawk city, så det kan passe at vi tager ud til ham en dag. Om ikke andet så for at få en pause fra Redhawk og resten af vores familie. " grinede hun og tog et stort skridt da der var en af brostenene som stak lidt længere op end de andre. Hun ville ikke falde og hive stakkels Madeline med sig ned på vejen. En ting var at hun selv var klodset, hun behøvede ikke at pådutte det andre.

" Du må endelig lade mig vide når du får et godt øje til en. Så skal jeg nok hjælpe med at få jer smedet sammen." smilede hun varmt. " Min fars sidste forsøg på et ægteskab var for nogle år siden med dengang General Alexei. Dog var Generalen ikke på udkig efter et ægteskab. Og selv vil jeg helst giftes af kærlighed, eller på grund af en kniv for halsen, eller bare for at komme væk fra min far. " Det sidste sagde hun med et grin.

Hun ville gerne væk fra hendes far. Men hun vidste godt at hvis hun flyttede for sig selv, eller sammen med nogle andre, som hun ikke var gift med kunne det give et forkert billede. Og på trods af at hende og hendes far ikke ligefrem var på god fod, så ønskede hun ikke at gøre noget som kunne sætte familien i et negativt lys.

"Det bør vi gøre på et tidspunkt!" Sagde Madeline begejstret. Hun elskede områderne ude på landet. Hawthorne-familien havde endda et gods med tilhørende landområder og stalde, uden for Redhawk Citys bymurer. Storbyerne var ofte det samme - tætte huse og travle mennesker - men uheldigvist var det på det seneste blevet i byerne at hun tilbragte sin tid.
Hun vendte blikket mod Emelia endnu en gang og smilede varmt. Men hendes tanker bar hende andre steder. Kunne hun fortælle Emelia at... Nej. Det må forblive en hemmelighed. Hvordan ville det ikke også fremstille hende? Nej, det kunne hun ikke. Så hun smilede blot og lod Emelia tale videre.
"Med Kong Alexei? Nøj, tænk hvis hvis han havde sagt ja." Så ville Emelia være dronning nu. Og de to ville nok aldrig være blevet venner. Madeline stoppede sine tanker dér.
"Jeg vil også gifte mig af kærlighed," Tankerne fra før fløj ind i hendes hovede, men hun viftede dem mentalt væk. "Men det kommer højst sandsynligt til at ske, eftersom Vicki allerede er giftet væk til en værdig mand, og Romeo nok tager sig en kone når han er færdig i militæreret."
Madeline trak på skuldrene som hun fortalte. "På den måde er jeg ret heldig. Det er dog ærgerligt at du skal have det på¨dén måde med din far."

" Hvis han havde sagt ja dengang, så ville jeg ikke ane mine levende råd. Det vil jeg for den sags skyld heller ikke gøre den dag jeg rent faktisk bliver gift." lo hun, hun havde aldrig kunnet forestille sig sin bryllupsdag. Hun vidste at mange unge kvinder gik og drømte om den, eller ligefrem planlagde den i forvejen, det var dog aldrig faldet hende ind at gøre det.
Hun lyttede opmærksom på Madeline, ja Madeline var heldig at det nok ville lykkes hende. Mon hun kunne dele hendes bror hemmelighed med hende? Ja det burde hun kunne. De var trods alt venner, og måske det ville gøre det lettere i sidste ende for Mikael at finde en kone? " Jeg tror min bror får svært ved at finde sig en kone. Han er nemlig til mænd, skønt han også før har været sammen med kvinder. Jeg håber det lykkes for ham, han er trods alt mi kære storebror." sagde hun tankefuldt. Hun håbede inderligt at det ville lykkes for ham, det fortjente han! Men jo, hun havde før opdaget ham sammen med et par staldknægte, for så et par dage siden at finde ham sammen med en tjenestepige eller sågar en af slaverne! Det med slaverne tog hun nu ikke så tungt, i og med hun vidste at han aldrig ville gøre nogen noget imod deres vilje, så det havde været gensidigt. " Jeg håber jeg for dig at se den dag du skal giftes. Om ikke andet, så for at give mine hjerteligste lykkeønskninger" Smilede hun kærligt.

Madeline klukkede af latter da Emelia lo. "Så er det jo godt du ikke skal giftes lige foreløbigt." Kommenterede hun. Selvom Madeline ville Emelia det bedste, både i ægteskab og sit liv, så kunne hun ikke lade være med at få en fornemmelse af at et bryllup ikke ville være inden for den nærmeste fremtid. Egentlig havde hun også sådan en fornemmelse om sig selv. Der var ingen mænd hun elskede på sådan en måde længere.
Den hemmelighed - Madeline var hvert i fald sikker på at det måtte være en hemmelighed - som Emelia betroede Madeline med, var ikke som sådan chokerende. Der var mange mænd som havde det på samme måde som Emelias storebror. Blandt andet Madelines egen bror. Det var ikke noget nogen i Madelines familie vidste, udover Madeline, og selvfølgelig Romeo. Madelines evne gør det bare muligt for hende at se sådanne hemmeligheder hos folk i deres tanker. Mænd tænker de mærkeligste ting mens de har en samtale.
"Jeg håber at han finder en kone der vil forstå ham." Dette var oprigtigt. Madeline var jo opvokset i den adelige del af samfundet, hvor et enormt pres blev lagt på de unge mænd. De skulle gifte sig og få arvinger, men dette var jo et stort problem hvis man ikke var tiltrukket af kvinder. Det skete tit i arrangerede ægteskab at parret kun fik børn indtil de havde en arving, og derefter var der intet mellem dem. Det var sørgeligt at se.
"Jeg ser også frem til at den dag kommer, men lige nu ved jeg ikke hvem manden skulle være, så der går desværre noget tid før det vil ske." Sagde hun med en teatralsk tristhed i stemmen. Hun var meget glad for den situation hun befandt sig i nu. Et bryllup ville bestemt ændre alt, og det havde Madeline ikke brug for. Hvert i fald ikke nu. Hun havde stadig brug for tid.

" Det håber jeg også, om ikke andet så er han i det mindste kærlig og loyal, uanset hvad" sagde hun tankefuldt. Hun krydsede fingre for Mikael, hun var mere nervøs for hvordan det skulle gå ham og hun håbede et eller andet sted at han snart blev gift, om ikke andet så bare for at han i det mindste ikke skulle være alene. Og lige så meget for at de få rygter der nu engang var, kunne blive afsluttet.

" Hvem ved? Måske han pludselig kommer dumpende?" foreslog Emelia med et lille smil. Selv ledte hun heller ikke ihærdigt efter en, det var nok at hendes far gjorde det! Og at han som sådan ikke var bleg for at søge til andre slægter også. Lige nu nød hun dog tiden hun kunne bruge som syerske eller som i dag, sammen med veninder.

"De bedste kvaliteter i en mand," Kommenterede Madeline med et venligt smil. Hun så op på den blå himmel og nød solens varme stråler mod sit ansigt bare i et kort øjeblik. Hun kunne ikke lade være med at smile.
Madeline vendte igen sit blik mod Emelia, denne gang med et drilsk smil på læben.
"Det tror jeg næppe. Min far vil nok heller ikke blive særlig begejstret for hvis jeg bare giftede mig med den næste mand jeg så på gaden." Det var selvfølgelig sagt med spøg i stemmen, men lige som hun har sagt sine ord, dukkede en herre op rundt om hjørnet og var næsten lige ved at gå ind i dem. Både manden og Madeline reagerede hurtigt med at stoppe op, og fordi at Madeline og Emelia gik arm i arm, var der ingen der nåede at kollidere med hinanden.
"Det må De sandelig undskylde, Herre. Vi så os slet ikke for." Kom det undskyldende fra Madeline. Hendes blik studerede manden foran dem, mens han selv undskyldte for ikke at have været mere opmærksom på sine omgivelser. Han så slet ikke slem ud, umiddelbart ville hun skyde på at han måtte være i 30'erne, og hans tøj så bestemt dyrt ud. Manden nikkede farvel og sagde endnu en gang undskyld til dem før han måtte videre med sin dag. Da han var nået langt nok væk vendte Madeline sig mod Emelia med et smil på læben.
"Ham der ville jeg nu ikke have noget imod at gifte mig med, hvis du ved hvad jeg mener."

//OMG UNDSKYLD FOR VENTETIDEN!!!//

Emelia klukkede let af Madeline's drillende bemærkning, og nåede derfor kun lige akkurat at stoppe op sammen med Madeline da de næsten kolliderende med den herre som kom gående. Hun sendte ham et venligt nik og et smil idet han gik videre og vendte sig med et smil mod Madeline. " Jeg hører dig og er helt enig med dig. Han udseende gør ham i den grad eftertragtet." sagde hun med et let glimt i øjet.

Skønt Emelia var en adelig, havde hun nu og da haft hendes fornøjelser, med både det ene og det andet køn. Hvem sagde at det kun var mændende som i denne verden burde have den slags fornøjelser?

"Så er spørgsmålet jo bare om han har penge," Lo Madeline. Hun var godt nok ikke en af de typer der nogensinde ville lade sig gifte af finansielle årsager, men af den årsag kunne man da stadig vitse om det. Hun var heldig at hun ikke var den ældste af sine søskende, så ville der havde været et meget større pres på hende, hvad angår ægteskab, og hun ville nok heller ikke have haft det samme syn på det som hun havde nu. For Madeline var ægteskab et løfte mellem to personer der elskede hinanden meget højt. Ikke en alliance mellem to familier eller noget andet større politisk. Hendes hjerte skulle nok føre hende til hendes fremtidige mand, det var hun sikker på.

De to kvinder gik arm i arm med hinanden ned langs gaden med de smukke villaer. Der var bestemt ikke sparet på dekorationerne og de finurlige udsmykninger. Der var nogle arkitekter der havde tjent godt på dé boliger. Men selvom bygningerne var iøjenfaldende og storslåede, kunne Madeline ikke lade være med at se mod himlen og de få træer der var plantet her langs gaden af marmor, her midt i Redhawk City. Naturen var noget Madeline bestemt havde savnet på det seneste. Hun savnede skovene uden for Highview City, hvor hun plejede at ride ture. Savnede at tage ud til Hawthorne-familiens gods der lå et stykke uden for Redhawk City, hvor man kunne se kilometervis at skov og enge helt ud til horisonten.

"Du nævnte til festen at du var startet som syerske, hvordan går det med dét?" Spurgte Madeline efter et kort stykke tid hvor de to kvinder havde gået og nydt stilheden. Madeline fandt det fascinerede at Emelia havde et arbejde. Madeline selv gik derhjemme og pyntede. Hun fandt det kedsommeligt, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle tage sig til.

" På den måde som han gik på tror jeg han har mere end rigeligt med penge. " grinte Emelia. Man kunne næsten se det på folk, hvilket trods alt var en skræmmende tanke, at alene den måde du gik og bevægede dig omkring kunne afsløre noget så enkelt som penge. Men på den anden side gav det jo god mening. Dem der ligesom hun var født til penge anså livet og tilværelsen på en anden måde end dem som måtte kæmpe med næb og kløer for at få det til at hænge sammen.

" Det er hårdt, men samtidig utrolig spændende. Jeg får sommetider kunder fra de samme fine klasser som du og jeg, og ellers så laver jeg tøj eller tæpper til de mindre heldige. Det føles kun rigtig at give tilbage til dem der intet har, når nu jeg har så meget. " sagde hun med et smil og fulgte Madelines blik, der var så få træer her. Skønt Emelia selv var opvokset her og ikke rigtig kendte til andet, så havde hun ofte hørt om Hawthorne-familiens gods, og kunne forestille sig hvordan det måtte være at befinde sig ude i den friske luft, med massere af natur omkring sig. En let skræmmende tanke, men nu var hun ikke typen som blev slået så let ud.