Have you seen Mr. Hawthorne? (Fleur)

Madeline var helt og særdeles på bar bund. Hun befandt sig på Redwoods militærbase for at besøge sin bror, Romeo, som hun i dette øjeblik havde ingen anelse om hvor var. For den sags skyld, vidste hun heller ikke helt præcis hvor hun var, udover at hun var på en meget lang gang, som lignede alle de andre gange hun havde gået ned ad på denne militærbase. Og helt utroligt, så havde Madeline ikke mødt en eneste person på sin færden indtilvidere. Hvilket undrede hende en hel del, for var der ikke en krig i gang? Burde sikkerheden ikke være helt i tops på sådan et sted her?
Lyden af Madelines hæle mod det kolde gulv fyldte den ellers tomme gang. Hendes skridt var tøvende, og det kunne høres på de uregelmæssige klik. Måske skulle hun prøve at gå ind ad en af dørene, tænkte hun mens hun gik forbi adskillige af dem med rynkede bryn i eftertanke. Hun bestemte sig for ikke at gøre det. Snart ville hun da støde på en person der kunne hjælpe hende med at finde vej. Mens hun gik der ned ad gangene og drejede tilfældigt til højre eller venstre, huskede hun på hendes forældres insistering på at hun skulle tage afsted. De havde virket bekymret, men ikke for hende. De havde virket bekymret for Romeo. Det havde Madeline kunne mærke på dem. Han var jo også i hæren, så det var jo klart at de ville føle sig bekymret for ham. Det måtte være sådan et forældre instinkt, konkluderede Madeline for sig selv.

//Det blev lidt kort, men kan ikke trylle mere frem sorry haha//

Outfit

Morgentræningen var overstået. Det havde været en god men svedig omgang, hvor Fleur virkelig havde fået sat fut under fødderne på hendes nye soldater. De var tekniske set ikke ny ankommende, men de var stadigvæk i gang med deres første træningsuge under Fleurs ledelse, hvilket hun tog meget seriøst. Med en krig ventende lige ude foran dørtrinnet til Redhawk City, så ville Charles snart få brug for hver en mand – og kvinde – som der kunne opstøves i byen. Derfor var alle folk sat af til ekstra træning, hvilket betød mindre af de sædvanlige patruljer på gangene og på gaderne. Fleur måtte dog vente til senere den aften med at træne igen, da hun skulle forberede sig på et møde med de andre sergenter, hvor de skulle diskutere den mest effektive måde at fordele deres grupper i byen. Derfor havde hun snuppet et hurtigt bad, sat håret op i en fugtig fletning og sad netop med en hurtig bid mad foran sig, da hun pludselig hørte skridt ude i gangen. Dog var det ikke den slags skridt, som hun var vant til at høre. Det lød mere som…hæle?

Nysgerrigheden tog efterhånden over, og Fleur trådte udenfor sin værelsesdør tids nok til at se en skikkelse komme gående imod sig med at forvirret blik. Hun nåede netop at række armene ud foran sig, og standsede derved kvinden før, at nogen af dem blev væltet af den anden. Hurtigt trak hun dog hænderne til sig igen, da hun bemærkede, hvordan kvinden gik klædt. En adelig formentlig. Nu var det Fleurs tur til at være forvirret. Alligevel bukkede hun let for kvinden inden, at hun stillede nogen former for spørgsmål.

”Can I help you, my lady? You seem rather… lost.”

//Helt i orden! Samme her xD

Madeline havde på de få øjeblikke overbevist sig selv om at hun må have været kommet til at gå forbi en reception, hvor hun skulle have meldt sin ankomst. Men sådan en var hun ikke stødt på, så hun havde vendt rundt på hælen for at gå tilbage ad den vej hun kom. Hun nåede dog ikke langt før en dør blev åbnet og en kvinde med en autoritær attitude trådte ud på gangen og næsten ind i Madeline. Et forskrækket gisp sneg sig ud af Madeline, ikke fordi hun synes kvinden var skræmmende, men fordi, hun havde lidt overbevist sig selv om at hun var helt alene. Så at en anden person pludseligt trådte frem fra sit "skjul", overraskede hende en del.
Madeline nåede at standse sin færd fremad, så hun ikke ramlede ind i kvinden, men det var kun på et hængende hår. Hurtigt fik hun rettet folderne i hendes skørt, for at være en smule mere præsentabel.
"Sorry, I've never been here before." Undskyldte Madeline til kvinden og satte et venligt smil på læberne. Hvis nogen ville være i stand til at hjælpe hende med at finde sin bror, ville det nok være kvinden her.
"I'm visiting my brother, you see. You might know where he is? His name is Romeo Hawthorne." Forklarede Madeline. Hendes blik gled ned ad gangen bag kvinden, som om hun forventede at ved at have sagt Romeos navn, ville han på magisk vis dukke op. Selvfølgelig gjorde han ikke, det ville have været yderst uhyggeligt hvis han gjorde, så Madeline rettede sit blik tilbage på den fremmede kvinde foran hende.

//Sorry for endnu et kort svar .__.//

Gispet kom lidt bag på Fleur. Ikke fordi folk ikke kunne blive bange eller forskrækkede, men hun var som regel ikke lige den første der ramte folks tanker, hvis de skulle forestille sig noget i den dur. Hun bemærkede dog pludselig, hvor tomme deres omgivelser tog sig ud, og fik så lagt to og to sammen. Derfor ventede hun også pænt - og tavst - indtil kvinden fik samlet sig, og svarede på hendes spørgsmål. Da hun undskyldte, sendte hun blot kvinden et forstående smil. Dog da blev spurgt efter en bestemt soldat, ringede der pludselig en klokke hos Fleur, og hendes ansigt skiftede over i det mere tænksomme.

"Ah, yes. Romeo Hawthorne is one of the ten men who recently fell under my command. I'm Sergent Fleur Goldeneye. I'm sorry, miss, but your brother is out doing another training session. He won't be done before at least an hour more."

Imens de snakkede sørgede Fleur for at holde sig rank, med armene foldede bag ryggen. Familien Hawthorne var en velhavende familie, som hendes far havde haft et godt øje til i årevis. Det havde dog aldrig lykkedes ham at komme tæt på nogen af dem, hvilket var spøjst da hun nu fik lov at møde både bror og søster. Forskellen på de to kvinder på gangen var dog tydelig. Fleur's autoritære status og kropsprog, versus kvindens formelle påklædning samt nydelige manerer. Hun gruede allerede ved tanken om, at hun eventuelt en dag skulle iføre sig en kjole magen til... hun ville føle sig fanget.

"Anything wrong, since you're looking for your brother, miss?"

//Helt i orden :3

"Ah... I see..." Sagde hun en smule skuffet til kvindens forklaring på hvor Madelines bror befandt sig. Hun havde ikke forventet at hun skulle være her på militærbasen i længere tid end nødvendigt. Denne pludselige ventetid ville skubbe planerne for resten af hendes dag ud af kurs. Godt nok var hun en formel ung kvinde, der udefra ser ud til ikke at lave noget som helst hele dagen, men i realiteten havde hun altid en travl dag. Efter krigserklæringen fra Oikan slægten mod the redwoods, havde hendes kære moder trukket sig tilbage fra mange af hendes pligter i huset og Madeline, som var den eneste hjemmeboende datter i Hawthorne familien, havde taget over.
"Oh, no, nothing's wrong" Et smil spillede over hendes læber inden hun fortsatte.
"It's just a family visit, I was just the only one able to attend. You know, just a bit of chit chat." Madeline viftede med hånden i en ligegyldig manér, for at understrege at der bestemt ikke var noget galt. Dette besøg var udelukkende for at minde Madelines kære broder, Romeo, om at han faktisk havde en familie hjemme på Hawthorne-godset, som han gerne skulle vende tilbage til engang i fremtiden.
"So... You're Sergent Goldeneye. It's an honor to finally meet you. Romeo did mention you in his letters." Og breve var sandelig også noget af det eneste Madeline og resten af familien så af Romeo. Stadig med et smil på læben, rakte Madeline sin hånd frem mod Sergent Goldeneye for at give en ordentlig hilsen idet hun præsenterede sig: "I'm Madeline Hawthorne."

Det ærgrede hende, da hun fornemmede det skuffede toneleje hos kvinden. Selv var hun ikke ligefrem stor fan af sin egen familie, men hun forstod, at andre som regel havde stærkere bånd. Derfor brugte de gerne mest mulig tid sammen, når de ikke tjente eller trænede. Desværre tillod hendes strikse skema for hendes nyvundne kadetter ikke, at de spankulerede rundt og snik-snakkede med deres familier, når de i virkeligheden burde træne. Der var erklæret krig, og urolighederne kunne begynde hvert øjeblik, at det skulle være. Egentlig så burde hun vel få en snak med en af de mere højtstående - måske endda kongen selv - da hun var i tvivl om, hvad de egentlig burde fokusere på under træningen. Gik de efter død? Eller var en overgivelse nok?

"I see. Well, as much as I hate to interrupt family business, I'm afraid that I can't dismiss him. As you might very well know, miss... a war is coming."

Et kort øjeblik gled der et alvorligt men sørgmodigt skær over hendes blik, som var rettet imod kvinden. Hun havde intet selv at miste, og var klar til at miste livet for sin slægt. Dog vidste hun, at med en krig lige om hjørnet, så var der mange familier som pludselige blev urolige. Kom det endelig til stykket, at de skulle i marken, så var det formentlig ikke alle som vendte hjem igen - uanset rang og status. Da kvinden - som præsenterede sig selv som Madeline - afslørede, at Romeo havde nævnt hende i breve til sin familie, blussede en svag rød farve frem på hendes blege kinder. Fleur vidste, at Sergent var en udmærket titel, og at hun havde en effekt på folks liv og fremtid... men The Hawthornes var en velhavende og respektabel familie. At Romeo havde sendt ord hjem om hende, det havde hun langt fra ventet. Hun tog dog straks kvindens hånd, og rystede smilende på hovedet.

"It's very nice to meet you, Miss Hawthorne... and the honor is all mine. Romeo has mentioned you before as well. He is a bright man with a nice future ahead."

Det sidste nikkede hun tilfreds med. Hun ville ikke tilføje alt for meget mere, med hendes sidste tanker i baghovedet, og derfor skyndte hun sig at lede det over på noget andet.

"Do you expect to wait for your brother's training to be done?... In that case, can I offer you anything?"

Madeline kunne ikke slippe Sergent Goldeneyes ord: miss... a war is coming. Selvfølgelig vidste Madeline da godt at der var krig på vej. Det er jo netop af denne grund hun er her på denne militærbase for at besøge sin broder. Hendes broder, Romeo, som er arving til Hawthorne familiens ejendomme og formuer. Hvis han skulle dø, ville en fremmed få fingrene i hendes families penge. Det kunne hun stå på sidelinjen og se ske foran sig. Sådan var hun ikke opdraget. Hun var opdraget som en rigtig Hawthorne. En Hawthorne som spillede spillet efter reglerne, så vidt det var muligt. Men det var problemtisk i forhold til Romeos stilling i denne krig. Han var jo soldat i Redwoods hær, endda en af de mere evnerige af slagsen. Men han havde et ansvar som arving, som han fuldkommen har forladt. Men dette ansvar som arving gør det også nødvendigt for ham at repræsentere det bedste, og at blive hjemme på sofaen foran pejsen i den lysegrønne stue, var bare ikke det bedste han kunne repræsentere. Han er fanget, nok ikke i hans egne øjne, han synes selv hvad han gør er ædelt, men i Madelines øjne træffer han nogle tåbelige valg.
Nu var det ikke sådan at Madeline lod sine tanker være aflæst på sit ansigt, som de strømmede omkring i hendes kønne hoved. Det var lavtstående folk der lod dem selv være så læselige som en åben bog. At adskille tanker og udtryk fra hinanden var noget man lærte under en striks skolegang. En dyr striks skolegang af strikse undervisere. Sådan nogle undervisere som Madeline blev undervist af for få år siden. Så hun smilede forståeligt til Sergent Goldeneye foran hende.

"Yes I see, you and your soldiers, including Romeo, must be awfully busy with the war simmering just beyond our secure walls."

Hun fangede dog det sørgmodige blik i Sergent Goldeneyes øjne. Blikket fandt Madeline yderst interessant. Som om kvinden faktisk kendte Madelines familie personligt. Hvordan de var privat med hinanden. Skænderierne og hvad ellers. Alle disse små hændelser som virkelig er hvad der maler det ærlige familiebillede. Men blikket i Sergent Goldeneyes øjne var ligemeget, for så hurtigt det var kommet, var det lige så hurtigt væk igen.

"A cup of tea would be just fitting, don't you think?"

Madeline smilede høfligt som altid, men denne gang var der en snert af dril i det. Hendes blik forlod først nu Sergentens, for at se rundt og endelig lande på døren som kvinden var trådt ud af. Et sted skulle de jo få deres te, som Madeline bestemt mente var på sin plads. Det var trods alt det mest høflige at gøre i sådanne en situation. At vente kunne være umådelig kedeligt, og det vil man bestemt ikke have at ens gæster, hvem end de måtte være, var. Hun så tilbage på Goldeneye.

"I suppose this is your office?"