Help? - William

Sted: Thunderville - Gaderne
Tid: Sen morgen.
Vejr: En let brise hist og pist.
Påklædning: Tøjet
Emnepartner: @William

Malou havde dårligt nok fået knappet bukserne ordenligt til, før to betjente stod foran hende, med et irriteret blik. Hun havde tydeligvis ikke været hurtigt nok til at rykke sig, før et par rige mennesker var blevet lidt for, fornærmet over de fattiges levestil. Malou havde været vant til det i et par måneder nu, så det overraskede hende ikke besynderligt, men nikkede blot høfligt tilbage til betjentende efter de havde pænt bedt hende flytte hendes ting et andet sted hen, hvor det ikke ville genere andre.
Folk forvekslede hende tit med en slægtløs, problemet var bare hun i virkeligheden altid havde været en del af en slægt, men efter forældrene var bortgået, havde Malou skulle stå på egen ben.

Hendes blik rettede sig hurtigt imod en herre længere fremme i køen. Han var køn nok og så også ud ad til, til at have et par muskler. Øjne var netop altid det hun kiggede efter på folk, og typisk nok var netop herren her en del af Oikans. Ikke en slægt hun brød sig besynderligt meget om. Hun havde aldrig rigtigt haft en ordentlig grund, andet end at forældrene altid havde fortalt hende, at de var de slemme. Ingen man skulle have tillid til. '' Excuse me? But they're not a single penny they can live without? '' Herren så ud til at vende øjne af hende og smilede sarkastisk. '' No. '' Han forlod hende hurtigt alene. Uforskammet, måtte hun da sige.
Kassedamen havde alligevel forbarmet sig over hende og havde givet hende et godt måltid mad, der burde holde dagen lang. Som hjemløs havde man altid grund til at kunne overleve selv de længste dage af livet, uden mad eller drikke.

Efter et godt måltid, for en med ingen penge, besluttede Malou sig netop for at opdage verden. Måske ville hun finde nye bekendtskaber, måske ikke. Netop den slags ting, måtte tiden vise. Hendes tanker blev dog hurtigt afbrudt, af en herre der roligt prikkede hende på skuldrene. Med en hurtigt bevægelse stod hun allerede ansigt til ansigt med ham. '' Hm? '' Han så ikke ud til at være farlig ud ad til, men hans aura sagde noget andet. Den var ikke positiv. '' What does a sloppy girl like you here? Should not you be at the other whores? '' Malou var yderst overrasket over spørgsmålet. Hvordan i alverden kunne han tillade sig selv, at lade den slags ord komme ud af hans mund.

William var blevet sat til at lave frokost; madlavning var lidt blevet hans lille frirum, og en form for meditation for ham, hvor han kunne fokusere sin hjerne på noget produktivt og fornøjeligt. Altså havde han bevæget sig mod Brønden, der var placeret nogenlunde midt i byen, på en stor markedsplads. Han havde hjulpet et par af de ældre damer og små børn, som havde samme ærinde som han selv, og så havde han begivet sig igennem gaderne mod sit hjem.
Som altid, når han gik igennem Thunderville, blev han overrasket over mængden af destruktion omkring sig. Det var efterhånden ved at være en del år siden, byen var blevet angrebet af Inferno-soldaterne, men alligevel lignede mange af gaderne krigs-zoner. Det hjalp ikke på det, at stedet var så tørt, og at det gyldne sand lagde sig som støv over alt, og farvede hele byen en lys beige farve. Det var en stor kontrast til hans 3 år i skoven, og en større kontrast til hans barndom i The Underground.

Will havde brugt det seneste år på at udforske Thunderville, og kendte efterhånden til alle smutvejene, gemmestederne og områderne i den lille landsby. Let og rutineret, løb han ad små veje, hoppede op på halve murer og balancerede to spande med vand på hver skulder. Han smilede venligt til forbipasserende, og nikkede til folk han fik øjenkontakt med, lige indtil han stoppede ved duften af mad fra kroen han gik forbi. Et skævt smil plantede sig på hans læber, og han snusede tilfreds ind endnu engang, fristet til at gå ind og købe noget frisk brød til den suppe, han havde planer om at lave. Hans muntre, fredelige humør, blev afbrudt da en mand vadede ind foran ham, og sjaskede mod en ung pige, som stod nær en af husenes støvede mure. Williams øjne fulgte manden, der havde en lidt uforskammet attitude, og han rynkede irritabelt øjenbrynene sammen i et misbilligende udtryk. Han brød sig ikke om uhøflige folk. På trods af at være opvokset i The Underworld, var høflighed en ting, han lagde stor vægt på. De rynkede øjenbryn vippede sig op i ren og skær overraskelse, da han hørte mandens spørgsmål til den unge pige. Hun kunne umuligt være mere end 18 år gammel, og så havde han nerverne til at kalde hende en 'whore'?
Will rykkede sig lidt til siden, og søgte ihærdigt pigens øjne, for at se om hun havde brug for hjælp. Inderst inde vidste han godt, at han ikke ville kunne gå, før manden var gået væk fra pigen, men han ville heller ikke skabe problemer ved at blande sig.

Ordene var herren foran hende, var ikke ord hun havde hørt for første gang. Tværtig imod. Det var nogle ord hun fik at vide fra daglig basic. '' Excuse me? '' Hun havde ikke ligefrem kræfter til at gå imod manden, men hun mente heller ikke hun skulle lade det passere engang mere. Hendes blik fangede dog hurtigt en herre bag ved manden. Hendes blik signaleret nok mere eller mindre hjælp, men kunne hun virkeligt forvente det af en fremmede? Næppe. De ville nok bare se hvad der skete mere.
'' How can you allow you self to speak like that to another human being? '' Hun var ikke særlig glad for at spørger ham om det, men hun mente selv det var på sin plads. Ikke alle mennesker havde den bedste måde at komme ud i livet. Malou havde sine søskende, men inderst inde vidst hun godt at hun nok ikke ville komme så langt med at tilbringe dagene hos dem. Hans svar på hendes spørgsmål kom som et chok. '' I can afford it now, because I'm taller than you. I do not earn money by spreading amounts for men there than feel like a game of sex. I serve them honestly. Find somewhere else slut. You will never belong to a properly communities. '' Kom hun aldrig til at høre til i et samfund som dette? Nok ikke med mennesker som ham, men andre mennesker var godhjertet nok til at give hende et måltid til at kunne klarer noget af dagen. Nogle havde oven i købet givet hende husly for en enkelt nat. Men menneskerne var sjældne at finde. Malou kunne tydeligt mærke hvordan en tåre løb fra hendes kinder. Engang var hun en af dem der ikke behøvede at tænke på at skulle skaffe pengene selv, for det havde hun sine forældre til. Hun havde altid mad på bordet og hun havde tøj på både ben og arme. Men nu var hun selv en gade pige.