We leave no one behind! - Cay <3

Sted Et stort lokale for vigtige møder
Tid Lidt før middag
Vejr Stadigvæk varmt, men med en let brise
Omgivelser Et kæmpe bord med stole omkring
Påklædning

Cayden var på nippet til at eksplodere. Der var gået fire timer, og i takt med at solen langsomt steg på himlen, blev luften i rummet tungere og mere ulideligt at befinde sig i. Morgenens aviser havde vist, hvad der natten forinden var blevet sendt til Ildpaladset. At Oikans havde meldt krig.
Ja. Cayden var ved at starte en krig. Ja. Cayden var ved at skabe sine alliancer og planlægge hvordan han bedst kunne overraske Charles Redwood. Ja. Men den havde skulle vente nogle uger med at blive sat i værk, og nu mærkede han jorden skride under sig. Alle de vigtige folk, han havde omkring sig i sit nye styre, sad omkring et bord, centreret midt i rummet, og stemmerne var hidsige, flyvske og irritable efter de mange timer.
"James!" Buldrede han pludselig, og rejste sig brat op fra sin stol. "Jeg er ligeglad med hvordan det er sket! Det er sket, og jeg vil vide hvem, så jeg kan lade ham brænde op i Albedo!" Rummet blev stille.
Caydens øjne brændte mod lederen for de spioner, han havde udstationeret rundt om i landet. James nikkede sammenbidt, og skulle til at svare, hvad Cayden gik ud fra ville være noget lig' 'selvfølgelig,
sir', men han nåede ikke andet end at åbne munden, før døren til rummet sprang op med et højt brag, og en bestemt blondine marcherede mod ham. Cayden spændte i kæben.
En lidt betuttet vagt løb panisk ind for at gribe fat i Kassandra, men Cayden viftede hurtigt med hånden af ham, for at stoppe ham. For sin egen skyld. Kassandra i dårligt humør var lidt ligesom en lille hvirvelvind, og vagten ville ikke have en chance. Den dårlige samvittighed brusede ind over ham, da han så de mørkerøde øjne og hørte vreden i hendes stemme. Han vidste hvorfor hun var her.
"Ikke endnu, kære," svarede han varmt, og rettede sig op. Han prøvede ihærdigt at sendte hende et undskyldende blik. "Kan vi tage den her samtale efter mødet, Kass?" Og selvom han prøvede at lyde autoritær, kunne han godt mærke den undskyldende tone, der ikke lød som en ordrer overhovedet, men mere som en bøn.

Cayden følte lidt at ligegyldigt hvad han ville sige, ville ende i at han gravede sin egen grav, så han holdt munden lukket og ryggen rank, mens hun snakkede. Tårerne i hendes øjne stak ham i hjertet, og han måtte virkelig holde på sig selv, for ikke at tage et skridt mod hende, og lægge armene om hende. Ikke at det ville hjælpe noget, tænkte han tørt, for lige nu ville hun skubbe ham væk selv hvis han prøvede. Han sendte et kort blik rundt på mændende i rummet, og lod stødt mærke til de forskellige ansigtsudtrykke, de sad med. Han var midt i en mental selektiv process omkring folkene omkring sig, og små ting som deres reaktion til scenariet foran dem, ville have stor impakt på, hvem han ville lade blive, og hvem han ville erstatte. Desuden vidste de alle sammen at han skulle vælge sig en højre hånd, og havde brugt lang tid på at sleske sig ind på ham. Konklusionen han havde taget for nogle dage siden, var at han allerede havde valgt sig en højre hånd. Han rettede igen blikket mod Kassandra. Hun betød uendeligt mere for ham end nogen anden i det rum, så han var ikke et sekund i tvivl om hvad han skulle gøre. Jeg er ikke en af dem, rungede hendes stemme, og han mærkede ilden i sine øjne blive varm og omsorgsfuld, mens han betragtede hende. Det var jo hele pointen med at hun ikke var til mødet, men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide. Hun var nemlig ikke en af dem.
"Mine herrer, hvis I vil have os undskyldt?" Han nikkede mod dem, og kastede let hovedet mod den store dør for at gøre sin hensigt så klar som den kunne blive. "Sæt jer i spisesalen og nyd jeres frokost før vi fortsætter. Og James, hvis du ikke giver mig et navn inden i aften, håber jeg der er plads på Den Flyvende Flamme i nat." Cayden rettede sine røde øjne mod en bestemt mand, mens de andre tøvende begyndte at rejse sig og så mod døren. Den henkastede bemærkning fik manden til at krympe sig, mens Cayden utålmodigt ventede på at alle forlod rummet. Han viftede også vagterne ud. Kassandra krævede hans opmærksomhed, og han ville ikke blive forstyret i at give den til hende. Døren lukkede sig med et klik, og han lod endelig sine skuldre synke sammen med et opgivende suk. Tøvende mødte han hendes øjne.
"Undskyld Kass," sagde han ærligt og åbent. Den første han havde tænkt på, da han havde hørt at krigen var blevet erklæret på hans vegne, havde været Hazel, så der var mange ting, han følte, han skulle undskylde for. "Jeg ville have sendt bud efter dig så snart vi var færdige her, men det hele er trukket ud."

Cayden rynkede øjenbrynene sammen, mens han betragtede den emotionelle udvikling i Kassandras ansigt. Det forvirrede ham og skræmte ham en smule, at hans dag sådan eskalerede hurtigere end en skovbrand. Forvirringen fik ham til at stivne og betragte hende med et fortvivlet blik. Pludselig følte han, at han havde meget mere styr på den pludselige krig end på sin bedste veninde, og hjælpeløsheden væltede ind over ham, mens tårerne væltede op i hendes mørkerøde øjne. Han følte pludselig ikke at han kunne trække vejret. Hendes hulk vækkede ham fra trancen, og han lukkede det lille hul mellem dem, ved at gribe fat om hendes skulder, og støtte hende, usikker på om hun ville falde sammen. Reaktionen skræmte ham. Han havde kendt Kassandra næsten så lang tid han kunne huske, og han havde aldrig set hende knække sammen på den måde.
"Kass, vi finder ud af at få hende hjem i go-"
SLAM!
Cayden trådte forbavset et skridt bagud. En umiddelbar vrede blussede op i ham som løbeild, og de røde øjne blev et kort sekund mørke. Havde det været alle andre end Kassandra, var der ikke gået mange sekunder før de var blevet kvælt af røg, men han kunne aldrig i sit liv finde på at gøre hende ondt. Måske var det også derfor lussingen stadig kunne mærkes. Han måtte trække vejret og mentalt tælle til ti for ikke at kaste en lang stribe hårde ord mod hende, og fortælle sig selv, at det var naturligt at hun var frustreret og at hun selvfølgelig ikke havde kendt til hvad der var sket og at hun ikke vidste hvorfor hun ikke var blevet inviteret til mødet eller hvad han havde i vente for hende og -
Hendes ord ramte ham hårdere end lussingen. Vreden i hans krop forduftede på sekundet. Han stirrede såret på hende. Hendes fars død lå stadig som en skygge hen over hans dage, og føltes som et stort, tomt hul i hans mave. Kasper Titus havde været som en far for ham. Cayden sank.
"Du... Du." Han følte at halsen snørede sig sammen på ham. "Du kender ikke hele historien, Kass," svarede han tomt, og rørte forsigtigt ved sin brændende kind. Han bed tænderne hårdt sammen, og betragtede hende afvisende. "Og her gik jeg og prøvede at fikse hvad der er startet som en lavine under os, så undskyld hvis jeg ikke har givet dig opmærksomhed i et sekund, det skal du jo endelig ikke tage som det kompliment det er," snerrede han irritabelt. Men hvor skulle hun også vide fra, at meningen med mødet også havde været at finde muldvarpen blandt dem. Bare fordi han var sikker på, at det selvfølgelig ikke havde været hende, der havde sendt krigserklæringen ud før tid. Men hvor skulle hun også vide det fra.

Hele optrinnet, overfloden af følelser og fortvivlelsen i hendes stemme, hev Cayden en uges tid tilbage, til da han pludselig havde hørt skrig fra gangen han var gået ned af. Kampen om selv ikke at bryde sammen, men få hevet Kassandra væk fra det blodige syn af sin fars døde krop, den lange vej til hans eget rum, og endelig, hvordan alt vreden og panikken var forduftet fra den unge piges krop, og hun i stedet var brudt sammen på Caydens værelse. Og Cayden havde fulgt trop få sekunder efter. De havde siddet i hinandens arme hele natten.
Tanken fik det til at sitre i hans fingerspidser, for at have den form for kontakt med hende igen. Han følte, at han havde forrådt hende, men i morges, da der var blevet banket på hans dør, havde han ikke haft hjertet til at vække hende. Han vidste hvor skidt hun sov om natten - det var derfor hun altid kravlede ind til ham, og da han havde set hendes fredelige, sovende ansigt, havde han tænkt, at hun skulle have alt den søvn hun havde brug for. Et veludhvilet hoved fungerede trods alt bedst, og med de nyheder der havde været, vidste han, han ville have brug for hende i topform.
Det gav et sæt i ham, da hendes hånd rørte hans hals. Isen i ham smeltede.
Cayden sank uvilkårligt, og lukkede kort øjnene, mens han fokuserede på varmen fra hendes fingerspidser. Han kunne mærke sin egen, hurtige puls, der hvor hun rørte. Hendes grådkvalte stemme gjorde hans øjne fugtige. Han mærkede sine skuldre falde ned i accept af følelserne, der overvældede ham. Krigen ville også være der i morgen.
Kassandra var der nu. Uden at tøve, lagde han blidt en hånd på hendes kind, og tørrede en tåre væk. Det varme blik han havde i øjnene var i disse dage et sjældent syn, og han savnede at kunne være sig selv. I en langsom bevægelse lod han sin hånd glide ned, og hev hende blidt ind til sig. Hånden lod han støtte på hendes nakke,
og han kyssede blidt toppen af hendes hoved.
"Der er ikke noget at tilgive," mumlede han ned i hendes hår. "Du skulle ikke have fundet ud af det på den her måde." Han nussede forsigtigt hendes ryg, og trykkede hende en anelse mere ind mod sig. Det havde været dumt af ham. Hun burde have været med til mødet. Det var et brud på deres tillid at lade hende i mørket, selvom det ikke havde været hans intentioner.
Cayden sukkede, og holdt hende let ud i strakt arm.
"Kassie," sagde han alvorligt, og søgte hendes mørkerøde øjne. "Jeg har brug for dig i det her." Han vidste ikke om han nogensinde havde sagt til hende, eller selv været helt klar over, hvor meget han havde brug for hende. Men den seneste uge havde det stået meget lyst i hans hoved, at han ikke kunne forstille sig at have andre end hende ved sin side. Om så han ville vinde eller tabe krigen.

Det kom som et lille stød igennem hans fingerspidser, forståelsen for hvor ensom han havde kunne føle sig, efter han var blevet leder; et lille stød, der bølgede igennem hans krop, og kunne føles helt ned i tåspidserne. Det var egentlig ikke noget, han havde tænkt særligt meget over, hverken før eller efter det omhyggeligt planlagte attentat på hans onkel, at han måske ville komme til at føle sig lidt ensom. Selvom hans onkel havde været doven, ligeglad og lidt for hård i munden, havde han aldrig været ond overfor Cayden, og selvom det havde været nødvendigt, var det ikke en plan han havde nydt udført så meget som han havde troet, og det havde efterladt et lidt tomt hul i ham. Ikke nok med dét hul, var der et meget større hul, hvor Kassandras far, pludselig var blevet revet væk fra ham. Fra dem, rettede han sig selv. Og måske havde han ikke helt vidst hvordan han skulle fylde alle de tomme huller, der så ud til konstant at bore sig ind i ham. Imania var væk. Hans forældre var væk. Hans onkel var væk. Mr. Titus var væk. Hazel hang i en tynd tråd, og pludselig følte han ikke, at han kunne stole på nogen som helst i sin egen regering, og det stak over alt, men når han kiggede på Kassandra, kunne han ikke mærke hullerne i sig.
Hun havde altid været der. Hun ville altid være der. Fra første gang de havde set hinanden, og hun havde slået ham i kamp foran alle de andre drenge, og han havde grint så hjerteligt og varmt og lykkeligt over at være blevet slået af så sej en pige, at han havde ville prøve igen, og igen, og igen, og igen, indtil de havde fundet sig ligeværdige modstandere, og kendte hinandens træk ud og ind. Hendes far, der altid havde råbt, at de skulle prøve nye ting, for ikke at blive for dovne. Lange nætter løbende rundt på millitærbasen, hvor de drillende havde kastet sten efter vagterne, eller klatret tårnene for at stjæle nybagte brød tidligt om morgenen. Hun havde altid været der., og det var måske ikke altid noget han højlydt satte pris på, men hun betød verden for ham, og inderst inde, var det noget, han bare gik ud fra, hun vidste.

Cayden smilede varmt ned til hende, da hun lagde sin hånd på hans kind, og vippede hovedet mod hånden, for at støtte sig til hende.
"Og du har mig, Kass," svarede han, og lukkede kort sine øjne. "Og du har mig."
Han kyssede blidt håndledet foran sig, og gav hendes skulder et blidt klem. "Skal vi lukke de gamle, kedelige mænd ind, og give dem baghjul?" Han sendte hende et opløftende smil. Hvordan han nogensinde havde tænkt at han kunne klare sådan et møde uden Kassandra, var ham en gåde. Og i det sekund, hvor han betragtede den person, der betød mest for ham i hele verden, poppede endnu en tanke op i hans hoved, og hans studerende blik, blev nysgerrigt. Han ville gerne beholde hende ved sin side. Og hvis hun var klar til det, ville han præsentere hende som det, hun altid havde været for ham. Hans højre hånd og næstkommanderende.