Dragenblood and Goldeneyes - Charles

Lyden var tung og besværet. Den fortsatte med jævne mellemrum, selvom der engang mellem lød til at være et hul, hvorefter den tiltog lidt i styrke. Vinden hev og sled, men intet lod til at standse den kæmpemæssige skygge, som gled henover det mørke vand. Dragernes ø lå forude, og de glødefarvede øjne lod ikke til at fæstne sig ved andet. Dragekroppen var ikke, hvad den engang havde været, med flossede vinger og blod løbende ned af siderne. Alligevel var der noget i blikket, som fortalte de højtragende bølger og mørke skyer, at de nok skulle klarer det. Hydra havde alligevel prøvet værre efterhånden. Meget værre.

Det sidste døgn havde været det værste i hendes liv. Det var hende uklart, hvordan det hele egentlig var begyndt. Det eneste hun huskede var ordene, lydene og følelsen af koldt metal. Og skrigene. Ikke blot hendes egne, men de massive mængder af skrig som var brudt ud omkring hende, da hun endelig havde brudt lænkerne og fløjet sin vej. Formentlig skyldtes panikken også, at hun ikke var rejst alene. Hun behøvede ikke kigge ned for hun vidste, at han stadigvæk var der. I et fast greb bar hun ham i sine kløer, hvor han havde befundet sig den sidste halve time. Til hans store held, så ville det formentlig ikke varer længe endnu.

Pupillerne bredte sig ud, og vingerne skiftede hældningen. De var her. Stadigvæk med for meget fart på, gled hun indover den øde bred, som udgjorde kanten af Drageøen, og gav så slip på sin medpassager. Han faldt, og ville ramme jorden med en hvis fart. Bestemt ikke nok til at dræbe ham, men nok til at, at han ville vågne igen, hvis han stadigvæk var bevidstløs - og påtvinge sig nogle knubs. Hun havde trods alt ramt ham temmelig hårdt tilbage i borgens trygge rammer. Rimelighedsmæssig burde hun nok været standset eller have sat ham ned, men rimelighed skulle man lede længe efter på denne ø. Og det skulle han nok snart få lært. Hvad hende selv angik, så var landingen ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Hendes krop var efterhånden så fysisk afkræftet og ødelagt, at hun ramte jorden med et brag, hvorefter hun skurrede et stykke hen af jorden, hvilket rev diverse sten og visne planter med. Dog uden at tøve et sekund, selvom kroppen skreg af smerte, fik hun skubbet sig op på vingerne igen, og vendte straks blikket imod manden, som hun havde bragt med sig. Charles Redwood.