Taking This One to the Grave - Herry

S: Ved kanten af en flod i Fairlake
O: Beskrives
T: Sen aften
V: Det regner, meget trist.
P: Et par bukser og en top.
@Herry - go save my girl! <3

---

Malia kunne mærke vandet der prøvede at drukne hende. Strømmen der trak afsted med hende, og ikke ønskede at give slip. Døden trak i sine snore og ønskede hun skulle give op - så hun snart ville ende ved ham. Og selvfølgelig var det måske det mindst smertefulde? At give efter.. Men Malia havde ikke i sinde at give efter. Ikke endnu... Lyden af oprøret og følelserne fra stedet forlod hende.. hun måtte være langt væk nu. Øjnene lukkede i, imens hun lod sine følelser og naturen arbejde sammen.

Efter at have ladet strømmen føre hende, var det lykkedes hende at komme ind på land. Hun hang ved vandkanten da hun kom til sig selv. Malia åbnede svagt øjnene. Smerten i hendes side fra hvor sværdet havde været boret igennem hendes kød, var intens. De andre skader hun havde været udsat for påvirkede hende også. Hvis nogen ikke hjalp hende nu ville hendes kvæstelser tage livet af hende. Alligevel var Malia stædig nok til at trække sig op af vandet, og kravle henover den kolde jord. Hvor hun fik den kampgejst fra, til at bruge et træ til at komme på benene. Den ene hånd fra det blodige sår - ansigtet fyldt med tegn på hun havde været i kamp. Generelt så hun ikke alt for godt ud... og hun kunne ikke se klart. Til sidst væltede hun omkuld i sin udmattelse.

Han har dette på med et par læder bukser

Han kunne ikke sove eller koncentrerer sig, der var for meget larm, støj og frygt… der var så meget af det han satte sig op og rystede og svedte…. Han kunne ikke tage det han skullese hvad der skete der ude han måtte se det med sine egne øjne… han tog sit tøj på og listede ud af sin fars palæ… så længe han ikke vækkede sin far eller åh gud Myfanwy… hun ville dræbe ham hvis hun viste at han sneg sig ud i aften af alle aftener, men der var noget ude i mørket som kaldte på ham… noget der… han kunne ikke sætte sin finger på det, men han skulle ud og det var nu…. Han listede ned ad trappen men hørte en vred stemme bag sig "ye better have a damn good reason for going out in that mess boy!" *does tha ol batty housmaid never slepp!* han vente sig nervøst om ”ehehe Myfanwy…ei.. ei umm….listen ei ave’ to goout there… someone or something needs me out there….” hun kiggede på ham og han obsaverede hvordan hendes næsebor blev store "YES AN THA IS YER HEAD ON A PLATE!" han sukkede hun var alt for stædig ”ye kent stop me” sagde han og løb ud af døren og over til staldene for at hente Armenita, hun vrinskede da hun så ham… ”shh ol girl ei will get ye back soon”

Han kunne ikke tro sine egne øjne da han red gennem byen…hvordan kunne dette ske! Var det virkeligt så galdt mellem slægterne at sådan noget kunne ske! Han rystede ved tanke da følelserne af had og frygt overtog ham…han skyndte sig vær og red hen mod floden for at komme væk fra alting… da han endelig var kommet et godt stykke væk så han noget som fik ham til at sætte Armenita i galop Malia!. Han skyndte sig over til hende og så hun var ude som et lys "don't worry luv ei will get you somewhere safe...". Han tog hende op i sine areme og lage hende bag på sadlen inden han satte Armenita i galop mod sin fars palæ...

Alle sanser var lukkede, og alligevel kunne hun mærke følelsen af nogle der bekymrede sig. Men at han tog hende op og lagde hende bag på sadlen - imens de red afsted i fuld galop - det registrerede hun slet ikke. Hun var ved at lukke ned, og hun anede ikke hvordan hun skulle kunne holde sig i live. Hvordan bekæmpede man dette? Hvordan bekæmpede man en skade så dyb der kunne smide hende væk fra dette liv? Dog alligevel lykkedes det hende at få sig selv en smule kickstartet - ikke nok til hun kunne gøre noget - men nok til at hun kunne se hans silhuet, den sorte skygge. Den bragte hende ind i varmen.
"P..lea..se.. H..e..lp.." Hun kunne ikke rigtig sige noget, ordene sad næsten fast på hendes læber. Hånden var stadigvæk fast på det dybe sår. Hun gispede efter vejret, og havde brug for hjælp lige nu.

"P..lea..se.. H..e..lp.." han begyndte at ride hurtigere da han hørte hvor svag hendes stemme var, da hun ikke rigtig kunne sige noget, ordene sad næsten fast på hendes læber. Han kunne ikke komme hjem hurtigt nok… *fuck whit’s the lass doing here!? Kent she see it aint safe!?* han kiggede ned på den bevidstløse pige "hold on lassie ei will save ye" hviskede han mere til sig selv end hende… der måtte ikke ske noget med hende…han havde lige fundet hende… han havde aldrig mødt en som ham… han kunne ikke miste den første person som forstod den byrde hans evne var…

Da han endelig nået hjem satte han heste tilbage i stalde før han tog Malia i sine arme og løb indenfor han var lige glad om han vækkede hele huset han måtte rede hende "MYFANWY!!! FURGUS!!! EI NEED HELP NOW!!!" råbte han mens han bare hende op på sit værelse, han kunne se de to trætte tjeneste folk komme løbende efter ham oh my what happend!? sagde Myfanwy mens Fegus mulede and why is she here. Herry sukkede "please help her...", han lagede hende ned i sin seng mens tjenerne begyndte at vaske hende og rense hendes sår og se til hendes skader, mens de gav hende noget andet mere tørt og varmt tøj på… Herry faldt i søvn i sin gynge stol vedsiden ad sengen og håbede at hun ville være i live når morgen kom

Alle dage havde Malia været en fighter, og bare tanken om at dette her skulle få hende ned med nakken. Dog kunne hun mærke, hvordan det gik godt. Det blev lettere, mere nemt at holde ud. Som om at tingene gik i den rigtige retning. Det var en rar følelse. En fantastisk følelse, også selvom hun stadigvæk kunne mærke smerten sitre sit system. Til hun pludselig tvang sig selv til at åbne øjnene. Luften trak sig ind imelem hendes lettere tørre læber. Hun fik sat sig op ved hjælp af den ene albue. Dog skar hun ansigt af smerten, da såret langtfra var væk. Det var noget andet hvis Noah eller Nate havde healet hende - men denne her gang var det normale healere som havde givet hende noget imod smerterne - samt renset hendes sår. Malias grønne øjne flakkede rundt og hun fandt en sovende Herry. Malia åndede lettet ud.
"Thank you." Hviskede hun også selvom han sov, men hun måtte videre. Lige meget hvor dum ide det var - så måtte hun videre. De skulle vide hun var i live. Malia var stædig, og svang benene over sengekanten. Dog måtte hun lange ud efter væggen for at holde sig på benene og tage sig til såret.

Han sov i stolen ved siden ad hende og håbede på det bedste, men lige meget hvor meget han prøvede kunne han ikke slappe nok af i kroppen så kunne sove ordentligt… han hørte noget eller nogen rumstere, han hørte en svag hvisken "Thank you." Han sad helt stille og ventede for at se hvad hun ville gøre nu når hun var vågen. Han opdaget at hun var på vej op han smilede da han så hvordan hun vaklede, hun svang benene over sengekanten. Dog måtte hun lange ud efter væggen for at holde sig på benene og tage sig til såret. Han åbnede øjnene, og rystede på hovedet, stædige pige… han kunne ikke stoppe det grin som undslap han læber. Han kiggede på hende og rejste sig op og gik over mod henden…hun skulle ingen steder hvis det stod til ham. "an where din ye think yer going lassie?" han smilede til hende og rejste sig op "ye almost died, and ye havn't healed probably yet..."han stod foran hende nu og lage sin store hånde på hendes skulder "ei kent let ye leave...yer gonna open up ye stitches, an probably die...so go back to bed lassie, please ei just found someone like me, an ei aint gonne lose ye" han kiggede tiggende på hende