Ka' selv, vil selv! - Nathan

Tid: 7-tiden
Vejr: Skyklart, en smule lund aften
Omgivelser: Mindre mængde mennesker som er på vej hjem, eller bare nyder den klare himmel, godt fyldt op med folk i Den Hylende Ørn
Påklædning: Tøj
Emne til: @Nathan

Den unge Takumara kvinde havde kedet sig i den lille landsby hun boede i og hendes mor havde ikke hjulpede på kedsomheden der havde spreds sig i keeva. Hun beslyttede sig for at tage ind til byen, måske gå på en kro? Det var noget tid siden hun faktisk havde været på besøg i en af de mange bykroer der fandtes. Uden at spilde meget tid, spændte hun en saddel over sin hests ryg, pakkede sin bue ned på siden af saddel, ved siden af pilehoggerede med alle de selvlavede pile i.
Med sin selvandelige krigsmaling i ansigtede, og hvide maling i starten af håret fra pande af, tog hun af sted med sit spyd i hånden, hun gik aldrig uden sit spyd, lige meget, hvor meget hendes mor prøvede at vende Keeva af med at lade spydet blive tilbage, da det kunne hurtigt skabe problemer med vagterne i byen.
Men så stædig som Keeva var, ignorerede hun sin mor, som selvfølgelig stortset altid var ret angående sin datters uformele sprog og være måde.
Keeva red om eftermiddagen og kom først til Highview City, bremsede af en vagt, da han så hvad Keeva bar, et spyd som lignede noget man ville bruge under i krig.
Efter lidt brokkeri og snakken med sin øverste befaldende, lod vagten hende passere, dog ikke før at hun fik en lille "we'll be waiting you" advarelse fra kaptainen som var kommede ud af vagthuset.
Keeva red roligt gennem byen og da der ikke særlig mange mennesker udenfor, kunne hun nærmest rulle sig igennem uden at bremse.
Hun kiggede sig lidt rundt, det lignede sig selv, eller så ikke alligevel, der var kommede flere boligere og der var flere mennesker om aften, end da hun havde besøgt den del af byen første gang. Dog var hendes første gang også rigtig lang tid siden, så hun kunne også havde huskede forkert, hvilket var en mulighed.
Keeva stoppede op ved lyden af tilråb og hylende fra en kro ved navn Den Hylende Ørn, som tiltrak Keevas opmærksomhed lige med det samme og steg af hesten.
Hurtigt fik hun bundede sin hests styrerim fast til en pæl og trodte ind, med krigsmaling og spyd, hvilket fik alle folk til at pause fuldstændig op og kiggede på hende. Nogle strakte endda hals for at se hvad den pludselige stoppen var årsagen til og stoppede ikke med at kigge, da kvinden i indgangen ikke lignede en som ville være fra omegnen. Hun lignede mere en kriger, eller jæger, nogle hviskede endda ordet heks.
Keeva rulede bare med øjne og gik hen til disken hvor kroværten var og satte sig ned, for så at undersøge hvad man kunne få.
Hva' sku' det være blåøje? Spurgte kroværten og stod pludselig foran Keeva som kiggede på en lille tyk mand, gik Keeva måske til underhagen, men han havde et vildt overskæg og de grønneste øjne.
Keeva tænkte sig lidt om og havde altid lyst til at prøve mjød, men havde aldrig fået chancen for at prøve alkoholdet.
Coming right up kroværten var ikke særlig racistisk når det kommer til kunder, han kunne ikke klare sig på at sparke kunder væk, så hvis man havde penge og betalte for det man ordrede, kunne han ikke se problemet i at havde kunder fra de andre slægter, hvilket nogle gange godt kunne skabe lidt problemer.

Nathan mente selv, at han havde været på alle kroer, der fandtes i Redhawk-regionen. Og selvom han altid nød en drink og noget godt selskab, så var der blot én kro, der for evigt ville have en speciel plads i hans hjerte – Kroen Den Hylende Ørn. Det var mest fordi, at maden var billig, selvom det nu ikke var af bedste kvalitet, og at der næsten altid var en seng ledig, da de fleste mennesker herinde rent faktisk havde et hjem på den ene eller anden side af distriktet. Og så selvfølgelig fordi der ikke gik en aften herinde uden at noget spændende ville ske, om det var et røveri eller slåskamp, så var man sikker på at Nathan ville være til stedet. Mest som passiv tilskuer, men nogle gange ville han selv være indblandet i nogle slåskampe, når han kom til at fornærme en eller anden hidsig grønøjet ved ikke at tænke sig om før han talte. Han håbede også på noget frisk underholdning denne aften. Godt nok have han kun været her i en time tid, men der plejede at komme noget nærmest det sekund han trådte ind af døren. Nu sad han blot oppe ved baren, ikke just snakkesalig, hvilket ikke var lig ham, men alle kunne have sådan nogle dage, og drak sin mjød. I mens betragtede han folk omkring sig. Der var meget at se til, og det var ofte spændende personer der trådte ind i den lille kro. Folk der turde være her, var folk der turde gøre mange ting. Lige nogle mennesker for Nathan. En person, han især lagde mærke til, var en pige, der lige trådte ind i kroen. Hun var en Takumara-tøs, det viste hendes skinnende blå øjne med det samme, men det var mere hendes beklædning der forundrede ham. Hendes tøjstil var mere barbarisk end hvad Nathan typisk så hos Takumara-piger og hendes ansigt og hårkant var malet. Hun lignede en kriger. Det fangede hans opmærksomhed og han stillede sit krus som han fulgte hende med sine røde øjne. Hun havde ikke lagt mærke til ham, men gik i stedet op til baren, så der var få ligegyldige personer i mellem dem. Han holdt øje med hende, mens han overvejede om han skulle tale med hende – eller det var ikke helt rigtigt, for han vidste at han ville tale med hende, han vidste bare ikke hvordan. Normalt var han ikke en der tænkte situationen an, men han ville lige tænke for sig selv om han skulle være venlig eller om han skulle få noget sjov. Det var i hvert fald meget sandsynligt at en krigerisk pige som hende vil trække opmærksomhed til provokation, hvis ikke fra Nathan så fra andre.

Lige som den tanke faldt ham ind, gik hans evne i gang – Sandsynligheds manipulation. Hvad han tænkte var sandsynligt, endte med at ske, selvom han havde håbet, at det var ham der havde været den til at provokere hende. Som han sad og holdt øje med hende og drak sin mjød, slentrede en mand op til hende. Han var høj, men spinkel og havde helt grønne øjne. Bag ham var to blad-øjede mænd, mere muskuløs bygget end han selv var.
”Nååå, så du tror at lidt krigsmaling kan gøre dig skræmmende?” spurgte han med et flabet smil og irriterende stemme, ”En lille tøs som dig kan ikke være skræmmende.”
De andre bag ham lo og puffede til ham for at opfordre ham til at fortsætte, hvilket gav ham mere mod, som han skød brystet frem.
”Skal jeg vise dig skræmmende? Ingen kvinde kan slå en mand alligevel.”
Nathan vidste ikke, om han faktisk havde tænkt sig at slå hende – det var usandsynligt – men han havde ikke tænkt sig at vente og se. I stedet havde han hurtigt rejst sig op og stod nu halvt ind i mellem Takumara-pigen og manden. Han var få centimetre højere end Nathan men det var ligemeget.
”Wow wow wow, er det virkelig sådan man taler til en pige?” sagde han. Han havde et smil på læberne som om det hele var en leg, selvom han egentlig kom i mellem en lovende slåskamp. Han så op og ned af ham. ”Sådan som du ser ud, tror jeg at enhver kan slå dig.”
Nathan nåede lige at dukke sig før en næve ramte hans ansigt. Og så var en slåskamp i gang. Ikke kun mellem de to mænd men hele kroen. Sådan var det altid – det manglede bare en lille gnist og så var det alle mod alle. Det var lige den her form for underholdning Nathan havde manglet.

Keeva nægtede næsten at tro på hvad hun lige havde hørt og vendte sig rundt i barstolen så hun sad ansigt med den spinkle mand. Jo idioten havde sku' lige sagt hvad hun hørte ham sige og med sine to hjernedøde venner bag ham, fik han bare endnu mere mod. Lige som Keeva skulle til at give fjolset en knytnæve han sent ville glemme, sprang der pludselig denne arrogante wannabe gentleman frem mellem dem og blokkerede Keeva fra at slå manden.
Hvad fanden er meningen?! Hvor vover han at stå mellem hende og fjolset, som om hun var en eller anden jomfrue i behov for ridderlighed og redes.
Folk omkring den nyskabte scene mellem Keeva, Nathan og de tre mænd, fik meget opmærksomhed og alle ventede nærmest bare på signalet til slåskamp. Selv kroværten vidste hvad det ville ende med og lige som han skulle til at stoppe dem, skete det, en næve kom flyvende og en slåskamp startede.
Som stole kom flyvende gennem lokalet, fik Nathan et krus i siden af hovedet så han væltede ind i et ekstremt muskuløs brød af en Redwood som sendte sin næve efter Nathans hoved. Dog om det var held eller ikke, så ramte næven aldrig Nathan, da en af den spinkel mands venner, prøvede at fælle ham og fik den muskuløse mands næve i hovedet i stedet for.
Keeva sad og tog i enkel tår før hendes krus blev taget direkte ud af sin hånd og kastet ud i lokalet, hvilket fik hende til at vende sig mod personen rasende. Hvad fanden var meningen?! Hun havde lige fået kruset.. Hun greb manden om halsen og slyngede ham ind i mængden og med faste skridt travede hun ind i slåskampen og plantede sin næve direkte mod næsen. Slaget sendte manden i gulvet med den vildeste blodtud og skreg op i smerte. Keeva nåede ikke en gang at se sig rundt før hun selv fik en næve i siden af ansigtet og ende hende og en anden Takumara kastede hun med hinanden.
Dog af en eller anden mirakuløs måde, landede Keeva på et bord med Nathan som blev kastede samme retning, så han landede på hende, hvilket fik bordets ben til at knække under presset og den pludselig kraft fra Nathans fald. Ye! sagde hun et noget så fornærmest blik, da hun så det var Oikan manden der troede hun havde brug for hjælp.
Men desværre, før Keeva nåede at give fjolset en næve til ansigtet, lød lyden af vagter som begyndte at stoppe krokampen, så der kunne komme noget order. Get off me ye buffoon! sagde hun irriterede og slog ham hårdt på skuldren med knyttede næve. Keeva kom op og stå og lige som hun genkendte by-kaptainen, genkendte by-kaptainen Keeva alt for godt og før Keeva nåede at gøre noget, sprang to vagter på hende og lagde hende i håndjern som dæmpede Keevas specielle evne. Grab that fool as well kommenderede by-kaptainen og pegede mod Nathan som selv blev grebet og ført ud af kroen, sammen med resten af kroens besøgende.
Hele fire mænd måtte trække Keeva ud af kroen da hun kæmpede imod og var ikke ekstrem besværlig da hun først gav den første vagt en upper-cut med håndjernene, hvorefter nummer to vagt fik brækkede sin næse fra et kraftigt spark.
Alle blev smidt på gaden, ude foran kroen mens de var omringede af byens vagter, og flere kom hen for at hjælpe med anholdelsen. Som situationen for Keeva ikke skulle være slem nok i forvejen, blev Nathan sat ved siden af hende på gaden uden nogen mulighed for at komme væk. This is all ye fault ye idiot! hvæsede Keeva irriterede og ekstrem fornærmet over at nathan bare regnede med hun ikke kunne tage af sig selv.
By-kaptainen gik hen til Keeva og knælede foran hende, Forhelvede, jeg kan bare ikke slippe af med dig, var heks? Spurgte han næsten opgivende, men stadig irriterede over at næsten hver gang der er større balade, ville han finde heksen. Keeva kiggede op med kolde ligeglade øjne og spyttede kaptainen i hovedet, hvilket gav hende et spark til siden af hovedet så hun væltede ned.
Rød-øje, du er vist land væk hjemmefra, var? Kom det fra kaptainen som han havde fjernede Keevas spyt og rejst sig op igen. Nathan blev grebet hårdt af to vagter og hævede op på sine fødder, så kaptainen ikke behøvede at bøjede sig. Never-the-less, vi har en dejlig celle, lige til din størrelse sluttede han og gav ordre og forlod stedet med sin hest.
keevas hest var blevet ført hen til vagthuset hvor byens vagter holdte alt hvad folk ejede, til de kom ud af fængslet. Nathan og Keeva sammen med et par andre fra kropen, sat ind i en trævogn og kørt hen imod byens celler.
Keeva spyttede blod ud på gulvet og med lidt besvær, tørt blod væk fra sin underlæbe med håndledet som de alle var spændt fast ved anklerne og håndled, som var spændt til væggen bag dem.
Dette var så fanger ikke kunne gøre skade på hinanden.