Will you tell me the truth?

Sted: Dark Daphne Forest - Tronsalen.
Tid: Eftermiddag.
Omgivelser: Tronsalens naturlige omgivelser samt enkelte folk fra The Naailas slægten.
Vejr: Rimelig køligt, men med blændende solskind.
Påklædning: En grøn langærmet trøje, en sort nederdel, et par slidte sorte støvler og en temmelig ødelagt hvid jakke.
Årstid: Vinter.

@Imania

Splid. Det spredte sig. Man kunne mærke, at det ikke længere blot var morgenkulden som gav gåsehud, men også nyheden om, at uroligheder trak op igen. Det var selvfølgelig ekstra slemt, når det var imellem to af de højstående blandt slægterne - så meget vidste hun da. Og selvom hun ikke var indblandet med nogen fra de to slægter, så havde hun skyndt sig på farten. Hun havde altid sit lille simple hus i Thunderville, men hun ville bare væk. Derfor havde hun pakket en skuldertaske med lidt mad og ekstra tøj, hvorefter hun var draget afsted. Væk fra Redhawk, væk fra byerne. Så langt væk hun kunne komme faktisk. Hun havde ingen andre steder at tage hen, men alligevel fornemmede hun godt, at hendes krop ubevist forsøgte at finde ét bestemt sted hen.

The Naailas var en slægt, hvis navn ofte blev hevet frem i hendes tanker, når hun tænkte på stridighederne som havde og stadigvæk foregik. Hun havde læst en del om dem, men faktisk aldrig mødt én eneste. Hendes tanker gik på, hvordan de måtte have det ved tanken om, at de kunne blive draget ind i forfærdelighederne igen. Hun vidste, at hun selv ikke havde meget at skulle have sagt. På grund af hendes øjne. En ting hun ikke helt forstod, men som hun vidste, at de havde samme problemer med. Derfor søgte hun måske i virkeligheden lidt oplysning. Oplysninger om, hvorfor det hele var så pokkers kompliceret, fordi man ikke så den samme farve blik hos en anden, som i sit eget spejlbillede. Og hvem ellers at spørge, end dem som havde grublet længst?

Hun var startet tidligt. Ved daggry faktisk. Hun kunne aldrig sove, så snart hun fornemmede, at solen var oppe. Det var en vane ved, at hun havde sovet mere eller mindre udendørs i årevis. Solen betød, at det var tid. Tid til mad, tid til livet. Hun havde valgt en forvandling. En hest. Det var det mest effektive dyr hun kunne komme i tanke om, da hun både skulle bære taske og tøj ved siden af. Men vinden og benene havde heldigvis været med hende. Derfor var hun allerede nået skoven da solen var hælende. Hun regnede ikke med, at det ville være et problem, at hun ikke ankom på noget specielt tidspunkt. De ventede hende næppe, ligesom hun næppe ventede at blive modtaget på nogen speciel måde. Hun havde startet med lige så stille at bevæge sig i skovens udkant for at se, hvordan området egentlig så ud. Hun foretrak at studerer det ukendte først, frem for at kaste sig hovedkulds ind i det. Men da hun kunne mærke, at spændingen kriblede i hende, havde hun efter blot kort tid valgt at tage de første par skridt ind i skoven som menneske. Hun nåede dog blot at gå et par få hundrede meter før, at hun fandt sig selv omringet. Lilla øjne. De var alle vegne. Fra aldrig at have set ét eneste par i sit liv, så var de nu pludselig alle steder. I starten havde hun virket håbløst forvirret omkring alle folkene, men da deres anspændte attitude gik op for hende, var hun pludselig blevet nervøs og havde fortrudt sin idé. I et forsøg på at rende tilbage og ud fra skoven, havde et par vagter pågrebet hende. De tog hende og hendes ting med tilbage til det, som hun formodede var tronsalen. Hun panikkede i starten, men i forhold til, at de befandt sig i en skov forsøgte hun virkelig at beherske sig. Hun vidste, at lyn og træ miksede dårligt.

Så hun sad hun her. På knæ foran tronen i en mægtig sal, som hun aldrig havde set magen til. Hun vidste faktisk ikke helt, hvem det var, at de ventede på, men der blev hvisket hektisk bag hende, imens nogle andre stod og gennemrodede hendes ting. Hydra forsøgte blot hektisk at få styr på sit krøllede tøj og sit filtrede hår, imens hun kastede sit matte blik flakkende rundt i lokalet.

Hydra sagde ikke et ord efter at være blevet placeret på gulvet i tronsalen. Mest fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hele situationen drejede sig om, men også fordi hun havde alt for travlt med at studerer tronsalen. Som barn af dragerne, som hun ofte tænkte om sig selv, var hun ikke vokset op med specielt mange planter i syne. Øen var et barskt miljø, hvor kun det mest hårdeføre og stentørre planteliv kunne overleve, på grund af dragernes konstante ødelæggelse af miljøet, samt det faktum, at vulkanen ofte gik i udbrud og derved kvalt al form for liv på sin vej. Lavaen nåede aldrig langt, men det havde åbenbart været nok. Derfor var der stor spænding at fornemme i Hydra's matte blik, imens de fløj rundt.

Ved lyden af en ny skikkelse, fik hun dog revet sig ud af sin drømmeverden, og vendt sig halvt om. En mørkhåret, veltrænet, kvindelig skikkelse gik direkte forbi hende, med en attitude der hurtigt fik Hydra til at vende sig og krympe lidt sammen. Da dragerne ikke ligefrem havde meget sprog eller kærlighed i deres liv, så var Hydra vokset op med kropsprog, hvor fejlfortolkninger hurtigt kunne blive farlige. Hun var derfor temmelig dygtig til at aflæse den slags, men det behøvede hun næsten ikke at være for at kunne tyde kvinden. Hun ønskede magt. Nej, hun VAR magt. Og det vidste hun godt selv, og ville tydeligvis også have, at andre skulle vide det samme. Hydra gjorde ingen mine til at virke uimponeret, men det var tydeligt, at hun samtidig ikke var skræmt. Derimod virkede hun endnu mere nysgerrig end før, selvom hun nu sad en anelse mere sammensunket, så hun nu stirrede op mod kvinden, i stedet for direkte imod hende. Da der blev talt til Hydra, trak hun kort på skuldrene, og kiggede så ned mod sine fumlende hænder inden hun svarede.

"Just... looking."

Det var altså dronningen. Eller lederen, om man ville. Det var måske ikke lige den første person, som Hydra havde håbet på at møde, men det var vel altid godt at komme til sagen fra starten af. Hun så igen op mod kvinden. De lilla øjne, som mødte hendes matte brune, skinnede så intenst, som noget hun sjælendt havde set før. Det var ikke ofte, at hun drømte om anderledes øjne, men enkelte gange kunne hun da godt give et utilfreds suk fra sig. Hun vidste, at hendes ikke blot var kedelige, men også mindre værd end resten af befolkningen. Selv disse tidligere slaver, de ville næppe skønne hende meget. Uden hun helt selv vidste, om hun talte om øjnene eller lokalet, røg det næste ud af hende.

"Beautiful."

Hun sank en enkelt gang, og rettede sig så hurtigt lidt mere op, selvom hun stadigvæk sad på gulvet.

"It's beautiful here."

Der kunne gå dage imellem, at hun faktisk fik brugt sit ordforråd. Det var måske ikke altid til at høre, men hendes stemme kunne ofte virke svag i det, lidt rusten nærmest, og hun havde ofte prøvet at glemme ord for det, som hun forsøgte at udtrykke.

Hydra nikkede roligt, imens hun atter lod blikket kører rundt. Kvinden virkede ikke tilfreds med hendes svar, men hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hun havde håbet, at sandheden bar hende længst. Derfor gav hun sig ud i en videre forklaring, hvilket ikke var hendes bedste idé, eftersom der virkelig ikke var meget historie bag hendes plan, men det var stadigvæk sandheden.

"I've heard tales about you. The Naailas. I was fascinated, because you're different like me. Outcasts... Yet, so much more powerful."

Hendes øjne lukkede sig, og hun sank en enkelt gang. Hendes hænder stoppede deres fumlen, og knyttede sig i stedet sammen til to hårde bolde. Da hendes blik igen fandt Imania's, var de ikke længere rolige, men usikre, som hun var sikker på alt andet end det svar, som hun gav hende.

"Hydra. My name is... Hydra. Not Jane."

For det VAR hendes navn. Alligevel kom hun nemt i tvivl. Som et menneskebarn, måtte hun have haft menneskelige forældre, hvilket betød, at hun måske i virkeligheden var en helt anden. Men hvordan hun nogensinde skulle finde ud af hvem, det vidste hun ikke. Navne-metaforen fangede hun dog slet ikke, så joken faldt en smule til jorden. Ved synet af smilet på kvindens læber lyste hun dog lidt op igen, og vovede sig endda selv med et spørgsmål.

"So what are your name?"