They’re called growing pains for a reason - Simon

Han var ikke sikker på hvordan han havde det med jobbet. Da han først havde hørt om det, havde han hørt skræmmehistorier om Hr.Underwood. Om hvordan han havde bortført en pige og holdt hende fanget i flere år. Så da en af Hr Underwoods tjenestemænd kom med et formelt brev var Simon overvældet. Summen var godt nok ikke højere end hvad han ellers havde prøvet, men det var i det mindste noget. Penge var penge, og mere var altid bedre. Han var blevet givet en fin uniform, en skjorte samt et par sorte bukser. Det var bedre end hvad han plejede at arbejde i.
Det tog lang tid at rejse. Og gennem rejsen undrede han sig et par gange over hvorfor nogen ville lede efter en som nærmest var på den anden side af verdenen. Men han opdagede også hvor smuk verdenen var. De små stier og skovområder han kørte igennem. Så smukke, så fulde af liv. Han ville gerne se mere, det ville han virkelig gerne. Men han vidste også hvilket ansvar der var lagt på hans skuldre nu. At opleve verdenen var for de bedre stillet slægter og ikke de slægtløse. Noget han havde lært længe før han overhovedet kunne gå.
Så han sad i kareten og drømmede om verdenen udenfor indtil han ankom til Underwood-hjemmet. Han var iført den uniform de havde givet ham og efter en kort og meget formel hilsen til Underwood var han blevet vist rundt af en af de højere stillet tjenestemænd. Hvor han skulle være på hvilket tidspunkt og hvad han skulle lave på det givne tidspunkt. Det var tydeligt at han ikke ville kunne huske det hele, tjenestemanden bemærkede det med det samme og klemte hans arm blidt med et blink i øjet:” You’ll learn it eventually kiddo. But you have to remember who you are and where you’re from. You might think that this could be better than anything. But it’s really not.”  Var de afskedsord han blev givet. Han bed mærke i dem.

Han stod i sit rum og så sig kort om da han først spottede hende i øjenkrogen før han hørte hende. Han drejede om så han så på hende. Et kort smil faldt over hans læber indtil han kunne se hvad hun var iklædt. Han blinkede et par gange overrasket og lagde hovedet på skrå:” Goodday. The name’s Simon. Just... uhm. Simon.” Sagde han stille men respektabelt. Simon havde bare et naturligt flow over hvordan han talte så det meste af tiden ville det fremkomme som værende fornemt og fint, selvom han egentlig var bunden i hierakiet. Han syntes dog at det blot var normalt at tale pænt til alle.
Hans blik faldt atter engang ned på hendes tøj. Noget der undrede ham var hendes øjne og det tøj hun havde på. Det gav ingen mening i hans hoved. Han trykkede hendes hånd – Et fast og hurtigt håndtryk, dog med en blidhed over sig. Han tog sig modet til at spørge efter at have rømmet sig:”Your uhm... I’m guessing that the Lord of the house isn’t very... fond of you?” Det var tydeligt at han var igang med at træde forsigtigt med hans valg af spørgsmål og hans skuldre sank sig en anelse sammen som om han nærmest var bange for at gøre hende sur eller ked af det. Han så afventende på hende, selvom han ikke var sikker på om hun overhovedet havde lyst til at tale om det.
Hans blik faldt på de forslåede arme. Han løftede forsigtigt hånden og greb om hendes håndled inden han så hende i øjnene - Som om han ledte efter en visuel accept til at inspicere hendes arme. Så gled de matte mørkebrune øjne ned over armen han holdt i. Hans øjenbryn rynkede sig sammen i et uforstående, nok nærmere vredt udtryk:" What happened to you? Why are your arms so beaten and sore? Did the Lord do this?" spurgte han, uden at lægge låg på sin frustration. Selvom de kun lige havde mødt hinanden, følte Simon en stærk connection. Som om de på et eller andet niveau kunne forstå hinanden allerede.

Han havde nok ikke regnet med at hun havde joket om det. Han var ret seriøs i sit toneleje da han sagde det. Men han kunne ikke undgå at smile lidt da hun så ud til at smile. Som svar til det rystede han let på hovedet og løftede øjenbrynene. Han havde selv prøvet noget lignende. Nok ikke lige så slemt. Men han havde også fået en omgang tæv en gang i sit liv – Og sådan noget var svært at glemme. Det kom helt an på hvordan man i sidste ende ville bruge oplevelsen. Om end det var til at forbedre sig selv og sit liv, eller om man ville dulme i mørket af minderne.
Pigen så ud til at have valgt det første. Og allerede fra det øjeblik Simon indså det, fik han mere respekt for hende. Mens han inspicererede hans arm, kom den vrede han ikke kunne holde tilbage på. Om det så var fordi hun var anderledes, var deres behandling af hende på ingen måde okay. Han så op på hende og lyttede til hende. Selvom han havde lyst til at sige hende imod, virkede det ikke til at være det rigtige at gøre. Han ville lade det vente til en anden gang.
Så kom advarslen. Han lagde hovedet på skrå inden et kort men selvsikkert smil var over hans læber:” To be fair. Rather end up like that than hit on a little girl. I would prefer to pick an opponent of a more... suitable strength...” sagde han men hurtigt forsvandt han smil og han begyndte at ryste undskyldende på hovedet mens han så foraget på hende:” NOT! Saying that you’re weak... You’re probably the strongest here of all. But being strong from being a punching bag, doesn’t quite cut it.” Rettede han sig selv inden han kom med et fnis der mindede mest som om at han prøvede at fnyse. Han kørte en hånd lidt nervøst igennem sit hår.
” I was not trying to degrade you... At all.” sagde han så for en sidste gang for at understrege det. Han lod hende tale ud. Hun var okay? Det var lidt svært at tro på når man dømte det ud fra skaderne . Men det var nok den tid til den sorg. Simon håbede på i det øjeblik at han ville kunne være der for hende i den tid. Selvom de kun lige snakkede, havde Simon godt observeret at hun nok var en af de få personer han faktisk følte sig tilpas med.
Han rystede kort på hovedet til hendes regel. Det virkede fjollet for ham:” Well screw that rule. After all, I’m no slave. This is a paid job. I’m not being paid to be a monster. So if it doesn’t please the Lord….” han trak let på skuldrene inden han så noget så neutralt sagde:”... then he can up himself. I’ll leave and bring you with me if I have to.” Afsluttede han så. Det virkede fjollet at sige, men Simon var dybt seriøs. Allerede nu, under andre omstændigheder havde han bare skredet – På ingen måde ville han associere sig med sådanne mennesker. Men han ville heller ikke bare efterlade Malia. Han så hende i øjnene mens han afventede hendes svar.