Partytime! ~ Fællesemne

Påklædning + Maske + Hår

Lysfesten. Et ord og en begivenhed, som Hydra overhovedet ikke havde kendt til før for blot få uger siden, da Lucius havde spurgt hende om hendes mening med hensyn til at afholde et bal i Adaris. De snakkede ikke frygteligt meget sammen for tiden, men det var nu mest hendes egen skyld. Stemningen var stadigvæk anspændt efter et akavet møde og en frygtelig politisk middag, hvor hun egentlig blot havde ønsket sig bort halvdelen af tiden. Alligevel havde hun påskønnet, at han havde spurgt hende om ballet. For hun havde aldrig været til et, og da slet ikke hørt om noget så underligt som lysfesten. Det var trods alt ikke det, som man oplevede mest af efter årtiers isolation på en øde ø. Det havde derfor taget mange timer med hendes egen "klæde-dame", som Hydra havde hyret før, at hun havde forstået konceptet med at klæde sig ud og mænge sig blandt fremmede. Derefter var hun gået i tænkeboksen, da hun havde svært ved at komme op med en skræmmende idé til en udklædning. For hende var det basale ting såsom ensomhed eller Charles Redwood som var skræmmende, men det var hurtigt blevet pointeret, at mindre ting altså sagtens kunne gøre det.

Nu sad hun foran et stort spejl, imens Alba - hendes klæde dame - lagde sidste hånd på hendes frisure. Hun havde egentligt forsøgt at holde tingene enkelt, men det hele havde pludseligt taget fat. Lige fra den dramatiske mørke kjole der i den grad ville stå i kontrast til Lucius formodede hvide outfit, til hendes uhyggelige maske og mørke make up der blev fuldendt af et par blodrøde læber. Det var med et smil, at hun betragtede sit spejlbillede, og så hvordan hendes ellers spinkle og ellers skrøbelige udseende var blevet transformeret til noget... stærkere. Noget mørkt. Som et sidste finish hjalp Alba hende med et par enkelte sølvøreringe, inden hun så blev sendt i retningen af døren af den smilende tjenestepige.

"Now you go and be with Lucius. I'm sure he'll like it."

Hydra sendte hende et taknemmeligt smil, og trådte så udenfor de private gemakker og ned mod festlighederne. Hun ankom måske lige en anelse sent, men stadigvæk tidsnok til, at hun ville kunne nå at stå med Lucius i døren. For det havde hun trods alt lovet. Dog havde hun hverken lovet at matche eller at hun ville skjule sig. Alligevel lod hun sine øjne forvandle som en sidste ting, inden hun skubbede dørene op og trådte inden i balsalen, hvor hun hurtigt spottede Lucius med sit nye blege blik. Hun sendte ham et diskret smil, inden hun med forholdsvis selvsikre skridt bevægede sig over og stillede sig ved siden af ham, hvorefter de begge gav sig til at tage imod nyankommende gæster. Egentligt så efterlignede hun mest Lucius, vel og mærket, at hun kendte ingen af de nye ansigter og ingen ville kende hende. Hun var blot den mystiske kvinde ved Lucius side denne aften. Endnu en Adara.

Outfit

Det var den 31. og det betød lysdag, hvilket blev fejret med en tilhørende lysfest. Audra havde ikke været ude for hjemmet i nogen tid, i hvert fald ikke i en festlig sammenhæng som denne, og hun havde derfor ikke været i stand til at takke nej. Desuden havde hun kendt værten det meste af sit liv, eftersom hun havde leget meget med ham, da de var små. William Lucius Adara, som nu var blevet leder for The Adaras, Emma Storm Griffin, som nu var blevet leder for The Griffins og Audra selv, der nu var næstkommanderende for The Griffins. Emma havde altid været tættere med Lucius, end Audra selv havde, men de havde stadig tilbragt meget tid sammen, alle tre. Og selvom Audra altid havde foretrukket Emmas selskab over rimelig meget alle andres, betød det stadig ikke, at hun havde et problem med Lucius. Hun holdt skam af ham, og han var da også en af hendes ældste venskaber - sammen med Emma. Derfor ville hun heller ikke afslå, da det også var en mulighed for at hilse på Lucius igen, som hun ikke så synderligt ofte disse dage. Generelt havde hun ikke set meget til ham, siden Audras familie og Emmas familie flyttede fra Redhawk City og til Thunderville, da pigerne havde været fem år gamle. Dog var denne kontakt, om muligt, blevet endnu mindre, siden Lucius overtog lederpositionen, hvilket selvfølgelig også gav god mening - en leder havde altid travlt, det vidste Audra fra Emma af. Emma havde dog heller ikke været leder ligeså længe som Lucius, og dette kunne godt være skyld i et endnu travlere skema, fordi hun først lige skulle finde en rytme.

Audra kiggede sig i sit fuld længde spejl, der hang på væggen af sit værelse. Hun gennemgik sin tjekliste inde i hovedet, for at sikre sig, at hun var fuldkommen klar til at tage afsted. Kjolen sad som den skulle, makeuppen var lagt i stil med udklædningen, selvom en del af ansigtet var gemt bag en maske, som hun netop havde fået til at sidde, som den skulle. Håret var løst, bølget og med pynt i, som - ligesom resten af outfittet - bestod i nogle fjer fra en påfugl. Øjnene forestillede en påfugl med næb og fjerpragt, mens masken havde en diamantbesat påfugl på siden, der var placeret ovenpå adskillige påfuglefjer, også. Kjolen var i en grønlig farve, og var stramtsiddende og stropløs, med et bælte ved taljen, og havde så et fald, der var knap så stramt. Dette hjalp også på bevægeligheden. Kjolen var dekoreret med noget, der mindede om påfuglefjer ligeså. Som Audra betragtede sig selv i spejlet, kunne hun konkludere, at hun var godt tilfreds med slutresultatet. Hun havde ikke gået efter et traditionelt, skræmmende look, tydeligvis, men havde i stedet fokuseret på det smukke i naturen. En udklædning var jo en udklædning, om den var skræmmende eller ej.

Da Audra ankom til ballet, blev hun straks mødt af utrolige syn fra alle vegne. Ikke blot var lysfesten et syn i sig selv, med fakler og andre slags lys og påfund, men folkene var også helt utrolige at se på. Nogle var skræmmende, andre var ikke, men de var alle interessante syn at tage ind. Hun blev modtaget af nogle Adaras, som gav hende en velkomstdrink og eskorterede hende ind i balsalen. Det hele var en oplevelse, det stod klart for Audra med det samme, og hun glædede sig til at se, hvad aftenen havde at byde på.

Udklædning:
Masken (den øverste, til en mand) og tøj

Zach var ankommet til Springheat City dagen i forvejen. Det blev han nød til, hvis han ville deltage, fordi han boede så langt væk. Han havde ikke haft travlt med at opsøge, om han kunne bo i selve byen. Noget sagde ham det var bedst at holde afstand, til selve natten hvor festen skulle foregå. Det var bedre end risikere at se Lucius eller omvendt, risikere Lucius sendte besked til ham. Om et eller andet. Også selv om de to slægten havde indgået en alliance, så ville Zach næppe sige der lå en tryg og rar atmosfære omkring dem.
Var det Zachs skyld? Han havde nok noget af skylden, selv om han ikke havde kendt til Lucius' forhold. Han håbede de to turtelduer havde fundet ud af det. Zach havde i hvert fald skyndt sig væk, omend han var rejst til Redhawk frem for direkte hjem.
Meget havde ændret sig siden da. Som et eksempel, var Zach nu officielt leder af Naailas. Han havde ikke haft meget tid til bare at...Leve...For der var mange ting at ordne og genforhandle, men endelig havde han haft en oplagt mulighed for både at komme væk hjemmefra et par dage og understrege alliancen mellem slægterne: Adaris havde inviteret til lysfest.
Så her gik han. Kun nogle meter tilbage, før han ville blive slugt af byens gab og forsvinde ind under bjerget.

Zach havde valgt et simpelt, omend lidt prangende form for udklædning. Normalt prøvede han altid at skjule sin lilla øjenfarve og så væk, så folk ikke følte det ubehageligt at gå forbi ham på gaden eller starte en samtale. Men i takt med at han var blevet leder, var han blevet mere vovet. Han var Naailas og stolt. Han var deres leder og repræsenterede dem nu, hvorend han gik. Han ville vise at slægten intet havde at skamme sig over, at de kunne gå med hoved løftet hvis de ville. Naailas var tilbage på kortet!
Og hvilken bedre måde at råbe det til hele verden, end komme i et jakkesæt af en mørkelilla farve og med en lilla maske, der omsluttede hans mørkelilla øjne. Skoene var sorte og fine.
Håret var redt tilbage, så det lå mere ned end det plejede. Som han ankom til festen, voksede hans naturlige varme smil og øjnene skinnede i alle lysene. Lysene! Det var smukt. Og kreativt. Han kunne blive stående og beundre detaljerne, men han tvivlede på de blev mindre jo længere han gik ind. Som han blev vist ind i bjerget - sjovt nok af samme mand, der tidligere havde vist ham ind, så de havde noget samtale at indhente - blev han ikke yderligere skuffet. Lysene gjorde det nemmere at se hvad byen gemte på, selv om dem der ikke ønskede at deltage, havde låst sig så langt væk som de kunne.
Da de nåede den sal, eller grotte, der udgjorde aftenens lokale, stoppede Zach dog op. Naturligt. Lucius stod klar til at modtage folk, sammen med en eller anden smuk kvinde. Lucius selv var helt i hvidt, så Zach kunne se han ikk evar den eneste, der havde haft en ide om at klæde sig i slægtens farver. Men helt ærligt...Så var det svært som mænd. Kvindernes havde alle de kreative masker og kjoler, mænd havde knap så mange muligheder. Det var enten det her eller et næsten nøgen kostume som en skovånd. Og værterne taget i betragtning, virkede det lilla jakkesæt som det bedste.
Zach rystede det af sig og trådte over til aftenens værter. Med et smil, som om der intet lå imellem dem, hilste han.
"Godaften Lucius. Skøn ide!" hilste han afslappet. Hvis Lucius var åben for det, ville han give manden hånden. Han vendte sig også for at give kvinden ved siden af ham, hånden. Det var svært at se, selv så tæt på, når hun var udklædt. Men noget omkring hende mindede ham om...Kvinden der havde opdaget dem. Hvilket jo ville give mening, hvis det var.
"Godaften" hilste han. Han ville ikke vade mere i tingene og efter at hilse på værterne, overtog han straks en velkomstdrink og gik længere ind i grottens oplyste og dekorerede rum.

Påklædning ⚔ Suit + Mask

Det var blevet tid til den årlige lysfest, som Adara-slægten var vært for, og dette var en begivenhed, som Alexei sædvanligvis tog del i. Denne lysfest var ingen undtagelse, som Alexei bevægede sig igennem mængden af gæster, der alle var iklædt forskellige kostumer og masker. Personligt var Alexei iklædt et jakkesæt, der var sort fra top til tå. Dette var egentlig lidt i ironi, da det jo var en lysfest. Til jakkesættet, havde han anskaffet sig en sølvfarvet maske, der forestillede en ulv. Sædvanligvis var han ikke ligefrem higende efter at skille sig ud, men han havde alligevel besluttet sig for, at jakkesættet var så enkelt - på den allerbedste måde - at han godt kunne vælge en lidt mere speciel maske til. Det var også en maske, der skjulte en hel del af hans ansigt, hvilket gav ham en åbenlys mulighed for at nærstudere sine omgivelser og folkene til ballet, uden selv at blive studeret i samme grad. Det lød måske mærkeligt, men han var typen, der nogle gange foretrak at se begivenheder og situationer udspille sig for sig, uden selv at tage del i dem. Og konflikter, i særdeleshed, hadede han at være en del af. Han havde langt bedre ting at bruge sin tid på, end latterlige og unødvendige konflikter. Dog vidste han godt, at man ikke kunne undgå alle konflikter. Krigen, der hang over alle folks hoveder hele tiden - og ekstra meget hans, da han var general og derfor havde en afgørende rolle i krig - kunne ikke undgås, dette blev tydeligere for hver dag, der gik.

Men krigen var blot endnu en grund til, at han befandt sig til den årlige lysfest i Adara, denne gang afholdt af William Lucius Adara, slægtens leder. Med alt den stress og trykkede stemning, der var til hverdag, var Alexei overbevist om, at det ville gøre godt med en aften væk fra alt det. Han kunne godt mærke presset fra krigen, der konstant tyngede ham ned. Han håbede bare ikke at den ville vare ligeså længe som den forrige krig, for det var alt for længe. Dog havde den krig da været god for én ting; den havde frigjort Alexei fra kæderne, der var hans dybt alkoholiske, voldelige far. Det gjorde selvfølgelig på ingen måde godt for alle de liv, der blev ødelagt eller gik tabt, men hvis han skulle forsøge at se på den lyse side af sagen, var der da i det mindste dét. Det var selvfølgelig også at stramme den lige lovlig meget, men altså.

Han gik med rolige, beherskede skridt over dansegulvet, hvor flere par var igang med at danse, på elegant manér. Alexei var selv en udmærket danser, men det var ikke noget han gik rundt og reklamerede med. Dans var bare en nødvendig evne at besidde, når man kom i de kredse, som han gjorde - den finere overklasse, som var en medfødt del af hans rige arv, såvel som hans tilegnede titel som general for The Redwoods. Der blev holdt alle mulige slags gallaer og baller i de kredse, og derfor havde han været nødsaget til at lære diverse selskabsdanse. Det var nu heller ikke så slemt, og han gjorde det gerne, for bedre at tilpasse sig det miljø han befandt sig i, men det var ikke fordi han behøvede at danse, til hvert et arrangement. Han var dog ikke imod idéen, hvis han stødte på en smuk kvinde, som fangede hans opmærksomhed. Dans var en sofistikeret måde at afprøve kompatibilitet, såvel som en måde, hvorpå man kunne føre en samtale med en person, på enehånd. Det var en måde at finde privatliv, når man var omringet af mennesker.

Han havde velkomstdrinken, som han havde fået da han kom, i hånden. Han tog en tår af den, som han bevægede sig hen imod, hvem han måtte gå ud fra var værten, Lucius. Manden var klædt helt i hvid, med en kongekrone på sit hovede. En krone Alexei valgte at ignorere, da det egentlig kunne opfattes som en fornærmelse overfor Alexeis ven, kongen og lederen af The Redwoods, Charles. Ved hans side, stod en kvinde klædt i en relativt stramtsiddende sort kjole, med håret sat stort og en maske, der forestillede en edderkop. En mand klædt i mørkelilla, var netop igang med at bevæge sig væk fra parret, som han ellers virkede til at have snakket med. Alexei havde aldrig selv mødt denne leder af The Adaras, men dette var en oplagt mulighed, og han stoppede derfor foran manden i hvidt, så han kunne præsentere sig selv. Han nikkede i en hilsende gestus, og smilte til begge to. "Godaften. Skønt arrangement." Han så sig anerkendende omkring, for at understrege sin pointe. "Alexei Redwood," sagde han så, mens han rakte hånden ud mod Lucius først, for derefter at ville trykke kvinden ved hans sides hånd, også.

Madeline havde været meget i tvivl om hun skulle deltage i lysfesten afholdt i Arabis dette år. Faktisk havde hun aldrig været til den årlige lysfest før, da det aldrig havde været på tale at hun overhovedet kunne. Først havde hun været for ung, hendes forældre ville ikke have at hun skulle opleve de situationer som sådan en fest kunne bringe. Forrige år havde de undskyldt at de simpelhent ikke havde tid til at tage med hende, og det var slet ikke på tale at hun tog afsted alene. Men så kom invitationen dette år, og Madeline vidste med det samme at hendes forældre ikke havde nogle undskyldninger. Godt nok var der en krig i baggrunden af alles hoveder, men overraskende nok tænkte hendes forældre ikke engang på at der ville kunne ske Madeline noget. Hun var jo en Redwood. Ingen gør noget ved en Redwood, ikke engang i krigstiden. Så Madeline tog afsted til festen alene og med sommerfugle i maven.

Hun blev ført gennem gangene der blev oplyst af ildfakler ned til Arabis, byen under jorden, af en fremmed Adara-mand. Madeline havde aldrig været der før, så det hele virkede ret spændende for hende. Mon der var nogle hun kendte? Sikkert ikke, hendes bekendtskaber var få og desuden var stort set alle højtstillede og travle med den krig der ulmede rundt om hjørnet. Så snart hun ankom til Arabis' midte og lige for tiden fungerende balsal, tog en Adara kvinde imod Madelines sølv-grå pels, som hun havde haft beskyttende om hendes bare skuldre. Hun gav hendes navn til kvinden, så hun kunne få sin pels tilbage når hun engang vendte hjemad. Hvilket ikke var inden for den nærme fremtid. Straks var Adara kvinden der havde fået Madelines pels væk og en tjener kom hen til hende med et helt fad fuldt af velkomstdrinks. Hun tog glædeligt et af glassene og takkede tjeneren inden han forsvandt mellem mængden af folk. Hun bevægede sig langsomt fremad mens hun så omkring sig og slugte alle indtrykkende til sig. Oppyntningen var fantastisk og menneskerne omkring hende var klædt ud i smukke udklædninger. Nogle var skræmmende, men pæne, andre var bare så guddomeligt skønne og lige til at dåne over. Det var mest kvinderne der havde den største frihed til at inkorporere deres udklædning ind i deres tøj også. Mændene var mere afhængige af deres masker, da alle mænd som Madeline passerede var klædt i et jakkesæt.

Madeline fik øje på sig selv i et spejl som var placeret på væggen som hun gik forbi, og hun fik et glimt af sin udklædning. Den var ret unik i forhold til de andres, hvor mange havde valgt at bruge mørke farver i deres skørter. Madeline havde modsat mange andre gået efter at være lys, for at hylde lyset i lysfesten. Hun havde prøvet på at få temaet stjerne til at stråle igennem, men hun var lidt i tvivl over hvor tydeligt det var kommet frem. Stjernerne i hendes tiara viste det ret godt, og for at være ærlig så havde hun valgt resten af udklædningen fordi det matchede tiaraen. Nu hvor hun tænkte over det kunne hun egentlig godt ligne en prinsesse eller dronning. Og med de gyldne broderier i kjolen, den gyldne maske og den gyldne tiara, kunne hun godt ligne en prinsesse eller dronning specifikt fra Redwood slægten. Især med hendes gyldne øjne som strålede bag masken.

Hun så væk fra spejlet og ud mod midten af balsalen hvor der var folk i alverdens udklædninger der dansede. Som hun studerede folkene fra sidelinjen, gik det op for hende at hun faktisk kendte denne dans. Det var endda en af hendes yndlings siden nogle af trinene ikke indebar at man bare blev slæbt rundt af manden. Hun ville egentlig have sagt hej til værten af lysfesten, men hun måtte ærligt indrømme at hun faktisk aldrig havde mødt lederen af Adara, og derfor ikke kendte hans ansigt. Hun kendte ham ved navn, men det kunne hun ikke bruge til noget. Det ville ovenikøbet ikke hjælpe særlig meget hvis hun kendte hans udseende, for alle til festen havde masker på. Men det var jo hele pointen med festen, ikke sandt? At man kunne være lige den man ville være for en nat, og ingen vidste hvem man rigtigt var.

Som de stod der placeret i mørkt og lyst, virkede de måske smukke og endda gennemtænkte for det skuende øje. Sandheden var dog en helt anden. Hydra's sind var præcis lige så optaget af deres kaotiske forhold, som Lucius' eget var. Hun sov dårligere end hun havde gjort længe, hvilke den mørke øjen make-up skjulte glimrende i aftenens anledning. Hun følte, at hun manglede noget. Lucius havde allerede overøset hende med komplimenter, undskyldninger og forklaringer, men hun var stadigvæk ikke tilfreds. Det hele rumsterede inde i hende, og hun følte på en eller anden måde, at hun måtte ud med det. Ingen gåture, karbade eller overdådige middage havde kunne fjerne hendes fokus. Hun manglede... nogen? En fremmede måske. En ven? Hun sukkede stille, så Lucius ikke ville høre hende. Hydra ejede ikke ligefrem venner. Og som tingene så ud, så kom hun aldrig til at eje en. Lucius' ord vækkede hende igen, og bragte hende tilbage til balsalen, hvor festen efterhånden var ved at være godt i gang. Hun lod sin hånd omfavne, men gav den ikke noget klem, som hun sædvanligvis ville. Det samme med kysset, hvor hun blot lod kinden vende til, da hun havde en fornemmelse af, at han nødigt turde gå efter læberne.

"Og du er en konge værdig."

Tilføjede hun med en stille hvisken, og rettede så blikket imod den nyankommende, hvilket fik hendes hjerte til et springe et slag over. Selv gemt væk i det smukke lilla jakkesæt og den passende maske, kunne hun tydeligt genkende de klare lilla øjne, hvis opmærksomhed var rettet imod dem. Zachariah. Egentlig burde hun ikke være overrasket, men alligevel virkede det som blot dagen før, at hun havde set ham. Da hun havde drømt om, at de en dag ville mødes igen, havde hun måske håbet, at hun havde haft mere styr på sig selv inden - mere styr på dem rettere sagt. Imens hun så minderne flashe forbi sig - øjeblikket i sengen, og gråden der fulgte bagefter - lod hun de to herre om formaliteterne. Da Zachariah et øjeblik efter stod foran hende, og rakte hånden frem, fornemmede hun et øjebliks tøven i hans udtryk. Hendes udklædning tjente tilsyneladende sit formål, næsten for godt endda, men hun lod ham alligevel vide det. Hans smil og afslappede kropsholdning tydede ikke på nag eller frygt, så hun så ingen grund til at vise det selv. I stedet trykkede hun roligt hans hånd.

"Godaften, Zachariah. Lyt ikke til Lucius. Han lader blot æren spilde."

Et lille smil voksede sig frem, trods de blandede ord. Hun håbede, at han ville genkende hendes stemme samt brugen af navnet. Rådgiver. Det var ikke ordet, som han ellers brugte om hende. Var dette endnu en form for undskyldning? En gave i form af titlen som længe havde været under opsejling? Stadigvæk med et lille smil fremme, lod hun Zachariah bevæge sig videre ud i menneskemængden, inden hendes opmærksomhed så flyttede sig til næste gæst, hvor hendes ansigt så frøs i en chokeret stirren. Redwood. Igen burde hun ikke lade sig overraske, men da Lucius havde nævnt, at ALLE blev inviteret, havde hun blot troet, at alle gjaldt de få humane slægter. De slægter, som faktisk faldt under hans allierede eller kampvenner. Ikke... Ikke Redwoods. De gyldne øjne, hvis skær hun ikke havde set sit Charles Redwood fangede hende som en møl til lys. Uvidende om sin egen stirren, og knyttede hænder langs siderne, stod hun tilbage stiv som et bræt ved siden af Lucius. Hun kunne mærke panikken skylde over hende, hvordan pulsen steg, og hvordan vreden langsomt boblede om kamp med angsten. Hendes øjne begyndte at flakke trods det fastholdte mål, og hun mærkede en velkendt kriblende fornemmelse i kroppen. Han skulle dø. Han var en Redwood! Det kunne være så nemt. Én forvandling, og kunne knække nakken på ham. Men... Hun var svag. Hun var så evigt svag. Hun havde fejlet hver gang. Billederne af Kathrine fløj forbi hendes nethinde, og et øjeblik var hun tilbage på bordet. Det eneste der vækkede hende var lyden af Lucius stemme der atter brød larmen. Hun hørte knapt mandens navn, men bemærkede blot hånden som var blevet rakt frem mod hende. Pludselig gik det op for hende, at de begge ventede. På hendes respons. Så med en arm let rystende rakte hun ud, næsten som var hun bange for at brænde sig, og tog hans hånd. Hendes hud var næsten brændende, og hendes blik fastfrosset. Hun kæmpede en indre kamp for at holde den hvide farve, så manden ikke ville gennemskue hende. For hun var stadigvæk eftersøgt. Intet havde ændret sig. Charles Redwood ønskede hende død. Dusøren var endnu ikke opkrævet. Men forhåbentlig ville udklædningen snyde endnu engang.

"H-H-.... Pe-... Nyd... Nyd aftenen... Mr. Redwood."

Og med de ord trak hun hånden til sig igen, og stillede sig et skridt tættere op af Lucius. Ikke engang et smil kunne hun magte, da hun vidste, at hendes forvandling ville knække. Da manden igen var forsvundet, og Lucius var i færd med at præsenterede aftenen, mærkede hun, hvordan det hele svimlede. Hun var fanget! Hele balsalen kunne potentielt være fyldt med flere Redwoods en hun anede, og hvem vidste, hvad de kunne finde på! Alle deres udklædninger, såsom mandens passende ulvemaske kunne snyde mande blikke, og hun ville ikke ane noget før, at det var for sent. Da Lucius vendte tilbage, og spurgte hende, rystede hun blot hektisk på hovedet, inden hun sendte ham et kaotisk blik.

"Jeg-Jeg-Jeg... Jeg kan ikke... Jeg kan ikke danse... Jeg... Jeg skal lige have luft."

Og med de ord vendte hun om, og fløj igennem menneskemængden. Takket være hendes mørke kjole, og vante natur med at snige sig rundt, gled hun næsten åleglat igennem mængden. Hun undlod dog at se op, og håbede blot, at hun ville nå en stille krog uden at ramle inden i nogen!

//Beklager, at det blev lidt langt! Folk er velkomne til at lade Hydra smutte forbi, træde på dem eller vade ind i dem xD FYI: Hydra er stadigvæk i balsalen! Hun løb bare en tilfældig retning!

Audra havde spottet Lucius for længst, men havde dog ikke villet forstyrre ham, da han havde været skiftevis optaget af andre folk og kvinden ved sin side. Desuden var han vært for dette arrangement, så hun havde skam godt vidst på forhånd, at han ville være travl i løbet af aftenen. Dette var jo også helt fair, hun ville være ligeså travl, hvis hun havde været værten for et sådant arrangement. Og hun ville helt sikkert få tid til at snakke med ham i løbet af natten. Audra bevægede sig igennem mængden af mennesker - folk fra alle slægter, og sandsynligvis også nogle få slægtløse. Stedet var proppet med mennesker, så det ville undre Audra mere, hvis der ikke var en repræsentant af alle slags, end hvis der var. Da hun var begyndt at færdes ind mod midten af balsalen, hvor nogle folk allerede dansede pardanse, gik der ikke længe, før Lucius hævede sig lidt over de andre og kom med en kort tale. Salen blev stille, som folk lyttede til værtens ord, og derefter opløstes igen, så de kunne fortsætte, hvor de slap, efter at have gjort som han sagde. Audra greb et gråt lys fra en forbigående tjener, og tændte det, uden problemer. Derefter satte hun det atter fra sig, så hun havde sine hænder frie. Man vidste aldrig, hvad man kunne få brug for at bruge begge hænder til, men hun foretrak at være fri og uhæmmet, ikke tynget ned af noget som et lys.

Audra blinkede lidt med øjnene, i overraskelse, da hun mærkede en krop støde mod sin egen. Hun greb instinktivt fat i personen, for at hjælpe dem begge to med at genfinde balancen. Da hun var sikker på selv at have fundet balancen igen, og hun mærkede personen være stående fast, gik det op for hende, at hun stadig holdt fast om hver arm på sin ‘overfaldsmand’. Eller snarere, overfaldskvinde, opdagede hun, som hun endelig kunne opfatte personen foran sig, ordentligt. Det var en smuk kvinde med langt brunt hår, der var opsat i en relativt stor frisure. Hun så ud til at være omtrent samme alder som Audra selv, og havde de karakteristiske, hvide øjne, som signalerede, at hun var af Adara-slægten. Hun lod sit blik glide nedover kvindens sorte kjole, som hun fandt ganske udmærket, og masken, der skulle forestille en edderkop. Det gik op for Audra, at denne kvinde lignede Lucius’ kompagnon lidt for meget, til at være et tilfælde. Hun kiggede hen i retning af Lucius og bemærkede den manglende ledsager, så hun gik ud fra at dette måtte være den selvsamme kvinde. Hun gav endelig slip på kvinden og sendte hende et imødekommende smil.

"Godaften. Måske du skulle sætte farten lidt ned, så du ikke slår en uheldig sjæl helt omkuld?" Hun blinkede sigende til hende og lo let, med en melodisk klang. Hun mente intet ondt med sine ord, det var blot venligt drilleri. Generelt var Audra en meget venlig og imødekommende person, og hun var opdraget til at have ordentlige manerer. Derfor tog det hende heller ikke længe, før hun præsenterede sig selv. "Mit navn er Audra." Hun følte det ikke nødvendigt, at fortælle sit efternavn. Det ville næppe sige kvinden noget, alligevel, så hun så simpelthen bare ikke pointen.

Zach havde aldrig været med til sådan en fest før og kendte heller ikke mange her. Der var vist et genkendeligt ansigt hist og her - et eksempel var vel Redwoods general - men ellers var hele festen et stort kaos af fremmede. Ikke alle gav plads til ham, som han med sin drink, prøvede at finde nogen at konversere med. Han skinnede for meget af Naaila, til at alle følte det behageligt at snakke med ham og som den gode sjæl han var, tvang han ingen til det. Selvfølgelig var denne fest både en kombination mellem at repræsentere Naailas og vise slægten frem igen, men også for eget underholdning. Heldigvis var alle ikke lige afvisende. Der var både folk der var åbne for samtaler, og kvinder der måske endda håbede mere end det. Ikke at Zach nogensinde lagde op til noget og ofte opdagede han end ikke kvindernes interesse, hvis den endelig var der. De fleste var vel også mere interesserede i om han virkelig var det monster, som mange påstod Naailas var.
Han lyttede venligt til talen, men måtte vente en del før der kom et lilla lys forbi. Han havde hurtigt indset der var en farvekode til lysene, men der var ikke mange Naailas til festen, men da lyset endelig kom forbi, tog han det og fik det tændt. Han var ankommet med et par Naailas, så helt alene var han nok ikke.

Da de var færdige, lod han en tjener tage lyset igen, efter at have pustet det ud. Modsat dem, der trak sig ud mod væggene, placerede han sig hele tiden midt i rummet. Han deltog i samtaler, spredte grin og drillerier hvor han kunne, lagde op til fremtidige politiske samtaler hvor han kunne. Men der var ingen der rigtig turde danse med ham. Han havde prøvet et par gange, men tredje gang var åbenbart lykkens. Endelig var der en ung kvinde der turde og han nåede at få sig en dans.
Zach tog det ikke så tungt. Han var van til den reaktion og der var heldigvis nogen der gad selskabet, så det fungerede som et fint plaster. Hvis han skulle koncentrere sig om den slags negativitet, ville han jo ikke have andet at tænke på. I stedet smilte han bare videre og fandt andre, der kunne tilfredsstille hans behov for snak og energi.
Han fandt også en ung fyr ved buffetten, hvilket hurtigt udviklede sig til en konkurrence om, hvem der kunne kaste en vindrue højst op i luften og gribe den med munden. Latteren tiltrak til tider øjne, fra de mere rolige samtaler ved siden af.

Det var måske en overdrivelse at påstå, at Alexei ikke var bange for noget som helst. Men sandheden var dog, at han virkelig ikke frygtede mange ting. Og da slet ikke en slægt, hvis evne bestod i at skabe lys eller mørke. Han sørgede for aldrig at undervurdere sine fjender, og han vidste da udmærket godt at den evne kunne bruges imod ham - eller andre - men han anså dem stadig for at være langt mindre intimiderende end nogle af de andre slægter. Som f.eks. The Oikans, der beherskede ild-elementet. Eller de dødelige Naailas. Dette betød dog ikke at han frygtede nogle af disse slægter, men han ville til enhver tid være mere forsigtig omkring dem, end omkring en Adara. Derfor havde han heller ikke frygtet denne aften, dette bal. Klart, han var omringet af folk fra andre slægter, og ikke kun Adaras, men det ville være absurd at starte noget på et så offentligt sted. Det ville kun ende galt, ligemeget, hvem der startede noget. Og godt nok var Alexei ikke en aggressiv person, der bare startede ting med folk, ud af det blå, men han ville da så sandelig ikke gøre det på et sådant tidspunkt.

Alexei nikkede stift til Lucius, mens han ikke kunne undgå at være lettere fornærmet. Det var som en fornærmelse forklædt som en kompliment, og det fornøjede ham ikke ligefrem. "Selvfølgelig, jeg ville da ikke misse en chance som denne." Han smilte charmerende, mens han opretholdt en venlig maske. Han lod sjældent sine følelser komme til udtryk, og slet ikke i situationer som denne. Da Lucius sagde, at Alexei burde takke kvinden ved sin side, gjorde Alexei netop dette. Han vendte sig væk fra Lucius og over mod kvinden, som han ikke havde kunnet undgå at bemærke en lidt mistænkelig stirren fra. Hun var komplet stiv, indtil hun tilsyneladende opdagede hånden, der var rakt ud til hende. Han bemærkede naturligvis måden, hvorpå hendes hånd rystede, men han valgte at se forbi det. Det virkede uhøfligt at kommentere på, og han ville desuden helst undgå konflikter, som han jo havde nok af i sin hverdag, som han forberedte sig selv og sin hær på den optrappende krig mod The Oikans. Han lyttede til hendes ord, inden han selv talte. Hun havde allerede givet slip på hans hånd igen. "Tak, frøken." Og med de ord, besluttede han sig for at vende om, forlade parret og slutte sig til resten af selskabet igen.

En mandlig stemme lød ud over forsamlingen og musikken stoppede for at lade denne mand tale. Madeline fik hurtigt øje på stemmens ejermand, som var tydelig at spotte mellem alle de andre gæster. Manden var klædt i et fint hvidt jakkesæt, iført fin maske der selvfølgelig dækkede øjnepartiet af hans ansigt, samt en fin krone placeret i sit mørke hår. Fra hvad Madeline kunne se, var han en pæn mand. Ud fra mandens tale, gik Madeline ud fra at denne person måtte være lederen af Adara slægten, William Lucius Adara. Eller Lucius, som hun havde hørt fra andre at han foretrak at blive kaldt.

Hun tog et gyldent stearinlys fra en tjener der gik tæt ved, satte sin velkomstdrink fra sig, og hun lagde godt mærke til at der ikke var taget særlig mange af de gyldne stearinlys frem. De havde nok ikke forventet at mange af Redwood slægten ville møde op til lysfesten, nu hvor der var en krig kørende. Muligvis troede de ikke at Redwood var modige nok til at møde op. At Redwood skulle være en bange slægt, der gemte sig bag trykke mure mens faren bliver bekæmpet af deres allierede. Dette var noget som Madeline ikke brød sig om at høre, eller tænke på. Hun elskede Redwood slægten. Hun var stolt af at bære de gyldne øjne. Men trods denne kærlighed og disse løgnagtige øjne, gjorde det hende trist at vide, at hun ikke var velkommen i slægten. Hun var ikke hel Redwood. Hun forstod ikke hvorfor eller hvordan det kunne være sket. Men hun var ikke fuldkommen Redwood. Ingen vidste det dog. Det var Madelines lille triste hemmelighed, der en gang i mellem bragte hende i et mørkt hul. Selvfølgelig skulle det ske nu til lysfesten. Hvor typisk.

Stædig som hun var, ville hun ikke lade disse triste tanker ødelægge denne nat, så hun satte stearinlyset fra sig, så det nu var en del af den umådelig pæne oppyntning. Straks som musikken begyndte, søgte hun mod dansegulvet og håbede på at en mand ville invitere hende op. Det tog ikke mange sekunder før der var en ung mand foran hende i et jakkesæt, hvis stof var lavet så det lignede grønne skæl, og hvis maske havde samme træk som en slange. Øjnene bag masken havde havet i sig, dybe blå bølger med lidt grønligt skær når lyset ramte rigtigt. En af Takumara-slægten. Han dansede overraskende godt, og holdt øjenkontakt med hende så meget han nu kunne gennem dansen. Og de smilede begge uafbrudt efter nogle få trin.

Snart var sangen omme og dansen stoppede ligeså. Madelines dansepartner spurgte om næste dans, men Madeline takkede nej med et let ryst op hovedet så de mørke krøller dansede om hendes skuldre. Hun undskyldte sig, og gik mod et af bordene med forfriskninger bestående af både drikkevare og mad. Hun måtte have noget at drikke og fik hurtigt et glas med en eller anden sød væske i som hun nippede smilende til. Hun blev ved bordet, men hendes blik var på dansegulvet hvor den næste dans var startet. En lidt langsommere dans en tidligere, men stadig en sjov en at danse.

Til Hydras store lettelse bed Alexi tilsyneladende ikke yderligere mærke ved, at hun opførte sig en anelse... unormalt. Egentlig var det vel ikke unormalt, da hun altid havde ejet stærke følelser for Redwoods, men chancen for at forberede sig på møde med en siden Charles havde hun ikke skænket en eneste tanke. Faktisk havde hun for så vidt muligt holdt tankerne langt derfra, da alene minderne var nok til at udløse frygtelige paniske anfald, hvor hun som oftest mistede kontrollen. Det havde været en fejl. Tilbage til virkeligheden var hun blot glad for at se ham gå igen, så hun kunne bruge energien på at bevæge sig den modsatte vej. Væk fra ham. Væk fra Lucius. Væk fra det hele.

I sin paniske tilstand havde hun endnu ikke taget højde for, hvor det egentligt var smart at løbe hen. Hun søgte ikke noget - andet end friheden selvfølgelig - hvilket var lidt af et problem i en overfyldt balsal med kun enkelte udgange, hvor folk selvfølgelig strømmede ind og ud af. Dog var hun ikke engang sikker på, hvor halvdelen af udgangene befandt sig. Balsalen var ikke der, hvor hun havde brugt mest tid i Adaris til trods for, at hun havde 'boet' der i snart halvandet år. Menneskerne, usikkerheden og panikken gjorde hende blind. Hun løb bare, så godt hendes besværlige hæle og lange kjole nu tillod det. Ind og ud mellem så mange farver af øjne, at hun næsten ikke kunne holde det ud. I et forsøg på at skærme sig for indtrykkene, trak hun hænderne foran ansigtet, og lod instinkterne føre hende videre. Uheldigvis fungerede det langt mindre heldigt end tiltænkt, da hun pludselig mærkede en fast skikkelse støde imod sin egen krop efterfulgt af et par hænder om hendes arme. Som første reaktion forsøgte hun at rykke sig tilbage, selvom de egentlig bestod af én stor filtret masse der næsten røg i gulvet ved den mindste bevægelse. Pludselig opmærksom midt i hysteriet, gik det langsomt op for hende, at hænderne var blide og deres eneste bevægelse var at hive hende på benene igen. Da hun endelig stod fast, trak hun hænderne bort og så forvirret imod personen som havde grebet hende. Hun kunne se læberne bevæge sig, men med blodet dunkende for hårdt i hendes spinkle krop, var det næsten ikke til at høre ordene. Det var en kvinde. Yderst smuk og med et kostume, som Hydra aldrig havde set magen til. Langt mere farverigt end hendes eget, og vældig kreativt kogt sammen. Fascineret men stadigvæk småt rystende, låste hun sig endelig fast på kvindens blik. Griffin. Hendes hoved knækkede omsider sammen under alle de mange indtryk og stressen, og i et kort øjeblik var det som om, at den hvide farve forsvandt fra Hydra's eget blik og blev erstattet af million andre i et kæmpe vivar inden, at de pludselig landede på den smukke sølvgrå farve som kvindens eget.

"I'm... I'm Hydra."

Det røg ud af hende. Uvist om kvinden kendte til dusøren, så følte hun sig et kort øjeblik mærkelig tryk. Det humorfyldte toneleje og det blide smil havde dets virkning på hende, og alt for et øjeblik ikke helt så slemt som det havde været før. En velkendt stemme brød ind mellem de to kvinder, og hun drejede ansigtet imod Lucius. Hendes sølvgrå øjne stirrede på ham, og det gik langsomt op for hende, at noget var galt. Så med et blink, som havde det aldrig været sket, var hendes øjne hvide igen. Hun vendte opmærksomheden mod Audra igen.

"Yes. I'm sorry. Very sorry."

Da Lucius spurgte ind til hende, havde hun lyst til at nikke og lade festen kører videre. Hun havde faktisk glædet sig en del. Men uanset, hvor meget hun anstrengte sig, så blev det alligevel til en stille rysten med hovedet. For hun var ikke okay. Ikke helt endnu. Da hun pludselig blev løftet op fra jorden, gik det op for hende, at de pludselig var på vej væk. Hun vendte hurtigt blikket mod Audra igen, og sendte hende et sørgmodigt smil. Da omsider var en smule alene igen, og Lucius plantede et kys på hendes kind, lod hun øjnene blive normale igen. Der var tilpas få mennesker i grottegangen til, at ingen rigtig ville lægge mærke til det. Hun så op på ham, med blanke øjne der næsten ikke kunne holde tårerne tilbage.

"I'm sorry. I... I couldn't... I didn't know they would be here. Is he coming to? Is Charles...?"

Hun tav, og bed sig forpint i den mørkerøde underlæbe.

Da Audra mærkede kroppen foran hende ramme sin egen, og hun instinktivt greb fat om personens overarme, holdt hun i et fast, men blødt greb - som ikke burde være smertefuldt for personen, hvilket i hvert fald heller ikke var intentionen. Hun følte, hvordan denne person virkede fuldkommen hysterisk og panisk, som hun forsøgte at rykke sig tilbage, ud af Audras greb om hendes overarme. Dog lod hun ikke personen 'slippe fri', da dette kun ville forværre deres balance og situationen generelt, på en sådan måde, at de sikkert ville ende i en klump på gulvet. Dette ønskede Audra ikke. Dog virkede hun til at opdage, at Audra ikke ville hende noget ondt, men tværtimod kun prøvede at hjælpe dem begge, som hun kort efter stoppede med at stritte imod. Da de endelig stod fast nok, til at Audra kunne give slip på kvinden, var det dog som om det skete noget med kvinden igen, og Audra skyndte sig at genoptage sit greb om hendes overarme. Kvindens hoved faldt nedad og da hun så op igen, var hendes øjne anderledes. Audra gav atter slip på hende. Hun havde tydeligt set, hvordan hendes øjne havde været den hvide Adara-farve før, hvorimod de nu havde taget den sølvgrå Griffin-farve nu, som afspejlede Audras egne øjne. Hun løftede øjenbrynet let, over synet, men hun var godt bekendt med, at nogle folk havde evner til at ændre deres udseende - og oftest deres øjne. Det var derfor ikke synderligt overraskende, og hun blev ikke hverken skræmt eller frastødt ved synet og realisationen. Det eneste hun overvejede, var at hun ikke kunne vide, hvilken slægt kvinden i virkeligheden havde, når hun sådan kunne ændre sin øjenfarve, som det passede hende. Hun valgte dog at lade være med at kommentere på dette, i hvert fald på nuværende tidspunkt.

Ved afsløringen af kvindens navn - Hydra - smilte Audra imødekommende og venligt, mens hun nikkede. "Hyggeligt at møde dig, Hydra." Hun havde dog knap nået at tale færdig, før hun så Lucius dukke op og gør dem selskab. Lucius undskyldte på vegne af Hydra, før Hydra også selv gjorde. Audra rystede svagt på hovedet, og lavede en affejende gestus med den ene hånd. "Det er skam helt i orden, jeg er mere bekymret for Hydras velvære." Hun startede ud med at henvende sig mest til Lucius, men dette ændrede sig til Hydra i løbet af sætningen. Lucius omtalte Hydra på en måde, der gjorde deres forhold endnu tydeligere, end det allerede havde været. Dette gjorde også Audra endnu mere interesseret i at lære denne at kende, og hun blev derfor ret ærgerlig, da Lucius uden videre løftede hende op og bar hende væk. Det sidste hun så var Hydra, der sendte hende et sørgmodigt smil, som hun blev båret væk. Audra gengældte dette, og håbede på at se hende igen, når hun var faldet lidt til ro, efter hvad end hun havde oplevet, der havde fået hende til at gå i panik og sætte i løb, helt rystende i kroppen.

//Zach fortsætter med at gå rundt og hygge sig - han siger nok hei til nogle af jer. F.eks. vil han nok hilse på Madeline ved buffetten, eller give en hilsen til Alex eller Audra hvis han kommer forbi dem, også selv om han ikke kender flertallet af navn. Måske byder han en af kvinderne op til dans.

Jeg er væk mellem d. 21-28 november og straks derefter har jeg eksamen og skal flytte. Derfor har jeg ikke tid til at gøre mere ud af fællesemnet og det ville være synd, hvis Zach opsøgte flere af jer, kun for at "forsvinde". Derfor har jeg nu besluttet at I gerne bare må fortsætte emnet uden mig. Forhåbentlig kan jeg læse op på det og måske ligefrem springe ind igen senere.
Jeg håber I forstår.
God fornøjelse!

// Jeg må desværre nok også melde Alexei ud, da jeg snart skal skrive SRP og har en masse research der skal foretages inden da. I skal være velkommen til at hilse på ham eller måske endda tage nogle danse med ham, hvis I vil, men jeg kommer i hvert fald næppe til at have særlig meget tid til overs til at svare, og som Riah siger, er det nok bedre at forsvinde, inden man begynder at skabe plot med alle mulige ;-) Jeg vil dog prøve at holde Audra igang lidt endnu, så nu må vi få at se, hvor længe jeg kan mønstre det ^^
Også god fornøjelse herfra! //

De dansende på dansegulvet havde Madelines fulde opmærksomhed, selvom hun stod ved et af bordene med forfriskninger. Hun havde et pænt udsmykket glas i hånden, med en sød væske i som hun nippede til mens hun nød musikken og summen af mennesker omkring hende. Det her var nok noget af det bedste hun nogensinde havde oplevet. Hun var fri af familiens lænker, som kommer når man er fra den finere del af selskabet. Og hun nød sin frihed i fulde drag. Hun ville ud på dansegulvet igen. Hun ville nok ikke danse med Takumara fyren fra før, da han nok var travlt optaget af en anden kvinde lige nu, men hun søgte heller ikke dansegulvet for at finde en bestemt partner, men for at blive fri i dansen.

Hendes opmærksomhed blev rykket væk fra dansegulvet og til to mænd som også stod ved bordet med forfriskninger. En vindrue havde ramt hende på skulderen, og de to mænd så overrasket på hende. Den ene forskræmt, som var han taget på fersk gerning i at lave unoder. Men den anden fremførte et stort smil der viste et sæt hvide tænder, og han grinte. Madeline gik ud fra at den forskræmte må have været kommet til at kaste en vindrue mod hende, og den anden mand måtte være vennen der synes det var sjovt. Hun så ikke andet end leg i deres spil, så hun sendte derfor et smil tilbage til dem, satte sit glas fra sig og gik forbi dem mod dansegulvet. I det korte øjeblik hun var ved dem kunne hun ikke ty sig og sagde med dril i stemmen samt et let nej og nik med hovedet:

"De herrer."

Og så var hun på dansegulvet igen. Hun blev hurtigt en del af dansen og dansede nu med en mørkklædt Adara, som efter Madelines standarder ikke var en vildt god danser, men en livlig danser som hun hurtigt fulgte med i mere livlige bevægelser end den kedelige faste og formelle attitude, som var normen for de fleste bal som Madeline tog del i.