Waves of emotions - Kubo

S: Lily Forest
O: Træer
V: Varmt
T: Eftermiddag
P: Klik
Emne til: min wiiifey @Kubo <3

---

Det var ikke startet her, men hun var sluttet af her for ikke at miste besindelsen helt. Hun var stødt på en lille gruppe, som engang havde stået for at slå en af Noahs venner ihjel - og derefter gjorde de grin med situationen. Malia var blevet sur, og naturligvis havde hun startet et mindre slagssmål. Hånden var øm efter at have givet slag ud til højre og venstre, og selv havde hun da fået sig et blåtmærke på den venstrekæbe. Ikke at der var nogle der var døde, hun havde stoppet sig selv - det havde krævet ekstremt meget selvkontrol, og blot for at få dem til at bryde sammen bagefter - fanget i deres egne følelser. Derpå var hun løbet så hurtigt benene kunne bære hende, til at hun nu var her. I skoven, hvor solen hurtigere forsvandt væk - og efterlod alt i et nattemørke så smukt, alligevel så mystisk. Malia så sig tilbage, hun kunne gå tilbage til Aaron - og snakke med ham omkring det. Men hun følte sig ikke ligefrem stabil, og hun havde oplevet sin ustabile tilstand overfor ham en enkelt gang - og det var nok. Malia klemte øjnene sammen, og sommetider ønskede hun blot at have en anden evne - eller slet ingen. Den var frustrerende når man ikke anede, hvordan man skulle håndtere den. Og den mindede hende om, hvor vred og ked af det hun var inden i. Bagved alt det gode, bagved, Nate, Noah og Aaron - der var der kun mørke. Et mørke de ikke kendte til, og et mørke hun var bange for. Og selvom lyset var tændt, var hun også sikker på - at det snildt kunne blive blæst ud.

I samme tid med Malia prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol, så opfangede hendes evne nogle i nærheden. Ikke ligefrem fordi hun havde et supersyn eller noget - det var blot den kraftige følelse af forvirring. Det fik hende til at gå imod følelsenskilde, blot for at få et indblik i, hvem der var så forvirret - at det fyldte hele billedet af følelser. Malia trak sin daggert frem for at gøre klar, hvis der ville være behov for at forsvare sig.
"What the.." Hun fik øje på de brune øjne, og Malia havde aldrig nogensinde set brune øjne før - så det gjorde hende mere nysgerrig end anspændt.

Påklædning: Her

Det var slet ikke her han skulle have været. Godt nok havde det også undret ham en del - at hans simple vandretur var blevet til hvad der lignede en måned lang ferie på farten. Uden helt at vide hvor han bevægede sig hen. Et kort var noget han efterhånden havde forsøgt at få fingrene i. For han kunne tydeglivis ikke finde rundt i landet uden et - heller ikke selvom han flere gange havde fået hjælp fra folk - et lift fra andre, eller bare fuldt den mavefornemmelse han lige fik.
I det mindste var der smukt - og det var ikke fordi det galt liv eller død om hvor henne han befandt sig. Kubo var uundværlig på en undværlig måde - hvis det for andre end ham selv overhovedet gav mening. Han var efterhånden blevet sulten af at gå i rundkreds mellem træerne i skoven. Han var langt hjemme fra, så langt at så simpel en ting som at skaffe mad var meget mere kompliceret end egentlig meningen. Selvfølgelig var der masser af muligheder mellem træerne - især af forskellige dyr, men at tilberede kød her? Det var da ikke bare lige sådan at gøre. Desuden var det svært at slå noget ihjel når det kunne se ham i øjnene og skifte hans mening. Så indtil nu havde han levet af hvad han kunne finde uden puls. Som han også havde samlet en del af og gemte på i sin rygsæk.

Han var stoppet op et sted, kun fordi den sti han mente han havde fulgt havde nået sin ende og ledte ham til et dilemma om hvorvidt han skulle gå væk fra den guidede vej, eller finde sin vej tilbage til en større sti. Han rodede sig kort lidt i det mørke hår og lod blikket glide rundt. Varmen havde for længst opslugt hans sunde fornuft - det var ikke et klima han var vandt til at bevæge sig rundt i og det gjorde alting en smule mere defust.
Det gav kort et sæt i ham da en stemme lød - ikke at det var en stemme der sikkert bevidst havde forsøgt at gøre ham forskrækket - men det skete. Han regnede ikke med at der var andre her - men et eller andet sted var det også lidt en lettelse ikke at være alene længere.

Farven på kvindens øjne bekræftede Kubo i hvor han var endt op henne - det var ikke tit han stødte på folk fra den slægt. Dog faldt hans blik mod den kniv der også var med i selskabet fra den kvinde der kom imod ham. Hvilket var grunden til at han et øjeblik ikke sagde noget.
Alligevel var synet af kniven not til at slå gnistre og det satte en strømning af elektricitet gennem luften som zappede kniven ud af hånden på kvinden. Ikke andet end hvad der kunne gi et rap over fingrene. Kubo knyttede hurtigt sin hånd og hans udtryk forvandlede sig til noget meget undskyldende.
" I umm... I guess. That thiiiing is not really nessecary - I'm a harmless creature! I swear. " Sagde han og holdt sine hænder op. Okay han havde selv en kniv, men var ikke den perfekte til at bruge den. Han havde andre måder at beskytte sig på - også selvom det ikke altid var friviligt at de skete.

Hun forskrækkede ham, men det var ikke ligefrem medvilje - så hun gjorde ikke noget ved det. De grønne øjne hvilede neutralt imod knægten. Alligevel strammede hun grebet om sin daggert, der var ikke ligefrem noget der tydede på at han ville angribe - ingen negativ følelse som sådan. Et pludselig stød, fik hende til at slippe grebet om daggerten - gispe en overrasket over det. Malia tog sig til hånden og kneb irriteret brynene af dimsen foran hende.
I umm... I guess. That thiiiing is not really nessecary - I'm a harmless creature! I swear. Det irriterede blik ændrede sig til en anelse forvirret.
"That thing was if you were about to kill me genius. I'm not gonna hurt you, just to hurt you." Svarede hun ham og rullede let med øjnene.
"But don't you ever do that again.. or else.. I will." Brummede hun lettere advarende. En lyd og en følelse af vrede længere væk fra dem - fik hende til at fjerne blikket fra knægten.
"I hope you can defend yourself tho.. someone is coming - and they might be pissed." Sagde hun med en hviskende stemme, og samlede sin daggert op fra jorden. "Or we could run.. " Måske skulle hun snart stoppe med at tage hver eneste kamp hun så op - og vælge dem med omhu i stedet for. Hun greb ved Kubos hånd og trak ham med sig. Hele vejen til de var kommet på mere sikker grund - eller til Malia ikke ligefrem kunne føle de andre mere. Aaron ville sikkert takke hende for at komme hjem uden alt for mange skrammer. Men der var stadigvæk et par fra det tideligere slagsmål, men hey - det var hun ligeglad med lige nu.

Kubo rodede sig kort lidt i håret og skævede kort mod jorden, men så tilbage mod kvinden. " Beeeeetter safe than sorry right?.. " forsøgte han så lidt med - og selvfølgelig med et halv undskyldende men stadig kækt smil om læberne. Måske var det også en impulsiv handling, men som sagt - så bestemte han altså ikke altid helt hvad det var han gjorde når det kom til hans evne.
" Ooookay.. I'll try not to then. " Sagde han så bare. Det var ikke fordi lysten til at miste sit liv lige nu var specielt gennemtrængende så måske han bare skulle pakke sine hænder væk. Han lod kort blikket glide ned mod dem - men nåede så ikke længere med sin plan om at putte dem i lommerne, før kvinden havde snuppet hans ene hånd og de var på farten videre.
" Wait what? Who? Where? " Han lod blikket spejde tilbage over sin skulder fra hvor de netop havde stået - men rystede så bare lidt på hovedet. Håbede på det var sandt hvad hun sagde. Kubo var alt for naiv til at sætte et ordentligt spørgsmålstegn ved hvad der foregik omkring ham. Han skævede kort lidt mod kvindens hånd men lod så blikket flytte sig frem for at se hvor han satte sine fødder. At falde på næsen var måske ikke det bedste.

" You're really weird. " Sagde han så bare lidt og slap hendes hånd da de endelig sænkede farten og ikke længere hastede afsted. " Care to explain? " Spurgte han så lidt og kneb kort øjnene lidt sammen. Han gned kort sine hænder lidt mod hinanden, kun fordi bruget af sin egen evne gav en lidt stikkende fornemmelse i den håndflade som havde været i kontakt med kvinden. Det var ikke fordi det havde været nødvendigt eller fordi lysten til at snuppe hendes evne var der. Men vaner havde han fået sig gennem tiden og for at være ærlig var der intet mere interessant end at finde ud af hvad folks evner var - heller ikke selvom de til tider var modbydelige. Måske var det bare knap så smart når der ikke var andre til steder han kunne slippe af med evnen på.
Han skævede kort lidt rundt men rynkede så panden lidt. " Are you okay? " spurgte han så bare lidt - en smule malplaceret spørgsmål midt i det hele men det var der ikke noget at gøre ved. Første indskydelse. Hans krop og sind forsøgte at spille de rigtige kort og finde ud af den evne den var blevet givet - men det var ærligt en smule mere forvirrende end normalt.

Beeeeetter safe than sorry right? Malia kneb øjnene, men på sin vis havde knægten alligevel ret.
"Great advise.. next time I just throw the knife into your skull. Better save then sorry." Et lettere sarkastisk smil sneg sig op på hendes læber, hvorefter hun rullede let med øjnene. Normalt var hun ikke kæbhøj, men hun kunne ikke rigtig styre den impuls lige nu. Som hun løb afsted med ham til de var i sikkerhed. You're really weird. Let rystede hun på hovedet og så tilbage på ham. Hun kunne mærke en underlig følelse fra sig selv. Men prøvede at skubbe den til side.
"I'm not weird.. you are." Det var en latterlig kommentar, men hun havde ikke ligefrem følelsen til at finde på noget. Hun kunne mærke en lettelse. Care to explain? Stemmen lød som et ekko i hendes hoved lige nu. Malia åndede lavt lettet op imens en tåre gled henover hendes ene kind. Anstrengelserne ved de følelser som pressede på hendes egne og andres - gav slip. Hun kunne ikke mærke presset længere, eller den konstante kamp om, hvordan hun selv havde det. Det var mere neutralt nu. Stormen havde lagt sig, og hun slog øjnene op - de var anderledes end før. Der var så stille. En stilhed hun havde glemt fandtes.
"How.. how did you do that?" Spurgte hun svagt, efterfulgt af hans næste spørgsmål; Are you okay? Lettere forvirret over spørgsmålet. Hvor længe siden var det nogle havde spurgte hende omkring det? Hun var ikke skadet, så der var ingen åbenlys grund til at spørge hende om det. Mørket trak sig frem i hende, og ikke ligefrem fordi, at hun havde nogen grund - eller måske havde hun den perfekte grund.

Alt det familien Underwood havde udsat hende for, havde ødelagt meget ved hende. Taget ting fra hende, muligheder - følelser. Efterladt hende ustabil nu, hvor hun var fri. Hun anede ikke, hvordan hun skulle fungere uden Aaron, Nate og Noah. Hvis hun så bagved den glæde de bragte i hende - havde hun intet andet end mørket. En stor frygt for at blive efterladt og være alene. Frygt og paranoia - vrede, sorg..
"Noo.." Indrømmede hun hviskende, hvorfor hun indrømmede det - anede hun ikke. Det virkede bare lettere at fortælle en fremmed, at man ikke var okay end - at skulle give Aaron dårlig samvittighed. Malia regnede ikke med denne fremmed ville forstå hende, eller specielt hendes følelser. Lige nu virkede de dog ikke så kraftige, at hun kunne drukne i dem - og hun kunne heller ikke læse den fremmede lige nu - hvilket var underligt. Malia tørrede tåren væk da hun opdagede den og tog en dyb indånding. "Why would you even ask me that?" Spurgte hun lettere tøvende.

Havde Kubo været forvirret inden hun mødte denne kvinde - var det kun blevet endnu værre. Hendes evne var forvirrende, eller også var det fordi han var forvirret over hvad den egentlig gjorde og af den grund så bare gjorde det hele meget værre. Han lod blikket hvile på hende før han så bare rystede lidt på hovedet. " How did I do what? I don't know - it just... kinda happens sometimes. Everytime. " Sagde han så bare og rynkede kort næsen en smule.
At fokusere på hendes svar til hans egentlige spørgsmål var ikke nemt. Det var som om hans hoved og krop blev spændt sammen i en klemme af forskellige følelser, nogle stærkere end andre og grunden der lå bag dem var som et sort hul.
" I just kinda got the feeling that you weren't okay.. " Sagde han så bare lidt og rettede blikket mod hendes ansigt. Han havde haft ret - men hvorfor havde han kunne mærke det? Det var jo ikke ligefrem fordi hun før ikke havde set ud som om hun kunne være helt okay. Det var først da han havde spurgt at det også blev tydeligt udadtil.

Hans egen frustration slog ham ud af kurs, den stak indvendig sammen med de følelser han kunne mærke at kvinden foran sig stod med. En lettelse som virkede fjern i alt det andet, som gjorde sit for at blive hørt. Han lod så blikket flakke rundt mellem træerne, søgende. Han vidste ikke hvor det kom fra eller hvorfor det kom men det var der. " I need to sit down.. " mumlede han så bare kort og rynkede panden før han kort rodede sig lidt i det mørke hår. Han havde slet ikke behøvet spørge - det var tydeligt. Han lod sig dumpe ned at sidde op af et træ med blikket rettet et øjeblik ud i luften. Det søgte dog kort efter lidt ned mod hans hænder. Han havde allerede nu fortrudt at have taget hendes evne. En ting var når det var noget godt man fik fingrene i, men dette var langt fra sådan et tilfælde - det var frustrerende, så frustrerende at han ikke engang kunne koncentrere sig om at spørge indtil hvor det hele stammede fra. Fæl evne. En ting han kunne have ondt af hende over - endnu en følelse til systemet som kunne rive alt ned fra hylderne.

" I'm sorry.. I want to ask you about whats going on.. but.. How do you.. " Han rettede blikket op mod kvinden men rystede så bare lidt på hovedet. " How do you put things apart. " mumlede han så bare lidt spørgende før han rynkede panden en smule. Det hele var alt for meget på en gang. Og de var endnu kun to mennesker i selskabet. Hvad ville der ikke ske hvis der pludselig var flere individer at tage stilling til. Bare tanken gav hovedpine.

Det føltes underligt, anderledes. Malia var ikke van til dette, denne lettelse - som om den store sten til hendes fortvivelse og problemer lige var blevet fjernet. Så var hun ligeglad med om han havde fjernet den i lidt tid eller forevigt - bare denne lettelse var nok for hende. Så var det også en anden ting, at mærke på sig selv, hvad der virkelig var galt. Hun forstod sine egne følelser en anelse bedre. Malia valgte dog alligevel at sætte sine egne behov til side, også selvom hun ikke længere kunne føle følelserne, kunne hun se på ham - hvordan han blev påvirket. Det var som om at læringen over disse følelser stadigvæk var kodet ind, og hun kunne se på ham han var frustreret. Måske havde han ikke engang fjernet den fra hende, måske havde han blot lånt den. Og hun huskede selv da den for alvor slog sig ind på hende. Ingen havde forstået hendes pludselige vrede, og ingen kunne kontrollere det kaos hun havde skabt. Det havde været voldsomt, og alligevel havde det været hende der måtte undskylde - for ingen forstod den følelse hun havde haft. Malia så ham an, og sank en klump. I need to sit down.. Let kneb hun øjnene og blev nu faktisk bekymret - ikke et karaktertræk som normalt lå til hende overfor fremmede.
"Are you okay?" Spurgte hun en anelse svagt. Som han dumpede ned ved et træ, fulgte hun forsigtigt efter ham, for at sætte sig ved hans side. I'm sorry.. I want to ask you about whats going on.. but.. How do you.. Malia sank endnu en klump. How do you put things apart. Hendes næste åndedrag var en smule rystende, som om hun søgte efter et svar - et svar på et spørgsmål hun aldrig havde fået stillet.
"I don't.. " Svarede hun hviskende. "It's very new to me.. emotions all over the place.. but the first rule.. remember to breathe." Tilføjede hun og vippede hovedet let på skrå.
"Nothing is hiding away from you. Every emotion is more extreme to you.. and you are the only one who knows it. Not many people understand this." Malia var ærlig lige nu, og hun mente det. Evnen var frygtelig fæl sommetider, ekstrem over i noget der kunne knække hende til det negative - hvis hun ikke passede på. Malia så ham i øjnene, og pludselig gik det op for hende - at lige nu sad han med hendes evne. Lige nu var han igennem det hun bøvlede med hver eneste dag. Han fik en forståelse på en vinkel, som ingen andre var i stand til at forstille sig.

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt over situationen. Det var både komisk og dumt - og på mange slet ikke rart. Måske var det at grine bare en af Kubos måder at reagere når det kom til så mange indtryk og følelser på en gang. Især når halvdelen af det ikke var hans egne men stadig til stede og satte sig på tilstedeværelsen.
Han rystede så bare kort lidt på hovedet. Men rettede sig så kort lidt op - blev dog siddende på jorden. At være på benene var en koncentrations øvelse i sig selv og det magtede han ikke at kæmpe med lige nu. Han tog en dyb indånding som respons på hvad hun sagde - men sendte hende så bare et halv skævt smil.
" I think I fine - not great, but fine.. What about you? I guess you're the reason for every other feeling than confussion right now." Sagde han så lidt og sendte hende et skævt smil. Han forsøgte ikke at fokusere på det, men det var nær umuligt og hver gang han fik vendte den blinde side til et øjeblik dukkede noget nyt op.

Han holdt blikket mod hende et lille øjeblik og lyttede til hvad hun sagde. Så hun havde det sådan her hele tiden? Det måtte være ulideligt. " Well.. Tough one. 'Cause to be honest, I have no idea whats going on and I think I'm in the middle of it.. " Sagde han så lidt - og hvis det var tilfældet, så kunne det umuligt være let for folk der ikke havde prøvet det at forstå det. Men selvfølgelig, det fik ikke den der var i det til at føle det bedre. Lige som folk der ikke forstod sorg hvis de aldrig havde været i det - forelskelse, hvis de aldrig havde været i det.
" Pathetic huh? I mean, me stealing your power and now I'm the one near sobbing on the ground. " Han rystede kort lidt på hovedet, dog uden at smilet forsvandt fra hans læber. Det var ironisk. " I guess that is what they call karma.. " Han trak kort lidt på den ene skulder men rynkede så kort næsen lidt. Han knyttede kort sin ene hånd lidt da hans egen evne rørte på sig. Og på et øjeblik var han fanget i en ond cirkel. Nervøsiteten omkring at miste kontrollen over sin egen evne, gjorde præcis at den følelse overmandede den smule kontrol han havde og det blev meget sværere ikke at lade den springe fri.
" And how do you calm... Everything down? " Spurgte han så, efter at have stirret på sin ene hånd et stykke tid. Hans blik flakkede op og mødte hendes. At mærke hvad hun følte omkring tingene gjorde intet bedre - både godt og skidt påvirkede.

think I fine - not great, but fine.. What about you? I guess you're the reason for every other feeling than confussion right now. Let fnøs hun med et kort grin. Dog kun ganske kort, for hun forstod det ikke var sjovt - men hun måtte indrømme at det føltes på sin vis godt, at nogle kendte til hendes måde at være på - og ikke mindst hvorfor.
"I might be. I'm a mess.. aren't I?" Spurgte hun så lettere tøvende, og måske en anelse bekymret for sig selv. For hun kunne jo også føle det til hverdag. Det var hårdt at holde inde, og alligevel gik hun med det fordi hun var bange for det. Well.. Tough one. 'Cause to be honest, I have no idea whats going on and I think I'm in the middle of it.. Malia kneb brynene en anelse, som hun faktisk nåede til en følelse af hun ønskede at hjælpe ham med det. For hun kendte trods alt til sin evne, og vidste hvor overvældende den havde lavet kaos i livet for hende så mange gange. Det var svært for andre at sætte sig ind i det, for på samme tid havde hun mange mørke oplevelser på sig, som var skabt til det mørke i hende.
"Breathe. Just breathe." Forslog hun og tog ikke sine grønne øjne væk fra ham. For hun kunne se han var frustreret. Det var nok den følelse hun kendte bedst til selv. Pathetic huh? I mean, me stealing your power and now I'm the one near sobbing on the ground.- I guess that is what they call karma.. Måske var det dette karma.. måske var det ikke? Lige nu var det også lige meget.
"To me.. it might be the best thing happened in a while." Indrømmede hun med en lille grimasse - hvorefter hun vendte opmærksomheden mod ham igen.

And how do you calm... Everything down? Malia tog en dyb indånding og så på ham. Så kom hun i tanke om et råd eller mere en ting hun faktisk havde lært.
"Wanna know a secret I learned.. the thing about control.. it's overrated. The emotions wont go away just because you tell them to." Sagde hun og kneb øjnene en anelse. "You just have to find an anchor. Find something that makes you feel something good.. a person.. a place.. a thing.. Anything really." Tilføjede hun og prøvede virkelig alt for at hjælpe - men det var virkelig ikke hendes bedst trænede karaktertræk.
"It's extreme.. I know. But try to close your eyes.. and focus on the tree behind us. When you can find it in your head.. you can feel that to. You can feel everything."