How do safe a life - Samuel

S: Dark Daphne Forest
O: Mørke træer, en større hytte gemt væk.
V: Lunt.
T: Aften, nat
Emne til: @Samuel <3 Det blev længere end jeg først havde regnet med xD <3

---

Tilgivelse var ikke ligefrem noget hun var god til, og selvom hun ønskede disse dage at snakke med Aaron - specielt efter alt det med Keeva. Så kunne hun ikke få sine ben til at gå ind i samme lokale som Aaron. Måske var man lidt bange for hans reaktion, der var ting som var blevet sagt, uden hun havde ønsket dem. Måske var det derfor hun stod så tidligt op og var så sent tilbage - så han ikke skulle være vågen til at konfronterer hende. Også selvom han nogle dage var faldet søvn i en stol udenfor sit værelse. Det gjorde ondt på hende at det havde påvirket ham så meget, men han var ikke den eneste påvirket. Nu var hun taget et smut til Dark Daphne Forest, den mørke del af skoven. Dog var Malia forsigtig, hun ønskede ikke at komme ind på Naailas hjemmegrund og starte krig - ikke lige nu i hvert fald. Som hun kom ind i skoven, kunne hun fornemme personer. Eller mere følelser. Det fik hende til at liste sig imod stemningen der dragede hende. Nogle fejrede et et eller andet, men Malia kunne ikke sætte en finger på om følelsen var positiv eller negativ for hende - men for dem var den tydeligvis god. Der var en større træhytte imellem de mørke træer. Malia passede glimrende ind med sit krigeriske outfit og det sorte maling omkring øjnene. Så da hun gik imellem mængden for at se den an, var der ikke mange der faktisk bemærkede hende. Måske fordi Malia vidste stemningen hun gik ind til, hun kunne opføre sig så hun ikke var helt lost.

Dog stoppede hun op i et chok da hun så at denne flok Crawfords havde fanget en Crawford. Ikke blot fanget, men de havde tæsket manden. Det fik hende til at synke en klump. Blodet, skaderne. Det var ikke noget fair overhovedet.
"He lived without knowing he was a Crawford. Idiot." Lo en ret højt, hvilket fik Malias hjerte til at springe en takt over. Fingrene søgte i en kort stund efter sin daggert - men hun stoppede sig selv.  "He is not good enough to be here." Tilføjede manden og gik hen for at klappe Samuel på kinden ganske kort.  Malias blik var rettet direkte mod fangen, i håb om hun kunne give ham en eller anden form for håb - men selv ikke Malia vidste om hendes evne kunne nå at påvirke en så langt væk. De måtte have tænkt det igennem, hvis de nåede at stikke af og fangen blev efterladt alene.. ville det være Naailas som fik skylden for dette.
"Lets take the party outside." Sagde en anden og folk greb deres drikkevare for at gå ud i den overraskende lune aften. Malia listede sig ind til væggen, så folk ikke bemærkede hende imens de gik ud. Så snart hytten var tom gik hun op til fangen med forsigtige bevægelser. De grønne øjne så henover hans skader.
"They have no idea what they are talking about.. this isn't fair." Sagde hun med en lettere lav stemme, for ikke at de skulle hører for meget udenfor. Selvom de nok ikke ville høre andet end det de selv ville.
"We need to get you away from here." Tilføjede hun lidt efter og her så hun ham i øjnene. Malias øjne fangede sig fast i de andre grønne. Måtte tage sig selv i at rive dem væk for ikke at blive forhekset fast i hans forevigt.

Døren gik op da hun var ved at prøve at løsne den ene lænke.
"Hey you." Sagde en og Malia drejede sig rundt.
"What? I needed to be sure he wouldn't break free." Undskyldede hun, men det var ikke ligefrem som om at manden troede på hende. Han gik truende imod hende, hvilket fik Malia til at holde vejret.
"I don't even know who you are. One thing I know.. is you are not a part of our group." Han kiggede henover hende. Malia bed tænderne sammen.
"You are right.. I'm not. I'm Adrian.. I wanna be in your group." Sagde hun hurtigt. Malia var god til at tilpasse sig hurtigt, og så snart hun kunne mærke manden ikke længere var mistorisk omkring hende. Trådte han et skridt tilbage.
"Okay. Then.. Adrian.. since you are here.. what have Aaron done so wrong to you.. that you want to join a group to put him down?" Spurgte han. Spørgsmålet kom bag på Malia, og hendes tøven afslørrede hende.
"I knew it." Vrissede manden og greb hårdt fat i Malias arm.
"I'm not gonna let you hurt my brother." Fik hun sagt i takt med armen blev vredet rundt. Malia greb sin daggert og stak den i instinkt igennem hovedet på manden. Lettere overrasket over sig selv, måtte hun ryste det af sig.
"I think we need to work a little faster.. I'm Malia." Sagde hun til fangen. Let satte hun sig på hug ved manden, og fandt hans nøgler.. for at kunne binde fangen op.

Påklædning: Et par bukser og en ødelagt t-shirt med rifter og blod over det hele.


// Det var helt perfekt <3 <3

Malia kunne relatere til oplevelsen på et punkt, mange ikke kunne. Hele hendes liv havde været i form af sådan en oplevelse. Så snart han var fri faldt han ned på sine knæ- Malia stod klar til at hjælpe ham da han var på vej til bens igen. Hun støttede ham, de skulle ud herfra. Let sank hun en klump imens han kiggede hende i øjnene. Hjertet sprang en takt over, men de måtte ud herfra. Hvordan var spørgsmålet. Let kiggede hun efter en anden udgang. Der var vinduerne, men hun tvivlede på det ville gå godt at få den fremmede igennem. Malia var nød til at tænke alle ideer igennem, hurtigere end hun måske først havde planlagt. Det virkede som om at de var på vej ud imod ulvens rede - som hun gik imod udgangen, hvor de andre festede udenfor. Malias hjerte bankede, og så kom hun i tanke om det - frygt. Hvis nogle skulle angribe dem, måtte hun bruge frygt imod dem. Eller glæde. Hvad hun kunne finde frem i sit sind at bruge - men aldrig havde hun brugt sin evne på så mange af gangen. Men Malia følte det var det værd. Hvem denne person end var, ville hun ikke lade ham i stikken. Aldrig. Dørene blev åbnet ganske stille, og listende gik det også ret fint. Folk havde travlt med at drikke sig stive, og bemærkede knap nok de to fremmede - til en gjorde.
"They are leaving!" Råbte en, der stod op af muren. Han sprang på dem, hvilket gav Malia et chok og hun slap Samuel. Manden gav sig til at slå løs på Samuel, men Malia sparkede ham væk ret hurtigt igen. Andre kom og hun fik selv nogle slag - til hun lagde bare lidt stille. Malia åndede ud og rejste sig op, de grønne øjne lyste nærmest i mørket - helt neongrønt. Frygten begyndte at boble i dem, de begyndte at frygte alt omkring dem. Hvilket gjorde de løb ind i hinanden, og til sidst løb de ind i huset af skræk. Malia trak den neongrønne farve tilbage til sin naturlige og åndede ud, imens hun brugte sin håndryg til at fjerne blodet fra den flækkede læbe hun nu havde fået sig.
"It won't last forever. We need to keep going." Sagde hun og gjorde sit bedste for at hjælpe Samuel på benene igen.

Så snart de kunne arbejdede Malia sig med at hjælpe ham væk fra den mørke del af skoven. Håbede på at nogle vagter, eller blot nogle hun kendte var ude på patrulje. Ganske rigtigt kunne hun ånde lettet op da nogle af Aarons vagter få hende og Samuel.
"Are you okay miss?" Spurgte en af vagterne hende imens nogle andre hjalp Samuel.
"I am. But there is a group.. in Dark Daphne Forest.. who is willing to beat up their own bloodline, just because they don't like Aaron. You should tell Aaron, or get a team and take them down now." Sagde hun og åndede lettet ud. Vagterne måtte gøre hvad de ville, men Malia nægtede lige nu at forlade Samuels side.

Derfor fulgte hun dem hele vejen ind til byen, og hen til nærmeste healing sted. Heldigvis var det ikke kun Nate og Noah som besad sådanne evner til at heale folk. Malia veg ikke fra hans side, selv ikke da healerne spurgte om hun ikke hellere ville lukke øjnene lidt. Malia sad så tæt på Samuel som han lod hende - og med den på holdt hun fat i hans hånd. Lod håbet sive ind i hans åre, for det nok skulle gå - han var kvæstet, og hvis han faldt i søvn ville det ikke undre hende. Healerne gjorde deres bedste, dem med magiske evner sørgede for at heale så meget de kunne - uden det gik udover egen sundhed. Da det blev morgen var Malia selv faldet i søvn, men havde ikke sluppet Samuels hånd. Hovedet var pladseret på madressen som Samuel befandt sig på. Måske var det situationen der havde gjort hun følte sig følelsesmæssig forbundet til ham. Skaderne, måden de havde behandlet ham på - hun kunne relatere til en for første gang, og det var sikkert hvad hun havde manglet.