Roots Before Branches - Lauritz

Den unge kvinde havde små skygger under sine blågrønne, store og 'matte' øjne. Skygger der bestemt vidnede om dén træthed der normalt indtrådte, når man havde foretaget en længere rejse. Alligevel var der en håbefuldhed i hendes blik, som hun vandrede gennem denne fremmede by, hvor øjenfarve 'rød' dominerede. Hun havde måtte spørge om vej et par gange, for at finde sin endedestination, og heldigvis var det ikke alle der blot - med det samme - havde affejet hende, som de så hendes slægtløse øjne. Den unge kvinde vandrede med en målrettethed rundt i Pyroheat District. Hendes små fodtrin var hastige, i håb at at nå ejendommen før solen for alvor forsvandt ned under horrisonten, og ville efterlade området i mørke. De sidste stråler fra det brændende himmellegeme, gav et rødligt skær i det lyse hår, der bølgede ned ad ryggen, og krøllede charmerende i enderne, trods det nok også vidnede om, at hun havde brug for at bad og at blive redt.

Det kunne vel ikke være her?
Hendes læber skiltes i et overrasket udtryk, som hun var kommet længere i udkanten af distriktet. Huset der mødte hendes dådyrsøjne, var større end hun havde forestillet sig, og kunne indeholde hendes lille klinik omtrent et dusin gange, hvis ikke mere. Huset var smukt, og i en klassisk stil, med tilhørend smedgeområde, der gav det en form for unik charme. Hun måtte endda tilte hovedet lidt tilbage, for at se toppen af boligen, grundet dets etager. Boede han virkelig hér? Alene?
Den unge, blonde kvinde havde fået et brev for noget tid siden. Trods hendes evner til at læse og skrive var minimale, havde hun kæmpet sig igennem læsningen, og havde forbarmet sig over brevets indhold. Lauritz havde ikke været meget detaljeret over hans 'fund', men havde hintet til, at han måske havde fundet et spor i hendes søgen efter hendes biologiske forældre. For Elena, var dette en kæmpe omvæltning. For ville hun nyde sandheden? For hvad hvis hendes forældre virkelig havde vendt hende ryggen, som rygterne lød, fordi hun var blevet født med matte øjne? Men hvad hvis der var en sandhed, som endelig kunne give hende noget 'closure'? Når man ikke tilhørte en slægt, var behovet for at finde sine rødder måske blot en tand større. For hvor hørte man ellers til?

Den unge kvinde møvede sin taske, med sine mest nødvendige ejendele, om bag ryggen, som hun trådte hen mod hoveddøren. Hun havde ikke set ham længe, - og derfor mærkede hun bestemt hvordan hun pludselig blev fyldt med ny energi over udsigten til at se ham. Snart hævede hun en af sine lyse hænder, og bankede på døren.

Outfit


Det var noget af en information som Laurtiz var kommet i besiddelse af. Verden var et lille sted afterall, og da han omsider havde taget sig tid til at sorter ud i sin families ting, havde han fundet noget der skulle vise sig at være sin faders dagbog. Eller lignende. I starten havde Laurtiz troede det var en notesbog med mere information omkring våben, men hurtigt havde det vist sig at være noget helt andet! I starten havde han smidt det bort i en bunke hvor det skulle kassers, måske bruges som brænde, men noget i ham bød ham alligevel at læse det. Derfor var han begyndt at læse. Og læsningen havde ført ham til en helt ny opdagelse, hvorfor han havde sendt bud efter en.. ven.

Han havde derpå haft travlt med at gøre gæsteværelset klar til kvinden. Det præcise tidspunkt for hvornår hun ville dukke op, var ham ukendt, og derfor havde han været i god tid med at få styr på alting. Det var da også lykkedes, og manden befandt sig i sin smedje da gæsten ankom denne eftermiddag. Det havde været en lang dag, og han havde egentlig været ved at lukke ned og pakke sammen for dagen, da der lød en banken på hoveddøren. Den eneste grund til at han hørte det var, at  han netop havde lukkede døren mellem smedjen og gangen som var nær hoveddøren og som forbandt hus med smedje. Han havde arbejdet hele dagen, havde derfor sved på kroppen og havde for længst smidt trøjen så han kun var iført et par løse bukser og nogle lukkede sko. Et håndklæde hang over hans ene skulder, og han tørrede sveden af panden og brystet, inden han trak en cardigan over sig, og gik hen for at lukke op.

Udenfor stod et velkendt ansigt, og smilet strakte sig straks over hans læber. "Elena!" udbrød han begejstret. "Please, come in! How wonderful to see you!" han trådte til side og gav hende mulighed for at komme indenfor.

Trods hendes fødder var trætte efter rejsen, var det som om de trippede lidt af energi, som hun stod og ventede ved hoveddøren. Nysgerrigt forsøgte hun at kaste et blik ind af nærmeste vindue. Aldrig havde hun besøgt ham ved hans ejendom, og derfor forekom det hende som noget af en overraskelse, at se den for første gang. Kunne han virkelig benytte al den plads? Elena havde altid fundet en hvis tryghed i hendes lille bolig/klinik. Der var ikke meget plads, men det udstyrerede hende med en form for kontrol. Et liv i lænker, havde vel givet hende en hvis ro ved at befinde sig i små, tætte omgivelser.
Snart åbnedes døren, og hun løsrev de store øjne fra vinduet. De mødte snart, nogle velkendte, rødglødende øjne, med et varmt, bekendt skær. Den bredskuldrede mand foran hende, havde et smil plantet mod sine læber, og nogle resterende svedperler mod hans pande, vidnede om, at han sikkert lige havde færdiggjort noget fysisk arbejde.

"It's wonderful to see you too!" Der var en ærlighed i hendes stemme, som hun blottede den øverste tandrække i et kært smil, der vaskede sporene af træthed væk fra hendes øjne. Hun puffede en tot af sit lyse hår væk fra ansigtet, og trådte ind i ejendommen. Man kunne godt se på hende, hvordan hun slugte miljøet til sig. For øjnene gled flygtigt og nysgerrigt rundt. Ja, selv entreen var imponerende for en pige, der selv levede i grå, kedelige omgivelser.
"Why didn't you tell me, you lived in such a palace?" Kommenterede hun, med en lattermildhed i stemmen. Det var vel tydeligt, at hun sjældent så indersiden af et hus der var større end et skur, "I would've dressed more...-" Hun stoppede midt i sin sætning og så ned af sig selv. Der var mudder i sømmende på hendes kjole, og hendes sko var beskidte. Hun måtte ligne lidt af et fuglesskræmsel efter rejsen, "Less dirty at least!" Hun grinede, og mødte hans øjne.

Det meste af huset blev nok ikke brugt, men det hele var også kun lige blevet bygget om. Hvornår resten ville blive taget i brug, eller om det nogensinde gjorde, var vel spørgsmålet. Indtil videre var Lauritz bare ganske tilfreds med hvordan tingene stod til. I modsætning til hende havde et liv med lænker betydet at han ikke kunne klare små rum, han følte sig kvalt, især hvis der ingen vinduer var i. Så hvor upraktisk det end kunne være, så havde manden sørgede for en del vinduer i sit hjem.

Snart stod de to dog ansigt til ansigt, og hendes svar glædede ham usigeligt, om end det at gense hende igen var den største glæde i øjeblikket. Han trådte til side og lod hende komme ind, og hun så sig omkring med det samme hvad han naturligvis gav hende mulighed for mens han lukkede hoveddøren. Hendes ord bragte en varm latter over hans læber ”Palace? Oh dear, I hear you have never been in Redhawk then..” svarede han med et glimt i øjnene. ”As to the house, I finished restoring it not long time ago..” forklarede han. I sin tid, var det hele blevet brændt ned, så han havde haft en del at se til med at sætte det i stand og bygge nogle ting om. Denne gang, havde han sikret sig at det ikke kunne brændes ned til grunden! ”You look lovely, dearest. Come, let me help you and make you a bath” han inviteret hende indenfor, overtog den sparsomme bagage hun havde med sig undervejs, og ledte mod en trappe som førte ovenover. Her åbnede han en dør. ”This will be your room, I hope it is fine..” ellers håbede han at hun ville sige til.

Ved hans bemærkning om at han selv havde restaureret ejendommen, gled et imponeret udtryk over hendes ungdommelige ansigt. Hun betvivlede dog ikke i ét sekund på hans evner. Han havde altid haft talenter, og en hvis målrettethed, som hun genkendte fra sit ejet arbejde. Hun sendte ham derved et varmt og stolt smil. Én ting var at høre om hans hjem gennem breve; men det var noget helt andet at se det med egne øjne. Modsat hende, var han vel kommet langt, og det fik hende, kortvarig, til at studse over hendes eget potentiale, hvis hun havde valgt at komme videre med sit liv.
"You're too kind." Lød det fra hende, som han komplimenterede hende, trods hun vidste at hun nok ikke var så præsentabel som hu ønskede at være. Tanken om et bad, faldt dog på et rigtig godt sted. Det var nok det hun havde brug for.

Hun lod ham tage sin bagage, uden at protestere for meget, som hun normalt gjorde når folk hjalp hende. Dernæst fulgte hun ham op af trappen, og ind i rummet han viste hende. Det var mere end blot 'fint'. Det var hyggeligt, og perfekt dekoreret.
"It's wonderful." Sagde hun med et nik, og modstod trangen til bare at smide sig i sengen med sit beskidte tøj på. Efter at have betragtet rummet i et øjeblik, vendte hun sig mod ham igen. Hun lagde en forsigtig hånd mod hans skulder, "But I doubt I can relax, until I've heard more about my reason for coming here... You had some... Information?" Hun så opmærksomt op på ham. Hun var bestemt utålmodig.

At hun var imponeret var tydeligt, men han hæftede sig ikke ved det. Egentlig havde han ikke sagt det for at blære sig eller lignende, han havde bare kommenteret på hendes konstatering om stedets størrelse og at han ikke havde sagt noget om det noget før. At hun snart omtalte ham som venlig fik ham blot til at smile. Deres 'typer' havde været udsat for så meget modgang i livet, og lidt godhed kunne vække en sådan reaktion som han nu fik fra hende.

Snart var de oppe i det værelse der skulle være hendes, og han nød synet af hendes reaktion. Hun vendte sig dog hurtigt mod ham, en hånd endte mod hans skulder, og havde lagt hendes bagage på gulvet ved sengen. "I have" svarede han bekræftende. Han ville gerne have ventet med at snakke om det til hun lige havde hvilet sig så de kunne tage det hele med ro. "It is about your family. I am not sure about anything, but while I cleaned the house up, I found a diary who belongs to my father.. and the name Crimson mentioned. I wrote to you immediately" forklarede han roligt.

Hun fjernede sin hånd fra hans skuldre, og lyttede opmærksomt til dé ord, der snart fyldte rummet. Hun havde været så spændt på at høre nærmere... Det havde motiveret hende til den lange rejse, og fjernede alle skygger af træthed fra de slægtsløse øjne. Nu, strålede de af ungdommelig utålmodighed, som hun betragtede ham. Hun kunne ikke vente. Snart rynkede panden dog uforstående. Your family; lige dé ord, forbavsede hende. Det virkede så absurd, at høre nogen omtale hendes familie. For hun havde lært, fra hun var spæd, at hun hverken slægt eller familie havde. Men nu... Var en af hendes største, nærmest uopnåelige drømme ved at røre på sig?

"Can I see this diary.. Please?" Spurgte hun, efter lang tids pause. De store øjne var, for en sjælden gangs skyld, mere håbefulde. Men håbet fyldte hende også med en frygt. En frygt for at blive skuffet. Trods hun aldrig havde mødt andre med navnet 'Crimson', var det vel ikke en uundgåelighed, at det hele var en tilfældighed,
"I... I just can't wait... I'm sure you understand..."

"Well of course , just a moment dearest" svarede han blidt. Han var fuldt ud forstående over at hun ville se det med det samme, og ikke kunne vente til hun havde fået et bad, skiftede tøjet, og fået noget at spise. Nej, han ville have haft det på samme måde havde det været ham. Håbet han så i hendes øjne foruroligede ham, han var bare bange for svarene hun ville få ville skuffe hende.

Derpå gav han hendes skulder et klem, og overlod hende kortvarigt til sig selv mens han gik ud efter dagbogen som han naturligvis havde gemt godt. Han ville trods alt ikke risiker der skete den noget før hun havde læst den igennem. Det tog ham heller ikke mere end to minutter før han var tilbage hos hende hans røde øjne havde et venligt og varmt skær over sig, mens han rakte hende den. Han havde dog slået op på den side hvor navnet 'Crimson' var nævnt første gang. "First time the name is mentioned is here, but you can read all of it. I can leave you to do that if you want to be alone?" endte han med at sige spørgende.

Som hun var overladt til sig selv, kunne hun ikke lade være med at spadsere lidt rastløst rundt i rummet. Tiden føltes ligeså uendelig, som dén forvirrede tankestrøm der gled gennem det kønne, trætte hoved. Det føltes som om en knude samlede sig i hendes brystkasse - som havde nogen, slået luften ud af hendes lunger. Hænderne gned hun mod hinanden, foran sig, som hun ventede. Kunne hun endelig få svar på dét mysterie der havde plaget hende, siden hun kunne tale og gå?

Så snart han vendte tilbage til rummet, stoppede hun op, og kiggede ind i de varme, røde øjne. Et nervøst udtryk gled over hendes ansigt, som han rakte hende dagbogen, og i et sekund, var hun for bange til at tage imod den. Hvad hvis sandheden var værre end uvidenheden?
"Please, stay.." Bad hun, som hun tog imod bogen, og satte sig ned på sengen. Der var en tryghed i at han var tilstede i rummet. Som om han kunne fastholde hende i virkeligheden.
Hendes øjne gled over ordene. De var snørklede, men smukke. Hun havde aldrig været den hurtigste læser, men lige nu, var hun for utålmodig til at lade sin mangel på uddannelse holde hende tilbage. Derfor forsøgte hun at sluge dén information til sig, som hun kunne forstå. "Your father...- He mentions a woman, named Crimson..." Der var en uforstående rynken mellem hendes øjenbryn, "Fair haired...- Her kinship isn't mentioned..." Hun talte, halvt for sig selv, og halvt til ham. Nej, ingen slægt blev nævnt, men det blev antydet at Lauritz far havde haft et forhold til en kvinde under navnet Crimson.
"Maybe it's my mother..." Et lidt håbefuldt udtryk gled dernæst over hendes ansigt, da hun læste at Lauritz far havde gjort kvinden gravid. Hvad var årstallet i toppen af siden? Chokeret, kiggede hun op mod Lauritz, "The date fits... But that means...-" Hun klemte øjnene lidt sammen. Kunne Lauritz far, også være hendes?