Only one knows this chapter - Arden

S: Thunderville, brønden
O: Ikke mange folk,
V: Varmt
T: Henover middag
P: Klik
Emne til: @Arden

---

Hvornår lærte hun dog at sige nej? Malia en pige hun ikke engang kendte, havde spurgt hende om hun ville hente noget til hende i Springheat City. Og selvfølgelig havde Alycia ikke tøvet med at sige ja til opgaven. Hvad hun skulle hente havde hun glemt på halvvejen, og derfor var hun aldrig nået længere hen end for at se Milo eller Nathan igen. Dog måtte hun alligevel tilbage og på den vej travede hendes sorte hoppe igennem Thunderville. Det var varmt og hesten måtte have en slapper for at overleve dette varme miljø. Alycia kunne mærke hesten ikke var tryk her, og hun forstod den godt - selv havde hun hurtigt fortrudt at hun var kommet igennem dette sted - specielt uden en specialist som Byron til at hjælpe sig - hvis det endnu engang blev nødvendigt. Heldigvis havde hun ikke ligefrem sit pæneste tøj på, ogs selvom hun var blevet typen¨, der hellere ville bære en kjole end det hun havde på nu. Så fungrede det for hende. Hjertet sprang en takt over som hun red tættere på brønden. Det var der, hvor der var vand - og hun var tørstig. Ikke kun efter synet af de dehydrerede bygninger, men også turen generelt. I forhold til Redhawk City eller Oakstrong - så virkede det så kedeligt og øde - omgivelserne virkede døde. Alycia bar sin normale øjenfarve, ikke noget hun normalt gjorde på ukendt grund - men det var bedre end den røde eller den gule - så meget vidste hun da. Endelig nåede hun frem til brønden og sprang af sin hest, for at binde tøjlerne til en pæl. Bevægelserne var meget målrette imod brønden for at få fisket en spand med vand op - som hun drak noget af - ganske ucharmerende, kunne man da være en gang imellem. Resten af spandens indhold gik hun over til sin hest med - og lod den få det kolde vand i systemet.

Som Alycia stod op af pælen, og kiggede udover omgivelserne - fangede hendes øjne en genkendelig skikkelse - ganske vidst en gammel en af slagsen, men det var som om at personer fra Alycias fortid var printet ind i hendes hukommelse. Let blinkede hun overraskende ved synet af Arden. Det var ganske vidst ved at være mange år siden, men det føltes så let at slå op på siden fra fortiden - hvor alle minderne blussede sig op i hovedet. De dårlige, men i det mindste havde de ikke været alene. Alycia gav sig uden at tænke over det, over imod Arden. Alycia stoppede lidt fra hende, og lod selv Arden se hende - for hun forskrækkede hende nærmere.
"Heey." Sagde hun og åndede lettere lettet ud. Det var utroligt at se en person igennem så meget smerte, alligevel være i live - ånde imens de var i stand til at gå rundt. Ganske vidst var der ar inden i sjælen, men det vidste mange ikke når de blot tog et kig på en person.

Hun smækkede døren op, og trådte ud på stien foran den gamle, faldefærdige kro. Vreden var tydelig i hendes ansigt, og fik nærmest kinderne til at se ligeså flammende røde ud, som håret. Armene smækkede hun over kors, som hun lænede sig ind mod husmuren. Selvom Thunderville langt fra modtog så mange gæster som de engang havde, var der de sædvanlige folk der rejste gennem området, og selvfølgelige ville mæske sig i lidt af byens mangelfyldte forråd af øl. Trods det ikke var langt over middag, var mændende i kroen allerede bedrukne, og havde da ikke dyet sig for at prøve at gribe ud efter hendes krop som hun gik. De første gange havde hun slået det fra sig, men da hun stak en af mændende en kæmpe lussing i sidste ende, blev hun bedt af kroens ejer - en mand hun havde kendt hele sit liv - at gå udenfor og få 'styr på sig selv', hvilket selvfølgelig næsten havde fået Arden til også at slå ham i ansigtet. If only you knew what those men would do to me, if I couldn't fight back Havde hun tænkt, som hun besluttede sig for at følge hans "råd" og træde udenfor.
Trods varmen udendørs, hjalp luften hende med at køle lidt ned. Snart vendte den naturlige bleghed frem i hendes ansigt igen, og hun gav sig til at rette lidt på den lange kjortel, som var fastbundet med et bælte i livet, og stak nogle af de vilde, røde totter, tilbage i fletningen, der lå over den ene skulder. Hun skulle netop til at vende sig om mod døren og træde inden for igen, da hun fornemmede bevægelse i øjenkrogen.

"Can I help you with something?" Hun genkendte hende først ikke. Jovist så pigen bekendt ud, men der var gået nogle år, og Arden havde trods alt forsøgt at glemme så meget af den rædselsfulde situation som hun kunne. Alligevel spærrede hun snart øjnene op i overraskelse, da hun opdagede hvem det var hun stod foran. Arden - der havde mistet så mange i sit liv - havde selvfølgelig formodet at Alycia var død for længst, og nu stod hun her... I Thunderville.
"You...-" Hun trådte litd tættere på hende, og lagde forsigtigt en hånd mod hendes arm, "Is it really you Alycia?" En kær, lettet latter fløj over hendes læber, og hendes smil strålede. Denne kvinde havde været det der holdt hendes håb i live, når det var svagest, "I can't believe it. You're... Here."
Hun kunne ikke dy sig længere og lagde snart armene omkring hende i et kram. Det var surrealistisk, men Arden følte sig tættere forbundet med denne kvinde end nogen anden, trods de kun havde kendt hinanden i en kort periode, og ikke havde set hinanden i årevis, "What are you doing here?"

Can I help you with something? Det var underligt at se hende igen. Virkelig underligt. Som hun skulle til at svare, så reagerede Arden på Alycia - hvilket lettede en sten fra Alycias hjerte. En hånd forsigtigt imod hendes arm, fik Alycia til at placere en hånd ovenpå Ardens.
"Yeah it is." Svarede hun med et varmt smil. Øjnene strålede at glæde og lettelse. Alycia fandt glæde ved små ting, og der skulle ikke meget til at holde humøret højt. Det var da en egenskab hun havde lært i sit liv - vel og mærke en hun nød fornøjelse af. I can't believe it. You're... Here. Det kunne Alycia egentlig heller ikke selv.
"That makes two of us." Svarede hun med et smil på læben. Dog var hun glad for at hun havde fundet herhen - lige meget hvor meget områderne i nærheden havde holdt hendes sanser skarpe. Efter hendes forældres død havde den anden dårlige oplevelse ramt hende, og der havde de to haft håbet i live ved hinanden. Uden Arden, havde Alycia sikkert ikke overlevet situationen. Den konstante følelse af undertrykkelse havde kunne haft taget livet af hendes dengang svage sjæl - men den havde ikke gjort hende andet end stærk nu. Måske slog hun stadigvæk ikke fra sig, eller ligefrem sagde direkte nej når folk bad hende om noget - men hun kunne tage meget mere end hun så ud til.

Omfavnelsen gengalte hun, og en lettelse strømmede ud af hendes system. Oplevelsen havde forbundet dem på en måde, som ingen kunne forklare. Stærke oplevelser og følelse forbandt folk på en uforklarlig måde. Alycia var kun i stand til at være glad som hun krammede Arden. Ikke at hun nogensinde havde tvivlet på styrken i den kvinde, til at kunne overkomme det - men det var rart at få sin teori bekræftet. Som krammet sluttede kom der et nyt spørgsmål. What are you doing here? Alycia prøvede at finde ud af, hvordan hun skulle svare. Fordi, hun anede ikke engang selv helt præcis hvad hun fortog sig her.
"Well I was helping someone.. and she asked me to get something for her.. and on my way home - I passed by this place.. My horse needed some water.. so.. yeah." Svarede hun meget præcis og trak en anelse på skulderen.
"Are you living here or?" Spurgte hun lettere nysgerrigt og vippede hovedet ganske uskyldigt på hovedet imens hun lod de grønne øjne hen imod kroen ganske kort.

Dén lettelse som trådte frem i Alycia's øjne, gengældte Arden straks. Når man bogstaveligt talt levede et liv i ruinerne af ens fortid, var et lyspunkt som dette et særsyn. På en eller anden måde føltes det nærmest som om Alycia havde begravet sig selv op af murbrokkerne foran Arden i denne situation. Det var fantastisk og dog også ufattelig svært at tro på. Alligevel tillod Arden sig selv at smile stort, og lade øjnene stråle af begejstring, som hun omfavnede sit spøgelse fra fortiden. Men som hun krammede hende ind til sig, følte hun også en besynderlig, gammel og bekendt sørgmodighed. En form for tragisk søster-bånd, der var opstået mellem dem dengang. Dengang de begge var ganske unge, og blev udsat for ting, som ingen andre nogensinde ville kunne sætte sig ind i. Deres skæbner var nærmest som forseglede.

Som hun trådte lidt tilbage og lod Alycia få lidt mere plads, lyttede hun til hendes svar. Det var ufattelig vagt, men Arden undlod at spørge yderligere ind til det. Hun smilede blot mildt, så de små smilehuller fik set lidt af dagens lys for en gangs skyld.
"So, it was a pure coincidence..." Konstaterede hun med et lidt overrasket udtryk i ansigtet, "Well, I'm happy nonetheless."
Hun fulgte kortvarig Alycia's blik, og kiggede tilbage over skulderen på den faldefærdige kro. På sin vis var det ydmygende at hun gik i hullet tøj og arbejdede i en faldefærdig bygning, og på den anden side, var hun fri, og det måtte være det vigtigste.
"Yea, I live here." Hun nikkede, og vendte de grå øjne mod hendes grønne, "Actually, I work and live in the inn." Hun prikkede kortvarigt til muren, "I would gladly offer you a drink, but I actually think we're better off on this side of the wall." En lidt misfornøjet grimasse gled over hendes ansigt, men der var vel en skjult alvor bag hendes ord.
Hun strøg noget af det røde hår væk fra sit ansigt, da visse af lokkerne blev ved med at glide ned, "So... How have you been?" Grundet Arden's levevej skulle hun normalt være venlig og høflig. Men det virkede langt mere naturligt med Alycia, trods de ikke havde set hinanden længe. Kortvarig skævede Arden over mod hesten som var fastbundet, og overvejede kortvarig om Alycia mon levede et langt prægtigere liv end hende selv nu.

Hvorfor virkede det her lille side spor, som en af de bedste ting der kunne ske? Det var som om hun slappede mere af, hvis hun overhovedet vidste hvilken følelse det var længere. Musklerne tog sig en pause fra at være så pokkers anspændte og opmærksomme. Det var rart at vide at Arden havde et sted at bo, et tag over sit hoved. En kro var måske ikke altid det hyggeligste sted, men det virkede som et mere fritsted end et hus fyldt med de samme regler. Måske var der alligevel mere frihed at ægte Aaron end at bo ved fru. Fray. Alle de regler og ting der skulle gøres perfekt var udmattet - så hellere leve i blandt Redwoods. Let rystede hun tanken ud, og lod et kært fnøs glide henover hendes læber - som hun reagerede på den misfornøjede grimase Arden kom med. I would gladly offer you a drink, but I actually think we're better off on this side of the wall. Let trak hun på skulderen, og sendte blot Arden et smil.
"Well I take your words for it. Another time then?" Svarede hun blot og vippede kærligt hovedet på skrå. Hvem sagde de ikke kunne mødes igen, eller at det allerede var forbi. Hun havde lige fundet Arden igen - at give slip igen allerede nu? Det virkede ikke som en mulighed. Ikke før hun vidste lidt mere. Bare en smule.

So... How have you been? Ordene satte tankerne igang, hvor skulle man starte? Ved begyndelsen eller mod hvad der skete nu? Arden orkede nok heller ikke ligefrem at høre hele hendes livshistorie. Det traumatiske havde de en del tilfælles af, men ikke det hele. Dog kendte Arden til følelsen, at føle sig magtløs - uduelig og ikke mindst uelsket.
"Well. There have been one long ride, but 3 years ago I finally got my ass away from Redhawk City. Not that it was all bad there, but it's good to find my roots again." Svarede hun med et skævt smil. "Even tho I have to marry someone I don't love.. the leader of my bloodline, and left the one I love behind.. it seems like when I let go of something.. another good thing waits.. I found my brother." Tilføjede hun med et varmt smil. Da hun havde rejst fra Caleb, fandt hun Elijah. Hvis hun var blevet ved Caleb eller sagt nej til tilbudet med at gifte sig med Aaron - så var hun nok aldrig taget til Dark Daphne Forest - og ikke fået vished om sin bror endnu.
"But It is fine. I'm alive so, I have learned to live with my demons. Like maybe we all have darkness inside of us and some of us are better at dealing with it than others." Let trak hun på den ene skulder. Livet var gået videre selvom hun havde ramt jorden, og hun havde været tvunget til at komme på benene igen for at overleve. At blive showdancer virkede ikke ligefrem som den rette livsstil efter sådan nogle oplevelser som hun havde været igennem - men hvis hun havde ønsket at overleve og tilpasse sig - så var det hvad hun måtte gøre for at leve. Måske var det derfor hun aldrig tænkte over hvordan hun følte i sådanne situationer med valg, hun tog blot det som virkede bedst for sin overlevelse.
"What about you?"

Another time then? Den rødhårede kvinde nikkede bekræftende, som hun sendte Alycia et varmt smil, som faldt i ét med det lune vejr. Selvfølgelig var hun altid velkommen i kroen. Faktisk kunne Arden næsten ikke håndtere den lille gnist af glæde og håb der fyldtes i hendes bryst ved tanken om muligvis at ende med at få Alycia til engang at besøge hende her. Måske var håbet skrøbeligt, men det var stadig tilstede og levende - noget som det så ufattelig sjældent var. Sandheden var, at trods Arden boede i en landsby sammen med mennesker hun havde kendt hele sit liv, følte hun sig ufattelig alene. Fordi hun havde været så fjern i sine teenageår og lukket folk ude, havde mange lært at vende blikkene og spørgsmålene væk fra hende fuldstændig. Ingen vidste det præcise omfang af hendes skæbne efter invasionen i Thunderville, men mange havde gættet sig til sandheden. Mens Arden derved havde skubbet folk væk på grund af ydmygelse, havde hun inderst inde haft brug for nogen ved sin side. Nogen der kunne lytte, eller i det mindste 'prøve' at forstå hvad hun havde været igennem. Med Alycia behøvede dette ikke kræve ord. Der var derimod en usagt støttende effekt af Alycia's blotte tilstedeværelse nu.

Nysgerrigt lyttede hun til Alycia's ord, og fangede sig selv i at vurdere i hvor høj grad de have bevæget sig væk fra hinanden. Nok havde deres veje engang krydset hinandens, men i lang tid havde de været adskilt, og hun håbede blot at Alycia var blevet velsignet med en skæbne langt bedre end den der engang bandt dem sammen. Hvad hun fortalte, fik den unge kvinde til at spærre øjnene lidt op i overraskelse. Mens hendes liv var stillestående, beskrev Alycia nærmest sit liv som ét fyldt med mange forandringer. Både gode og mere tvivlsomme.
"Wow... A lot has happened, huh?" Hun havde på mange måder ondt af visse dele af Alycia's fortælling, mens hun misundede andre. Arden var trods alt jaloux af natur, men fangede hurtigt sig selv i at smide tankerne væk. Hendes familie var væk, og trods Alycia måske havde vendt en kærlighed ryggen, havde hun i det mindste oplevet en. Og dog - Arden huskede hastigt sig selv på, at smerten ved at miste en man elskede velnok langt oversteg ikke at have haft nogen så kær. Det var en skæbne hun aldrig kunne få. Det var for farligt. For risikabelt.
Like maybe we all have darkness inside of us and some of us are better at dealing with it than others Alycia's ord fik måske Arden til at nikke, men der var et lidt tragisk udtryk i hendes øjne, som hun hastigt skjulte ved at lade blikket ramme jorden. Frem for at komme videre, var hun blevet i Thunderville, og havde endnu ikke lært at tackle den evne som afholdt hende fra at bekæmpe sine dæmoner.

Hun rettede igen blikket mod hende, ved hendes spørgsmål. I et sekund fugtede hun sine læber, mens hun overvejede hvordan man bedst muligt skulle forklare sin situation til en person der havde bevæget sig så langt fra én selv. Alligevel sendte hun hende snart et smil,
"I was born here. And I intend on staying until the town gets... better." sagde hun og kiggede flygtigt over mod brønd-arealet lidt derfra, som markerede centrum af denne lettere ruin-lignende landsby.
"A lot of people lost their lives here, and I don't wanna turn my back on it, just because it's difficult and because times are hard." Hun undlod at nævne meget andet for Alycia om sit personlige liv. Som at hun afslog alle muligheder for at få et godt liv andetsteds, og alle muligheder for kærlighed.
"So I just work at the inn and around town, trying to help as I can." Mange anså hendes stædighed som et tegn på naivitet over situationens alvor, mens andre måske havde ret i deres ideer om, at hun var så fokuseret på at bygge byen op, fordi det var hendes eneste måde at komme videre på.

Alycia havde ventet længe på at tale ud, og det kunne høres på hendes hav af informationer. Hun var fyldt til kanten med alt for mange ting, og ganske få hun turde snakke ud til. Der skete alting og ingenting på sammetid, og der var aldrig tid til at holde en pause. Wow... A lot has happened, huh? Hjertet var blevet lettet og Alycia følte sig allerede bare en smule mere tilpas - som var det blevet lettere at trække vejret.


I was born here. And I intend on staying until the town gets... better. Let nikkede hun. Det var nok det eneste Alycia ikke kunne forstå.. ordet hjem. Hun kunne ikke huske, hvordan det føltes at være et sted hvor man følte sig helt sikker. A lot of people lost their lives here, and I don't wanna turn my back on it, just because it's difficult and because times are hard. Endnu et nik forlod Alycia forstående.
"I get it. You are a fighter. Always been." Svarede hun med et skævt smil. So I just work at the inn and around town, trying to help as I can. Så slog det hende. Alycia havde boet her i nærheden før, i nogle år endda. Hvordan havde hun ikke tænkt eller set Arden i den tid. Hjertet sprang en takt over.
"So.. You don't know Look Jackson by any chance?" Spurgte hun lettere nervøs, da den eneste handling hun nogensinde havde fortrudt ramte hende. Hun havde knust Looks hjerte, på værstevis - og ville aldrig tilgive sig selv for det. Måske var hun kommet videre, hun havde tvunget sig videre som altid. Efterlod de løsetråde og lukket sine følelser inde - og lært dem at blive væk når hun ikke havde brug for dem. Hun blinkede kort et par gange da det gik op for hende hun havde stirret minderne i øjnene, og lignet et spøgelse overfor Arden.
"I'm sorry.. I just had a moment.. a moment to remember something I regret.." Indrømmede hun og sank en klump. Ikke at der var noget at gøre ved det nu..

At Alycia beskrev hende som en fighter, fik hende kortvarig til flovt at slå blikket ned mod sine støvlebeklædte, små fødder. Flovheden skyldtes dog ikke nødvendigvis kommentarens natur som en kompliment, men der lå også en ekstra tand af flovhed i selve begrebet for Arden. Måske fordi hun var vant til at folk kaldte hende stærk og mente at hun kunne klare sig selv, mens hun selv var den der havde problemer med at sove om natten, og som stadig følte sig bange, ung og svag i visse skrøbelige øjeblikke. Hun var ikke altid stærk, men lod sjældent folk se antydningerne af svaghed der måtte dukke op i de grå "storm"-øjne. Det var som om hendes individuelle evne - at kunne skjule sin frygt - var blevet lavet bestemt til én der havde oplevet hvad hun havde. Og dog - forhindrede det hende også i at bekæmpe sine svagheder, da hun istedet blot kunne skjule dem.
"I'm a survivor at least." Sagde hun, som en mild rettelse, og skrabede let foden mod det grusede underlag.

Det var med forvirring i blikket at hun vendte øjnene mod Alycia igen. At Alycia skulle nævne en af hendes ældste venner, forekom nærmest bizart. Men at Alycia blot var her var i forvejen en overraskelse.
"Yea, I know him. 'Have all my life really." Hun opfangede snart nervøsiteten i hendes gamle venindes øjne. Den var tydelig, og fik kortvarig Arden til at studse over hvad der kunne være hændt mellem hende og Look. Dog slog det hende snart. Trods hun ikke vidste detaljer om Look's kærlighedsliv, havde han da slukket bekymringerne i noget skummende øl på værtshuset i ny og næ. Arden havde aldrig yndet at gnide salt i såret ved at spørge indgående ind til noget, men kunne det være muligt at han var dén Alycia havde hentydet til før, da hun nævnte at hun forlod en kærlighed da hun skulle giftes?
"Was he the one you left behind?" Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, men tilføjede snart efter; "I'm sorry.. I'm snooping." Og alligevel var hun bestemt ikke 'sorry'. Look var hendes ven, og det samme var Alycia -- én detalje var bedre end ingen.