◇ I am not scared! Only human.. (Loki)

Selv gaderne i sin egen by kunne være et skræmmende sted når man ikke havde oplevet dem før. Selvfølgelig var verden ikke helt ukendt, men at læse bøger omkring den og høre fortællinger fra folk i den del af byen man havde opholdt sig de sidste seksten år. Det var ikke nok, og slet ikke når man pludselig blev udsat for at verdenens knap så venlige side. Man kunne hurtigt se sig blindt på situationen udenfor byens trykke mure, men ligefrem at skulle være på vagt for sine egne? Det var ikke noget Milo nogensinde havde set forudset.
Men skylden lå på hans egne skuldre. Han havde bevæget sig længere væk hjemmefra end han plejede, og var stødt ind i en ung mand som tydeligt i forvejen havde været i et humør der ikke var til at spøge med. Den korte kontakt mellem ham og Milo, havde desværre allerede der slået Milo evne i omdrejninger og sendt en kulde gysende følelse igennem begge de to personers kroppe. Milo som vidste hvad der betød - havde skyndt sig videre ned af gaden.

Egentlig havde planen været en længere gå tur rundt omkring i området - men planen var blevet ændret med et, da det gik op for ham at manden fra tidligere ikke lod ham slippe med bare at smutte. Heldigvis var Milo kommet forbi en kroen og havde snuppet muligheden for et gemmested et øjeblik og var trådt ind af døren. Hurtigt lod han blikket spejde rundt efter det bedste sted at falde ind i mængden og så baren som det oplagte sted, så kunne han bare håbe på at han kunne blive her for en tid også skynde sig hjem senere. Luften herinde var dog trang og uden at være vant til det, kunne han næsten forudse hvor dunkende en hovedpine det ville føre til senere. Men han måtte bide det i sig, det var vel hvad normale folk gjorde - de så hvert fald ud til at hygge sig gevaldigt. Støj niveauet kom da hvert fald ikke fra råben over en slåskamp, nej det var høje samtaler - fyldt med latter og dårlige jokes.

Han lænede sig lidt mod kanten af barbordet - indtil han blev prikket på skulderen og spurgt om han skulle have noget at drikke. Hans første indskydelse var et glas vand, så det var hvad der røg ud over hans læber. Det ville ikke være dårligt med noget at slukke tørsten og nerverne med. Dog var det slet ikke vand der blev stillet foran ham på bordet, tværtimod et stort krus øl. Han kneb kort øjnene lidt sammen - var det hvad man kaldte vand på en kro? Tydeligvis.
Dog røg hans fokus mod indgangen til kroen da en skikkelse trådte gennem døren. En han tidligere havde set og forsøgt at komme væk fra lige siden. Milo vidste ikke præcis hvad hans evne havde udsat manden for, men glad så han ikke ud - og det samme galt den lille gruppe af mænd han havde i hælene. En underlig ting, taget i betragtning af at Milo ikke lige frem var en stak muskler så det krævede ikke mange kræfter at få ham ned med nakken. Men selvfølgelig, hvis de mistænkte at der var mere i hans evne end der var - var det vel godt med nogle ekstra hænder.

beklædning: kamp støvler i brun læder, grå uld bukser, med et bælte, med en uld trøje over kroppen, lang ærmet, forude en grå uld hue, og tørklæde for ansigtet, så man kun lige akkurat kan skimpe de grå mattedet øjne.

ting han har med: sin jagt lignene dolk i sin støvle, en viking lignene kamp økse i bæltet, forude en fløjte i en pose.

Loki var kommet til The Oikans by meget imod sin vilje, da han ikke havde latterlig mange positive minder om stedet, men det kunne ændre sig, han vidste det ikke, han var dog vandret igennem landskabet, sammen med en gruppe rejsende, som han var en form for karavane vagt for, en blanding af slægtløse, semi-slæger og hybrider, som ville handle med Oikans vare, og havde brug for noget muscle, så de havde været i The Underground, og han var taget med, mod betaling dog, for først at finde ud af hvor han skulle hen, efter de var rejst, og nogle af vagterne brød sig ikke om det, specielt ikke Loki, men han tog det cozy, han fik mad og drikke af dem, så han brokkede sig ikke, just.

Loki var derfor kommet til Springheat City, for at modtage sin betaling da de ankom til deres varehus, og han havde takket for pengene, for at tage afsted, og ud og udforske Springheat City, dog undgik han konflikt, trods de fleste ville mene han var konflikt i sig selv, som han gik rundt i sit tøj, med hænderne i lommerne, selv med hans 188 cm, og omkring 100 kilo muskler og kamp ar på kroppen, hvilket var grunden til han gemte sig som han gjorde, hvilket fik folk til og undgå ham også, men det generedet ham nu ikke rigtigt.

dog kom han til sidst til kroen den flyvende flamme, og det lød sku lovende, og han gik ind, for at sætte sig i baren, lægge de muskeløse arme på bardisken, og bede om et krus lokalt øl, som blev kaldt IldMalt, og han tog en tår af det, for og smaske tilfreds, og bestilte et måltid mad, for og spise, og drikke af sin øl, han skævedet til en ung, lille knægt med ild øjne, en Oikans, da kom ind, som gik i baren, han vidste hvor alle var, og knægten var ikke en undtagelse, selv om knægten virkede en smule på nerverne, han trak på skuldrene ikke han's problem, og han tog en stor slurk af sin stærke øl, med smag af honning, og god humle, for at spise mere af sin mad, dog kom der så flere ind, en lille gruppe mænd, som bevidst bevægedet sig imod den unge Oikans, som de til sidst fik spottet, Loki ville se hvad da skete, men lovedet sig selv ikke og blande sig, men kendte han sig selv, skulle han hjælpe knægten, trods han var en Oikans, dog ventedet han lidt, for og se hvad da skete, og så kunne han spise og drikke færdig.

" Hey! You.. Boy! " Lød det fra den unge mand i det han trådte frem og hev fat i Milo - lige som han skulle til at tage en tår af sin øl. Han nåede da også kun lige at stille den, så det ikke væltede over kanterne med det flydende indhold. " Don't touch me! " Lød det en smule mere aggressivt fra Milo end han egentlig havde haft planer om. Han rev sin arm til sig, men ikke før den unge mand i forvejen havde sluppet igen, hvilket fik Milo til at tumle et par skridt tilbage for at dumpe ind i barbordet og en anden mand måtte rammes med en arm som skød et krus med øl på gulvet.
" I... I... I am so so so so! sorry..! " Sagde han hurtigt og forsøgte at rede kruset - øllen, men det var vidst rimelig meget for sent. Det var over det hele og kruset var knust på gulvet på den modsatte side af bordet. Milo rystede kort lidt på hovedet, det var slet ikke sådan han havde tænkt sig tingene skulle forløbe - men de gjorde som alligevel aldrig helt som han gerne ville.

Uheldigvis var det ikke det eneste uheld der havde tænkt sig at sprede sig over ham - eller de andre på kroen på nuværende tidspunkt. Manden hvis øl var endt på gulvet, havde desværre været ude for et øjebliks kontakt med Milo - et øjeblik for meget, og havde bragt et skræmmende udtryk hen over hans ansigt - mandens hænder havde bragt sig selv op omkring hans hals og han trådte skræmt tilbage for sine egne hænder, selvom de havde et stramt greb om hans hals som ikke virkede til at ville lystre hans ordre om at fjerne dem. Kort sagt, var manden ved at kvæle sig selv.
" Ahrg... God dammit..! " Bed Milo af sig selv før han gemte sine hænder væk bag sin ryg og rettede blikket mod ham fyren som i sidste ende var lidt skyld i det. Han skulle ikke have været kommet her. Milo forsøgte så bare at snog sig udenom - komme ud af kroen og hjem. Det nyttede ikke at blive her, alt ville kun gå ned af bakke fra nu og det kunne han helt sikkert ikke holde til. Så meget for at komme ud af hjemmet.
" Hey.. We're not done with you! " Lød det fra den fyr fra før - Han greb fat i Milo og skubbede ham tilbage fra hvor han ellers havde stået et par sekunder. Tydeligt med en truende attitude, tydeligt ikke med planer om faktisk at lade Milo smutte ud. Dumt sted at skabe kaos. Men måske et godt tidspunkt, for de fleste andre havde fokus mod manden hvis selv-kvælning havde taget til og gjort ham helt blå i ansigtet. Milo kunne bare krydse fingre for at han faktisk overlevede. Uheldigvis vidste han ikke hvor længe hans evne havde valgt at lade den mand lide.

" I really g-gotta go.. I am so sorry about whatever I did that made you angry.. But I have to go. I really have to go - right now. " Sagde han så bare og bed sig i læben. Milo var ikke en slagsbror. Det lå simpelt ikke til ham - ikke at han ikke kunne, men hvis han endelig gjorde så var det alligevel ikke med den vildeste styrke. Med arme som tændstikker og hans lille statur - nej. Det var ikke der han havde heldet med sig heller.
" No you don't.. Not without an explanation! And your head on a stick.. " Hvæste han før han få sekunder efter sendte en knytnæve mod Milos ansigt, som ramte ham i et pletskud ved kæben og sendte ham bag over. Heldigvis ikke helt i gulvet da Milo blev reddet af en stol. Han kom kort med en brummende smertefuld lød og tog sig til kæben. Et øjeblik slet ikke i stand til at svare på hvad der var blevet sagt. Det var først nu andre på kroen opfattede at der faktisk var andet i gære end den halvdøde mand med hænderne om sin hals.

Loki vidste han burde blande sig uden om, og al sund fornuft vad ham blande sig uden om, han fulgte dog med i hvad da skete, imens han spiste og drak uanfægtet, han's skarpe blik undgik dog ikke noget, så hver en detalje, som han tog til sig, imens han overvejede situationen, han bemærkede Oikans knægten, tumledet bagover, i en fjollet bevægelse, så han røg bagud, forude væltedet en øl, hvis han havde været fuld, havde det været vældig morsomt, knægten var ved st blive overfaldet, hvor efter han spiste det sidste af sin mad, og tømte sit krus for øl, for og kigge videre, da knægten så også prøvede og gribe et krus med øl, så krus blev knust med et plang af porcelæn og ler, imens han selv lagde mønter på bordet, for og betale kromutter for mad og drikke, da han ikke regnedet med og komme tilbage lige forløblig, han takkedet hende, for og rejse sig op.

Loki havde bemærket den korte kontakt mellem manden og oikans drengen, hvilket fik manden gil og kvæle sig selv, hvilket Loki fandt dybt besynderligt, en kvæler evne? Selvskade evne? Da kunne være mange forklaringer, hvor efter han ville lægge lidt extra mønter til kromutter, da han sagde han nok endte med og ødelægge nogle ting instedet, hvor på han ville tage sin trøje af, så hans overarme kom til syne, da svulmedet af hårde fysiske muskler, hvor på Loki gik over imod manden da tog kvæler tag på sig selv, for og forsøge og få manden til og stoppe, så hans 188 cm, og knap 100 kilo dundredet igennem kroen, han vidste ikke om han kunne få mandens hånder væk, men hvis han kunne, så ville han nok have reddet mandens liv, og hvis Oikan knægten så på ham, ville han ik ku se ansigtet, for en grå hue og et gråt tørklæde for ansigtet, imens en slave tattovering på armen, var tydelig, en Oikan slave, kriger og elsker slave, dog var han bare en af de hårde typer, som mange ar på armene var bevis på, imens viking øksen hang i bæltet, og en jæger dolk stak op af støvlen, og de grå tomme øjne, da stirredet ud igennem sprækkerne imellem hue og maske, da vidnede om en kold, og hård brutal mand, for til sidst at stoppe med og redde manden da kvalte sig selv, om han havde fået ham fri eller ej, vidste han ikke, for og vende sig om imod Oikan knægten, og den lille gruppe unge mænd, han lyttedet til dem, for og stille sig op til dem, og til sidst sige.

"Why don't you pick a fight with one of youre own size?"

Loki var den største af dem, og han bevægedet roligt benene, klar til kamp, han lyttedet til dem igen, Oikan knægten lignede ikke den voldsommeste slagsbror, hvilket nok ikke var særlig heldigt, da han havde rodet sig ud i noget værre lort med disse folk, men da den unge leder slog Oikan knægten, ramte Loki's knystnæve den unge ballade magers ansigt, med hele Loki's mange års erfaring, forude 100 kilo krops vægt, lige på siden af hovedet, så han røg omkuld med et plask af hud imod hud, da nok sku give hovedpine når han vågnede, og da gik det løst.
To af de andre ballademagere sprang på Loki og Oikan knægten, hvor på Loki side steppede til side, for og kick sparke den ene med frontal tryk direkte i siden, og så gribe den andens ben, og slå ham i ansigtet med to jab og en uppe cut, og greb så den første da var blevet sparket, for og kaste ham ned i et bord så bordet blev smadret.
Endnu en var hoppet ind i kampen, for og hamre en stol i ryggen på Loki, så han vakledet, dog tog han fat om nakken på den person, for og presse ham ned og så hamre sit knæ op i ansigtet på den unge bølle gentagne gange.

Kampen fortsatte, om Oikan knægten var med, var op til ham selv, men Loki forsvaredet ham tydeligtvis, imens han uddelte øretæver, og selv fik rappet sig nogle, imens volden fortsatte, for til sidst kun at have deres leder tilbage, som Loki slog i maven med en low dry slag, ved og gå på knæ, og støde frontalt med nogle hurtige hårde slag, og så svinge foden ind i siden på lederen, så han blev slået omkuld, for at Loki rettedet sig op, og greb fat i lederen, for og stikke ham en lussing, da nok sku få hans mor til og have ondt en uge efter, hvorpå Loki ville sige fjendeligt.

"Okay, din bisse, sig undskyld til oikan knægten, og så sender jeg dig ikke på skadestuen med mere alvorlige skader end du allerede har"

Loki's greb om bissen var ikke mildt, og det ville være tydeligt for enhver, at hvis Loki strammedet sit greb mere, så ville ham brække skulderen på bisse lederen, selv om Loki selv havde fået nogle slag, virkede han ualmindelig klar imhovedet, hvilket kom af mange års erfaring i kamp, og hvis bissen sagde undskyld, ville Loki slippe ham, og hvis ikke, så ville han holde hvad han lovede, og en knasende lyd af knogler da brækkede, ville fylde rummet, da Loki ville brække hans skulder.

Manden overlevede til Milos lettelse, han ville ikke kunne holde til også at blive beskyldt for at have slået en mand ihjel - heller ikke selvom det var et uheld, han var omvandrende uheld, hvad ville det ikke ende med? Det var det første Milo nåede at opfatte da han lige fandt sit fokus efter slaget fra den anden fyrs knytnæve. Dog røg hans opmærksomhed hurtigt væk fra manden som han ufrivilligt havde ladt påvirke af sin evne og hen på manden - en anden mand, en stor mand - en mand Milo hvert fald ikke ville ligge sig op mod, ikke at han ville ligge sig op mod nogen, men især ikke en mand i den kaliber. Det virkede dog ikke til at skræmme de andre så meget som det burde.

Manden havde taget styring over situationen og lignede ærlig talt også en der virkelig vidste hvad det var han havde taget styringen over. Men selvfølgelig var der også flere mod en - det jo klart at selvtilliden melder sig ekstra, også skal man vel også vise sig frem overfor dem man hænger ud sammen med. Milo forstod det ikke, men havde en taknemmelighed der brændte ud gennem hans krop. Han havde sikkert endt med en del flere tæsk hvis det ikke var fordi den fremmede mand var trådt frem og havde reddet ham. Indtil videre, men det lignede ikke at den rebelske gruppe havde tænkt sig bare at stikke halen men benene. Tværtimod gik de efter manden uden tøven. Men måtte en efter en blive smidt i gulvet. Milo blev mere og mere måbende for hvert øjeblik der gik. Hvad han havde regnet med vidste han ikke, men ikke dette - han fejede dem jo af sig som støvfnug.
Fyren var fanget i hænderne på manden, og efter at havde tigget og bedt om at få lov at smutte ligesom de andre der efterhånden havde krøbet sig bort fra rækkevidde.

Fyren stirrede mod Milo et øjeblik og man kunne se hvordan han kæmpede i sit sind for at finde ud af hvad det klogeste ville være at gøre - fornuften skreg sikkert om en undskyldning, men stoltheden.. Milo mente at den stolthed der var var forsvundet for længe siden. De havde lige fået tæv af en enkelt person. Ikke fordi Milo ikke ville have hjulpet, men han var overbevist om at han i sidste ende kun ville have stået meget mere i vejen end egentlig at være til gavn. Han hævede kort lidt et bryn da han fik øjenkontakt med fyren der var fanget mellem mandens hænder.
" This is even more embarrasing than.. " han bed tænderne sammen for at bremse sin sætning og slog blikket væk. " I apologize.. " Sagde han så bare i en bevægelse hvor han forsøgte at rive sig fri fra mandens greb. Milo fik bare et smil frem over læberne. " Apologi accepted.. " Sagde han så bare kort og lod armene glide lidt over kors. En smule mere selvsikkert end han i virkeligheden var.

" I... I do not support violence what so ever, but that.. " Sagde han så og lod blikket flakkede lidt i alle retninger på ting der ikke stod helt som de før havde gjort, for så at lade det falde tilbage mod manden igen. " That was sick! " Tilføjede han så og et smil fandt sin vej frem over hans læber. Hans arme faldt ned langs hans sider igen og fokus var helt væk fra den fyr der egentlig var kommet for at give ham tæsk. I stedet var den rettet fuldt mod manden som lige havde redet ham. Taget i betragtning af at han ikke lignede en der på nogen måde havde en grund til at stå op for en Oikans.
" Thank you.. Very much.. " Sagde han så hurtigt mens han nikkede, og nikkede lidt mere. Kun for at sætte streg under hvor meget han mente sit tak, han kunne gentage det flere gange hvis det var nødvendigt - men han håbede ikke det var nødvendigt.