You're a Redwood and I can't trust you-Remus

Tid:12:30
Sted: torvet
Omgivesler: Folk som forsvinder i forvirring over vagterne
vejr: nogenlunde, men dog lidt blæsende

Emmet tilegnet til @Remus

Solen skinnede og det havde været en af de vamere dage, dog blæste vinden og gjorde det kølligere for folk som bevægede sig udenfor, det gjorde det nemmere for hende at skjule hvem det var hun var. Hendes tur havde været meget lang og besværlig efter at krigen var brudt ud, men hun kendte en som havde kunne forfalske nogle papirer for hende så hun kunne komme ind byen uden problemer. Hun havde en sort kjole på, som var meget kort efter de normale standarder, det var en kjole hun selv havde lavet, hvordan hun havde fået stoffet var ikke noget man ville vide og hun ville sikkert heller ikke fortælle det til nogen, men pågrund af det gode vejr var der mange folk som var udenfor og handlede det gjorde at hun blev nød til at have kappen trukket godt omkring hendes hoved og krop så man ikke kunne se hendes øjne eller hendes slave tatovering. Hun bevægede sig på fjendens område og ligemeget hvor hun var så vidste hun at omkring hende var der mulighed for at hun ville blive fanget, hendes mørke hår og en smal, men bleg næse og hendes læber var det eneste som man kunne se. Hun kunne ikke tage nogen chancer og det gjorde hende også ekstra meget påpasselige med hvem hun snakkede med, hun havde ikke lyst til skulle få problemer, men hvis hun gjorde havde hun altid et sværd gemt ved hendes side. Det  kunne godt være at hun var god til at redde liv, men hun mindst lige så god til tage dem. Hun havde lært af omstændighederne at man blev nød til forsvare sig og det var først en evne hun havde lært sig efter hun var blevet fri. Af til fandt hun det mærkeligt at gå rundt inde i denne by som gjort hendes liv til et helved. Semira havde været født ind i slaveriet og aldrig før hun stak af prøvet hvad det ville sige at være fri, men nu hvor hun var det ville hun aldrig tilbage til at være slave.
Hun havde en lille taske over sin skuldre som alt det andet var den sort og det var der hun gemte de ting hun købte. Det fleste af tingene var urter, men hun købte det alligevel og havde hun ingen penge kunne find på at stjæle noget, efter hun var blevet fri havde hun haft et behov for at hjælpe sin slægt så  godt hun kunne og den bedste måde hun havde fundet var ved lappe dem sammen når de kom til skade, dog så hun ikke sig selv som læge, men mere som en heler, hun kunne ikke udføre operationer på folk, men der kom hendes evne i spil. Hun kunne hele folk ved berøringer dog alt efter hvor stor skaden var kostede det energi og hun havde før måttet hvile sig i et par uger efter.

Efter lidt tid hvor hun havde gået i sine egne tanker hørte hun larm, hun fik øje på en stor gruppe af mænd stod i en cirkel og heppede og buede af noget i den, hun var ikke synderlig høj og kunne derfor ikke se hvad det var det var de var så oppe at køre over. Hun tænkte ikke, men reagerede og pludselig var hun centrum for deres blikke som hun skubbede sig ind i cirklen. Det var ikke et kønt syn, inde i cirklen stod der en foreslået Naalias mand og flere steder på hans skjorte kunne man se på tegn at han blødte. Hun vendte sig om trak kappens hætte ned så hendes øjne var synlig " i burde skamme jer sådan at lade det gå udover en som ikke er i stand forsvare sig selv" sagde hun. Ens for dem alle sammen var at de ikke gad se hende i øjnene af frygt for smerten det kunne give dem ved at gøre det. Det var typisk Redwood at behandle dem sådan. Hendes vrede skinne næsten aldrig igennem, men det gjorde den nu og det var tydeligt se at hun ikke brød sig om den behandling de gav ham. Dog varede det ikke længe før en mand trådte ind cirklen og grinede af hende" forsvind kvinde du har intet at gøre her" brummede han. Manden var tydeligt en af dem som mente at kvinder ikke skulle kæmpe og der slet ikke en slave. Han så ikke ud til at mangle noget for han var kuglerund og det var utroligt at han kunne bevæge sig rundt , men hans kommentar tændte hende bare mere og med et trak hun sit sværd " jeg skal ingen steder før jeg kan få lov til at tage ham med mig, han har ikke fortjent jeres pis" sagde hun og fnøs vredt. Inden manden som stod foran hende nåede reagere havde hun skåret en lille flænge i hans kind.
Det overraskede manden som nu stod stirrede på hende og det varede ikke længe før han genvandt fatningen og begyndte at angribe hende. Hun var dog en del hurtigere end ham og undgik ganske let hans angreb. Normalt kæmpede hun kun hvis det var strengt nødvendig, dog nåede de ikke særlig langt før vagter begyndte komme og det gjorde at hun i en hurtigt bevægelse trak kappen op omkring hendes hoved inden hun samlede fyren op og slæbte ham imod gyden til deres held var der ingen som så dem og de kunne være i fred.

Manden havde flere skader og da hun var sikker på at de var alene lod hun sværdet falde til hendes ene side. Hun lod blidt et par fingre glide hen over hans kind. Hun kunne ikke hjælpe ham gyden var for beskidt og hun havde intet vand hun kunne skylde hans sår med. Desuden kunne heller ikke sy ham sammen da hun eller ikke havde den slags redskaber med sig, dog var hans skader ikke så alvorlige at han ville død af dem, han var en ung mand som hun var sikker på ville klare sig igennem. Hun vidste ikke hvordan de skulle komme ud af gyden uden at vække opsigt, men vidste at de kunne blive i gyden længe. Det var bare et spørgsmål om tid før nogen ville finde dem.

Remus havde været på vej hen af gaderne da han hørte noget larm fra en af gyderne. Han kendte desværre en del af de mænd som stod og var med i cirklen. Han havde altid foragtet slåskampe som disse. "Lad ham være i fjolser!" Sagde han irriteret og pludselig trådte en kvinde ind i cirklen. Da hun trak sværdet tog han uvilkårligt et skridt tilbage og hans ene hånd var nu en dolk. Hun var af samme slægt som den unge mand der havde været ved at få tæv. The Naalias. En slægt som han aldrig rigtig havde kendt så meget til, men som han vidste havde lidt meget under hans egen slægt. Han var ikke stolt af det. Han så overrasket på kvinden da hun stillede sig imellem den unge mand og en af de lidt ældre herrer. Hun var modig, det måtte han give hende. Han trak let på smilebåndet af hende da cirklen begyndte at tynde ud. Han lagde mærke til at hun hjalp den unge mand væk, Remus havde godt set at det ikke stod så godt til med ham, og vidste godt at han ikke ville kunne klare sig særlig længe uden at blive tilset og syet sammen. Han skulle til at tale med kvinden og den unge mand da de begge var forsvundet. Han så sig omkring og begyndte at lede efter dem...

Remus fandt dem i gyderne et stykke derfra. Han rakte hænderne i vejret for at vise at han ikke var ude på at skade dem. " Jeg kommer med fred. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hans tilstand. Jeg har noget familien boende her i byen, de er væk fra huset og har overladt ansvaret for huset til mig mens de er væk. Vi kan skylle hans sår der" Sagde han forsigtigt for ikke at skræmme hverken kvinden eller den unge mand. " Mit navn er Remus" præsenterede han sig selv, for ikke at virke alt for uhøflig.

Semira blev forstyrret som hun skulle til at hele hans sår så da hun kiggede op på den fremmede Redwood kunne man ane en svag snert af afsky og var det ikke fordi han sagde at han kom med fred og ikke havde forvandlet sine arme til våben så havde hun nok angrebet og derfor lod hun sit sværd ligge på jorden " det er godt nok første gang jeg høre det, i plejer som regel gerne og vil slås og hvis ikke det var fordi en af mine egne er  alvorligt såret så havde jeg nok givet dig en kamp, men jeg har brug for hjælpen så jeg kan ikke være kræsen" sagde hun stille og det var tydeligt at hun havde svært ved at stole på ham, det kunne godt være han kom med fred, men hvad med senere, hun rejste sig op og kiggede ud af gyden. Det var  langt fra sikkert for hende derude nu hvor hun havde vist dem hendes ansigt og selvom hun skjulte det så ville dem fra cirklen vide at det var hende. Hun fik øje på manden hun havde slås med og han så tydeligvis ud til at lede efter hende, det kunne godt være at i hans øjne var kvinder ikke var nogen som kæmpede, men hun havde lært at det var en nødvendighed at forsvare sig selv. Hun vendte kort efter tilbage og sukkede " hvordan skal vi komme hen til det hus, han leder efter mig og min ven derover" sagde hun og hun fik en lys idé som hun havde sagt sin sætning færdig. Måske de kunne lade som at hun var hans slave, men vidste ikke med den unge mand. Han kunne sagtens være hans slave som han ville have tilbage. Hun rakte Remus sit sværd hvilket for hende var en tillidserklæring " jeg fik en idé og forresten så er mit navn Semira, bare Semira jeg husker ikke mit efternavn, men jeg tænker at vi måske kan lade som vi er dine slaver?" foreslog hun og kunne ikke se andre måder hvorpå de kunne slippe fra manden. Hun havde også en idé til hvordan hun kunne havde fået fat i sværdet, men inden hun tænke mere over det havde den fede mand fundet dem og han hævede svagt det ene bryn da han fik øje på Remus " er de dine slaver, for ellers vil jeg gerne havde kvinden" sagde han som han havde brudt tavsheden  Sermira smed sværdet og så skyldig ud " du må virkelig undskylde herre, jeg blev så vred da jeg så dem slå på ham at jeg bare reagerede, du må virkelig ikke straffe ham det var kun mig som skal have skylden, desuden har han vidst lidt nok" sagde hun kiggede i jorden. Semira løg med stor overbevisning men hun vidste også hvordan det var at være en slave.
Hun havde været det så længe hun huskede og hun håbede på at han ville lege med, for hvis ikke havde hun udsigt til at blive den fede mands slave hvilket hun ikke brød sig om han var en idiot og han fortjente hende ikke og hun var sikker på at det han havde i tankerne ikke ville blive rart for hende. Hun havde lagt mærke til hans sultne blik hver gang han så på hendes krop og det gjorde hende dårlig. På den måde kunne hun også se om Remus talte sandt eller om det bare var en fælde.

For han kunne sagtens havde løjet om hans hensigter, det var ikke første gang nogen havde løjet for hende med deres hensigter. Det kunne også være at han ikke søgte en konflikt, men så skulle han nok ikke have ledt efter dem, for lige nu var hun det største konflikt punkt i denne by. Hun havde stadig sit blik rettet ned i jorden og prøvede på at bide det i sig, hun var stadig vred over at han behandlet den unge mand så dårligt især nu hvor det viste sig at det ikke var hans egen slave. Hun mærkede igen hans blik brænde på huden" hvis hun er din slave så bliver du nødt til at knække hende, hun er alt for vild, se hvad hun gjorde ved mig, hun skamferede mit ansigt" sagde han og man kunne høre afskyen i hans stemme. Semira havde svært ved at holde sig tilbage og måtte kæmpe for ikke at kaste sig over ham, hun hadede ham som han hadede hende. Hun hadede alt ved ham og især det faktum at han troede at han var bedre end hende.

Remus så på den unge mand, han var ilde tilredt efter slåskampen. Han lagde godt mærke til Semira's afsky. Han bebrejdede hende det ikke. Han slægt havde trods alt aldrig været venligt stemt overfor andre. " I er mine slaver indtil vi når hen til huset." Samtykkede han og kiggede ud gennem gyderne på den fede mand som gik og ledte efter dem. Han tog imod Semira's sværd. " Du får det tilbage så snart vi er i sikkerhed" lovede han og satte sig kort på hug for a tjekke den unge mand. Han havde sved på panden og var bleg. De måtte se at skynde sig. Den fede mand trådte ind i gyden til dem. " Er de dine slaver, for ellers vil jeg gerne have kvinden" sagde manden. Remus rejste sig op og så koldt på den fede mand. " Selvfølgelig er de mine slaver, dit store fjols." sagde han vredt og skubbede manden et skridt væk fra dem. Han vendte sig om og så overlegent på Semira inden han sukkede " Den er god med dig. Bare vent til vi kommer tilbage til huset" brummede han irriterret. " hvis hun er din slave, så bliver du nød til at knække hende, hun er alt for vild, se hvad hun gjorde ved mig, hun skamferede mit ansigt" sagde den fede mand tydeligt krænket. Remus som i forvejen var vred over mandens opførelse. Svingede rundt og stak ham en knytnæve. Den fede mand tog et skridt tilbage og tog sig til øjet. " Du har ingen ret til at sige hvordan jeg skal holde mine slaver. Du burde prise dig lykkelig over at jeg ikke fjerne dit fede hoved fra dine skuldre med den bemærkning. Og desuden gjorde min slave dig tydeligvis en tjeneste. Du ser meget bedre ud nu. Forsvind så herfra inden jeg rent faktisk skiller dit hoved fra din krop " snerrede Remus og forvandlede sin frie hånd til et sværd, inden han rettede begge sværd mod manden, som blev ligbleg i hovedet af frygt. " Forsvind!" sagde Remus koldt inden han med sin forvandlede hånd snittede manden på halsen så nogle få dråber blod viste sig. Manden hvinede som en stukket gris, og med et sidste blik på kvinden luskede manden væk.

Remus slappede af igen, og hans hånd var igen en hånd. Hans vrede var ikke forsvundet, men lagt under låg. Han vendte sig om mod Semira og tog en dyb indånding. " Han er ikke i stand til at gå selv. Lad mig bære ham. Huset er ikke så langt herfra." sagde Remus og rakte hende sværdet sådan at han kunne løfte den unge mand. Ganske forsigtigt løftede han ham op og begyndte lige så forsigtigt at gå, således at han ikke gjorde mere skade på manden end der allerede var. " Hold dig hellere tæt på mig, hvem ved hvor de andre fra cirklen befinder sig." hviskede han til Semira og begyndte at gå da han havde sikret sig at hun fulgte med.

Der gik ikke længe før de nåede huset. " Nøglen til huset er i min venstre lomme på jakken. Jeg kan ikke selv nå den, med ham i armene. Kan du finde den og låse op?" spurgte han Semira da de stod foran et stort hus. Døren var af egetræ udsmykket med snoninger og sten. Remus vidste at hans forældre var væk, de var ude og besøge nogle venner, og de ville ikke være tilbage før dagen efter. Så de ville have huset helt for sig selv, og på den måde den fred og ro de havde behov for til at kunne pleje den sårede mand.

Hun rettede svagt sit blik op og kiggede svagt på den fede mand som Remus talte til ham, faktisk så fornøjede det hende vældigt at se ham blive sat på plads af Remus, hun måtte sande at det måske ikke var alle fra Redwood som var ligedan og hun var overrasket over at han ville hjælpe hende, dog var hun stadig ikke helt sikker på at hun kunne stole på ham. Dog havde han indtil videre bevist det modsatte og derfor kunne hun ikke holde et lettere overrasket gisp tilbage som Remus snittede manden i halsen. Hun betragtede ham som han forfærdet  forlod gyden og da han var forsvundet ramte et lettere selvglad smil hendes læber. Det var første gang hun havde mødt nogen som faktisk ville hjælpe hendes slags og især en Redwood. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tolke det, men tog sit sværd og lagde den ind under kappen så den var gemt af vejen. Hun havde svært ved at tro at en fra hans slægt ville hende det godt og alligevel befandt de sig her sammen med ham, det virkede uvirkeligt og det undrede hende hvorfor han ikke afskyede hende som alle de andre de gjorde. Når hun havde været her i denne by var der altid nogen som slog eller sparkede folk fra hendes slægt. Bare fordi de havde slægts evner som gjorde dem farlige, hun havde ihvertfald ikke bedt om at have gift i sine åre " tak jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tolke det. Jeg mener det er ikke hverdag man støder på en Redwood som vil hjælpe, men du virker som en der vil hjælpe og jeg kan om ikke andet tillade mig dømme nogen da jeg kommer fra en slægt som ikke bliver andet end dømt" sagde hun og smilede varmt til ham. Hun nikkede svagt som de begyndte gå ud af gyden, hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule anstrengt over det, folk stirrede på dem og til sidst rettede hun sit blik mod jorden for ikke få folk til at tro at hun var fri. Det havde været en meget lang tur og hun vidste hvad hun måtte gøre når de kom til deres bestemmelsessted. Turen for hende virkede meget lang og anstrengende og da de endelig kom til huset gispede hun døren  bar præg af at dem der boede derinde havde velstand og det var steder som denne hun havde boet ved som barn og til hun blev fri " er du sikker på at det er okay at vi bruger stedet, jeg mener folk fra din slægt bryder sig ikke om at hjælpe os" sagde hun og kunne ikke lade være med at være en smule bekymret.

Dog gik op for hende at hvem end som boede der ikke var hjemme, hun gik hen til ham og kiggede ganske kort på ham, men undgik øjenkontakt, hun ville på ingen måde skade ham ved at se ham i øjnene. Hendes hånd gled let ned i hans lomme som hun fandt nøglen og gik hen til døren igen, inden hun låste op lod hun  fingrene glide hen over træet. Da hun havde låst op, lod hun af ren høflighed ham komme ind først inden hun selv tog nøglen ud af døren og fulgte efter. Huset fik hendes træhytte op i træerne til at blegne. Det var flot og som døren bar det præg af at være et hus hvor folk af velstand boede. Hun vidste ikke hvorfor, men det føltes anderledes at være her og hun havde tid til at kigge rundt uden være bange for at blive straffet  på nogen måde. Måske var det fordi hun stadig havde sin frihed og fordi hun vidste at hun ikke ville miste den " jeg ved hvad jeg skal gøre da du kom ind gyden var jeg ved at hele manden, men du forstyrrede desuden er det meget bedre at gøre det her, hvis du har kunne jeg godt bruge noget vand og en nål og tråd" sagde hun forsigtigt af frygt for at han ville vende sig imod dem, men hun følte sig ikke bange for ham på samme måde som hun  gjorde med andre fra Redwood. Hun vendte sig imod ham som hun havde kigget rundt. Hun ventede på Remus ville vise hen til det sted som de skulle være. Hun havde evnerne til hjælpe og hun ville ikke tøve med at gøre det nu hvor det var en af hendes egne som var såret, hun var lidt påpasselig når det var for andre slægter " tror du at han vil tage med mig tilbage til Dark Daphne når han vågner?" spurgte hun og lagde hovedet lettere på skrå, det kunne godt være at folk syntes det var et skummelt sted, men alting kunne se anderledes ud og have et udseende som  for udefrakommende lignede noget andet, men for hende var skoven det smukkest sted. Netop fordi det var ensbetydende med frihed.

Hun kunne ikke lade ham gå tilbage til hvem der end ejede ham med god samvittighed, det ville være synd især fordi hun kendte friheden, men hun forstod også godt hvor overvældende den kunne være, det havde også taget hende tid før hun vænnet sig til den og var det ikke fordi hun set den værste side ved at være slave så havde hun nok aldrig selv valgt det mærkelig nok. Hun tog sin kappe og lagde den hvor der var plads til den. Det gjorde at hendes slave tatovering en spiral og ved siden af den hendes slave nummer 74. Det var normalt ikke noget hun vidste frem, men den ville have blevet synlig under alle omstændigheder når hun skulle i gang med mandens sår, for andre var det et frihedssymbol, men for hende var det en del af en fortid hun slet ikke var stolt af. Dog huskede hun ikke sin fortid, men den bar alligevel ikke noget godt med sig hun trak efter lidt tid ned i ærmet så den blev dækket til igen " det godt nok et smukt hus, man skulle tro at i min tid som slave at jeg måtte have set en masse af sådanne huse, men det gjorde jeg ikke, fordi jeg havde  travlt med alt muligt andet og hvis jeg stod kiggede ville jeg sikkert blive straffet for det" sagde hun og havde svært ved fokusere på opgaven som de snart skulle gå i gang med.

" Uanset hvilken slægt, eller hvis man mangler en, er det ikke ens betydning med at andre har ret til at behandle dig dårligt. Alle burde hjælpe hinanden." mumlede Remus. Han vidste udmærket godt at det var langt fra alle som delte hans synspunkter. Han havde altid været imod slaveriet, så det første han havde gjort efter at han overtog sin fars herregård var at frigive alle slaverne. De fik valget om at blive ved med at arbejde for ham, på lige fod med alle de andre tjenestefolk, eller at forlade gården, selvfølgelig ville de få penge, de skulle ikke stå uden noget som helst. De fleste af dem havde valgt at blive på gården. Remus havde fået opført nogle huse tæt på gården som de fleste beboede, og Remus besøgte dem ofte sammen med Magnus, lige så meget for at være sikre på at de havde det godt, som at lære Magnus at alle uanset slægt var noget værd, i det menneskelige perspektiv. Han lagde forsigtigt manden på et bord, det var ikke det mest behagelige sted, men det var det eneste sted hvor der var ordentligt lys til at se ham klart. " Jeg er helt sikker på at det er i orden vi bruger huset. Det tilhører mine forældre, men de er ude på visit de næste par dage, så jeg står for huset." smilede han muntert. " Varmt vand eller koldt vand?" spurgte han hende inden han gik i gang med at rode igennem diverse skuffer som ligesom hoveddøren var pænt udsmykket. Han kom hurtigt tilbage med en når og tråd. Han så på den unge mand, han virkede en anelse ældre end Magnus, måske han var omkring de 20 år? Han ville under alle omstændigheder have hele sit liv foran sig. " Måske han vil tage med dig. Under alle omstændigheder køber jeg ham fri. Slaveriet blev ophævet for længe siden, det er en frygtelig ting stadigvæk at holde slaver. Han kan vælge at tage med dig, og hvis ikke han ønsker det, vil jeg da give ham tilbudet om at arbejde hos mig. Jeg har en herregård nogle kilometer herfra. Der er andre der har været i hans sted. Da jeg overtog gården fra min far, frigav jeg alle slaverne. De fik valget mellem at blive og arbejde, på lige fod med de andre tjenestefolk, der blev bygget huse til dem, eller at gå. De ville selvfølgelig blive betalt for alt det de har været udsat for, skønt penge ikke kan retfærdiggøre det på nogen måde." Sagde han tankefuldt.

Han strøg forsigtigt en hårlok væk fra mandens ansigt og gik i gang med at lede efter en skål til at have vandet i. " Jeg var så heldig at blive født i en rigmands familie. Jeg har aldrig manglet noget. Jeg syntes at det kun ville være retfærdigt hvis jeg gav lidt tilbage til dem som manglede noget. De fleste huse jeg fik opført på min gård, minder lidt om det her i udsmykning. Du skal være velkommen til at se det med dine egne øjne en dag." tilbød han hende. Han lagde godt mærke til hendes slavetattovering, han havde set mange af dem. Men han blev alligevel vred hver gang han så en, det var utrolig uretfærdigt! " Det lyder ikke som noget let eller rart liv for den sags skyld." Sagde han rørt. " Noget jeg kan gøre for at hjælpe med ham?" spurgte han med en håndbevægelse til manden. Og vendte sig om og så på hende, forsøgte at fange hendes blik. Han vidste godt at deres blik kunne påføre smerte, men han var ligeglad. Hans far havde ofte fået nogle af deres slaver til at stirre Remus smertefuldt i øjnene som barn for at straffe ham for et eller andet. Der skulle en del til for at Remus kunne mærke smerten. Men mindet om den første gang hang stadigvæk fast. Han havde været 5 år gammel og havde for sjovs skyld hugget et af farens yndlingsmalerier i stykker.

Hun lyttede til ham og smilede svagt, tanken var en sød en, men langt fra en alle delte med ham og selvom han ingen slaver havde var der stadig mange som havde dem og der var intet hun kunne gøre, hun følte at der så lidt hun kunne gøre ihvertfald og hun kunne da slet ikke gøre noget her af  frygt for at blive fanget igen, men det han sagde fik hende til at smile det var rart at det ikke var alle som havde den samme holdning som resten af dem. Hun mærkede at han søgte hendes blik, men hun turde ikke se ham i øjnene og derfor vendte hun sig om imod manden som nu lagde på bordet da han spurgte om hvilken temperatur vandet skulle have. Gik det op for hende at hun havde glemt at fortælle ham det " lunkent vandet skal være lunkent" sagde hun og med en smule besværlighed fik hun  sat ham op så hun kunne tage skjorten af ham for tilse hans sår. Der var heldigvis ikke mange store, men hun fik øje på et ved maven og hvis ikke der blev gjort noget ved det, vidste hun ikke om han ville overleve. Hun undersøgte resten af sårene og besluttede for at det største sår var det vigtigste at få ordnet, manden var bleg hvilket kunne være tegn på at havde mistet en del blod og jo længere de ventede jo dårligere var hans udsigter for overlevelse. Hun mærkede på hans pande og den var varm og fugtig. Hun satte manden ned han var tydeligvis ikke ved bevidsthed og det ærgrede hende. Semira var konenteret om manden, men lyttede stadig til det Remus sagde og hun måtte indrømme at jo mere han talte jo mere fandt hun sig selv blive fascineret af ham. Hun vidste at hun ikke burde for han var del af fjendens slægt.  Hun burde faktisk ikke være her, men hun blev altid af en eller anden grund, draget imod byen selvom hun vidste at der kunne være en risiko for at hun ville blive fanget, men det gjorde hun som regel aldrig og dette har været enestående gang. Normalt kunne godt styre sin vrede. Dog havde den kogt over i dag fordi hun ikke syntes de kunne være det bekendt. Hans sår bar tydelige præg af at han ikke bare var blevet slået og sparket, men han var blevet stukket ned af nogle af dem. Hun undersøgte ham, men stoppede da han fortalte hende at hun skulle komme ud og se det han havde gjort for slaverne " det vil være mig en ære se det du har  gjort for mit folk og det er rart at vide at nogen gør noget" hørte hun sig selv sige, men for første gang var hun overhovedet ikke mistroisk og hun begyndte at slappe mere af i hans nærvær hvilket nu kunne give ham et billed af hvem hun var som kvinde. Hun gik meget op i at hendes slægt havde det godt dog var hun ikke nogen fremstående kvinde i hendes slægt, men gjorde det hun mente var rigtigt.

Hun ventede lidt imens hun betragtede ham som ledte efter de ting hun skulle bruge til den unge mand på bordet, han havde hele sit liv foran sig og bare fordi han var del af en slægt folk åbenbart var bange for så skulle han straffes med døden, men ikke hvis hun kunne gøre noget. det var det heller ikke, det var en evig kamp om overlevelse" sagde hun løftede svagt op i hendes ærmer fordi hun snart skulle i gang rundt omkring på hendes arme og krop var der ar som varierer i størrelse, men det største sad på siden af hende.   Hun så dog sine ar som tegn på at hun havde kæmpet for hendes frihed " du er heldig jeg var født ind i slaveriet, jeg kender dog ikke til detaljerne omkring det for jeg valgte at glemme min fortid og se fremad nu hvor jeg er fri " sagde hun og smilede og han kom tilbage kiggede hun ganske kort i hans øjne, han meget højere hende hende og hun måtte for at se på ham bøje en smule i nakken, hun smilede. Hun betragtede manden og tog skålen med vand inden hun gik i gang vaskede hun sine fingre derefter rakte hun skålen imod ham   du kan finde noget du kan duppe hans pande med, han er brandvarm imens vil jeg gå igang med hans store sår på maven" sagde hun og vendte sig imod ham. Hun trak vejret dybt inden hun lod sin hånd gå ned i såret. Hun tjekke og da hun havde fundet ud af hvor stor skaden var. begyndte hendes evne. Hendes øjne lyste op i meget lyslilla farve og den forsatte lige under huden på hende, som hun begyndte efter lidt tid havde hun helet de indre skader og hun kunne gå i gang med huden. Hun lukkede sine fingre omkring huden og folde den sammen imens hun igen på sammen gjorde det.  Hun trådte par skridt tilbage som hun var færdig med at hele hans sår, det kostede hende energi, men hun nægtede at stoppe og da hun havde taget det sår begyndte hun at sy de mindre sammen. Det tog lang tid og hun sagde ikke noget imens hun syede ham sammen hun vidste ikke hvor lang tid der gået da hun endelig var færdig, men brugen af hendes evne havde gjort hende svimmel og som hun trådte væk fra bordet var hun lige ved at vælte.

Hendes ellers lysende øjne var matte og hun endte til sidst med at sætte sig på gulvet for ikke at vælte og i nogle få sekunder lignede hun lidt en som ikke vidste hvor hun var, men så kom hun tilbage " nu må vi bare vente til han vågner" sagde hun og et træt suk undslap hendes læber. Hans sår havde været stort og det betød at hun havde brugt en masse energi på at lukke det sammen, men det havde ikke stoppet hende i at gøre sit arbejde færdigt hvilket nu havde gjort hende meget træt. Hun lukkede ganske kort sine øjne i, dog sov hun ikke hun hvilede bare lidt inden hun rejste sig igen. Hun skulle have vasket sine fingre som var fulde af blod. Desuden havde hun ikke tid til at sove hun skulle holde øje med sin patient, hun havde gjort det hun kunne og nu var det op til den unge mand om han ville overleve. Hun støttede sig til bordet hvor den unge mand lagde svimmelheden var ved at forsvinde, men hun havde det stadig dårligt og følte sig ekstremt træt " du har fascineret  mig jeg mener jeg har aldrig mødt nogen som dig, som er sød imod min slægt , men du skal vide at efter i dag har du fået en ven i mig. Jeg ved godt at jeg ikke burde for selvom du er sød ved dem er du på en måde stadig fjenden " sagde hun prøvede på at skjule det faktum at hun var dårlig, men det gik ikke så godt fordi hun var så bleg som hun var, men sådan var det med hendes evne, den kom med en pris og det var at jo større en skade jo mere energi kostede det hende.

Han skyndte sig at hente det lunke vand og stillede det ved siden af hende. Han gik så tilbage of fandt en kølig klud og duppede forsigtigt mandens pande. Det mindede ham om de gange han havde duppet sin søn Magnus' pande når han havde feber. Han så til mens hun arbejde. Da hun næsten væltede rejste han sig op for at hjælpe, men hun genvandt balancen. Da hun til sidst stod og støttede sig op af bordet hentede Remus en skål med vand og en klud, han tog forsigtig hendes hånd og begyndte at vaske blodet af. Da han var færdig løftede han hende op i sine arme og gik hen til sofaen og placerede hen forsigtigt. " Du har behov for at hvile dig. Det vil være yderst uheldigt, hvis jeg lige pludselig står og skal til at overvåge jer begge to." smilede han muntert til hende da han gik hen til en kommode og fandt et mørkelilla vævet tæppe. Han gik tilbage til hende og lagde tæppet om hende. " Tag du bare en lur, du har behov for at få din energi tilbage. Og bare rolig, jeg skal nok holde øje med ha,. skønt jeg tror der går noget tid før han åbner øjnene. Du kan kalde mig din ven også, hvis du har problemer eller en dag mangler nogle at tale med, så vil jeg altid være klar til at tage imod dig med åbne arme." sagde han varmt og vendte sin opmærksomhed tilbage mod manden som lå med lukkede øjne og trak vejret. Remus gik tilbage til bordet og begyndte at rydde op mens han holdt øje med manden og duppede hans pande. Da han var færdig med at rydde op gik han kort ind i stuen og fandt en stol som han placerede ved siden af bordet inden han satte sig, således at han stadig kunne duppe manden. Det var desværre ikke første gang han havde hjulpet til på denne måde. Sårene var voldsommere end hvad de normalt var. Men han havde ofte hjulpet sin mor som var gammel healer, fra tiden hende og hans far boede på gården. Hver gang han var her i byen havde han hjulpet til så godt han kunne, det var ikke meget da han desværre ikke havde evnerne til det. Men han havde gjort det bedste han kunne, og det måtte som sådan være godt nok.

Han kiggede hen på Semira. Tideligere slave, hvilket forfærdeligt liv måtte det ikke ha været. Han havde ofte set hvordan hans far behandlede slaverne. Og skønt hans far var blidere end de fleste andre, havde det stadigvæk vendt sig i Remus hver gang han skulle overvære sin fars behandling af slaverne og de øvrige tjenestefolk. Der var ikke tvivl om at Remus behandlede dem meget bedre, men var det nok til fuldstændig at fjerne det udtryk af frygt som stadig lå i øjnene hos dem? Han lignede trods alt sin far, og havde mere end en gang oplevet at en af de tideligere slaver havde kastet sig for hans fødder, sådan som hans far ville have det. Remus havde blidt sat sig på hug, for ikke at skræmme personen, og fået ham til at stå op. I Remus' øjne var de alle sammen ligeværdige, de havde alle forskellige evner. Alle kunne udnyttes, både til godt og ondt, desværre.

Semira kiggede på ham som han kom og hjalp hende med at vaske hænder, det kunne godt være at hun var en kvinde og i en hver anden situation havde hun taget kluden for ikke at virke svag, men han ville bare hjælpe og hun kunne næste ikke nænne at tage kluden fra ham. Sermira nåede ikke reagere før han havde løftet hende op i hans favn og hun ville nok have sat sig imod hvis ikke det var fordi han havde ret, såret havde haft en del lag hun havde skulle hele og det havde udmattet hende, men  hun kunne ikke rigtigt tænke på det. Hun kunne kun koncentrere sig om hans arme og det faktum at hun var temmelig tæt på ham. Hun havde altid holdt en vis afstand til at være tæt på nogen fordi hun følte at det var forkert og at hun måske havde haft et forhold før, det lød mærkeligt for dem hun talte med og hun havde forlængst opgivet at foklare det. Hun mærkede svagt varmen brede sig til hendes kinder som ganske svagt fik en rosa farve og det var virkelig ikke fordi hun havde lyst til at rødme, men hans godhed havde hun kendt til før og den mindede hende om nogen som hun ikke huskede, dog stoppede hendes kinder  med at tage farve så snart hun blev lagt ned og det varede da eller ikke ret længe efter at han forsikret hende at han nok skulle kiggede til den såret  at hun lukkede øjnene og faldte i søvn. Det varede dog ikke længe før et mareridt kom snigende og det fik hende til at vænne sig så voldsomt at hun falde ud af sofaen, hun vågnede badet i sved og med tåre i øjnene. Hun anede ikke rigtigt hvad skulle gøre eller hvor hun var og for hende var hun tilbage til et sted hun helst ville glemme. Den aften hvor hun fik frihed var også den aften hvor hun mistede alt og selvom hun ikke huskede gjorde hendes underbevidsthed. Hun trak vejret i dybe stød og efter lidt tid fandt hendes hjerne frem til hvor hun var og det fik hende til at falde til ro.
Semira lagde først mærke til tæppet da hun rejste sig fra gulvet og uden tøven foldede hun det samme imens hun satte sig på sofaen med tæppet i favnen. Hendes øjne var stadig en smule matte at se på , men hun havde genvundet en smule af sin styrke, det var mærkeligt at hun skulle have mareridt nu. Hun plejede næsten sjældent får dem og hun havde næsten glemt dem de dårlige drømme. Hun knugede svagt tæppet ind til sig inden hun lod den ene håndryg tørrede de få tårer væk. Dog kunne man tydeligt se at hun havde haft en dårlig drøm hendes krop badet i sved og hendes krop rystede en smule " jeg  er okay  det var bare en drøm" sagde hun ud i rummet og det mere for forsikre sig selv om at det bare var en drøm for drømmen havde virket så virkelig. Hun trak vejret dybt et par gange inden hun rejste sig op, hendes gang var en smule vaklende som hun  gik hen til manden som stadig lagde på bordet, hun ænsede ikke Remus og for hende var det lige nu at tjekke om han var okay. Hun smilede til ham " du skal nok klare det, du er ung og du har hele dit liv foran dig, børn, en kone og et trygt sted hvor du kan være. Dog afhænger det af dig, men lov mig at du kæmper, det kan kun blive bedre det lover jeg" sagde hun, manden var bleg, men stabil og det hjalp hende til at tro at han nok skulle klare det. Efter lidt vendte hun sin opmærksomhed imod Remus  " du behøver ikke frygte for mit velbefindende, jeg har det fint, det var bare min evne som udmatter mig" sagde hun og smilede forsikrende til ham. Hendes krop rystede dog en smule, men hun havde fået styr på sine ben og så kom hun i tanke om at hun havde sovet " hvor længe sov jeg?" spurgte hun og lagde hovedet lettere på skrå.

Efter lidt tid hvor hun havde stået kigget på manden fandt hun en stol og satte sig ved siden af Remus, hendes øjne var rettet imod hendes hænder som hun efter lidt tid stirrede frem for sig der var så meget hun gerne ville snakke om, men hun vidste ikke om hun burde snakke med ham om dem. De var jo stadig fra to forskellige slægter og da hun var som hun var og hun allerede havde bestemt sig for at han var til at stole på smilede hun igen " fortæl mig hvordan er livet i en rigmandsfamilie jeg har altid forestillet mig det som noget fantastisk. Ikke at skulle bekymre sig om sit levebrød" sagde hun og vendte for første gang sit blik imod hans øjne, men dog ikke for længe af gangen, men hun følte alligevel at det var vigtigt og desuden havde hun behov for noget som kunne holde de negative tanker på afstand. Hun vidste også at trængte til et bad, men lige nu var det ikke så vigtigt.

Remus næsten fløj ud af stolen da han hørte Semira vælte ud af sofaen. Det var helt naturligt for ham at ville tjekke om hun var okay. Hun forsikrede ham dog om at hun var okay, hvilket fik ham til at slappe af og sætte sig ned i stolen igen. Han holdt øje med hende da hun gik hen til deres patient på bordet. Han lyttede opmærksomt til hende og fulgte hendes bevægelser. " Du sov ikke særlig længe, en halv time maks" sagde han med et smil. Hvordan var livet i en rigmands familie? Han havde aldrig rigtig tænkt over det, men fra en tideligere slaves perspektiv måtte det være fristende at vide hvordan deres ejere's liv var, eller kunne haft udformet sig. Han strakte sig veltilpas mens han tænkte over hvad han skulle sige. Måske han bare skulle fortælle om hvordan det havde været for ham? Han så over på hende inden han tog en dyb indånding og begyndte at forklare " Jeg ved ikke hvordan det er generelt, men jeg kan da fortælle om hvordan min opvækst var." smilede han for at gøre det klart for hende at der udelukkende var tale om hans opvækst. " Mine forældres ægteskab var arrangeret. De var dog meget glade for hinanden, det er de stadig den dag i dag. Min far er en stolt mand, vi havde både slaver og tjenestefolk mens jeg voksede op. Min far var en retfærdig med hård mand mod slaverne især. Modsat mange andre mænd, holdt han sig udelukkende til min mor. Han var umådelig stolt af sin familie. Jeg voksede op og jeg fik også arrangeret et ægteskab, det er en typisk ting i rigmands familier. Diverse alliancer kan man vist kalde dem." kluklo han. " Jeg blev gift, og fik gården fra min far. Ham og min mor flyttede ind i dette hus. Modsat min far valgte jeg at frigive slaverne. Krigstiden var trods alt forbi, og jeg havde altid opfattet dem som ligeværdige, så det mindste jeg kunne gøre var at sætte dem fri. Min kone fødte vores første søn, Magnus. Han er tolv år, han er lys af sind, meget venlig og imødekommende. Jeg har ingen planer om at skulle arrangere hans ægteskab. Uanset hvor glad jeg var for mine forældres valg, synes jeg min søn skal kunne vælge selv. Min kone døde i barselssengen. Jeg havde svært ved at kunne være sammen med min søn i den periode. Det har jeg ikke længere, han hjalp mig igennem sorgen på en måde som ingen andre kunne. Og for at være ærlig, så kan jeg ikke længere huske hvordan min kone så ud. Jeg lider af hukommelsestab, som kan ramme når som helst og så er det kun personer eller begivenheder jeg ikke kan huske. Jeg syntes altid at det at vokse op i min familie stillede nogle krav til hvordan jeg skulle være. Da jeg var yngre syntes jeg det var dybt uretfærdigt, men mit arbejde med slaverne ændrede på det syn. Jeg kom til at værdsætte min familie og at jeg var født til dem, og ikke nogle andre. " Da han nævnte Magnus blev hans stemme varm og kærlig, kærligheden til hans søn lyste ud af ham, en gammel sorg kunne høres da han omtalte hans hustrus død. Hans stemme vendte dog hurtigt tilbage til hans normale afslappede toneleje.

Semira sad  og lyttede som han fortalte hende om hans liv og hvordan det havde været og jo mere han fortalte jo mere fandt hun egntlig ud at lige som hende havde hans liv heller ikke været en dans på røde roser, men på den anden side havde han måske haft det en smule nemmere da han nævnte hans søn hørte hun godt den varme og kærlige tone han fik og det gjorde hende en smule varm indeni som om hun kendte den følelse af at have et barn man var stolt af, men tænkte ikke meget over det for så nævnte han hans kone " det gør mig virkelig ondt det med din kone, men du må huske på at når en dør lukkes så åbnes der en ny" sagde hun igen kom der noget varmt og opmuntrende i hendes stemme. Hun kendte ikke hans kone, men var næsten sikker på at hun ville have ham til at forsætte, hvis ikke for ham selv så for deres søn, som også til sidst havde hjulpet ham igennem sorgen. Hun vendte ganske kort sit blik imod ham og man kunne ane et svagt opmunterende glimt i dem. Hun havde ikke sagt meget, men siddet og leget med sine hænder som var i hendes skød. Det var tydeligt at hun tænkte nogle få ting igennem og hun havde englig ikke planlagt at blive længe og skulle bare have samlet sine ting og videre, men nu virkede det forkert bare at forlade dem. Hun lagde hovedet lettere på skrå, men havde stadig et tænksom blik som hun vendte sig om imod ham igen " din søn lyder som en rar person og jeg tror din kone ville have været stolt af jer" sagde hun stadig en smule tænksom inden hun rettede sig op lod hovedet falde tilbage i en ret position. Hun havde været på en lang rejse og følte sig bedskidt, men var også bedskidt og hun trængte til et bad. Hun ville dog heller ikke trænge sig på, men han virkede ikke som en der havde noget imod det. Hun rømmede sig svagt og vendte sit blik i jorden, det var vel en gammel vane og noget hun havde været vant til i sit liv som slave at når hun spurgte så skulle blikket være vendt jorden og det var hængt fast, men hun var langt fra underdanig og han havde selv set hende kæmpe og hun ville til hver en tid forsvare dem som hun mente var værdige.  
Hun havde dog svært ved forstå hvordan en Redwood kunne se andre som lige, hun havde været vant til at de var nogle selvglade og selv optagede mennesker som kun tænkte på styrke og magt, her sad hun sammen med en som langt fra var sådan og hun måtte indrømme at hun var ved at bløde op og faktisk fandt sig selv stole på ham, men hun fandt ham også fascinerende og måske Redwood kunne ændre sig til noget bedre hvis man gav dem chancen. Hun havde hørt sorgen i hans stemme og lidt tilfældigt tog hun hans hånd i sin gav den et klem inden lod sit blik falde på hans hånd og lidt efter gav slip " livet kan være hårdt, men det er det som gør os stærke og i stand til at kæmpe og leve videre, min herre var ikke den mest venligst mand og han knækkede mig jeg havde mistet alt håb, han var sågar far til mit første barn  som jeg fik på grund af en voldtægt, dengang var jeg kun 16, men heldigvis mødte jeg en mand som kom til at betyde alt for mig, men ham og mine 2 børn blev skilt fra hinanden da vi prøvede at flygte, jeg fortrængte disse minder og arbejdede hverdag på at glemme fordi det gør for ondt, men det at miste dem gjorde mig målrettet og meget bevidst om at beskytte og hjælpe dem jeg holder af og min slægt" sagde hun og med et rejste hun sig op og gik, hun vidste ikke hvor skulle gå hen, men snakken om hans søn havde fået hende til at huske, da hun var kommet på afstand kunne hun ikke holde tårende tilbage og hun fandt sin kappe gik imod døren. Hun ville ikke forlade dem, men havde brug for luft dog åbnede hun døren, men kom ikke længere end til døren og lukkede den imens hun satte sig lige ude foran den. Hun havde glemt dem fordi smerten ved at have mistet dem var for stor. Hun huskede nu hvor ondt det gjorde da de andre trak hende væk fra hvad der havde været for hende en livs opgave. Hun havde ikke haft lyst til at finde dem fordi hun følte sig skyldig i at have  forladt dem.

Hun havde aldrig haft et valg, men nu kunne hun aldrig se dem i øjnene hvis hun mødte dem og hun havde også skabt sig et liv uden dem, hun havde vænnet sig til det og alligevel ikke. Hun havde bare bildt sig selv at det var forsent. Hun lod svagt en hånd glide henover hendes ene kind for at tørre de forræderiske tåre væk. Han var den første som havde fået hende til at erkende at hun havde mistet alt det som havde betydet noget inden hun fik det arbejde hun lavede i dag. Hendes kærlighed til det hun lavede og de patienter, det var hvad hun erstattet sin  moderkærlighed med og alligevel fik patienter den at føle. Hun vidste ikke helt hvad skulle gøre af sig selv, hun kunne ikke tage ud i byen i frygt for at  blive fanget af den nar som havde gjort at hun  var endt her, men efter lidt tid rejste hun sig hun havde ikke haft kappen på og hendes krop sitrede ganske let af kulde.

Han så taknemmeligt på hende " Det er sandt, til at starte med var det bare svært at forstå at hun var væk. Nu går det nemmere, takket været min søn for det meste" smilede han, han vidste at hans kone havde ønsket at han skulle være glad. Han havde senere fundet nogle breve som hun havde skrevet både til ham og til Magnus. Hun ønskede at de begge ville blive lykkelige, og at Remus en dag ville finde sig en ny. Han blev vred da han hørte om hvad hendes tideligere herre havde gjort ved hende. Han blev vred på hendes vegne " Sådan et svin!" udbrød han vredt. Han opførte sig dog ordentligt og hørte resten af hvad hun havde og sige. Han blev glad over at høre hun havde fundet sig en mand, han blev trist da hun fortalte at de var blevet væk fra hinanden da de flygtede. " Jeg er ked af at høre i blev væk fra hinanden." sagde han medfølende, det måtte haft været hårdt. Meget hårdere end at det han havde oplevet. Jovist var hans kone død, men så vidste han trods alt det. Her kunne Semira kun gnistre om de var døde eller levende. Hvor måtte det være frygteligt at gå med den usikkerhed!

Han lod hende gå mod døren, han kunne se på hende hvor ondt det gjorde på hende at tale om dem. Han gik derfor i gang med at lave noget te til dem. Han ventede til hun kom ind igen inden han hældte teen op til hende. " Jeg undskylder at jeg fik rippet op i nogle ubehagelige minder, nogle sår . Det var ikke min mening. Du må fryse, du tog ikke kappen med. Jeg tillod mig at lave noget te til os" sagde han og rakte hende koppen med den varme te.

Sermira havde fået samlet tankerne og gav vel ingen mening og blive ved med at dvæle ved fortiden, det var sket og der var intet hun kunne gøre for at ændre på det desuden kunne hun aldrig se dem i øjnene for hun følte hun havde forrådt dem, selvom hun faktisk var blevet holdt tilbage for se dem forsvinde. Hun måtte indrømme at som tiden var gået var de bare blevet et fjernt minde som hun til sidst havde glemt fordi det gjorde ondt. Hun hørte at døren åbnede og kiggede på Remus og smilede svagt som han undskyldte. Hun rystede dog på hovedet. Det var ikke hans skyld og han skulle bestemt ikke føle skyld for det.  Hvis det var nogens skyld var det hendes egen skyld. Hun skulle have stået fast og havde nægtet at flygte. Hun fundet friheden skræmmende og den havde været svær håndtere især fordi hun havde følt sig ensom, det havde dog ændret hende til noget godt og nu kunne hun ikke være sin frihed foruden. Hun tog imod teen og lod forsigtigt den varme væske ramme sine læber og vendte sin blik ganske kort imod som svagt lod sin tunge glide henover sine læber " det skal du ikke være ked af, det var ikke din skyld og bragte det selv på bane desuden kommer jeg aldrig til at se dem igen for jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene " sagde hun og man kunne tydeligt høre på hendes at hun ikke havde det godt med det, men hvis hun nogensinde mødte dem anede hun ikke hvad hun skulle sige til dem og hun var som sådan startet på frisk. Hun fået liv hvor hun kunne tænke på andre end sig selv. Hvilket gjorde at hun kunne føle sig tilpas. Hun havde aldrig haft lyst til stifte en ny familie og de få venner hun havde fået igennem sit var hendes familie.

Desuden var det ikke det hun ikke ville gøre for beskytte sin slægt " nok om mig og alle disse kedelige ting i mit  liv, det kan man kun blive trist af og det synes jeg ikke vi skal være" sagde hun og smilede som hun igen tog en slurk af teen. Den smagte godt og det var ikke en te hun var vant til at drikke, men hun havde heller råd til te så det var urtete drak. Hvilket for hende var nemt at finde da hun boede i en skov " Tænker du så på at finde en ny kone?" spurgte hun og vidste godt at det nok ikke ville være det samme, men spurgte også for at få samtalen væk fra hende selv. Hun havde nok når det kom til stykket opgivet kærligheden, folk sagde også at hun var gift med sit arbejde og det havde de nok ret i, hun kunne undvære det for det fik hende til at komme væk fra trist heden ved have mistet. Dog snakkede hun aldrig fra hendes slægt om deres fortid. Hun kunne nu på måde også forstå at man ikke var stolt af det. Ingen brød sig om at være slave og det at en hel slægt var blevet det engang var intet at være stolt af.

Hun lagde teen ved siden af sig og svang svagt armene omkring sig da hun havde haft travlt med at komme ud havde hun ikke lagt mærke til hvor koldt det var, men nu hvor hun var kommet lidt mere til sig selv, hun tog efter lidt teen op igen og lod den varme hendes fingre. Hun fandt det stadig lidt mærkeligt at hun havde så nemt ved at snakke med. Hun havde kun en gang haft en hun følte hun kunne snakke og som tiden og jo mere de var sammen jo mere fandt sig bryde sig om han. Hun så svært tro at nogen som ham fandtes i hans slægt, men igen skulle man vel ikke drømme en bog på dens omslag.

"Tænker du så på at finde en ny kone?" Tanken havde da strejfet ham, og han vidste godt at han håbede at han en dag ville finde en ny kærlighed. Han vidste også godt at hans forældre havde forsøgt at overtale ham til endnu et arrangeret ægtskab, han havde været fristet til at sige ja, men vidste inderst inde at han denne gang ville lede med hjertet. Han så over på hende med et smil. " Ja, jeg håber at jeg en dag kan finde en ny. Mine forældre overtalte mig næsten til endnu et arrangeret ægtskab. Der var absolut intet galt med pigen, hun var utrolig sød. Men denne gang skal det være hjertet og ikke hjernen der råder. Jeg håber at kunne finde en som vil acceptere at jeg har en søn og at han betyder utrolig meget for mig, og at han ikke vil komme i anden række, samt at jeg ønsker flere børn." fortalte han stille. Han nænnede ikke at spørge ind til om hun ønskede en ny mand, smerten han havde set og hørt hos hende havde været en klar indikator på at det stadigvæk var et ømt punkt, og da han ikke ønskede at gøre hende ondt eller at hun følte sig utilpas undgik han høfligt emnet, af hensyn til hende.

Det var behageligt at tale med Semira, han havde før talt med andre fra hendes slægt. Med de havde altid haft en form for underdanighed over dem. Han vidste godt at de fleste af dem havde set ham vokse op, og at han skulle være deres Mester. Han vidste selv hvor svært det var at vænne sig til lige pludselig at være fri, og se den mand som havde været ens Mester, som ens ligemand. Noget som de fleste på gården, både tjenestefolk og tideligere slavere arbejde på at glemme. Han gjorde selv sit bedste for at gøre det lettere for dem, både ham og Magnus behandlede dem ordentligt. De yngre slaver havde lettest tilpasset sig deres nye værdighed. Det var straks værre med dem som havde været det i flere år og som også selv var godt oppe i årene, Remus kunne ikke bebrejde dem det. Han tillod dem at kalde ham Mester eller Herre når de talte sammen, mest af alt fordi de følte det var nemmere. Selvom slavebåndet var ophævet, var båndet der alligevel. Noget som der måtte arbejdes på hver dag, hvert møde. Men Remus nød det, det han nød mest af alt var når der kom nogle nye tideligere slaver, at arbejde med dem sådan så de fik en glød i øjnene igen og et smil på læben. De var næsten som transformerede!

Hun smilede svagt som han fortalte hende at han søgte, men at han denne gang ville følge hans hjerte i stedet for et arrangeret ægteskab, hvilket hans forældre havde forslået ham. Hun havde aldrig rigtigt forstået princippet med et arrangeret ægteskab, det virkede lidt på hende at man undgik at ens børn ville finde en som langt fra var under de standarder som man så sig selv i og havde svært ved at se hvordan det kunne være rigtigt. Hun brød sig om at man satte folk i kasser og noget var forkert frem for noget andet, men igen hun havde eller rigtigt været i disse kredse uden at havde skullet arbejde og havde været undertrykket så det kunne også svært for hende at sætte sig ind hvordan var, men hun ville aldrig drømme om at sætte nogen i den situation. En selv måtte om nogen vide bedst, om nogen var gode for en og i hans tilfælde om de var gode nok for hans barn. Semira havde fundet den troede var bedst for hende og alligevel havde skæbnen bestemt at de ikke skulle være sammen. Hun havde konkluderet at det var sådan og at hun var for gammel til lede efter, hun havde heller meget fritid fra sit arbejde, hun var sit arbejde og levede åndede for det. Hun ville og det at hun kunne heale folk hjalp del på. Hun vendte sit blik imod ganske kort og et smil kom frem i hendes øjne " jeg har aldrig forstået princippet i et arrangeret ægteskab, er det ikke meningen at man skal elske hinanden. Jeg mener hvordan kan man det hvis ikke man kender hinanden, skal man så lærer at elske hinanden? " spurgte hun og kunne ikke skjule at det ikke gav mening for hende at nogen skulle bestemme hvem man skulle ægte. Hun havde altid fulgt sit hjerte og var slet ikke i tvivl om at det var det rigtige at gøre lige meget hvad var hun imod dem. Semira tog en slurk af koppen og lagde den fra sig fordi der næsten ikke var mere i den. Jo mere de snakkede jo mere tryg følte hun sig og hun fandt faktisk en smule rart at snakke om andet end bare arbejde med ham.  

Hun havde aldrig troet at hun skulle møde en Redwood som man kunne stole på og det gjorde hende faktisk på en måde glad og se at det ikke var dem alle sammen som ikke var til at stole på. Hun håbede virkelig for ham at han ville finde en som ville elske ham og hans søn lige meget " synes du ikke jeg er for gammel? " spurgte hun hævede svagt det venstre bryn en smule. Hun var trodsalt 38 og det var måske ikke en alder som man ville tænke at den helt forfærdelig, men hun syntes selv hun var for gammel til at jage en drøm. Desuden syntes hun ikke at hun tillade sig finde lykken igen fordi hun havde haft den og mistede den. Det gjorde stadig ondt og hun var ikke sikker på at hun nogen sinde ville overleve at miste en til som hun havde nær. Desuden hvem ville kunne have lyst til en som havde så mange ar på sin krop og så var der det med at hendes blod var giftigt. Hun var nok ikke den mest attraktive for nogen. Hun smilede svagt som lod blikket falde til hendes hænder. Remus behøvede ikke svare på hendes spørgsmål, hun havde bare svaret på det spørgsmål som han af ren skær høflighed havde undgået for ikke at gøre hende ked af det, hvilket hun satte pris på " jeg mener jeg fortjener ikke at være lykkelig jeg elskede virkelig Sean, jeg ved godt at jeg ikke kan blive ved med at håbe på at han kommer tilbage og at burde komme videre, men synes bare ikke at jeg kan være det bekendt" sagde sandfærdigt desuden havde hun heller fundet den rigtige endnu og hun var heller ikke sikker på at den rigtige ville komme.