Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Latest topics
» Looking for help? ~ Hydra
Yesterday at 11:48 pm by Hydra

» Goldeneye away! *flies*
Yesterday at 9:58 pm by Luna

» HAVE YOU LOST YOUR MIND?! - Aaron
Fre maj 26, 2017 8:43 pm by Dylan

» Everything has changed ~ Look J
Tirs maj 16, 2017 9:50 am by Alycia

» Endelig. Søger nogen at emne med! ^^
Tors maj 04, 2017 5:13 pm by Ceit

» revenge best served cold- Lauritz
Tors apr 27, 2017 8:35 pm by Angelique

» Pika' booo! - Brandon
Ons apr 26, 2017 7:56 pm by Brandon

» Trust is earned not forced, even if you are the same- Helia
Ons apr 26, 2017 1:36 pm by Helia

» A quest for something greater ~ Keeva.
Lør apr 22, 2017 5:37 pm by Hazel

Top posting users this month
Hydra
 
Luna
 
Lucius
 
Ceit
 
Look J
 
Alycia
 
Dylan
 
Brandon
 
Statistics
Der er i alt 108 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Calla

Vores brugere har i alt skrevet 2906 indlæg in 344 subjects

Share | 
 

 They’re called growing pains for a reason - Simon

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Malia

avatar

Antal indlæg : 125
Reputation : 2
Bosted : With her brother

IndlægEmne: They’re called growing pains for a reason - Simon   Tors dec 01, 2016 4:43 pm

S: Familien Underwoods palæ
O: Beskrives
V: Ude er der regn
T: Middag
P: Beskrives
Emnet forgår for 5 år siden.
@Simon <3


Hr. Underwood var virkelig glad idag, for han fik sig endelig en butler. Og måske endnu en, han ikke behøvede at vise megen respekt for. Ikke at han havde brug for hjælpen, men efter at have  haft en slave i 16 år - eller nærmere 10 år. Malia havde ikke været deres slave da hun var barn, men hun havde heller ikke været deres datter. En Crawford fortjente ikke at blive respekteret. Hr. Underwood havde været henne og hente sin nye butler, og førte ham ind af den store fordør. Der var generelt meget vand omkring dem. Og man var ikke i tvivl, hvilket slægt der boede her - hvilket man heller ikke skulle være her i byen. Crawfords var forbudte her, og han lod derfor samt fik penge for at lade folk komme ud med deres vrede på pigen han havde fået skaffet sig. Det havde været svært, men han ville have hævn for at miste sin ældste søn i krigen - så han var slået til hurtigt - hævn havde været hans mulighed. Og han vidste også, at hvis Jacob hans leder fandt ud af det - vil det ikke blive godt. Der var blevet en lettere ro efter krigen, men dette kunne starte en ny. Derfor var hun alligevel blevet holdt hemmelig nok.

Butleren blev vist ind og fik endda et pænt værelse, i forhold til slavens. Rang måtte vises i huset. Hun var nederst af dem alle. Hun lignede en tjenestepige, og alligevel var det tydeligt at se, da andre tjeneste piger kom - at Malia ikke ligefrem var værdsat. Hun var det evige trofæ for Hr. Underwood på, at han havde fået sin hævn. Nok havde han ikke dræbt Malia, men ydmygelsen af en Crawford var bedre. Så snart han havde forklaret lidt om huset, og naturligvis, at han ikke måtte tale for meget med husetsslave medmindre det var noget negativt han havde at sige - så gik Hr. Underwood sig en tur. Der var ingen andre i det store hus end Malia, Simon og et par tjenestefolk. Lidt nysgerrig var Malia, så naturligvis havde hun stukket hovedet frem. De klare grønne øjne var meget fremtrædende når man tænkte på, at de var i en by med havøjne. Hun var nysgerrig over den dreng der var her, men ikke bar de øjne. Mat-øjne - hun havde før hørt hr og fru. Underwood snakke negativt om dem, og normalt snakkede de ellers kun negativt omkring Malia.
"Heeey." Sagde hun ganske stille, hvorefter hun kiggede sig omkring før hun listede frem. "I'm Malia.. nice to meet ya." Tilføjede hun ganske uskyldigt, og rakte hånden frem. Altid vær venlig først, man havde rigelig chance for at være ond senere. Det havde hun da lært på den hårde måde. Da hun kom frem kunne man se det slidte sættøj. Den forvaskede røde top og de hullede jeans samt intet på fødderne. Blå mærker var til at se hist og her henvoer hendes arme - og få sår i ansigtet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Simon

avatar

Antal indlæg : 19
Reputation : 0
Bosted : Hvor end der er en seng.

IndlægEmne: Re: They’re called growing pains for a reason - Simon   Man dec 05, 2016 4:32 pm

Han var ikke sikker på hvordan han havde det med jobbet. Da han først havde hørt om det, havde han hørt skræmmehistorier om Hr.Underwood. Om hvordan han havde bortført en pige og holdt hende fanget i flere år. Så da en af Hr Underwoods tjenestemænd kom med et formelt brev var Simon overvældet. Summen var godt nok ikke højere end hvad han ellers havde prøvet, men det var i det mindste noget. Penge var penge, og mere var altid bedre. Han var blevet givet en fin uniform, en skjorte samt et par sorte bukser. Det var bedre end hvad han plejede at arbejde i.
Det tog lang tid at rejse. Og gennem rejsen undrede han sig et par gange over hvorfor nogen ville lede efter en som nærmest var på den anden side af verdenen. Men han opdagede også hvor smuk verdenen var. De små stier og skovområder han kørte igennem. Så smukke, så fulde af liv. Han ville gerne se mere, det ville han virkelig gerne. Men han vidste også hvilket ansvar der var lagt på hans skuldre nu. At opleve verdenen var for de bedre stillet slægter og ikke de slægtløse. Noget han havde lært længe før han overhovedet kunne gå.
Så han sad i kareten og drømmede om verdenen udenfor indtil han ankom til Underwood-hjemmet. Han var iført den uniform de havde givet ham og efter en kort og meget formel hilsen til Underwood var han blevet vist rundt af en af de højere stillet tjenestemænd. Hvor han skulle være på hvilket tidspunkt og hvad han skulle lave på det givne tidspunkt. Det var tydeligt at han ikke ville kunne huske det hele, tjenestemanden bemærkede det med det samme og klemte hans arm blidt med et blink i øjet:” You’ll learn it eventually kiddo. But you have to remember who you are and where you’re from. You might think that this could be better than anything. But it’s really not.”  Var de afskedsord han blev givet. Han bed mærke i dem.

Han stod i sit rum og så sig kort om da han først spottede hende i øjenkrogen før han hørte hende. Han drejede om så han så på hende. Et kort smil faldt over hans læber indtil han kunne se hvad hun var iklædt. Han blinkede et par gange overrasket og lagde hovedet på skrå:” Goodday. The name’s Simon. Just... uhm. Simon.” Sagde han stille men respektabelt. Simon havde bare et naturligt flow over hvordan han talte så det meste af tiden ville det fremkomme som værende fornemt og fint, selvom han egentlig var bunden i hierakiet. Han syntes dog at det blot var normalt at tale pænt til alle.
Hans blik faldt atter engang ned på hendes tøj. Noget der undrede ham var hendes øjne og det tøj hun havde på. Det gav ingen mening i hans hoved. Han trykkede hendes hånd – Et fast og hurtigt håndtryk, dog med en blidhed over sig. Han tog sig modet til at spørge efter at have rømmet sig:”Your uhm... I’m guessing that the Lord of the house isn’t very... fond of you?” Det var tydeligt at han var igang med at træde forsigtigt med hans valg af spørgsmål og hans skuldre sank sig en anelse sammen som om han nærmest var bange for at gøre hende sur eller ked af det. Han så afventende på hende, selvom han ikke var sikker på om hun overhovedet havde lyst til at tale om det.
Hans blik faldt på de forslåede arme. Han løftede forsigtigt hånden og greb om hendes håndled inden han så hende i øjnene - Som om han ledte efter en visuel accept til at inspicere hendes arme. Så gled de matte mørkebrune øjne ned over armen han holdt i. Hans øjenbryn rynkede sig sammen i et uforstående, nok nærmere vredt udtryk:" What happened to you? Why are your arms so beaten and sore? Did the Lord do this?" spurgte han, uden at lægge låg på sin frustration. Selvom de kun lige havde mødt hinanden, følte Simon en stærk connection. Som om de på et eller andet niveau kunne forstå hinanden allerede.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Malia

avatar

Antal indlæg : 125
Reputation : 2
Bosted : With her brother

IndlægEmne: Re: They’re called growing pains for a reason - Simon   Tirs dec 06, 2016 6:39 am

Malia så den nye dreng an. Naturlig nysgerrig var en farlig ting at være her omkring. Han hed Simon, at han faktisk talte normalt til hende og ikke som om hun var en idiot - fik hende til at sende ham et skævt smil. Malia ville gerne blive van til den tone, men vidste også det ikke kom til at ske i den nærmeste fremtid. Malia havde bragt få sekunder sammen med ham, men hun følte sig allerede tilpas- hvordan end så det kunne lade sig gøre. Let bed hun sig i kinden, da hans blik kørte henover hende. Noget i hende afventede et slag eller to. Men der kom aldrig noget. Hvilket fik hende til at synke en klump. Det var blot et håndtryk. Hvilket hun ikke ligefrem var van til, men stadigvæk havde hun et fast dog mildt greb. Det var den første ikke voldsomme nærkontakt i hundrede år - hvilket fik hendes hjerte til at springe en takt over. Så kom der et spørgsmål.
"What? Pff. I'm his fave." Hun rullede sarkastisk med øjnene, men hendes smil viste hun sagtens kunne smide en joke af - specielt hvis det betød, at hun kunne dække over sit elendige liv. Ingen grund til at behandle hende som glas der ikke måtte tabes, hun var blevet tabt alt for mange gange til at kunne hel igen. Det var nok også derfor hun havde smidt en joke i hovedet på ham, på trods af han var så forsigtig overfor hvordan hun ville reagere. Malia vidste et par ting om at være her, det ville blive hårdt, hvis det skulle blive så påpasselig imellem dem. Specielt med den behandling hun normalt fik, så ville det forsigtige Simon ikke være nok til at redde hende - det ville måske endda gå udover ham i sidste ende. Så snart han så hendes arme, hev hun vejret ind. Han tog hendes håndled, og øjnene ramte hende. Nærkontakten igen. Et svagt punkt for hende, det var som om, at det lukkede op for hendes forslåede og ikke mindst misbrugte sjæl. Let åndede hun stille ud, men hun lod ham se den an. Han virkede vred, men ikke at hun ønskede at han skulle være vred på hans første dag.
"So what if he did. This is his place, all these ocean eyed people hates me. I can't really not end up like this." Sagde hun og sank en klump.

Let rømmede hun sig.
"So If you don't wanna end up like this. Don't do anything about it. It will only get worse.. and trust me it can. He is mad. But some of his friend, you don't wanna meet them." Tilføjede hun og så advarende på ham. Allerede nu advarede hun ham om, hvilket hjem han var kommet til. De andre ville ikke gøre det, men de var også havøjne de andre. Lige nu var hende og Simon de eneste med en anderledes øjenfarve - og utroligt at det var nok til at behandle dem, som om at de var mindre værd. Malia så ham direkte i øjnene.
"And I'm okay.. not that anyone cares.. but I am." Eller det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv. Utrolig hvilke løgne man kunne lave til sandhed, ved at sige dem nok gange. "But rule 1.. don't be nice to me.. when there is other people around.. because that will not end good for you." De ville aldrig ende godt for hende alligevel, men hvis hun gøre hans ophold her godt, så ville det hjælpe hende. Nærkontakten gjorde noget ved hende, at man på et eller andet punkt kunne se smerten, men den skjulte sig godt. Der var alligevel ingen til at se den, så hvorfor ikke være en mester i at skjule den?
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Simon

avatar

Antal indlæg : 19
Reputation : 0
Bosted : Hvor end der er en seng.

IndlægEmne: Re: They’re called growing pains for a reason - Simon   Lør dec 17, 2016 3:36 am

Han havde nok ikke regnet med at hun havde joket om det. Han var ret seriøs i sit toneleje da han sagde det. Men han kunne ikke undgå at smile lidt da hun så ud til at smile. Som svar til det rystede han let på hovedet og løftede øjenbrynene. Han havde selv prøvet noget lignende. Nok ikke lige så slemt. Men han havde også fået en omgang tæv en gang i sit liv – Og sådan noget var svært at glemme. Det kom helt an på hvordan man i sidste ende ville bruge oplevelsen. Om end det var til at forbedre sig selv og sit liv, eller om man ville dulme i mørket af minderne.
Pigen så ud til at have valgt det første. Og allerede fra det øjeblik Simon indså det, fik han mere respekt for hende. Mens han inspicererede hans arm, kom den vrede han ikke kunne holde tilbage på. Om det så var fordi hun var anderledes, var deres behandling af hende på ingen måde okay. Han så op på hende og lyttede til hende. Selvom han havde lyst til at sige hende imod, virkede det ikke til at være det rigtige at gøre. Han ville lade det vente til en anden gang.
Så kom advarslen. Han lagde hovedet på skrå inden et kort men selvsikkert smil var over hans læber:” To be fair. Rather end up like that than hit on a little girl. I would prefer to pick an opponent of a more... suitable strength...” sagde han men hurtigt forsvandt han smil og han begyndte at ryste undskyldende på hovedet mens han så foraget på hende:” NOT! Saying that you’re weak... You’re probably the strongest here of all. But being strong from being a punching bag, doesn’t quite cut it.” Rettede han sig selv inden han kom med et fnis der mindede mest som om at han prøvede at fnyse. Han kørte en hånd lidt nervøst igennem sit hår.
I was not trying to degrade you... At all.” sagde han så for en sidste gang for at understrege det. Han lod hende tale ud. Hun var okay? Det var lidt svært at tro på når man dømte det ud fra skaderne . Men det var nok den tid til den sorg. Simon håbede på i det øjeblik at han ville kunne være der for hende i den tid. Selvom de kun lige snakkede, havde Simon godt observeret at hun nok var en af de få personer han faktisk følte sig tilpas med.
Han rystede kort på hovedet til hendes regel. Det virkede fjollet for ham:” Well screw that rule. After all, I’m no slave. This is a paid job. I’m not being paid to be a monster. So if it doesn’t please the Lord….” han trak let på skuldrene inden han så noget så neutralt sagde:”... then he can up himself. I’ll leave and bring you with me if I have to.” Afsluttede han så. Det virkede fjollet at sige, men Simon var dybt seriøs. Allerede nu, under andre omstændigheder havde han bare skredet – På ingen måde ville han associere sig med sådanne mennesker. Men han ville heller ikke bare efterlade Malia. Han så hende i øjnene mens han afventede hendes svar.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Malia

avatar

Antal indlæg : 125
Reputation : 2
Bosted : With her brother

IndlægEmne: Re: They’re called growing pains for a reason - Simon   Lør dec 17, 2016 6:15 pm

Malia var ikke van til nogen var uenig med Mr. Underwoods måde at håndtere husholdningen på. Men det var ikke fordi, at hun så negativt på Simon for at have en anderledes mening. Det var interessant og spændende. Alligevel hævede hun et bryn da han sagde little girl. Dog rettede han hurtigt sin sætning, men ikke fordi hun tog det så voldsomt personlig. Og alligevel. Let trak hun på skulderen.
"When you have been that your whole life.. you know nothing else. It makes it more easy to live with it." Svarede hun og sank en klump. Malia brød sig ikke ligefrem om at være her, og ønskede mere end noget andet at slippe fri. Men hun frygtede at gøre det, folk hadede hende her - de ville næppe se godt på hende hvis hun slap fri. Plus hun kendte intet. Omgivelserne var ukendte for hende.
"I know. It's just no one ever really see things the way you do. Its new.. but I like it." Svarede hun ærligt. Han virkede en anelse nervøs, og hun forstod ærligttalt ikke helt hvorfor.
Han virkede heller ikke ligefrem glad for hendes lille regel, men hun ønskede ikke Hr. Underwood skulle sende Simon væk for at have en anden mening.
"Lucky soul getting money for being here. Well at least they give me food, and I can shower here.. but money.. I don't have any use for money." Han var yngre end hende, men havde mere livs erfaring end hende. Måske mere end hun nogensinde ville få. Hun blev overrasket kort. Mest fordi, at han nævnte at tage hende med. Den lille glimt af et unikt lys glødede ud af hendes øjne. En lille chance for faktisk at komme væk herfra, dog blev den hurtigt slynget væk af frygten.
"You can't. I want to. Trust me.. I want to.. but I can't. The rage he has.. I will be running for the rest of my life.. And I can't live with that. That is not what I want in freedom." At løbe for livet ville ikke være frihed. Det ville være frygt på frygt, og tanken om det kunne hun ikke håndtere. "And where would we go?.. We are two teenagers, we can't handle this.. I can't." Tilføjede hun og kørte en hånd igennem sit hår.
"And he will kill you for it. I'm not gonna risk that." Pointerede hun til sidst. Nervøsiteten prikkede i hende, og hun så væk fra Simons øjne.
"Why are you so nice to me anyway?" Spurgte hun så en anelse skeptisk. Malia følte sig tættere på Simon end hun havde gjort med nogen andre hele sit liv. Men det gjorde også, at hun frygtede at det var et af Hr. Underwoods numre, at de ville give hende noget - så de kunne tage noget fra hende. "Sorry.. I'm not use to people being so kind to me." Let sank hun nervøst en klump. "Can we talk somewhere else. I think the cleaning ladies are coming. And trust me.. you don't want to talk to them." Måske de kunne smutte op på hans værelse.. det ville være rart at se et andet rum i huset.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: They’re called growing pains for a reason - Simon   

Tilbage til toppen Go down
 
They’re called growing pains for a reason - Simon
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Highview City :: Fairlake District-
Gå til: