Night of Songs and High Tales! [Malou]

"Aaaa-" Den festlige tone blev holdt i spændingen af en tydeligt fordrukken mand der nu stod på en stol; med et krus hævet i vejret. Nogle dråber blev selvfølgelig spildt som han forsøgte at holde balancen... Men han var nu næppe den eneste på kroen der ikke kunne holde på sin alkohol. En sang var tydeligvis undervejs! Og de der sad manden nærmest, sad i en næsten vejrholdt spænding med blikket vendt mod ham... "- Water Hag and Woodland Witch bumped each other's tails!" ... "A Firemouth then jumped the ditch, and blew them both to HELL!" Ved det sidste ord sang resten med, og flere krus blev hævet i vejret. Indtil videre var den festlige stemning af Den Hylende Ørn et spejlvendt billede af den ellers kaotiske tid, i hvilken Highview City befandt sig for tiden. Med slagsmål og demonstrationer på den åbne gade; hvem havde så tid og lyst til  det samme herinde? Stilhed var i hvert fald ikke en del af planen; da folk omkring den syngende mand pludselig røstede op i deres egne sangstemmer, og sang i kor. "Hooold on! Blabbermouth! Tell another tale!" Skjalden stående på stolen, tog så et ekstra skridt op på et bord - til en blandet tilfredshed for de der sad ved bordet - og hævede atter sit krus, efter tørstigt at have taget en slurk. "Aaaaan-" Atter blev tonen holdt, og atter sad de deltagende ved deres borde og på deres bænke - spændt på at høre hvad der ellers skulle komme. De vidste det dog godt.. Da sangen der blev sunget; var en sang fra den sidste krig. Som da var blevet sunget af almene og slidte soldater. "- Awful lot you want of me, and who am I to fail!?" ... "A poor little Griffin-boy who drowns himself in ALE!" Den festlige larm af den ensomme stemme blev snart fuldt af et fordrukkent kor, samt hænder og knæ der blev banket mod bordplader og stole.
Imens det muntre folk fortsatte deres muntre sang, måtte Byron skynde sig og tage fat i sit krus; inden skjalden der vandrede på bordene sparkede til den. Byron sang ikke ligefrem med, men han trampede dog i gulvet med de andre, imens et lille smil hvilede over hans mundvig. Highview City var måske ikke ligefrem en hyggelig by at være i for tiden - med alt hvad der foregik imellem de to slægter - men lige nu ønskede han ikke at være noget andet sted. Så mange fine steder og så mange regler hist og her. Alt imens han som regel foretrak steder befolket af tvivlsomme typer. Han var kommet i denne kro i efterhånden en del år. For at fylde sig med stærke sager, og dele fortællinger med de få mennesker han kendte fra nær og fjern. Han var klædt som han plejede. I sin ikoniske Hex-robe og kappe der dækkede det meste af hans krop og andet tøj han ellers skulle bære. Med sine høje ridestøvler, og læderhandsker. Han var ikke just... ædru. Han behøvede måske ikke at drikke overhoved, men når der endelig var noget at drikke, skulle det da også helst være noget stærkt alkohol. Imens larmen fortsatte omkring dem, med den muntre sang der fortsatte fra skjalden der hoppede fra bord til bord; sad Byron blot ved et bord med nogle venner og kammerater - alt imens han lidt af vane holdte øje med sine omgivelser.

//Det gør absolut ingenting (://

Hvis man kendte dette sted godt nok, ville man nok gå i troen om at denne sang og dette festlige humør; blot var stilheden før stormen. Og dertil ville man nok heller ikke være helt forkert i sin overbevisning. Stemningen var altid presset i denne kro, og det var meget sjældent at en nat kunne passere uden hverken små såvel som store voldelige konfrontationer. Derfor var ekstreme modvægte, så og sige, også nødvendige for at holde freden. Aftenens modvægt kom i form af den festlige skjald der havde lagt vejen forbi kroen; og skænkede dets folk og tørstige gæster en sang og lidt af et show. Det ville være en skam at kalde Byron for en sanger, eller nogen form for festabe, i en hvilken som helst grad. Men han var bestemt ikke hævet over at indtage stærke såvel som store mængder alkohol, eller lade sig selv følge strømmen af narrestreger og gode idéer i rusen. Han var måske endda ung ifølge nogen, men han havde et vælg af skøre og sjove fortællinger at fortælle fra sine mange episoder med flasken for munden. Også selvom det nok sjældent var nogle fortællinger man ville kunne få hevet ud af ham.
Imens skjalden på bordene fortsatte sin muntre sang, og mange af gæsterne fortsat skålede, skrålede, og hamrede med; sad Byron endnu blot og nød den svage summen der var begyndt at falde over ham. Iblandt de mange ting han lagde mærke til omkring sig; var der knapt så diskrete kys og tag imellem et par mænd og kvinder, drinks der blev spildt og utilfredse mennesker - såvel som en ung kvinde der stod ved døren. Eller nok nærmere pige, ville han tro. Hun måtte være blevet tiltrukket af sangen og den hygsommelige larm.. Eller måske blot fundet ly? Byron rynkede sine bryn en smule ved synet af hende, men valgte som altid ikke at lade sig involvere i andre folks ærinder eller daglige gøremål. Enhver Hex gjorde optimalt altid hvad der var muligt, for ikke at blande sig i andre menneskers liv. En traditionel tanke der kom med deres generelle neutralitet. Med hans stand i Konklaven, var der i teorien ingen i Red Hawk med magt eller autoritet over ham. Ligesom at han ikke havde nogen særlig magt eller autoritet over nogen udenfor Konklaven... bortset fra hans omdømme såvel som omdømmet af hans Orden.

Sangen, larmen... Alt sammen fortsatte omkring Byron, imens han selv blot sad roligt. Måske var han bare en kedelig type, men han var ikke just typen der dansede på bordene som den mand der endnu sang den lange vise for kroens gæster. Ej heller var han den mest larmende personlighed. Det kunne trods alt være risikabelt at tale når man var beruset. Og givet hvilken betydning og vægt Byron altid lagde i sine egne og andres ord; var han blot ikke altid tryg ved at åbne sin mund for meget når han var påvirket. Det blev desuden altid til noget alt for direkte og pragmatisk snak, når han gjorde således. Noget der ville gøre underværker i hans eget hjem, men nok sjældent et temperament til sproget mange andre ville kunne forstå eller tolerere. Så Byron nøjedes blot med at synke en smule ned i sine vanesager... at betragte og holde trit med sine omgivelser. Vanen for altid at vide hvad der foregik omkring ham, hvor mange der var omkring ham, og enhver anden lille detalje.
En detalje Byron dog ikke syntes at kunne placere; var pigen der nu nærmede sig bordet hvorved han selv sad. Hun virkede malplaceret herinde. Bestemt ikke alle mænd og vinder i denne kro var af nobel herkomst, eller særligt pænt klædte. Og ej heller virkede hun til at være særdeles ubehagelig af hverken udseende eller beklædning. Men... det slog ham dog at hun enten slet ikke hørte til et sted som dette; eller at hun passede perfekt. Noget tiden åbenbart ville vise. Byron rynkede sine bryn da pigen spurgte til en plads ved bordet. To andre mænd ved samme bord fangede også spørgsmålet, så de lod deres blikke flakke lidt mellem Byron og pigen. Alt sammen indtil Byrons let rynkede øjenbryn forvandledes et venligt smil og imødekommende mine. Så venligt og imødekommende som Byron nu ellers kunne. Byron sad længst ude ad den ene side af bordet, ved kanten. Overfor ham, sad en mand, og ved siden af ham, sad en anden mand. Allerede inden Byron havde givet et svar til pigen, var beslutningen blevet taget - og han strakte sit lange ben under bordet; for så at give et spark til den klart fordrukne mand der sad overfor ham. "Come on.." ... "Give this girl your chair!" Den fordukne mand reagerede ikke lige med det samme, så med de sidste par ord, hævede Byron sin stemme en anelse.
Reaktionen var næsten... komisk. Den fordrukne mand blev revet ud af sine dagdrømmerier. Blot for lydigt at gøre som der var blevet sagt. Nærmest som om han gik i søvne, og egentlig bare fulgte de ord han havde hørt. Så den fordrukne mand rejste sig op, en smule vaklende, hev stolen væk fra bordet, og om til bordenden. Nu da stolen ikke havde en ejermand, og den fordrukne mand næsten snublede på sin vej ud til toiletterne; nåede Byron lige at smile bredere imens manden der sad ved siden af ham næsten var ved at dø af grin. Byron gav tegn til stolen for bordenden. "Take a seat." Byron så absolut ingen årsag til at være særligt mistroisk eller fjendtlig overfor pigen. Og valgte derfor selvfølgelig at gengælde hendes høflige tone, med en smule høflighed af hans egen.

((Sorry det korte svar :/ ))

"You might want to leave some time before people get violent." .. "But you're welcome here, with us." Fik han svaret hende da hun havde fået sig sat til rette. hans tone var som altid rolig, men manglede dog sit typisk fattede mæling, nu hvor han jo trods alt var en smule beruset. Ingen andre ved bordet syntes at have nogen interesse i den unge dame, og syntes til gengæld langt mere interesserede i de mere voksne og langt mere udfordrende klædte kvinder omkring dem. Dog havde Byron ikke travlt med det ene eller det andet, så hans opmærksomhed var nu godt rettet mod Malou.
Byron var på mange måder... heldig. Hans livslange træning havde hærdet hans sind overfor verdens og livets udfordringer; og selv hans krop var overnaturligt egnet til overlevelse og vedligeholdelse. Han behøvede ikke mad eller drikke, så ville aldrig være nødt til at tigge. Han behøvede ingen søvn eller læ, så at søge ly var kun sjældent en faktor han skulle medregne i sin dagligdag. Så da hun spurgte til noget mad, rynkede han sine bryn kun et kort øjeblik. Der var ingen tøven at ane hos ham; idet han rakte ind under den sorte tykke robe. Og efter blot nogle få sekunder, lagde han nogle mønter på bordet foran hende. "Here" ... "Buy yourself something to eat and drink at the counter." Og et lille nik blev sendt mod den lange bardisk. "They can't cook a chicken here, even if their lives depended on it. But the soup is pretty decent. It'll keep you warm." Selvfølgelig havde han ikke en flødekage til at hvile inde i roben. Men penge havde han da. Og han kunne sagtens undvære. Så i hans gestus lå der lidt dét at hun ikke behøvede at spille høflig og takke nej. Desuden... hvis hun virkelig ikke havde noget, måtte det vel være blot en smule tilfredsstillende for hende at kunne bestille og betale sin egen mad som andre mennesker.

(( Out iquess? ))