I´am not sure I am the one to help Kubo

Tid: 12:30
Sted: The Underground
vejr: nogenlundeomgivelser: nogen folk
påklædning:hendes tøj og hendes kappe


Mercy havde været i byen af de mennesker som havde gjort hendes slags til slaver og det kunne være farligt for hende at blive opdaget, hun vidste ikke hvor hun var, men hun havde forvildet sig ned i et grotte system. Hun havde aldrig været i  The Underground og hvordan hun kommet her ned var lidt som et  mysterie for hende hun havde været dybt begravet i sine tanker så hendes fødder havde båret hende frem og som altid bar hun en kappe for at skjule hvad hun var. Folk havde det med at hade hende. Hun kunne ingen chancer tage, hun vandrede stadig rundt for at finde dem som havde dræbt hendes forældre selvom det var mange år siden de døde og hun var ladt til sig selv så vidste hun at hun måtte finde nogen som hun kunne give skylden for deres død og ladet hendes selv en 10 årig i skoven smurt ind i sine forældres blod til at død alene og skræmt, hun var endda stadig plaget af drømme, det var derfor hun blev nød til forsætte, vis man så hendes ansigt ville man vide at hun manglede søvn, men hun nægtede lade sig selv sove. Hendes frygt for at se billederne igen var større og det gjorde at hun havde hun ikke havde lyst til at sove. Hun bed sig i svagt læben da hun hørte nogen vrede stemmer længere henne, hun fulgte dem og så en ældre herre ligge på jorden og nogen grine af ham. Hun kunne tydeligt se at han var såret og uden tøvenden gik hun hen og skubbede sig foran dem. Derefter trak hun sin hætte af og stirrede på de unge mænd som lignede jævnaldrende, det var tydeligt at de ikke ville se hende i øjnene og hun blev ved med at stirrede hun sagde ikke noget, men efter lidt tid trak hun sin bue. frygten i deres øjne blev større som hun tog en pil og spændte buen. Mercy tænkte ikke hun reagerede bare fulgte sine instinkter. Da de endelig besluttede sig for at det ikke var det værd løb de. så hurtigt de kunne.

Drengene var af Adaras slægt, men manden som lagde på jorden var slægtløs "Are you okay sir?" spurgte hun hendes stemme var bekymret, hun var sikker på at der var brækkede knogler i hans skrøbelige krop. Hun kunne se at hans læbe blødte. Manden åbende hans øjne kiggede ganske kort på hende. Manden nikkede bare, han var sikker på at Mercy ville gøre det af med ham fordi hun havde en slægt, men det var ikke det hun havde tænkt sig Hun smilede opmunterne "Just lie still I´am gonna help you get better" sagde hun og løftede sin hænder op, hun vidste at manden lagde et sted hvor alle kunne se hende, men der virkede ikke til at være nogen dog ville hun sikkert ikke ligge mærke til det vis der var for hendes opmærksomhed var ved manden. Hun faldte på knæ ved siden af ham lagde sin bue ved siden af sig. Derefter lagde hun forsigtigt sine hænder på hans krop. Hun brugte lidt et fast greb i hans arme og lukkede sine øjne. Et varmt gylden lys kom fra hendes hænder og mandens knogler begyndte at hele. Imens lyset var der flyttede hun det over hans krop. Hun åbede først sine øjne da hun var færdig, hende ellers lysene lilla øjne var blevet matte og hendes krop gjorde ondt de steder hvor manden havde ondt. Hendes arme var ikke brækket, men de føltes sådan. Det var ulempen ved hendes evne. Hun fik heldigvis ikke de fysiske skader, men den flyttede smerten over på hende. Hun rev en smule efter vejret, men manden satte sig som om intet var sket ham.

Han smilede til hende og tog hendes hånd og gav den et klem " Thank you girl, you safe me. I thought I was done for" sagde han og rejste sig for at gå over til hans kone som stod lige ved siden dem ikke så langt derfra. De så så taknemlig ud at det var smerten værd. Man skulle respektere sine ældre. De havde en masse erfaring og var gode til at hjælpe. Hun skulle lige samle sig og med et gik det op for hende at folk stod omkring hende. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle regne med og hun var sikker på at der ville komme en eller form for dårlig kommentar omkring hendes slags, dem som kunne dræbe med deres blod og blik. Da der ikke kom den slags som regnet med valgte hun rejse sig. Samle sin bue sætte den op på ryggen " I don´t mean you any harm, I just be on way now" sagde hun begyndte at vakle ud af mængden af mennesker. Hun anede ikke hvor hun var og hun fandt det underligt at de ikke hadede hende. Hun havde dog lagt mærke til nogle af deres øjne og de var matte, det betød vel så vidt hun havde hørt at mange af dem var slægtsløse. Hun havde aldrig set dem før, men det var også de senere måneder at hun begyndt lede efter vedkommende som havde dræbt hendes familie. Førhen havde lavet en del hjemme ved sin slægt.