Et usikkert område, et usikkert liv (Fleur)

Han satte sig på en af de varme sten med et svagt suk. De lilla øjne fløj omkring - fra den ene ruin til den næste. Hvis han skulle komme med et bud, efter at have gået rundt i ruinerne et stykke tid, virkede dette sted, som det gamle centrum af den by, der i sin tid lå her. Han var blevet mere og mere nervøs, jo længere mod Redhawk han var kommet. Redwood var den slægt, der i sin tid havde udnævnt Naailas til slaver, også selv om man ikke havde hørt om protester fra nogle af de andre slægter. Fratagelsen af rettigheder, slavetatoveringer og et usselt liv. Og for hvad? Hvordan kunne en slægt, med gift i blodet og et blik, der kunne bringe smerte, lade sig underkue på den måde?
Fordi alle de andre slægter frygtede dem, af en eller anden grund. Og imod alle slægter var man hurtigt i undertal. At det hele havde eskaleret under krigen og de tilmed var blevet dræbt, hvis ikke de flygtede...
Var der noget at sige til han var vred på verdenen, på alle slægter og dybt mistroisk for alle fremmede? Var der noget at sige til, at han var fortaler for at isolere sig i Dark Daphne, hvor de endelig kunne få lidt fred? Hans blik gled op mod himlen. Der var mørke skyer i horisonten, men intet der lovede dårligt vejr lige nu. Han havde masser af tid til at finde et sted med lå, hvis det var. Han var van til det varme vejr, da han selv kom fra et tropisk miljø, selv om han måtte indrømme at denne tørre varme virkede absurd i forhold til den fugtige varme han selv kom fra. Han var kun iklædt et par lette sko, korte bukser - der gik lige ned over knæet - og en trøje med lange ærmer. En stor dolk sad fast i nogle remme om hans højre lår, selv om han havde været dum nok at efterlade sit sværd derhjemme. En rygsæk hvilede ved siden af stenen med de få ting, han havde taget med sig på sin rejse.
Det korte, mørkebrune hår strittede lidt til alle sider. Det kunne ikke undgås man svedte lidt. Hans ene hånd fiskede ned i tasken efter hans drikkedunk.

Han kom tættere og tættere på Redwoods. Mon folk ville hade ham mere og mere, jo tættere på han kom? Ville det være for farligt at rejse helt op til byen? Noget i hans baghoved fortalte ham, at han burde være derhjemme. Han var general nu og skulle sikre Naailas sikkerhed. Men han havde brug for at vide hvilke fjender han stod op imod, hvordan tingene stod nu, efter krigen og efter 10 års isolation. For ikke at nævne han havde en personlig interesse i at rejse rundt og måske lære nogle nye bevægelser. Nogle nye slag enten i nærkamp eller med våben. Og hvem var bedre end Redwoods?
Hans sko gled over sandet under ham i små cirkler, før han rejste sig op i en pludselig bevægelse og greb sin taske. Han havde hørt der boede væsner mellem ruinerne og han følte ikke for at slås mod et virkelig monster lige nu. Tid til at komme videre!

Påklædning + en pose krudt bundet om hoften.

Hestehovene dundrede imod den tørre jord. Et langt spor af sand hvislende i den hede luft, dannede sig efter de to mørke skygger, som fløj igennem den blege ørken. Nederst var en stor, muskuløs friserhingst, hvis mørke pels skinnede i den lavthængende sol. På ryggen af hingsten befandt Fleur sig iført sin sædvanlige uniform, hvilket hun havde valgt udelukkende af den grund, at hun ikke blev budt specielt godt velkommen, hvis hun ikke bar den. Desuden havde hun håbet, at den sene årstid havde mildnet lidt i den hede luft, så hun ville kunne overleve turen iført en del læder - hun havde taget fejl. Gudskelov havde hun været i stand til at sætte håret op i en hestehale, hvor hun næsten fik en identisk følelse af at være ét med sin prægtige ganger. Vinden hjalp også en del. Det varede dog ikke længe før, at de blev nødt til at sagtne farten en anelse.

Fleur's gyldne blik spottede de velkendte rester af den gamle by, som lå placeret præcis, hvor de plejede. Hun vidste, at efter ruinerne, så var der ikke mange kilometer tilbage før, at hun ville nå militærbasen. Før hun som altid skulle leve et par dage med at være ekstra på vagt, og med ekstra ømme led. Træningen var der ingen som holdt igen med. Det var efterhånden deres eneste chance for at vise sig overfor hinanden. Få frustrationerne ud over at skulle arbejde sammen - én stor blanding af forskellige øjne - hvilket hun udmærket vidste, at der var et par stykker, som hadede. Det generede hende ikke specielt. Så længe, at hun blev respekteret, og folk overholdt deres del af aftalen, så var der ingen grund til at slås… mere end nødvendigt.

Skyggefax begyndte at sænke farten yderligere. Ligesom Fleur, så havde hesten været igennem turen et par gange, og den kendte efterhånden et par af rutinerne. Hun var klar over, at omkring ruinerne lå mange gemte ting og sager, som hesten enten kunne skades af eller snuble over. Derfor foretrak hun at skridte igennem området. Egentlig ville hun bare gerne frem og nyde den frokost, som hun havde gemt til sig selv i tasken, men tålmodighed var en dyd (som hun stadigvæk kæmpede for at lære helt). Udover den smule mad, som var gemt væk i en saddeltaske på hingstens bagdel, så var der også lidt ekstra tøj, en kappe, nogle lægesager og en bog. Gemt væk under sin egen dragt bar hun to kasteknive, der hver især sad placeret i hendes lange støvler. Udstyr kunne hun som regel låne på selve basen, og hun regnede bestemt ikke med at blive længe denne gang. Det var kun på grund af enkelte uroligheder, at hun i det hele taget tog afsted. Hun havde trods andre forpligtelser. Netop som hun sad og grublede over en af de begivenheder, som nærmede sig, blev hun distraheret af en pludselig lyd. Et øjeblik troede hun til sin store irritation, at hun var stødt på en gruppe skeletter. Ikke specielt skræmmende tanke, men mere en ret stor forsinkelse. De tog tid at smadre fuldstændig. Hun havde set og slåset med dem før. Og vundet. Men i stedet for et tilsandet kranium, og slidte sværd, bemærkede hun en høj, kødfyldt skikkelse med pjusket mørkt hår. Overraskelsen fik selv hingsten til at stoppe. Kortvarig fascineret betragtede hun blot den fremmede, indtil det gik op for hende, at han stop med ryggen til. Hun kunne ikke se hans øjne. Det var temmelig usædvanligt at støde på folk herude, bortset fra folk der havde ting at skulle have gjort i Springheat. Specielt uden hest eller bil. Måske en ny og fortabt soldat? Fleur hoppede modvilligt ned fra hingsten, og tog i stedet tøjlerne i den ene hånd, imens hun traskede over sand og sten. Hun brød sig ikke om at lege babysitter, men de andre ville ikke bryde sig om, hvis hun efterlod ham.

"Ey! Er du ny i tjeneste?"

Spurgte hun blot, håbede at han forstod hvad hun mente, og ventede så med et par meters afstand imellem dem. Uanset hvad, så var der ingen grund til at opleve grimme overraskelser.

Han havde overvejet det hele igen. Selv om han nu stod på sine fødder, kom han ikke nødvendigvis særlig langt, for tvivlen nagede i ham. Og hvad hvis nogle Redwoods endnu mente de burde være slaver eller slås ihjel? Måske var det endnu for tidligt at gå hele vejen til byen. Han vædede sine læber og trak svagt på den ene skulder for sig selv. Nej, han måtte! Faktisk var han ikke så bange af sig, når det kom til stykket. Åh jo, der havde været snak om at han virkede blød for en general at være, men ingen kendte sandheden. Hånden gled over den solbrændte pande et øjeblik. Han skulle udenom ørkenen, så han skulle...Ja, derover af...
Han var ikke nået langt, før nogen snakkede til ham. Han var faktisk overrasket - han havde ikke hørt nogen komme. Havde han virkelig været så fordybet i tanker, i følelser og minder? Så væk i fortiden, at han ikke havde hørt nutiden? Tænk hvis et monster var listet ind på ham...Baybay, Naaila!
Kvindelig stemme. Lyde...Af en hest? Så formentlig enten en der havde en betydelig titel eller rig nok til faktisk at have en hest. Nå, det betød jo ikke automatisk at han endnu en gang skulle slås, bare fordi han var her. Han havde allerede været i kamp med nogle soldater i byen, selvfølgelig en duel. Og han havde vundet, genvundet retten til at blive ladt i fred. Det var da altid et fremskridt!
Men...Ny i tjeneste? Militærtjeneste, formentlig?
Han vendte sig om. Han vidste hans øjne ville afsløre sig med det samme, for selv hvis han kiggede ned, blev folk mistroiske. De fleste slægter bar vel deres øjne med stolthed og mødte gerne folks blikke - så en der så ned, havde vel noget at skjule. Eller, sådan tænkte han det måtte hænge sammen. Når det kom til stykket bemærkede man altså bare det lilla skær.
Så han tog chancen og så direkte på kvinden. Hans hjerte var tæt på at gå i stå, da han opdagede hendes skinnende øjne. Redwood. Hans første tanke var, at dette kun være en fin prøve. En prøve på, om det var sikkert at rejse til Redhawk eller ej. Hans næste var om dette nu betød problemer.
Ikke at hans tanker eller følelser afspejlede sig i hans ansigt. I stedet gled et svagt smil blot over ham - som var det ganske normalt hans slags gik her.
"Oh, nejnej..." Han pegede over skulderen med en tommelfinger.
"...På vej til Redhawk, ser du. Hvoor...Du må komme fra. En Redwood. Wow, det her er akavet..." Han sendte hende et prøvende smil. Han havde ikke tænkt sig at sige mere, før han vidste hvor hun stod. Hvis nogen skulle provokere, måtte det blive hende.
Ansigt til ansigt med en Redwood. Hvor ambivalent. Hvor gerne han ville lære, hvor gerne han et eller andet sted slet ikke ønskede at være i nærheden af dem.

I sidste ende burde hun nok have forudset det. Ikke nødvendigvis lige ham eller lige den de øjne, men turen var gået uden nogen form for problemer - og den slags slipper man jo aldrig helt fra. Desuden, hvem ville ved sine fulde fem, vandre løs i den glohede ørken? Blikket tog derfor pusten fra hende. Ikke noget tydeligt, men helt ubevist, da deres blikke mødtes, stoppede hun for et øjeblik med at trække vejret. Naailas blik. Endda en mulig tidligere slave. Umiddelbart fandt hun ham gammel nok. Inden nogen af dem overhovedet at sige så meget som et ord, så flakkede hendes blik en tur rundt. Først mod hans arme. Tildækkede. Dernæst mod deres omgivelser. Var han alene? Fleur havde ikke haft kontakt med slægten i årevis, og fandt sig selv frygtelig uvidende omkring deres taktikker. Som barn var det tætteste hun var kommet på slægten, når de besøgte nogle af hendes forældres venner, som havde ejet en slave. De havde aldrig ejet en selv. Hendes far havde ønsket sig en i mange år, men på grund af pengemangel (og hendes mors bløde hjerte), så havde de undladt.

Da fyren begyndte at tale og bevæge sig igen, strammede hun hurtigt grebet om Skyggefax's tøjler. Derefter var hun dog lige ved at le. Både af sig selv og af ham. Hesten rendte bestemt ingen steder. Så hvad? Var hun bange for, at han ville stjæle den? Hun rystede stille på hovedet af sig selv, hvilket nok lignede, at hun fandt hans svar utilfredsstillende.

"Prøv meget akavet."

Smilede hun, men blev så hurtigt mere professionel i udtrykket. Der var ingen grund til at udveksle vittige kommentarer før et par ting var på plads. Hvem vidste, hvad en vandrende Naaila kunne bringe med sig af lumske ting og sager? Selvom hun havde lovet dem i Springheat at være der et par dage, så ville hun hellere være på den sikre side med fyren. Hun kunne trods alt nå enten sin konge eller hæren før han overhovedet kunne nå det ene. Hun rankede sig, og hingsten stampede straks utålmodigt, da den så det som et tegn på at skulle videre. Men de skulle ingen steder endnu.

"Hvad er så dit ærne i Redhawk? Jeg mindes ikke at have set mange af jer vandre frivilligt tilbage, medmindre der var en meget god grund."

Igen med alt det "dem", "jer" og "os". Egentlig var det noget, som Fleur var temmelig træt af, men som samtidig var hende uundgåeligt. Som soldat var hun trænet og tvunget til at se tingen i hvidt og sort. Hun kunne ikke tillade sig at være usikker omkring sine alliancer eller sin troskab, hvis det virkelig gjalt. Men hendes gule øjne fortalte hende det i spejlet hver morgen. Intet mere, intet mindre. Hendes blik gled en sidste gang rundt i området, imens hun ventede på en reaktion. Hun ønskede ikke at støde på andre overraskelser lige foreløbigt.

Wow. Og netop fordi hun var på hest kunne han vel næppe tillade sig at vende ryggen til hende og gå. Eller løbe. Hun havde alt for mange muligheder for at indhente ham. Og hvad? Slå ham? slå ham ihjel? Selv om Naailas var frie nu, om ikke andet så i princippet, var det psykiske slet ikke overstået. Og der var uden tvivl stadig Redwoods der mente de hørte til i lænker. Alligevel stak det ham i hjerte, lige i den del der fortalte ham de var blevet behandlet uretfærdigt, ved at blive gjort til slaver, da hun snakkede til ham som om han var fjenden. Anspændt stemning. Men han nægtede at bøje sig, uanset hvad det så ville koste ham. Han rankede ryggen yderligere og mødte uden tøven hendes blik eller mangel på samme, som hun hele tiden så sig omkring.
"Nu er det vel ikke fordi jeg SKAL fortælle dig hvad jeg vil..." Han bed en flabet bemærkning i sig. I stedet slog han let ud med armene, som ville han vise hvor åben og ubevæbnet han var. Ud over hans dolk, men i det mindste hvilede den ikke i hans hånd.
"..Og vil du tro mig? Sandheden er jeg ikke rigtig skal noget. Min slægt har levet i isolation de sidste mange år for at overleve og jeg er ude for at tjekke hvordan tingene står til. Hvilket også gør at jeg må besøge jeres lille fine by"
Han hadede faktisk byen. Af flere årsager. Mest fordi det var der hans egen familie havde været slaver, inden de var flygtet, så han havde nogle svage minder om stedet.
Han sendte hende et nyt smil, i den tro at hvis han prøvede at fjerne noget af anspændtheden ville det gøre deres møde - og ikke mindst samtalen - mere behagelig.
"Hvad laver du her?" spurgte han retur. Som var de ligemænd. At hun ikke kunne forlange et svar, men havde fået et af høflighed og han derfor stod fri til at sende spørgsmålet retur.
Alligevel bankede hans hjerte hårdt. Hans unge år som slave...De gule øjne...Det sad stadig i ham. En eller anden frygt, han nægtede at give efter for.

Egentlig så var det fuldstændig unfair, at hun stod og forhørte ham på den måde. Fleur var hverken på vagt eller egentlig modstander af The Naailas nyvundede frihed. Faktisk så vidste hun slet ikke, hvad hun skulle stille op med den. Hun kunne aldrig selv drømme om et liv i lænker, men havde som soldat svært ved at modsætte sig sin konges lov og meninger. Hvis han mente, at det var forkert, så var det vel forkert. Da det ikke virkede til, at der kom andre slægtsvenner rendende for at nedslagte Fleur, holdt hun op med at se sig omkring, og rettede i stedet sit blik direkte imod hans. Det var en risiko, men hun ville vise, at hun ikke frygtede ham på den måde.

Point taken. Hun skød et øjenbryn i vejret, og placerede en hånd i siden. Hesten virkede utilfreds med deres kedsommelige samtale, og rykkede let i tøjlerne, som hun urokkeligt stod placeret med.

"Selvfølgelig ville jeg tro dig. Jeg spørger af den simple grund, at det er min pligt. Jeg er trods alt et officielt medlem af hæren, og alle former for usædvanlige spørgsmål bør stilles spørgsmål ved. Der kunne jo være trusler... dog ikke i dit tilfælde, kan jeg fornemme."

Det var ikke en undskyldning. Måske et forsøg på en? Det kom i hvert fald ud af munden på hende, en smule anderledes end, hvad hun havde forestillet sig. Manden havde trods alt blot forsøgt at virke lidt mindre suspekt overfor hende. Derfor valgte hun at besvare hans spørgsmål i en lidt roligere tone, og med hånden fra hoften flyttet op til hesten, som hun gav sig til at stryge over manken.

"Jeg er på tur, ligesom dig selv. Jeg har skal tilbringe et par dage i The Oikans 'fine lille by', sammen med et par andre kammerater. Træning."

Det sidste ord blev sagt lidt hurtigere end resten. Træning. På grund af hvem? Eller hvad? For hvilken grund var der egentlig til at holde sig i form, hvis slaverne stadigvæk frygtede dem, og fjenderne slikkede deres sår? Hun påskønnede pludselig hans forsøg på at komme lidt væk fra spændingen.

"Er din tur så lige begyndt? Eller har du vovet dig andre steder hen før Redhawk?"

Hans øjenbryn gled en smule i vejret. Virkelig? Accepterede hun det bare? De Redwoods han havde mødt endnu havde virket alt for...Åbne. Han havde forestillet sig de ville være sure over det og ønske Naailas tilbage i lænkerne. Han vidste ikke om det gjorde ham håbefuld eller nervøs.
"Oh, hæren..." Måske ville hun så hører historie om en duel med en Naaila - og at vagterne havde tabt til Naaila'en. Han vidste ikke helt om det var en god ting, trods det havde givet ham lidt fred resten af hans tid i byen. Så måske burde han ikke nævne det. Faktisk havde han allerede besluttet sig for ikke at gøre det.
Well, han kunne vel nogenlunde forstå hvad hun mente. Det vrimlede jo ikke med Naailas og det var vel kun naturligt han ville blive mødt med mistænksomhed.
"Ingen trussel, nej" understregede han mere roligt. Hænderne fandt en vej ned i hans lommer. Træning...Åh han var nysgerrig!
"Jeg går ikke ud fra tilfældige fremmede må være med?" spurgte han prøvende, omend med åbenlys dril. Han nærede ingen forhåbninger. Han havde håbet på at lære noget nyt på sin tur, men for nu havde den virket ualmindelig...ufrugtbar. Men hvor intet vover, intet vinder, vel.
"Ah, nej. De fleste af os bor langt væk herfra..." Hvor mange kendte egentlig Dark Daphne? Af navn? Well, så svært kunne det heller ikke være at finde dem, kunne det? Hvis nogen faktisk ville komme efter dem?
"...Meget langt væk herfra. Det har været en lang rejse. Jeg ved ikke om du har hørt noget om hvor vi bor nu?" Han så hen på hende med et smil. Det var vel at godt øjeblik til at finde ud af det.
"Jeg kommer lige fra byen, faktisk. Har gået lidt rundt mellem ruinerne og sådan de sidste par dage" Han viftede lidt den ene hånd.
"Som sagt lever vi ret isoleret. Men vi ønsker at være en del af samfundet. I hver fald...Nogle af os gør. Jeg prøver at se hvordan tingene står til, måske lære noget nyt. Selvom...Well..." Han trak lidt på skuldrene. Ingen brød sig om en Naaila. Stadigvæk ikke. Men hvem skulle også have lært dem at elske Naaila? Naaila gemte sig jo. Tingene ændrede sig jo ikke af sig selv.

Han virkede overrasket, hvilket hun egentlig godt forstod. Hvis han lige var startet på sin rejse, så var der en chance for, at han endnu ikke havde mødt andre end hende. Et lidt akavet første møde, men et møde som formentlig også skulle spille ret afgørende for begge deres forestillinger om slægterne. Desuden, selv hvis han havde mødt andre, så var der chance for, at de var noget mere afvisende end Fleur. Hun havde trods alt ikke kæmpet i krigen. Hun havde aldrig oplevet følelserne på nært hold, som nogle af hendes ældre kammerater havde. De var ikke så... forstående overfor andre.

"Ja, hæren. Er det et problem?"

Pludselig røg hun lidt i forsvarsmode igen. Det skete stadigvæk, at folk så tvivlende på hende, når hun fortalte om, at hun var i hæren. Specielt hendes far. Det var også grunden til, at hun helst ikke snakkede med ham mere. Alligevel forsøgte hun at gøre det tydeligt - det med hæren altså. Det var sjælendt, at man så hende i kjoler, pyntet med smykker og makeup. Hun kunne simpelthen ikke finde ud af den slags. Hun følte, at hendes parader var nede, hvilket gjorde hende enormt usikker. Hendes blik fulgte hans hænder kortvarig, inden hun atter igen hans blik og fik sit eget smil hevet frem.

"Tja, dukkerne er ikke altid det sjoveste at slå på. Måske kunne de lade sig friste af noget lidt mere... kødfyldt. Selvom jeg nu tvivler på, om modstanden overhovedet forandre sig."

Det var svært ikke at lade sig smitte af tonelejet. Facaderne mellem dem var faldet en smule, og hun følte sig ikke længere helt i vildrede ved synet af de lilla øjne. Faktisk besluttede hun at give snakken en chance lidt længere. Hun lagde tøjlerne om nakken på Skyggefax, hvorefter hun gav hingsten et let klap bagpå. Hingsten travede derefter et par meter længere væk og gav sig til at gumle på en tot tørt græs. I mellemtiden fik Fleur kastet et bedre blik på sin nye 'samtalepartner', inden hun fyrede endnu en kæk kommentar afsted.

"Gået? Meget langt væk? Hvor langt taler vi egentlig om for, hvis det er der, hvor jeg tror det er, så er du vist i bedre form end jeg troede."

Hun smed en hånd op for at skygge for solen, imens hun kastede et blik imod retningen, hvor hun formodede, at han var kommet fra. Det var en risikabel rute. Men måske var det risikoen værd? Fleur anede ikke meget om deres nuværende hjemstavn, men hun huskede nogenlunde navn og placering. Ingen vidste, om livet gik dem bedre eller værre end før - specielt fordi ingen havde interesse i at finde ud af det.

"Det... lyder temmelig hårdt. Hvordan klarer I jer så?"

Smilet falmede en smule, men interesseren i spørgsmålet var ægte nok.

Hans øjenbryn gled en smule op. Wow. Der skulle ikke ord til at vende hendes humør. Som regel ville han elske at drille folk med den personlighed, men lige nu var det nok bedst at holde det til et minimum.
"Nej. Intet problem" bemærkede han afslappet og trak lidt på skuldrene.
"Jeg er selv inden for hæren! Derhjemme altså...Ikke jeres" Næppe fordi der kunne være nogen tvivl. Ville de overhoved acceptere en Naaila i deres hær? De kunne ellers være ret praktiske. Med deres blik og det.
Hvis han forstod dette rigtigt, var det så ikke lidt som om hun inviterede ham med til træning? Han følte forventningen stige, men mindede sig selv om at han ikke havde fået et afgørende ja endnu. Men der var en mulighed!
"Hvis du får brug for en kødfyldt dukke vil jeg godt stå til rådighed" tilføjede han, med et sigende smil. Åh, han ville elske det! Måske kunne han lære noget nyt.

Spørgsmål. Hm. Ja, måske kunne han ikke helt undgå det længere. Men så lige en Redwood. Hvorfor føltes det som om han var ved at forråde sine egne?
"Jeg er ikke gået hele vejen på en dag" svarede han drillende. SÅ god var han heller ikke!
"Nej, det har været en ret lang rejse. Jeg har givet mig tid...Jeg tror det nærmeste punkt er Highview City" Han burde dog nok snart komme hjem efter igen. Taget i betragtning at han var general, havde han ikke tid til at være alle andre steder hele tiden. Men man kunne kun efterlade det hele til sin underordnede i så og så lang tid.
"Vi har det godt. I live. Men...Vi glemmer nok aldrig" han trak på skuldrene. Der, så tæt på sandheden som han kunne komme. Hvorfor danse om fortiden? Den skulle på bordet. Den skulle behandles. Måske skulle den endda hævnes.
"Men så igen, det siger nok sig selv. Men tak for din bekymring!" Han sendte hende et smil, for at lade hende vide at det ikke behøvede at være et problem lige nu. Hans blik gled over til hesten et øjeblik, før han så tilbage på hende. Oh man, han havde virkelig fået opmærksomhed fra en Redwood nu. Han var stadig usikker på om det nu også var en god ting.

Fleur kunne godt fremstå en anelse... hidsig. Let at få op i det røde felt, og let at skubbe rundt med. Desværre var den eneste grund til, at hun opførte sig sådan, at hun følte et behov for det. Ellers frygtede hun netop, at folk ville se hendes som svag og tage hende useriøs. Hun havde aldrig været god nok til hendes familie, men hun havde besluttet, at hun var god nok til sig selv - og det var det vigtigste. Alligevel havde hun det med at være ømtåelig, hvis hun anede mistro eller humor hos folk, når hun talte om sin profession. Da han bekræftede, at der ingen problemer var, så faldt hendes parader lidt igen. Da han begyndte at snakke om sin egen status var det dog lige før, at hun lavede samme nummer, som han havde præsteret få sekunder forinden. Hun bed det dog i sig.

"Jeg vidste faktisk ikke, at I havde en hær. Du er måske en højt på strå?"

Det var ikke nogen spøg. Hun var aldrig blevet informeret om, at The Nailaas faktisk havde samlet sig på den måde. Det kom som lidt af en chok, hvilket også påvirkede hendes tonefald en anelse. Spørgsmålet kom dog med en forsøgende humor, men hun var alligevel nervøs. Naaila eller ej, så måtte hun vel respekterer enhver soldaterfælle - medmindre hun blev beordret andet, selvfølgelig. Men som sagt, så var den sag hende helt fremmede.

Med lidt nyvunden viden omkring hans status, så hun ikke de store problemer med lidt sparring. Måske var der lidt mere modstand en forventet, men formentlig en anderledes slags. The Nailaas ville aldrig kunne matche Redwoods hårde ydre, men deres slægtevne var et skjult - og skræmmende - kneb som de kunne bruge når som helst under kampen.

"De ord vil du nok fortryde efter opvarmningen! Apropos, hvordan regner du så med at følge med? Vi er faktisk ret hårdeføre, at du ved det..." drillende poserede hun med et par blege, spændte arme, og et bredt grin, inden hun med et glimt øjet fortsatte. "... Du har måske din egen stil?"

Ikke nok med, at hun var ved blive en tand for nysgerrig, så havde hun svært ved at lade være med at fortsætte humoren. Fyrens pokkers afslappede stil smittede hende så hurtigt, at hun troede, det måtte være varmen. Hun savnede allerede den kølige brise, men hun vidste, at det ville irriterer hende bitterligt, hvis hun blot skred fra et så... eksotisk fund. Da han fortalte om sin tur, himlede hun med armene, inden hun smed dem ned langs siden igen.

"Jeg snakkede om din form, ikke urealistisk drømme! Men... det lyder vel meget spændende. Hvad er så planen efter Redhawk? Vender du hjem som en helt fra det ukendte?"

Sætningen kom ikke helt så godt afsted, som hun havde håbet. Specielt efterfulgt af hans næste ord. Hun mærkede, hvordan det vred sig en smule indenvendig, og hvordan tankerne snurrede. Hvorfor skulle hun overhovedet have det dårligt? Hun var slet ikke indblandet i den slags. Hendes far, hendes kommanderende og hendes konge havde stærke meninger om den slags - om dem - men hun var stadigvæk ved at forme sine egne. Hun havde aldrig lagt en finger på en slave, aldrig haft og havde aldrig drømt om det. Men det betød ikke, at de alle var uskyldige.

"Ingen årsag."

Mumlede hun en smule hurtigt, og kiggede så væk med et halvfrustreret blik. Hun var bekymret. For dem. Urgh. Hvorfor kunne han ikke bare være super irriterende... eller led... eller fjendtlig. Så vidste hun, hvad hun skulle stille op med ham. Men det her?! Mon de alle var lige så forvirrende?

Hans blik gled over hende i en lynhurtig bevægelse. Havde han snakket over sig? Han havde ikke rigtig været ude fra Naailas egen by i en del år og han havde ikke overvejet at folk måske vidste lige så lidt om dem, som de efterhånden vidste om alle andre. Forbandet. Ja, så var der i hvert fald ingen overraskende bag et angreb længere. Men for at være ærlig, var der heller ingen planer om angreb. Naailas havde hverken hæren eller ressourcerne til at indgå i en krig selv, til at være angriberne. Det krævede allierede blandt de større slægter, mente han. Nej, hæren var lige nu kun for at beskytte dem selv.
"Vi har organiseret os. Vi er opstemt på at beskytte os selv" svarede han og trak lidt på den ene skulder. Sagde det ikke lidt sig selv? Og hvor meget skulle han indrømme?
Han havde studeret hende en del. Desværre fandt han hende overraskende rar at snakke med. Fortiden lå der hele tiden og risikerede de kunne gå i totterne på hinanden, men for nu var det jo gået godt nok.
"Jeg er deres general" indrømmede han så. Selv om...Han ville ikke blive forundret, hvis hun ikke troede på ham. Hans personlighed kunne godt virke så udadgående og useriøs, at de fleste kunne tvivle på hans evner som en general. En joke, måske. Han rakte sine hænder frem.
"Læg ham i lænker? Kidnap deres general?" foreslog han med et større smil. Det var en joke, men også hans måde at give udtryk for en ny bekymring af hans.

Hans øjenbryn dansede en smule op og ned. Virkelig?
"Jeg regner ikke med at vinde. Ikke til at starte med. Det er netop derfor jeg vil kæmpe og træne med jer...Med dig" svarede han mystisk og havde tydeligvis ingen planer om at afsløre sine hemmeligheder. I stedet gjorde han en let gestus mod hesten.
"Skal vi følges ind mod byen eller skal vi bare mødes derinde senere?" spurgte han i stedet.
Åh, han var da i god form. Kunne hun ikke se det af hans krop? Nej? Okay. På den anden side betød muskler heller ikke altid man kunne løbe et maraton ved siden af. Og hans muskler, selv om de var der og kunne ses, var gerne lidt mere aflange og usynlige. Endnu en grund til flere havde en tendens til at undervurderer ham.
Han nikkede svagt.
"Jah. Verdens ende og tilbage igen, ikke?"
Der var ikke flere planer i det. Han regnede ikke med at få nogle aftaler eller bekendtskaber i hus, som skulle vedligeholdes. Og selv hvis han gjorde, skulle han under alle omstændigheder hjem igen. Det var jo hans hjem...Og hans mor var syg.