i assume a congratulation is in order?

Han bevægede sig over en af hængebroerne, mellem de høje træer. Dark Daphne lå i Lily Forest, som havde et subtropisk klima. Det betød en masse fugtig varme og så godt som ingen årstider - alligevel måtte han bedømme at i dag var en af de køligere dage. Ikke at det havde fået ham til at afvige fra hans lette tøj. Bukserne, der gik til lige under knæene. En langærmet trøje - som han altid havde på, uanset hvor varmt der var - men som trods alt bestod af et stof, der lod huden ånde frit. Langærmet, for at skjule hans slavetatovering på den højre underarm. En dolk sad i nogle remme, på hans højre yderlår. Normalt havde han også et sværd med sig, selv om han på det sidste oftere lod det være hjemme. Når man sjældent havde brug for det, gad man ikke slæbe rundt på det. Det forhindrede ham i at løbe fra træ til træ i muskuløse, smidige bevægelser.
Og kronen på værket: Bare fødder.
Det korte, mørke hår strittede op i luften og de lilla øjne skinnede af energi, da han nærmede sig Imanias hjem. Storslået og nok et af de rigeste huse her. Naailas, som slægt, ejede ikke meget. De havde været nød til at flygte for at overleve, så det havde været begrænset hvor meget de kunne slæbe med sig eller selv finde frem til i en skov. Men det var vel kun logisk at lederen havde noget at gøre godt med.
Selv boede han i et lille hus med sin mor. Hans fader havde også boet her, men var død for nogle år siden. Hans mor var syg. Healerne kunne intet gøre - det var ganske enkelt slid fra hendes dage som slave. Hvor vred han endnu kunne blive, ved at tænke tilbage. Hvor lidt han var klart til at opgive Naailas fortid. Hvor meget han ønskede at straffe Redwoods, selv om han samtidig ville give alt for at træne hos dem. Grundet hans evne, ville det være en fantastisk mulighed!
Men hans nye ansvar kom først. General! Ham!
Nogen ville nok mene han ikke passede ind i rollen. At han var for useriøs. Men folk skulle bare vide hvad han bar på - hvilken styrke han var parat til at vise, når situationen krævede det.

Han havde banket på og var lukket ind. Hans blik fulgte de storslåede malerier, der prydede hjemmet, foruden den rigdom, som hjemmet emmede af. Til sidst blev han vist hen til Imania og det var ikke uden et smil at han trådte indenfor.
"God eftermiddag. Tak - selv om jeg vel burde takke" bemærkede han med et smil. Hans blik gled rundt i lokalet, før det faldt på Imania igen.
"Jeg er her faktisk for at snakke om netop det. Ikke mit ansvar, jeg tror jeg har en fornemmelse af hvad der kræves. Men jeg kunne godt tænke mig at hører om hvorvidt du har nogle planer eller andre ordre du ser bliver ført ud i livet?" foreslog han. Han gik direkte til emnet, de kendte ikke hinanden vildt godt alligevel. Han havde heller ikke overvejet om hun gerne ville kaldes en "De", hvilket nok kom sig af, han huskede hende fra deres træningskampe. Dengang, hun endnu bare havde en, som alle andre.

Han blev stående og sendte Imania et stort smil. Der var selvfølgelig mere til det end bare at kunne kæmpe! Hvis kamp var det eneste der krævede, måtte de alligevel have haft en del kvalificerede kandidater til titlen. Han håbede bare at han kunne leve op til det, da han endnu aldrig havde ledt an i nogen kamp endnu. Eller nogen krig, for den sags skyld. Men han kendte historierne og fordi slægten var så lille, i hvert fald i forhold til mange andre, havde han vel også bedre mulighed for at vide hvad hver enkelte soldat kunne byde ind med. Generelt, om ikke andet.
Alligevel ville han fraråde Imania at indgå i en krig på nuværende tidspunkt. De havde ikke vildt mange ressourcer eller mandfolk nok til selv at vinde over en større slægt, medmindre de havde nogle gode allierede på deres side.
"Åh ja tak" svarede han på hendes tilbud om noget at drikke.
Hendes mål var få men enkle. Det samme ønske som flertallet af dem havde, uden tvivl. Han nikkede svagt for sig selv.
"Lyder enkelt nok. For nu i hvert fald" svarede han så med et skuldertræk og et smil. Han ville vente med at sætte sig ned, til hun også selv satte sig.
"Hårdt at være leder?" spurgte han så i stedet.