You win some, you lose some. Except for me, I always win ~ Razor

Det var ikke andet end en typisk aften for Chester. Okay typisk og typisk, det var ikke fordi der rigtigt var noget typisk ved hans liv. Men nu var det sådan at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på at bruge sin aften på, så det at han brugte en på at slås og tjene penge, var nok det mest typiske, han kunne finde på. Han skulle jo overleve på den ene eller anden måde. Hvilket var ironisk siden han tjente dem ved at sætte sit liv på spil. Det gjorde vel bare det hele mere spændende. Og så var det altid forfriskende at slå livet ud af en anden person. Ikke lige så sjovt som at fange en tilfældig fra baren men det fik blodet til at pumpe rundt. Hvor mange kunne egentlig sige at de elskede hvad de gjorde for at tjene penge? Sikkert ikke nogle af de bankmænd og advokater, der var derude.
Denne nat skulle han godt nok ikke slå nogen ihjel. Ikke indenfor ringen i hvert fald. Nogen havde prøvet at forklare ham hvorfor, men han hørte ikke rigtigt efter - noget med at når to kendte kæmpere skulle op mod hinanden for første gang ville de ikke miste nogen af dem, for så ville de miste en masse fans og derved penge. De måtte heller ikke slås med andet end næver fordi at de langsomt skulle bygge spænding op gennem flere kampe. En masse forretningsting som Chester ikke kunne være mere ligeglad med. Nu måtte han se om han ikke kom til at slå ham knægten ihjel alligevel.
Chester havde hørt om ham her før. Razor, hed han, opkaldt af sin ejer og opdraget til at slås. Og så var han åbenbart rigtig god til det. Både med våben, med evner og med næver. Især af sin alder at være - åbenbart skulle han ikke være andet end en teenager. Men så igen, ikke mange overlevede i den her branche til at komme langt ind i voksenalderen. Chester var selv også lidt af en berømthed indenfor det her - nok mere end lidt hvis man spurgte ham selv - på grund af sin brutalitet og måden han legede med sin modstander før han til sidst slog vedkommende ihjel. Det var nu ikke fordi han prøvede at gøre det underholdende for andre. Han ville bare selv have det sjovt. Ellers var der ingen grund til at gøre det.

Det var omkring midnat flokken blev samlet som altid i gyderne. De kunne egentlig gøre det om dagen, det var ikke fordi at nogen rent faktisk holdt øje med hvad der skete i denne del af byen. Men det var nok mest for stemningens skyld. Fakler var blevet tændt og med hvidt kridt var en ring blev skitses ned i jorden. Det lignede mere en oval på grund af den smalle gyde de befandt sig på, men det blev nu kaldt for 'ringen'. En lille bod, som blot bestod af to papkasser, var blevet sat op med dealere for nattens show, hvor folk kunne væde med penge om hvem de tænkte ville vinde. En stor gruppe, mest bestående af mænd, men enkelte var også kvinder, havde allerede samlet sig og var ivrigt i gang med at diskutere den kommende kamp - nogle var åbenbart naive nok til at tro, at nogen ville kunne slå Chester. Alle havde fattigt tøj på men Chester vidste godt at der var nogle rigmænd forklædt i flokken. Dem der skammede sig over deres blodlyst men alligevel ikke kunne holde sig væk. Nogle havde deres slaver med. De fleste var ikke i reb men man kunne se det på deres forkrøblede væremåde. Chester havde været her i lidt tid. Han var inde i ringen, men stod ved grænsen af den for at tale med nogle mænd, der åbenbart var hans største fans. Det sagde de alle nu men Chester nød opmærksomheden. Han kom ikke med nogen ejer, for i modsætning til mange deltagere var han ikke en slave og gjorde dette af egen fri vilje. Han var ikke iklædt andet end slidte bukser, stofsko og en løs ærmeløs trøje, så man kunne se kuldegysningerne på hans arme, men han var nu ligeglad. Han skulle nok få varmen når kampen begyndte.
Man skulle tro at flokken ville blive mere stille, når Razor dukkede op for at følge med i hvad der skete, men i stedet begyndte råberiet og hujen. De var ligeglad med samtale, de ville bare se blod.
Chester droppede straks sin samtale med mændene, da Razor, eller hvem han gik ud fra var Razor, trådte ind i ringen. Med et smil, der spredte sig over hans læber, gav han ham et tydeligt elevatorblik. Han var faktisk overrasket. Han vidste godt at der var tale om at drengen var stærk af sin størrelse af være men han var jo spinkel. Udover det så var Chester straks fanget af knægtens væremåde. De fleste der trådte ind i ringen var enten skrækslagende eller unødvendigt seriøse. Der var ikke mange der så det på samme måde som Chester så det på - som en leg- og derved smilede. Men det gjorde Razor.
Derfor voksede Chesters smil sig blot større som havde han åbnet en uforventet gave, mens han afslappet nærmede sig ham. Kampen startede ikke før fløjten lød, så han plejede altid at få nogle ord ind først.
"Oh well hello," startede han ud med en munter stemme. Han stoppede en meter eller to væk fra Razor. Han vidste bedre end at nærme sig helt - når fløjten lød kunne knægten springe på ham med det samme. Hans gyldne øjne gled endnu en gang over Razor. På et tidspunkt fokuserede han på det matte øjne. Sådan noget var han ligeglad med.
"So this is the famous Razor," sagde han og pressede læberne sammen i et smil, "I must say I did expect a bit.. well, more. But I can't wait to see how you got that name. Or maybe it's just something your owner gave you. To make you sound dangerous. Since your looks don't quite sell it."
Det var ikke ment fornærmende. Chester var bare ikke god til at tale med filter på. Han åbnede munden med en hurtig dyb vejrtrækning som om han ønskede at sige mere, måske som svar til noget, hvis Razor sagde noget til ham. Men han nåede det ikke før fløjten lød. Nu gik kampen i gang.

Rutine, rutine og mere rutine - var dette efterhånden ikke blevet til det? Før i tiden gik der længere mellem nætterne hvor de bevægede sig herhen. Men efterhånden skete det ofte. Måske fordi Razor efterhånden var så god at det var blevet nemmere og knap så udfordrende at være med. Han behøvede ikke længere tid til at lade sin krop hele fra en kamp. Det skete så sjældent at skaderne gjorde ham ude af stand til at komme på benene. Desuden var hans reflekser det vigtigste for kampen - hans balance og evnen til at bevæge sig væk fra slag. Så medmindre hans balance nerve var ude af takt, så skulle der kæmpes. Han herre havde jo 'brug' for pengene. Rige nar - han manglede ingenting. Dette var simpelt hobby og ekstra på kontoen.
Razor elskede det dog, synet og duften af blod der sprang omkring når et rigtigt slag blev slynget ind. De lyde folk kom med når det gjorde rigtig ondt. Gråd og desperation de følte når de næsten havde tabt kampen men ikke gav op fordi de skulle brødføde deres familier. Razor havde intet til overs for det. Han havde lært at det var sådanne ting der skulle gøre ham stærkere. At han ikke skulle ende hvor de var.

Mængden af folk der var her denne aften var ikke af samme størrelse som normalt. Måske havde det noget at gøre med den peptalk hans herre havde forsøgt at give den alt for ukoncentrerede Razor tidligere om hvem det var han skulle kæmpe imod. Det skete ikke så tit at det var så planlagt. Heller at man ikke måtte slå ihjel. de havde jo pillet det sjove ud af kampen. Tsk tsk. Han var klar til at kæmpe og havde ikke planer om at lade regler ødelægge det. Han skævede rundt på folk med sit smil om læberne og et blik der der var en vild blanding af barndommens uskyldighed og morderisk blodtørst. Han knugede bunden af sin trøje ind i sin hånd før han rettede blikket mod fyren der allerede stod i ringen og ventede på sin modstander. Der var ingen frygt at finde i nogle af dem. Det var først da Razor mærkede et puf i ryggen at han fjernede blikket fra Chester og tilbage mod sin herre som gav ham tegn til at træde frem i ringen. Razor himlede kort med øjnene men gjorde hvad han fik besked på. Han kendte nu ellers godt rutinen. Mød op, kæmp, vind.

Han klikkede kort med tungen og lod hovedet glide lidt på skrå mens han lod blikket hvile mod chester da han talte. Det var dog bare et lidt flabet smil der fandt vejen frem over razors læber. " what a disappointment I must be.. " sagde han så bare efterfulgt af et lille grin. Han skulle til at sige mere - men fløjten lød og det var som at starte et hundevæddeløb med Chester som kanin. Razor var hurtig på de bare fødder da han drev sig selv frem mod Chester - ikke for at slå, ikke for at sparke. Ikke med det samme hvert fald. Razor måtte udnytte sin hurtighed og smidighed i sine kampe - sandt han var stærkere end han så ud, men stadig ikke helt på samme niveau som en voksen mand.
Dog langede han ud efter chester med et solidt slag. Kort efterfulgt af endnu et. Han holdt hele tiden nærmest dyrisk øje med chesters bevægelser for at kunne undvie eller parere hvis det blev nødvendigt. Og dog - smerten han vidste ville melde sig fra modstanderen ville i sidste ende være en god måde at samle energien til sig selv.
Desuden måtte Chester gerne tro han kunne klare Razor med lethed, men det var nu nok ikke helt tilfældet.

Chester nåede lige at le højt og tydeligt over Razors ord, men nåede som nævnt før ikke at komme med noget modsvar, selvom han som altid havde et klar i sine tanker, før fløjten lød. Nu var det sådan at Chester generelt ikke var den første til at angribe medmindre at hans modstander slet ikke turde nærme sig. Han fremprovokerede det for det meste, så de selv blev vrede eller spændte nok til at turde at springe på ham. Det behøvede han ikke med Razor. Fløjtens piven var knap nok forsvundet før drengen var henne ved ham i gang i et hurtigt angreb. Det kom faktisk bag på Chester og fik ham til at tage et vaklende skridt tilbage blot for at undvige hans angreb og så luft kom ind i mellem dem. Heldigvis var det muligt uden at han trådte helt ud af ringen. Gisp og råben skraldede i gennem flokken, men et smil kom blot frem på Chesters læber. Han vidste med det samme at dette ikke ville blive en normal kamp.
"Okay then," fik han ytret under en vejtrækning mens han hoppede længere ind på midten af ringen igen. Han ville ikke risikere at tabe en kamp ved at blive skubbet ud. Det var mere pinligt end at blive tæsket til bevidstløshed.

Razor var allerede over ham igen men denne gang var Redwood'en klar. Han parérede hans angreb og prøvede samtidig at ramt ham. Han sigtede ikke efter det åbenlyse som ansigt eller mave, men prøvede i stedet at ramme stederne på hans krop der ville få ham ud af balance. Så snart det var sket ville det være nemt at slå luften ud af ham, eller det tænkte Chester i hvert fald.
Gruppen af mennesker var vildere end Chester nogensinde havde oplevet før og ærlig talt så gjorde det ham kun vildere i sine angreb. Han ønskede ruset der gik i gennem ham som han hørte folk råbe op og enten ønskede Razor færdig. Eller ham - det var altid sjovt at se dem blive skuffet. De råbte og skreg og hylede hver gang en af mændene fik et slag ind, hvilket der faktisk skete en del af. Chester blødte allerede fra sin flækket læbe fra da Razor havde ramt ham i ansigtet, som et af de steder han havde ramt ham. Smerte ignorerede han dog. Det kunne ikke bruges under kamp. Han havde selv fået slag ind ved Razor, men intet virkede til at slå drengen ordentligt ud. Det var som om smerten blot gjorde ham mere ivrig, mere stærk. Så Chester gik efter en anden strategi - at få ham ud af ringen. Da drengen endnu en gang kom for tæt på, så Chester sit es til at med et spark få ham skubbet. Det var ikke langt nok til at få ham ud af ringen men langt nok til at han lige kunne få vejret. Smilet, der før var forsvundet grundet koncentration, var nu tilbage på hans læber.
"You're quick, twinkletoes," sagde han i mellem tiden. Hans vejtrækning var nu tungere, "Ever considered being a professional runner and not a fighter?"
Mere fik han ikke sagt før kampen fortsatte og han endnu skulle fokusere på at slå igen. Det lignede ellers ikke ham ikke at tale så meget under kampen. Men det var jo fordi at han rent faktisk ikke havde tid til det, når Razor hele tiden var efter ham.
Chester kunne godt se, hvorfor den her kamp ville blive underholdende. Det havde han ikke forstået før, men nu havde han mødt Razor og oplevet ham. Ikke kun hans væremåde der lig Chesters var flabet og selvsikkert, men også hans kampmetode. Han var en rigtig god kæmper, han havde allerede fået slag ind ved Chester, og det sagde meget, for ofte havde Chester allerede vundet nu. Udover det så var hans kampstil også unik. Han var hurtigt, smidig og sørgede alligevel for at ramme hårdt. Chester havde rent faktisk svært ved at finde ud af det. Det var også det som gjorde kampen spændende - to af de bedste kæmpere der alligevel var så forskellige i deres måde at kæmpe på. Chester var mere grov i sine slag, desuden var han større og selvom han var hurtigt med gode reflekser var han bestemt ikke lige så hurtig som Razor. Og slet ikke lige så smidig. Dog var Chester ikke nervøs. Det var måske en udfordring at kæmpe i mod Razor men det var ikke en dårlig ting. Nej, det var sjovt. Spændende. Det var faktisk noget som han ville tænke tilbage på, når han endelig var færdig. Og så var han også stensikker på, at han i sidste ende nok skulle vinde.

Razor var vandt til mange forskellige modstandere når han kæmpede disse kampe. Det skete dog så sjældent at det faktisk var en der havde samme indstilling til tingene som ham selv. En der fandt kampen sjov. Razor var underholdt - udholdende og underholdt. En ting var at han fik slag. Blod havde dækket den ene skide af hans ansigt efter et øjenbryn i laser. Det samme galt hans bare knæ der efter et par møder jorden under ham. Det var de mest synlige skader han indtil videre havde fået - resten kunne ikke ses, men helt klart mærkes. Dog stoppede det ham ikke. Slet ikke. Han kunne ikke helt lade være med at grine da han fangede balancen efter et spark fra Chester. Han lod hovedet glide på skrå før han så bare rystede lidt på hovedet.
" Mm.. Sure - yet another diciplin I would beat you in.. " Lød det så bare fra ham med et kækt udtryk. Dog med samme blik som han havde startet kampen med. Alt for hungrende efter kampen. Hans puls var helt i vejret - det var sjældent der faktisk var så meget modstand at komme efter. Selv mænd med en kropsvægt det dobbelte af Chesters havde været lettere at slå. Razor læste sjældent folks teknikker - men det kunne virke til at han skulle give det et skud, kun for at have en lidt større chance for faktisk at vinde. Ikke fordi han regnede med at tabe. Men han var længere i knæ nu end han havde været i tidligere kampe.

Han tørrede kort en lap blod fra sit øjenlåg inden det forhindrede ham i at kunne se. Det stoppede desuden ikke Razor i hans angreb.. Han var stadig opmærksom på hvad Chester kunne finde på. Den fyr var alligevel mere end hvad han så ud til - andet end bare flabet attitude. Razor slap en svag knurrende lyd i sin process med at få enten slag, skub eller spark i hus ved Chester. Det gik da - for det meste. Men han måtte selv tage imod en del også. Hvad i alverden var fyrens teknik? Den havde ændret sig. Razor kyssede flere gange jorden - mest for sin egen sikkerhed for ikke at ende med at ryge ud fra ringen - hvilket han efterhånden begyndte at mistænke var hvad Chester forsøgte på. Han skævede kort lidt mod strejen der indikerede cirklen før han rettede blikket mod Chester igen og skubbede sig på benene.
Han gav ikke op - men måtte tage sig selv i et øjeblik desperation. Træt af hele tiden at skulle trække sig og balancere for ikke at træde ud over den forbudte linje som man kunne kalde det.
" Jeez! " Knurrede han vredt i det han endnu engang reddede sig selv fra det. Det var som om kampen varede for evigt. Publikum virkede dog kun til at være mere oppe at køre end hvad godt var. Som om hver dråbe blod der efterhånden havde kastet sig på jorden gjorde dem mere bistre. Det samme galt for Razor - men Chester var svær at få ned. Razors styrke begyndte at svigte ham en smule - det var der forskellen på de to i sidste ende lå. Razor kunne gøre det hurtigt af med en modstander ved gode kneb - hårde slag i starten af en kamp. Men når tiden trak ud som den gjorde nu havde han ikke samme styrke i alle sine bevægelser som det krævede. Han lod blikket hvile mod Chester et øjeblik, hvilke tanker der helt præcis røg gennem hovedet på Razor var han selv lidt i tvivl om - og han endte mest bare med at bide tænderne sammen i et fnys og springe mod ham igen. Helt sikkert et angreb han fortrød i samme øjeblik som han ikke længere selv havde styringen over. Han endte i total ubalance og ud over den optegnede linjen på jorden, kort med flimrende sorte prikker for øjnene. Han opfattede til at begynde med ikke helt selv at han var vælten så langt tilbage. Heller ikke stilheden efterfulgt at reaktionen fra publikum gjorde det tydeligt for ham.

Men der kom heller ikke flere angreb - og få sekunder senere mærkede han en hånd der rev ham op fra jorden i hans trøje. Hans herre var nået hen til ham og fik ham på benene så han ikke behøvede sidde for længe i forvirring.
" Get up.. " lød det tydeligt vredt fra manden, som han trak Razor ud af mængden og lidt på afstand. Slet ikke med et tilfreds udtryk og da slet ikke hvis Razor blev siddende længere der og nærmest bad om nederlag.
" How did.. " Razor forstod det slet ikke et øjeblik. Havde han seriøst lige tabt? Også ford han trådte udenfor cirklen.. Bistert trick. Chester var vinderen af kampen - folk reagerede som man forventede - de var helt oppe at køre. Nogle brokkede sig som sædvanligt. Razor selv havde et mere arrigt udtryk. Slet ikke i orden. Han knurrede lavt før han så bare rystede lidt på hovedet. Han var ikke vandt til at tabe - ikke fordi han var en dårlig taber - men det var hans herre. Hans herre var ikke tilfreds og havde helt sikkert mistet en stor sum penge ved denne kamp. Razor blev plantet tæt ved muren mens manden bevægede sig ind i mængden af folk - helt sikkert for at slå en knap så sludder for en sladder af med en af de andre. Razors blik søgte dog i stedet mod hvor kampen havde forgået.

Det hjalp at skifte taktik. Det kunne Chester mærke med det samme. Selvfølgelig var det stadig besværgeligt og efter flere slag til maven havde Chester mistet så meget luft, at han var tæt på at falde til jorden, hvilket sagde meget, for Chester lod sig aldrig falde sammen. Men han kunne også se, hvordan han fik Razor tættere og tættere på stregen for hver gang han kastede ham væk fra sig. Udover det gav det også ham tid til at få vejret igen eller i hvert fald forsøge mens Razor skulle op på benene igen. Knægten var hurtigere end den almene modstander og det tog pusten af Chester at skulle følge med i alle hans angreb. Han fokuserede ikke en gang på at skade ham mere, selvom mange af hans blokeringer resulterede i slag. Han fokuserede blot på at få ham væk fra sig, ud af cirklen. Det var måske ikke så spændende for publikum som hvis de gik helt fuldt ud blodige på hinanden, men for Chester var det vigtigere at vinde. Publikummet virkede heller ikke så forstyrrede af hans ændrede kampteknik. De hylede stadig hver gang der kom et slag ind. Råbene overdøvede Chesters tanker præcist som han elskede det. Det var intet andet at fokusere på end knægten der endnu en gang var på vej i mod ham. Chester nåede at samle alt styrken til sig, før drengen var over ham - men han nåede aldrig at ramme Redwood'en. For lige da han var ved ham, tæt nok til at kunne angribe, ramte Chester ham med et hårdt slag lige i brystkassen. Det var et slag som han ikke før havde haft mulighed for at kunne ramme ham med grundet hans hurtige bevægelser. Det var præcist og med alt kraft, lige hvad der skulle til for at vinde. Chester blev stående på stedet og så på som slaget slog Razor ud af ringen og ind i nederlaget. Han pressede læberne sammen som et kæmpe smil gled over hans læber. Folket omkring dem gik af amok. Nogle var ellevillde og begejstret, andre var vrede og i benægtelse over Chesters sejre. Men det de alle havde tilfælles var at de råbte med alt luft de havde inde i sig. Nogle prøvede at få kontakt til Chester, sikkert nogle der ville have hans autograf eller skælde ham ud for at bruge beskidte kneb, men han reagerede ikke på det. Hans blik blev på de forvildede Razor, overværende, som om kampen endnu ikke var slut. Han ville se hans reaktion. De andres reaktioner var ikke andet end et ego-boost. Det spændende var at se hvordan Razor der i forvejen havde en fangende personlighed, ville reagere på sit nederlag.

Han nåede dog ikke rigtigt at se noget andet end forvirring, hvilket var den forventede første reaktion, før folkemængden blokerede hans syn og Razor forsvandt. Smilet falmede en smilede som han prøvede at se efter ham. Hans ejer var der stadig, så han kunne næppe være smuttet. Chester besluttede sig for at ville tale med ham. Hvilket ikke var noget han normalt gjorde men så igen, normalt var hans modstandere døde efter en kamp. Men Razor havde fanget hans interesse og han ville ikke lade ham slippe så let. Så han gav sig til at gå og skubbede på vejen en lav mand væk ved at placere en hånd på hans ansigt, da han besluttede for at ville rose ham. Han var ligeglad med ros, han vidste godt, at han var god, ellers havde han ikke vundet.
Han fik presset sig i gennem folkemængden lettere grovt. I forhold til at han var lidt af en berømthed blandt disse mennesker var de ikke specielt gode til at flytte sig for ham, så flere blev han nødt til at give en hård skulder i siden med tanker om at brække deres ben. Men Chester var ikke dum. Det her var ikke et sted at slå folk ihjel. De havde for mange kontakter og så var det dem der gav ham penge.
Razor var som forventet ikke smuttet. Han stod blot op af en mur lidt væk fra alt råberiet. Uden tøven gik Chester hen mod ham med afslappet skridt og et flabet blik.
"I get why you're called Razor now," sagde han blot, "Those hits felt like razor blades."
Han stillede sig foran ham med hænderne i sine ødelagte lommer og lagde hovedet let på skrå.
"Sadly that wasn't enough," blev han ved, "But it's okay, it's not your fault. I'm just unbeatable. Always been"
Han så sig kort over skulderen da mere råberi - hvis det overhovedet var muligt - kom fra menneskeflokken. To mænd var kommet op i et hissigt skænderi der sikkert ville ende i en slåskamp. Ikke en god en af slagsen, to slag og så ville den ene mand være bevidstløs. Derfor så Chester blot hen på Razor igen.
"I'm Chester. If you didn't know that already, which I highly doubt," sagde han uden at række hånden frem for at hilse. Den var stadig begravet i hans lomme. "Chester Harte. Do you have a last name? If it's blade, then that's brilliant."

Det tog alt for lang tid for Razor at finde ud af præcis hvad der var sket. Alt for lang tid. En ting var fordi han selv lige havde haft et forvirret øjeblik hvor intet havde givet mening. Men de ord der fløj om ørerne på ham fra resten af mængden af folk gjorde det endnu værre - de var selv forvirrede. Også selvom alle burde vide at reglerne var som reglerne nu var. Endte man udenfor cirklen havde man tabt. Razor havde ikke prøvet det før - hvilket også var derfor han slet ikke med sig selv følte at han havde tabt. Kamp mæssig ville han sagtens kunne have taget Chester - ikke? Hvis cirklen ikke havde været der? Måske - fyren var da ikke helt på dupperne selv så måske. Razors blik spejdede kort lidt rundt før han kort rynkede næsen en smule. Irriterende. Også bare at blive plantet her ved muren? Nah.. Han ventede utålmodigt på at hans herre ville komme tilbage - men det virkede ikke som om at han havde i sinde at vende tilbage lige med det samme.

En stemme slog ham ud af sin mindre trance han knap nok selv bemærkede han var endt i. Hans blik gled lidt langsomt op over Chester som han troppede op foran Razor. Han lod hovedet glide en smule på skrå før han kneb øjnene lidt sammen. " Hn? " Mumlede han bare kort før han hævede et bryn lidt. Der gik dog ikke længe før det typiske Razor smil bredte sig over hans læber - mindste lige så skarpt et smil som den udtale der netop var kommet fra Chester omkring hans slag.
Razor klikkede kort med tungen før han så bare kort rystede lidt på hovedet. " Unbeatable huh... " Han kunne ikke helt lade være med at smile skævt over det, selvom ironien i det var tydeligt - kun understrejet lidt ekstra af et lille grin. " Mh... Well a few pounds heavier and you wouldn't have been able to push me around. " Sagde han så bare lidt før han lod armene glide lidt over kors. Der gik dog ikke længe før de faldt ned langs hans sider igen, simpelt i ren rastløshed.
" I knew that - not that I care.. But I did actually know that. " Sagde han så bare lidt og pillede kort lidt ved sine fingre før han kort skævede lidt til den ene side, mest for lige at tjekke om hans herre var på vej eller ej. Han rettede så blikket tilbage mod Chester.
" Blade? Why on.. oh.. " Han kneb øjnene lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet med et lille grin. " No.. Or I mean yes - I do have a last name but I don't see what good that'll do. " Sagde han så bare lidt med et lille smil. " This is odd - could you walk away. You talking to me is like rubbing salt in a open wound. I'm not really a fan. " Sagde han så lidt og rettede sig kort lidt op.

Eller måske var han lige præcis det omvendte - en kæmpe fan af det faktum at han talte med et individ der lige præcis havde evnerne for at gøre en kamp udfordrende. Gøre noget som mange andre ikke kunne - vinde over Razor. En ting var at han normalt aldrig rigtig talte med så mange andre end sin herre efter en kamp - men han var her jo ikke lige nu til at hive ham væk. En anden ting var at normalt så var folk han havde kæmpet imod ikke helt overskud til at tage en sludder for en sladder. Razor kradsede kort lidt blod væk fra sin overlæbe før han så bare smilede lidt skævt.
" By the way! You didn't beat me - you just won the first round.." Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. " As you can see, I'm still breathing, standing even talking.. " Han sendte Chester et lidt drillende smil. " This is probably exactly what they wanted - trying to get the crowd all fired up. " Han nikkede så bare kort lidt før han vippede lidt frem og tilbage på sine fødder. " Killing eachother obviously dosen't make that happen twice. " Med de ord skubbede han sig ud fra muren og trådte et par skridt mod Chester, stoppede op meget tæt på ham og lod blikket glide først ned, også op igen over fyrens krop. " Don't worry - I won't tell anybody if you're to scared for a re-match.." Sagde han så lidt flabet - men stadig med det næsten uskyldige udtryk og smil om læberne.