I don't need help, I need you ~ Katherine

Han havde haft alt under kontrol. Han havde haft hele Redhawk-regionen i sin hule hånd. Hans allierede havde han holdt på plads såvel som hans fjender. Det havde ikke været nem. Det var noget som han havde kæmpet for hver evig eneste dag i over et årti blot for at opretholde. Og så skulle én tåbelig mand ødelægge det hele. Èn erklæring og så var alt som han havde bygget op ved at falde fra hinanden.
Det hele gik galt, da den tidligere leder af The Oikans døde. Charles kendte godt hans næstkommanderende. Han havde mødt ham til fester, men han havde aldrig været den snaksaglige type, eller han virkede i hver fald ikke snaksaglig nok til at Charles følte for at spilde sin tid på ham. Det var svært nok at holde lederen fanget. Han havde virkelig kæmpet for at opretholde den alliance der blot var blevet skabt af hans afdøde onkel og far gennem tvang og mytteri. Ikke hårdt nok åbenbart. Han kunne egentlig godt forstå The Oikans, hvis han skulle tænke på hjertet - hvor var det egentlig pinligt at de indgik en alliance med dem, som de startede krigen med at kæmpe i mod i håb om at vælte af tronen. Men nu tænkte Charles altså med hovedet og ikke hjertet, og det var Cayden Oikan var en tåbe for at gå i mod ham. Det var grundet ham, at de havde fået bygget Springheat City op til den storslået by den var. Nu ville han sørge for at hvert hus ville blive brændt ned, hver gade dækket af soldater. The Oikans var blevet den anden største slægt ved guldslægtens hjælp, og når de ikke længere ønskede den, skulle de ikke længere have den ære. Det skulle Charles nok sørge for. Han vidste også, at det ville kunne lykkedes. Præcist hvordan havde han stadig travlt med at finde ud af.

Han havde ikke fået én eneste pause den sidste uges tid efter krigserklæringen. Det var møde efter møde, så skulle han holde tale, gå ind og snakke med krigsfanger, og så tilbage til møder. Når han endelig havde tid for sig selv, endte han med at sidde og planlægge i stedet for rent faktisk at slappe af. Søvn havde der heller ikke været meget af, men han havde nu aldrig været god til at sove tungt. Han vidste alt for godt, hvad der kunne ske en, så snart man lukkede øjnene.
Hans tanker rasede rundt. Det føltes som om han skulle til at eksplodere. Det her var ikke den første krig som han havde været konge i. Men da han blev konge i Guldkrigen var gangen allerede sat, og han skulle mere fokusere på at rydde op sin onkels rod end på at vinde krigen. For med The Takumaras og The Oikans på deres side, havde de sådan set allerede vundet. Denne her gang var det ikke sådan, og nu hvor krigen lige var blevet erklæret, var hans folk sønderknuste. Det sidste han kunne bruge nu var en borgerkrig.
Alle disse tanker snurrede rundt i hovedet på ham og gav ham en voldsom hovedpinde, der passede perfekt til hans rastløshed. Han havde brugt de sidste ti minutter på at traske frem og tilbage, forgabt i tanker, og bandet for sig selv. Han havde egentlig besluttet sig for at lægge sig til at sove - han havde luftige bukser på, som han aldrig ville ses med i offentligheden og så en natskjorte på - men havde hurtigt givet op. Udmattet og frustreret havde han sendt bud efter Katherine.
Så snart hun åbnede døren ind til hans værelse - hun var den eneste, som han lod komme ind uden at banke på. Nok egentlig den eneste han overhovedet lod komme ind - åbnede han munden.
"Jeg gør alt rigtigt," siger han, nærmest mere til sig selv end til hende. "Alt. Jeg har ryddet op i den tåbe Ardens fejl, og der var nok fejl til at smide guldslægten af tronen. Jeg har sørget for at alle slægter har territorier, selv forrædder-slægten, Adara, har fået en by!"
Han slog ud med armene og hans stemme hævede mere og mere for hvert ord der kom ud af hans mund. Det var egentlig godt at komme ud med det hele. Men det fik også vreden til at boble inden i ham. "Jeg promoverer ikke slaveri eller tortur - ikke offentligt i hvert fald - og jeg har endda en kvinde som sergent!"
For første gang siden Katherine kom ind standsede han og vendte i mod hende. Hans øjne lynede af raseri og muligvis også lidt galskab. Det var hvad flere dages mangle på søvn kunne gøre ved en.
"Og alligevel bliver jeg stemplet som en tyran! Af Cayden Oikan, en mand der ikke en gang har været et år på tronen for sin slægt men tror at han ved bedre end selve kongen af Redhawk-regionen?!"
Det sidste råbte han højt op, vreden tordnede ud af ham. Hans brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt og han stod anspændt fra krop til tå. Han så på Katherine ventende, som om han forventede at hun på en eller anden måde havde svar på de spørgsmål han ikke havde stillet.