Weapons of War ⚔ Lauritz

Sted ⚔ Kroen Krystalsten
Tid ⚔ Sent om aftenen, måske kl 23
Omgivelser ⚔ Mange forskellige typer, alle med drinks i hånden
Vejr ⚔ Ikke lunt, men ikke overdrevet køligt
Påklædning ⚔ Dog uden tasken
Emnepartner ⚔ @Lauritz

Det var efterhånden ved at være relativt sent om aftenen, hen imod natten. Klokken måtte være omkring 23, og det var mørkt, med månens lys, der prøvede at lette mørket. Det var automatisk blevet køligere, som aftenen var faldet på, og solen havde trukket sig tilbage, men det var dog alligevel ikke så slemt, hvis man spurgte Alexei. Han havde dog alligevel taget en mørkegrå hættetrøje på, så han ikke ville komme til at fryse. Generelt var han heller ikke en af de mennesker, der frøs konstant og ved hvert lille strøg af vind, men det hjalp selvfølgelig stadig på det, at være iført mere tøj. Og denne dag var han både iført mørke jeans med en lysere grå t-shirt, hvorpå der var tre hvide knapper foroven, samt den fornævnte grå hættetrøje udover. Som sko, havde han noget støvleværk, så han regnede heller ikke med at fryse på fødderne. Men han var alligevel ude for at gå en tur, alene af den årsag at han ville have skabt noget plads i sit hovede, og have noget alene-tid til at tænke alting igennem. Alt denne gåen, uden nogen endedestination, hjalp også på at holde fødderne igang, og hele kroppen varm. Han havde brug for at tænke det hele igennem, da han var krigsgeneral for en af de to slægter, der var igang med at starte en krig mod hinanden. Godt nok havde The Oikans erklæret krigen, men dette betød jo ikke, at The Redwoods slap for at tage del i den. Hvis de ikke kæmpede imod, ville de blive slagtet som forsvarsløse lam, og det ville Alexei aldrig lade ske. Han var alt for beskyttende og stolt af sin slægt. Og derfor ville han også sørge for at vinde den kommende krig, om han så skulle give sit liv for dette formål. Hvis det kunne hjælp med at stoppe krigen, ville han egenhændigt dræbe The Oikans’ leder, den unge, naive Cayden Oikan, der havde været dum nok til at starte en krig, som de aldrig ville vinde. Charles Redwood var en god konge, der blandt andet havde afskaffet slaveriet, og hvis det var op til Alexei selv, skulle Charles forblive konge helt til den dag han døde - af alderdom. Og så måtte man finde en ny regent derefter, som forhåbentlig ville kunne leve bare en smule op til sin forgænger.

Selvom Alexei ikke havde haft en destination, da han begyndte at gå, var han alligevel begyndt at bevæge sig hen imod den del af Opal Beam District, hvor man kunne finde kroen Kystalsten. En drink lød heller ikke helt tosset, på nuværende tidspunkt. Det var altid godt at få noget alkohol indenbors, når man havde meget om ørerne. Okay, ‘godt’ var måske ikke et helt passende ord, men det var i hvert fald en lettelse. Det fik én til at glemme alle problemerne, i hvert fald for en stund. Og hvor kort den stund end måtte være, var det trods alt stadig en midlertidig forløsning. Og dette var Alexei fint tilfreds med, på nuværende tidspunkt. Han gik derfor ind på kroen, og placerede sig på en barstol. Så ventede han tålmodigt, på at få bartenderens opmærksomhed, som han begyndte at scanne rummet for detaljer og eventuelle farer. Dette var en del af hans opmærksomme natur, og et nyttigt karaktertræk, når man var krigsgeneral, som til tider kunne være et risikabelt job. Og da specielt midt i en krigstid.

General eller ej, så havde Lauritz samme natur på lige den front. Han tog altid sine omgivelser i øjesyn når han trådte ind et nyt sted, og kastede et blik over skulderen engang imellem når han gik på vejen. Det var dog langt fra det han gjorde i øjeblikket, for han havde lejet et værelset på den kro som Redwoods krigs general nu trådte ind på. Han havde egentlig boede der en uges tid, og det havde været ganske fint, indtil videre var der ikke sket nogle overfald, og forhåbentlig ville det betyde at han kunne blive der endnu en uge, inden turen gik hjemad igen. Mange ville nok mene det ret dumt at han befandt sig lige der, men igen, nok var han eftersøgt af Redwood, men de forventede næppe at han befandt sig blandt dem. Røde øjne eller ej, krig eller ej, var der altså alligevel en del Oikans der bevægede sig rundt i byen. Han havde i hvert fald mødt et par stykker.

For nu, forlod Lauritz sit værelse, og gik nedenunder hvor han som sædvanligt blev mødt af lugten af røg, alkohol, parfumer og sved. Han kastede et blik rundt, og skabte sig et overblik, inden han gik op mod baren og slog sig ned på en barstol ved siden af en fyr han ikke havde set før. Manden så ud til at vente på at få bartenderens opmærksomhed, ikke at der skete noget. "Hey Joe, a glas of you know what to me, and help this guy out, will ya?" Joe, bartenderen så mod dem, smilede til Laurtiz og skænkede ham et glas mens han så mod Alexei med et spørgende blik. Lauritz tog bare sit glas, og drak en stor tår.

Outfit

Alexei vidste ikke hvad han skulle gøre omkring krigen, endnu. Han havde diskuteret dette med kong Charles nogle gange, men de var stadig ved at få alting til at hænge sammen. Derfor havde han brug for bare at koble af, og prøve at lade være med at tænke for meget på dette, i hvert fald for en kort tid. Så kunne han gå tilbage til at tænke over den slags ting dagen efter. Der var rigeligt af tid til at spekulere og bekymre sig over fremtiden, dette ville man aldrig løbe fra.

Der kom en mand hen og satte sig ved siden af ham, og Alexei kiggede op, da han åbnede munden. Først så han på den nytilkomne mand, og derefter på bartenderen, der nu var klar til at tage Alexeis bestilling. "Whiskey on the rocks, please." Han kunne drikke det meste, og derfor sagde han også bare det første der faldt ham ind. Så kiggede han igen hen på manden, mens bartenderen gjorde hans drink klar. Det første der slog ham, var mandens røde øjne. En Oikan. Midt i Redhawk. Midt i krigstiden. Han kneb øjnene lidt sammen, og tænkte over sit næste træk. Han kunne anrgibe, men han kunne også vente og se, hvordan denne Oikan selv ville gribe situationen an. Måske han ikke behøvede at kæmpe idag. Han kunne lade det vente til krigen rent faktisk udspillede sig.

Ingen vidste hvad de skulle gøre ved krigen, det var en delikat situation, og det eneste han selv vidste var, at han skulle være klar til at masseproducer våben til sin klans hær. I øjeblikket befandt han sig dog langt væk hjemmefra. Hvad tydeligt kunne mærkes. Med hans røde øjne der afslørede mere end hvad godt var om ham, så folk ofte efter ham med skepsis. Det havde de nu alle dage gjort, så han tog sig ganske enkelt ikke af det. I stedet for, lod han som ingenting, og som regel endte folk med at falde mere til ro og se bort fra øjnene når først de begyndte at snakke med ham.

En whisky. Sjovt, det var også hvad Lauritz skulle have, netop derfor var det ikke så svært for bartenderen at ordne begge bestillinger på få øjeblikke. Sidemandens blik mod sig fik et smil over Lauritz' læber, for han var ret sikker på at det blik der lå på ham hverken var kærligt eller venskabeligt, langt fra. Han løftede sit glas til læberne, og tog endnu en tår "I am no warrior, man.." lagde han ud med og vendte omsider sine karakteristiske røde øjne mod manden ved siden af sig. "I don't wanna pick up a fight with you.." vibrationerne fra den anden mand var så fjendtlig, at det nærmest strålede ud af ham, eller indhyllede ham helt. Deraf Lauritz' ord, i grunden anede han jo ikke om det bare var indbildning eller om der reelt set fra kølighed fra denne mand, en der tydeligvis hørte til Redwood slægten. Ja godt nok var de to slægter fjender i øjeblikket, men det var et spørgsmål om tid før Oikans vandt den krig, og tvang Redwood i knæ.. selvsikkert? Måske, men naturligvis holdt han med sin klan, det var han nødt til.

Alexei var ikke en dømmende person, og han var da i særdeleshed ikke en fordømmende person. Derfor ville han, eksempelvis, heller ikke sædvanligvis kunne finde på, at se en person i øjnene, og bedømme hele personen som et individ, blot på den slægt de var - eller ikke var. Men det var også under normale omstændigheder, og dette gjaldt ikke længere. Omstændighederne havde ændret sig, og en krig var under opsejling. Derfor havde Alexei ikke friheden til ikke at dømme og fordømme folk. Og da specielt ikke medlemmer af Oikan-slægten. De var automatisk hans fjender, fordi de var fjender af hans slægt, og derfor måtte han gå ud fra at de alle var en trussel, indtil de beviste andet for ham.
Han holdt sig af selvsamme grund komplet på vagt, overfor denne nytilkomne mand, der knap virkede til at skænke ham en tanke, og da så sandelig ikke skænkede ham et blik.

Alexei lod sit blik vige fra Oikan'en ved sin side, og gav et nik til bartenderen, som en takkende gestus, inden han tog glasset med whisky og tog også selv en tår. Så fandt hans øjne igen manden ved sin side, som denne åbnede munden for anden gang. Han løftede det ene øjenbryn, som han lyttede til mandens ord. Kommentaren om, at denne mand ikke var en kriger, håbede Alexei på at tyde som et tegn på, at han ikke ville få brug for sine kampevner i den nære fremtid. Og lige som han havde nået at tænke denne tanke, bekræftede manden også dette, med flere ord. Han havde endelig vendt blikket mod Alexei, og de havde nu øjenkontakt. To røde øjne og to gyldne øjne. Dette var ikke noget man kunne forvente at se tit, på et tidspunkt som dette. Alexei undrede sig egentlig også over, hvad denne mand mon havde af gøremål i Redhawk. Hvorfor bevæge sig ind på fjendens territorium, og så blot sætte sig på en kro, for at få et glas whisky? Højst besynderligt. Han kneb øjnene lidt i, og nikkede langsomt. "Wise." Dette var alt han lod slippe ud, som han endnu bevarede deres øjenkontakt. Alexei var fuldt klar over sine egne evner og egenskaber, og hvis manden havde talt sandt, besad han tydeligvis ikke noget nær disse. Derfor ville det være dumt af ham, at udfordre Alexei til kamp. Dette var Alexei også fuldt bevidst om, at han ville se rigeligt af i den kommende tid. Lige op til den dag, hvor Redwood endnu en gang ville besejre Oikan, som de gjorde gang på gang. The Oikans var fuldkommen latterlige og unødvendigt dumdristige, når de blev ved med at udfordre skæbnen på den måde. The Redwoods, og kong Charles, ville ikke kunne lade slægten leve videre meget længere, hvis de blev ved med at være så trodsige.

Dømmende eller ej, med situationen der var mellem de to klaner var det underligt hvis man ikke havde forbehold mod hinanden. Lauritz var da også i Redhawk af en årsag, det var ikke fordi han bare kunne lide byen og tænkte at han lige ville se sig omkring. Man kunne sige, at hans klan kunne have sendt enhver anden for at udspioner Redwood klanen, men Lauritz var taget af sted på egen hånd, og uden at snakke med lederen om det. Han havde et formål, og han ønskede ikke det skulle blive ødelagt på grund af nogle dumme regler. Nok var han en Oikan helt ind til benet og skabte våben til sin slægts nytte, men når det kom til stykket, var hans arbejde hans passion, og han var egentlig skide ligeglad med selve krigen. Så mens denne mand betragtede Oikans som hans fjender alle som én, så var Laurits knap så fjendtlig og undgik at gå løs på Redwoods kvinder og børn bare fordi han havde issues.

Den fjendtlig aura fra den anden mand var nærmest til at tage og føle på. Lauritz forsøgte at ignorer det, manden havde intet gjort ham endnu, og så kunne han gå og se nok så olmt i hans retning. Det var et frit land trods alt! Og.. han kunne ikke rigtigt bebrejde ham mistanken, som i bund og grund var velbegrundet. Deres blikke mødtes kort efter, og de gyldne øjne skræmte ham slet ikke. Hvem end manden her var, så var han en stærk type der ikke ville tøve med at slå Lauritz i gulvet. Nok var Oikaneren ikke nogen svækling, men han var ikke nogen kriger hellere. Til gengæld kunne han meste alle slags våben han skabte, og han var ikke helt ubevæbnet trods alt. Så.. han kunne om ikke andet, forsvar sig ret så godt, og eventuelt nå at flygte.
Manden her fandt ham dog tilsyneladende klog, og så håbede Lauritz at det ville være nok. Nu havde han været der en uge, og han havde fået sig et par ret gode venskaber. Jo folk var skeptiske, men han stak ikke sin næse i andres sager, så hvorfor skulle folk også se sig onde på ham. Altså bortset fra det åbenlyse i at hans slægt havde erklærede krig mod denne slægt? Det var noget værre rod alt sammen. Men hey.. havde det ikke været for alle disse krige, havde han ikke haft noget at lave. "People say I am" svarede han med et skævt smil til mandens ene ord.

Alexei var trofast og loyal overfor sin slægt, og dette var han hele vejen igennem. Dette betød dog ikke, at han automatisk var imod alle andre slægter. Tværtimod, han havde ikke specielt kraftige holdninger til de andre slægter, men kun til sin egen. Dog var han stadig villig til at bekæmpe de andre slægter, hvis de stod imod hans egen. Selvfølgelig var han det, ellers ville han næppe have været blevet krigsgeneral. Han havde fået sit job og titel tildelt af selveste Kong Charles Redwood. Kongen havde set ham i aktion flere gange, og havde efter noget tid valgt ham som sin krigsgeneral. Dette havde Alexei selvfølgelig været beæret over, og havde glædeligt taget posten til sig. Han havde altid været god indenfor kamp, og dette var kun blevet mere og mere i løbet af årene. Som alle andre Redwoods havde han også en evne, der egnede sig perfekt til kamp. Udover denne, havde han dog også sin individuelle evne, der var komplet fokuseret omkring kamp, ligeledes. Den kunne godt bruges på andre tidspunkter, men den ville have størst udbytte og muligheder under en kamp eller endda en krig. Hans evne gik nemlig ud på, at tappe ind i folks krigs-følelser - såsom vrede, had og frustration. Disse kunne han manipulere på diverse måder, eller han kunne kanalisere dem, så de gav ham styrke og energi. Så længe han ikke kanaliserede for mange folks følelser på samme tid, for så ville det kun bringe ham fuldkommen udmattelse. Derfor krævede hans evner meget øvelse og fokus, som han heldigvis også havde haft mange år til at opnå. Han var derfor en farlig modstander i kamp og krig, og havde enhver intention om at gøre sit inderligste for at vinde den kommende krig, for sin slægts skyld.

Han kiggede ned på glasset i sin hånd, som han tog en tår af sin whisky. Så satte han glasset på bordet foran sig, og drejede sig lidt mere om mod manden, stadig med hånden om sit glas. Han løsnede lidt op, som han begyndte at blive forsikret om, at denne mand ikke ville angribe. Ikke foreløbig i hvert fald, og dette ville derfor også være gældende for Alexei selv. "So they say you are wise. And what do they call you, Mr…?" Det var altid nyttigt at kende navnet på personen man konverserede med.

Så Alexei var trofast og loyal, om Lauritz var det samme? I bund grund … var det et vældig godt spørgsmål. Han havde år efter år kæmpede for sin slægts gunst, og selvom han efterhånden havde opnået den og ikke var hvem som helst, så handlede det for ham om at skabe våben. Naturligvis ville han ikke gøre det for fjenden, så jo, han var loyal overfor sin slægt, men ærlig talt… fortjente de nok ikke den loyalitet han viste dem. Den loyalitet lå nok nærmere i hans egen familie, hans far som havde været en stærk mand af faste meninger og holdninger, og som havde opdraget Lauritz til at være en retskaffen mand der kæmpede for sin slægt. Og når det kom til hans evne, så… var den fantastisk, især når det handlede om arbejde eller selvforsvar, men han brugte den ikke så ofte. Desuden, fordele og ulemper ved den, at dække hele kroppen i ild betød at man var splitter nøgen bagefter. Og… så tærede den på hans kræfter fordi han aldrig rigtigt havde fået lært at styre den til fulde. Resultatet af mange år i fangenskab. Til gengæld kunne manden bruge enhver våben han selv skabte, det betragtede han som en større evne end den medfødte overnaturlige. Den var i alt fald mere praktisk.

Manden ved siden af ham besluttede vidst omsider at han ikke var verdens ondeste. Som denne vendte fronten mod ham, løftede Lauritz sit blik mod ham igen. Så faldt et delikat spørgsmål, nok blev der kun spurgt til hans navn, men det kunne af og til være mere end nok hvis man sagde det til de forkerte personer. Af gode grunde anede Lauritz ikke hvem manden her var, og han besluttede derfor hurtigt at sige sit fornavn, ikke mere. ”Lauritz, and you?” spurgte han retur. Det kunne naturligvis være rart også at finde ud af hvem denne person var. Det kunne sågar betyde at han ville vide hvor forsigtig han skal være overfor ham. At han var en kriger af en art var vel ret tydeligt, hans kropsbygning indikeret det trods alt.

Alexei kunne aldrig finde på at forråde sin slægt. Det var hele hans eksistensgrundlag, og den eneste form for familie, han havde tilbage, efter hans fars død. Hvis han havde andet biologisk familie i live, kendte han i hvert fald ikke til det, og han kunne ikke forestille sig at dette var tilfældet. Hans far havde været forældreløs det meste af sit liv, og havde boet alene på gaden. Han havde aldrig fortalt om nogle søskende, og selv hvis han havde haft nogle, var det ikke til at vide, hvor de var eller hvem de var. Det var ikke engang sikkert at Alexander selv ville have kendt til dem, hvis han havde haft nogle. Hans mor havde også været enebarn, det var han helt sikker på. Han havde boet i morens palads-agtige barndomshjem hele sit liv, og skulle nok mene, at han kendte alle dets hemmeligheder efterhånden. Han havde udforsket hver en krog af hjemmet, i løbet af sit 29 år lange liv. Derfor ville han uundgåeligt have stødt på nogle billeder eller lignende, hvis der havde været andre familiemedlemmer. Måske nogle papirer eller noget. Og dette var ikke tilfældet. Så de fælles Redwoods var alt han havde, og dette var grund nok til altid at være loyal overfor sin slægt, for Alexei.

Han kiggede atter hen på manden, som nu fortalte ham sit navn. Han nikkede, som om han takkede for oplysningen, eller noget. Det var ikke et helt sædvanligt navn, men det syntes alligevel ikke helt at sige ham noget. Han måtte have mere at gå ud fra, end blot hans fornavn, hvis han skulle have nogen chance for at vurdere denne mand - Lauritz. Men den bedste måde at få ham til at åbne mere op på, var vel også selv at åbne lidt op. Derfor oplyste han ham også om sit eget navn, selvom han heller ikke agtede at oplyse Lauritz om sit eget efternavn - i hvert fald ikke endnu. "Alexei." Han holdt en kort pause, hvor han tog endnu en tår af sin drink. Så satte han atter glasset fra sig og kiggede igen hen på Lauritz. "So, what brings you to Redhawk City, Lauritz? It’s a bit of a risky time to take that kind of trip, I would say." Han løftede på det ene øjenbryn, som han afventede et svar. Dette var også helt rigtigt, det var yderst risikabelt for en Oikan at rejse ind i Redwood-territorium, midt i en optrappende krig.