The Great Escape (Kubo)

For det første havde det været dumt af ham at påtage sig denne mission. Han var jæger. Skoven var hans arena, og det var Redhawk city bestemt ikke.
For det andet havde det været direkte åndssvagt af ham, ikke blot at trække hætten over hovedet og skynde sig væk, da en mindre gruppe Redwood's begyndte at råbe efter ham og spørge om hans identitet. Nej, istedet havde han da løftet blikket og afsløret de 'giftige øjne', som hurtigt havde givet dem lidt blod på tanden...
-----
Selv ikke når han jagtede en hind i skoven til fods, løb han så hurtigt. Den unge Naailas bevægede sig gennem byen - et system af forvirrende veje, gader og bygninger - med et halvt dusin Redwood's i hælene. Ikke blot havde de holdt ham som slave gennem det meste af hans barn- og ungdom, men fandt det åbenbart nødvendigt at sætte sig efter ham nu. Han bevægede sig hurtigt, men eftersom han ikke kendte byen særlig godt, var det som en labyrint for ham, og dé medlemmer af Redwood der var efter ham, lød tydeligvis som om de morede sig over denne katten-efter-musen leg.
I lost them... Nåede den mørkhårede jæger at tænke adskillige gange, som han svingede ind på sidegader eller gennem gyder, men han nåede knapt nok at få pusten, før han igen kunne høre fodtrin nær sig. Sveden hang i et lag på hans pande, og tøjet var både beskidt og støvet efter at være løbet gennem pøle af mudder (eller det der var værre), eller læne sig op af mure svøbet i spindelvæv og snavs. Det var først da han nåede udkanten af byen, at håbet begyndte at stige en smule. I de åbne arealer fandt han sig mere tilpas og det ville blive nemmere at navigere ud i det åbne, hvor hán var på hjemmebane. Dog skulle det ikke være så let.
Som han skulle til at forlade byen, og i et kort sekund havde mistede sine forfølgere af syne, svingede han ind gennem en gyde for at lede dem yderligere af sporet. Hans krop var træt, udmattet, men alligevel løb han så stærkt han kunne indtil...
SMACK
Underlaget havde givet efter, og han var som styrtet gennem jorden, for blot at falde og banke ryggen direkte ned i et hårdt materiale. Hovedet fik et ordentligt slag, der slog ham ud i de første par sekunder. Det var først derefter, at han rigtigt begyndte at kunne orientere sig, selvom blikket var sløret og omtåget, og trods han var bange for at bevæge sig af frygt for sine knoglers tilstand. Derfor var det eneste han umiddelbart først kunne betragte - hullet hvorfra han var kommet. Belægningen over ham var af sten, men han havde tydeligvis ramt én af de svage med så stor en kraft, at underlaget ikke havde kunne holde til vægten. Det ville være umuligt at nå derop igen..
Han prøvede at sætte sig lidt op, trods svimmelheden gav ham lyst til at brække sig. Dog formåede han at stabilisere sig på sine albuer, hvorfra han kunne kaste et sløret blik omkring sig. Han befandt sig i en tunnel :Undergrunden.... . Der var mørke til begge sider, og hans skikkelse var kun oplyst af det lille 'vindue' han havde skabt over sig. Man kunne høre langtfrakommende ekko hist og her der vidnede om liv fra rotter og undergrundens indbyggere, men lugten og atmosfæren af netop dénne del af undergrunden var rædselsfuld.
"Fuck..." Bandende ham lavmælt for sig selv. Måske var han undslippet the Redwoods, men i et sekund ønskede han at dén skæbne var bedre end denne her.

Påklædning: Her

Undergrunden var hvor Kubo opholdt sig mest, og den seneste tid havde han måtte se lidt af hvert. Især nu hvor hans mindre forretning var i opstart efter en enormt sløv periode. Men det hjalp lidt at han endelig havde muligheden for at være her mere ofte, så skulle han ikke snige sig ud og ned og.. nej, det var blevet alt for kompliceret og nu var det tid til at gøre det til noget velfungerende. Hvad han endnu ikke havde overvejet var, at alt i undergrunden ikke var så holdbart som det så ud, det var trods alt ruiner under jorden - selvfølgelig holdte de ikke for evigt. Hvis man ville have dem til det måtte man sørge for det selv, sikre dem. Men det var en ting han blev informeret om på den hårde med - den knap så heldige måde - skaden skete nemlig på en gå tur rundt og et brag lød. Heldigvis ikke lige over ham, for så havde han da ikke stået tilbage i levende live, men et par meter fremme styrtede det pludselig ned med jord og sten fra for oven.

Han stoppede brat op og stirrede et øjeblik ud i luften. Små gnistre slog sig fra hans fingre, ikke noget han kunne kontrollere - i det mindste røg de ikke længere end få cm omkring hans fingre, mangel på kontrol over sin evne når en pludselig følelse skød gennem kroppen på ham. Han stod længere end egentlig planlagt med blikket mod den bunke der var faldet ned - det var først da det gik op for ham at der faktisk var en person der var faldet med ned, at han fik sig rystet ud af sin trance og trådte tættere på.
" Hello and welcome to  hell - where to? Working with coal may not be your thing right? That pretty face - na'ah such a shame.. We have grilled chicken? " Sagde han så bare. Det slog ham et øjeblik slet ikke at manden var faldet ret langt og højst sanssynligt ikke landet specielt komfortabelt. Han rodede sig kort lidt i håret, men skævede så lidt op mod hvor den fremmede var dumpet ned.

" Oh I'm sorry! Are you okay? " Spurgte han så. Men før der kunne nå at blive svaret fortsatte han. " Don't answer - no one down here is ever really okay.. " Han sendte manden et smil og rakte sin hånd frem mod manden for at hjælpe ham op. " You look like someone who's been on the run.. Is it true? Does dragons exist? " Spurgte han så og smilet om hans læber voksede en anelse. Lægen i ham var væk, hvert fald i dette øjeblik. Helt sikkert en del af ham der ville komme tilbage så snart der blev givet udtryk for om der virkelig var brug for hjælp eller om det hele bare var et uskyldigt uheld. Kubo havde dog altid haft en smule svært ved at fokusere, især når der endelig skete anden aktion en den han selv skabte ved sin forretning hernede. Eller blev jagtet af dyr han endnu ikke havde lært navnene på.

Hvert led og hver muskel gjorde ondt i den første stund, at han var bange for at bevæge sig yderligere end han allerede havde gjort. Ironisk nok, havde han evnen til at dæmpe smerte ved berøring. Ja, på alle andre undtagen sig selv. Han hostede tørt. Efter løbeturen, og det hårde slag mod undergrundens underlag, var det som om lungerne værkede af atsma. Alligevel forsøgte han at holde sig selv i ro, og ikke gå i panik. Han havde stået i værre situationer, så det galt om at holde hovedet koldt. I det mindste var intet vist brækket, og sløret foran hans øjne begyndte langsomt at aftage sig.

Han hørte den ungdommelige stemme, før han så selve skikkelsen den kom fra. Alle ordene virkede som volapyk for Eli, men han forsøgte dog alligevel hastigt at få sig selv på benene af frygt for at støde på endnu en fjende. Dog var hans krop var endnu lidt i chok, og derfor måtte han nøjes med at trække ryggen ind mod en af murene, så han kunne sidde op og være mere stabiliseret. Please don't be one of them... Please... Bad han roligt i sit indre, som skikkelsen trådte ud af mørket og afslørede dets tilstedeværelse. Manden var ung - en knægt i Eli's øjne. Det første han selvfølgelig lod sit blik hvile på var hans øjne - for at undersøge om de tilhørte Redwood-klanen, eller andre der måtte have et udestående med hans 'giftige slags'. Det kunne dog hurtigt afkræftes, da knægtens øjne næsten var kulsorte.

Trods musklerne stadig var lidt spændte af påpasselighed overfor den fremmede, blev han gradvist mere rolig. Han skulle endda til at svare på hans spørgsmål, men den fremmede havde tydeligvis læst hans ansigt og situationen godt nok til selv at afgøre om Are you okay, var et lidt naivt spørgsmål.
Lidt tøvende tog han den tilbudte hånd, og fik - med lidt besvær - stablet sig selv på benene, der var ømme som én i helvede. Som han stod op blev han i et kort sekund overvældet af svimmelhed og tog sig kortvarig til panden, mens den fremmede talte videre.

"Dragons...?" Lød det konfust fra Eli, som rystede forvirret på hovedet, med lukkede øjne mens han masserede sin ene tindning. Hvad fablede han dog om. "I'm not running from a fucking dragon...."
Han åbnede øjnene og kunne endelig betragte den fremmede lidt klarere, "I just..." Han lod armene falde ned langs siderne. Der var adskillige småskrammer på hans hænder, og ved halsen efter faldet, "I need to get out of here."
Han hadede at spørge om hjælp, men lige nu havde han ingen andre muligheder, "Can you eventually point me in the right direction?" Han trådte et lille skridt tilbage, for at se mod den anden ende af tunellen. Dog måtte han støtte armen ind mod en af tunellens vægge for at holde balancen. Fuck....

Kubo lod sit blik glide over fyrens foran sig, som heldigvis var okay nok til hvert fald at komme på benene. Også selvom det slet ikke lignede at han var okay, hvilket kun ville give mening. Det var noget af et fald. Han endte dog så bare med at rode sig lidt i det mørke hår. Et snert af en skuffelse var at tyde i hans udtryk. " No dragons, huh.. " mumlede han så bare kort og rynkede næsen en smule. Tænk at man på så få sekunder kan nå at sætte næsen op efter drager. Men på den anden side var det måske meget heldigt at der ingen drager var i sigte. De skulle ikke være så sikre at være i nærheden af.

Han skævede kort lidt op mod loftet igen før han så bare rystede lidt på hovedet. " I was wondering.. Or thinking - Nah! Wondering, sounds way more fancy and not at all exhausting.. " Han rystede kort lidt på hovedet endnu engang før han fortsatte. " You don't look that heavy.. How did you manage to break the ground like that? " Spurgte han så bare en smule undrende. Hans blik fandt fyren igen, som han først nu opfattede slet ikke var herfra, medmindre selvfølgelig han havde valgt at bosætte sig et sted langt fra hvor Naailas slægten normalt slog sig ned. Hvilket han tvivlede stærkt på - det var måske derfor han han var på dupperne - eller hvad man ville kalde det. Dog gjorde slægt ikke meget for Kubo, et menneske var et menneske - medmindre selvfølgelig man var en idiot, så var man et idiotisk menneske.

" Hey no no no no! You're not going anywhere, you kinda fell into my cave of power, which means for just a moment you're in my hands.. Translated - you belong to me, at least untill I'm sure you're okay, able to walk - maybe run. You don't have to worry - I'm good at secrets no one will ever know that you're here.. " Sagde han så bare med et smil før han kort lod blikket glide rundt på de omgivelser der ikke var lette at se hernede i mørket. Endnu engang meldte tendensen sig til ikke at overveje tingene igennem helt først. Men i det mindste havde han planer om at hjælpe - det var da det mindste han kunne gøre - hvilken kommende læge ville man være hvis man ikke ville hjælpe folk der tilfældigt faldt fra himlen - eller hvor end så faldt fra.
" And I don't mean that in any creepy killing kinda way, just you know.. " Tilføjede han så hurtigt før han trådte et par skridt tættere på fyren. " Just between us - I kinda have this little upcoming hospital down here.. " det blev gjort meget mere hemmelighedsfuldt end egentlig meningen, eller nødvendigt. Men det gjorde det en smule sjovere.
Lyden af stemmer slog hans tanker på rette kurs. " Lets go - if we stay here you wont get any better.. " Sagde han så bare hurtigt. Der var ingen grund til at stå her og slå rødder. Der var ikke langt til et varmere og mere behageligt sted, et sted hvor han oven i købet kunne byde fyren på noget at drikke - hvis han var meget heldig en bid mad. Men hvert fald et hvil og muligheden for at komme sig inden han sikkert havde andre steder at tage hen.

Hovedet værkede stadig, og knægtens evidelige snak og spørgsmål, fik ham bare til at trække lidt på skulderne og vrisse lidt under sammenbidte tænder. Normalt var han ikke uhøflig af natur, men han alt bevægede sig stadig rundt i hans hoved, og fik øjnene til at svimle lidt, så det var lidt svært at processere alle de ord den fremmede diskede op med. Og de var bestemt ikke mangelfulde.
"Bad luck, I guess..." Svarede han ved spørgsmålet om hvordan han var braset ned gennem tunnellen. Men måske havde det været til hans held i sidste ende. Hellere fanget i undergrunden, end i the Redwood's greb. De havde trods alt givet ham mere end ar på sjælen dengang han var deres 'ejendom'.

Han måtte endnu en gang tage sig tilp anden med den frie hånd, som ikke var balanceret mod den kolde væg, og som - velnok - var det eneste der holdt hans balance intakt. Cave of power.... Ja, det kunne man vel godt kalde dette lortehul. Men for at være helt fair kunne Elijah trods alt også kun se en meget kort distance af en tunnel. Intet andet. Uanset hvor 'prægtigt det måtte være'.
Det virkede rent faktisk som om knægten ønskede at hjælpe ham. Elijah lod i hvert fald øjnene hvile mod hans smilene væsen, som dog syntes at have en personlighed han ikke helt kunne se igennem. Måske var det fordi der var en humor i mange af hans ord, og Elijah ikke just kunne tyde hvad der var joke, og hvad der var sandheden.
"Uhmm... Thanks." Sagde han derfor godt, da han blev tilbudt hjælp indtil han var kommet bedre til hægterne. 'Belong to me' var dog et udsagn der bestemt fik ham til at rynke på næsen, men i denne situation valgte han ikke at være næsvis og sige ham imod. Dette var trods alt en person der udviste en vis medlidenhed for ham - eller i hvert fald - én der syntes at tilbyde at hjælpe ham ud af en lortesituation.
"A hospital huh?" Et lille lys af håb trådte kortvarig op i den mørkhårede Naailas øjne. Dog sårede han en del tvivl om denne 'too good, to be true' situation - måske fordi dagen indtil videre havde været fyldt med lidt for mange blandinger af held-i-uheld. Alligevel valgte han at lægge sit skeptiske væsen bag sig lidt. Han havde dog altid haft en tendens til at fejlbedømme folks intentioner.
"Happy I didn't land on you then. Then I'd killed the one person who could actually help me." Stemmen var stadig lidt hæs, men den sarkastiske tone i den kunne høres. Han hævede kortvarig den ene mundvige let over den anden og trak så på skulderne, "On the other hand, you might have broken the fall a bit."

Da den fremmede sagde at de skulle gå, nikkede han. Jovist burde man nok ikke følge med en fremmet ind i ukendt territorium, men lige nu var det hans bedste chance. Derfor fulgte han efter ham, mens han hele vejen lod hånden følge muren, så han havde noget at balancere sig til, hvis de ømme ben begyndte at vakle.
"You now you talk much, right?" Kommenterede han, med et lidt sarkastisk grin, der dog hurtigt udviklede sig til et par tørre host.

Intet andet kunne vel egentlig beskrive det. Der var ikke så mange heldige ting ved at falde ned gennem det underlag man ellers lige så fint havde bevæget sig rundt på. Og dog - han var heldig at det ikke var et bundløst hul han var røget ned i, men i stedet her - og at det var Kubo han var stødt på og ikke en eller anden af de typer som også var til at finde i The Underground. Kubo var så måske også bare rent held at støde på - der var ikke meget ondt i ham, heller ikke selvom han prøvede. Og kom han til at vise noget andet, så var det helt ubevidst og uden tanke. Men det skete jo også af og til.

" Okay maybe hospital is a bit much - but.. I do know a thing or two about fixing people up! " Sagde han så bare hurtigt og rodede sig kort i håret med et lille grin. Mere eller mindre, måske et mindre lægehus ville være en mere præcis beskrivelse af det sted der var under opsejling hernede. Hvis det en dag kunne blive helt til et hospital? Det virkede så fjernt som umuligt. " If you trust me that is.. " tilføjede han dog så bare kort et par sekunder efter. Han kunne sagtens hjælpe - men tillid gjorde lige det ekstra for at han egentlig gad gøre det. Okay måske var det ikke helt nødvendigt, men at lokke folk ud i sådanne baner for hjælpens skyld kunne kun være sjovt.
" I'm pretty happy about that too actually.. " Sagde han så lidt med et lille smil om læberne. En ting var at der nu var et stort hul i loftet tæt på hvor Kubo rendte rundt under jorden - en anden var at han kunne have fået jord og en person ned over sig. Heldigt at han havde gået i sine egne tanker og sænket ham en smule.

" Hn? Well I do have alot to say. Silence makes people freak out and get super duber awkward, which is why saying stupid things tend to be what I do. Not all the time, but... quite often. " Sagde han så bare med et lille grin. Måske til tider for meget, det var ikke altid lige let sådan at holde sine talestrømme på et minimum. Især ikke når der ud af det blå pludselig dukkede folk op han ikke var stødt på, og så endda denne gang en person af en slægt men ikke lige stødte på så ofte - hvis end ikke nær aldrig. Ikke at han forstod hvorfor. Hvor meget folk så end forsøgte at forklare ham om hvorfor og hvordan det hele hang sammen, så havde han ikke tænkt sig egentlig at sætte sig ind i det. Det var vel lige meget hvor man kom fra, hvilken slægt man kom fra - de var alle mennesker. Det kunne en slægtløs selvfølgelig sagtens sige. Han kæmpede tit og ofte selv med folk der så ned på andre, men så lod han jo bare de sure ansigter være og fandt på bedre ting at tage sig til.

Det var som om hans tanker forsvandt lidt ud i ingenting mens han spadserede afsted. Han holdt selvfølgelig øje med at den anden fyr var med - bare lige for at være sikker på at han ikke mistede ham hernede. Det var svært at finde rundt hvis man ikke kendte tunnelerne bare en smule - især når de heller ikke lige havde lys med, og den belysning der var i denne del af The Underground var begrænset.
" So why did you fall down? I mean.. why run around in this area - or... Let me try that one time. What are you doing in Redhawk City? " Spurgte han så lidt og rynkede panden en smule. Egentlig kunne han være der fordi han boede der - men det gav heller ikke så meget mening. Eller gjorde det?

Da den fremmede nævnte at hans såkaldte 'hospital' var lidt mere sparsommeligt end det lød, trak Elijah blot på skulderne. Uanset hvor snusket hospitalet var, eller hvor lidt det måtte minde om noget mere prægtigt og stereotypt, var han dybt ligeglad med. Tilbage i skoven tyede hans slægt sig trods alt til at smøre urter på friske sår, og til at 'gå smerten væk'. Alt der blot kunne minde om lidt hjælp for ham lige nu, var godtaget i hans øjne. Kroppen værkede trods alt gevaldigt, og trods han ikke følte at nogle knogler var brækkede, var han bestemt ikke i sin bedste tilstand.
If you trust me that is; Da den fremmede nævnte tillid, ville Elijah ønske at han blot kunne nikke og godtage ideen. Alligevel udviste han sjældent tillid til nogen. Han kunne rettere kun tælle på én hånd hvor mange han stolede på. Og selv dém, nok ikke hundrede procent. Alligevel vidste han, at han måtte åbne sig selv lidt op i denne situation.
"I would be a fool if it turned down my only oppurtunity of survival." Kommentede han derfor, og sendte ham et tragisk-komisk smil, hvorefter han tilføjede, "So I think you're my best bet right now." Den fremmede kunne ganske vist overraske ham, men han var også hans udvej herfra. Så hvad havde han egentlig at miste?

En gang imellem som de gik, stønnede og brummede han lidt af anstrengelse. Hovedpinden var også stadig tilstede efter slaget, og han tog sig kortvarig til nakken, blot for at mærke en klistret masse. Blod... Ja, han havde nok slået et lille hul på baghovedet, men han var ved bevidsthed og kunne bevæge sig. - Well, det måtte da være et lille lys i mørket.
Han lyttede til den fremmedes år. Det var sjældent at han stødte på sådanne mennesker, der syntes at vende et blindt øje til hans violette giftøjne. Det var som om knægten ikke en gang havde skænket det en tanke, som mange andre gjorde. Der var noget ved ham der var så finvasket: En Tabula Rasa - en slags renvisket tavle. Og dog forekom han også yderst interessant og anderledes fra Elijah. Det var forfriskende - selv i denne situation, hvor Elijah trods alt var fanget i lidt af en ellers lorte-situation.
"But saying 'stupid things' might also get you into trouble. But I get your point, " Lød det fra ham. Han var bestemt anderledes på dette punkt. Elijah snakkede ikke meget, medmindre han var direkte adresseret, og folk i klanen så han derfor ofte som reserveret.

Han holdt øjnene på ham som de gik videre. Fast og rettet, trods han ofte var tæt på at spejde ned igennem diverse korridorer. Han vidste at han ikke kunne tillade sig selv at sagte for meget bagud, da han derved ville fare vild i skakter og blinde veje.
Ved hans spørgsmål, tøvede han kort. Hans opgave i Redhawk city var trods alt fortrolig information. Det var klan-arbejde. Alligevel forsøgte han at svare sandfærdigt, dog uuddybende.
"I was looking for someone." Lederen af klanen havde bedt ham lokalisere en Naailas i Redhawk der muligvis arbejdede for en anden slægt. Elijah skulle blot bekræfte mandens tilstedeværelse og rapportere tilbage.
"Then some ignorant people found me. I guess they didn't want me wandering around their territory." Hvilkel vel var forståeligt nok når man tænkte over det, "So I fell down here. An accident. But... Maybe also somewhat a miracle." Han var trods alt undsluppet sine forfølgere, og trods han var i en pikær situation nu, var det måske en langt bedre skæbne end den han havde mødt deroppe.
"I'm Elijah, by the way." Han følte det var på rette tide at præsentere sig, "Thanks... For... Doing this."

Fyren havde ret, han var heldig at være faldet ned hvor Kubo var og ikke et hvilket som helst andet sted. The Underground levede op til rygterne - de fleste steder hvert fald. Men der var også steder hernede hvor tingene var rart og venligt. Kubo var desuden også rimelig glad for det. Selvfølgelig ikke på fyrens vegne - jo at han ikke var kommet mere til skade end han var. Men ud over det, så mest fordi det var rart med en anden underholdning end den han egentlig havde gang.
" See me as... The Miracle maker! Kubo - The Miracle Maker. " Sagde han og gjorde en bevægelse med den ene arm ud til siden, lidt i et halvt buk. " I like the sound of that. " Tilføjede han hurtigt med et lille grin, men rettede så blikket tilbage mod fyren. " I can do incredible things. I'm not gonna show you though. Sometimes it gets a little overwhelming and um.. Nah - Lets just go with not showing you. At least not for now. Something else though! You'll get the perfect cup of tea! And then.. a few moments after, you'll be rocking it - No pain! Unless ofcourse you feel some crazy inner bleeding that'll kill you soon. I may not be able to fix that without my friend. And he's not really.. Approachable at the moment. " Sagde han så - men bremsede sig selv da han godt kunne se at det var en talestrøm der meget hurtigt kunne ende længere ude end nødvendigt.

Han tog kort en dyb indånding før han vendte rundt og gik baglæns med blikket rettet mod fyren. " Elijah you say? " han lod hovedet glide på skrå med et smil om læben.
" So Elijah - what If I told ya that it was actually me who made the ground fall underneath your feet? Would you believe me? " Spurgte han så lidt og hævede kort et bryn. Der var absolut ingen grund til at tro på det. Kubo havde ingen anelse om at der var folk der løb rundt over hans hoved mens han spadserede rundt hernede. Måske lidt jo, men ikke lige i øjeblikket.
Hans udtryk ændrede sig dog hurtigt og han skar kort en grimasse. " Dang it! I'm doing it again, sorrry! I'm totally interupting. Who was after you? And what are you thanking me for? Seriously - I can't just let you walk of. What if you're actually ready hurting and.. maybe just a tiny push would make you fall into tiny little pieces. I gotta be there to see that! And if you're lucky I'll glue you back together.. " Sagde han så bare med et smil om læben. Han lod kort blikket glide rundt men hev så fat i Elijah " This way.." Han trak ham med ned af en mindre gang som man egentlig ikke så godt kunne se, man kunne ligeså godt have trådt direkte ind i muren. Det var lige ved at være fremme.

Miracle Maker..
Elijah undlod at kommentere på denne Kubo's 'pæne' beskrivelse af sig selv, som han havde bukket og leet over sin egen bemærkning. Der var noget ved han der var så impulsivt og optimistisk, at Elijah næsten følte sig ti år ældre i hans selskab. Hjemme hos hans slægt var der en alvorlighed der nærmest naturligt hang i luften. Jovist var der dem der forsøgte at leve hver dag som var det deres sidste, men grundlæggende var der en skepticisme i klanens individer som ikke kunne vaskes af.
Han lyttede til Kubo's ord - eller... Han forsøgte at lytte, trods hovedpinen og hastigheden af alt det indhold som knægten lod løbe over sine læber gjorde det lidt svært. Der var så meget at fokusere på. Både at fange det store hele af Kubo's ord - hvorved Eli' kun fangede små detaljer som cup of tea og inner bleeding - og at holde trit med ham, nu hvor skaderne gjorde hver bevægelse fremad lettere besværligt.

Langsomt fortsatte han fremad. Man kunne se sveden glinse over panden, og nogle skygger af anstrengelse havde formet sig under de violette øjne. Dog stoppede han ikke op for at hvile i et eneste sekund, men skubbede sig derimod blot fremad. Som Kubo havde vendt sig og bekræftet hans navn med et skævt smil, nikkede Elijah en enkelt gang. What If I told ya that it was actually me who made the ground fall underneath your feet? Would you believe me? Kubo's ord fik den unge Naailas til at rynke overordentligt på brynene. Denne fyr var virkelig speciel, og Eli følte sig lidt tabt, for at sige det mildt. Han hostede kort ind mod sin ene hånd af anstrengelse, før han halvt gispede;
"I would say that you're either mad, or delusional." Der var et tykt lag over sarkasme over hans bemærkning, men han fulgte dog stadig efter denne besynderlige knægt. At vende om nu, kunne da blot ende langt værre end dette selskab.
Han skulle netop til at svare på Kubo's spørgsmål, da han blev trukket ind i en lidt smallere gang, som han næsten ikke engang havde lagt mærke til som de havde nærmet sig. For at være ærlig, forsøgte han vel mest at fokusere på sine fødder, og at han ikke ville snuble, og ikke komme på benene igen.
"I dunno who was after me." Det var vel et ærligt svar. Naailas havde mange fjender, og han syntes at have set nogle Redwood-øjne iblandt mændende, "And I'm thanking you for showing some courtesy. It's actually kind of rare up there." Han pejede opad. Det var vel rigtigt. Ofte når man hørte til hans slægt, blev man diskrimineret ligeså hårdt som under krigen. Nok var han ikke længere en slave, men mange så ham stadig enten som dybt farlig, eller som et 'lavere væsen'.

"How long have you been down here?" Endelig vendte han et spørgsmål mod sin følgesvend. Han var vel nysgerrig. Folk endte i undergrunden af mange forskellige årsager, men han kunne selv aldrig bo bag så tykke mure.

" Oh! Yea - I forgot to tell you. You don't actually have to listen to half of what I'm saying. Only the important stuff. Which ofcourse I can't really decide for you - I mean, what do you find impoartant? " Han rettede blikket lidt mod Elijah men lod så hovedet glide en smule på skrå. Der var måske lidt om hvad der blev sagt - men så på den anden side udnyttede Kubo måske også bare selskabet til endelig at have en at snakke med end sig selv. Han havde da selskab hernede af andre også - men kendte man Kubo godt nok, lærte man også bare at lukke af for hans pladder og lade underbevidstheden sortere vigtige fra ubrugelige informationer. Han var tydeligvis ikke i stand til at gøre det selv.
Hans blik gled frem igen. Ikke fordi der var langt, de var i princippet nået frem - men selvfølgelig var det nemmest egentlig at komme helt ind i en bolig med møbler og sådanne ting før man tilbød folk at sidde - og te selvfølgelig.
" Well.. " Sagde han så bare kort før han trak lidt på den ene skulder. " Maybe you're right, I don't really care actually. Or I do - but I try not to. If you stick around long enough, people get use to seeing you and... If you're lucky they'll start to look at you differently too. That ofcourse if you're nice, and helpful - and not mad and delusional.. " Sagde han så bare med et lille grin før han rystede lidt på hovedet. Kubo var ikke den mest hadet slægtløs - men han havde også skabt sig fjendskaber der var langt værre end de gode i de venskaber han havde sig. Kun fordi han ubevidst rendte og lavede ting som et eller andet sted slet ikke var lovligt. Han vidste det godt, men fortrængte det og lagde låg på - plejede samvittigheden med undskyldningen omkring at det han lavede jo var godt for andre.

" I... Umm, well - Some time, I don't really count days or anything. But I've kinda been around for years. " Sagde han så bare med et trak på den ene skulder. Det var ikke ligefrem super spændende at tale om. For Kubo var det at rende rundt hernede hverdag - også selvom han ville ønske han kunne være her permanent, men det var der ting der satte en stopper for. Heldigvis var det snart slut også kunne han rigtig koncentrere sig om sine planer hernede.
" Maybe you don't know who was after you, but do you know why? I mean - it could be of the fact that you obviously don't fit in in this part of the land. But.. then again - maybe you did something awesome to piss of those people. That would be the cool story. " Sagde han så bare med et smil om læberne. Han trissede hen til dør som han skubbede op - ikke hans eget hjem, men det var nærmest som et andet hjem. Desuden vidste han at der ingen var hjemme på nuværende tidspunkt, så det var vel okay at slæbe gæster med ind. Han kunne have gået ind et andet sted, men det var der hvor de stadig havde gang i det byggeri til lægehuset, der var endnu ikke meget plads ud over hvis der lige var akutte ting der skulle fikses. Desuden var der mere hyggeligt her.

" Welcome welcome! This is.. a home - which means! You can plant your butt anywhere you want! You don't have to be polite or anything, just go crazy. I mean, theres is a few rules - don't break anything you can't replace aaaand don't pee in peoples shoes. It's messy and wet - sometimes even smelly. " Sagde han så lidt og kastede selv sine sko af i ved siden af døren efter at have holdt den så Elijah kunne komme med ind. På trods af hvad Kubo netop havde sagt var her faktisk enormt ryddeligt og pænt. Man kom ind i en gang med åben indgang til køkken og hvad der kunne ligne et spiseområde. Videre til venstre var der en åben indgang til en stue med ildsted. Til højre fra gangen var der to døre, en med et skilt på som gjorde det klart at bag døren gemte sig et wc - den anden dør skjulte et soveværelse.

I mean, what do you find important?
Han trak lidt henslægt - og besværet - på de brede skuldre ved Kubo's spørgsmål. Han holdt vel blot fast i dé ting som havde indflydelse på ham selv og hans egen situation. Det var i hvert fald dé informationer der trådte klarest frem i hans hjerne, som Kubo halvt kørte en monolog. Måske var det forfriskede at Elijah tilbragte tid sammen med en person som førte samtalen. Han var vant til stilhed og korte, straight-to-the-point dialoger med de andre i klanen. Havde omstændighederne måske været anderledes - og hovepinen mindre betydelig, ville den unge Naailas nok være blevet mere underholdt af dette bekendtskab, og denne fyr der gik under navnet Kubo.
"Right now, I guess I'm sticking to any information that might seem the least bit helpful -- having fallen down a tunnel and all." Lød det ærligt, og en smule sarkastisk fra den mørkhårede mand, som stadig forsøgte at holde trit mod den lidt yngre knægt. Han indså pludselig hvor gammel han følte sig i sammenligning til ham. Det var velnok hans alvor der lavede en distance mellem deres personligheder, samt hans mere indelukkede væsen.

I et sekund følte han en smule angren over at have sat denne unge mand i en kasse med de lidt mere 'sinds-påvirkede' - så han bed blot tænderne sammen, for ikke at lade flere kommentarer glide over læberne, som kunne forværre situationen. Han vidste at han havde et problem med at dømme folk for hurtigt. Hvordan kunne man andet, hans baggrund taget i betragtning? Og alligevel, havde Elijah selv levet et liv, underlagt fordomme og skræmte blikke. Alt blot fordi han tilhørte en slægt, hvis evner kunne skræmme livet af andre.

For Elijah var det svært at forestille sig at leve et liv under jorden i flere år. Siden han undslip slaveriet, var åbne områder og natur essentielt for hans tryghed, trods det for andre kunne forekomme langt mere sikkert hernede. Han kendte andre der boede i undergrunden - i hvert fald nogle få, som alle var tvunget herned. Men mange boede her af rent valg. Fordi der var andre regler - eller, måske ingen specifikke regler.
Som de nærmede sig området, blev det sværere for Elijah at støtte sig op til synderligt meget. Alligevel formåede han at følge Kubo hen mod en bygning, som kursen syntes at være rettet rimelig målrettet mod. Han lyttede til hans ord, som de gik. Nysgerrigheden var tydelig i den måde Kubo talte på. Selvfølgelig var det forståeligt at han ønskede flere detaljer om Elijah's 'forfølgelse', men han yndede ikke at komme med for mange detaljer. - Sandheden var vel også, at hans forfølgere ikke havde en direkte grund til at jagte ham, udover deres blodtørst. Men motivet var han selv lidt usikker på.
"I don't know." Svarede han derfor kortfattet, "I guess they felt like beating up a stranger..." Jo mere han tænkte over det, desto mere begyndte han at undre sig over hvorvidt hans forfølgere havde vidst hvem han var. Han havde haft udeståender med en del Redwood's under krigen, som ønskede ham død, eller måske havde nogen fået nys om at en Naailas var i nærheden, for at stikke næsen i andres sager?

Snart fulgte han Kubo ind bygningem, som - trods Elijah's fordomme - forekom ham temmelig bekvem. Det var hverken rodet eller snusket, men oversteg derimod den unge Naailas' standarder,, som han med glæde fulgte Kubo's opfordring og faldt udmattet ned i nærmeste stol.
"I think I'll comply with those rules." Lød det lettere anstrengt fra ham, som han endelig kunne hvile sine lemmer, og hovedet som bestemt måtte være taknemmeligt over at han ikke længere måtte kæmpe for at opretholde balancen og det lidt slørede syn. Alt stillede tværtimod klarere nu hvor han sad ned. Ryggen lænede han så langt tilbage som ryglænet kunne holde til, og han så taknemmeligt op mod sin 'redningsmand'.
"I swear that I won't pee in any shoes...." Sagde han, med en udmattet tone i stemmen som han løftede en hånd, som lagde han ed. Dernæst fnøs han komisk, og kastede et kort blik rundt, "Nice place... Suddenly I understand why people live down here...

" Being a stranger sucks sometimes. " Sagde han så bare med et lille smil om læben, et smil der var sendt med fyren - som i princippet også var en fremmed for Kubo. Men Kubo var lidt en person der så de fleste som venner medmindre andet var bevist. Så helt fremmed var han ikke. Men som slægtløs vidste han om nogen hvordan det var at være fremmed - ikke kun fordi mange ikke synes om hans slags - men også fordi det var lidt et bevis på at man ikke passede ind nogen steder. At øjenfarve skulle bestemme om hvorvidt man var en del af samfundet eller ej - om man kunne få venner eller ej, om man havde en fremtid? Livet var for Kubo blevet lettere da han selv havde accepteret at der ikke var noget at gøre ved det og at han stadig kunne være lige præcis som han ville på trods af det. Måske ville han så bare få lidt flere tæv end naboen og sådan var det bare.

" Good! But if you choose to do so, you will have to clean it up yourself. Unless ofcourse you're really sick, then I might be able to, convince myself that cleaning up is the best option. " han rynkede kort panden lidt før han så bare rodede sig lidt i håret. Tankerne forsvandt hurtigt ud på noget andet og han lod blikket smutte rundt fra hvor han stod. Der gik dog ikke længe før det blev plantet mod Elijah - kun et øjeblik, men et øjeblik der fik ham til at glemme hvad det egentlig lige var han skulle i gang med.
" Ohm.. Thanks - yea. Work in progress - I mean, close to finished progress. It's not bad. " Han rystede så bare lidt på hovedet men rettede så blikket mod køkkenet og fik revet sig ud af sin trance og gik derover for at gå i gang med den the som han egentlig også selv ville mene ville gøre godt.

" So! Elijah. Tell me, where are you from? And.. do you prefer Mint or lemon? " Spurgte han så lidt efter at have fået sat en kedel på komfuret så der kunne blive kogt noget vand. Han gjorde hurtigt et par ting klar før han så bare smuttede hen og plantede sig i skrædderstilling i sofaen med fronten mod Elijah.
" Do you feel any pain? Do you have any scratches or wounds I don't know about? 'Cause then I'll stitch you up real good. You won't feel a thing! Believe it or not I'm good with a needle. I wasen't.. at first I mean. " Han sendte Elijah et smil men mere nåede der så heller ikke at være mellem dem før han rykkede sig tættere på og rakte hånden frem så Elijah kunne se. " You se that.. " han pegede på et ar på siden af sit håndled. " I closed that up myself, some douche fucked me over with a knife and I fixed me - almost killed my hand though, it turned blue for days. I might have stapped a important vein somewhere down there.. Mmh.. But I'm alive, so I guess thats a good thing. Maybe I can safe you - so the fact that I survived wont be a total waste." Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder og et lille grin. Han rettede blikket mod Elijahs ansigt med et smil men var så på benene igen få sekunder efter. " Tea! " lød det fra ham som han gik i gang med at lave den færdig. Det var hvert fald noget der dulmede sjælen og de ømheder man kunne have i kroppen. Det tog ikke helt sår og skrammer - sådan en blanding arbejdede han stadig på at finde.

Det var nærmest befriende endelig at sidde ned. Stolen var voldsomt komfortabel. I hvert fald i forhold til det hårde underlag han havde ramt, da han praktisk talt røg gennem gulvet (eller loftet, afhængig af hvordan man så på det), og havnede i tunnellen. Han strøg roligt en hånd gennem det mørke hår der prydede hans hoved, uden rigtig at tænke over, at der var indtørret blod på hans hånd, efter at have rørt såret i baghovedet, for et stykke tid siden. Alligevel kunne blodstænkene ikke ses i det mørke hår, fordi det netop var så tæt og stridt. Kubo var allerede i fersk gang med at brygge noget te, og selvom Elijah sjældent stolede på fremmede, følte han sig i forholdsvis trygge hænder. Der var noget uproblematisk over knægten. Det var i hvert fald som om, at når han kiggede på ham, var der ikke det sædvanlige filter i hans øjne, som Elijah oplevede hos mange andre individer. Dét filter der undersøgte ham og dømte ham ved første øjekast.

Tell me, where are you from? And.. do you prefer Mint or lemon?
Elijah havde fortsat lænet ryggen helt tilbage i stolen, og så lidt dovent mod Kubo som snart placerede sig i næstående sofa, med øjnene rettet opmærksomt mod ham. Han sendte ham et roligt smil.
"I'm not the biggest tea-drinker..." Begyndte han snart, men trak så på skuldrene. Måske burde han være lidt høflig og tage imod, "But mint then." Han kløede sig snart i øjet med to af sine ru fingre, "I live in Daphne Forest. We...- the Naailas - have set up camp there," Han boede blandt de andre Naailas der var flygtet efter krigen. Hvor han oprindeligt fra, var ikke noget han ønskede at komme ind på. Han var trods alt blevet revet væk fra sin barndomsby da krigen begyndte, og han blev tvunget ind i slaveriet, og fragtet fra sted til sted.

Da Kubo snart spurgte ind til hans skader, forsøgte Elijah at vurdere hvor det gjorde mest ondt, ved at rykke lidt på sig i stolen. Lemmerne værkede, men udover hudafskrabninger og ømme muskler, formodede han ikke at noget var brækket. Måske var et par ribben blevet trykket en smule, men hvile var vel den bedste kur mod sådanne skader. Den største skade var nok lokaliseret i baghovedet, hvor der var et åbent sår, som nok havde begrundet hans svimmelhed, træthed og det - til tider - slørede syn.
"I hit my head..." Han lagde en hånd mod nakken, lige under skaden, som tegn til at det var dér den mest betydelige skade var sket. Snart rykkede Kubo sig tæt på, og Elijah lagde øjnene mod aret på hans hånd. Ved beskrivelserne der flød over Kubo's læber, oplevede Elijah et stik af kvalme gå igennem hans krop. Han var normalt ikke så svagelig, da han ofte deltog i operationer, som en form for 'menneskelig smerte-bedøver', men trods Kubo sagde dette med et grin, var tanken om at en nål ramte 'forkert' i hans åbne sår, bestemt ikke det han ønskede at høre.
Han sukkede snart. Han måtte sgu risikere det. Så længe han overlevede, og fik lukket såret, ville han bide smerten og uroligheden i sig,
"It needs to be stiched up, so I'll take the risk, and hope that your needle-skills won't cause any damage." Han sendte ham et roligt smil, og fulgte ham med øjnene som han snart hastede væk igen for at lave teen.
"You think you can do it?" Spurgte han dernæst. Hårpragten i baghovedet kunne trods alt gøre det svært, og det ville nok være nødvendigt at tørre noget af det stivnede blod af, for at se skaden til fulde. Men for at han skulle kunne bibevare bevidstheden, var det et nødvendigt onde.