❉ It is not what it looks like! (Nathan)

" I am not even sure about.. why I am here, you know? Sometimes things just change without you really agreeing on it. And this time I guess.. It is just what it is. " Han lod hovedet glide på skrå, præcis lige som duen på jorden foran ham gjorde. " You probably do not care about any of this, but I have to say - thank you for listening to all of my complains. I usually do not complain a lot, maybe because of the fact that I barely ever speak to anyone anymore.. " Sagde han så og hvilede kort sit hoved mod sin håndflade mens albuen hvilede mod hans lår. Han spidsede kort læberne lidt men rettede sig så hurtigt op. " Wauw.. That sounded way more depressing than I intended - I am truly sorry about. I am depressed! Just.. A little lonely you know. " han fulgte fuglen med blikket som den stille spadserede rundt efter at have sænket hovedet. Tydeligt slet ikke interesseret i hvad det var drengen sad og plaprede op omkring.
" Thought so - you do not care, what ever! Not even a freaking bird wants to listen to me.. " han lænede sig tilbage med et suk og lod sine hænder samle sig i sit skød. Nogen gange var det vel bare nemmere at snakke med en som ikke talte tilbage. Ikke fordi han havde gjort et forsøg på at snakke med andre, men når ingen andre var der til at høre det var det bare nemmere - også pludselig dukkede en fin fugl op og tankerne blev til ord.

Men det var nu sandt nok. Milo var ikke deprimeret - nok nærmere bare i underskud af at være social med andre end sine forældre. Men tanken om at skabe bekendtskaber, sætte andre i fare bare ved sin tilstedeværelse - nej det var ikke ligefrem fristende - hvor meget han så end ville ønske det var nemmere. Han lod blikket glide ud på gaden, fulgte et øjeblik nogle forbipasserende med blikket, men slog hurtigt blikket ned igen og satte sig i skrædderstilling. Milo bevægede sig ikke ofte langt væk hjemmefra, faktisk nærmere aldrig. Der var ingen grund til det - men på det seneste havde han taget skridtet længere og faktisk taget interesse i stedet han havde boet hele sit liv. Jo han havde da set det, men aldrig helt så meget som eventyrlysten i ham gerne ville. Måske en dag ville han have modet til at bevæge sig udenfor området her. Selvom man jo hørte at det ikke var alle steder at man havde ret til at være, og det at skjule hvem men var var ikke ligefrem let. Desuden var det skræmmende at skulle gøre det alene.

Brikkerne var efterhånden begyndt at falde på plads, det gik mere og mere op for ham hvor lidt han kendte til andet end det trykke liv her - han vidste intet andet om verden end hvad der vekslet over bordet når man spiste. Ensomheden hade meldt sig efter hans bror var rejst. En lussing leveret af virkeligheden. Han kunne ikke leve for evigt som han havde gjort indtil nu. Det var ikke et liv, men om han nogensinde ville kunne være lige så modig som alle andre? Tage skridtet og springe ud i det ukendte?
" Would you stay a little longer if I went and got breadsticks? " Spurgte han så bare og rettede blikket mod fuglen, som stadig ikke var forsvundet helt - men havde sneget sig et godt stykke væk fra Milos selskab. Den reagerede ikke yderligere på hvad han sagde, trissede i stedet bare lidt rundt og dunkede næbet mod jorden efter sager der kunne fylde den lille mave. Det så bare ikke rigtig ud til at der faktisk var noget at komme efter.

Nathan havde været mange steder det sidste halve års tid – Highview City, The Underground, Oakstrong City (hvor det endte med at han måtte flygte fra nogle vagter, der så hans øjne), men der var ét sted, som han havde sørget for at holde sig langt fra. Og det var Springheat City. Hver gang han overhovedet nærmede sig den på, vældede skammen over ham, og tvang ham til at vende ryggen til. Det var som om det var fysisk umuligt for ham at betræde byens jord. Men denne dag havde han valgt at gøre det, af en meget vigtig årsag – han måtte se skammen i øjnene. Og med at se skammen i øjnene, tænkte han ikke på sin far, som han skuffede, da han ikke længere ville uddanne sig til inferno-soldat, eller sin mor som han forlod uden at fortælle hende hvornår han kom tilbage og derfor efterlade hende med bekymringer, en mor ikke burde have. Nej, han tænkte på sin lillebror. Milo. Han havde voldt ham så mange smerter, og i stedet for at være en mand, tage ansvar og møde konsekvenserne for sin skyld – hvor der ikke var nogen værre straf end skylden ved at vide, at de smerter ens bror gik i gennem, var på grund af sine gerninger – stak han af. I 6 år havde han været på flugt fra sine egne tanker. Han havde oplevet en masse fantastiske ting, men mon ikke han ville have nydt det mere, hvis han ikke hele tiden bekymrede sig om hans lillebror nogensinde ville tilgive ham? Jo, det ville han nok. Han vidste ikke, om han nogensinde ville få tilgivelse. Men han ville i det mindste prøve.

Så han var tilbage i Springheat City. Han havde været der i en halv dag nu. Han havde ikke svært ved at komme ind gennem grænsekontrollen – hans røde øjne var næsten et pas i sig selv – men han kunne efter et stykke tids søgen erkende at Milo ikke befandt sig deres sædvanlige mødesteder i Firemouth District. På en måde var han lettet og på en måde gjorde det ham kun mere nervøs. Men i det mindste kunne det være, at han ikke behøvede at gemme sig fra velkendte ansigter, mens han snakkede med ham. Han ønskede ikke, at folk vidste, at han var tilbage. Det var alt for meget unødvendig spektakel, i hvert for nu. Milo kom først, så måtte han tænke over hvad han ville gøre med sine forældre bagefter.
Han gik derfor rundt på tilfældige gader i håb om at finde ham. I hånden havde han papir fra en muffin han havde købt fra en af byens bagere, som var blevet sat op efter han rejste. Han var lige blevet færdig med at gumle på det, da han stoppede op i chok. Foran ham, kun få meter fremme stod Milo. Han havde ændret sig. Ikke på den kliché-måde, hvor han var vokset ind til en mand på et halvt år, nej, Nathan så ham ikke som en mand endnu. Men sidst han så ham var han liggende i en seng, svag, syg og såret. Og Nathan havde blot forladt ham.
Da drengen så ham, vidste Nathan, at han blev nødt til at gøre noget. Han trådte en anelse nærmere mens han rømmede sig. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han stank til undskyldninger, han havde næsten aldrig i sit liv sagt det, specielt ikke til Milo.
I det stressede øjeblik, fremtvang han et smil der næsten virkede ægte. ”Hey little brother! Long time, no see.” Han puffede til hans skulder i håb om at få et positivt svar. ”Talking to a bird, huh? So you haven’t got any friends while I’ve been gone.”
Det var ren dril, noget han sagtens kunne sige til ham før. Men nu virkede det bare ondt. Som om det var hans skyld at Milo talte til en fugl og måske ingen venner havde. Smilet falmede, og han havde svært ved at holde den glade attitude.
”And about that…” Han kløede sig i nakken. De røde øjne fandt drengens sko. ”I… I’m sorry I left. I just thought you were better off without me.”
Hans blik holdt sig ned på Jorden. I den her situation fortrød han at han var kommet tilbage. Efter hvad han havde gjort, hvordan kunne han overhovedet finde på at vise sig igen? Han skulle have været blevet væk. Der var en anden grund til at han tog af sted og det var fordi Milo ville have det bedre uden ham til at skade ham. Og hvad gjorde han lige nu? Han skadede ham igen.