Masks & Mirrors - Alexei

Alexei fulgte blot efter Elena. Hun kunne lede ham alle vegne hen, så længe han fik lov at være i hendes selskab. Han havde altid elsket at være i hendes selskab, da de var yngre. Hun havde været den perfekte distraktion fra hans ellers noget sørgelige liv. Dermed ikke sagt, at det var alt, hun havde været. Hun havde været hans omdrejningspunkt. I tiden, hvor hun havde været i hans liv, havde alt syntes at handle om hende. Han bekymrede sig om hende hele tiden, når han ikke var nær hende, og prøvede derfor også at tilbringe hvert vågne øjeblik ved hendes side. Hvilket ultimativt havde nok havde ledt til hendes forvisning fra hjemmet. Det havde været hans far, der havde forvist hende, men det havde været Alexei, der havde ladet det blive for tydeligt for manden, hvor meget han rent faktisk holdte af den lille pige. Han havde elsket hende, som var hun den lillesøster, han aldrig fik. Derfor burde han heller ikke overhovedet være i stand til at se hende i et så anderledes lys nu. Men der var gået mange år, siden han havde haft hende i sit liv. Og de år havde tydeligvis ændret alt. Hun var ikke længere en lille pige, og han var ikke længere end ung dreng, der levede under sin fars tyranni.

Hun stoppede op udenfor et sted, og han fulgte trop. Også han tog en tår af vinen, som hun havde rakt ham indenfor. Masken var dog en smule ubelejlig, når han skulle tage en tår. Og kort efter vendte hun sit blik mod ham. Han opfangede det forsigtige smil, inden hun bad ham om at tage masken af. Han smilte blot og gjorde, hvad hun havde bedt ham om. Det var rart at få den af. Det gjorde det også lettere at tage endnu en kort tår af vinen, imens han betragtede hende. Hun satte sig ned på den nærmeste bænk, mens hun gjorde nogle bevægelser med sine ben. Han gik ud fra, at skoene nok var blevet en smule for meget efterhånden, hvilket såmænd var yderst forståeligt.

Han satte sig ned ved siden af hende på bænken, dog med en smule afstand imellem dem. Han fandt det ikke særlig smart at sætte sig helt op ad hende. Ikke med alle de tanker, det uden tvivl ville sætte i gang i hans hjerne. Hun takkede for dansen og han rystede svagt på hovedet. "Det var såmænd en fornøjelse. Men måske vi alligevel skal få presset nogle flere danselektioner ind i fremtiden." Han lo lidt, men ikke af hende. Han tænkte atter tilbage på deres danselektioner i fortiden, og hvordan det ville være, hvis de skulle danse på samme måde nu. Det ville nok se en del sjovere ud.

Fremtiden. Det havde altid været et ganske flygtigt og frygtindbringende begreb for den unge pige med de slægtsløse øjne. Fremtiden havde altid medbragt sig forandring; nogen gode, men flere dårlige... Eller tyngede de værre blot mere for en pige der ofte følte hun intet havde, men altid, paradoksalt, var i stand til at miste alt? Hendes frygt for fremtiden og flygtigheden havde på mange måder formet hende. I årevis havde hun været lænket af kæder der, for længst, var taget fysisk af. Slavetatoveringen og de slægtsløse øjne bandt hende næsten mindre, end hendes egen psyke gjorde.
Mærkeligt var det dog at Alexei's henvisning til fremtiden syntes at give hende håb nu... Det var som om hun så et flygtigt glimt for sig, hvori hun var beskyttet af ham igen, kunne danse - ikke på hans fødder - men med ham; de beskyttende arme altid klar til at gribe hende. Det var en fantasi, men den bragte alligevel et formildet udtryk over hendes ansigt. Som ønskede hun at vende tilbage til det venskab de havde engang, trods hun vidste at hendes fysiske tiltrækning til ham, måske gjorde dette umuligt.

"Det burde vi nok." Bekræftede hun, som hun drejede ansigtet lidt mod ham. Det var betryggende at se ham uden masken. Betryggende og alligevel farefuldt. Trods ulvemasken, i mørket, havde virket truende, var der noget i hans træk der nu gav hende et ønske om at bede ham gemme sig bag den igen. Der var en tiltrækkende varme over ham; en jordnær kontrol. Når han smilede, foldede læberne sig klædeligt, og gav hende en lyst til at frembringe flere. Hvor havde det været tåbeligt af hende, at tro at han nogensinde havde været et uhyre... Det var vel nemt at tro på det værste, når man var bange for at miste det bedste.

Glasset blev igen sat til læberne. Det virkede så køligt mod varmen fra hendes ånde. Den frie hånd strøg dog blidt over kjolens materiale, som for at finde en tryghed i dets blødhed. Hun var på ingen måder utryg ved Alexei. Hun var, tværtimod, utryg ved sig selv.

"Hvad er egentlig dit mål? Med fremtiden mener jeg." Spurgte hun snart blidt. Hun var vel nysgerrig på hans ambitioner; især efter han havde formidlet at hvor meget han ville ændre ved samfundsbilledet.

Der var intet Alexei hellere ville, end at sørge for, at Elena altid var i sikkerhed fremover. Hvis hun tillod det, ville han gøre alt for at give hende det bedste liv, han overhovedet kunne. Han kunne sørge for, at hun fik et bedre sted at bo. Han kunne sørge for, at der altid var mad på hendes bord og, at hun aldrig skulle bekymre sig om at sulte. Hvis han kunne, ville han sørge for, at ingen nogensinde så skævt til hende igen, på grund af hendes øjne – eller noget som helst andet. Dette var desværre nok en smule ude af hans rækkevidde. Han var magtfuld, men hans magt var trods alt begrænset. Selv kongen ville ikke kunne knipse med fingrene og sørge for accept for de slægtsløse. Frygten for det ukendte; det anderledes; var for indgroet i folk. Det var latterligt og sørgeligt, men det var sandheden. Hvor meget det end pinte ham.

Hun bekræftede hans forslag om fremtidige danselektioner, mens hun drejede sit ansigt lidt mod hans. Han betragtede hende allerede, nu uden masken på. Hans ansigt lå i varme og omsorgsfulde folder, da det jo var hende, han sad sammen med. Og hun var nok den eneste person i hans liv, som han nogensinde havde elsket. Selvfølgelig havde han holdt af folk før – folk som Charles, Kassandra, ja selv Zachariah, som han kun havde mødt en enkelt gang. Folk, som han endnu holdt af. Men det havde været anderledes, da Elena havde været i hans liv. Han havde altid følt en kærlighed for sin mor, men han havde aldrig haft chancen for at møde denne. Elena havde været første gang en kærlighed var møntet på en levende person, som rent faktisk var til stede i hans liv. Det havde været fantastisk og skræmmende på samme tid. Han havde altid været hunderæd for at miste hende, ligesom han havde mistet sin mor; inden han overhovedet havde nået at lære hende at kende. Hans forhold til hans mor havde dog været ren fantasi, mens hans forhold til Elena havde været virkeligt. Hvilket kun gjorde udsigten til at miste hende endnu mere skræmmende og reel. Og dette var præcis, hvad der var hændt. Hun var blevet taget fra ham. Han havde sørget over hende, som havde hun været død – hvilket han jo heller ikke havde været i stand til at vide, om hun rent faktisk var. Uvidenheden havde nok været det værste. Han havde altid håbet på det bedste for hende, men han var ikke dum. Han vidste godt, at det bedste var usandsynligt for en lille pige med slægtsløse øjne.

Han betragtede hende, som hun tog en tår af sin vin, hvilket per refleks fik ham til at gøre det samme. Kort efter spurgte hun ind til hans planer for fremtiden, hvilket fik ham til at rynke lidt på panden. Hvad var hans planer for fremtiden? Han havde svært ved at tænke på meget andet end hende, og hvilken rolle hun kunne spille i hans fremtid. "Jeg prøver bare at bevare min position og forblive på Kong Charles' gode side, så jeg forhåbentlig kan være med til at forme en bedre verden. Hvilket lyder ekstremt naivt, når det bliver formuleret sådan." Han lo lidt, mens han rystede svagt på hovedet over sig selv. Hun var tilsyneladende så distraherende, at han ikke engang kunne formulere sig ordentligt længere.

Kjolens bløde materiale blev vedvarende viklet lidt flygtigt mellem de blege fingre. Fingre hvis spidser var ru efter en opvækst i slavearbejde, og kyndige efter deres årevis af behændighed i den lægelige verden. Kjolen var ikke hendes; det samme galt den smukt udførte maske, skoene, vinen i hendes hånd, og den verden hun følte at hun nu befandt sig i. Alligevel følte hun sig ikke blot som en ligegyldig flue på væggen når hun var nær Alexei. For nok var denne verden ikke dén hun var født i eller ment til, men hun var inkluderet i hans fortid og nutid, selv hvis det blot var som en ligegyldig snor i et større væveri. Hvor fremtiden bragte dem hen, anede hun ikke. For når han omtalte den, følte hun alligevel at hans del i det store spil, fangede hende i skyggerne, som én af dem der blot var dømt til at vente på at resten af verden var klar til at de trådte frem i lyset. - Formodentlig uden at være nødsaget til at sende blikkene nedad i skam over hvad-de-var.

Øjnene fangede hans igen, som han forklarede sig. Hun rystede en smule på hovedet, som han syntes at tale lidt nedsættende om sin egen 'naivitet'. I Elena's øjne var naiviteten hendes, mens Alexei havde evnen til både at virke overbevisende, samt redskaberne til muligvis at gøre en forskel.
"Jeg har tit anklaget min håbefuldhed for at være naiv, men der er intet naivt over dine mål. Ikke i mine øjne." Sagde hun dernæst blidt og opfordrende, trods en mere flov mine viste sig over hendes ansigt, som blikket blev tvunget nedad mod den røde væske i hendes glas. Hun tilføjede:"Ja, selvom de er slægtsløse." Hun vidste at Alexei lyttede til hendes ord, men der var så mange der ikke tog dem for gode varer.

Hun vædede læberne en smule og fortsatte så, "At gode mænd bare bærer et ønske om at kæmpe for en retfærdig verden, eller blot én der er lidt bedre end den de blev født ind i, så giver det mig håb."

Der var intet ligegyldigt over Elenas betydning for Alexeis liv. Hun var kommet ind i hans liv på et tidspunkt, hvor han var umådelig ensom og efterladt alene med sin far, som rimelig meget var det værste selskab man overhovedet kunne have. Hendes tilstedeværelse i hans liv havde givet ham noget at glæde sig over. Ved sit blotte selskab havde hun lært ham værdien i at holde af en anden person; at elske en anden person. Han havde lært at sætte en anden persons behov højere end sine egne; højere end nogen andres egentlig. Og selv efter hun var blevet trukket ud af hans liv, var hun det lyseste punkt i hans liv. Som hans liv fortsatte, tyede han til tanken om hende, når alt virkede allermest mørkt og dystert. Når hans far gjorde hans tilværelse til et levende mareridt, var det tanken om at Elena forhåbentligt havde det godt og, at han måske ville møde hende igen en dag, der fik ham til at klare sig igennem det. Så nej, hun var bestemt ikke ligegyldig. Hun havde haft den største betydning i hans liv, af alle han nogensinde havde mødt før eller siden.

Han rystede svagt på hovedet over sig selv, mens han lo lidt. Han bemærkede dog samtidig, hvordan hans ord om sin egen naivitet også havde fået hende til at ryste en smule på hovedet, blot uden grinet, der prydede hans læber. Og så begyndte hun at svare på hans udtalelse. Hans korte latter var hørt op igen og han betragtede hende blot indgående. Hun fik et lidt flovt udtryk i ansigtet, hvilket fik ham til at rynke på øjenbrynene. Han hadede at se tegn på flovhed og skam fra hende. Specielt fordi han vidste, at man næppe kunne komme udenom dette. Ikke når verden var bygget op, som den nu engang var. Hvor meget han end ville ønske, at hun kunne glæde sig og være stolt over sine unikke, smukke øjne.

Han ville kommentere på det, men ventede blot tålmodigt, da hun ikke syntes at have talt ud. Han betragtede blot den smukke kvinde, der havde sænket sit blik i flovhed. Da hun havde talt ud, rykkede han sig en smule tættere på hende, så han kunne række ud og føre en blid hånd til hendes kæbe og kind. Han løftede blidt hendes ansigt, så han kunne se hende ind i øjnene igen. "Hvis jeg kan se håb i dine smukke øjne, er jeg en lykkelig mand." Han sende hende et blidt smil, mens han holdt øjenkontakt med hende, til trods for sin indre uro og tøven, grundet sin unægtelige tiltrækning til hende.

Sommetider føltes det som om hendes liv var hugget ind i sten: Evigt fastlagt og ude af stand til at blive tildækket af ny skrift, fordi de gamle indhugninger var så dybe. Dog var Elena tilfreds med sin stillestand, hvis det betød at hun var sikker. Alt var bedre end slaveriet og de mange forfærdelige drejninger hendes liv havde taget, som syntes at tilsmudse visse af de gode. Livet i Groundstone; et område fyldt med utaknemmelighed og elendigheder, havde været det perfekte område til at leve et statisk, frem for dynamisk, liv. Det var nemt at skjule sig i skyggerne, selvom ens sikkerhed utvivlsomt måtte komme på bekostning af ens personlige fremgang.
Det var nemmere for hende at se på sine hænder, der vedvarende omfavnede kjolens materiale, end at møde Alexei’s øjne med en usikkerhed i sine egne. Gennem årene havde hun lært at skjule mange af sine følelser og usikkerheder i sit blik, men med ham, var de som åbne vinduer. Han havde kendt hende da hun var svagest og, i hans selskab, mindede det hende grueligt om at hun måske ikke var kommet meget videre fra den pige hun havde været dengang. Hun havde ikke kæmpet sig væk. Hun var blevet hjulpet.
Blidheden fra hans berøring var dét der, ultimativt, fik hende til at se op mod ham igen. Trods hun måtte tvinge sig selv en smule i begyndelsen, var det som om magneter drev hendes øjne da hun endelig tillod sig selv at give slip. Åndedrættet syntes at stoppe i et sekund, som hun dvælede ved varmen i hans fingre. Underbevidst fik hun bidt sig en smule i underlæben; som i et forsøg på at håndtere sin nervøsitet. ’Smukke øjne’, havde han sagt. Måske virkede det som en normal kompliment for mange kvinder, men den betød alverden for hende. Den var så fremmet… Men så fantastisk, at hun mærkede varmen blusse en smule op i kinderne igen. Det krævede en del for hende ikke at trække øjnene væk fra ham i endnu et glimt af forlegenhed.

"Så vil jeg håbe, for alt i verden, at du får det at se." Hendes stemme var blid da hun endelig kunne forme ord over de buttede læber. Ærligheden i de slægtsløse øjne var markant: Hun ønskede hans lykke mere end hun kunne sige. Underbevidst flakkede blikket kortvarig mod hans læber, da hun blev opmærksom på den lukkede distance mellem deres skikkelser. Hun fangede dog sig selv i det så hurtigt hun kunne formå, men vristede ikke blikket fri fra hans.

Da han lagde hånden mod hendes kind og kæbe, for at skubbe hendes ansigt blidt opad, kunne han mærke hendes tøven. Hun virkede anspændt først, hvorefter hun virkede til at give efter og løftede blikket for at møde hans. Han så ud af øjenkrogen, hvordan hun bed sig en smule i underlæben, hvilket fik ham til at smile blidt, inden han talte. Han vidste udmærket godt at det var et tegn på nervøsitet, men hun behøvede ikke være nervøs omkring ham. Han prøvede at berolige hende en smule med sit oprigtige kompliment af hendes øjne. Han havde aldrig syntes, at hendes øjne var smukke. Netop fordi de var så anderledes. De var unikke, ulig hans egne. Slægterne havde alle ens øjne, som kun varierede fra slægt til slægt. Hans øjne var noget nær fuldstændig ens med alle andre fra hans slægt. Men Elenas øjne var specielle. Det hjalp selvfølgelig også ekstra meget på det, at de befandt sig i hendes ansigt og ikke en tilfældig kvindes. Det var begyndt at blive mere og mere umuligt for ham at benægte hendes skønhed.

Det gik op for ham, at han stadig havde hånden placeret på hendes kind, og han trak den derfor forsigtigt til sig igen, efter at have talt færdig. Og så bemærkede han rødmen, der spredte sig stille over hendes kinder, sandsynligvis som følge på hans kompliment. Desværre var hun næppe vant til at blive komplimenteret på de tydelige tegn på hendes slægtsløshed. Han var dog glad for, at hun ikke veg blikket fra hans denne gang. Hun svarede ham også, om end ikke øjeblikkeligt. Han smilede varmt til hende. Det var jo et udtryk for håb i sig selv, hvilket han havde påstået ville gøre ham lykkelig. Og det passede. Men det var måske ligeså meget hendes nærvær i sig selv. Han havde altid nydt hende nærvær over alle andres og dette kunne han mærke igen nu. Selvom der lurede tanker om en helt anden nydelse af hendes nærvær i hans sind. Tanker, han kæmpede for at skubbe væk.

Han svarede hende ikke med andet end smilet, men bemærkede kort efter hendes bliks vandren, selvom det ikke varede længe, før hendes øjne atter fandt hans. Det syntes dog at være alt hans forvirrede sind behøvede, for at tippe mere til den ene side. Halvdelen af ham skreg, at han var nødt til at holde sig i skindet, fordi det var forkert for ham at se hende på den måde. Men den anden halvdel af ham skreg på hende; sensationen, som hendes læber mod hans kunne give ham. Samtidig med at denne halvdel spekulerede over, om hun mon længtes efter ham på samme måde, siden hendes blik fandt hans læber. Det kunne selvfølgelig være fuldkommen uskyldigt og tilfældigt, men det kunne han ikke holde ud at spekulere over. Hans blik faldt kort på hendes læber, ligeså, inden han så godt som slukkede sin hjerne og lod sine instinkter tage over. Han lænede sig ind mod hende, mens hans hånd fandt tilbage til hendes bløde kind. Han tog en dyb indånding og gav hende nok tid til at trække sig væk, inden han endelig lod sine læber ramme hendes.

Den stærke hånd havde virket så øm og varm mod hendes kind, at hun straks ønskede den tilbage da Alexei trak den til sig. Den blege hud havde rødmet under hans varme og betryggende berøring, og hun mærkede en brændende lyst til at føle ham igen. De altid stramtspændte tøjler syntes at løsne sig en smule, men Elena forsøgte desperat at holde et fast greb om dem. Hvad gik der af hende? Det måtte være vinen. Som alt andet til denne Lysfest, var den måske ment til at trække hende dybt ind i fantasien og væk fra virkeligheden. Den havde bragt et blegt rosa stænk over læberne, og en sødme som hun snart smagte igen da der blev bidt en smule sammen om den buttede underlæbe.

Gennem aftenen havde hun følt sig både frigjort, skjult og set. Hun havde delt sin første dans som kvinde, og ikke en lille pige, med Alexei, men havde tilsmudset oplevelsen ved konstant at mærke en lyst til at rykke sig tættere på ham. Mærke hans stærke krop mod sin egen, ligesom hun havde gjort i undergrunden. Hun havde været som en komplet anden person dengang, da passionen og lysten havde overskygget den komedie hun havde forsøgt at spille. Slavetatoveringen havde afsløret hende før deres intimitet var blevet opfyldt, men minderne om hændelserne der ledte op til det, havde lænket hende fast til de 'forbudte tanker'. Tanker som hun havde forsøgt at vriste fra sig lige siden grundet skyldfølelsen associeret med hendes bedrag. Nu syntes hun at blive mindet om det hele igen. Mindet om hvordan Alexeis muskler havde spændt op mod hende, hvordan han havde kysset hende med en hed intensitet som havde pirret hende til ukendelighed. Hun havde ønsket at gå hele vejen med ham; til ekstase. - Hun måtte ryste det fra sig, men i et skrøbeligt øjeblik havde hun jo kigget mod hans læber... Det var selvisk.

Netop som hun forsøgte at smide fantasierne fra sig, bemærkede hun en ændring i hans blik. De gyldne øjne syntes at blive mere mørkere, men langt fra på en faretruende facon. Hun genkendte udtrykket... Hun havde set det dengang, og havde med stor sikkerhed også gengældt det.
Hånden fandt endelig vej tilbage til hendes hud. Berøringen fik en hidsig fornemmelse til at bevæges gennem hendes krop; en utålmodighed og lyst til at lukke afstanden mellem dem. Hun klyngede glasset en smule tættere i sin hånd, da Alexei rykkede sig nærmere. Der var så meget at indvende, men der var ingen ord. Snart havde han mødt hendes læber i et kys.

Den anden hånd frigav sig snart fra dets stramme greb om kjolens materiale, for at finde Alexeis nakke. Ude af stand til at forme en rationel tanke, trykkede hun sine læber mod hans i en gengældelse. Det var forsigtigt, men langt fra stemningsforladt. Fingrende strøg over hans nakke ganske blidt, og da hun kortvarigt brød kysset, var det blot for at stille glasset fra sig, så hun kunne genoptage det.

Der var så mange konsekvenser at tage i betragtning, hvis han lukkede afstanden mellem dem og pressede sine læber mod hendes. Hun kunne trække sig væk fra ham og blive vred eller forarget over hans tilnærmelser. Han kunne skræmme hende helt væk og sørge for, at hun aldrig ville se ham igen, hvilket han bestemt ikke ønskede. Og selv, hvis hun gengældte hans kys, hvad så? Hvad ville der ske imellem dem, hvis de begge følte tiltrækningen og rent faktisk gav efter for den? Det kunne ende galt på så mange måder. Det faldt ham faktisk ikke et øjeblik ind, om der kunne være en lykkelig ende, da alt syntes at være nogle forfærdelige konsekvenser, at skulle leve med. Det burde jo være ekstremt let at stoppe op og droppe de tanker, når hans hjerne var veludviklet nok til at indse alle de eventuelle konsekvenser. Og alligevel kunne han ikke holde sig selv tilbage. Hun drog ham til sig på en helt uforklarlig måde, og han kunne ikke stå imod længere.

Hans læber fandt hendes, da hun ingen indvendinger gjorde. Hendes ene hånd fik hurtigt fundet vej til hans nakke, mens hendes læber gengældte hans kys. Hvilket var en lettelse og en problematik på samme tid, men altså…
Hans ene hånd lå mod hendes kind og den anden holdt om hans vinglas. Dog ikke længe, da han fik rakt om bag sig og placeret vinglasset på bænken. Måske der var risiko for, at det ville vælte, men han var ligeglad. Det var ikke fordi han havde brug for vinen til at blive beruset, for hendes nærvær var berusende nok i sig selv. Kort efter brød hun kysset for at stille sit glas fra sig, ligeså, men først efter at have strøget fingrene ganske blidt over hans nakke, hvilket kun fik ham til at lyste efter hende endnu mere. Det havde været rent selvbedrag at tro, at han kunne holde sig væk fra hende – specielt, hvis han stadig skulle have hende i sit liv, som han jo havde enhver intention om.

Da hun fik sat vinglasset fra sig, lå begge deres fokus udelukkende på hinanden. Hun smagte af den søde vin, som hun havde virket til at være ret glad for. Ligesom hun havde nydt vin ved deres sidste møde. Bare det ikke var grunden til hendes gengældelse af kysset. Personligt var Alexei ikke den største fan af vin og havde derfor også kun drukket nogle enkelte tåre. Han mærkede ikke selv nogen effekt fra den lille smule, men hun havde sandsynligvis drukket mere end ham og havde måske heller ikke opbygget en ligeså høj tolerance, som ham. Måske ville hun aldrig have gengældt hans kys uden alkohol i blodet. Han kunne umuligt vide det. Hvilket også betød, at han sikkert burde stoppe kysset lige nu, inden det nåede den mindste smule videre. Men hun gjorde det bare så fandens svært, og han endte i stedet med at kysse hende endnu mere inderligt; næsten som om han mente, at det kunne kvæle hans samvittighed, der godt vidste, hvad der ville være det rette at gøre.

Fantasierne der gang på gang var blevet undertrykt over den seneste tid, syntes at vælde frem i hende igen. Til en grad havde det hjulpet at distrahere sig selv med andre gøremål, men Elena havde været som forsvarsløs efter masken faldt. Fantasierne blussede nu op under hendes slanke lemmer, som var en steppebrand i gang med at fortære hende indefra. Utvivlsomt ville varmen være til at se i de slægtsløse, ellers blege, øjne, hvis ikke disse var lukket trygt i ved mødet med Alexeis læber. Den smule vin hun havde indtaget kunne ganske vist have hjulpet tøjlerne med at løsne sig omkring hende, men hun var ikke et sekund i tvivl på at hun ville falde ligeså hårdt og hovedløst uden dé hjælpemidler, hvis Alexei havde kigget på hende med den samme brændende intensitet i de smukke, gyldne øjne, som han havde gjort før. Der var en styrke i dem hun fandt mere end tiltrækkende - det var magnetisk, dragene og absolut betagende. Især for en pige der havde indlært ikke at se folk direkte i øjnene.

Det føltes vidunderligt at mærke hans læber mod sine. Faktisk var Elena så indhyllet i fornemmelsen, samt hans duft og smag, at hun snart mærkede en instinktiv lyst til at presse sig selv mere mod ham. En lyst der snart blev eftergivet, som Alexei syntes at intensivere kysset, og jage den rationelle og frygtfulde stemme i hendes baghoved på flugt.
Hun sukkede ganske dæmpet mod hans læber. At mærke hans stærke krop mod sin på den her måde, syntes at fylde hende med en nærmest urummelig lyst. Fantasier om at trække ham tilbage til det værelse Lucius havde lånt hende, strøg om hende, og hun havde næsten givet efter for at foreslå det. Men det var forkert af hende. Var det ikke?

Snart trak hun sig en smule væk fra kysset. Brystet syntes at bevæge sig en smule hurtigere op og nedad end normalt, og kroppen føltes nærmest brændende. Blikket veg snart fra Alexeis, da hun tillod at samle sig selv. Hænderne blev også trukket til sig igen, som hun genvandt lidt af distancen mellem dem. Hun ville trække ham ned i støvet. Selv noget så uskyldigt som et kys, kunne ødelægge ham, og det de havde sammen. - Det var hun overbevist om, selvom hendes krop sendte hende alle andre signaler. Hun boede i Groundstone - i rendestenen. Alexei skulle ikke spilde sine kys på hende, men derimod kvinder af mere aristokratisk karakter. Kvinder som dém inde i balsalen, med deres fine kjoler og pæne manerer.

"Jeg ved ikke hvad der går af mig." fik hun fremstammet, som blikket endelig tvang sig op mod Alexeis.

Som Alexei ignorerede sin samvittighed og logik for alt i verden og i stedet intensiverede kysset, pressede Elena også sin krop længere ind mod hans. Hånden på hendes kind kørte længere om mod hendes nakke og ind i hendes bløde hår. Hans anden hånd fandt instinktivt vej til det nederste af hendes ryg, hvor den hjalp med at trykke hende ind mod ham. Han hørte ikke hendes suk, men mærkede det svagt mod sine egne læber. Det virkede heldigvis ikke til at være et utilfredst suk, men snarere et ophidset ét. Hans tanker spillede scenarier, hvor han lagde hende ned på sin seng – eller hvilken som helst seng, virkelig – og kørte både hænder og læber over hendes krop. Men dette mindede ham om deres sidste møde, hvor dette var præcis, hvad han havde foretaget sig. Og pludselig kunne han mærke fornuften vende tilbage. Og med den; skammen. Hun trak sig fra ham i selvsamme øjeblik, inden han selv havde mulighed for at reagere. Hun fjernede sine hænder fra ham og han gjorde det samme den anden vej rundt.

Han åbnede forsigtigt øjnene, næsten bange for hvilket syn, der ville møde ham. Han forventede halvt om halvt at se et forfærdet udtryk i hendes øjne. Et blik fyldt med afsky, måske, hvis det først nu var gået op for hende, hvad de havde gang i. Hvad han havde gang i. Da hans øjne endelig åbnedes og fandt hendes ansigt, fandt han dog intet af dette. Han fandt nemlig slet ikke hendes blik, der igen var blevet vendt nedad, så han ikke havde nemt ved at tyde det. Hvilket såmænd gjorde det noget vanskeligt at bedømme hendes ansigtsudtryk generelt. Hans uro blev ikke mindre.

Endelig fandt hendes blik vej til hans, i takt med hun åbnede munden. Han åndede ud, da hun havde talt færdigt, uden at have indset, at han havde holdt vejret, mens hun snakkede. Det var dog ikke en lettelsens udånding. Hun syntes nemlig at bekræfte hans værste mistanker. Hun havde ikke været ved sine fulde fem. Vinen havde sløvet hendes sanser og dømmeevne, og han havde udnyttet hende for sine egne lysters skyld. Endnu en gang måtte han skilles fra hende, velvidende om, at han havde besudlet hendes ære. Ganske vist havde han ikke haft sex med hende nogen af gangene, men dette var nok. Det var for meget i sig selv. "Det er udelukkende min fejl, jeg skulle ikke have indledt det." Han spændte i kæben, vred på sig selv. Han var af stærk karakter og viljestyrke. Han burde bestemt være i stand til at undertrykke seksuelle lyster overfor en kvinde, som han vidste, at han ikke måtte se på den måde. Han måtte bide det i sig og aldrig lade sit begær tage overhånd på den måde igen. Det virkede som om, en oplagt løsning på hans problem ville være at finde en anden smuk kvinde, som han kunne tillade sig at løslade det opbyggede begær og seksuelle frustrationer på. Så måske var dette præcis, hvad han burde gøre. Gå tilbage ind i salen og finde en kvinde, hvor intet stod i vejen for at føre hende til et privat sted, så de kunne nyde hinandens kroppe. Han havde aldrig haft problemer med at finde kvinder, som affandt sig med, at han ikke ønskede et forhold til dem.
Men han kunne ikke helt se det for sig denne aften. Han frygtede, at Elena ville se ham med en kvinde og få et dårligt indtryk af ham og hans forhold til kvinder. Hvor passende det indtryk nu end måtte være.

Hjertet bankede så hårdt og intenst mod brystet at hun, hvis hun blot havde håndteret situationen som en udestående helbreder, kunne være fristet til at tænke at kroppen var i beredskab. At den forsøgte at frakaste sig en sygdom ved at hæve kropstemperaturen. Der var intet lydigt over hverken det tilbageholdte åndedræt, eller måden hvorpå blodet pumpede lystigt gennem hendes krop. Øjnene bar tilmed præg af forstørrede pupiller, udvidet af lyst frem for febersyge eller spiritusindtag. For at skjule de værste signaler, og den groende skam over sit begær, smed hun øjnene nedad igen. Tilsyneladende havde dét at dæmpe sine lyster som kvinde i årevis, ikke været holdbart i nærheden af Alexei Redwood. Tværtimod bragte han dem til overfladen, ved blot at skrabe lidt deri. Et rigtigt blik, en charmerende replik, eller et blødt smil kunne vække de forbudte tanker i hende. At mærke hans varme læber mod sine, samt den stærke krop, havde derfor overladt en del af hendes magt til begæret. Havde hun ikke holdt så meget af ham, ville hun, paradoksalt, måske ikke have trukket sig tilbage fra ham igen.

Udelukkende hans fejl. Elena kunne ikke få det til at gå op, men smagte på hans ord, uden at være i stand til at modsige dem verbalt. Hun rystede dog hastigt på hovedet. Måske havde det været Alexei der havde lænet sig ind mod hende for at møde hendes læber, men hun havde hungret efter dem i øjeblikkene før. Ønsket dem. Og selv ønsket dem igen nu, selvom distancen og rationaliteten var trådt ind.

Mange tanker gik gennem hovedet på den unge kvinde over den næste stund. Underlæben blev bidt en smule i, og en vildfaren tot af det lyse hår blev skubbet tilbage på plads bag øret. Hun havde inderligt lyst til at spørge ham hvorfor han havde kysset hende - hvad der havde drevet ham. Måske havde han ondt af hende, selvom kyssets intensitet havde bevidnet noget andet. Eller måske havde han kysset hende fordi hun havde plantet et frø i jorden sidst, da han ikke anede hvem hun var. Elena var dog for bange til at formulere spørgsmålet. Hun havde tilsmudset Alexei én gang før i sine tanker, da hun troede på hans fars ord - hun ville aldrig gøre den samme fejl igen.

Endelig fik hun tvunget nogle ord over de bidte læber. Det var sikkert indbildning, men hun følte stadig at hun kunne smage Alexei over dem. "Jeg tror jeg må trække mig tilbage for i aften." Efter at have stukket fødderne ned i sine sko igen, bag skjulet fra kjolen, kom hun lidt vakkelvornt på benene. Vakkelvornt, ikke så meget grundet alkoholen, men nærmere nervøsiteten og de høje hæle.

Hun tvang blikket mod ham igen. Det flakkede lidt mellem hans øjne. "Tak for dansen, og dit... selskab selvfølgelig." Et svagt smil blev sendt mod ham, bag et tilbageholdt åndedræt, før hun vendte sig om og satte kurs mod balsalen igen. Ikke for at vende tilbage til festen, men for - rigtigt nok - at bryde helt ud af fantasien.

Under det hede og intense kys, havde hans vejrtrækning været hektisk. Hans hjerte havde banket hårdere og hurtigere i hans brystkasse, at hans vejrtrækning ikke kunne undgå at blive påvirket, selv hvis han ikke også havde haft mindre adgang til luft, som hans ansigt var tæt op ad hendes og deres læber mod hinanden. Nu kæmpede han ihærdigt for at få sin vejrtrækning under kontrol igen, men det var ikke helt let. Heldigvis havde hun afbrudt kysset før resten af hans krop havde nået at reagere på lysten, han følte for hende. Det havde blot gjort situationen så meget værre; så meget mere akavet og forfærdelig. Og den var skam ikke synderligt fornøjelig nu, så han prisede sig lykkelig over dette faktum. Han ville ønske, at han kunne fjerne sit begær og eventuelt hendes, hvis der skulle være noget af dette. Han ville ønske at følelserne forsvandt og tog minderne med sig. Det var måske umuligt at opretholde et forhold til Elena, når de begge var bevidste om, hvad der var hændt imellem dem. Måske man skulle ty til ekstremer og finde et middel til at fjerne deres minder. Der måtte uden tvivl være en person med evnerne til at gøre dette. Han havde kendt folk, der kunne gøre andet med minder; dele dem, f.eks. Om ikke andet kunne de måske forvrænges. Ændres på, så de huskede deres gensyn på en helt anden, uskyldig måde. Så skulle Elena ikke have skyldfølelse over at have vildledt ham og han skulle ikke have skyldfølelse over at have udnyttet hende for hendes krop, inden han kendte til hendes sande identitet. Hvis minderne om deres fysiske nærvær ikke var til stede, ville han vel heller ikke have disse følelser. Det måtte jo være fordi der var blevet startet noget i ham, da de næsten nåede hele vejen, som nu ikke rigtig var til at stoppe igen. Det var i hvert fald en logisk forklaring, som han kunne forholde sig til.

Hun rystede på hovedet til hans ord, men han vidste, at hun enten bare var høflig eller for hurtig til at bebrejde sig selv for alt. Selvfølgelig var det hans fejl. Han burde have vidst bedre. Han vidste bedre. Hvis han bare havde lyttet til den rationelle del af ham, i stedet for den del, der var drevet af instinkt og begær. Han havde ladet denne side tage over, hvilket ikke skete ofte. I hvert fald ikke, når den rationelle side var kraftigt imod dette. Og selvfølgelig havde han givet efter nu, hvor han allermindst burde have givet efter. Med den pige, der egenhændigt havde betydet mest for ham. Nej, den kvinde. Hun var ikke længere en pige og heri lå egentlig hele problemet.

Hans blik forlod hende og fandt et punkt i omgivelserne, som han fokuserede på, uden at fokusere på det overhovedet. Hans tanker kørte i vildspor og han kunne ikke se på hende. Han havde besudlet hende igen, om end kun med et kys denne gang – hvor intenst kysset end måtte have været. Hans blik vendte dog tilbage til hende, da hun åbnede munden. Han så på hende, som han hørte hende ud. Han nikkede blot langsomt, uden at svare på dette. Selvfølgelig ville hun væk fra ham hurtigst muligt, det gav jo kun god mening. Som hun begyndte at rejse sig, blev det dog hurtigt tydeligt, at hun ikke stod helt ordentligt fast på jorden. Han rejste sig hurtigt op og rakte ud mod hende med en hjælpende hånd, som hun kunne støtte sig til, hvis hun havde lyst. Men han kunne godt forstå, hvis hun ikke ønskede selv de mindste berøringer fra hans side af. Han så på hende, som hun fik fundet balancen og så op på ham igen med et lidt flakkende blik. Han tvang et lille smil frem ligeså, men fik ikke svaret hende, inden hun vendte om og bevægede sig tilbage mod balsalen. Han blev stående og så efter hende i et stykke tid – selv efter, at hun ikke længere var til at se. Og så rystede han arrigt på hovedet over sig selv, mens han kom et lavmælt vredesudbrud. Hvis hun havde undgået ham før, hvad ville hun så ikke gøre nu? Han kunne umuligt vende tilbage til festen efter dette. Det var på tide at tage hjem til Redhawk City.

//Out