Welcome to fright night (Possbly gore, read on own risk)

Iført en sort kappe, og en tilsvarende gulvlang, sort, forholdvis pæn kjole, havde Hydra gjort et forsøg på at få ro i sindet. Hun havde altid næret en usædvanlig stor afsky til Redwood-slægten, uden egentlig helt at vide hvorfor, udover at de var skyld en noget yderst forfærdeligt, som skete for mange år siden. Efter hendes snak med Imania, lederen af slægten Naalias, så var det dog blevet hende klart, at hun ikke var den eneste, som Redwood-slægten havde påført megen smerte og sorg. Men en pludselig tvivl var skyldet over hende. Hun vidste hvor let man kunne lade sig forføre af ny viden, som lå så tæt op af det, som man allerede troede på. Derfor havde hun besluttet at besøge Redhawk på egen hånd. Hun havde været i byens udkanter få gange før, men det havde aldrig sagt hende meget. Hun havde som oftest været rædselsslagen, og aldrig fundet noget specielt godt ved at være i byen. Men denne dag havde hun vovet sig helt ind til centrum. Faktisk helt ind i paladset, hvor byens og slægternes leder efter sigende holdt til. Hun vidste ikke, hvad hun ville få ud af det, men hun ville bare gerne se den mand, som havde påført så mange mennesker, så meget smerte. Hun havde benyttet sig af mørket og sine stærke drageøjne til at liste sig vej. Hydra havde aldrig smagt blodet fra en Redwood, og hun kunne derfor ikke 100% efterligne deres øjne. Men hendes drageøjne lignede ganske meget, med deres orange/gul skær. Det viste sig dog snart, at det ikke helt var nok. Netop som hun selv fandt tingene til at gå ganske glat, fornemmede hun pludselig liv bag sig. Hydra havde hastigt vendt sig omkring, blot for at blive hamret mod en mur, og mærke en hånd om sin hals. Hun havde kæmpet inderligt, men var til sidst blevet omgivet af mørke. Hvor længe hun var væk, det var hende uvist - men hun ville ønske, at hun havde været væk lidt længere.

Da Hydra langsomt begyndt at kunne sanse ting igen var noget af det første, som hun mærkede, den kolde overflade som befandt sig under hende. Tydeligt utilpas, vred hun sig for at rykke væk fra kulden, men opdagede til sin store forfærdelse, at hendes arme og ben var blevet lænkede. Nu fuldstændig panikslagen spærrede hun øjnene op, og begyndte straks at hive og slide i lænkerne. Der gik et lille øjeblik, ja faktisk måtte kvinden helt op til hende, før Hydra lagde mærke til, at hun ikke var alene i lokalet. Hun bemærkede straks kvinden ansigt. Smilet og de gyldne øjne, og fornemmede, at det ikke var et tilfælde, at de to var endt i samme lokale. Netop som Hydra skulle til at bede om hjælp, mærkede hun hvordan, at et par stærke fingre greb om hendes kæbe. Frightnight. Hydra rystede som et espeløv. Det var klart en blanding af frygt og kulden, men det øjeblik var hun klart mere rædselsslagen end kuldskær. Da kvinden tvang hendes øje op, begyndte varme tårer langsomt at glide nedover kinderne på Hydra. Hendes læber skælvede, og hendes halvnøgne brystkasse hævede og sænkede sig hurtigere og hurtigere.

"P-please.. I.. I didn't do anything! I-.. I..."

Hun sank frustreret, og forsøgte at vride hovedet til sig igen. Hun var bange og fortvivlet, hvilket i den grad påvirkede hendes ordforråd, men hun var også genstridig. Hun brød sig ikke om fangeskab, og hun havde før prøvet at overleve på egen hånd - dog aldrig i så grusomme miljøer. Hendes krop bar stadigvæk tegnene derfra. Ved hendes højre skulder kan fornemme en masse små lyse prikker, som forekom både foran og bag på skulderen, som dannede to halve cirkler. Takket været Hydra's allerede blege hud stod de ikke meget frem, men det lignede stadigvæk, hvad det var - bidemærker. Ved hendes venstre ribben var desuden tre kradsemærker, strukket fra lige under hendes ene bryst til lidt om på ryggen.

Hydra mærkede, hvordan hendes hjerte sank yderligere. Selvfølgelig var hun stødt på en af de højstående. En fra paladset. Det hele havde været en dårlig idé, hvilket hun faktisk var blevet enig med sig selv om fra starten af, men hun havde gjort det alligevel. Hvis hun overlevede dette, så ville hun i den grad forsøge at lægge en dæmper på sin nysgerrighed. Hun havde alligevel fået bekræftet det, som hun kom for at finde ud af. Redwoods VAR farlige. Hydra udstødte noget som mindede om et klynk, hvorefter kæderne raslede igen.

"I was just... just looking. Please."

Hendes stemme var nu tydeligt påvirket af gråden, og tårene strømmede, imens hendes underlæbe dirrede. Hun nægtede at hulke, selvom det var virkelig svært at undgå. Kvinden lod blot til at blive mere begejstret ved den slags. Hendes hoved faldt ned på siden, imens hun fulgte kvinden med blikket. Gik hun? Det var en befriende følelse at hendes krop ikke længere blev berørt af de morderiske hænder, men ved synet pinden, mærkede hun gåsehuden og forvirringen brede sig. Hvad nu?!

"PLEASE. I will leave! I-I-I... I'm not gonna do anything! PLEASE! DON'T!"

Hendes før hæse stemme nærmede sig nu et skinger toneleje. Udsigten til smerte og potentielt afhuggede lemmer var ikke noget, som hun helst så ske. Hydra var glad for sin krop. Hun var glad for livet. Hun kunne ikke engang se mening i, hvorfor kvinden ville skade hende. Hydra var harmløs. Og hun havde ikke engang gjort noget forkert! Men kvinden lod atter til at være ligeglad. Det var som om, at hun ikke engang behøvede en grund. Hun ville bare gøre skade. Hydra pressede sine brune øjne hårdt sammen, og forsøgte at stoppe tårene, imens hun trak vejret ophidset. Kroppen lå omsider stille, men det var tydeligt, at hun spændte hver en muskel.

"... St... Stab me..."

Selvom det var et frygteligt valg, så var Hydra endnu mere ræd ved ikke at vælge. Hvis hun kunne undgå hjerneskade eller at miste nogen form for lemmer, så foretrak hun kniven, hvor frygteligt det end lød. Hendes organer blev ikke skadet, så måske ville hun endda ikke dø? Bare besvime, hvis hun var heldig. Hun havde alligevel prøvet smerten ved at blive gennemboret før. Dragetænder var ikke just behagelige imod huden. Eller igennem den.

//It's cool!

Hydra brød sig ikke om en kolde tone, som fulgte med den stemme, der udover hendes eget paniske åndedræt, fyldte lokalet med lyd. Hun brød sig ikke om lokalet heller. Hun brød sig faktisk ikke om ret meget lige nu, udover det faktum, at hun stadigvæk var i live. Men hun frygtede også, at det ikke var et tilfælde, at hun stadigvæk var i live. Kvinden kunne have dræbt hende, da hun fandt Hydra til at starte med, men i stedet valgte hun at trække tiden ud.

"But why?…"

Hun græd stadigvæk, men snøftede kort i et forsøg på at virke bare nogenlunde til stedet. Hendes stemme var grødet, men ikke uforståelig. Havde de mon mødtes før? Havde Hydra fornærmet hende på nogen måde? Eller… var det på grund af hendes øjne? En klump samlede sig i hendes hals, og pludselig havde hun svært ved at få luft. Hun stirrede stift op i loftet, med en stadigvæk bævrende læbe, som kæmpede for at holde endnu flere tårer tilbage. Hun var normalt ikke i tvivl om sin egen styrke, men i lokalet følte hun sig frygtelig sårbar.

"I… am not a little girl." Hendes stemme knækkede kort, inden hun sank klumpen, hvorefter hun vendte sig og hvæste mod kvinden. "I am more than you will ever be!"

Hydra forsøgte virkelig ikke at lade sig påvirke af kvindens ord. Og selvom hendes tanker og indre skreg af rædsel, så var hendes stemme fast og stærk, da den sidste sætning blev spyttet afsted mod knivens ejermand. Dog, ved følelsen af det kølige blad der kørte henover hendes fine hud og slanke mave, der mærkede hun, hvordan den nyvundende selvtillid svandt hastigt. Hun havde godt nok selv bedt kvinden om det, men gud, hvor hun dog ikke ønskede at mærke kniven tættere på. Den drøm fik hun desværre kun lov at have et øjeblik. I ren stædighed svarede hun ikke på det med arrene, men om det var en straf eller hendes "stab" som hun havde ventet, så mærkede hun i hvert fald pludselig, hvor hud blev gennemboret med en knasende lyd. Smerten var overvældene. Så overvældene, at hun faktisk ikke kunne dy sig for at skrige. Lyden var mere fyldt med gråd, sorg og smerte. Endnu mere overraskende var det dog, da noget pludselig borede sig ind i hendes hofte. Hun mærkede den livsgivende væske glide over hendes rystende krop, imens hun trak vejret i hidsige stød.

"THAT WAS NOT A STAB! MY HAND!"

Hun græd nu. Igen. Og højlydt, inden hun skreg igen, og forsøgte at vride hånden til sig, trods smerten der blot blev værre.

Svaret gjorde intet for hende - hverken godt eller ondt. Kvinden morede sig, og det var det eneste som gjalt. Hydra var en tilfældig forbipasserende, som nu var det forkælede og sadistiske rigmandsbarns legetøj. Men hvorfor? Hvad havde hun gjort for, at det skulle gå hende sådan? Hydra… hvis liv aldrig havde været nemt. Hvor tingene aldrig havde gået, som nogen skulle have troet. Var det denne… denne Gud, som hun havde hørt om, som ønskede, at hun skulle straffes? For sin overlevelse? Hendes krop rystede voldsommere end før. Gid hun blot var død på den ø.

"Monster."

Hvæsede hun, men uden styrke bag ordene. Hun kunne lige så godt have svaret på et ja/nej spørgsmål, og kraften havde været den samme. Men hun mente det. Selvom Hydra i sine mange former sagtens ville kunne kaldes et monster, så var kvinden det mere end hun. Et sadistisk bæst. Hendes øjne var næsten gledet i igen, så hun ikke behøvede at se på, imens kvinden udførte sit værk, men de stramme fingre om hendes hals fik spærret hendes øjne vidt åbne. Kroppen vred sig utilpas, imens hun desperat gispede efter luft. Musklerne spændtes i hver en del af den lille krop, imens de brune øjne flakkede rundt og forsøgte at fokusere. You do not know anything about this world. Like a child. Ordene piskede rundt i hendes hovede. Hun nægtede at tro den, men kvinden havde egentlig ret. Hun anede intet. Hun havde set intet. Sammenlignede man deres øjne, så havde kvinden nok set halvdelen af verden med sine, imens Hydra havde brugt det meste af tiden med sine i en mørk hule eller rettet mod havet. Hun var… ikke et barn. Men hun mindede om et. Hydra skulle netop til at gøre et forsøg på at knurre, men i stedet mærkede hun pludselig luften strømme ned i hendes hals igen. Gispende og hostende faldt hendes krop til ro igen, og tårerne fik hun endelig sat en stopper for.

Da kvinden markerede sin pointe ved at rode med kniven i Hydra's hånd, bed hun sig i læben for ikke at skrige eller græde. Hun ville ikke smide mere brænde på bålet, men i stedet føjede hun sig i håbet om, at det i stedet ville glæde på en anden måde.

"I-I'm sorry."

Kvækkede hun i stedet, og mærkede hvordan, at blodet fra hendes underlæbe flød. Hun havde bidt hul i forsøget på ikke at skrige. Hendes hovede fulgte udmattet kvinden, som gik over for at finde nogle nye redskaber. Hun forstod ikke helt pointen med dem før, at de blev forklaret, hvorefter at kluden blev smidt over hendes ansigt før, at hun kunne nå at tilføje yderligere. Følelsen var frygtelig. Hun havde oplevet at være slynget omkuld af bølger før, hvor hun desperat havde manglet luft. Men hun havde klaret den. Hun var kommet væk. Her var der ingen vej væk. I stedet forsøgte hun at ligge mest mulig stille, så kroppen ikke ville panikke for hurtigt. Hun nåede dog kun igennem de tredje glas før, at hendes mund begyndte at hvæse og suge desperat. Den halvnøgne brystkasse fortalte også om, at hun snart ikke kunne mere. Hånden klappede ivrigt i håbet om, at kvinden ville forstå det, som hun havde bedt Hydra gøre.

Hydra havde meget svært ved at se, hvordan verden og mennesket kunne hade væsner som drager, når der i virkeligheden fandtes værre ting blandt dem selv. Drager dræbte og skadede som regel kun af en eneste grund... og det var overlevelse. Kvinden her gjorde det for morskab! Bitterheden og vreden ulmede under den forpinte overflade, men var stadigvæk ikke stærk nok til at bryde igennem. Hun følte sig ydmyget og udnyttet, men hun var stadigvæk alt for bange til at kunne andet end at smide små kommentarer afsted. Desuden var hendes krop stadigvæk lænket, så al form for bevægelse var minimal.

Stadigvæk hostende og harkende af luftmangel, mærkede hun pludselig, hvordan gåsehuden bredte sig yderligere, da en hånd strøg over hendes kind. Hun havde set det adskillige gange og endda oplevet det før, men denne gang føltes det forkert - fuldstændig forkert. Det var som om, at hun blev belønnet midt i afstraffelse, hvilket forvirrede hendes hoved noget så grueligt. I forvejen bar hun ikke den store erfaring med menneskelig interaktion, så der skulle små ting til at skubbe rundt med hende. Alligevel fik hun fattet sig nok til, at hun vred hovedet rundt og snappede ud efter hånden. Uvist om hun fik fat eller ej. Drikkevarene afviste hun blankt.

Da dolken blev trukket ud af hendes hånd skreg hun igen. Hvis hun havde fået fat i kvindens hånd, så ville hun nu løsne sit stærke bid, og hvis ikke, så ville hun alligevel åbne munden og skrige hjerteskærende. Hun mærkede en hul fornemmelse midt i håndfladen, men blev alligevel beroliget ved bandagen.

"You've had your fun... You've hurt me... I want to go. I can't..."

Hun bed det sidste i sig, og stirrede forpint imod kvinden. Hydra var i tvivl om, hvor meget mere hendes krop kunne tage. Hvis hun var heldig, så holdt den længere end hendes sind.