Really? Again? Come on! (Simon)

Han var ankommet til byen sidste nat. Uden særlig mange penge, havde han ikke formået at købe sig ind noget sted og havde fundet et sted uden for byen at sove. Ikke at det gjorde nogen forskel, det værste var temperaturen og vejret! Han kom selv fra et tropisk klima, hvor de ikke havde vinter. Springheat var også et varmt sted og nu stod han pludselig ved en by, hvor sneen kunne komme når som helst. Hans forældre havde boet i byen, været slaver her i byen, inden de måtte flygte. Han havde kun svage erindringer om sne og kulde. Hans tøj, der var beregnet til varmt klima, var ikke nær nok og han overvejede allerede at gå tilbage til Springheat - måske over ørkenen, så han rigtig kunne få varmen igen! Tanken var sjov. At gå over ørkenen kunne være dødeligt. Men ikke desto mindre understregede det hans pointe.
I hans knælange bukser og lange trøje, var der ikke meget til at holde ham varm. Hans trøje var tilmed af et let materiale, der var beregnet til at holde ham kølig på varme dage, til at huden kunne ånde. En dolk var fastspændt i nogle remme om hans ene lår, en rygsæk hvilede på hans skuldre. Den indeholdte et par tæpper til at sove i, lidt mad og lidt vand. Ikke mere tøj. Hans lette sko var halvvåde af det fugtige klima, hvor det så til det næsten lige havde regnet. Vinden var forfærdelig kold. Han var tvunget til at holde sig i gang, for at holde varmen. Han var tæt på at overveje at stjæle, men hans princippet holdt ham fra det.
Uden særlig mange penge og i en kold by. Nogen ville sige han havde ret dårlige odds. Man han måtte se byen! Og på hans lange rejse passede det med at han var i Redhawk City nu. Han trampede sig vej igennem de skumle gader, som udgjorde Groundstone district. Her var næsten for koldt til at han gad stoppe op og studere sine omgivelser. Han havde enkelte minder om byen og rent naturligt gik han efter at finde de steder, som han huskede. Hans forældre havde været slaver i nogle huse i det midterste district, så det var derop derop han skulle.

Han gik i sine egne tanker. Det var vinter i byen, sagde man. En handlende havde været villig til at snakke med ham, selv om de fleste undgik ham. De lilla øjne sendte stadig frygt eller had igennem folk. Folk skulle bare vide at han havde en tatovering også...Hans trøje var gået i stykket i Springheat, men han havde heldigvis haft en ekstra med, så hans tatovering kunne forblive gemt. Og heldigvis, ellers var han nok allerede froset ihjel! Dog virkede den ene skulder lidt tykkere end den anden - en let forbinding holdt sammen på et sår han havde fået sig i en kamp, i Springheat. Folk brød sig virkelig ikke om ham og han havde måtte duellere med en soldat, der havde ramt ham i den ene overarm. Men alt var gået fint! Han var jo her nu!
Og måske blev dette hans sidste stop. Alt efter om Redwoods opdagede ham og ønskede at gøre Naailas til slaver igen eller om de faktisk ville lade ham være. Hans blik hvilede mod jorden, hvor han gik. Han ønskede ikke mere opmærksomhed end han allerede havde fået.
Mon han kunne en form for job? Til at tjene lidt penge og undgå at fryse ihjel? Han blev næsten nød til det. Forhåbentlig var han ikke fanget her hele vinteren, så.
Fordi hans blik var mod jorden foran ham, bemærkede han hellere en lille bande af grove mænd der snart sted i vejen for ham. Han fik næsten lov til at gå alene. I dette district var der mange der undgik andres øjne og man havde lært ikke at være nysgerrig. Men for en Naaila kunne det være svært at gemme sig og her var tydeligvis nogen der bebrejdede ham at være, hvad han var.
Han stoppede op og så frem for sig. Fedt. Han kunne lugte balladen. Endnu en gang blev der krævet at han forsvarede sin ære og ret til at være her. I et øjeblik følte han sig en smule håbløs. Det var sen eftermiddag og solen var allerede på vej ned, for at give plads til mere mørke. Så tidligt det blev mørkt! Og med mørket, mere kulde. Ville han overhoved kunne bevæge sig optimalt, halvfrossen som han var?
"Forbandet afskum...Hvad laver du i vores by? Er du ikke lige næsvis nok? Skal vi lærer dig, hvad vi gør ved svin som jer?"
Igen virkede det til alle glemte hvor dårligt de havde behandlet Naaila - stort set uprovokeret! - og mente sig i ret til at kalde sig herrer over dem.
Hans ene hånd gled over dolken, der var sat fast med en rem, så den ikke faldt ud. Klar til at trække den, så snart de gik til angreb. Han orkede ikke engang beskytte sig med ord mere - det stoppede dem ikke fra at angribe, tværtimod virkede det kun til at provokere yderligere. Og i dette skumle district? Hvem skulle vove at blande sig?