What is consent, but a toll xxx- Arden

Tid: 15:30
Sted: Thunderville "centrum"
Omgivelser: mange mennesker på et markede lignene sted

Påklædning minus håret han har blonde krøller

Herry var på vej tilbage til ”The Fairlake District” efter at have afleverede sin fars papirer til hans kontakt i ”Redhawk city”, lige som hans vej der over så på vej hjem var der ingen måde for ham at komme videre, uden at krydse ”Thunderville”. Den mørke, grå og dystre by med flere negative følelser end han kunne holde styr på, og han var ingen gang mere end 30 min før han ramte byen og allerede kunne han mærke frøene at negativitet og frygt i ham. Han kiggede ned på Armenita ”well me ol’ lass, we’r back”, hun vrinskede af ham , ”ehehe ei know lass but maybe if web be lucky, Mayah is ome’ an we ken stay with her…or somewhere els… ”

Han kiggede ned bare hun var hjemme han kunne håntere hende, hun var den mindst påvirkede person I denne by….hvis man kunne kalde det, det. Han sukkede da han nærmede sig indgangen til byen og de overvældende følelser kom mod ham som et just kraftigt vindpust.

*FUCK! Why kent these folks lighten up…its like im at a funeral…*

Han begyndte at nyne en sang mens han red gemme byen han smilede til folk og gjord sit bedste for at finde en person soms følelser ikke var dystre som han kunne fokusere på indtil kom til Mayahs hus eller et sted han kunne sove, bare en person som ikke ville få ham til at drukne i alle følelserne omkring ham. Han lukkede sine øjne og ledte gennem alle følelserne omkring ham indtil han fandt det han ledte efter det var en kvinde ikke meget yngre end ham. Hun var som et lys i alt det grumsede mørk i ”Thunderville”, han smilede hun måtte være ung, hendes følelser var så klare og åbne og upåvirkede af verden omkring hende… hun var en sjælden art…Hans krop blev fyldt op med lyse følelser og han begynde at synge ” I know you all, and will awhile uphold. The unyok'd humour of your idleness. Yet herein will I imitate the Sun, who d…”  han stoppede brat op. Der stod hun…hans lys I møeket…han betragtede hende, hun havde smuk flamende rødt hår, næsten porselæn lignende hud og hendes krop…Han bed sig i læben ved synet af hende, hun var smuk ikke bare det , synet af hende fik hans krop til at regere på en ”uciviliserede” måde…

Alle tanker om at tage over til Mayah eller finde et andet sted at sove fløj ud ad hans hoved, hende måtte han have og han viste med sikkerhed han kunne få hende. Han steg af hesten og gik over mod hende, han sendte hende sit mest vindene smile.

”well aint ye a bonnie wee thing lass ei Herry but ye me luv ken call me Hal” han tog hendes hånd og kyssede den ”now how bout ye ” han rørte heneds arme og hofter mens han talte ”take me back to ye place an ei ken show ye how bonnie ye really are”

"I'll be right back," Lød det fra den unge kvinde før hun lukkede værtshusets dør bag sig. I sin ene hånd bar hun en tom spand, som skulle fyldes op med noget friskt vand fra brønden i byens centrum; godt en snes meter derfra. Hun har den sædvanlige lange kjortel, med et lædderbælte strammet ind om livet, samt nogle tætsiddende brune bukser derunder, og nogle korte, halvslidte støvler. Et par lokker af det røde hår var bundet sammen i en fletning, så disse totter ikke ville glide ned i hendes ansigt når hun arbejdede - mens det yderligere hår faldt ned over hendes skuldre og ryg, som flammende bølger. Der var en målrettethed over hendes blik som hun begyndte at gå, og ind-i-mellem sendte hun et blik mod de forbipasserende i byen.
Efter at have gået ganske få meter, hørte hun lyden af sang. Kortvarig strejfede hendes øjne den smukke stemmes ejermand, og i et sekund fangede hun sig selv i at kigge nysgerrigt mod ham, som alle andres øjne syntes at skæve imod. Indbyggerne i Thunderville var sædvanligvis interesserede i fremmede, og især dem som skillede sig ud. Denne mand var bestemt én af de personer. Han var velklædt. Alt for velklædt til Thunderville, og hans optimistiske sang brød den nostalgiske tone i byen, som mange indbyggere have gjort sig trygge ved.

Arden slog snart blikket væk, som hun kortvarig havde bemærket at han rettede det mod hende. Det var først da hun var kommet tættere på brønden, at hun bemærkede at han var stået af sin hest, og var på vej hen mod hende. Der var et smil om hans læber der i en kort stund fik hende til at vurdere hvorvidt han måske genkendte hende et sted fra. Men hvem kunne hun narre? Ingen klædt sådan, ville nogensinde kunne huske en som hende selv.
Hun stoppede straks op, som han trådte ind foran hende og kyssede hendes hånd. Det lammede hende fuldstændig i et sekund, da hun - helt perplekst - lyttede til hans ord. Det var først da han berørte hendes arme og hofter, at hun lod den tomme spand falde til jorden, og hastigt skubbede ham fra sig.

"Who do you think I am sir? A street-walker?" Tonen i hendes stemme var aggressiv, og de grå øjne var stædige og faste. Hun antog at han - ligesom andre rejsende havde gjort det før - mente at Thunderville var i så slem en tilstand, at kvinder lod sig sælge for at få brød på bordet. Måske var det tilfældet for nogen, men Arden væmmedes ved tanken. Visse af indbyggerne omkring dem kiggede nysgerrigt derover. Arden havde et rygte i byen; hun var ingen bly viol, og var flink til at uddele lussinger mod dem der gjorde sig tilnærmelser mod hende.
"I'm going nowhere with you, thank you." Hun samlede straks spanden op igen i sin favn, og forsøgte at dæmpe vreden igen. Måske ville hendes bratte afvisning få ham på andre tanker? Og hun nænnede ikke at begynde at lade temperamentet tage yderligere over.
Derfor trådte hun lige forbi ham, og fortsatte hen mod brønden - i forhåbning om at han ikke ville følge trop.

"Who do you think I am sir? A street-walker?" Tonen i hendes stemme var aggressiv, og de grå øjne var stædige og faste. Han så hvordan hun antog ham og hvordan hendes øjne flakkede vredt omkring. *hmm not the reaction eim uesed to…* han kunne ikke stoppe med at kigge på hende, hendes krop, følelser og den udstråling der skinnede ud af hende, han kunne ikke lad hver med at bruge hende som et anker, i den mørke menneske strøm af føleser.  "I'm going nowhere with you, thank you." Han kunne ikke tro sine egne øre hun ville ikke med ham?… Hun samlede straks spanden op igen i sin favn, han kunne mærke hendes vred, den var kun lige i kanten til at blusse op…. Et skævt smil kom over hans ansigt da han mærkede hendes vrede den var anderledes end andre menneskers og han kunne ikke lade hver med at grine og fokusere mere på hendes…. Hvis hun troede at hendes bratte afvisning ville få ham på andre tanker eller lade hende være, ville hun blive nydeligt chokerede. Han så hvordan hun trådte lige forbi ham, og fortsatte hen mod brønden - i forhåbning om at han ikke ville følge trop.

Han betragtede hende og hvordan hendes hofter svingede mens hun gik *now isn’t tha a fine pice of a lass…mmm if only ei could get me hansd on her*.

Hendes modstand, var nok tilsyneladende det som fremmet hans interesse for den rød håret pige, som gik alene og ud fra hendes tøj og alle de føleser der strømmede ud af hende var hun også alene for under alt den vrede og lysende optimisme i hende var der frygt, ensomhed og modstand mod ikke bare ham, men alle der ville komme tæt på.

Han viste godt at han skulle stoppe sig selv, men han måtte læren hende at kende han måtte eje alt ved hende. Som hans lange skridt hurtigt lukket afstanden mellem dem, bredte der et charmerende smil over hans læber. sorry lass, ei mean no harm or disrespect ei just... yer very bonnie an ei kent think straight...so lets try dis again lassie... im Herry but a lady as bonnie as ye ken call me Hal.... Han gave hende et smil næsten for at se om hun ville vove at afvise ham igen. Store, stærke hænder greb hendes span "let me help ye"

*if all fails ye ken still make her want me*

Der var noget ved dén måde han havde set på hende som hun afviste ham, der gik hende på.' Mens klæbrige kunder på værtshuset ville ligne at de havde brændt sig når hun åbnede munden og svarede igen, syntes denne mand blot at kigge mere indtrængende på hende. Som om han analyserede hende, og var underholdt af situationen. Rich men always think they can get whatever-the-fuck they want, ; Tænkte hun, som hun havde vendt ham ryggen og sat kursen mod brønden igen, med spanden fast klemt ind mod sin krop. Trods hendes skikkelse måske havde flyttet sig et par meter, var hun i baghovedet klar over at dette sandsynligvis kunne være én af de typer der ikke tog 'nej' for et svar. Derfor overraskede det hede ikke just, da han trådte ind foran hende, og hun - endnu en gang - måtte stoppe brat op. Dénne gang med et mere misbilligende you've got to be kidding-udtryk i øjnene.

Hun lyttede til hans ord. Dialekten var tydelig, og var vel ligeså charmerende som dét smil han diskede op med. At være eftertragtet kunne måske få visse kvinder's kinder til at blusse, men Arden's fortid og omstændigheder satte hende ikke i sådan en situation. Desuden var mandens frembrusende adfærd nok for Arden til at blive ekstra påpasselig. Når hun i forvejen holdt sig på afstand af mænd som viste 'den slags' interesse i hende, var aggressive metoder, ikke just noget der gjorde hende tilpas.
Alligevel lod hun sit udtryk formilde en smule, da han undskyldte. I det mindste var han vel en gentleman nok til at stå ved sit adfærd, selvom Arden stadig følte at hun skulle passe ekstra på i denne mands selskab, selvom hun ikke var helt sikker på hvorfor.

Da han greb spanden, slap hun den efter et sekund's tøven. Hun vidste at det var klogest at lade ham gøre det, selvom hun helst ville vriste spanden ud af hænderne på ham og tordne væk igen. Et blidt suk forlod hendes læber, og hun trak dernæst udmattet på skuldrene.
"Alright..." Kom det fra hende, hvorefter hun forsøgte at forhandle sig vej ud af situationen, "You can help me fetch the water, but then I'll ask you to leave Sir." Hun undgik at bruge det navn han havde fortalt hende, da hun ikke ønskede at fortælle ham sit, for ikke at forpligte sig yderligere.
Hun gik de sidste meter hen mod brønden, hvor spanden skulle hægtes på, så den kunne fires ned og samle friskt vand op. Som vandet langsomt blev fragtet opad, lænede den unge kvinde sig kortvarig mod brønden og betragtede markedspladsen.
"A lovely horse you' got." Hesten stod et stykke derfra. Hun havde bemærket den som han var kommet ind i byen. I Thunderville ejede folk sjældent heste til andet end arbejdskraft på gårdene. Derfor var de langt mere robuste og klodsede at se på, end dénne ganger, "Travelling through the area I assume?" Måske var dette nok small-talk, men der var en gnist af nysgerrighed i hendes stemme, selvom hendes blik fortsat var rettet væk fra ham. Det var altid interessant at høre om andre steder, når man selv sad fast i ét.

"Alright..." Kom det fra hende, hvorefter hun forsøgte at forhandle sig vej ud af situationen, "You can help me fetch the water, but then I'll ask you to leave Sir."  Han sukkede hun undgik at bruge hans navn, men igen klogt tænkt så skulle hun ikke sige sit navn til ham, og hun kunne beholde en form for kontrol. Han kunne dog stadig ikke stoppe med at smile over den måde hun kiggede på ham og den måde hendes følelser ikke kunne holde sig til en specifik forestilling om ham, måske kunne han få hende uden at snyde…

Hun gik de sidste meter hen mod brønden, hvor spanden skulle hægtes på, så den kunne fires ned og samle friskt vand op. Som vandet langsomt blev fragtet opad, så han hvordan den unge kvinde lænede sig kortvarig mod brønden og betragtede markedspladsen han kunne ikke stoppe det gisp der kom fra ham da han så en enkel solstråle gennem hendes hår, hun var som en engel for ham. Han kunne mærke hvordan hans krop reagerede til synet af hende…hvis hun ikke ville have ham ende de gik der fra…så var der kun en ting at gøre…*whits wrong with ye laddie, she is just a lass…a bonnie strong tempered lass…with a boby like a lady of the water….a siren*

"A lovely horse you' got." han kiggede over på Armenita, hun stod et stykke derfra og vrinskede utilfreds af ham. *oh shut it! Ye will give me away!*. "Travelling through the area I assume?"… et smil kom over hans ansigt da han mærkede en gnist af nysgerrighed i hendes stemme *me dear lassie be mine*han så hvordan hendes blik fortsat var rettet væk fra ham og ud mod skoven og videre ud i verdenen.*so tha’s whit she wants…to get out of ere’*. ”have ye been here ye whole life? Ei dont want to pry buu why aven’t ye left? An thank ye kindly dis ol’ girl is me dear Armenita, an yes ei am on me way home”. Han kunne ikke stoppe med at smile og kigge på hende, men han kunne se og mærke på hende at hvis hun skulle blive hans ville det ikke være viligt. Han tog sin egne handske af og lagde hånden på hendes cremede skuler og begyndte af lede efter hvad der holdte hende tilbage, hvorfor hun sad fast, hvorfor hun så på ham med så meget mistillid. Han begyndte langsomt at fjerene det og fylde hende med nye og mere ”åbne” følelser overfor ham og kun ham hvis han skulle have hende måtte ingen anden….hun var hans… "would ye be mine?"

De grå øjne gled roligt igennem den velbekendte markedsplads. Havde den unge kvinde vidst hvilke tanker der gik gennem hendes 'ledsager's hoved, havde hun nok for længst hældt den ny-opfyldte spand's indhold over hans hoved. Nu stod hun blot, varsom, men ikke spor nervøs, og betragtede omgivelserne med armene over kors og den nederste del af ryggen lænet ind mod brøndens sten.
Have ye been here ye whole life? Hun nikkede tavst. Det var først ved hans opfølgende spørgsmål why aven’t ye left?, at hun vendte de store grå øjne mod ham. For mange mennesker ville sådan et spørgsmål have et simpelt svar, men for den unge rødhårede kvinde, var det mere kompliceret. Hun nægtede vel stadig at indrømme præcist hvorfor hun sad fast hér. I en by der lå delvist i ruiner, og hvor hun arbejdede dag ud og dag ind for at holde fast på sig selv, og dét gamle løfte hun havde stilt sig selv om at hun ville blive til Thunderville var genopbygget. - Hun bed sig tænksomt i underlæben, og trak dernæst lidt henkastet på skuldrene. Der var dog et stik af fortvivlelse i hendes øjne, som hun hastigt skjulte, ved at slå blikket ned mod sine støvlebeklædte fødder.
"Though it might not be as spectacular as the one you're travelling to - this is my home." Svarede hun dernæst, velovervejet og lidt afmålt. Jovist drømte hun om at slippe væk; men hun vidste at hendes samvittighed ikke ville tillade det. Hun kunne ikke efterlade alle her, blot fordi det var svært og ikke så mageligt som mange højerestående kvinder's tilværelse - med deres flotte kjoler og anstandsdamer.

Da hun mærkede hans indtrængende blik, vendte hun endnu en gang øjnene mod ham. Han smilede. Da han lagde hånden mod hendes skulder, havde hun af refleks trådt et skridt tilbage, men det var som om hun blev paralyseret ved hans berøring: Hans hud mod hendes. I et sekund stod alt stille. De grå øjnes agressive stædighed, blev snart erstattet med et mere naivt og uskyldigt udtryk - som havde hun med ét vasket sin fortid's dæmoner af sig. Dé dæmoner der havde gjort hende påpasselig med mænd, og som havde skabt ar på hendes sjæl. Pludselig blev alt dét ligegyldigt, og denne mand - Herry - blev det eneste der holdt hendes opmærksomhed.

Would ye be mine? Noget dybt inde i hende kæmpede imod, men det kom aldrig nok op til overfladen til at hun egentlig registrerede det. At en fremmet rørte mand rørte hende, ville forhen have gjort hende modvillig, bange og forvirret, men nu virkede det hele klart.
Hun så op mod ham, med opmærksomhed i blikket, og trådte et skridt tættere på. Hun lagde blidt sin hånd mod hans, der hvilede mod hendes skulder. Hvad hun følte var nyt. Aldrig før havde hun tilladt at sænke paraderne og lade ungdommelige fornemmelser og åbenhed overfor fremmede tage over.
"You don't even know my name..." Det var ikke en afvisning, men der var derimod en let generthed i hendes stemme, som var så ufattelig blid i dette øjeblik. Hun så ind i hans øjne. Havde de været så blå før? Et let smil formede sig over hendes læber, og det var som om - for første gang i lang tid - at hun følte en bid af håb. Denne mand havde fået alle de smertefulde følelser til at gå væk, og hun ønskede at det skulle vare ved.

Han smilede da han mærkede at hun så småt begyndte at give sig til ham, hvordan hun blev fyldt med håb og alle de smertefulde følelser hun havde var ved at forsvinde. Han smilede hun ville blive hans, og kun hans for det var kun over for ham hun kunne føle denne befrielse, overfor andre mænd og kvinder for den sags skyld ville hun stadig være varsom hvis ikke mere for ingen måtte have, røre eller nyde hende, og sådan skulle det altid være hun skulle være hans legetøj foreviget *as long as ei dont fall in luv with her…but tha wont happen luv doesnt exist…*. Han smilede til hende "You don't even know my name..." Det var ikke en afvisning, men der var derimod en let generthed i hendes stemme, som var så ufattelig blid i dette øjeblik. Han stoppede et øjeblik med at trække vejet, hendes øjne og blidhed var noget nyt for ham han stod der helt lamstået at skønheden foran ham *whit ave ei done…how ken ei not luv or want more frome her!!!*

Han havde aldrig set en skønhed eller uskyld som den foran sig. Hun så ind i hans øjne og han i hendes "then tell me ye name, but if ye do ei will be done for me lady...because a beauty like ye must have equally beautiful name"han kyssede hendes hånd og sendte flere varme følelser ind i hendes krop... han viste godt det var forkert og han ville ødelægge hende, men han kunne ikke stoppe sig selv hun var bare så smuk "an ei will never leave dis place if ye tell me because ei will be yours if ye will be mine an mine alone". Han tog en rose fra en at makkedes mange butiks stalle og gav den til hende "so tell me, me fine lady whit is ye name so ei ken be yours... an say ye name when ever i moan an profess me luv for ye" han gave hende et kjækt smil og snorede hende rundt indtil hun var i hans arme og han kiggede ned på hende med et ømt blike "please tell me or ei fear ei will go mad" han lænede sig ned mod hendes læber og gav hende et kys.

//yaay så er var tid til at svare <3 undskyld forsinkelsen

Det var en mærkelig følelse. Faktisk måske blot en lammelse af alle de negative følelser, som nu tillod mere positive og håbefulde ideer at tage form. Men det var ikke hende. I hvert fald ikke en oprigtig version. De tragiske begivenheder i hendes liv havde trods alt formet hvem hun var: En stærk, målrettet, temperamentsfuld kvinde, som holdt sig væk fra intimitet og kærlighed for at beskytte sig selv. Nu var det hele som vasket bort, og hun følte sig mere ensidig og optimistisk end nogensinde før, og alligevel var det som om hendes hjerne ikke tillod hende at studse for meget over hvorfor denne forandring var sket. Det var vel ham. Måske var han dén hun havde ventet på til at få det smertefulde til at forsvinde. Det virkede i hvert fald som om - når hun så ind i hans øjne - at hun havde fundet noget trygt, noget sikkert.

Han havde kysset hendes hånd, og endnu et rus af varme følelser boblede gennem hendes bryst. Hun havde hørt om kærlighed før; Var det sådan her det føltes? Hun var perpleks, men også komplet indhyllet i hans lys. Som om han var det eneste i verden der betød noget. Han bad om hendes navn, igen og igen, og fulgte sin opfordring med flere søde ord, der syntes at drage hende tættere og tættere ind i hans blik. Snart snorede han hende rundt, og trak hende ind i sin favn. Hun mærkede hvordan deres kroppe stod ganske tæt - aldrig havde hun, villigt, stået så tæt på en mand. Og tættere kom han. Så tæt, at han snart lænede hovedet ned mod hende, og plantede et kys mod hendes læber. I det første sekund var hun som paralyseret, men dernæst lagde hun forsigtigt hænderne omkring hans nakke, og gengældte kysset med en blidhed, og dog med en lidenskab, der var helt ukendt for hende. Hvad der førhen ville have føltes forkert, føltes nu så ufattelig rigtigt, og hun higede efter ham. Efter hans kærlighed og bekræftelse. Alt andet var ligegyldigt nu. Kroen, Thunderville, alt.

"Arden..." Sagde hun så snart deres læber skiltes. Det var som blot en lav hvisken, "My name is Arden.." Hun smøg sig ind i hans favn, og lagde armene omkring ham. Noget hun nok kunne ville gøre med sine nærmeste venner. Men det var som om selv dé var ligegyldige for hende nu. Hun lagde sin kind mod hans bryst, og lukkede øjnene i en stund. Som om hun følte sig mere tryg hér end noget andet sted.
"Don't go home..." Hviskede hun lavt. Han havde trods alt nævnt at han var på vej hjem, og allerede nú virkede det for Arden som om hun mistede det bedste i hendes liv, netop som hun havde fundet det.

Han smilede da han så hvordan hans ord og kys påvirkede hun var så uskyldig og han kunne ikke stoppe med at smile "Arden..." Sagde hun så snart deres læber skiltes. Det var som blot en lav hvisken, "My name is Arden.." Hun smøg sig ind i hans favn, og lagde armene omkring ham. Han begynde at nynne og holde hende tættere ind til sig, han kunne ikke slippe hende ikke nu hvor hun var hans. "Don't go home..." Hviskede hun lavt. Han gispede det var som om et reb blev bundede om hans hjerte og han kunne ikke trække vejret…*im sorry me luv, i didnt know ye would feel this strongly, but i will protect ye heart for i fear ye had mine at first sight*. Han tog en dyb indånding hun var hans og hvis manipulation var den eneste måde det ville lykkes på så var det sådan det måtte være….hvem ved måske ville hun elske ham rigtigt en dag… han rystede på hoved *ye have fallen for ye own game, ye daft fool*.

Langsomt vente han hendes hoved op så hun kiggede på ham "im not going luv, im staying right here with ye, as long as ye will have me", han kyssede hendes bløde læbe og stønede mod hendes læber, "oh god ye have no idea what yer doing to me luv", han lod sine hænder vandre op i hendes hår og ned til hendes bløde hofter  "as much as i would love to kiss ye slilly lets go to a more private place". han ville have hende og det var nu, han kunne ikke vente merehan havde allerede ventede længe nok og det var så lang tid siden han havde rørt et andet menneske med sine bare hænder og den måde hun kiggede på var nok til at gøre at han ikke kunne tænke på andet end hvordan hun ville se ud under ham

Hun mærkede snart hvordan han blidt vendte hendes ansigt op mod hans. Derfor åbnede hun øjnene, og lod de grå øjne møde hans blå. I'm staying right here with ye, as long as ye will have me Hans søde ord, fik hende til at blotte den øverste tandrække en smule i et kært smil, før han endnu en gang lod læberne finde hendes. Hun mærkede intensiteten i hans kys og i de små støn. Og trods han snart lod sine hænder kærtegne hendes krop, vigede hun ikke væk som hun ellers ville have gjort. Hendes følelser var i sandhed manipuleret, og eftersom hendes mere temperamentsfulde og skeptiske karaktertræk udgjorde hendes personlighed, var det som om hun knapt nok kunne genkende sig selv nu. Alligevel var hun så fyldt med håb, at hun lod ham røre ved hende, og ikke skælvede af utryghed da han bekendtgjorde hvor meget han ville have hende. For selvfølgelig vidste hun hvad han refererede til.

Omverdenen var som forsvundet i denne manipulation, og dog nikkede hun bekræftende til hans ord, som han nævnte at de nok hellere måtte finde et mere privat sted. Selvom hun for første gang i sit liv var ligeglad med at fremstå svag foran Thunderville's indbyggere, higede hun efter ham på en måde der var fremmet for hende og som krævede mere private omgivelser. Intimitet havde skræmt hende siden krigen - af forståelige årsager - og hun havde aldrig villigt give sig selv til en mand. Men hvorfor virkede hun så, så sikker på det nu?
"Come with me..." Lød det blidt fra hende, før hun tog hans hånd og førte ham hen mod kroen's bagindgang, så de ikke skulle ramle ind i alle kunderne, eller kroens ejer der undrede sig over hvor hun blev af. Herfra førte hun ham op af bagtrappen mod første etage hvor værelserne lå. Inklusive hendes eget for enden af gangen, som hun snart førte ham ind i. Værelset var ikke stort eller overdådigt, men rent og sparsommeligt. Møblerne var mørke i farven og der var en fin duft af træ i rummet.
Så snart hun lukkede døren bag dem, lagde hun en blid hånd mod hans kind, og balancerede sig selv en smule op på tåspidserne for at plante et lidenskabeligt kys mod hans læber. Det virkede så rigtigt, og alligevel var der noget i hende der forsøgte at kæmpe imod. Nok fordi det endelig slog hende at hun var alene i et rum med en mand, og vidste hvad der ville ske. Men hun kunne ikke se til fornuft. Istedet var der en håbefuld, hed glød over den rødhårede kvinde.
"I've never met anyone like you..." Sagde hun, da hun blidt brød kysset. Denne mand havde vendt hendes liv op og ned på få sekunder, og det forekom hende så virkeligt, at han nærmest var et lys i hendes mørke tilværelse, "You make me feel so... safe..."

"Come with me..." Lød det blidt fra hende, før hun tog hans hånd og førte ham hen mod kroen's bagindgang, han lod sig følge efter mens han betragtede hvordan hun bevægede sig da hun gik og hvor varm hendes hånd var i hans, men mest af alt hvordan hans hjerte bankede hurtigere og hvor meget han ville have hende under sig. Hun førte ham op af bagtrappen mod første etage hvor værelserne lå. Værelset var ikke stort eller overdådigt, men rent og sparsommeligt. Møblerne var mørke i farven og der var en fin duft af træ i rummet. Han smilede til hende og tog sine omgivelser ind, hans sanser blev overvældede af duften af hende, alt omkring ham duftede af hende han kunne ikke tage det. *oh god i need her, and i need her soon*

Så snart hun lukkede døren bag dem, lagde hun en blid hånd mod hans kind, og balancerede sig selv en smule op på tåspidserne for at plante et lidenskabeligt kys mod hans læber. "I've never met anyone like you..." Sagde hun, da hun blidt brød kysset. "You make me feel so... safe...". I et øjeblik fortrød han hvad han var ved at gøre, hvad han skulle til at gøre, men hendes duft, bløde læber og uskyldighed var for meget for ham. Langsomt tog han hende i sine arme og førte hende mod sengen, i promise i wont hurt ye....*not yet at leat*f it hurt or ye dont like it...or anything luv tell me...and i will make itgo away, hvis det var hendes første gang skulle hun nyde det især efter at det de skulle til ikke var af hendes egen vilje. Han lage hende ned på sengen og begynde langsomt at kysse hende og hviske søde ord i hendes øre, mens massere hendes bryster for at få hende til at slappe af og give sig til ham. i promise to look after ye and luv ye aslong as ye will have me, me dear Arden

I promise I wont hurt ye..
Mærkeligt nok troede hun på ham, trods han praktisk talt var en fremmet. Hans manipulation fik hende til at føle sig sikker, håbefuld og lyst-sluppen. Som om det kun handlede om øjeblikket for en gangs skyld, og at hun ville tage følgekonsekvenserne af sin handling, fordi det føltes så rigtigt nu. Hun lod ham derfor føre hende over mod sengen, som han snart dirigerede hende ned på. Snart mærkede hun hans krop ovenpå sin, og hun lagde automatisk hænderne mod hans ryg, som han begyndte at kysse hende, og røre ved hendes krop. Der var lidenskab i hans søde ord, der fik det til at kildre hende ned ad halsen, og i måden han rørte hende på : En lidenskab som ingen andre havde udsat hende for før, selvom dette - i det store hele - var temmelig uskyldigt for øjeblikket.

I et kort øjeblik var det dog som om noget dæmrede i hende. At noget forsøgte at få hende til at komme til fornuft. I promise to look after ye and luv ye aslong as ye will have me, me dear Arden; ved disse ord slappede hendes krop dog automatisk af igen. Ikke én gang tvivlede hun på sandheden bag dem, selvom hun - havde hun været i sit gode sing - ville have tvivlet på denne mands kærlighedserklæringer, eftersom de havde mødt blot for et par stunder siden. Al frygt for at dette ville gøre ondt (for det havde det gjort første og sidste gang, for et årti siden) var som forsvundet, og det føltes som om hendes krop gav efter, efter alle disse års undertrykte behov og varsomhed.
Hun lukkede øjnene, og lod et blidt støn glide over hendes læber, ved hans berøringer. Hun kunne ikke længere se sine overfaldsmænd bag øjenlågene. Nu var der blot ham.

Hun afbrød snart hans kys i en stund, og lagde hendes pande mod hans. Hendes vejrtrækning var en smule hurtig, grundet den voksende lidenskab hun begyndte at mærke i sin krop. Hun så op i hans blå øjne, og hviskede blidt:
"Please be gentle with me," Uskyldigheden i hendes stemme stod i kontrast med lidenskaben i hendes øjne. Hun higede efter ham, og derfor trykkede hun snart sine læber passioneret mod hans, mens hendes fingre begyndte at åbne hans skjorte.

Hun afbrød snart hans kys i en stund, og lagde hendes pande mod hans. Hendes vejrtrækning var en smule hurtig, grundet den voksende lidenskab han kunne mærke i sin og hendes fine lille krop. Hun så op i hans blå øjne, og hviskede blidt:

"Please be gentle with me," Uskyldigheden i hendes stemme stod i kontrast med lidenskaben i hendes øjne. Han kunne igen ikke trække vejret, *whit have ye done to me siren!* han viste ikke hvad der skete eller om de overvældende følelser han mærkede var hendes ellers hans, det var for meget for ham, han kunne ikke stoppe sig selv han. Han higede efter hende, hun ville snart være hans og kun hans. Da hun trykkede sine læber passioneret mod hans, stoppede alt rationalitet i ham han begyndte at røre ved hende over alt og kunne ikke stoppe han var ligeglad med at hans bare hænder rørte ved hende og at han måske ville manipulere hendes følelser mere, lige nu og her, fik han endelig lov til at røre ved et andet menneske med sine hænder… det havde han ikke gjort siden han var et barn, og han kunne ikke få nok. Mens alt dette skete mærkede han hendes fingre begyndte at åbne hans skjorte. Han kiggede ned på hende med et ømt kærligheds fyldt blik *yup ei done for! I ken never leave her after dis*. Han begyndte at tage sit tøj af, mens han langsomt fik hende ud af sit eget tøj, hun havde alt for meget tøj på i hans øjne. Da han endelig havde taget hendes tøj af stoppede han op for at betragte hende under sig…. Hun var så smuk og uskyldig han kunne ikke gøre hende noget ondt. Han lænede sig over hende og begyndte at kysse og forgude hele hendes smukke nøgne krop, han kunne ikke stoppe, han måtte kysse alt ved hende. Hun var som en gudinde under ham så smuk og nøgen og kun hans, langsomt lod han sine fingere glide ned ad hendes krop indtil de fandt hende varme center. always me luv

//kender igen pæne danske ord for kvindelige dele sååååå kaldte det center fooor alt andet lød lidt grimt og ikke så pænt

Det var ikke kun Herry der havde sluppet sin rationalitet; Arden mærkede også hvordan hendes ellers afholdne, stædige og uafhængige væsen, var blevet erstattet med noget nyt. Tvivlen var som vasket bort, og nu var det kun kroppens lyster der synes at være til stede. Derfor lod hun ham røre ved hendes slanke krop. Normalt ville berøring fra en fremmet mand, få hende til at skælve af ubehag, men nu var hendes skælven var nu bundet af lyst og begær.
Snart begyndte han at afklæde hende. For hvert stykke stof der forlod hendes krop - og for hvert stykke der gled af hans - var det som om lysten i hendes grå øjne blev mere fremtrædende. Hun så op på ham med en varm glød i øjnene, som han betragtede hendes krop. De former der ellers ville være tildækket af ikke synderligt flatterende arbejdstøj, var nu blottet, og det røde hår lå i en blød vifte over hendes skuldre og bryster. Snart mærkede hun hans læber mod sig igen. Som hans fingre snart gled ned over hendes krop og mod hendes underliv, lagde hun sin ene hånd mod hans nakke, og den anden mod den nederste del af hans ryg. Aldrig var hun blevet rørt sådan før; lidenskabeligt og higende. Hun mærkede hvordan hendes hofter automatisk trykkede sig lidt opad, som han begyndte at pirre hende ved sin berøring. Følelsen var uvant for hende, og alligevel tvang det små suk over hendes læber, som hun forsøgte at undertrykke en smule ved at bide sig selv i underlæben. Tilfredstillelsen begyndte gradvist at bygge sig mere og mere op, indtil hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere ukontrolleret. Hendes læber fandt hans igen.
"I want you so bad..." Hviskede hun dernæst, og lod sin hånd glide op i hans hår. Der var en tiggende tone i hendes stemme, og hun vidste - at trods dette var nyt for hende - higede hun efter at have ham i sig. Selvom en nu fjern del af hendes indre, var bange eftersom hun kunne huske hvor ondt det havde gjort sidst.

//Det er helt okay <3//

Han gispede da han mærkede hvordan hendes hofter automatisk trykkede sig lidt opad, som han begyndte at pirre hende ved sin berøring, han tog fat i hendes hænder og holdt dem fast mens han begyndte at bevæge sig i takt med hendes hofter. Han smilede da han kunne høre hvordan hans bevægelser tvang små suk over hendes læber, som hun forsøgte at undertrykke en smule ved at bide sig selv i underlæben. Tilfredsstillelsen begyndte gradvist at bygge sig mere og mere op, indtil hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere ukontrolleret, han kunne mærke at han skulle have hende nu. Hendes læber fandt hans igen og han sukkede ind i kysset
"I want you so bad..." Hviskede hun dernæst, og lod sin hånd glide op i hans hår. Der var en tiggende tone i hendes stemme, han kiggede ned på hende og smilede et kækt smil og rejste sig op fiskede sit bælte op fra gulvet og bandt hendes hænder til sengen. "dont worry luv ei wont hurt ye... an if ye need to me stop then say the word an ei will" han kiggede hende dybt i øjene og begyndte at langsomt føre sig selv ind i hendes varme inviterende center....han kyssede hendes pande og læber og ventede på han sagde han måtte bevæge sig


//sorry det blev så kort har haft lidt travlt her for tiden <3

Det ville være løgn hvis hun nogensinde vovede at påstå, at hun ikke havde haft lyst gennem årene. Men, at dele en så intim oplevelse med et andet menneske, når hun kun havde oplevet en traumatisk side af det, havde altid fået det til at vende sig i hende. Hun havde derfor brugt sit hårde arbejde på at aflede tankerne, og havde formået at holde sig selv distraheret, når hun følte en hvis længsel.
Nu var der ingen væmmelse i hendes udtryk. Derimod sukkede hun af nydelse og begær efter en mand hun blot lige havde mødt - uvidende om at han havde brugt sine evner til at undertrykke hendes lidelse, skepsis og afholdenhed. Snart hørte hun ham fiske sit bælte op fra gulvet. I et sekund glippede noget i hende, og hun mærkede et smalt stik af frygt gennem sin krop, som forsøgte at komme op til overfladen og vække hende fra denne trance. Ville han tvinge sig selv på hende, efter at have gjort hende lysten? Mændende i hendes fortid havde bundet hende fast, og derfor var det som om noget - dybt inde i hende - skreg om at få ham til at stoppe. Alligevel var det som om hun slappede helt af ved hans næste ord: Som han sagde at hun ikke skulle bekymre sig, og kunne sige fra til hver en id Al frygt forsvandt, og igen overgav hun sig til denne mand. En mand der - modsat hende - vidste hvad han lavede i denne situation.

Som han bandt hendes hænder til sengen, tiggede hendes krop blot mere efter ham, nu hvor hun ikke kunne række ud efter hans nøgne hud med sine fingre. At blive bundet fik hende til at føle sig ufattelig sårbar, men også mere higende efter et andet menneske end nogensinde før.
Hun bed sig igen i læben, som han bevægede sig ind i hende, og hun lukkede øjnene tæt sammen. Der var ingen smerte. Selvfølgelig var der en mild modstand i hendes krop, men som hun lod et ømt suk glide over læberne, da han endelig var helt inde, vidste hun at det 'værste' var overstået. Derfor åbnede hun øjnene og gengældte hans kys, før hun nikkede, som tegn på at han skulle fortsætte. De slanke ben spredte hun en smule mere, så han kunne trænge dybere ind, og hendes læber fandt snart hans hals.
"Oh god..." Hendes ord var blot en hvisken, men bar på så meget lidenskab, som hun mærkede hans bevægelser, og hvordan deres kroppe blev forenede.

Hun bed sig igen i læben, som han bevægede sig ind i hende, og hun lukkede øjnene tæt sammen. Han havde aldrig kontrollerede sig så meget, han var blid og gjord alt for ikke at gøre hende mere ondt…for chancen for hun ikke ville hade ham efter det her, var mindre end han håbede… men hvad skulle han gøre…han var forelsket i en kvinde han ikke kendte og han var for bange for at lade hende se ham at han manipulerede hende….han….han….han tog noget fra hende hun ikke havde givet villigt fordi han var en bange lille dreng, der ikke viste hvordan han skulle sige til en pige han kunne lide hende…. Alle følelserne inden i ham var så forvirrende, det var en blanding af hans egne, hendes og de følelser han havde tvunget væk fra hende….hvad nu hvis den kærlighed han følte ikke var han egne følelser, men hendes? Hvad ville han så gøre når hun var fri?.... han kunne ikke glemme de følelser selv hvis hun gjord….*fuck!! Dis is why ei dont let me self luv….i never know if its me own fellings or them…*.

Han kiggede ned på hende og begyndte at bevæge sig mere ind i hende med kontrollerede bevægelser, han hørte, hvordan hun lod et ømt suk glide over læberne, da han endelig var helt inde. Da hun åbnede hun øjnene og gengældte hans kys, han smilede da hun nikkede, som tegn på at han skulle fortsætte.
De slanke ben spredte hun en smule mere, så han kunne trænge dybere ind, og hendes læber fandt snart hans hals. "Oh god..." Hendes ord var blot en hvisken. Han stønnede højt og begyndte at langsomt lade sin hånd glide ned ad hendes mave hen imod hendes sensitive clit. Tha mi fucking gaol agam ort... hviskede han inde han gav slip og lod bølgen af nydelse tage over ham, hans krop rystede som han fylde hende op…. Han kollapsede ved side af hende og puttede hende indtil hans krop og faldt i søvn.

please dont hate me in the morning... hviskede han inde han gav kontollen over hendes følelser tilbage til hende…forhåbenlig var hun for træt til at smide ham ud ad sengen….


///sorry det tog så lang tid er ved at finde ud af nogle ting så jeg kan flytte ud så har lidt stress der hjemm <3