Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Latest topics
» A Word Once Given [Helia]
Today at 12:22 am by Byron

» It's quite beautiful, don't you think? [Fortidsemne]
Yesterday at 10:02 pm by Alycia

» If you never try, you never win - Elijah
Yesterday at 6:48 pm by Alycia

» The Great Escape (Kubo)
Yesterday at 5:17 pm by Elijah

» A promise to the future - Aaron
Yesterday at 5:04 pm by Alycia

» Welcome to fright night (Possbly gore, read on own risk)
Yesterday at 2:37 pm by Katherine

» Om politisk spil [ADMIN-NYHED]
Yesterday at 2:07 pm by Elanor

» A Lions Den
Yesterday at 1:26 pm by Christopher

» Coming here was a mistake - Valian
Yesterday at 1:08 pm by Elanor

Top posting users this month
Keeva
 
Helia
 
Luna
 
Alycia
 
Charles
 
Dylan
 
Lucius
 
Byron
 
Loki
 
Hydra
 
Statistics
Der er i alt 95 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Bellatrix

Vores brugere har i alt skrevet 1865 indlæg in 254 subjects

Share | 
 

 This is really really bad clarke

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Mercy



Antal indlæg : 23
Reputation : 0
Bosted : Dark Daphne Forest

IndlægEmne: This is really really bad clarke   Man nov 28, 2016 4:45 pm

Tid: 16:3o
sted: shadow Hills
Vejr: solen er på vej ned
omgivelser: en masse mennesker som ser på at nogen får bank
påklædning:påklædning og hendes kappe

Mercy Bevægede sig længere og længere væk i sin søgen efter hendes forælders drabsmænd, selvom hun ikke var ret gammel da det skete var minderne som brændt fast på hendes nethinde og hun var plaget af de samme gammle drømme. Hun havde sågar hørt beskyldninger imod hende selv. Det der gjorde mest ondt ved det hele var at hun holde sig selv ansvarlig, hun bed sig svagt i læben som hun massede sig gemmen mængden  af kroppe. Hun var ikke den højeste af dem og mange af dem tårnede op over hende. Hun var så dybt begravet i tanker at hun ikke rigtigt hørte hvad der skete længere fremme, men det var sikkert det der var grunden til mennesker var stimlet sammen. De var så dybt optaget af hvad der sket længere fremme de ikke lagde mærke til hende. Hun rykkede svagt ned i sin kappe og havde hele tiden  blikket rettet i jorden. Hun sørgede dog for at ingen kunne se hendes øjne. Hun forsatte end til nogen stoppe hende bede hende om at være med, det var sikkert kun fordi de ikke kunne se hendes øjne for de begyndt heppe på at dræbe vedkommende der var inde i midten af alle disse mennesker. Hun var en udstødt på grund af en slægt som hun ikke selv havde bestemt være en del af. Hun havde sågar mistet sine forældre på grund af den. på trods af det elskede hun stadig sin slægt og ville gøre alt for at holde den sikker, men det betød også at hun skulle være i live til at gøre det. Hun skulle godt nok videre inden de fandt ud af hvem hun var eller retter hvad hun var.
Hvis de fandt ud af at hun var en af dem som havde giftøjne så ville hun ende i midten sammen med vedkommende som enten allerede havde fået bank eller var ved det. Hun kunne ikke se på grund af den manglende højde og kunne derfor ikke se hvem der var der inde, men hun blev langsomt skubbet videre tættere på så kunne se noget. Hvilket et dilemma hun var i for hun hvis blev opdaget kunne det give problemer, men hun havde virkelig lyst til at bede dem om at stoppe, men for nu bed hun det i sig for hun havde problemer nok. hun måtte finde en måde at komme væk, men svært når hænder ivrigt  skubbe hende frem. De var så opslugte at de ingen gang lagde mærke til at hun bar bue og pil.
Hun havde dog ikke sit eget pilekogger med det skulle ikke være nemt for dem se hvem hun var så hun taget hendes far med, som havde en kedelig brun farve. Det andet var grønt og bar hendes slægts mærke. Hun prøve febrilsk lede efter en måde at komme væk, men lige lidt hjalp det for jo mere hun kæmpede imod jo mere ivrig blev hænderne. Det ville ikke vare længe før hun ville kunne se hvad det var folk sådan heppede på, men det var sikkert en stakkel som valgt et forkert sted at være og med et kunne ikke hun ikke lade med at blive nysgerrig hvad nu hvis en fra hendes slægt. Man kunne aldrig vide, men igen hvad skulle en The Naailas helt herude. De holde vel mest for sig selv.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Clarke



Antal indlæg : 24
Reputation : 0
Bosted : Hun opholder sig mest i De Hviskende Træers Dal.

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Tirs nov 29, 2016 1:05 pm

Påklædning

Clarke havde kurs mod Redhawk City, mere præcist The Underground. Det var lettere for hende, at anskaffe ting hun havde brug for der. Men for at nå dertil, måtte hun først igennem Albedo-ørkenen. Det tog en del af hendes kræfter, fordi hun hverken havde meget vand eller mad til turen. Det forklarede også, hvorfor beboerne i Shadow Hills så let kunne overmande hende. Det var muligvis sket i sidste ende, men ikke uden Clarke fik sine slag ind. Det gik hende på, at hun ikke kunne kæmpe tilbage. Det var blevet så almindeligt for hende at kæmpe, at det generede hende når evnen til det blev taget for hende. Hun blev sparket i maven igen, og kunne sanse den metalliske smag af blod på hendes læber. Clarke var klar over, mange så på hende med skeptiske blik, og ikke mente hun burde gå frit rundt. Men at angribe en svækket person var lavt. På trods af Clarke både var dehydreret, sulten og nu såret, var der stadig kampgejst i hende. Det blev der nød til at være. Hvis hun først mistede den, kunne hun lige så godt lade mændene fuldføre det de var i færd med. Hun greb fat i en af mændenes ben og fik ham væltet, da han ville træde frem af. Med hjælp fra alle musklerne i hendes krop, kom hun på benene.

Clarke håbede hun kunne få dem til at stoppe, for hun ville ikke holde til meget mere. ”Er du sikker på du vil gøre det?” Clarkes blå øjne, virkede mere intense end sædvanlige. Hun brugte hendes evne, og læste hans tanker. Det tog blot mere af hendes energi, men det var det værd. Hun brugte bagsiden af hendes hånd og tørrede blodet væk fra hendes læber. Hun så på en af mændene, da en anden lagde en arm om hendes hals bagfra. Hun greb fat om armen med begge hænder, i håb om hun kunne komme fri. Men han holdt for tæt, og hun kunne mærke hvordan mængden af luftindtag blev sænket. Heldigvis kunne hendes anden evne træde ind her og hjælpe. Clarke var ikke meget for det, men hun måtte ty til nedværdige tricks. Hun trådte på hans fod med al den kraft hun kunne finde frem.

Af ren reaktion gav han slip på hende og hun flygtede ind i menneskegruppen. Hun passerede en pige med hætte på. Hun kunne ikke se hendes øjne, men det var heller ikke vigtigt lige nu. Hun skulle bare væk. Clarke fandt en lille sprække i mellem to huse hvor hun kunne skjule sig, indtil mændene og tilskuerne var forduftet. Imellem tiden, tjekkede hun sin krop for skader. Det var ikke så slemt uden på, men sparkene kunne meget vel have gjort noget skade på hende indvendig. Hun var i hvert fald blå på siden, og mistænkte der var sket noget med hendes ribben. Da alle var gået tilbage til hvad de havde lavet før, tog Clarke chancen og gik ud i byen igen. Hun måtte finde nogen der kunne hjælpe hende, det blev hun nød til, selvom det generede hende ikke at kunne klare sig selv. ”Kan du hjælpe mig?” Spurgte hun en person med en hætte, muligvis den samme pige fra før, men det var umuligt at sige, når hun kun så hende bagfra. Og hun havde ikke ligefrem fået et godt syn af hende i hendes flugt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Mercy



Antal indlæg : 23
Reputation : 0
Bosted : Dark Daphne Forest

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Tirs nov 29, 2016 3:56 pm

Hun havde hørt undren i folks stemmer kiggede lige tids nok over sin skulder til at se en forslået pige løbe. Hun skyndte sig efter pigen da hænderne på hendes skulder blev løftet, det var tydeligt at de var skuffede og de buede højt af den mand som havde sluppet pigen som var væk. Mercy fulgte efter pigen, hun havde nærnest ondt af vedkommende og følte sig glad for sin kappe. Hun bed sig svagt i læben og kiggede ganske forsigtigt over sin skulder, der var ingen som havde lagt mærke til hende som hun var gået. Det var noget hun var ved at være vant til, hun var plaget af drømme sometider skete der ting med hende det havde gjort hende lidt af en outsider selv i hendes slægt. Hun stolede ikke på mange hun var alene, på grund af en slægtsevne. Hun måtte videre, hun havde heller ikke været heldig med at finde nogle svar her og det var på tide at vende hjem i sikkerhed. Dog nåede hun ikke videre før nogen spurgte hende om hjælp, hun vendte sig rundt. Hun havde stadig blik rettet imod jorden for hun havde ikke lyst til at skade nogen med hendes evne. Hun kunne dog ikke lade være og idet Mercy kiggede ville pigen kunne se hendes øjne de var lilla og flakkede en smule for hun ville ikke skade pigen. Hun havde brug for hjælp og den hjælp ville hun kunne give den fremmede. Mercy tog forsigtig pigens hånd og trak hende hen i en gyde. Hun havde stadig ikke taget kappens hætte af sit hoved selv ikke da hun havde taget dem ind i en gyde, væk fra mennesker øjne. Det var gået op for hende at hun ikke havde sagt meget til den fremmede og det lignede hende ikke. Hun sagde altid noget som regel det første hun kunne komme i tanke om. Det var ikke altid det smarteste, men sådan var hun.

Hun pegede på jorden " hvis du vil have min hjælp må du ligge dig på jorden" sagde hun hendes stemme var neutral og bar ikke præg af at have en holdning til pigen eller hvad hun var for at være ærlig vidste hun alligevel minimalt om andre slægter, de eneste hun kendte til ud over sin egen var Redwood og dem brød hun sig bestemt ikke om. udover at det var dem som havde bestemt at hendes slægt skulle slaver og var næsten sikker på at det var dem som havde drabt hendes familie. Hun betragtede pigen "lov mig at du ikke vil skrige når jeg trækker kappens hætte ned, det er vigtigt for os begge at holde os skjult" sagde hun og hun regnede også med at det var lige så vigtig for pigen som det var for hende ikke at blive opdaget. Hun kunne godt sætte sig ind hvordan det var at være udstødt. Derefter rodede hun en smule rundt i sin taske og fandt noget brød stjålet. Det skulle have været hendes aftensmad, men pigen virkede til at have mere brug for det. Hun vendte det lyse brød i sine hænder og rakte det frem imod pigen for at vise hende at hun ikke ville gøre hende noget.

Hun ville bruge sin evne på den fremmede vevidende at smerten som pigen måtte føle ville blive hendes, men pigen havde ikke fortjent at blive slået og vis det stod til folkene byen havde de dræbt pigen som de også ville have dræbt hende vis de vidste hvem hun var. Efter lidt tid trak hun hattens kappe ned omkring sit hoved og afslørede det længe mørke hår som var sat op i en løs knold. De lilla øjne ramte forsigtigt pigens ansigt. Det slog hende at de næsten måtte jævnaldrende eller ihvertfald tæt på " jeg har ikke for at gøre dig noget, men hvorfor slog de mænd på dig?" spurgte hun og man kunne høre at hun var en smule bekymret ikke at hun behøvede for hun kendte ikke pigen, men kunne ikke lade være for på måde var de ens. Hun kunne godt se at de ikke var fra fra samme slægt, men de var begge hadet af folk og det satte dem ihvertfald i samme båd. Det kunne godt være at hun havde tygheden fra en slægt, men noget sagde hende at det havde denne unge dame ikke. Hun gik en smule tættere på for at se pigens sår. Jo de havde ihvertfald gjort det godt. Hun kunne ikke forstå hvorfor de sådan havde været efter hende. Hun troede kun det var hendes slags som var hadet af folket. Hun kiggede hen af gyden for sikker sig der ingen var "jeg har tænkt mig at bruge min evne, men lov mig at når jeg er færdig så går du ikke fra mig" sagde hun. hendes stemme lyd bedende og forsigtig. Hun ville være svag efter brug af hendes evne og være alene ville ikke være smart. Pigen virkede rar og hun sikker på at hun ville forstå at hun ikke kunne være alene efter brug af sin evne.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Clarke



Antal indlæg : 24
Reputation : 0
Bosted : Hun opholder sig mest i De Hviskende Træers Dal.

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Man dec 12, 2016 12:45 pm

Clarke følte sig jagtet. Der var flere og flere, der hørte om hende. Heldigvis, var der ingen der havde lavet plakater med hende. Folk kunne sjældent genkende hende, hvis hun sørgede for at skjule sig, så vidt som muligt. Det var ikke altid muligt. Nogle gange, ofte, savnede hun hendes tid i Fairlake, hvor hun var i sikkerhed. Hun blev nød til at skjule sig, men var i sikkerhed. Clarke opdagede de lilla øjne, men reagerede ikke på dem. Hun havde set mange forskellige øjenfarver. Der var mange, der opholdt sig hvor de ikke burde. Det rørte ikke Clarke. Hun fulgte pigen ind i gyden, undrende over hun ikke havde talt. Men hun gik ud fra, hendes handlinger betød hun ville hjælpe. Hvis ikke, måtte Clarke stikke af igen. Hun havde overlevet så længe nu, så hun havde lært ikke at stole på nogen.

Clarke så på jorden da hun pegede på den, og bad hende ligge sig. Det virkede mærkværdigt, og Clarke var i tvivl om, hvor vidt hun skulle gøre det eller ej. Hun havde selvfølgelig selv bedt om hendes hjælp, måske skulle hun bare stole på hende. Hun virkede ikke fjendtlig. Clarke satte sig først ned, og lagde sig derefter på ryggen. ”Jeg skriger ikke.” Der var få ting efterhånden, der kunne skræmme hende. Hvad kvinden her gemte under hætten, kunne umuligt være skræmmende nok til at skrige. Clarke løftede hovedet en anelse, da hun bevægede sig. Clarke satte sig op, med et dybt suk, der viste det gjorde ondt på hende. Måske havde hun brug for mad, inden kvinden skulle ’hjælpe’ hende, selvom hun ikke var helt sikker på, hvad det indebar endnu. ”Tak.” Hun delte brødet, og gav den ene halvdel tilbage til hende. Hun havde ikke noget at give for hendes venlighed, så halvdelen af brødet måtte gøre det. Clarke spiste det hurtigt, og så ned i jorden.

Clarke så ned i jorden, men kunne fornemme hendes blik. Det generede hende en smule, men hun kunne også godt forstå det. Hun var nysgerrig. Ligesom Clarke var nysgerrig. Hvorfor hjælpe en fremmet? ”Fordi jeg ikke er herfra.” Clarke brød sig ikke om at tale om det. Jo færre der vidste hvem hun var, jo bedre. Hun trak sin arm til sig da, hun kom tættere på for at se på hendes sår. Det var ren refleks. ”Undskyld,” hun tog armen frem igen. Det var blevet så naturligt for hende, ikke at stole på andre. Et forfærdeligt liv at leve. ”Det lover jeg.” Clarke burde gå så snart hun var frisk til det, sætte sig selv først. Men det var ikke det hun var opdraget til, og de opdragelse havde stadig dybe spor i hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Mercy



Antal indlæg : 23
Reputation : 0
Bosted : Dark Daphne Forest

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Tirs dec 13, 2016 1:01 pm

Hun betragtede svagt den fremmede smilede ganske kort, det var tydeligt at hun ikke stolede på hende, men man kunne vel ikke tro at den fremmede bare ville lade hvem som helst tæt især efter den omgang hun havde fået af de mænd " du kan være helt rolig dette her kommer til at gøre mere ondt på mig end det gør på dig" sagde hun og prøvede på at være at være sjov. Hun vidste dog også at det ville komme til at gøre ondt på hende, en af ulemperne ved den var at hun flyttede smerterne over på sig selv. Dog fordi hun så pigen og hende selv som værende i samme båd ville hun gerne hjælpe hende. Hun kiggede på halvdelen af brødet smilede svagt " tak, men du behøver ikke, du kan beholde det hele" sagde hun og lagde brødet ved siden af hendes bue på hendes pilekogger så brødet ikke blev bedskidt. Hun trak vejret dybt nogle gange og lukkede sine øjne. Hun lukkede altid sine øjne ved brug af evnen, hun vidste ikke om hun kunne bruge den med øjnene åben. Som hun lukkede sin øjne kom der en gylden farve fra hendes hænder, hun begyndte køre sine hænder henover den sårede piges krop. Clarke ville føle en varme i hendes krop som kom fra Mercys hænder. Jo mere rask hun følte sig jo værre blev Mercys vejrtrækning den var tung og da hun var endelig var færdig virkede hun fraværende, da hun endelig kiggede op på pigen var hendes øjne blevet matte at se på " sådan. Nu skulle du være hel igen" sagde hun ogn håbede at pigen ikke ville gå for nu var det Mercys tur til at skulle have hjælp. Even var energikrævende og det gjorde ondt i hendes krop. Mercy kunne ikke forsvare sig selv hvis nogen skulle finde hende.
Hun håbede at pigen holdte hvad hun lovede " iøverigt så er jeg Mercy" sagde hun halvt stønnede, hun rejste sig op, men måtte støtte sig til væggen. Hun kunne godt være svag i et stykke tid, men nævnte det ikke for pigen. Hun hadede selv at være svag så det at hun havde hjulpet var ret stort. Nu måtte hun jo se om pigen virkelig var til at stole på. Mercy vidste at pigen ikke stolede på hende, men det mødte hun hvor end hun kom så det var hun vant til, men når hun havde brugt sin evne var der mange som troede hun var en slægtsløs. De var ikke bange for hende og det havde givet hende problemer før. Det at hun havde præsenteret sig for den fremmede var fordi hun vidste at de kom til at bruge lidt tid sammen. Da hun ikke vidste hvad hun skulle kalde Clarke valgte hun ikke at sige mere, hun betragtede svagt folkene ude på de travle gader. Hun ville sikkere sig at der ingen var som havde fået øje på dem.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Clarke



Antal indlæg : 24
Reputation : 0
Bosted : Hun opholder sig mest i De Hviskende Træers Dal.

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Ons dec 14, 2016 12:10 pm

Clarke stolede ikke på nogen. Hun var ensom. Mere end hun ville indrømme. Men hvis det betød at hun kunne overleve, måtte det være det værd. Det var det hun fortalte sig selv, når hun lå og tænkte om aftenen. Tænkte på det hun havde mistet. Hun havde ikke set hendes mor i otte år. Hun kunne være død, eller hun kunne have levet videre uden hende. Det var umuligt for hende at vide. Clarke forsøgte altid at skubbe de tanker fra sig. De var bare en distraktion for hende. Clarke trak svagt på smilebåndet, da hun ville give Clarke alt brødet. Hun ville med stor sandsynlighed ikke tage imod det, men det var pænt af hende. Clarke var stædig og ville helst være selvstændig. Hun følte, at hvis hun tog imod hjælp, mad, tøj eller noget andet fra andre, skyldte hun dem en tjeneste.

Clarke lagde sig ned, da hun havde slugt den sidste mundfuld. Hun så den gyldne energi rundt om hendes hænder, efterfulgt af en varm følelse i hendes krop, alt efter hvor hendes hænder var henne af. Hun kunne fornemme hvordan smerten langsomt forsvandt, i takt med pigens vejrtrækning blev tungere. Hun satte sig langsomt op. Smerten var helt væk. Men hun så ud ikke til at have det så godt. Clarke var ikke dum, hun kunne godt regne ud hvor hendes smerte var nu. ”Hvorfor gjorde du det? Du vidste det ville gøre ondt på dig og alligevel gjorde du det..” Hendes blå øjne ramte jorden. Det var utroligt, at venlighed og næstekærlighed var så et sjældent koncept for hende, at hun undrede sig når det skete.

Clarke havde overvejet bare at smutte, men det kunne hun ikke få sig selv til. Det var hendes opdragelse sparkede ind. Havde hun glemt alt hvad hendes mor havde lært hende, havde hun været væk nu. Men hun havde prøvet at sidde i hendes sted, forskellen havde været at hun var blevet efterladt. Hun kunne ikke gøre det samme mod en anden. ”Clarke,” hun flyttede sig hen og satte sig ved siden af hende. ”Har du brug for noget, vand?” Hun ville gerne hente det til hende, selv om det var risikabelt at bevæge sig ud i byen. Men Mercy havde trods alt lige gjort noget risikabelt for hende. Det mindste hun kunne gøre var, at tilbagebetale tjenesten. ”Tak. Ikke mange ville have hjulpet mig.” De levede i en verden der netop var kommet ud af en krig. Der var efterskælv fra den, der stadig bølgede hen over landet. Så Clarke satte pris på, der stadig fandtes hjælpsomme mennesker.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Mercy



Antal indlæg : 23
Reputation : 0
Bosted : Dark Daphne Forest

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Ons dec 14, 2016 2:57 pm

Mercy smilede svagt til hende og lagde hovedet en anelse på skrå, for hende var det fordi de var en smule ens og fordi folk enten hadede dem eller var bange for dem, det kunne lige så godt havde været hende i midten af den flok af heppende idioter. Folk var bange for dem og det de havde gjort imod Clarke var mere af frygt end det var noget andet. Mercy rystede svagt på hovedet det var for risikabel at sende hende ud efter vand for hendes skyld "nej det er bedre vi bliver her sagde hun og måtte sidde ned, men om pigen ville lytte til hende det var hun ikke så sikker på, pigen virkede til at tage sin egne beslutninger også føre dem ud i livet, men hun kunne ikke gøre det igen uden at miste sin bevidsthed så derfor ville hun have at Clarke skulle blive her sammen med hende, da hun ikke tog resten af brødet rystede hun svagt på hovedet det måtte hun selv om. Hun smilede endnu en gang og rømmede sig en smule " fordi det lige så godt kunne havde været mig derinde i den ring af mennesker, det kunne have været mig som havde brug for hjælp" sagde hun og trak vejret dybt. Smerten var det mindste ved denne evne, det der tog værst på hende var trætheden bagefter fordi hun brugte så meget energi på at bruge den. Hun havde aldrig rigtig regnet med at hun skulle bruge den, derfor havde hun heller udforsket muligheden for at blive bedre ved træning. Hun fugtede sine læber jeg vil have du skal blive her sammen med mig, jeg vil have det dårligt med at du kom til skade pågrund af mig" sagde hun og man kunne høre i hendes stemme, hvor oprigtig hun var, efter det som var sket med hendes forældre  havde hun det svært ved at se folk komme til skade, især hvis det var pågrund af hende.

Mercy betrragtede svagt pigen, som hun havde fået det bedre " jeg er bare glad for at du er okay" sagde hun og bevægede sig en smule så hun kunne ligge bedre op af væggen, hun undrede sig en smule over det svar hun havde fået af Clarke, det slog Mercy at Clarke nok ikke var vant til at nogen gjorde noget for hende og det var sådan hun havde det, men det mere fordi folk så hende som den mærkelige af slægten. Det var vel også forståligt nok når hun var plaget af disse drømme omkring hendes families død. Det var også derfor hun sov så lidt som muligt, men når hun blev for træt måtte hun give slip lade sig komme tilbage til den forfærdelige dag hvor hun havde bedt sine forældre at tage hende med ud på en gå tur på hendes fødselsdag. Det hele virkede så åndsvagt og hun var sikker på at at det var The Redwood slægten som stod bag. Hun vidste godt at det ikke var dem alle sammen, men hun havde behov finde nogen som hun kunne give skylden. Nogen hun kunne dræbe for det de havde gjort, måske det var derfor at det var blevet The Redwoods som stod for skud. Det var nemt at give dem skylden fordi de i forvejen stod for så meget smerte ikke bare for hende, men for hele hendes slægt.

Havde det ikke været for denne søgen efter en hun kunne give skylden så havde hun nok ikke mødt Clarke og så havde Clarke sikkert skulle flygte imens hendes krop gjorde ondt. Hun rakte ud efter brødet, men kunne ikke nå det, når nu Clarke ikke ville have det, så kunne hun vel lige så godt spise det og se om det ville give hende nået af hendes styrke tilbage, men hun var ikke sikker og hun kunne alligevel ikke lide at være her for hun følte sig udsat i gyden. De skulle væk på en måde for det var vel bare spørgsmål om tid før nogen ville finde dem, fordi de skulle der ind og finde noget eller smide noget ud.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Clarke



Antal indlæg : 24
Reputation : 0
Bosted : Hun opholder sig mest i De Hviskende Træers Dal.

IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Ons dec 14, 2016 7:13 pm

Clarke kunne godt fornemme Mercy forstod hende, forstod hvordan det føltes når folk behandlede hende sådan. Hun satte pris på hendes omsorg. Clarke var ikke sikker på, hun havde handlet ligedan havde hun været i Mercys sted. Da hun bad Clarke blive, overvejede hun at gå alligevel. Men måske var det bedre at blive, skulle hun ske at besvime. Clarke var ofte beskrevet som stædig og selvstændig. Men det var kun når der var brug for det. Lige nu var der brug for hende her, indtil Mercy havde fået sine kræfter tilbage. Så det var her hun blev. Clarke var endnu ikke sikker på, om hun skulle stole på Mercy. Hun havde hjulpet hende, og det satte hun pris på, men tillid var ikke let at få fra hende. Hun stolede udelukkende på sig selv. Hun havde endnu ikke fundet nogen at stole på. Ikke siden Luna, og selv hende turde hun ikke stole på længere.

”Det er jeg glad for det ikke var.” Ikke så meget fordi, Clarke ikke ønskede at Mercy skulle gennemgå det, men fordi hun næppe kunne få samme hjælp. Clarke havde lært at sætte sig selv først, det var hun nød til. Men hele denne episode fik hende til at tænke. Måske hun skulle forsøge at stole på folk, hjælpe dem i nød. ”Så bliver jeg her.” Clarke stolede heller ikke på, at hun faktisk ville komme tilbage. Hun stolede allermindst på hendes dømmekraft efterhånden. ”Jeg er kun okay på grund af dig.” Hun måtte finde en vej at vise præcis hvor meget hun satte pris på hendes hjælp. ”Jeg vil gerne gøre noget for dig, for at takke dig.” Hun håbede på Mercy ville fortælle hende lige præcis hvad hun kunne gøre, men det ville næppe ske. Clarke rakte Mercy brødet da hun rakte ud efter hende. ”Måske vi skal finde et andet sted at være.” Folk ville nemt kunne spotte dem her. Hun rejste sig og gik til gydens åbning, så hun kunne se ud i byen. Hun prøvede at finde et sted de bedre kunne skjule sig. Men det betød, at de først måtte igennem byen uden at blive set, og det virkede usandsynligt.

//Det blev kort, men jeg håber det går.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: This is really really bad clarke   Today at 8:57 am

Tilbage til toppen Go down
 
This is really really bad clarke
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Omegnen rundt om Redhawk City :: Shadow Hills-
Gå til: